the heart asks pleasure first

[Dean Morrison]

they never told us that loneliness
would be so lonely

Marts 2089, aften

Dean havde tilbragt det meste af denne lørdag eftermiddag på at vandre op og ned ad Diagonalstræde. Det var ikke af mangel på ting, eller fordi vejret havde tiltrukket ham, da de grå skyer der havde luret på himlen hele dagen havde varslet regn, selvom intet var faldet. Der var faldet et par kopper kaffe af hos Floridors og dernæst havde han fået taget nogle mål hos Madam Malkin til en ny robe, da de andre efterhånden bar deres slid og mærker efter brug i marken. I det mindste kunne han nu smide den gamle robe med det brændte ærme ud, som længe ventet.

Dean var nået igennem et middelmådigt måltid kreeret af kokken fra den Utætte Kedel. Det var ikke tit at dette var stedet hvor Dean spiste middag, og med god grund, men med hans manglende egenskaber i et køkken var ethvert måltid bedre end hvad han selv kunne smide sammen. Han havde drukket et glas vin til hans mad, som den vin-elsker han var, men havde nu rykket over til øl, og havde fundet sig en plads i baren hvor en af stamgæsterne var i gang med at snakke øret af ham. Emnet omhandlede drager, som denne gæst var kendt for altid at skulle bringe op og Dean lod tålmodigt manden plapre løs, med et enkelt nik her og et smil der.
"Jeg tror dog ikke at Madam Malkin gemmer på nogle drager i hendes baglokale," kommenterede han på beskyldningen stamgæsten var kommet med. Han vidste ikke om det var passende at grine i en situation som denne, men han kunne ikke holde latteren tilbage da meget livlige billeder udspillede sig for hans blik af en drage med nål og tråd, i gang med at fremstille uniformer og rober.
Reddet af en anden gæst der havde samme interesse inden for emnet, så Dean en mulighed for at vende sig om og lede efter muligt selskab i resten af lokalet. Den Utætte Kedel var ikke ligefrem stedet hvor de fleste i hans aldersgruppe kom for at slappe af og drikke en øl, men der var stadig et par enkelte hunkøn der kunne tiltage i udseende efter en pint eller to mere.

RESERVERET: Cecilia
WEARING: this

[Cecilia Hayes]

you'll find the only things you regret
are the things you didn't do

Tag: Dean Morrison ~ Outfit: Here

Tegningerne var afleveret på Profeten og med lørdagens temmelig begrænsede opgaver fra hånden, var det en aldeles tilladelig fristelse at følge med et par af kollegaerne med ned til en fyraftensøl på Kedlen. Således fandt Celia sig altså midt i en mindre flok af journalister og fotografer, der var helt klar til en forsinket weekend, men åbenbart ikke til at tage hjem til deres familier. Hun sad i hvert fald fanget mellem Browlby og Nilson, der begge havde koner i East Sussex, men som lige nu var mere optaget af at diskutere kollegaen Youngs nyeste status som forlovet mand. Så optagede var de af sagens forskellige vinkler, at det tilsyneladende slet ikke var gået op for dem selv, at de lød som et par gamle sladderkællinger. Cecilias vågne ører og klare hoved havde dog for længst stykket skitserne til en stribe om kontor-snakken sammen og hun smilede underholdt for sig selv over netop det, frem for over Browlby's seneste udbrud.

Rimelig sikker på at hun havde forstået de åbenbart mange små-emner i tilfældet, undskyldte hun sig for at gå op og tage en snak med bartenderen i stedet, nu hvor Joon ikke var på arbejde. Hun var ikke just stam-kunde på værtshuset, men ligesom alle andre magiske udskænkningssteder, så så det en del til hende; alene fordi det var steder som disse historierne gemte sig. Da hun nærmede sig baren, var det dog ikke hverken en ny historie eller manden bag den, der først fangede hendes opmærksomhed. Det var derimod en bekendt hårpragt som plantede et underfundigt smil på hendes læber. Hun fortsatte ufortrødent hen til Dean, løftede begge hænder og lagde dem over hans øjne uden at sige en lyd. Meningen var klar nok, men der var ingen garanti for at han rent faktisk kunne gætte hvem det var. Af samme grund kunne hun et sekund senere ikke nære sig. ”Det er svaret på alle dine bønner, Morrison,” konstaterede hun drillende, uden straks at fjerne sine hænder igen.

