Close to Home without being Home

[Kathleen Kennith]

From time to time
Just follow your heart and find what has been missing unnoticed

* Lucy Finnegal * Outfit *

Kathleen lukkende hænderne om kruset hun havde stående foran sig og nød den indbydende duft af ægte varm chokolade. Ikke var kakaopulver rørt op i varm vand eller mælk, men rigtig chokolade smeltet i mælken, så den dannede skind hvis ikke overfladen allerede var dækket af flødeskum. Efter hun havde opdaget den lille hemmelighed havde The Blue Parasol været hendes foretrukne sted at søge hen. For at læse, for at tænke eller som nu at snakke med en gammel veninde.

Den kombinerede café og the butik var holdt i mørktbajset træ der gik igen i panelerne langs det nederste af væggene, i borde og bænke og de afskærmede båse og i disken såvel som i reolerne med the og andet i krukker bag denne. Luften var mættet med tørrede urter, men uden at den virkede tung og kvælende eller tog duften fra det der blev serveret for de spredte kunder. Bænkene var bløde og betrukket med dybtrødt stof, der sammen med lyset fra de lavthængende lamper bidrog til den varme følelse. Der var et stativ med aviser og blade ved indgangen skærmende en lille reol med lån-og-læs bøger til dem der ikke selv medbragte. Overtøj kunne hænges på den anden side af døren, men Kathleen havde valgt at lægge sin frakke fra sig ved siden af sig.

Hun så op fra kruset og over på Lucy og kunne så ikke lade være med at smile igen. "Du har flødeskum på næsen!" Hun fik forhindret en fnisen i at følge ordene, men latteren var frit fremme i hendes øjne. "Jeg bliver aldrig træt af at komme her. Den ro, stemning og ... ja, omsorg Madam Quinn udviser og udstråler, ja, den er altså vanedannende..." Hun smilede og nippede så selv til indholdet af kruset, mærkende lige så tydeligt den våde fornemmelse som hun fik næsen var langt frem. Med et grin fangede hun en serviet. "Som var det taget ud af en anden verden eller tid."

[Lucy Finnegan]

Friends will remain friends,
no matter the distance

TAG: Kathleen Kennith | WORDS: 337 | OUTFIT: Here

The Blue Parasol var ikke et sted Lucy havde været inde før, men hun havde gået forbi nogen gange, og længe ønsket hun havde en undskyldning for at tage derind.

Da de trådte ind i lokalet, følte Lucy det straks som om hun var trådt ind i en hyggelig lille hytte. Selvom rummet var forholdsvis stort, virkede det ret småt på den gode måde. Det føltes trygt og varmt, og hun forstod ikke at hun ikke havde været her før. Hun satte sig på bænken overfor Katie i den lille bås de havde valgt, og ligesom Katie, lagde også Lucy sin trøje fra sig ved siden af i stedet for at hænge den op.

Lucy bestilte en kop varm chokolade magen til den Katie bestilte, og de sad der i stilhed et stykke tid. Hun betragtede sin veninde, og lagde mærke til de små ændringer der var sket i løbet af de år de ikke havde set hinanden. De havde vel begge to ændret sig, så en smule ældre og mere modne ud.
Hun grinede, og en svag rødmen steg op i hendes kinder. "Ups," sagde hun, og tog en serviet til at fjerne flødeskummen med. Tænk, at hun ikke havde mærket det... "Ja, jeg er bange for at jeg allerede er stor fan." Hun så sig om imens hun talte. Det var endnu mere rart og velkommende end det havde set ud fra gaden af. Det var det perfekte sted til at læse i fred.
Hun nippede endnu engang til sin kakao, og var ved at få det galt i halsen da Katie løftede hovedet, selv med flødeskum på næsen. Hun sendte hende et drillende smil. "Nåh, fortæl så! Hvor har du været henne? Har du mødt nogen spændende mennesker?" Lucy var nysgerrig og havde så mange spørgsmål at hun ikke kunne vælge.

