In the dim morning light..

[Matthew Blythe]

I can see the orange haze on the horizon
...as the morning exhales a yawn...
and seems to be ready to rise


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

En solstråle sneg sig ind ad vinduet, hvor gardinet aldrig var blevet trukket for aftenen før, og ramte Matt i ansigtet. Han kneb øjnene mere sammen og rørte svagt på sig, mens søvnen langsomt slap sit greb i ham. Han missede med øjnene et par gange og lukkede dem så igen, uden egentligt at have været rigtigt vågen og havde alle intentioner om at sove videre, siden det ikke var alarmen fra hans telefon på sengebordet der havde vækket ham. Han vidste den snart ville give sig til at forstyrre freden, men hans stadigt halvt sovende hjerne, tillod sig den luksus at give den døsige krop fem minutter ekstra.

Alligevel rynkede han brynene lidt så snart han havde lukket øjnene da en underligt velkendt duft sneg sig ind i hans bevidsthed. Det var ikke en der plejede at være der, men den satte gang i en serie svage billeder for hans indre blik. Han strakte sig let og hans ben stødte imod noget der uden tvivl var et andet menneske. Han stivnede et splitsekund før han huskede hvem det var og også blev opmærksom på den arm der hvilede hen over hans side. Han slog øjnene op igen. Denne gang blev de oppe og han vendte sig forsigtigt om på den anden side og blev mødt af et syn han ikke helt havde regnet med han nogensinde skulle opleve om morgenen igen.

Et svagt smil krusede sig på hans læber mens han betragtede den stadigt sovende Annabel. Så rynkede han brynene lidt, mens aftenen, og natten, før, vendte tilbage til ham og efterlod ham med følelser splittet i flere forskellige retninger. Hans blik hvilede dog fortsat på kvinden ved siden af ham og han lod blikket glide langsomt ned over hendes fredfyldte ansigt. Et svagt smil formede sig igen på hans læber uden at han tænkte over det, da hans blik faldt på hendes uglede hår. Han skubbede den nederste arm ind under puden hans ansigt hvilede på og løftede så den anden, rakte over og strøg blidt og forsigtigt en mørk krølle væk fra hendes kind, før han lagde hånden mod puden mellem dem og blot blev liggende og betragtede hende, aldeles uvillig til at slippe øjeblikket, alt for sikker på, at det hele ville ændre sig så snart hun slog øjnene op.

[Annabel Vargas]

I have never truly loved
until you put your arms around me

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing

En bevægelse i nærheden fik Annabels øjenlåg til at sitre let, uden der først var mere end det. Da en kildrende følelse over hendes ene kind meldte sig, skælvede hun svagt i søvne, med øjne der flakkede lidt under lukkede øjenlåg. Hun sov stadig, men det var ikke en tung, dyb søvn, men derimod nærmere den halve, lette søvn lige inden man vågner. Endnu en kuldegysning gik igennem hende og truede med at trække hende op til overfladen og da først hendes krop var blevet bevidst om den kølige luft i lokalet, kom hun til at fryse.

En familiær, velkendt duft sneg sig vejen ind i hendes næsebor og det sitrede svagt i hendes ene mundvig, næsten op i et smil, som hun rent instinktivt puttede sig lidt mere ind til den varme krop ved siden af sig. Alt var godt og roligt og virkede uendeligt naturligt. Langsomt, men støt, kom Annabel tættere op imod overfladen, indtil hun formåede at sættte ansigt på den forbundne duft og med ét vendte billeder fra aftens forløb tilbage for hendes indre blik.