[Dean Morrison]

they never told us that loneliness
would be so lonely

Dean havde ikke altid heldet med sig. Der havde været aftener hvor han var gået hjem med en rød kind, såret stolthed og våde skjorter, og disse var blevet til flere og flere efterhånden som rygtet spredte sig. Det var heller ikke hver aften at han havde tålmodighed nok til langsomt at spille op mod en sejr. Denne aften var en af disse, men udvalget var langt fra tilfredsstillende. Det så ud til at han måtte gå hjem alene, og med nederlaget hængende over ham som en sort sky vendte han opmærksomheden tilbage til baren, slugte den sidste mundfuld der var tilbage i glasset og gav sig til at betale det han skyldte. Dean skulle netop til at rejse sig da et par hænder fratog ham synet. For et kort sekund spændte hver en muskel sig i hans krop og han slog instinktivt begge hænder op til hans øjne. Han skulle netop til at tvinge hænderne af sig da en velkendt stemme fyldte hans ører.

Dean drejede langsomt omkring på stolen da Cecilia fjernede hænderne imens et smil trak i den ene mundvig. "Celia." hilste han alt imens han lod blikket vandre. Han vidste udmærket hvad der gemte sig under de mange lag, og det var dét der vækkede lysten i ham igen.
Hans blik havde hurtigt strøget fra hende til at lede efter et muligt selskab hun var kommet med, og det var ikke svært at skelne de finere-klædte Profeter fra de resterende stamgæster. "Fyraftens øl?" spurgte han, selvom sandsynligheden for at det var andet ikke var så stor. Da han vendte opmærksomheden tilbage til hende tog han hendes hånd i sin og nikkede mod den stol der var blevet ledig ved siden af ham. "Hvad med at lade mig købe den første?"

Der var stadig noget ved Celia der fik det samme spørgsmål til at dukke op. Havde de stadig været sammen i dag; havde de været i stand til at få det til at fungere, så havde Dean været en anden mand. På den anden side så havde de mistet al gnist imellem dem ved slutningen af deres forhold, og det sidste Dean ønskede var at sidde fast i et forhold der gik ingen vegne, alene fordi at det var lettere end at være single.

TAG: Cecilia
WEARING: this

[Cecilia Hayes]

you'll find the only things you regret
are the things you didn't do

Tag: Dean Morrison ~ Outfit: Here

Cecilia sendte ekskæresten et skævt smil, som hendes hænder faldt og han drejede sig om på stolen. ”Dean,” hilste hun selvfølgeligt, før hun halvt fulgte hans blik over imod hendes kollegaer og trak let på skuldrene. ”Noget i den stil.” Hun hev ikke sin hånd til sig, men brugte hans som støtte, som hun fulgte hans ordløse opfordring og satte sig på barstolen ved siden af hans, dermed blokerende temmelig effektivt for de to fulderikker på den anden side, et faktum hun udmærket var klar over.

Først da hun sad ned igen slap hun hans hånd og mærkede det hive insisterende i sine mundvige ove hans spørgsmål. ”For sent. Men du kan købe mig nummer to,” tilbød hun nådigt, med et drillende glimt i de lysegrå øjne. ”Hvor mange har du selv fået efterhånden?” Hun hævede begge øjenbryn en anelse, så ham an med et svagt anstrøg af bekymring og skubbede det så blot væk, for at gribe op og rette sit eget tørklæde en anelse til. Han så en smule hærget ud, men det kunne være så mange ting og det var ikke hendes opgave at tage sig af hans helbred. Alligevel kunne hun ikke, for gamle dages skyld, helt lade være med at overveje hvad der havde givet ham de rande under øjnene eller den lille umiskendelige rynke i panden, som han sikkert ikke engang selv var opmærksom på.

