|
Post by Simon Lithgow on May 19, 2012 9:40:46 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here
Selvfølgelig var han fuld. Eller beruset. Mildt beruset, i hans egen optik, som han dumpede ned på en af de fløjlsbetrukne stole og slap et dybt suk. Han havde meget at tænke på, men intet af det var behageligt og han ville egentlig hellere undgå at overveje både sit ansvar overfor Matthew og tilstedeværelsen af hans ekskæreste til Delaney-familiens fest. Det sidste viste sig dog komplet umuligt, ikke mindst da han kastede et blik ud over selskabet og fik øje på hende igen.
De havde allerede udvekslet høflige hilsner ved begyndelsen, men det var også hvad det havde strakt sig til – og han vidste at de for så vidt var enige om, at det var rigeligt. Alligevel var det umuligt ikke at komme til at se på hende, når nu hun var lige der og han for en enkelt gangs skyld ikke havde undskyldt sig og var forsvundet i det øjeblik han så hende.
Han strøg en hånd igennem det korte hår og tog endnu en dyb indånding. ”Ufatteligt,” kommenterede han lavmælt for sig selv. Det var hvad det var. Ufatteligt, at han stadig ikke var kommet videre i sit liv på det ene punkt, selvom han var kommet så meget videre på så mange andre. Hans blik hang ved det lyse hår, i endnu et par lange sekunder, før han rystede lidt på hovedet af sig selv og i stedet så op i loftet.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 19, 2012 19:37:28 GMT
feet don't fail me now, but take me to the finish line
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Der var flere hun kendte til stede, men de fleste af dem ikke rigtigt nogen hun omgik andet end når de tilfældigt passerede igennem Den Utætte Kedel. Hun ville dog heller ikke engang være der, hvis ikke det var fordi, hun efter adskillige invitationer, endelig havde indvilliget i at tage af sted som nogens date, for første gang i temmelig lang tid. Hun var ikke helt så engageret som hun måske kunne have været, og havde egentlig ikke protesteret da han havde efterladt hende ved et bord, fordi han fik øje på nogle bekendte.
Det forstyrrende var dog, at hendes fokus det meste af tiden nærmere var rettet imod en helt anden person i al diskretion. Selvom hun havde prøvet ikke at gøre det, havde hun ikke kunnet lade være med at lade blikket søge ud over rummet efter Simon i tide og utide. Det var som om, han på en eller anden måde havde sneget sig ind i hendes liv igen, uden at han behøvede at være mere til stede end han havde været de sidste mange år og lige netop det faktum frustrerede hende.
Mary drejede glasset med den lyse rødvin lidt imellem fingrene, mens hun i stille sind håbede på at hendes ledsager ikke havde planer om at vise sig igen lige med det samme – mest af alt fordi hun havde dårlig samvittighed over egentlig ikke at være særligt interesseret. Endnu engang fandt hun, at hendes blik gled ud over rummet, blot for at gå i stå, da hun opdagede at lige netop den person hun havde søgt, i samme øjeblik sad og så tilbage på hende. Ubevidst stivnede hun en smule og stoppede med at dreje glasset mellem fingrene.
Det var først da Simon lagde hovedet tilbage og så op i loftet, hun formåede at trække blikket til sig og i et øjeblik stirrede hun stift ned i dugen. Det var langt fra det første glas vin hun havde drukket og det efterlod hende bestemt ikke helt ædru, hvilket nok var samme grund til at hun ikke mange øjeblikke senere fandt sig selv på benene, med kursen rettet direkte mod Simon – ikke at hun vidste hvad pokker det egentlig var hun havde gang i.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 19, 2012 20:18:35 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here
Han vidste det jo godt; hvorfor han havde flirtet med mere end fire kvinder i løbet af aftenen allerede, hvorfor han med vilje forsøgte ikke at indtage for meget alkohol og hvorfor han under overfladen var usandsynlig irritabel. Denne viden var dog ikke nogen form for lettelse, men nærmere en fuldstændig uoverskuelig kilde til frustration. Hun var lige der – og så var hun endda både skide smuk og sammen med en anden mand. Lige det drev ham til vanvid og han burde være skredet for længst, i stedet for at sidde og blive vred på verden i en lænestol, imens folk omkring ham fejrede den mest falske forestilling af en forlovelsesfest han nogensinde havde været vidne til. Det var dog nøjagtig hvad han gjorde og han hadede sig selv en hel del.