[Kathleen Kennith]

From time to time
Just follow your heart and find what has been missing unnoticed

* Lucy Finnegal * Outfit *

Kathleen smilede hen over kruset til Lucy, som denne tørrede flødeskummen af mens rødmen forsvandt fra den andens kinder igen. Det var godt at se noget ikke havde ændret sig nu så meget andet havde. At Lucy stadig i bund og grund var den sammen. Eller det håbede hun i hvert fald. "Det var hurtigt! Ikke at jeg kan fortænke dig i det..." Hun sænkede kruset og satte det med tydelig modvilje fra sig, mens hun selv fulgte trop med næseaftørringen efter at have sendt Lucy et hævet øjenbryn over spillende brune øjne. Hun havde næsten ikke gjort det med vilje. "Jeg fik et bekymret blik da jeg kom i fredags... bare fordi der var gået en hel uge siden jeg havde været her sidst!" Det muntre smil forsvandt halvt bag servietten, før hun atter skiftede den ud med kruset, som hun dog lod det stå på bordet foran sig med hænderne lukket omkring.

"Hvor har jeg ikke været?" Hun kunne ikke lade være med at give drillende lidt igen, men fortsatte så begejstret og uden at gøre det mindste for at skjule det. "Du fik vel mine ugler? Det var lidt svært at holde styr på til sidst hvilke der kom frem og hvilke der ikke gjorde. Tilsyneladende kan afstanden blive for stor..." Hun mistænkte andet for at være hændt med uglerne også, men det var sagen uvedkommende og med en modtager ude af stand til at svare gjorde det sagen ekstra kompliceret at have med at gøre. "Men jeg tog altså på den der rundtur i Europa først og så på de gamle steder. Paris, Wien, Prag, Rom, Venedig... og det var så anderledes som jeg altid havde troet de ville være og så opslugende. Lige til at glemme tid og sted i...og alt andet."

Det var lige hvad hun havde gjort og havde nydt at gøre. Sluppet tankerne løs og levet i nuet for en stund. Det var først da hun havde forladt Wien og fundet sig selv i ytterlig fremmedhed på vej langs den gamle silkevej at hun havde skrevet hjem og brudt den fire måneder lange tavshed. "Jeg er stadig imponeret over hvor meget der er bevaret i de byer... og mændene var helt anderledes også. Så ligefremme og komplimenterende!" Hun smilede hen over bordet til Lucy, før hun nippede til chokoladen igen.

[Lucy Finnegan]

Friends will remain friends,
no matter the distance

TAG: Kathleen Kennith | WORDS: 233 | OUTFIT: Here

Lucy grinede højlydt, uden at det forstyrrede de andre gæster. "Er det så slemt?" Hun kendte ikke en som Katie der forstod at få så meget som muligt ud af sine penge. Men man kunne nok også godt gå ud fra at hun tjente derefter.
"Skriver du forresten på noget for tiden?" Lucy overvejede om Katie måske ville udgive noget på et tidspunkt der omhandlede hendes lange rejse.

"Jo, men jeg tror ikke jeg fik dem alle sammen. Noget af det virkede lidt usammenhængende." Hun så undrende ud et øjeblik. Det var ikke noget hun havde kommenteret på før, fordi hun tænkte der var en grund, men noget i Katies stemme fik hende til at tvivle. "Det kan selvfølgelig også bare være fordi du havde hovedet fyldt med alt muligt andet," fortsatte hun drillende.
"Ih, så har du vel en masse billeder med hjem?" Lucy lød helt forhåbningsfuld. Hun havde da set billeder fra udlandet før, men kun i Profettidende og andre blade. Hun drak lidt af sin kakao, og nød den noget nær perfekte smag.

"Det var vel også det du havde brug for?" Det lød lidt som et spørgsmål, men var det ikke rigtigt. Hun vidste jo godt at da Katie tog af sted, havde hun aller mest brug for at komme så langt væk fra de vante rammer som muligt.
"Du fik dig vel en masse beundrere," kommenterede hun med et blink.