[Dean Morrison]

they never told us that loneliness
would be so lonely

Det klogeste havde nok været at betale hans gæld, fremstille den bedste undskyldning han kunne finde og smutte ud af døren for sove lidt på den lille eufori han havde fået drukket sig til. Men han kunne ikke forlade hende, ikke nu, ikke når hans krop råbte højere end hans hoved. I stedet fangede han bartenderen opmærksomhed og bestilte en ny omgang til dem begge. Det var først her at han gav slip på hendes hånd for at tage imod de to glas der blev skubbet over bordet.
"Nok," svarede han kort med et smørret smil i opfølget, selvom han godt vidste at det ikke var nok. "Lad mig lægge det sådan her; nogen har placeret Den Utætte Kedel på en drejeskive." Han grinte kort for sig og lod læberne søge mod kanten af glasset for at hælde lidt mere i sig. Han var ikke nær så påvirket som han havde fået det til at lyde, men han havde fået nok til at kunne mærke det, og for en mand der drak en smule dagligt betød det alligevel en del.

"Fortæl mig, hvad har verdenen budt på på det seneste?" Et par sekunders stilhed imellem dem havde sendt dette spørgsmål ud i rummet. Dean havde aldrig været meget for akavet stilhed, og i dette øjeblik føltes det som om det eneste der kunne holde på Celias selskab var hvis han udfordrede hendes høflighed - ingen kunne gå fra et spørgsmål, hvorend dårligt det havde endt med at blive. "Du ser fantastisk ud," halvmumlede Dean med et smil der hældte mere til at være oprigtigt. Selv efter en lang arbejdsdag var der intet der havde sat tydelige spor. Han følte sig som en gammel ulykke ved siden af hende, ubarberet, træt og halvfuld. Uanset hvad så prøvede han alligevel at ligge en hånd på hendes lår, som var det det mest naturlige i verdenen (hvilket det havde været en gang).

TAG: Cecilia
WEARING: this

[Cecilia Hayes]

you'll find the only things you regret
are the things you didn't do

Tag: Dean Morrison ~ Outfit: Here

Cecilia rystede opgivende på hovedet af Dean og himlede med øjnene, men kunne alligevel ikke skjule det smil, der fulgte hans svar. Hun opgav at prøve og sænkede blot blikket til det glas, der stod foran hende. ”Det er jo lørdag,” konstaterede hun opblødende, selvom hun i bund og grund ikke mente, at det var en grund til at drikke sig en fjer på inden aftensmads-tid. Hun var dog hverken vogter eller mor for den jævnaldrende troldmand og nøjedes med at beslutte sig for at finde det morsomt frem for pinligt.

Hans spørgsmål fik et skuldertræk fra hende, før hun tog en enkelt tår af den kolde øl og betragtede ham gennem let sammenklemte øjne. Hun havde netop åbnet munden og skulle til at give ham et svar, da hans halvmumlede tilføjelse og den hånd, der landede på hendes lår, i stedet fik hende til at hæve begge øjenbryn. Med et venligt men lettere opgivende smil satte hun glasset fra sig igen, lagde sin egen hånd oven på hans og tog blidt, men bestemt, fat om den, for at fjerne den igen, uden at gøre det tydeligt for andre end lige ham. Det var ikke fordi handlingen som sådan generede hende, men hans nuværende tilstand var ikke en, der gav hende udpræget lyst til at gense loftet på hans soveværelse. Hun rystede antydningsvist på hovedet med et lille smil og slap først da hans hånd igen. ”Tak, Dean. Men ikke lige i dag,” afviste hun ham dæmpet, som svar på det uudtalte spørgsmål hun selv havde læst sig til i hans handling. ”Måske en anden gang, hvor du har fået knapt så meget indenbords.” Hun blinkede en enkelt gang og så drillende på ham. ”... Så vidt jeg husker præsterer du også bedst i ædru tilstand,” tilføjede hun henkastet, før hun gjorde endnu et lille indhug på sin øl.