Blikket, der konstant ville hen i nærheden af det lyse hår og den røde kjole, forrådte ham for alvor, da hun opdagede det. Han vendte hovedet imod loftet, tog en dyb indånding og var klar til at gøre alvor af at forsvinde, da det gik op for ham, at hun havde sat retningen imod ham. Panikken spredte sig i hans berusede krop og han krummede fingrene lidt sammen, imens han fremdrog et temmelig besværet smil. Det formåede på ingen måde at nå hans øjne, men han var ligeglad. De vidste begge to at situationen var akavet. Han rejste sig op, skævede imod baren, hvor redningen i form af et solidt glas whiskey befandt sig, men blev stående hvor han var, indtil hun var der, foran ham i sin røde kjole med lige så røde læber, som han blev nødt til at lade være med at se på. ”Hej igen,” hilste han akavet, uden at række ud efter hendes hånd, der havde været blød i hans få timer tidligere, da han første gang blev tvunget til at anerkende hendes tilstedeværelse iblandt andre mennesker.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 19, 2012 21:07:24 GMT
feet don't fail me now, but take me to the finish line
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Mary var ikke blind; Hun havde set hvordan Simon havde været om sig i løbet af aftenen, selvom hun nødigt ville indrømme det. Faktisk burde hun være uendeligt ligeglad, men på trods af det, generede det hende alligevel uendeligt meget. Om det var lige netop det faktum sammen med at hun bestemt ikke var helt appelsinfri, der fik hende til at gribe sit glas og forlade det bord hun havde siddet ved, blot for at sætte kursen direkte imod Simon, vidste hun ikke.
Hun fortrød lige i det øjeblik han fik øje på hende og indså pludselig det idiotiske i det hun havde gang i, men tillod ikke sig selv at vende om, nu hvor han igen havde blikket rettet imod hende. Da han rejste sig, forventede hun halvt at han ville stikke af, men da det viste sig at det ikke var tilfældet, havde hun intet andet valg end at stoppe foran ham. Det trak en anelse op i hendes ene mundvig, uden at det helt blev til et fuldbyrdet smil. "Hej."
Mary rankede ryggen lidt og prøvede på at komme i tanke om, hvorfor det egentlig var hun ville derover til at starte med. Udover det åbenlyse, som hun egentlig ikke ville indrømme overfor sig selv. At hun ikke kunne holde tanken ud, om at der om lidt sikkert ville komme en ny kvinde forbi og hun endnu engang den aften skulle se på det. Hun rømmede sig en enkelt gang og drejede igen glasset lidt imellem fingrene. "Jeg ville ikke forstyrre," lagde hun tamt ud med og bed kortvarigt ned i sin underlæbe, før hun fortsatte, med det forsigtige, antydningsvise smil på læberne endnu. "Bare forhåbentligt finde en, der også mener at den her fest er temmelig forskruet." Hvad var det egentlig lige hun snakkede om? Mary vidste det ikke engang selv.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 19, 2012 21:22:25 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here
Simon havde en ubændig trang til at klø sig i nakken eller skægstubbene, men endte med bestemt at stikke sine hænder i lommerne, frem for rastløst at lede efter andre måder at beskæftige dem på. Hans alkoholprocent afhjalp ikke den ubehagelige, anspændte følelse i hans nedre maveregion og han måtte anstrenge sig, for at bibeholde et smil – og en facade af at alting var helt fint med ham. Tavsheden efter hendes gengældte hilsen var forventeligt akavet. Han sænkede blikket til et tilfældigt punkt på hendes røde kjole, før han tvang det op igen og hævede begge øjenbryn en anelse.
Hun gjorde ham tør i munden, men det var ikke en god ting, sådan som det havde været dengang. I stedet var det noget han hellere ville være fri for og han ledte i et sekund efter en undskyldning for at gå. Så fortsatte hun og hans mund formede i et enkelt splitsekund et o, før han klarede halsen og nikkede. I et kort øjeblik hev det i hans mundvige, fordi det rent faktisk var lykkedes at havne på et emne, der ikke var uendelig svært for dem begge to. Temmelig hurtigt var det dog væk igen og han kastede et enkelt blik ud i rummet. ”Mere end forskruet,” gav han hende dæmpet ret. ”Hørte du prinses... Aislings charmerende udgangsreplik? Det er pudsigt hvordan den familie insisterer på at give mig mere materiale at skrive om, selv når de tilsyneladende er i gang med at pudse fascaden.” Han rynkede panden overvejende, men fandt ikke den omtalte med blikket. I stedet så han tilbage på Mary og præsterede denne gang et bittert smil, som havde et helt andet ophav, end det han håbede hun læste i det. ”Intet forandrer sig nogensinde, vel?”
