And they painted the snowflakes red

[Emrys Cadwallader]

And they painted the snowflakes red

- they brought their brushes back to the white Wonderland of their childhood once again

Udenfor familien Cadwalladers hvide hus i Moelfre var de ellers velkendte omgivelser sunket ned under et tæppe af hemmelighedsfuldt hvidt sne. I år havde elementerne, ligesom forældrene til mange magikere ville være i anledning af højtiden, vist sig at være i gavehumør og ladet det walisiske landskab blive oversvømmet af knæhøje bunker af sne, som klædeligt mindede en om at julen om mindre en uge stod for døren. De hvide masser lå som en uigennemtrængelig passage hele vejen fra den lille blå havelåge op til døren, og den store fortryllede spade, hvis arbejde det ellers var at skovle indgangspartiet fri for sne fuldkommen egenhændigt (et arbejde den havde udført til perfektion, ligeså længe Emrys kunne huske) så ud til at være ved at drukne i det store hvide ocean. Emrys betragtede den med et eftertænksomt blik fra køkkenvinduet, imens han hævede et hvidt lerkrus med et malet kinesisk pagodelandskab. Han tog sig en slurk af den velgørende og varme citrontoddy, som hans mor havde insisteret på at lave i anledning af det fine besøg han ventede sig, og han smilede varmt idet hans mor Anwen, iført muffe, tørklæde og passende vintergevandter holdt i bordeaux og hvid, kom gående gennem køkkenet i retning mod hoveddøren.

Hun sendte ham et skævt, men velmenende smil, idet hun trådte hen ved siden af ham. ”Gem noget af toddyen til Psyche, kære Emrys. Der siges ganske vist at I politikere er en køn forsamling tørlagte brønde, men med det vandfald af ord du er blevet udstyret med, tror jeg ikke vi behøver at bekymre os om væskemangel for dit vedkommende.” drillede hun ham kærligt og lod en hånd hvile på hans arm, imens hun besvarede hans varme smil. ”I dag overlader jeg tronen og vinterriget til dig og Psyche. Så du må hellere lyde hendes mindste vink og behandle hende som en dronning, for hendes ord bliver din lov i dag. Jeg har mine metoder til at finde ud af om hvorvidt du gør dit arbejde som vært ordentligt, men de bliver garanteret helt overflødige. Kender jeg jer to ret, får I en dejlig eftermiddag sammen.” sagde hun omsorgsfuldt. Emrys nikkede. Han glædede sig til at se hende igen, for han havde ærligt talt savnet hende. Og han glædede sig til at overrække hende den julegave han havde købt hende. Idet hans mor kastede et blik ud på snedriverne og skovlen, der var ved at falde bagover imens den fløj en stor snebunke væk, fik hun med det samme et forbløffet udtryk i øjnene, som hurtigt erstattedes af et viljefast blik i hendes søns retning. ”Nu er det vist tid til at du, Emrys Cadwallader, viser dit værd som mand af ære og hjælper med at skovle vejen fri for sne, så din mor kan komme afsted til høring og Psyche kan komme ind. Og dommen kan ikke appelleres!” bemærkede hun igangsættende med sin sædvanlige autoritære tone og puffede ham ud mod hoveddøren uden at give ham tid til at indvende eller gøre vrøvl. Anwen havde skam egentlig haft planer om at transferere sig ud af huset, men hvis Psyche skulle have en chance for at komme ind, måtte der skovles.

Udstyret med en fortryllet og overdimensioneret spade assisterede en Emrys med røde kinder, sweater og et stort strikket tørklæde den selvskovlende spade med at få dyngerne af sne ud i begge sider af haven, imens at hans mor forvandlede den ene af de store bunker til en gigantisk iglo med en lille julekrans på, der kom til at stå i midten af den nyskovlede sne i havesiden, ved siden af stenene op til indgangen. Emrys havde allerede påpeget at hun ikke skulle løfte en finger med at rydde sneen, men han havde intet sagt om tryllestaven. Anstrengt vendte Emrys sig om og så på sin mor, ude af stand til at smile over hendes iglo. Den manglede blot en rigtig snemand ved siden, så kunne det blive til et helt snelandskab. Med et sigende blik fra hans mor begyndte han atter på arbejdet med at få ryddet sneen fra indgangen, imens hans mor smilende så til fra havebænken.