[Dean Morrison]

they never told us that loneliness
would be so lonely

Weekend efter weekend havde Dean besluttet sig for at ændre lidt på den måde han levede sit liv: drikke noget mindre, spise noget bedre, måske endda købe nogle møbler til hans lejlighed, der udelukkende bestod af en seng, et sovebord og et par hynder på gulvet der skulle udgøre en sofa. Men dag efter dag skubbede han det væk, andet kom i vejen eller det virkede ligegyldigt. Hans liv var efterhånden blevet hans arbejde, og at finde plads til resten blev mere og mere hårdt.
Dean nikkede godkendende til Celias kommentar også selvom han vidste at det ikke ligefrem var godkendelse han kunne spore i hendes øjne eller stemme. Det fik ham til at stille glasset fra sig og tage en dyb indånding, men den ene hånd knugede stadig ubevidst om hanken til det tunge glas.

Dean lod blikket glide ned til hans hånd da Celia tog fat om den. Håbet havde spirret for et øjeblik, men kun indtil at den langsomt blev flyttet. Afvisninger havde han fået nok af i sin tid og han skyndte sig at skrue et nyt smil på hans læber, til dels for at lette på den bølge af skuffelse der vaskede ind over ham. Den lille sobre del af ham selv der stadig var tilbage havde dog fuld forståelse for hendes valg, men hans hånd faldte stadig tungt ned ad hans side da hun gav slip. "Kan jeg få det på skrift" Han gned en hånd over panden imens han ledte efter en acceptable måde at samle sig selv op på igen, eller i det mindste skifte emnet; der var andre former for selskab end det han kunne få i sengen, hvor svært det så end var for ham at se dette i dette øjeblik. I det mindste havde hun håndteret hans opførsel med respekt og modenhed - mere end der kunne siges om Dean.

Dean var lettet over Celias næste kommentar og kunne ikke lade være med at le. "Sandt at sige," kommenterede han nikkende og fandt endelig det der manglede til at kunne give slip på glasset. Han rystede kort på hovedet af sig selv før han kiggede op igen. "Jeg hopper på vandvognen nu," kommenterede han imens han prøvede at fange kroejerens opmærksomhed. Det var måske en smule uhørt at bestille vand i en bar, men Dean havde aldrig holdt sig til normerne alligevel. "Og bare rolig," indskød han med begge hænder oppe, "det er ikke fordi jeg håber på at det kan ændre din mening." Han gav hende et hurtigt smil før han sendte hans bestilling afsted.

TAG: Cecilia
WEARING: this

[Cecilia Hayes]

you'll find the only things you regret
are the things you didn't do

Tag: Dean Morrison ~ Outfit: Here

Celia hævede begge øjenbryn og så drillende på Dean. ”Med to vidners underskrifter? Nej. Hvad sjovt ville der være ved det, hvis det lå fast?” Hun lagde hovedet lidt på skrå og smilede varmt til ham, på trods af at hun lige havde afvist hans tilnærmelser. Uanset hvor voksne de blev og hvor langt de kom fra hinanden, så havde han alligevel en plads blandt de mennesker hun altid ville holde af og selvom han ikke ligefrem vækkede noget i hende i dag, så var der andre dage, hvor hun ville være mindre kritisk eller han ville være mere velsoigneret og mindre fuld. Måske. Det havde der i hvert fald været før. Smilet på hendes læber var ægte og hun var nær ved at række ud for at tage hans hånd igen, bare for at vise ham, at hun stadig var der for ham. I sidste ende lod hun dog være og tog blot en tår af sit glas med en enkelt drillende kommentar om hans præstationer.

