I don't want to loose myself to Jenny

[Meredith Abbey]

feet don't fail me now, but take
me to the finish line

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Et enkelt åndedrag og så var ordene ude. Det var muligvis den dummeste beslutning hun nogensinde havde taget, men det havde presset sig så meget på og var kommet til hende så naturligt, at hun ikke havde prøvet på at hindre det i at slippe ud. For det var sandt. Det var hun slet ikke i tvivl om, selvom det havde været svært at indrømme det overfor sig selv til at starte med. Hendes øjne brændte sig ind i Simons ryg og sekunderne der gik føltes som timer.

Hun vidste ikke hvad hun havde forventet – måske at det var hende der blev den der fik lov til at gå, som hun havde gjort det den forårsdag ved søen for så længe siden. Hun havde i hvert fald ikke forventet at hun skulle se Simon fortsætte som om hun ikke havde sagt noget og det efterlod hende stående hvor hun var, med en insisterende følelse af at være idioten i det hele. Og det gjorde ondt. Det var urationelt, det vidste hun, men alligevel brændte det og i et øjeblik eller to sved hendes øjne faretruende.

Hun spændte kæben hårdt, knyttede hænderne imod sine lår og tvang sig selv væk. Uden at tænke over det, satte hun kursen direkte imod baren og så snart bartenderen placerede et glas whiskey foran hende, tømte hun det i et hug. Hun var splitsekunder fra at bede om en ny, men nåede det aldrig før en hånd lukkede sig om hendes håndled og flåede hende brutalt med i en transferens. Hun havde ikke i øjeblikket nået at opfange hvem eller haft tiden til det og det var heller ikke det første hun gjorde, da hun pludselig befandt sig udenfor.

I stedet vaklede hun faretruende i et øjeblik, med voldsom kvalme over transferensen hun ikke havde vidst ville komme. Hendes hoved snurrede ubehageligt og i et øjeblik lod hun øjnene falde i og trak vejret tungt ned i lungerne, for at få styr på sig selv igen. Så snart et enkelt ord brød stilheden, var hun dog ikke i tvivl om hvem der havde grebet fat om hendes håndled og hun stirrede vantro på ham i et langt øjeblik. Hendes blik faldt til kappen han holdt frem, tydeligvis hendes egen, og det overrumplede ansigtsudtryk forsvandt ikke ligefrem af den grund. Nattevinden var kold imod hendes nøgne hud og uden at tage blikket fra ham, tog hun imod den og svang kappen over skuldrene. "Hvad laver du?" endte hun med at spørge, dels fordi hun ikke kunne finde på andet, men også fordi hun ikke turde andet. Tonefaldet var ikke anklagende, men nærmere åndeløst og varsomt.

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Beslutningen var vanvittig impulsiv og måske ikke den mest gennemtænkte eller fornuftige, men Simon havde brug for at komme langt væk fra Delaney-familiens fest, nysgerrige øjne og alt hvad der fulgte med. Da først de stod der på Diagonalstræde og han slap hendes arm igen, gik det op for ham at han ikke havde overvejet de rent fysiske følger for Mary og et enkelt ord forlod ham, før han tilbød hende kappen. De stod ikke langt fra hendes lejlighed, men han gjorde absolut ingen mine til at flytte sig fra den tomme gade. I stedet svang han blot synkront sin egen kappe over skuldrene og lukkede den, afventende hvorvidt hun ville dreje direkte om på hælen og udvandre eller transferere igen – eller rent faktisk blive stående.

Da det blev tydeligt, at det var den sidste situation han befandt sig i, stivede han atter engang sig selv lidt af og tog en dyb indånding. Han rynkede panden, betragtede hende med et lettere flakkende blik og ledte i et øjeblik efter ordene, selvom han egentlig udmærket vidste hvad han ville sige. ”Jeg blev nødt til at komme væk,” svarede han, nærmest undskyldende og tydeligt alvorlig. ”Undskyld.” Den konstante gentagelse af det ene ord skurrede efterhånden temmelig irriterende i hans eget hoved og han skar en diskret grimasse. ”Der kan du se. Intet er anderledes. Jeg er stadig bare ham, der altid træder i spinaten og beder om din tilgivelse,” mumlede han, en anelse anstrengt.

