|
Post by Simon Lithgow on May 29, 2012 22:25:34 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Matthew Blythe ~ Outfit: Here
Simon hævede begge øjenbryn en anelse over Matthews reaktion, før han forsøgte at købe sig selv tid ved at tage en bid fisk og stirre ned på selvsamme. Det virkede naturligvis ikke rigtig og han endte blot med akavet og utilpas at synke maden, uden mere øl at skylle den ned med. Rystende på hovedet til det første spørgsmål klarede han halsen lidt og hævede sin venstre hånd, for at klø sig på halsen, imens han skar en vag grimasse. ”Jeg så hende forleden på kedlen. Hun er blevet lyshåret. Men nej, ingen regelmæssig kontakt ligefrem. Jeg ved det sgu ikke...” Utilpas og endnu med de alt for levende billeder på nethinden tog han sig lidt i nakken og forsøgte at huske hvordan det egentlig var sket, at han var endt på Diagonalstræde med Mary i armene.
Endnu en grimasse fulgte, før han tog en dyb indånding. ”Hun kom hen til mig – og hun så virkelig godt ud, du gør dig ingen ideer – jeg ved fandme ikke hvordan, men før jeg så mig om havde jeg halet hende væk derfra og vi stod midt i det hele udenfor og... Ja så skete det bare. Hun kyssede mig, jeg kyssede hende og... Og så gik hun.” Han så lettere desorienteret på Matthew i et øjeblik, før han rystede på hovedet og rynkede panden. ”Tror du at hun og... Annabel har gang i en hemmelig konspiration om ikke at lade os glemme noget? Nej. Glem at jeg spurgte om det. Det var lige så meget min egen fejl. Mere, formentlig.”
|
|
|
Post by Matthew Blythe on May 29, 2012 23:58:11 GMT
When you have eliminated the impossible ...whatever remains, however improbable...must be the truthTag: Simon Lithgow ~ Wearing: This Matt nikkede og indskød en kort bemærkning "Hun er også ret svær at overse dernede. Jeg mente nok det var hende der stod dernede ind i mellem. Sammen med hende den anden Løve jeg ikke kan huske hvad hedder." han holdt blikket på Simon hen over bordet, selvom den anden tydeligvis ikke var helt komfortabel med situationen. På samme tid kunne han dog levende sætte sig i hans sted hvilket fik hans blik til at forblive alvorligt, selvom det stadig trak lidt i hans ene mundvig.
Han blev siddende lænet lidt ind over bordet og lod Simon tale uden at afbryde og stadig uden at slippe ham med blikket, mens han forsøgte at lure om den anden var så brødebetynget ved situationen som han forsøgte at give udtryk for. Forvirret var i hvert fald sikkert og han skar en lille sympatiserende grimasse før Simon tav et øjeblik.
Annabels navn fik ham til at rette sig lidt op, og den sidste rest af et smil forsvandt øjeblikkeligt fra hans læber, mens hans øjenbryn trak lidt nedefter igen "Du mener at vi skal stege herfra og til Dommedag?" spurgte han tørt og trak på skuldrene før han selv tømte sit glas og med det købte sig tid nok til at tænke lidt "Jeg ved det ikke, men det er lidt for nemt at tro det ind i mellem." han tog en dyb indånding og havde et par brune øjne med tilhørende krøller og smil stående alt for tydeligt for sit indre blik da han igen løftede hovedet og så på Simon "Uanset er Anna taget tilbage til Portugal og jeg ser hende næppe igen." han smilede svagt uden at det nogensinde nåede i nærheden af hans øjne "Mary er ikke i Portugal, trods alt." han rynkede panden og så spekulativt på vennen "Hvis hun kyssede dig først, så er du nok ikke den eneste der ikke er helt færdig med sagen. Sagde hun noget efter du havde hevet hende ud fra den fest?"
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 30, 2012 13:11:46 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Matthew Blythe ~ Outfit: Here
Simon nikkede, rynkede lidt på næsen og så ud af det lettere støvede vindue. ”Juniper,” svarede han ligegyldigt. Hun havde ingen betydning for ham, men de havde trods alt gået i klasse sammen lige så meget som han og Mary havde. Han var ikke sulten mere, men havde nærmere en smule kvalme, som bestemt ikke blev hjulpet på vej af samtaleemnet.