Til Psyche Guillotine

[/i]

[/blockquote][/justify]

[Psyche Guillotine]

Snowflakes that stay on my nose and eyelashes
Those are a few of my favorite things

Sneen var så sandelig væltet ned over Moelfre, det havde Psyche måttet sande, allerede da transitnøglen lod hende lande i en kæmpe snedrive, omkring 50 meter fra huset. Således var det første hun måtte gøre i dette vidunderlige landskab, at kæmpe sig ud af en snedrive i taljehøjde. Pludselig var det mere forståeligt, at begge værter havde indskærpet vintertøj som en absolut nødvendighed. Det tøj man kunne kunne slippe afsted med i centrum af London gik absolut ikke her, og det gjorde sig allerede tydeligt, da kulden gik gennem Psyches bukser på ingen tid. Hun ville næsten vove at påstå, at hun havde frosset allerede før hun ankom.
En sådan ankomst ville i tidernes morgen have gjort Psyche noget gnaven, men hun havde set frem til netop dette besøg i lang tid, og nægtede at lade sig slå ud af lidt koldt vand på jorden. Turen var til at starte med noget besværlig, men da hun nåede den lille blå havelåge, som markerede indgangens til familiens have, blev det hele straks en tand nemmere. Sneen var muligvis ikke ryddet hele vejen op til havelågen, men synet af Emrys der gjorde sit ypperste for at det skulle ske, fik øjeblikket smækket et smil på den forfrosne piges læber. Til at starte med, et af den slags smil gensynsglæde kombineret med morskab skaber, men det ændrede sig snart til noget mere lusket.
Så lydløst som overhovedet muligt, samlede vinterlandets prinsesse sig en håndfuld sne, som erfarent blev presset sammen til en snebold. Mangt en krig mod Emrys var blevet udkæmpet med sne, og det ville da være en skam ikke at holde fast i netop denne længerevarende tradition. Da skytset var gjort klar, blev den første af boldene rettet direkte mod Emrys' røde lokker. Den triste sandhed var dog, at Psyche aldrig havde været god til at sigte, og således ramte en del lavere end oprindeligt tiltænkt.

Mens hun lod Emrys få lidt tid tid at løsrive sig fra arbejdet og opfatte hvad der foregik, klemte hun sig ind i haven, og vinkede smilende til Anwen, som hun havde en klar forventning om, havde set hende komme gående og samle sne til at kaste mod Emrys. "Hvor kommer alt den sne dog fra? I London ville man skulle hugge naboernes, bare for at have halvt så meget" Direkte forbi hilsnerne, og direkte til familiært sludder. Det var sjældent tiden blev spildt på at sige pænt goddag til nogen i familien Cadwallader. Med en hjemmevant mine, lod Psyche sin taske dumpe ned i sneen. Et karakteristisk bump, afslørede at den var en del tungere end den så ud, men med den vidtstrakte benyttelse af udvidelsesbesvægelser, ville det næppe overraske nogen.
Da hun et kort øjeblik havde glemt alt om Emrys, og den krig hun havde startet mod ham, satte hun kursen mod Anwen for at hilse ordentligt på

TAG: Emrys Cadwallader
STATUS:Færdig!
OUTFIT: click!
NOTES: Det er noget kortfattet, men min computer har anskaffet sig vanen "at fryse", så jeg vil helst ikke risikere at det hele pludselig forsvinder :3

[Emrys Cadwallader]

And they painted the snowflakes red

- they brought their brushes back to the white Wonderland of their childhood once again