Først gav det ingen mening, før hun rigtigt blev bevidst om hvem den varme krop ved siden af tilhørte og langsomt åbnede hun øjnene, glippede langsomt med øjenlågene nogle gange, og fandt lige overfor et par alt for velkendte blå øjne. En minimal rynke tog plads mellem hendes øjenbryn og hun var stadig for træt til at kunne kode alle brudstykkerne sammen. I stedet så hun blot på ham, indtil hun var nok ved bevidsthed til at det hele dæmrede. Annabel blev liggende lige så stille, hendes hånd stadig hvilende over Matts side, mens hendes øjne flakkede let over synet af Matt helt tæt på, lige overfor. Hun kunne ikke få sig selv til at sige noget, blev blot liggende og betragtede ham tavst, uden endnu at være fuldkommen vågen og uden at turde bevæge sig, sikker på at han ville forsvinde så snart hun lukkede øjnene igen.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can see the orange haze on the horizon
...as the morning exhales a yawn...
and seems to be ready to rise


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt stivnede svagt og lå musestille da Annabel rørte på sig. Ubevidst holdt han vejret nogle sekunder og åndede lydløst ud, da hun i stedet for at vågne, krøb tættere ind mod ham. Han krummede hånden på puden mellem dem for ikke at falde for fristelsen til at stryge hende over kinden eller lægge armen over hende, stadig bange for hvad der uundgåeligt ville melde sig når hun slog øjnene op. Så han blev liggende urørlig og med blikket hvilende på hendes ansigt uden at kunne finde helt ud af hvad han selv håbede på eller frygtede.

Han var dog ulideligt klar over at hun var ved at vågne og han forsøgte at stive sig selv mentalt af til netop det. Da hun åbnede sine mørke øjne og han så lige ind i dem, smuldrede hele hans forsøg dog til jorden på et par sekunder og han mærkede sit eget blik flakke svagt mens han alt for tydeligt kunne se i hendes blik hvad der fór igennem hovedet på hende.

Han rørte sig stadig ikke, holdt blot den intense øjenkontakt med hende med et blik der afslørede ligeså meget som han så i hendes. Der var alt for mange ting han gerne ville sige, eller indrømme, men ingen af dem kom længere end til at sidde fast i halsen på ham. Han blinkede hurtigt og smilede svagt og tøvende for så alligevel at følge sin tidligere indskydelse og langsomt løfte hånden på puden. Han brød øjenkontakten med hende og fulgte sin egen hånd i stedet, mens han blidt strøg to fingre ned over hendes kind for så at lægge armen hen over hende med et dybt suk og igen møde hendes blik, stadig uden at kunne få sig selv til at sige noget. Han vidste at de ikke kunne blive liggende. Han vidste alting ikke var rosenrødt igen. Han vidste det hele, men alligevel holdt han stædigt fast i den boble de endnu befandt sig i, mens virkeligheden insisterende forsøgte at punktere den.

[Annabel Vargas]

I have never truly loved
until you put your arms around me

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing

Det tog noget tid før Annabel kom rigtigt op til overfladen og i et stykke tid lå hun blot og så på Matt overfor sig med øjenlåg der stadig føltes tunge og umedgørlige. Et eller andet sted, var hun fuldkommen overbevist om at det hele måtte være en drøm, at det var noget hun forestillede sig, at hendes fantasi spillede hende et puds. Alligevel blev Matt ved med at være der og hun skælvede svagt under hans fingerspidser der strøg over hendes ene kind.

I nogle få sekunder lod hun øjenlågene glide i igen og nød den simple følelse, der alligevel var alt andet end simpel. Først da Matts arm i stedet gled hen over hende, åbnede hun langsomt øjnene igen og så på ham med et uudgrundeligt blik. Tankerne kværnede allerede ubarmhjertigt rundt i hovedet på hende, alle grundene til at hun ikke burde blive liggende og komme afsted så hurtigt hun kunne...

... Alligevel blev de alle sammen overdøvet af en eneste anden grund. At hun ikke havde lyst til at gå. At hun bare ville blive der, helt tæt på ham, så længe hun kunne komme til og at hun ikke ville miste ham igen, nu hvor han var der - hvis så kun i et kort øjeblik. Hendes blik flakkede let frem og tilbage og uvilkårligt bankede hjertet lidt hurtigere i brystet på hende, som hun skubbede sig den mindste smule frem, langsomt og forsigtigt, stadig med blikket hvilende i hans, søgende efter et tegn på afvisning. Da hun ikke fandt det, lod hun tøvende sine læber møde hans, mens hjertet i brystet på hende pludselig slog endnu hurtigere og så let, at hun næsten ikke rørte ham, lod hun hånden der før havde hvilet mod hans side, finde hans kæbe med fingerspidserne.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can see the orange haze on the horizon
...as the morning exhales a yawn...
and seems to be ready to rise


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

At Matt som oftest forventede det allerværste udfald havde ikke ændret sig siden han var teenager, men lige denne gang, måtte han indtil videre se sine formodninger modbevist. Hvor han havde frytet Annabel ville forlade sengen som om det var ild i den, så snart hun slog øjnene op, lå hun alligevel lige ved siden af ham og havde ikke trukket sig væk.

