|
Post by Henrietta Owens on Jun 14, 2012 19:12:05 GMT
People do not always understandthat not only can they make a differenceit's their responsibility to do so~ ~ ~ ~ ~Tag: Lucy Finnegan - Outfit: Here En mindre gruppe på tre magikere klædt i karakteristisk mørkegrønt, to troldmænd og en ung heks, dukkede op ud af det blå på St. Mungos fjerde etage. Med sig havde de en svævende båre med en midaldrende troldmand, der klagede sig højlydt og lidende. Når man så på hans hovede, der var opsvulmet til det så ud til snart at ville briste, kunne det dog ikke undre nogen.
"Vi behøver en healer her!" råbte den ældste af de to troldmænd højt, mens han samtidigt begyndte at gå hjemmevant ned ad gangen, fulgt af både båre og begge de to andre der havde fulgt ham. Han drejede hovedet kort mod den unge heks og gjorde et kast med hovedet mod manden på båren "Sørg for at holde hans hovede så stabilt og stille som muligt, Owens." hun nikkede og faldt hurtigt ind for enden af båren ved manden hovede, lagde hænderne forsigtigt på hver side af de oppustede kinder.
Den ældre medi-troldmand stoppede ikke da den første healer kom ilende, mens satte dog farten lidt ned, mens han hurtigt og kontant begyndte at forklare "Boblehovede-besværgelse der gav bagslag. Patienten er Michael Worley, 56 år, eliksirmester." han gjorde en kort pause mens han så på den unge healer for at være sikker på hun havde fået det hele med før han føjede det sidste til "Angiveligt var han på vej ud i en nærliggende sø efter vandplanter. Hans kone fandt ham sådan her." på båren begyndte den tilskadekomne mand at gispe panisk efter vejret og Henrietta slap hans ansigt med den ene hånd, trak sin tryllestav og rettede den mod hans strube med et lavmælt "Anapneo." straks blev mandens vejrtrækning mere normal og Henrietta smilede beroligende til ham "De er i gode hænder, Mr. Worley."
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Jun 22, 2012 7:01:52 GMT
If ever I have to choose between black and white Colours will be the first thing on my mind [/color][/font][/right] TAG: Henrietta Owens | Outfit: Here Sammenlignet med resten af ugen, havde denne dag været stille. Ikke andet end de sædvanlige småskader fra besværgelser der var gået galt, så som en enkelt benlåsbesværgelse der var endt med at ungen krampede. Sager der ikke tog mange minutter før patienterne var ude af døren igen. Der var ikke engang særlige ventetider på at komme til hos en healer. Ikke at Lucy kedede sig, hun kunne bare godt lide når der hele tiden var noget at tage sig til.
Stilheden skulle dog til at brydes. Lucy var på vej ned ad gangen til en midaldrende kvinde med udslæt. Kvinden påstod at nogen havde fulgt efter hende og forhekset hende, men healeren tvivlede på at det var hvad der virkelig var sket. Hendes tanker blev dog afbrudt af et råb om hjælp. Med retning mod støjen, løb hun på en medi-troldmand der hurtigt forklarede hvad der var sket. Hun nikkede kort og fortsatte mod de to der stod med båren.
Hun nåede lige at høre medi-heksens Anepno, før hun fik øje på dem. "Stue 7, lige her nede," hun pegede ned af gangen hvorfra hun var kommet, hvorefter hun hjalp med at få båren i bevægelse igen. Imens hun gik, undersøgte hun patienten. Hun havde hørt om ham før, og undrede sig over at det kunne gå så galt for en der var så erfaren - noget hun undrede sig over hver gang hun havde sager som denne.
|
|
|
Post by Henrietta Owens on Jun 22, 2012 14:49:26 GMT
People do not always understandthat not only can they make a differenceit's their responsibility to do so~ ~ ~ ~ ~Tag: Lucy Finnegan - Outfit:
Here Henrietta var fuldt koncentreret om den midaldrende mand på båren, og om at sætte fødderne rigtigt, så hun ikke gjorde skade på manden, hvis hovede hun havde hænderne placeret på hver side af. Hun reagerede hurtigt og uden at tøve, da hun trak sin tryllestav frem og med en tillært besværgelse mod mandens strube, sørgede for at han kunne trække vejret nogenlunde ubesværet igen.
Først da en ny stemme blandede sig med hendes mentors, så hun op og sendte et hurtigt smil til healeren der var kommet til. Smilet blev fulgt op af et nik, da de fik anvist et rum længere nede ad gangen. Hun fulgte interesseret med, mens healeren undersøgte den tilskadekomne eliksirmester "Han har haft besvær med at trække vejret hele vejen herind." informerede hun kort og så igen ned på manden der klagede sig igen "Prøv at slappe af, Mr. Worley." forsøgte hun igen beroligende mens de drejede ind på den anviste stue.
Et kort, men effektivt indlært samarbejde fik eliksirmesteren fra båren og over i sengen og Henrietta selv trak sig lidt tilbage for ikke at gå i vejen, men stadig tæt nok på, til at kunne springe til så snart hun fik besked på det og holdt øje med alt der foregik.
|
|