Hans reaktion fik det til at trække mærkbart i hendes mundvige og hun sænkede blikket med et skævt smil. Bag ved hende kunne hun høre sine kollegaer, der blev enige om at tage hjem og hun drejede sig kort for at vinke en enkelt gang, uden selv at rejse sig fra barstolen. En enkelt øl med Dean og så kunne hun selv sætte kursen hjemad direkte fra Kedlens pejs og til hendes egen i Glasgow. Ekskærestens konklusion fik hendes opmærksomhed tilbage og hun smilede opmuntrende, før et enkelt muntert fnys forlod hende og hun rystede lidt på hovedet. ”Det et betryggende,” kommenterede hun tørt og lettere ironisk, inden hun sendte bartenderen et venligt smil og tog en dyb indånding. ”Nu handler hele verden jo heller ikke om hvorvidt du stadig er i stand til at score, men udover at du ikke er det, hvordan går det så?” De let hævede bryn over det drillende blik hun sendte ham blev akkompagneret at en tydelig sitren i hendes mundvige, som hun drejede sig på stolen sådan, at hun sad med front imod ham og siden til baren.

[Dean Morrison]

they never told us that loneliness
would be so lonely

Dean havde fået stukket hans vand i hånden, med en noget gnaven kommentar om at det stadig ville koste ham et par knut, og lod et par mundfulde glide ned. Der skulle mere til at fjerne svinget fra hans gang, men i det mindste var det en velkommen forandring for helbredet. Dean havde udmærket lagt mærke til det mistroiske blik der blev sendt ham over skulderen på Celia, men der lå god grund til bunde for det og han kunne ikke gøre andet end at smile. "Tænk at besudle så fint et rygte! Kevin vil slet ikke kunne genkende mig," kommenterede han, allerede med læberne til glasset igen for at lade et par mundfulde mere slutte sig til resten.

Havde enhver anden talt til ham på samme måde som Celia gjorde, så havde hans stolthed nok taget et større slag. Der røg stadig en flint af, men det smuldrede endnu ikke omkring ham. Dean tog kommentaren med et smil og et godkendende nik, da det ikke længere var lige så let som det havde været engang, hvor årene var færre og beskæftigelsen mindre trættende. De bedste år havde han sikkert brugt i Celias selskab, men det var langt fra noget han fortrød.
"Alt taget i betragtning så går det fint. Der er meget at se til, men bestemmer man sig for at være auror så må man tage det med den baggage der hører med." Han lagde en hånd på bordet og tvang sig selv op i en mindre ynkelig position. Der var stadig en smule tåget på den øverste etage, men det hjalp ikke at tilsætte mere. "Jeg synes ikke at gøre andet end at arbejde, men sådan er det vel at være voksen?" Det var mere en konstatering end et spørgsmål, og blev også efterfulgt af en kort latter. "Hvordan er dit voksenliv?" Dean fulgte hendes illustrationer som en starstruck fan, og det var disse der var den eneste grund til at han nu abonnerede på Profettidende, men han var dog sober nok til at holde den lille sag for sig selv.

TAG: Cecilia
WEARING: this

[Cecilia Hayes]

you'll find the only things you regret
are the things you didn't do

Tag: Dean Morrison ~ Outfit: Here

Celias smil var skævt, men hun svarede ikke på Deans kommentar til udskiftningen af væske. I stedet leverede hun ufortrydeligt en temmelig drillende bemærkning og afventede hans svar med hovedet let på skrå og begge øjenbryn hævede. Spørgsmålet havde egentlig mest været på møntet på den nuværende situation, men det måtte vel gælde generelt, at pigerne ikke just faldt på stribe over den ellers grundlæggende ret charmerende – og stadig unge – mand, der sad overfor hende. Hun nikkede en smule ved hans overvejelse og trak på skuldrene. Der var sket en del siden dengang de havde været reelt tætte og selvom hun havde befundet sig i hans seng mere end en gang siden da, så var afstanden der stadig. Et eller andet sted.