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 19, 2012 21:54:51 GMT
feet don't fail me now, but take me to the finish line
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Mary ledte desperat efter noget at sige, som ikke ville give dem begge to lyst til at flygte med det samme, så hun valgte at gå efter det allermest åbenlyse der var. Hendes blik hvilede på hans ansigt og i et kort sekund, var hun sikker på at også det havde været helt galt, før det viste sig at emnet nok egentlig var det bedste hun kunne være kommet op med. Hun rynkede svagt på panden og nikkede en enkelt gang til hans spørgsmål. "Jeg hørte det godt, ja," svarede hun.
Hun rakte op med den frie hånd for at stryge en hårlok om bag øret. "Det virker så opstillet det hele," fortsatte hun lavmælt. "Jeg finder det svært at tro på, at noget af det her ikke bare er en forestilling." Hendes blik drev kortvarigt ud over rummet og hun løftede glasset for at tage en tår af sin vin. Efterfølgende fandt hendes blik tilbage til hans ansigt og hun var millimeter fra at skære en grimasse over hans fortsættelse og det tvetydige i den, som han måske ikke engang selv var klar over. "Åbenbart ikke," svarede hun og drejede glasset mellem sine fingre igen, tilbage på usikker grund igen.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 19, 2012 22:27:45 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here
Simon skar diskret ansigt, ikke af Mary, men af den episode han omtalte. At han selv få øjeblikke efter formåede at gøre luften imellem dem næsten lige så anspændt som imellem ham selv og festens midtpunkt var en mindre fejlbedømmelse. Han troede at han kunne sige ordene uden at de vækkede ekko, men så snart de var sluppet fri, var det tydeligt at det ikke var lykkedes.
De lyse øjne fandt gulvet og han klarede halsen igen, komplet usikker på sig selv og fuldstændig åbenlys. ”Undskyld det...” Han tvang sit blik op igen med flere rynker i panden og så beklagende på hende. ”... Det var ikke det jeg mente,” afsluttede han sin sætning, endnu mere tør i munden og mentalt klar til at flygte, selvom han stod som naglet til stedet. ”Jeg mente at fuldblodsfanatikere altid vil have en plads i samfundet, uanset hvem, der leder det.” Han fugtede sine læber og kæmpede med sig selv, for ikke at lade sig selv betragte hendes røde læber, men i stedet bevare blikket på hendes øjne – hvilket ikke var meget bedre. ”... Ikke at vi... At... Ehm...” Der gik han i stå, mere forfjamsket end han mindedes at have været i årevis og med en ubehagelig følelse af, at han rent faktisk – gud bedre det – rødmede.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 21, 2012 9:10:14 GMT
feet don't fail me now, but take me to the finish line
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Det var ikke meningen at Mary ville mistolke hans ord, men alligevel kom hun til det og fandt at paraderne der for et kort øjeblik havde været sænket, lynhurtigt fandt tilbage op igen. Hun modstod fristelsen til at krydse armene over brystet. I stedet tvang hun et svagt smil frem, der egentlig ikke helt nogensinde blev til lige netop det.
Hun rømmede sig en enkelt gang da han undskyldte og lod uvilkårligt blikket søge lidt ud over rummet, i stedet for at se direkte på ham. Hun skulle til at forsikre ham om at hun godt var klar over netop det, men glemte det effektivt igen, da han slap endnu en række usammenhængende ord ud.
Hun prøvede på at se rolig ud, men var ikke rigtigt overbevist om at detlykkedes for hende. Dog tvang hun sig selv til at møde hans blik igen. "Vi hvad?" spurgte hun og lod hovedet falde lidt på skrå, mens hun så afventende på ham. Ubevidst strammede hun grebet om vinglasset lidt, med følelsen af at hjertet sad helt oppe i halsen og sparkede endnu engang sig selv mentalt for, at hun var gået derover til at starte med.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 21, 2012 9:27:54 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here
En temmelig insisterende stemme skreg i hans hoved, at han godt kunne glemme at forsøge at besvare Marys spørgsmål og i stedet skulle tage at undskylde sig og stikke af. Med det samme. Hans blik flakkede fra det ene til det andet grågrønne øje, imens han, lettere panisk, forsøgte at få hold på sine egne tanker, konfronteret med alt det han havde forsøgt at undgå i fem år. ”Vi, eh,” hørte han sig selv sige, usammenhængende og tydeligvis forfjamsket. Det gjorde det ikke bedre, at hun stod der og betragtede ham afventende, som om han havde noget som helst fornuftigt at sige.
