|
Post by Emmeline Harris on May 4, 2012 14:23:22 GMT
And now I'm staring at the ceiling ... with the phone in my hand ...
[/font] hoping you'll make it ring - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline løftede den lille tepose op og ned i kruset med små bevægelser hun ikke tænkte over. I stedet prøvede hun hårdnakket ikke at tænke på lige det der gjorde at hun for guderne måtte vide det hvilken gang, skævede til sin telefon der lå på bordpladen ved siden af kruset med te før hun med en lille opgivende lyd, samlede den op og stak den i lommen på sine jeans så hun ikke kunne se den.
Hun var kommet hjem fra arbejde ikke længe forinden og havde ikke gjort andet, end at konkludere Alice ikke var kommet hjem endnu, skifte sine sko ud med hjemmeskoene, tjekke sin telefon igen og så sætte vand over til teen. Det var fredag, hun havde weekenden fri, men dermed var det også en uge siden hun havde givet sit nummer til nogen med mørke øjne og et smil hun ikke helt kunne slå ud af hovedet.
Som hun efterlod det brugte tebrev i vasken og tog kruset med ind på sit værelse, måtte hun dog modvilligt indrømme overfor sig selv, at hun lidt havde opgivet at han ville ringe og hun sukkede ærgerligt for sig selv mens hun satte kruset på sengebordet og dernæst satte sig op i sengen, stablede sine puder op bag ryggen og greb ud efter den bog hun var i gang med for at slappe af med et par kapitler af den og et velfortjent krus te efter en lang dag. Så snart hun havde sat sig tilrette kom Oberon luntende og havde snart indtaget sin faste plads hen over hendes lår, mens Ophelia og Eros allerede havde lagt sig på gulvet ved siden af sengen.
|
|
|
Post by Jonathan Young on May 4, 2012 22:16:40 GMT
it seems all of my bridgeshave been burnedTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Vinduet var åbnet på vidt gab foran ham, men en fiks lille besværgelse sørgede effektivt for at den kolde forårsluft ikke nåede ind til ham og blæste papirerne han havde lagt ud over hele bordet, væk. Hans fokus var dog røget for længst og i stedet sad han bare og så ud over London, mens han med jævne mellemrum rakte frem for at skodde i askebægeret i vindueskarmen. Det var næsten en uge siden at hans forældre havde valgt at annoncere at han skulle giftes med Aisling, uden at have indviet ham i det først og mildest talt, så vidste han ikke helt hvad han mente om det.
For nogle uger siden, ville han måske have set det som en glimrende mulighed, men på daværende tidspunkt havde han ikke mødt Emmeline. Han var udmærket klar over, at det lige netop var derfor han tøvede, både i den ene og den anden retning. De havde været ude sammen en enkelt gang kun, men alligevel havde han luret på muligheden for at gentage det allerede umiddelbart efter. At han dagen efter var blevet forlovet uden sit vidende, havde gjort ham lettere trodsig og pludselig fandt han, at han var mindre tilbageholdende ved tanken om muggleren, end han havde været før.
Lige netop det havde også ledt til at han havde været et smut i Irland, så snart han kalender havde givet plads til det, for at have spurgt Donia om hjælp, velvidende om at hun ikke ville sælge ham til nogen af sine søskende eller lignende. Jonathan trak røgen dybt ned i lungerne og lod det sive ud igen mellem adskilte læber, før han rakte frem og slukkede cigaretten i askebægeret, bladrede om til den bagerste side i sin notesbog hvor han havde stukket en lille lap papir ind, som var fastgjort til et lidt større stykke og rejste sig resolut.
Han satte kursen mod døren, stak fødderne i sine sko og greb jakken på knagen og fortsatte ud. Han trak selv samme på, på vej ned af trappen og fortsatte ud på gaden. Han var gået forbi de røde bokse flere gange i sit liv end han kunne tælle, men han havde aldrig rigtigt været klar over funktionen før Donia nøje havde forklaret ham det tidligere og havde tvunget ham til at afprøve det på deres noget mindre eksemplar derhjemme, indtil han havde helt styr på det. Til alt held var den første telefonboks han nåede til ledig og han tøvede kun et splitsekund, før han trådte ind i den og hev papirerne op af lommen.