Hun var igen lige ved at række frem og tage hans hånd, men endnu engang undlod hun, for blot at tage den øl han havde købt hende. En tår til og hun satte den fra sig, fugtende sine læber før hun klarede halsen lidt. ”Mit voksenliv er vældig voksent. Jeg savner at rejse, gør du ikke? Bare lade det hele flyve, sige sit job op og tage af sted? Ud i verden uden andet mål end at se og opleve... Leve...” Hun trak lidt på smilebåndet og sænkede blikket for en kort bemærkning. Da hun atter så op virkede hun nærmest skyldbetynget, uden selv helt at kunne sætte en finger på hvorfor. ”... Jeg tager ferie i hele juli måned og rejser til Indonesien. Vil du med?” Et drillende blik afslørede tydeligt hendes manglende tro på at han rent faktisk kunne finde på at springe på tilbuddet og det var da virkelig også blot en spøg, som hun morede sig lidt over for sig selv, imens hun drak af glasset igen.

[Dean Morrison]

they never told us that loneliness
would be so lonely

Der havde altid været en del af Dean der havde ønsket at lade alt ligge, pakke de få ting han ejede og rejse langt væk. De fleste af hans venner fra samme årgang havde brugt et år på at rejse, komme lidt udenfor Englands grænser, men med et år spildt, efter at skulle tage det om, havde Dean været ivrig efter at komme i gang. Han fortrød det bitterligt nu. Han havde endnu ikke prøvet at sætte fod udenfor den forvoksede ø, og med et arbejde som hans var der ingen chance for at det skete, medmindre han skiftede kontor.
"Selvfølgelig gør jeg det," svarede han, omend en smule lavmælt da diverse tanker og idéer druknede hans tilstedeværelse en smule. "Men det virker til at det kun bliver sværere med årene der går." Han sendte hende et hurtigt smil og skubbede alle tankerne bagerst i køen igen.

Celias tilbud slog ham næsten ned af stolen. Dean ønskede at tro på at det havde været oprigtigt, men tilbuddet kunne ikke være andet end en spøg, til gengæld var hun ikke den eneste der kunne spille det spil. "Juli?" spurgte han kort og lod som om at han granskede sagen. "Da jeg sjældent holder ferie tror jeg sagtens at de kan undvære mig i en lille måneds tid, og jeg kan garanteret altid finde en pejs eller transferens, skulle de virkelig få brug for mig." Han kunne ikke lade være med at smile ved tanken, da den efterhånden var begyndt at lyde som en realitet. Der var endnu muligheder for Dean at komme væk, men før legen gik for vidt måtte han hellere stoppe. Selvom hans hoved råbte Tag med! Tag med! så fik han langsomt rystet på hovedet og rejst sig fra stolen. "Jeg tror ikke at min chef kan undvære mig så længe," kommenterede han med hovedet holdt højt. "Den bedste Auror i England!" Han grinte af sig selv som han stod der med en finger i brystet og lænede sig dernæst ind for at plante et hurtigt kys på Celias kind. "Denne fulderik må hellere finde vej hjemad inden jeg begynder at planlægge hvordan jeg skal forfølge dig til Indonesien."