[Kathleen Kennith]

From time to time
Just follow your heart and find what has been missing unnoticed

* Lucy Finnegal * Outfit *

"Vel, slemt og slemt.. det er da rart at blive værdsat og husket og bekymret om, så nej, slemt vil jeg ikke kalde det!" svarede Kathleen muntert, før hun sluttede sig til Lucys latter og lod friheden ved at grine med en veninde synke ind og varme. Det var ligesom at være tilbage i skoletidens læseaftener, når en tekst gik op i sjov og misforståelser. Rar og uforpligtende hygge. Så nikkede hun let. "Jeg er godt i gang med den næste bog, så ja, ..." hun skar en lille grimasse, som hendes blik sank til den varme chokolade foran hende og hun tøvende indrømmede "... jeg skriver, men ikke så meget som jeg gerne ville. Det hele driller bare sådan lidt.. så ja..." Hun så op med et lille skævt smil, som hun trak på skuldrene. Det skulle nok løse sig. Det gjorde det altid når hun sad fast et sted. "Hovedpersonen og jeg er bare ikke helt enige om det næste der skal ske..."

Kathleen sippede let til chokoladen, mens hun lyttede til Lucy og fik bekræftet hvad hun hele tiden havde fornemmet. Så kunne hun dog ikke lade være med at smile skævt, som den anden gav en anden alt for mulig begrundelse, og følge det op med et forsøg på forarget indignation. "Hov hov! Jeg har da aldrig tankerne andre steder end hvor de burde være!" En udtalelse der ikke kunne siges at have det store hold i virkeligheden - i hvert fald ikke for en der kendte hendes flyvske tankegang. Så vandt smilet helt og hun nikkede. "Masser! Du må komme med hjem og se en dag. Jeg tror du vil kunne lide dem fra Texas..." Hun vrikkede let med øjenbrynene og håbede at den ugle var kommet frem, hvori hun havde fortalt om sit ophold på ranchen og sønnen der.

Hun nikkede igen let og lod det være svar nok til det næste. Turen havde givet hende plads, ro og mulighed for at lægge en del bag sig og finde glæden ved alt omkring sig igen. Så kom hun til at fnise og satte hurtigt kruset fra sig, så hun ikke spildte ud over sig selv også, for at se på Lucy med muntert funklende øjne. "Åh ikke specielt! Men et par gode grin, som jeg så mændene gå efter enhver blondine der kom forbi! Helt utroligt som en hårfarve kan gøre hele forskellen!" Hun smilede varmt, vippede så hovedet let og så vurderende på den anden. "Har du fundet dig en åbenlys beunder? En der tør vise det?" spurgte hun interesseret og håbede det. Alle fortjente at møde en der fik dem til at føle sig som noget specielt og enestående.

[Lucy Finnegan]

Friends will remain friends,
no matter the distance

TAG: Kathleen Kennith | WORDS: 432 | OUTFIT: Here

Katies frie latter fik uvilkårligt tankerne til at flyve tilbage til tiden på Hogwarts og nogen af de mange latterfyldte timer de to piger havde brugt sammen. Det var nogen af hendes bedste minder fra skoletiden, især vinteraftener foran pejsen i Ravenclaws opholdsstue. En tryg og afslappet følelse spredte sig i hende ved minderne.
"Må jeg høre hvad den kommer til at handle om?" Lucy elskede gode bøger, og det gjorde hende umådeligt nysgerrig at have en veninde der var dygtig til at frembringe lige netop det.

Endnu et grin undslap de allerede smilende læber da Katie prøvede at påstå at hendes tanker altid var fokuseret på det de burde, og hun rystede lidt på hovedet. "Ej, det må du undskylde, jeg ved slet ikke hvad der faldt mig ind!" Sarkasmen var tydelig, både i hendes stemme og på hendes ansigt. Det var så let at lave sjov lige nu, at det var svært at forestille sig at dagen havde været elendig helt op til gensynet med Katie.
Lucy tog en lidt større tår af sin chokolade, af frygt for at den skulle nå at blive kold. Ikke at den ville smage dårligere af den grund, det var hun sikker på. Hun løftede hovedet igen og smilede til veninden. "Det vil jeg fantastisk gerne!" Hvis jeg nogensinde får ferie fra det sted... Det sidste blev tilføjet i tankerne, men hun skød det hurtigt væk igen. Hun vidste jo godt at hun bare skulle bede om en ferie, og lade være med at vikariere for andre i tide og utide. Hun havde det bare med at føle skyld når hun vidste der manglede helbredende hænder på hospitalet.