Han løftede det lille stykke for at kunne læse de sirlige instruktioner Donia havde skrevet ned til ham og løftede røret, som han havde lært at man skulle tale i for at andre kunne høre en og omvendt. Han klemte den sammen mellem skulder og øre, før han rodede i sin lomme efter de mønter han også havde vekslet med sin tidligere nabopige i Irland og ikke mange øjeblikke senere havde han både smidt dem i og tastet nummeret der stod på det andet stykke papir, pludselig med en spændt og lettere nervøs fornemmelse i maven, som han ikke helt vidste hvad han skulle mene om, da det begyndte at sige ensformige bip-lyde i hans øre.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 4, 2012 23:09:24 GMT
And now I'm staring at the ceiling ... with the phone in my hand ...
[/font] hoping you'll make it ring - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmelines blik gled fra side til side hen over linierne i den opslåede bog, med en helt automatisk rytme der kun blev afbrudt når hun bladrede eller måtte puffe til hankatten på sine lår, når dens nydende ælten i hendes bukser blev intense nok til at nå ind til hendes lår. Hun tog endnu en mundfuld af kruset der hvilede mod hendes brystkasse mens hun holdt det med den ene hånd og bogen med den anden og måtte så alligevel sætte detfra sig, for at kunne bladre.
Katten strakte sig med en momentær spinden og faldt så til ro igen, mageligt henslængt som kun en kat kunne være det og tog ikke notits af den svage lyd af papir da Emmeline bladrede videre. Hun havde dog ikke mere end lige sluppet siden, da lyden af musik trak al hendes opmærksomhed væk fra bogen på samme tid som en kraftige vibration fra hendes ene lomme, fik hende til at spjætte forskrækket og slippe et overrasket udbrud. Katten var vågen med det samme,og flygtede mog en roligere soveplads, men kvitterede dog med den kontante følelse af kløer i låret, før den forsvandt for forbi de to hunde, der nu også sad afventende og pev nysgerrigt med blikket rettet mod hende.
Emmeline selv smed uden videre bogen ned ved siden af sig i sengen og vendte sig halvt på siden mens hun fumlede for at få telefonen op af lommen og samtidigt ømme sit lår. Hun kastede et hurtigt blik på nummeret på det lysende display, men kunne hurtigt konstatere at hun ikke kendte det, skabte forbindelse med et hurtigt tryk på den følsomme skærm og satte så det lille apparat til det ene øre med en lille rynke mellem øjenbrynene "Emmeline Harris." begyndte hun som altid når det var et nummer hun ikke kendte og tav så afventende.
|
|
|
Post by Jonathan Young on May 5, 2012 0:50:51 GMT
it seems all of my bridgeshave been burnedTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Jonathan havde lidt lyst til at holde røret væk fra øret, mildt irriteret over den gentagne lyd. Han rørte lettere utålmodigt på sig, en hel del ude af sit vand i sit forsøg på at benytte sig af noget der tilsyneladende var et populært kommunikationsmiddel blandt mugglere. Han kunne dog også godt se det smarte i det, sådan da, selvom han stadig fandt det en anelse underligt. Mere nåede han ikke tænke over før der pludselig blev svaret i den anden ende og han med ét stod med Emmelines stemme i øret.
Ubevidst rømmede han sig en enkelt gang og huskede sig selv på at han ikke behøvede at råbe for at hun kunne høre ham. "Hej," svarede han, før han sekundet efter tilføjede. "Det er Jonathan," fordi han også havde måttet huske sig selv på, at det ikke bare lige nødvendigvis var noget hun vidste ud fra opkaldet i sig selv. Naturligt nok pakkede han sine gode manerer ud igen, men lød dog alligevel ganske afslappet og venlig som han spurgte: "Hvordan går det?" tydeligvis ikke som en komplet fremmed, men som en der havde været ude med hende fredagen forinden.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 5, 2012 10:44:35 GMT
And now I'm staring at the ceiling ... with the phone in my hand ...
[/font] hoping you'll make it ring - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline ømmede stadig sit lår der sved insisterende hvor Oberons kløer var trængt igennem hendes jeans og havde boret sig ind i hendes lår, men så snart en stemme gav sig til kende i den anden ende stivnede hun et øjeblik og rettede sig helt op mens hendes mave slog en lille kolbøtte da hun genkendte stemmen, allerede før der blev sat et forklarende navn på. Hun rømmede sig hurtigt og kunne ikke lade være at se en smule fåret ud, ganske tilfreds med at det ikke ville kunne hverken ses eller høres for Jonathan "Hej!" fik hun ud og bed ned omkring sin egen underlæbe, mens hun forsøgte at komme på noget genialt at sige.