Idet en snebold ud af det blå faldt ned i den uberørte sne foran ham, kunne en forundret Emrys ikke lade være med at se i dens retning, og han lod øjnene glide op imod den blå havelåge. Det velkendte syn af Psyche, der strålende som altid kæmpede sig vej ind i deres lille snelandskab, fik ham til at tabe skovlen med den konsekvens at en sky af sne rejste sig og han smilte stort. En bold, der var et par meter for kort, kunne kun stamme fra hende og kendte han hende ret, var det en subtil men direkte udfordring til en sneboldkamp. Når den kom fra hende, kunne han ikke sige nej. Han ville have revanche for den kamp han tabte for et par år tilbage, og som stadig nagede ham. Han grinede uvilkårligt for sig selv og lod skovlen blive liggende i sneen, imens han lydløst samlede en bunke sne op uden at slippe hende med blikket. Som altid så hun intet mindre end vidunderlig ud, og sneen fik hende til at fremstå for Emrys’ indre blik som isdronningen fra eventyrkongen Andersens eventyr af samme navn. Hun havde i al fald fået sat en blivende splint i hans hjerte, og han nød alle de forskellige fysiske reaktioner gensynet fik til at vælde op i ham. Han priste sig selv lykkelig for at varmen fra det hårde arbejde stadig sad i kinderne, så eventuel rødmen ikke ville kunne spores, og han fortsatte med forsigtigt at varme det fine sne til en bold, idet Psyche gik i retning mod hans mor.

Anwen havde allerede opdaget deres gæst og vinket til hende, da hun stod ved lågen og gjorde sit kasteskyts mod Emrys klar, og hun havde med vilje valgt at tie for ikke at ødelægge overraskelsen. Hun havde måttet undertrykke et lille fnis idet hendes søn opdagede boldens afsender og med et perplekst blik tabte skovlen ned i sneen, og hun rejste sig fra bænken med spredte arme for at give Psyche et stort kram, idet hun nåede over til hende. Hendes utraditionelle hilsen fik hende til at grine varmt, og hun svarede først da hun havde sluppet hende igen. ”Det må du nok spørge om! Jeg er efterhånden begyndt at tro at Julemanden har besluttet sig for at flytte hertil fra Grønland og har taget al sneen med, sådan som vi er blevet forvandlet til en stor kælkebakke.” sagde hun stort smilende, og så nysgerrigt på tasken, idet den faldt til jorden med et hørbart dump. ”Det er farligt at sige den slags til en dommer, min ven. Jeg håber nu ikke dine naboers sne ligger dernede, så meget som den vejer.” drillede hun hende, i højt humør som altid. ”Men hvor er det dejligt at se dig igen. Jeg var helt bekymret for om du havde glemt jeg gamle kone, så længe føles det siden du har været herhjemme på besøg.” indskød hun og gav hende et varmt moderligt smil, imens hun så hen over hende. ”Og hvor ser du dog fantastisk ud, kære! Selv Morgana le Fey ville føle sig som et afpillet æble i sammenligning med dig. Men du må fryse i de gevandter. Lad os få jer to indenfor, så du kan få varmen tilbage. Vi har både toddy og varm æblekage. Jeg skal godt nok afsted til høring om lidt, men du har Emrys' uforlignelige selskab til kagen.” bemærkede hun glad og havde halvt vendt sig for at gå mod døren, før en snebold ramte Psyches venstre ben. Emrys smilede varmt til hende, idet han børstede sneen af sine handsker.

"Velkommen til det lille vinterpalads. Husker jeg ikke meget galt, eller vandt du ikke over mig for et par år siden? Er det ikke på tide at se om du stadig formår at holde formen?”

[/b] bemærkede han med et stort smil og gik hen til hende. Godt nok havde han med vilje ikke kunnet kaste så godt, fordi han havde været distraheret af hende, og i år blev det bestemt ikke nemmere, kunne han godt mærke. Hjertet havde allerede sat tempoet og hans krop var vist ude af stand til at følge med. Hans mor kastede drillende en håndfuld strøsne efter ham som svar på angrebet, hvorefter hun fniste let. ”Apropos form, er den sneskovl derovre en vældig god måde at understrege din egen flotte form på. Der er stadig lidt sne tilbage.” drillede hun ham, og da han rødmede let over at hans mor påpegede den slags overfor Psyche, lagde hun en arm om livet på ham, smilede beroligende og lo over imod Psyche. ”Han så nydelig ud da han skovlede sne, ikke sandt, Psyche?” spurgte hun leende.
[/blockquote][/justify]