[Meredith Abbey]

feet don't fail me now, but take
me to the finish line

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

I nogle øjeblikke snurrede det ubehageligt for Mary og hun frygtede momentært at hendes aftensmad ville komme op igen. Efter nogle få sekunder aftog kvalmen dog heldigvis en anelse og hun åbnede øjnene igen, blot for at se Simon står lige overfor sig. Hun skuttede sig en enkelt gang under kappen og så fortsat varsomt og lettere nervøst på ham, stadig fuldstændigt overrumplet over at han havde hevet hende med på den måde.

Ordene der undslap hende, var det eneste hun kunne komme på, men så snart han svarede på det, flakkede hendes blik væk fra hans ansigt og hun opgav at modstå impulsen til at krydse armene over brystet længere. "Det er det vel ikke," endte hun med at svare og tvang sig selv til at se ham i øjnene igen. Hun var ulideligt bevidst om det hun impulsivt havde fortalt ham for ikke længe siden og at han havde gjort nøjagtigt det samme. Hun lod armene falde igen og rynkede lidt på panden. "Hvorfor tog du mig med herud, Simon?"

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Jorden under Simon føltes usikker, men han var udmærket klar over at det lå i hans eget hoved og intet havde noget at gøre med at brostenene lå mindre fast end de plejede. Han tog endnu en dyb indånding, sænkede blikket til hendes krydsede arme og lykkedes først med at tvinge det op igen, da hans navn lød i luften imellem dem igen.

Spørgsmålet var et af den slags, der var nemt at stille, men ufattelig svært at besvare og han kastede et enkelt flygtigt blik ned af vejen, før han klarede halsen og besvarede et med et andet. ”Hvorfor kom du hen til mig?” Han hævede begge øjenbryn, samlede kappen en anelse om sig selv og mærkede atter engang sit blik flakke, på trods af hans relativt stædige forsøg på rent faktisk at se hende i øjne. ”Jeg savner dig,” gentog han. ”... Og jeg havde lyst til at slå ham idioten, der kom med dig, ned.” Indrømmelsen medbragte underlig lettelse, men også en ny skyldfølelse, der var aldeles uvelkommen. Han hang ved hendes læber, konkluderede at de også var røde i svagere belysning og sank en enkelt klump. ”Undskyld...”

[Meredith Abbey]

feet don't fail me now, but take
me to the finish line

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary følte sig både svimmel over transferensen og den mængde alkohol der var i hendes blod. Havde det ikke været for sidstnævnte, ville hun dog også næppe være gået over til Simon til at starte med og slet ikke være endt i den situation hun lige nu stod i. Da han svarede på hendes spørgsmål med et lige tilbage, vidste hun lige så lidt hvad hun skulle svare, som hun havde gjort første gang han stillede det og af samme grund endte hun med helt at lade være med at svare, da han fortsatte.

Hendes hals føltes tør, på trods af at det sidste hun havde gjort inden han havde transfereret dem væk, var at tømme et glas med whiskey i en mundfuld. Hun rynkede på panden over hans ord, fiskede i sin hjerne efter et svar og endte med kun at komme frem til et lavmælt: "Stop med at blive ved med at undskylde."

Der var i det øjeblik et eller andet der greb i hende og hun handlede helt instinktivt da hun trådte frem, lukkede hånden omkring hans nakke og kyssede ham. Alle alarmklokker ringede og bad hende komme væk i en fart og fortalte hende at det var fuldstændigt vanvid det hun havde gang i, men hendes krop reagerede uafhængigt af hendes hjerne. Alligevel endte det dog med at hun brød væk igen med et lavmælt gisp. Hurtigt tog hun hånden i hans nakke til sig igen og spærrede øjnene en smule op, vitterligt overrasket over sig selv. "Jeg.. Undskyld."