Det blev dog Jonathan der fortsatte først og hun lænede sig lidt tilbage mod puderne mens hun trak på skuldrene "Mhmm.." begyndte hun uden at begynde at uddybe hele sin uge, der i bund og grund ikke havde været særlig sindsoprivende "Tak for sidst." fortsatte hun så let tøvende og tilføjede impulsivt "Jeg havde næsten opgivet at høre fra dig." hun skar en grimasse og kunne have smækket sig selv for panden hvis ikke det ville have kunnet høres tydeligt i den anden ende også "Jeg mener, ikke at jeg antog noget, eller.." hun skar endnu en grimasse og tyssede så på Ophelia der slap et kort bjæf i forsøget på at få opmærksomhed "Ophelia!" irettesatte hun skarpt og rømmede sig så igen før hun fortsatte til Jonathan "Jeg hyggede mig uanset.." hun tav igen, trak benene op mod sig selv og pillede nervøst lidt ved en søm på sine bukser.
|
|
|
Post by Jonathan Young on May 5, 2012 20:50:52 GMT
it seems all of my bridgeshave been burnedTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Jonathan trommede svagt med fingrene imod den lille hylde i telefonboksen, indtil han pludselig fik respons. Trommeriet stoppede og han rettede sig uden at tænke over det lidt op, imens han svarede hende og impulsivt stillede et enkelt spørgsmål. Det var en underlig fornemmelse kun at kunne høre hendes stemme og han kunne ikke rigtigt lige lure hvordan det lige kunne lade sig gøre uden magi.
"I lige måde," nåede han lige at svare før hun fortsatte og i et øjeblik var han helt tavs, uden helt at vide hvad han skulle sige. Umiddelbart havde han ikke selv ment at en uge var specielt lang tid, men huskede så sig selv på at Emmeline jo heller ikke havde vidst at det havde krævet en tur til Irland fra hans side – og at han var blevet forlovet siden sidst. Lige netop den tanke tog i et øjeblik modet fra ham og han var lige ved at fortryde opkaldet, før han genfandt den trods han havde levet stærkt på for et øjeblik siden. "Så længe du ikke har noget imod det," svarede han og rømmede sig en enkelt gang.
En svag rynke dannede sig på hans pande da han hørte hunden i baggrunden og hendes irettesættelse fik det uvilkårligt til at trække lidt op i hans ene mundvig. "Det gjorde jeg også," svarede han oprigtigt og gik i stå i et øjeblik igen, mens han ledte efter ordene. "Jeg tænkte på..." han tøvede igen og i et øjeblik, så han Aislings ansigts sammen med deres forældres lidt for tydeligt for sig. Han skubbede det væk og prøvede i stedet at forestille sig Emmelines smil. "Om du har travlt lige nu?"
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 6, 2012 1:13:37 GMT
And now I'm staring at the ceiling ... with the phone in my hand ...
[/font] hoping you'll make it ring - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline kunne have sparket sig selv til adskillige blå mærker så snart hun havde sat ord på den tanke der havde kørt rundt i hovedet på hende i flere dage. Hun havde uden tvivl håbet han ville ringe, men havde alligevel de sidste par dage opgivet lidt, at det ville blive sådan. At hun nu sad med ham over telefonen, var nok til at give hende en kildrende fornemmelse i maven, som hun dog hårdnakket forsøgte at ignorere, uden det store held da han bekræftede også at have haft en god aften for en uge siden.
Hun rystede på hovedet som han fortsatte og skar så en grimasse over sig selv, mens hun måtte huske sig selv på, at han ikke ville kunne se det "Nej.." svarede hun så i stedet og smilede for sig selv "Overhovedet intet imod det." hun tav et øjeblik og tilføjede så "Jeg håbede du ville ringe. Det er vist bare det." hun rømmede sig underligt selvbevidst efter et øjebliks tavshed før hun fortsatte.