De små hår i hans nakke rejse sig helt på egen akkord over den intense øjenkontakt og han løftede hånden for blidt at stryge hende over kinden nu hun var vågen og opmærksom, stadig klar til at trække hånden til sig med det samme ved det mindste tegne på modvilje. Han fandt det ikke og lod armen hvile hen over hendes, mens han igen fortabte sig i hendes mørke øjne. Han var overhovedet ikke i tvivl om, at hun tænkte ligeså meget som han selv gjorde, men hun lå der stadig.

Det ene lille faktum blev ved at overtrumfe alle andre tanker. At alting for nogle korte øjeblikke var lige som det engang var, og alligevel var komplet forandret. Hans hjerte slog lidt hurtigere da hun rykkede nærmere og som en naturlig reaktion lod han hånden glide helt om på hendes ryg. Han besvarede hendes søgende blik ved at stryge hånden blidt op over hendes ryg og lukkede så øjnene uden en eneste protest, da hun pressede læberne mod hans. Et splitsekund overvejede han konceptet morgenånde, men i det store hele, var det komplet ligegyldigt. Han pressede let mod hendes ryg med hånden og lænede samtidigt ansigtet lidt ind mod hendes. Hans ene ben gled ind over hendes og han trak hende insisterende lidt tættere på, selvom det ikke helt var muligt, men et ganske ubevidst udtryk for ikke at ville alt for langt væk fra hende lige foreløbigt.

[Annabel Vargas]

I have never truly loved
until you put your arms around me

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing

Annabel så søvndrukkent på Matt i nogle lange øjeblikke, mens hun forsøgte at få sin hjerne til at kunne følge med. Da først det gik op for hende at det rent faktisk var virkelighed, idet Matts fingre strøg over hendes ene kind, reagerede hun helt instinktivt og skubbede sig forsigtigt frem for tøvende at lade sine læber møde hans.

Hendes hjerte bankede hurtigere, mens hun i nogle øjeblikke var sikker på at han ville trække sig væk. Da det dog ikke skete, fik det ikke sommerfuglebestanden i hendes mave til at mindske sig, nærmere tværtimod. Hans hånd mod hendes ryg var varm og sendte elektriske impulser ud igennem hendes hud, der kun medvirkede til at hun smed forbeholdene fra sig og tillod sig at være sårbar, hvis kun for et øjeblik.

Da hans ben gled ind over hendes, reagerede hun med det samme ved at skubbe sig tættere ind imod ham, med en krop der tydeligt reagerede på den intense kontakt med den varme krop tæt imod sin egen. Hånden mod hans kæbe forvildede sig om i hans nakke og ind i mellem hans lyse hår, mens hun endnu engang alt for villigt gav sig komplet hen til alt hvad der var Matt. 

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can see the orange haze on the horizon
...as the morning exhales a yawn...
and seems to be ready to rise


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Da først Matt var sikker på, at Annabel hverken trak sig væk, afviste ham, eller i det hele taget ikke virkede som om hun havde tænkt sig at forlade sengen lige foreløbigt, forsvandt en smule af den anspændthed han nogle øjeblikke havde følt dominerende. Hendes bløde læber der fandt hans og insisterende krævede dem, talte helt for sig selv og han trak hende uden yderligere tøven tættere på sig selv. Han slap hende et kort øjeblik for at trække dynen væk mellem dem, men ikke væk. I stedet trak han den lidt op over Annabels skulder af ren vane. En gammel vane, der stadig sad der uden at han behøvede tænke bevidst over der.