[Psyche Guillotine]

Snowflakes that stay on my nose and eyelashes
Those are a few of my favorite things

Psyche lod sig hjemmevant blive trukket ind i Anwens favn, og gav som altid et kram retur. At blive modtaget af Anwen var altid som at blive modtaget af hendes egen mor, og eftersom hun ikke længere have en mor, ja faktisk knapt nok havde bare en forælder, satte hun som aldrig før pris på Anwens varme. Da Anwen igen gav slip på Psyche, og begyndte at tale, ventede hun pænt indtil hun havde talt ud. Ligesom Emrys havde hun det med at snakke en del, men hun var dog ikke i nærheden af det verbale vandfald man ofte fik fra Emrys, og eftersom hun for længe siden havde vænnet sig til at man måtte vente på at Emrys talte ud, var det intet problem for hende, at lade den kære gamle Anwen tale så længe hun ville. Damen havde trods alt, en mors behagelige stemme, og Psyche tvivlede på at hun nogensinde ville blive træt af at lytte til den. "Åh nej dog, hvis jeg ville have sne kan jeg jo bare komme hertil. Det er skam julegaver der vejer mig ned, men jeg vil da ikke sige at sneen hjælper særligt meget på det" Psyche børstede sne af sin skulder, før hun fortsatte "Det er også længe siden jeg har været her, men hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne glemme dig gamle kone? Hvis ikke man vidste bedre, skulle man jo tro du også var min mor" Bemærkningen om Morgana fik Psyche til at le kort "Muligvis, men Morgana ville virkelig også have været en gammel dame nu, hun ville jo…" Psyche stoppede da en snebold ramte hende lår, og fik hende til at vende sig for at se undrende på Emrys.
Et smil kom dog snart frem på hendes læber igen, og selvtilfredsheden var mere end tydelig i hendes svar "Kæreste Emrys, jeg slog dig ikke bare, jeg lammetævede dig for nogle år siden. Så vidt jeg husker sad jeg faktisk ovenpå dig, da du endelig overgav dig. Tro mig, jeg kan sagtens gøre det igen" Mens hun talte havde hun taget de sidste skridt hen til Emrys, og som en bizar afsluttende bemærkning, prikkede hun ham på næsen med sin pegefinger. Psyche var ikke et øjeblik i tvivl om at hun kunne vinde, men dette skyldtes udelukkende, at hun stolede på at Emrys’ ville være en gentleman som altid, og ikke give hende alt hvad han havde, selv ikke hvis det betød at han tabte. Og ellers, var hun jo udmærket klar over præcist hvor distraherende hun kunne være, hvis hun virkelig ville.
Endnu en gang tiltrak Anwen hendes opmærksomhed, og hun så på hende med et kæmpe smil "Mere end bare nydelig. Jeg tror godt jeg kunne vende mig til at se på arbejder-Emrys frem for kontor-Emrys" Bemærkede hun, før hun igen vendte blikket mod Emrys og smilede varmt til ham "Men nu er det jo heller ikke så ofte jeg ser dig arbejde på den måde, måske skulle du overvejer et karriereskift? Du kunne jo blive…." Psyche stoppede kort op for at tænke sig om, men var hurtigt tilbage med svaret på det spørgsmål hun havde måttet stille sig selv. Hvilket job ville klæde Emrys, hvis det ikke skulle være i ministeriet? "Dragetæmmer? Du kunne også prøve forbandelsesbryder, men det tror jeg du er for blød til… Så hellere dragetæmmer" Hun puffede drillende til Emrys og smilede op til ham. "Wilietæmmere og dragetæmmere er jo egentlig ikke så forskellige som man skulle tro"

TAG: Emrys Cadwallader
STATUS:Færdig!
OUTFIT: click!
NOTES: Så er min computer rigtigt tilbage igen… Undskyld for forsinkelsen…