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Simon hævede begge øjenbryn en anelse ved Marys dæmpede ordre og sænkede blikket skyldbevidst igen, med en svag antydning af et smil over at hun valgte at irettesætte netop det, som han lige havde pointeret at han gjorde hele tiden og konstant. Selve smilet var dog væk igen lige så hurtigt som det var kommet igen og sekundet efter lå hendes hånd da også i hendes nakke og hev ham ned, tættere på og...

Han stivnede komplet overrumplet over følelsen. Netop de røde læber, som han havde været instinktivt draget af hele aftenen formede sig efter hans og et sekund efter at hun havde indfanget ham, mærkede han halvt ubevidst sig selv kysse hende igen med øjne, der på en eller anden måde var faldet i. Fornøjelsen var dog temmelig kortvarig og ligesom Mary, tog han en hastig indånding og spærrede øjnene op igen. Ufrivilligt forlod en nærmest munter lyd ham, selvom han stadig så forbavset på hende og han forsøgte da også at skjule det i en tydelig klaren af sin hals. ”Ehm,” forsøgte han sig, uden helt at vide hvad helvede han skulle sige. ”Du skal ikke undskylde.” Han hævede sin egen hånd for at stryge den over sin egen nakke, der hvor hendes havde været og betragtede hende, endnu lettere mundlam. ”Det var ikke ubehageligt...”

[Meredith Abbey]

feet don't fail me now, but take
me to the finish line

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary havde ingen anelse om hvad det var der greb i hende, da hun impulsivt lod sin hånd finde om bag Simons nakke, trådte helt frem og pressede sine læber imod hans. I nogle få sekunder var følelsen af hans læber imod hendes det eneste hun kunne tænke på, lige før alarmklokkerne begyndte at ringe og hun overrumplet brød væk fra ham igen, med et nærmest forskrækket ansigtsudtryk.

Uden overhovedet at tænke over det, gjorde hun lige netop det, hun havde bedt Simon om at lade være med for lidt siden og mærkede meget ukarakteristisk sine kinder blive varme. Febrilsk ledte hun efter et eller andet at sige, men fandt at der absolut ikke var noget som helst hun kunne gøre for at redde det hun havde gjort og hun var overbevist om at hun stadig kunne mærke hans læber imod sine egne.

"Jeg skulle ikke have..." endte hun med at sige, uden helt at kunne afslutte sætningen. Et eller andet sted havde hun uendeligt meget lyst til bare at dreje om på hælen og gå direkte hjem, men hun kunne ikke få sine fødder til at flytte sig. På en eller anden måde havde hendes instinkter forrådt hende og nu stod hun der og følte sig temmelig udsat. "Jeg..." begyndte hun igen, men kom heller ikke videre derfra. "Det var..."

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Simon så ned på Mary, i et øjeblik med let adskilte læber og smagen af hende og af whiskey prominent for en kort bemærkning. Hans mundvige sitrede en smule, men noget reelt smil blev det aldrig til. Hendes usikkerhed blev spejlet direkte af ham, men han var alligevel ikke nær så utilpas, som før hun brød den fysiske afstand imellem dem. Der lå stadig så meget andet der og blokerede, men den sitrende følelse af nærkontakten var prioriteret højt i hans tankebaner og han kunne umuligt lade være med at tænke på at gentage det, på trods af en stemme i hans hoved, der råbte op om at opgive foretagendet øjeblikkeligt og komme væk derfra.