Et øjeblik lå hendes opmærksomhed på den lille beagle, der efter irettesættelsen lagde sig ned igen og Emmeline selv rettede i stedet sin opmærksomhed mod samtalen hun var i gang med. Jonathans ord fik den kildrende fornemmelse til at røre på sig igen og hun rynkede brynene svagt som han fortsatte. Et opfordrende "Ja?" forlod hende og skævede så fra bogen til tekoppen før hun rystede på hovedet igen og svarede på samme tid "Nej, jeg sidder bare med min bog og en kop te. Hvorfor?" hun bed igen ned om sin underlæbe og tav afventende.
|
|
|
Post by Jonathan Young on May 6, 2012 16:30:02 GMT
it seems all of my bridgeshave been burnedTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Jonathan valgte at tro på at Emmeline mente det hun sagde og tillod sig at ånde lettet lidt op i et øjeblik og lade være med at gruble over om han skulle have ringet tidligere – mest af alt fordi, han måske i forvejen havde troet at en uge var tidligt i sig selv. "Det er jeg glad for at høre," svarede han impulsivt, men fandt dog at han mente ordene ganske oprigtigt. Han kløede sig en enkelt gang i tindingen og klemte røret fast mellem skulder og øre igen, for at pille tenderende nervøst ved papirerne.
Da først han havde stillet spørgsmålet, krævede det endnu en portion mod for ham at vente tålmodigt på at hun svarede og ikke bare trække det tilbage igen. Han rykkede lidt på sig og løftede hånden for at skifte røret over til det andet øre. "Jeg havde tænkt på at tage en tur ud til Camden nu her..." begyndte han og rømmede sig en enkelt gang. "Og hvis du har lyst, ville jeg ikke have noget imod lidt selskab." Jonathan havde aldrig nogensinde haft noget problem med at snakke med kvinder han havde interesse i, men på et eller andet plan var det bare anderledes med Emmeline og med hele Aisling-sagen oveni gjorde det ham mere nervøs og varsom, end han egentlig brød sig om.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 6, 2012 18:11:22 GMT
And now I'm staring at the ceiling ... with the phone in my hand ...
[/font] hoping you'll make it ring - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline bed ned omkring sin underlæbe igen da det virkede til hun formåede at redde sine egne spontane ord. Ubevidst smilede hun bredt igen og vred sig uroligt lidt over den svage kildren i maven der meldte sig igen. Den voksede kun som han, tydeligt tøvende, fortsatte og hun uden tøven kunne svare. Hun havde rettet sig op uden at tænke over det, mere spændt på hvad han ville sige, end hun egentligt var klar over.
Hun havde bidt ned omkring sin underlæbe igen mens han fortsatte og nikkede ivrigt med et tydeligt "Mhm?" mens han rømmede sig. En umiskendelig blafren af usynlige vinger meldte sig et øjeblik i hendes mave da han fortsatte og hun kneb øjnene hårdt sammen mens hun bed sammen for ikke at slippe et begejstret hvin lige ind i telefonen.
Hun tog en hurtig indånding og rømmede sig selv før hun, uden helt at kunne skjule sin iver, svarede ham "Det vil jeg meget gerne." hun bed ned om endnu et inisterende smil og var tavs et øjeblik før hun fortsatte "Giv mig et sted og en tid, så skal jeg nok være der."
|
|
|
Post by Jonathan Young on May 8, 2012 13:05:06 GMT
it seems all of my bridgeshave been burnedTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here
Jonathan tøvede i et øjeblik fra han fortalte om sine egne planer, i et enkelt sekunds tvivl, til Emmelines opfordrende lyd i hans øre, gav ham det sidste skub han havde brug for, før han inviterede hende med. Han var svagt bevidst om hvor meget han spændte i hele kroppen, mens han afventede hendes svar.
Da det kom faldt hans skuldre dog mærkbart og han tog sig i at smile dumt for sig selv i et øjeblik. "Skønt. Super," røg det ud af ham og han var rimelig sikker på at det fjogede smil nærmest måtte kunne høres i hans stemme. Han rynkede kortvarigt på panden over hendes ord og slap en lavmælt, overvejende lyd.
Jonathan rettede blikket ud imod gaden på den anden side af de små ruder. Han var i et kort øjeblik ved at tilbyde at komme forbi hendes lejlighed og hente hende, da det slog ham at hun af gode grunde nok ville bruge mugglertransport - noget han slet ikke havde forstand på. For at spare sig selv for ydmygelsen og undrende spørgsmål, svarede han i stedet: "Jeg er næsten derude... Hvad siger du til Camden Bridge klokken... Hvornår kan du være klar?" Han trommede lidt med fingrene. Det var ikke helt sandt at han næsten var der, men med transferens kunne det hurtigt blive det.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 8, 2012 15:20:14 GMT
And now I'm staring at the ceiling ... with the phone in my hand ...