Et tungt suk undslap ham da hun igen skubbede sig tættere på og han på ingen måde kunne ignorere, at ingen af dem havde fået tøj på inden de faldt i søvn. At det skulle være et problem, eller pinligt var dog en tanke der slet ikke strejfede ham. Tværtimod havde han en følelse af at skulle indhente en masse og tanken fik ham ubevidst til at øge presset mod både hendes læber og ryg.

En kuldegysning skød igennem ham da hendes fingre gled ind i hans hår og han løftede sig lidt op på den frie arm og lænede sig ind over hende, mens han brød væk fra hendes læber et øjeblik, fyldte lungerne med ny ilt og krævede hendes læber igen. Hans hånd gled op over hendes ryg, tog samme vej tilbage og fortsatte tilbage på hendes hofte, fulgte den naturligt kurve ned til hendes lår hvor han tog et blidt greb og trak hendes ben ind over sit eget og op mod sig.

[Annabel Vargas]

I have never truly loved
until you put your arms around me

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing

Annabel gav ikke sig selv tid til at tøve, da først hun havde skubbet sig det minimale stykke frem imod Matt og blidt trykket sine læber mod hans. Den villige besvarelse hun mødte, opildnede hende også kun yderligere, sammen med den intensiverede kontakt i mellem dem, da Matt trak dynen væk i mellem dem. Hendes fingre forvildede sig ind i hans hår og der gik ikke lang tid, før hendes læber blev mere krævende imod hans.

Hjertet bankede hurtigere i brystet på hende og hun trykkede sig en smule ned imod madrassen, da Matt hævede sig op på den ene arm. Hendes fingre krummede sig lidt mere mærkbart sammen, da hans varme hånd gled langs hendes lår. Hun fulgte villigt hans træk og lod snart sit ene ben hvile over hans ene hofte. Den hånd hun ikke havde viklet ind i hans hår, strøg ind i det lille rum han havde skabt, da han havde hævet sig op på den ene arm og lagde sig imod hans side, stadig fuldt ud bevidst om lige nøjagtigt hvordan hun skulle placere sin hånd, så han ikke gav et kildent spjæt fra sig.

Med hånden hvilende der og sit ene ben flugtende med Matts hofte, skubbede hun sig instinktivt længere ned mod madrassen, til hun lå nok på ryggen til at kunne smyge også det andet ben omkring ham på den anden side, udmærket klar over lige netop hvad hun uden ord opfordrede til. Det var så uendeligt tydeligt at de begge kendte hinanden mere end godt og hendes krop reagerede helt af sig selv, fulgte de gamle erfaringer hun havde, uden at slippe hans læber længere tid end det var nødvendigt for at trække luft ned i lungerne.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can see the orange haze on the horizon
...as the morning exhales a yawn...
and seems to be ready to rise


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt slap en lavmælt, halvkvalt lyd ind mod Annabels læber uden at standse det mindste op, da han først var blevet helt sikker på, at hun ikke ville afvise ham. Den viden eliminerede effektivt de sidste tiltag til tøven og han gav sig villigt hen til de dominerende impulser hendes nærhed krævede ham at føre fra tanke til handling.

Hans hånd føltes næsten som om den prikkede mens han lod den følge hendes krops naturlige kurve indtil han kunne tage blidt, men bestemt, fat ved hendes knæhase og trække hendes ben op mod sig selv i en gestus der ikke undlod nogen som helst tvivl om, hvad han havde i tankerne. Han brød væk fra hendes læber et splitsekund med et skævt smil og en lille munter lyd, da hendes hånd ramte hans side. Så krævede han selvisk hendes mund igen og tog imod det skyd adrenalin hans hjerne gavmildt sendte ud i kroppen på ham.

Han hævede sig lidt mere op på den ene arm og fuldte med hende rundt da hun lagde sig om på ryggen, uden en eneste protest og lod den ene hånds fingre glide ind i hendes mørke krøller, mens endnu en lavmælt lyd gled over hans læber, som direkte konsekvens af hendes ben der låste sig fast omkring ham i en soleklar invitation han ikke var sen til at følge. Han pressede sig instinktivt ned mod hende, uden at tage det sidste skridt mod at komme så tæt på hende som det var fysisk muligt, og brød væk et øjeblik, for at se ned på hende med et drillende smil og et blik der intenst betragtede hende med pupiller der var tydeligt udvidede af ophidselse.

