What is right in front of you

[Phillipe Reynard]

People pay the doctor for his trouble;
for his kindness they still remain in his debt

Tag: Bree Blance ~ Outfit: Here

… ”Imens du er her vil Healer Blance blive ved med at stå for doseringen, men når du bliver udskrevet skal du selv hente eliksiren mandagen før hver fuldmåne.” Phillipe nikkede alvorligt en enkelt gang, før han smilede høfligt til patienten, der allerede virkede som om han var i bedre stand, siden de først bragte ham ind for et par dage siden. Det gnavede ubehageligt i den unge healer hver gang der kom en ny varulv i verden og hans hjerte blødte en lille bitte smule for hver patient, ligesom det nagede ham, at hans drøm om en kur atter engang var blevet udskudt.

Lige nu og for denne mand, var der ikke mere at stille op og ingen beroligende effekt i at udstråle den bekymring, som han bar på. ”Har du flere spørgsmål?” Endnu et høfligt smil, en hovedrysten fra patienten, der aldeles ikke smilede igen og Phil nikkede en enkelt gang. ”Udmærket. Hvis der skulle stille nogen op, så må du endelig spørge Healer Blance,” forsikrede han den ældre herre fra York. ”Jeg kommer selv igen om et par dage, for at se til udviklingen af såret.” Han placerede den lille griffel i pladsen på sit clipboard, sendte også Bree et smil og forlod stuen i stilhed, med et enkelt sideblik på den anden patient derinde, som heldigvis ikke var en af hans.

[Bree Blance]

Bree stod ved siden af Philippe med sine hænder foldet udenpå den hvide- og limefarvede uniform. Øjnene hvilede opmærksomt på offeret for varulvebid, der lå foran dem med et blegt ansigt. Hun nikkede bekræftende ved Philippes ord, uden at flytte blikket. Der var det tredje offer på en måned, og det høje antal skræmte hende. Denne sygdom var så forfærdelig i forhold til andre skader, fordi den varede hele livet. Det var også tydeligt, at den ældre mand så dybt ulykkelig ud. ”Det skal nok gå, mr. Thornwood”, sagde Bree trøstende, og tillod sig selv at lade den professionelle maske falde blot i et par sekunder, for at sende ham et trøstende smil. Så vendte hun sig om og fulgte efter Philippe ud af døren. Da den var lukket forsvarligt bag dem, løftede hun blikket mod sin kollega.
”Tredje varulveoffer i denne måned”, bemærkede hun sørgmodigt. Hvis bare Philippe havde fået mulighed for at færdiggøre sit projekt, havde situationen for mange set helt anderledes ud, og langt bedre.
Hun forsøgte at holde blikket rettet mod hans øjne, i stedet for at dvæle ved hver en detalje i hans ansigt, som hun af og til kom til. Efterhånden var det lykkedes at undertrykke sine følelser for det, som hun affejede som endnu et af sine tåbelige crush. Eller, det håbede hun i hvert fald var lykkedes.
”Har du lyst til at tage en kop kaffe nede i kantinen?”, foreslog Bree venligt.

[Phillipe Reynard]

People pay the doctor for his trouble;
for his kindness they still remain in his debt

Tag: Bree Blance ~ Outfit: Here

Philippe rynkede panden en anelse. Var det virkelig tre? Han måtte have mistet overblikket et sted på gangene nede i hospitalets kælder og sagde ikke den yngre kvinde imod. I stedet kastede han et blik ned på papirerne og kløede sig fraværende på hagen. Der var mennesketomt, hvor de stod, og han brugte et sekund eller to, på at samle sine tanker. Inden han nåede til at ønske hende en fortsat god dag, kom hun ham i midlertidig i forkøbet og han løftede blikket med begge øjenbryn let hævede. ”Kaffe?” Han trak på smilebåndet, gengældte den venskabelige udstråling, der kom fra hende, og nikkede en enkelt gang. ”Mmh. Naturligvis,” svarede han, antydningsvist forsinket, fordi han som sædvanlig var optaget af spekulationer omkring sit arbejde.

Forsøget på en forbedring af stormhatte-eliksiren var ikke nøjagtig slået fejl, men det var klart, at bivirkningerne var for kraftige til at det kunne forsvares rent etisk at uddele den til flere forsøgspersoner. Af samme grund var det direkte tilbage til tegnebordet og i løbet af det sidste år havde Philippe knapt tænkt på andet end hvordan han fik elimineret dem, uden at ødelægge forbedringen. Det skulle ikke så gerne være som det var, når man tilsatte den sukker, hvilket komplet ødelagde enhver virkning.

Han rev sig selv ud af sine overvejelser og indså, at de allerede var halvt på vej op til kantinen og at Bree vist nok var i gang med at sige noget til ham. Et prøvende smil hev op i hans mundvige og han nikkede lidt, imens han prøvede på at spore sig ind på hvad det lige var emnet var igen, uden det store held. "Hvordan har lille Brody det?" Et eviggyldigt spørgsmål og et herligt neutralt emne, der ikke handlede om sygdom - men som rent faktisk var moderat interessant.