[/font] hoping you'll make it ring - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmelines fortænder havde helt på egen akkord igen fundet ned omkring hendes underlæbe efter hun, uden den store tøven, havde takket ja til at gøre ham selskab. Et nyt smil trak hendes mundvige opefter og blottede hendes tænder ved hans korte udbrud og hun nikkede, velvidende at han stadig ikke ville kunne se det, og hørte en lille munter lyd glide over sine læber.
Hun rømmede sig hurtigt i forsøget på at kvæle den, uden det store held, og sprang i stedet direkte videre til et ganske logisk spørgsmål - hvor og hvornår. Hun kunne næsten høre ham gruble gennem telefonen og smilede lidt for sig selv, indtil han besvarede hendes spørgsmål med endnu et spørgsmål og det i stedet blev hendes tur til at rynke brynene med en lille tænksom lyd "Herfra til Camden.." begyndte hun overvejende og kneb øjnene sammen mens hun hurtige gennemgik undergrundsstationer og veje i hovedet "En halv time, plus - minus fem minutter, så er jeg der." hun tav et øjeblik og tilføjede så spørgende "Passer det dig?"
|
|
|
Post by Jonathan Young on May 8, 2012 20:42:06 GMT
it seems all of my bridgeshave been burnedTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here
Jonathan ventede tålmodigt på at Emmeline svarede. Han havde netop åbnet munden for at svare, da en ukendt kvindestemme pludselig lød i øret på ham og annoncerede at den tid han åbenbart havde købt var ved at rinde ud. Forskrækket holdt han røret væk fra sig selv i et øjeblik, før han huskede sig selv på at han var blevet advaret om det før og tog sig sammen igen. "Det passer fint," svarede han og nikkede for sig selv. "Det lyder til at jeg bliver nødt til at lægge på." Et smil gled frem over hans læber. "Vi ses om lidt," så snart han havde sagt ordene blev samtalen erstattet af den monotone biplyd.
Da Jonathan indså at Emmelines stemme var væk, lagde han på, stak sedlerne i lommen og forlod den indeklemte boks. Han var i god tid, så naturligt nok satte han kursen tilbage imod sin lejlighed, egentlig med den intention at fortsætte med at arbejde, men måske et eller andet sted godt klar over at det ikke ville lykkedes.
- - - - - - - - - - -
Det havde ikke været nødvendigt for Jonathan at transferere sig væk før tyve minutter senere, velvidende om at hans form for transport, uden tvivl ville være noget nemmere end Emmelines. Han stak hænderne i lommerne, som han bevægede sig fra den lagerbygning han havde transfereret sig om bag ved og ud på Camden Street, der som altid emmede af liv. Han fortsatte dog målrettet mod enden, før han nåede til den lille nedgang til vandet, fortsatte ligeud og bøjede nakken lidt for træet der havde vokset sig indover broen i løbet af årene. Han fortsatte op på den og stoppede nogenlunde midtpå, efter at have konkluderet af Emmeline ikke var kommet endnu. Jonathan lænede sig frem med armene mod rækværket og så ud over kanalen.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 8, 2012 21:40:17 GMT
When it comes down to it ... there's only three things to ask yourself ...