[Annabel Vargas]

I have never truly loved
until you put your arms around me

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing

Den halvkvalte lyd der gled ud mellem Matts læber, fik hende instinktivt til at knuge fingrene lidt mere sammen om hans nakke. Da han kort efter brød væk, nåede hun at gengælde hans smil uden problemer, med et blik der var betydeligt mørkere end det ellers var normalt, før hun ivrigt krævede hans læber igen, med en dominerende følelse af at have en hel del at skulle indhente, mens hun stadig havde muligheden for det.

Det bar tydeligt præg af at de i forvejen kendte hinanden mere end godt, da hun smøg også det andet ben omkring ham og selv endte med hele ryggen hvilende mod madrassen i klar invitation. Hendes vejrtrækning var usammenhængende, fordi hun var ganske uvillig til at give slip på hans læber længere end allerhøjst nødvendigt.

En halvkvalt, forventende lyd gled ud mellem hendes læber da han pressede sig ned imod hende uden at bryde den sidste barriere og hun gav slip på hans læber med en dyb indånding. Det trak svagt i hendes ene mundvig over hans drillende smil, men ellers var hendes træk primært domineret af det utvetydige begær og den længsel, der fulgte efter at have været adskilt fra ham i fem år. Annabel strakte nakken lidt og fangede hans læber igen, med fortænder der kortvarigt lukkede sig let omkring hans underlæbe inden et hæst og tydeligt utålmodigt ”nu,” gled ud mellem hendes læber, inden hun pressede dem imod hans igen.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can see the orange haze on the horizon
...as the morning exhales a yawn...
and seems to be ready to rise


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt var komplet opslugt af øjeblikket. Der eksisterede ganske simpelt ikke andet end hans soveværelse, sengen, Annabel og han selv. Det var det hans bevidsthed accepterede i øjeblikket og han reagerede instinktivt og grådigt på hende. Hver bevægelse fra hende, fandt en naturlig reaktion hos ham selv, der igen fik en tredie fra hende, som en nøje indstuderet koreografi de begge ville kunne i søvne. At han ikke sov var han dog fuldkommen klar over, ligesom han havde en nagende fornemmelse i baghovedet af, at det hele foregik på lånt tid. At nålen til at prikke hul i den boble de endnu befandt sig i, kom nærmere og nærmere og det faktum gjorde ham kun mere opsat på at kræve hende som sin, bare lidt endnu.

Han hev tydeligt efter vejret de få sekunder der var afstand mellem deres ansigter, men tog sig aldrig tid til at få vejret igen før han fortsatte og på samme tid rullede ind over hende med et ganske klart mål i sigte. Den ganske utvetydige lyd han tvang fra hende gav genlyd for hans ører og fik hans hjerte til at banke endnu hurtigere end det i forvejen gjorde. Følelsen af hendes varme krop mod hans egen, hendes duft, hendes hår mellem hans fingre var alt sammen med til at han følte sig i en konstant følelse af beruselse, uden at være det.

Hendes smil og endnu mere blikket hun sendte ham fik det til at risle behageligt ned over hans ryg før hendes ene ord gav ham det sidste lille skub han havde brug for. Han kyssede hende hårdt og krævende mens han løftede sig op i begge arme over hende og rykkede umærkeligt på sig, dog med en ret klar hensigt og et intenst blik hvilende på hendes ansigt.

Så brast boblen og han farede sammen da en høj, skærende tone uden varsel blandede sig med deres hektiske åndedrag og upåvirket fortsatte. Det tog et sekund eller to før det gik op for ham hvad det var og da det gjorde skar han ansigt mens et fuldkommen impulsivt udbrud forlod ham "Det er fandme løgn!" han så komplet rådvild fra natbordet hvor mobiltelefonen fortsatte sin alarm og til Annabel som han stadig lå hævet hen over. Han stønnede frustreret og lod sig så glide ned ved siden af hende, rakte ud og fik fat i fredsforstyreren der sekundet efter blev tavs.