TAG: Cecilia
WEARING: this

[Cecilia Hayes]

you'll find the only things you regret
are the things you didn't do

Tag: Dean Morrison ~ Outfit: Here

Celia kunne aldrig leve Deans liv. Hendes ansættelse på profettidende betød ganske vidst relativt faste arbejdstider og en træls mangel på muligheder for bare at rive rødderne op, men hun kunne trods alt smide det hele og tage orlov i adskillige måneder – som hun allerede havde gjort en gang. Det krævede dog penge og lige nu var der kun plads til de bare lidt mere ydmyge planer. Sådan var det. Det blev aldrig lige så meget en fodlænke som at være ansat i ministeriet. Lange, hårde dage, skodløn. Hun sendte ham et nærmest medlidende smil og trak på skuldrene.

Tilbuddet var mest ment drillende, men hun protesterede alligevel ikke, da Dean alligevel sprang med på det, bluff eller ej. Begge hendes øjenbryn røg en smule op, da hun lænede sig med siden imod baren og nikkede lidt, men hun trak ikke muligheden tilbage. ”Jeg har forsøgt at lokke Joon med, men hun virker ikke nær så overbevist som dig. Er det min uimodståelige charme, eller savner du at brænde tungen på eksotisk mad?” Hun smilede drillende, tog endnu en tår øl og måtte så trykke læberne sammen for at undertrykke en munter lyd, da han rejste sig op og afslog. ”Kedeligt,” kommenterede hun med et utvetydigt glimt i de lyse øjne. Derudover accepterede hun, plantede synkront et kys imod hans skæggede kind og blinkede en enkelt gang til ham. ”Du må sige til hvis du ombestemmer dig,” opfordrede hun, uden egentlig at vide om hun lavede sjov eller ej. ”Kom godt hjem...” Hun smilede mildt og løftede den ene hånd i en let, sidste hilsen, uden at være i tvivl om at de nok skulle støde på hinanden igen. Det gjorde de jo altid.

[Dean Morrison]

they never told us that loneliness
would be so lonely

Dean kunne ikke gøre så meget andet end at le. Det virkede til at være det eneste i øjeblikket der kunne afholde ham fra at tænke videre over sagen, og det afholdte hans mund fra at ytre de få ord han allermest ønskede at sige. For et par år siden ville han have hoppet på tilbuddet uden at tænke vitterligt over hvordan han kunne få det til at hænge sammen, men som Celia metaforisk havde beskrevet det, så ville han sikkert ende med at brænde tungen. "Din uimodståelige charme selvfølgelig," svarede han, omend en smule mere seriøst end han havde ønsket. Han skyndte sig dog at ryste på hovedet, mest af sig selv og tog et enkelt skridt mod døren. "Kom godt hjem, Celia." Han havde lyst til at lægge en hånd om hendes og trække hende med sig ud af døren - hans hånd løftede sig endda en smule i det øjeblik han passerede hendes stol og den sidste chance, men han tvang i stedet den vildfarne hånd ned i lommen og bevægede sig ud af døren.

out

TAG: Cecilia
WEARING: this

[Cecilia Hayes]

you'll find the only things you regret
are the things you didn't do

Tag: Dean Morrison ~ Outfit: Here

Celia opfattede ikke rigtig alvoren bag ordene, men betragtede blot Dean med et muntert glimt i øjnene og et klædeligt, smigret smil på læberne. Hun fulgte ham med blikket, som han forsvandt ud af kroen og utvivlsomt satte retningen imod sin lejlighed.

I sit stille sind håbede hun, at han ikke forsøgte sig med transferens, men hun slap hurtigt tanken og nøjedes med at tage endnu en tår af den endnu kolde øl, imens hun så sig nysgerrigt rundt på det blandede klientel.

Som så ofte før var hun tilfreds med i tavshed at følge med i livet omkring sig, men inden længe var hun alligevel faldet i snak med bartenderen, som hun udmærket kendte efter sine besøg og ikke mindst igennem Joon, der dog ikke var på arbejde på det tidspunkt. Dean var ikke helt glemt, men hun var behageligt optaget af en livlig diskussion om de berygtede ”pinkstones” og vendte hjem en halv times tid efter uden at skænke den berusede ekskæreste de store tanker.

C L O S E D