Forsigtigt løftede han den ene hånd, for at stryge en hårtot om bag hendes ene øre. Han klarede halsen lavmælt, tog en dyb indånding og sparkede sig selv i gang. ”Var det forkert?” Han rynkede panden en anelse, kastede et blik ned af gaden og tøvede, før han droppede at sige noget fornuftigt og blot fulgte hendes tidligere eksempel ved at lukke sin hånd i et insisterende greb omkring hendes nakke og bøje sig ned. Han fandt hendes læber krævende, nægtede at tænke og nægtede at lade hende tænke, fordi ingen af dem tydeligvis fik noget som helst ud af det. I stedet berigede han sig selv med følelsen af Mary, tæt, tæt på og så uendelig meget ligesom han huskede hende – og alligevel helt anderledes. Da han rent faktisk brød væk med et dæmpet gisp og en lettere anstrengt vejtrækning, var det uden helt at lade sin hånd falde. Hun var lige der og han vidste næsten ikke om han var blevet vanvittig, havde foretaget en tidsrejse eller rent faktisk stod hvor han gjorde. ”Undskyld,” gentog han lavmælt, igen med en svag trækning i sine mundvige, imens han instinktivt lod sin tommel stryge let hen over den bløde hud, der lå under den.

[Meredith Abbey]

feet don't fail me now, but take
me to the finish line

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Marys hjerte hamrede i brystet på hende og hun formåede på ingen måde at få sagt noget der gav mening og det lod heller ikke ligefrem til at det ville lykkedes for hende foreløbig. Det var så forkert, men alligevel havde hendes hjerne sendt tydelige signaler til hendes krop om hvordan den skulle handle, uden hun selv var helt klar over det. Endnu engang stivnede hun, da Simon rakte frem og strøg en hårlok om bag hendes øre og hendes blik flakkede over hans ansigt.

Spørgsmålet Simon stillede, var ét hun ikke havde nogen anelse på hvordan hun skulle få svaret på, selvom svaret var lige der på spidsen af hendes tunge. Hun nåede dog heller aldrig komme til det, før Simon havde lukket hånden omkring hendes nakke og øjeblikket efter mærkede hun igen hans læber imod sine. Uvilkårligt mærkede hun sig selv gengælde kysset, mens den ene af hendes hender fandt op i hans nakke igen og den anden krummede sig let imod hans side.

Da han brød væk igen, trak hun vejret dybt ned i lungerne uden at give slip på ham, eller at åbne øjnene endnu. Først da et efterhånden lidt for velkendt ord gled ud over Simons læber, gjorde hun lige netop det og så direkte ind i hans blå øjne, uden helt at kunne få sig selv til at give slip. "Nej," svarede hun lavmælt, uden at det egentlig gav synderligt meget mening. I stedet krydsede hun bare den minimale afstand mellem dem og pressede læberne mod hans igen.

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Simon kendte ikke selv svaret på sit spørgsmål og fornemmede temmelig tydeligt, at det samme gjaldt Mary. Det føltes ikke forkert; hendes bløde læber imod hans, men alligevel var der så uendelig mange grunde til, at han ikke burde stå der. På trods af alle de grunde og fordi han slet ikke kunne lade være, udfyldte han stilheden imellem dem, ved at bøje sig frem og afkræve hende endnu endnu et kys. Han krummede fingrene i hendes nakke, fyldte sine sanser med Mary og druknede sig selv i den fortabelse, der lå lige der, uden at skænke det en tanke, at han selv endte med spor af hendes udtværede røde læbestift.

Med en puls, der spænede af sted, let udvidede pupiller og skilte læber, så han ned på hende. De lukkede øjne og det udtryk hun havde i ansigtet, så opslugt af det, der lige havde været, kom han til at smile ganske svagt. Han mumlede et enkelt ord, strøg sine fingre over de korte, lyse nakkehår og rynkede panden ganske svagt over hendes svar, uden at protestere, da hun krydsede de få centimeter og fangede hans læber igen.