Hele tiden figurerede hun i hans tanker og han konkluderede komplet for sig selv, at det havde været en fejl overhovedet at opsøge hende for at sige undskyld. Det havde åbnet op for alt det usagte, anspændte og ellers urørlige, som han havde haft låst inde, stoppet langt væk og næsten – men kun næsten – havde glemt. Nu stod hun levende i hans minder igen og han lukkede en enkelt bitter overvejelse ud i luften, før han trak den halvt tilbage igen og rynkede panden mærkbart. Matthews svar fik ham til at se op igen og han besvarede ikke det vage smil, rystede blot lidt på hovedet og løftede sin hånd igen, denne gang for at klø sig i skægstubbene på den ene kind. ”Hun kunne lige så godt være i Portugal,” bemærkede han fortrydeligt, før han klarede halsen igen. ”Hun sagde... Hun sagde at jeg skulle holde op med at undskylde. Men jeg ved ikke om hun er... Hun kom med en eller anden idiot og jeg skal afsted i morgen. Jeg ved fandme ikke hvad jeg skal stille op, mand. Hun er virkelig smuk. Virkelig smuk.”
|
|
|
Post by Matthew Blythe on May 30, 2012 14:14:29 GMT
When you have eliminated the impossible ...whatever remains, however improbable...must be the truthTag: Simon Lithgow ~ Wearing: This Matt nikkede kort til navnet Simon gav ham, uden at stoppe op og uden at interessere sig syndeligt for pigen han selv havde nævnt og betragtede i stedet vennen indgående og nikkede til sidst mod det tomme ølglas foran ham "Opfyldning?" spurgte han kort og rynkede brynene med en snert af bekymring.
Hvad Simons tanker kredsede omkring behøvede man ikke være tankelæser for at kunne se og Matt havde en underlig følelse af, at de sad lidt for meget i samme båd og så alligevel overhovedet ikke. At der var mange sammentræf var i hvert fald sikkert og han skar en grimasse da Simon talte igen "Jeg ville godt bytte.." røg det ud af ham før han nåede at tænke over det. Hans blik flakkede hurtigt over den spontane indrømmelse og han så hurtigt væk, rømmede sig og holdt mund for ikke at sige mere, mens Simon fortsatte.
Han løftede hånden og kløede sig i nakken et øjeblik, mens han så alvorligt på vennen og ville ønske han havde nogle gyldne råd at give videre. De dukkede dog ikke op og han endte med at trække let på skuldrene med antydningen af et smil "Hun er smuk, tjek. Jeg tror den er på plads efterhånden." han rynkede brynene igen mens han fortsatte "Skriv til hende?" han skar en grimasse "Sagde ham der har skrevet de første femten breve der er endt i papirkurven, men.." han gjorde en kort pause og gjorde ikke sætningen færdig "Det lyder ikke ligefrem som om du blev afvist?" han blokerede hårdnakket for sine egne tanker da han var lige ved at opfordre Simon til at tage den chance han ikke selv havde haft modet til at tage, selvom der heller ikke ligefrem havde været nogen afvisning mellem ham selv og Annabel.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 30, 2012 15:46:15 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Matthew Blythe ~ Outfit: Here
Matthews spørgsmål udløste et nik, før Simon kastede et blik efter servitricen og pegede på de to glas. Reaktionen var umiddelbar og ikke en han tog sig synderligt af. Han var mere optaget af emnet og hævede begge øjenbryn en anelse. Dog kommenterede han ikke på det, der undslap vennen, men trak blot antydningsvist på skuldrene. Det var betændt, emnet, og aldeles ikke det mest behagelige eller nemme, for de vidste begge to at deres situation mindede uhyggeligt meget om hinanden. Alligevel fortsatte han en anelse sammenbidt og tenderende desperat, før han endte med at se tomt ud i luften.
To kolde øl landede foran dem og Simon takkede relativt ligegyldigt, imens pigen tog de tomme glas og forsvandt igen. Han vendte blikket tilbage imod Matt og himlede med øjnene, uden helt at kunne lade være med at smile. ”Det er hun fandme,” mumlede han dæmpet, uden tilsyneladende at være tilfreds med det faktum. Et lavmælt fnys forlod ham over indrømmelsen og han trak på skuldrene. ”Ikke denne gang... Næste gang...” Endnu et skuldertræk og han hævede sit friske glas. ”Skål på umulige kvindfolk. Delaney og hendes hysteriske mor inkluderet.”
C L O S E D
|
|