Hun vrængede lidt på næsen, dog stadig med et skævt smil på. "Ja, jeg kan forestille mig at blondiner ikke er det de ser flest af. Jeg håber ikke du faldt for det alt for meget... Selvom en smule smiger aldrig skader." Hun ville hade at se Katie blive udnyttet.
Den røde farve var svagt tilbage i kinderne, mens hun endnu engang rynkede på næsen. "Nej, det tror jeg ikke," startede hun tøvende. Hun så uvilligt på veninden. "Gid der var." Hun trak lidt på skuldrene, før hun fortsatte mere muntert og med et glimt i øjnene. "Men du gætter aldrig hvilken sød Quidditch-spiller jeg tog mig af på hospitalet for ikke så længe siden." Lucy var ikke selv nogen stor fan af Quidditch, faktisk var hun en af de få magikere der slet ikke gik op i det, men hvis Katie interesserede sig lidt for det, var hun sikker på hun ville ønske hun havde set ham så tæt på.

[Kathleen Kennith]

From time to time
Just follow your heart and find what has been missing unnoticed

* Lucy Finnegal * Outfit *

Kathleen lyste op i et nyt smil ved Lucys spørgsmål, men tillod sig tiden til at tage en tår af sin kølende chokolade, mens hun strukturerede sine tanker om og sorterede i hvad hun havde lyst til at fortælle eller rettere hvor meget hun kunne fortælle allerede uden at afsløre for meget. Så kastede hun sig ud i det med den forudsætning og forhåbning at veninden havde læst hendes første bog, som hun havde sent med utilfreds ugle så snart den var ude af trykken sommeren før. Den nye bog tog sit udgangspunkt i samme indianer stamme som den første havde drejet sig om, men havde andre personer i centrum og en tørke strækkende sig langt ud over hvad sæsonen for tørke kaldte for. Også denne gang havde hun dykket ned i myter og legender og leget med dem, årstidernes skifte og stammens fremmedartede magi som baggrund for en historie om kærlighed, pligt og ofre. Kathleen lod dog nok stå hen i det uvisse til at hun forhåbentlig kunne lokke den næste bog i Lucy også.

Så sendte hun den anden et vast blik, der krakelerede før det rigtig nåede over bordet og kom til at grine igen. "Nej vel? Tænk at komme med den slags beskyldninger om mentalt sjusk! Og så hen over varm chokolade.... skuffende siger jeg dig. Skuffende!" Der var dog intet andet end morskab at finde i hendes blik og hun kunne ikke opretholde nogen form for indignation over at veninden huskede hende så godt selv efter så lang tid. Atter smilede hun stort, da Lucy tog imod hendes invitation. "Dejligt! Jeg kan give aftensmad en aften og så kan du synke sammen i sofaen med billeder efter arbejde.... lyder det som en plan?" Hun nødt at lave mad når det var til mere end en og det var lettere at snakke over et eller andet.

Så lod hun en ny lille latter glide over sine læber, før hun gemte sit blik i chokoladen og drak en større tår af den, mens hun fjernede den hårde kant fra sit tilbageværende smil og fra sit blik. Sket var sket og der var ingen grund til at hænge fast ved det længere. "Åh nej, det gør det ikke! Og bare rolig - jeg faldt ikke for noget... før Texas!" Den fnisen der fulgte var varm og ægte, som hun blinkede til den anden og lod hentydningen stå, mens smilet blev hængende. Lucys efterfølgende rødmen forstærkede det kun og fik Kathleen til at læne sig interesseret frem. "Tror ikke? Åh, men så er der jo en mistanke om nogen!" Hun åbnede munden for at prikke videre, men lukkede den så igen og lagde hovedet på skrå som veninden ikke særligt diskret skiftede emnet rundt og til et hun vidste måtte være en afledning eller en usædvanlig flot spiller. "Jeg vil ikke engang forsøge... hvem fik du ind forbi?" Hun så forventningsfuldt på den anden.