Den efterfølgende stilhed var larmende og anspændt og han blev liggende på maven, halvt på tværs af sengen med ansigtet direkte ned i dynen. Han trak stadig vejret hurtigt og måtte efter et øjeblik løfte hovedet for at kunne trække det ordenligt. Han skulede olmt til det lille apparat og smed det så fra sig på natbordet igen før han vendte sig om på ryggen og skjulte ansigtet i hænderne med endnu et tydeligt frustreret udbrud "Dårligste timing nogensinde." mumlede han inde bag hænderne, tog dem så væk og drejede hovedet for at kunne se både rådvildt og undskyldende på Annabel.

[Annabel Vargas]

I have never truly loved
until you put your arms around me

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing

Følelsen af hans fingre der var viklet ind i mellem hendes hår og hans varme krop tæt op imod sin egen, var fuldkommen ubeskrivelig og hun lod sig villigt rive med, fulgte alle sine impulser og krævede ham på alle tænkelige måder. Hendes krop sitrede af forventning og hun strammede utålmodigt grebet omkring Matts nakke, da et enkelt, lavmælt ord fandt vej ud over hendes læber. Kysset han besvarede det med, fik en sensationel følelse til at sprede sig ud igennem hendes krop og hun hævede sig instinktivt op imod ham med blikket låst fast i hans, fuldkommen klar til at give sig helt hen...

En skinger lyd brød igennem den intense sfære der havde lagt sig omkring dem og ganske ligesom Matt, farede Annabel pludseligt sammen og ville være fløjet op af sengen, hvis ikke Matt effektivt holdt hende nede. I et øjeblik sneg et panisk glimt sig ind i hendes blik, som billeder fra aftenen forinden uvelkomment meldte sig, lige inden hendes hjerne nåede at registrere hvad det var der rent faktisk lavede larmen.

Først da sank hun sammen mod madrassen igen, frem for den anspændte position hun var havnet i, da alle hendes muskler havde spændt sig forsvarsberedt. Hendes blik flakkede væk fra natbordet og fandt Matts blik, pludselig ulideligt bevidst om hvordan de lå og hvor tæt det hele havde været på at eskalere. Hun så på ham med et pludselig usikkert blik og let adskilte læber, som forsøgte hun at sige noget. Der kom dog intet ud og hun lukkede brat munden igen da han skubbede sig væk og rettede blikket stift imod loftet.

Hendes brystkasse hævede og sænkede sig stadig betydeligt hurtigere end normalt og hun var dybt fokuseret på en plet i loftet, mens hendes tanker kværnede ubønhørligt og ganske uvelkomment i hovedet på hende. Hvad var det egentlig de havde gang i? Hvor slemt var det ikke endt sidste gang? Var hun virkelig villig til at gennemgå det endnu engang? I det øjeblik, var det stadig nemt at overbevise sig selv om det, skønt virkeligheden ikke virkede nær så fjern, som den havde blot få sekunder forinden. Hun drejede ikke hovedet og så på ham igen, da den irriterende lyd fra mobiltelefonen stoppede, men blev blot ved med at se ligefrem foran sig.

Først da hun hørte ham mumle uforstående bag sine hænder, flakkede hendes blik lidt og trak hende tilbage til virkeligheden, eller så meget som hun nu tillod det. Kortvarigt meldte trangen til at trække lidt op i dynen sig, der i farten var røget langt nok med Matt til at den kun dækkede hendes hofter og nedefter, men konkluderede hurtigt at det var mere eller mindre umuligt når han lå på den, og at det egentlig ikke var så vigtigt for hende. Annabels hjerte bankede stadig hurtigt i brystet på hende og hun drejede langsomt hovedet for at se på Matt igen, stadig tydeligt præget af den noget uventede overraskelse.

Det hjælpeløse udtryk på hans ansigt var dog mere end hvad hun kunne klare og ganske uventet slap et spontant fnis ud i mellem hendes læber. Som direkte konsekvens så hun tilbage op imod loftet, uden på nogen måde at kunne holde latteren der trykkede sig på tilbage og som Matt havde gjort det få øjeblikke før, begravede hun ansigtet i sine hænder i et håbløst forsøg på at dæmpe den naturlige impuls.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can see the orange haze on the horizon
...as the morning exhales a yawn...
and seems to be ready to rise


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

At han lå uden et trevl på kroppen var nogenlunde det sidste Matt tænkte på mens han slog alarmen på mobiltelefonen fra og halvt kastede den fra sig på natbordet. Hans puls ræsede stadig afsted og han var ulideligt bevidst om hvor han ville være i samme øjeblik, hvis ikke alarmen havde afbrudt det. Den tanke gjorde ham kun mere frustreret og han lagde ikke skjul på det da han vendte sig om på ryggen og skjulte ansigtet i begge hænder.