Det var koldt, hvor de stod, men Simon mærkede ikke kulden. Han havde en varm kvinde i sine arme og kunne umuligt abstrahere fra præcis hvilken. At de ikke kunne blive, hvor de var, var fjernt i hans tanker, underprioriteret i forhold til det velkommende i hendes duft i hans næse, hendes lænd under hans ene hånd og den berusende følelse af hendes læber imod hans. Da han endelig måtte have luft endte han med sin pande hvilende imod hendes og en hurtig vejrtrækning. ”Mary,” sagde han dæmpet med blikket fanget i hendes og uden skyggen af smil på sine læber. ”Du burde stikke af...”

[Meredith Abbey]

feet don't fail me now, but take
me to the finish line

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary havde på ingen måde forudset den drejning aftenen havde taget og at hun nu stod i Simons arme med sine læber presset mod hans, var fuldstændigt surrealistisk og slet ikke til at forholde sig til. Ikke desto mindre, fandt hun alligevel at hun villigt kastede sig ud i det. Hun følte sig en anelse svimmel, på en måde der dog ikke decideret var dårlig og uden at være klar over det, krummede hendes fingre sig lidt mere sammen i hans nakke, som deres læber skiltes og hun i stedet endte med sin pande mod hans.

Hendes vejrtrækning var hurtigere end normalt og da hun åbnede øjnene, var det for at se lige ind i Simons, velkendte, lyse øjne. Hans ord fik hende til at stivne en anelse og et eller andet sted vidste hun at han havde helt ret og at det var lige netop det, hendes hjerne havde forsøgt at overbevise hende om lige siden hun først havde rejst sig fra stolen.

Et fnys, der lige så meget var et suk, undslap hende og temmelig modvilligt tvang hun sig selv til at løsne grebet om hans nakke og bryde kontakten i mellem dem, mens hendes tanker cirkulerede tilbage til deres samtale tidligere på aftenen. "Ikke alt har forandret sig," kom det lavmælt fra hende og hun knyttede ubevidst hænderne imod sine lår, fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre af dem. Mary tog en dyb indånding, med en svag rynke aftegnet på panden og fortsatte så. "Hvis der nogensinde kommer en dag, hvor jeg ikke burde stikke af, så find mig igen." Hun tøvede et øjeblik og virkede som om hun havde tænkt sig at tilføje mere, før hun alligevel ombestemte sig, trådte et skridt frem og placerede et kys imod hans kind. "Farvel Simon..." Hun kastede et enkelt blik på ham, tvang så sig selv til at dreje om på hælen og gå.

O U T

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Mary var alt for varm under hans fingre og den røde kjole, der var halvt skjult for hans blik af kappen. Alt for meget mindede hun Simon om det han forlængst havde sagt farvel til, men aldrig rigtig accepteret afslutningen på og hans indre var et virvar af konfliktfyldte følelser omkring hende og omkring fortiden. Hans pande hvilede imod hendes i en anspændt tavshed og blikket, der lå i hendes grågrønne øjne, kunne ikke udtrykke forvirringen og konflikten. Ikke nok. Han var ikke lavet af sten, men visse dele af ham reagerede ufrivilligt på kontakten imellem dem og frembragte flere rynker i panden på ham, uden at grunden ville være klar for Mary. Heldigvis.

Som hun brød fri fra ham, efter den lettere anstrengende advarsel, rettede han selv ryggen. Han var forberedt på, at hun ville gå, sådan som han lige selv havde opfordret hende til, men han var ikke forberedt på ordene med hvilke hun tog sin afsked. Han hævede begge øjenbryn, mærkede sin kæbe fald en anelse og løftede den ene hånd til sin kind, da først hun var drejet om på hælen. ”Farvel,” sagde han tamt, højt nok til at blive hørt på den tavse gade, men alligevel relativt dæmpet. Han så efter hende i et langt øjeblik, fugtede sine tørre læber i den kolde aftenluft og tog til sidst en dyb indånding, før han selv vendte sig og satte kurs imod ”den utætte kedel” og deres pejs – eller whiskey.

CLOSED