[/font] when, where and how - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline havde ikke mere end lige svaret, før en tredie stemme blandede sig i samtalen og det gik op for hende at han måtte stå i en telefonboks. Hun rynkede panden svagt og undrede sig lidt over netop det, men før hun nåede at tænke nærmere over det, var Jonathans stemme igen den dominerende og hun smilede ind mod sin egen telefon "Det kunne jeg høre." bekræftede hun en smule overflødigt og nikkede så igen med et "Det gør vi. Hej så længe." så var han væk og hun sad tilbage med en vedvarende bippen i øret. Hun afbrød hurtigt forbindelsen helt og sad et øjeblik og så frem for sig med telefonen i hånden og et lettere fåret smil for hun spontant smed sig ned på ryggen i sengen, hvinede overstadigt og på samme tid trak en pude ned overhovedet for at dæmpe sig selv, selvom hendes pludselige udbrud allerede havde fået begge hunde på mærkerne. Hun satte sig op og var ude af sengen i en hvis fart hvor hun stilede direkte mod sit skab for i det mindste at finde noget mere flatterende, end den trøje hun havde okset rundt i hele dagen. Omkring et kvarter senere låste hun døren til lejligheden bag sig og pressede telefonen mod øret mens hun var på vej ned ad trappen "Alice! Har du fem minutter? Du gætter aldrig hvem der..." både hendes skridt og stemme fortonede sig jo længere ned hun kom, for til sidst at ramme gaden og sætte kursen mod den nærmeste undergrundsstation. - - - - - - - - - - - - - - - Efter at have forladt perronen under jorden og taget trapperne op til gaden der var ligeså levende og farvestrålende som hun huskede den. Hun smilede for sig selv og satte så kursen i retning af det aftalte mødested og forsøgte hårdnakket at ignorere den lille spændte kugle, der tumlede rundt i hendes mave. Det tog hende ikke længe at finde frem til det rigtige sted og så snart hun fik broen i sigte, begyndte hun at se på de skikkelser der stod på den og ikke blot passerede over den. Det var dog først da hun var få meter fra selve broen, at hendes blik faldt på en høj skikkelse med mørkt hår som hun genkendte og et smil trak uvilkårligt op i hendes mundvige. Hun tog en dyb indånding og fortsatte op på selve broen mens hun hurtigt rettede på den hæklede hue hun havde taget på og nærmede sig Jonathan der stod lænet ind over rækværket og endnu ikke havde set i hendes retning. Det tog ikke mange skridt at bringe hende tæt nok på til at række ud og lægge den ene hånd på hans skulder, mens hun rømmede sig og så træde et skridt baglæns igen.
|
|
|
Post by Jonathan Young on May 15, 2012 8:09:25 GMT
it seems all of my bridgeshave been burnedTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Jonathan fordybede sig hurtigt i egne tanker. Han så sine forældres ansigter alt for tydeligt for sig, før de langsomt forsvandt og i stedet blev til unge, kønne Aisling, som han for bare et par uger siden måske ville have været ganske tilfreds med at skulle tilbringe sit liv sammen med. Men så havde han mødt Emmeline og de havde hygget sig og han havde tænkt, at måske kunne det blive til mere end et bekendtskab. Den realisering blandet sammen med sine forældres og Aislings forældres forventninger, efterlod ham i syv sind.
Af samme grund lagde han ikke mærke til brunetten der nærmede sig, før han mærkede en hånd imod sin skulder. Forskrækket blev han ikke, men rettede sig alligevel instinktivt op fra sin foroverbøjede stilling ind over broen. I løbet af få sekunder havde et ganske impulsivt og naturligt smil delt sig over hans læber. "Hej," hilste han. Et eller andet sted gnavede en svagt dårlig samvittighed i ham over at stå der og tænke at hun så køn ud, når han i teorien var forlovet med en anden. Han skubbede det dog væk igen. "Godt at se dig."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on May 15, 2012 13:46:06 GMT
When it comes down to it ... there's only three things to ask yourself ...
[/font] when, where and how - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline tog hurtigt hånden til sig efter at have lagt den på Jonathans skulder lige længe nok til at få hans opmærksomhed. Hun gengældte hans smil helt naturligt og med et oplagt "Hej!" som svar på hans indledende hilsen. Smilet blev hvor det var mens han fortsatte "I lige måde.." svare hun selv, og ignorerede den spændte knude hun stadig havde i maven.
Hun flyttede lidt på fødderne og stak den ene hånd i lommen på sin varme vest, mens hun lukkede den anden om hankene på tasken hun havde over skulderen, bare for at gøre et eller andet med dem "Er der en plan, eller skal vi improvisere?" spurgte hun efter et øjeblik med et lille skævt smil og et glimt i de brune øjne. Ikke at der behøvede være nogen, men han havde lydt forholdsvis målrettet i telefonen og hun var nysgerrig nok til at spørge. Hun slap ham med blikket og så i stedet ud over kanalen, mens et skridt til siden, lod hende læne sig ind mod rækværket med den ene hofte "Jeg glemmer altid hvor kønt der er hernede." hun drejede hovedet mod ham igen og rømmede sig lidt mens hun rettede sig op igen og så afventende på ham.
|
|