Han lå sådan i adskillige sekunder, før han lod hænderne falde med et dybt suk og drejede hovedet mod hende. Reaktionen der mødte ham fik ham til at rynke brynene dybt og hans blik til at flakke. Et øjeblik følte han sig forsvarsberedt, men følelsen var væk før den bed sig fast og blev i stedet erstattet af realisationen om, at det var første gang i fem år, han hørte hende le, eller i hvert fald komme tæt på.

Det trak forræderisk i hans mundvige da hun gemte ansigtet i hænderne og tydeligvis havde erkendt det lettere komiske i situationen "Det er ikke sjovt!" udbrød han højt, uden at kunne lægge overbevisning bag ordene. Han tjattede ud efter hende med den ene hånd og måtte så rømme sig for ikke selv at begynde at grine.

[Annabel Vargas]

I have never truly loved
until you put your arms around me

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing

Det var det dybt frustrerede og fortabte udtryk på Matts ansigt, der mest af alt mindede hende om en hjælpeløs hundehvalp, som pludselig gjorde det svært at kæmpe en uventet latter på afstand og i et håbløst forsøg på at forhindre det, gemte hun sit ansigt i hænderne.

Det nyttede dog intet og hun fandt alligevel at latteren boblede ud mellem læberne. Annabel lod hænderne falde igen, blot for at lægge dem begge imod sin bare mave, mens hun tog en dyb indånding inden hun drejede hovedet imod Matt igen, med morskaben spillende i de brune øjne.

Hun forsøgte at frembringe et beklagende udtryk, uden helt at formå det og lukkede i stedet fortænderne omkring sin underlæbe, for at dæmpe smilet der blev ved med at ville bryde frem. Hun følte sig pludselig underlig let om hjertet, på en måde hun var udmærket klar over havde alt at gøre med manden ved siden af sig, som hun ikke engang i sine vildeste drømme havde troet, nogensinde skulle ske igen. Hun slap underlæben igen og blottede som effekt rækken af hvide tænder, med endnu et fnis som hun halvhjertet forsøgte at undvige hans hånd.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can see the orange haze on the horizon
...as the morning exhales a yawn...
and seems to be ready to rise


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Det trak forræderisk i Matts mundvige allerede før Annabel gemte ansigtet i hænderne mens hun stadig sitrede afslørende af indestængt latter. Synet ligeså meget som lyden fik latteren til at presse sig op gennem hans egen strube, sammen med en distinkt fornemmelse af at være lige hvor han skulle være. Det var en erkendelse der kom helt af sig selv, roligt og naturligt og lagde sig omkring ham som et usynligt tæppe der fik ham til at slappe af.

Han lagde ingen kraft bag sin arm da han slog ud efter hende, men kom selv til at slippe en halvt tilbageholdt latter da hun forsøgte at undvige. Da hun fnes igen kapitulerede han, rullede om på siden og lagde den ene arm hen over hende mens han grinende trykkede læberne mod hendes nøgne skulder en enkelt gang.

Han stoppede latteren med en stædig rømmen og løftede hovedet nok til at møde hendes blik blot for spontant at begynde at le igen, alene ved at se på hende. Han rystede på hovedet, uden egentlig grund og bøjede hovedet igen for denne gang at plante et flygtigt kys mod hendes kraveben "Jeg havde glemt hvor smuk du er når du griner.." røg det impulsivt ud af ham mens han løftede hovedet igen. Han stivnede et kort sekund da han selv erkendte hvad han havde sagt, men besluttede at han intet fortrød. Han smilede varmt, stadig med et blik der spillede af både indestængt latter og noget mere, bøjede hovedet for tredie gang og pressede læberne mod hendes.