[Lucy Finnegan]

Friends will remain friends,
no matter the distance

TAG: Kathleen Kennith | WORDS: 276 | OUTFIT: Here

Lucy havde selvfølgelig læst den første af Katies bøger, og hun havde absolut elsket den. Derfor lyttede hun glædeligt da veninden fortalte om den næste bog, og var begejstret over at den omhandlede samme emne - samme stamme endda. Da Katie var færdig med at fortælle, var hun så nysgerrig at det lyste ud af hende. "Du må ikke glemme mig når den udkommer!" Ikke at hun troede det ville ske. Gode bøger var noget af det bedste hun vidste.

"Mmm, det lyder lækkert." Normalt når Lucy kom hjem fra arbejde, gik hun i gang i køkkenet med det samme. Det kunne godt være anstrengende efter en lang dag, men hun vidste at hvis hun satte sig ned, bare for at slappe lidt af, ville hun aldrig få lavet noget. Ikke engang hvis det kun krævede nogle få sving med tryllestaven. "Jeg tror, jeg bliver rigtigt gode venner med din sofa," grinede hun.

Lucy drak lidt mere af sin chokolade, og mærkede en svag skuffelse over at der snart ikke var meget tilbage. Så lyste hendes øjne op med interesse. "Hvem faldt du for? Fortæl, fortæl!" Normalt var hun ligeglad med andre folks kærlighedsliv, det kom ikke hende ved. Men dette tilfælde var noget andet, fordi det omhandlede en tæt veninde.
Hun grinede lidt igen. "Nej, jeg mente bare at der ikke er nogen, i hvert fald ikke som jeg kender til. Men man har vel lov at håbe." Smilet blev på hendes læber, mens hun trak spændingen lidt ud, før hun fortalte hvilken Quidditchspiller hun havde healet forleden dag. "Rodger Pasternack." Hun var ikke sikker på om han var nogen stor spiller, men flot var han helt bestemt.

[Kathleen Kennith]

From time to time
Just follow your heart and find what has been missing unnoticed

* Lucy Finnegal * Outfit *

"Det lover jeg! Den skal komme med ugle så snart jeg kan få en fra trykken. Ganske som sidst!" Kathleen gengældte varmt Lucys entusiasme med sin egen og havde ingen problemer med at give et sådan løfte til hende. Med de få bøger hun havde spurgt efter til veninder og familie sidst ville hendes forlægger på ingen måde modsætte sig en tilsvarende stak dennegang. Så mange havde det trods alt heller ikke været, men der var nu noget ved at kunne sende et eksemplar til de hun vidste ville sætte pris på det sådan kvit og frit. Hun havde dog lidt ondt af sin ugle Hermes, der sidst havde udtrykt sit klare misbehag ved opgaverne.

Hun tog en forsvarlig tår af chokoladen og kunne næsten ikke forstå hvor hurtigt det svandt i den. Så længe havde de da heller ikke siddet der. Så trak hendes smil skævt og blev til en munter fnisen. "Den er også en god ven for mine venner. Blød, dyb og fyldt med puder placeret foran ilden og med lille mig vartende op. Kan nogen drømme om mere efter en lang dag?" Hun blinkede drillende til Lucy, som hun undlod selv at svare på sit spørgsmål med det hendes tanker slog ned på der tydeligvis manglede. En mand. "Noget specielt du kunne tænke dig at spise?" spurgte hun så, mens hun gennemgik sine gemmer ubevidst for ideer.

"En søn af en ranch-ejer. Ægte cowboy og det herligste selskab - og så skulle du se ham i bar overkrop....!" Hun lavede en sigende lyd, før hun fortsatte. "Han lærte mig ride, mens jeg boede på ranchen - på en hest altså!" Hun kunne ikke lade være med at komme med det sidste med en let rullen med øjnene efterfulgt af en dæmpet latter. Så nikkede hun samtykkende, rakte impulsivt ind over bordet og gav den andens hånd et klem. "Det har man og det skal man!" Så var de videre og hun fløjtede dæmpet, mens hun rettede sig lidt op. "Wauw! Lever han op til billederne? Det smil der er jo til at smelte helt ned af stolen over...."