Endelig, efter hvad der føltes som en time – men i realiteten kun drejede sig om sekunder – fandt han noget, der mindede om sit mæle. ”Vi… Du har vel forandret dig, mener jeg. Mennesker forandrer sig, modsat visse faktorer i det magiske samfund, som insisterer på at forblive på samme måde. Det jeg mener er, at vi ikke er de samme, som vi var på Hogwarts, vel?” Det søgende ord, der sneg sig med i hans sætning, plantede en dyb rynke i hans egen pande og han skævede kort over imod baren med den insisterende tanke, at han virkelig godt kunne bruge et glas whiskey. Han fornemmede, at en enkelt sveddråbe var dukket op på hans pande og mindede sig selv om, at der var en god grund til, at han havde undgået ’den utætte kedel’ så meget som muligt over de sidste par år.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 21, 2012 11:10:14 GMT
feet don't fail me now, but take me to the finish line
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Var det adrenalin hun kunne mærke sprede sig igennem kroppen? I hvert fald bankede hendes hjerte hurtigt og i et øjeblik, vidste hun ikke om hun skulle trække sit spørgsmål tilbage eller ej. En del af hende ville slet ikke have svaret, huskede hende på at hun engang havde svoret at holde sig langt væk fra ham og nu stod hun alligevel her, på egen opfordring. Det var bare så svært at forholde sig til og det var så længe siden.
Hun så på ham mens han talte og havde ingen anelse om hvad hendes ansigtsudtryk afslørede, udover at hendes blik flakkede over hans ansigt. Hun følte sig tør i halsen og hun rømmede sig en enkelt gang, før hun løftede glasset til læberne og købte sig lidt tid, ved hurtigt at tømme det og sætte det fra sig på bordet.
Så tog hun en dyb indånding og så tilbage på ham igen "Jeg har forandret mig,” svarede hun og så på ham med mere ro i blikket, end hun egentlig følte indeni. "Og jeg er sikker på at du også har forandret dig." Hun huskede tydeligt den tid, dengang hvor det var gået galt. Hvor det lige netop var visse faktorer i det magiske samfund, der havde drevet Simon ud over kanten. "Og alligevel er alt som det var." Hun sank hårdt en enkelt gang. "Bortset fra, at vi er fremmede for hinanden nu."
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 21, 2012 12:10:13 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here
Simons håndflader var fugtige. Hun gjorde han pisse nervøs og han vidste udmærket hvorfor. Da først han havde fablet sine usammenhængende spekulationer af sig, registrerede han at hans puls spænede derudaf, men der var ikke noget at gøre ved det. Han stod tavs og lyttede til hende, som hun pillede hans forsøg på at finde neutral grund fuldstændig fra hinanden med få, velvalgte ord og efterlod ham med det påtrængende minde af en forårsdag for seks år siden.
Tør i munden og naglet til væggen stod han i flere øjeblikke bare og så på hende, før det lykkedes ham at klare halsen og få tungen på gled. ”Er vi?” Hans ene hånd undslap forsøget på et roligt kropssprog og røg direkte op i nakken i en usikker bevægelse og han sænkede blikket til et ubestemmeligt punkt nær hendes hals med en svag stirren. ”Undskyld, det var ikke det jeg ville sige.” Flere dybe rynker formede sig i hans pande, før han formåede at tvinge sig selv til at se hende i øjnene, imens han rystede på hovedet. Han ønskede blot at hun ville vende sig om og gå, for han var tydeligvis ikke selv i stand til at standse udviklingen af deres samtale. Alligevel hørte han sig selv fortsætte, fuldstændig uopfordret og temmelig hudløs. ”Hvorfor kom du herover?”
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 21, 2012 12:58:21 GMT
feet don't fail me now, but take me to the finish line
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Mary havde ingen anelse om hvor ordene kom fra, men da først hun var i gang, stoppede de ikke og på en eller anden måde endte det vel med at give mening, selvom hun havde svært ved egentlig selv at finde den. Hun kunne høre blodet bruse for sine ører og var på så dybt vand, at hun mildest talt ikke anede hvordan hun skulle komme op til overfladen igen. Det var første gang de havde snakket rigtigt sammen siden den dag i april, for så mange år siden og det hylede hende ud af den.
Hun ignorerede hans undskyldning og fulgte i stedet op med et spørgsmål lige tilbage. "Er vi ikke?" der dog i sig selv, egentlig lød mere konstaterende end tvivlende. Endnu engang bød hendes instinkter hende at lukke armene stramt over brystet, men hun lod stædigt være og knyttede i stedet hænderne lidt imod sine lår. I det ene øjeblik havde de stået og talt normalt sammen, ja, det havde været akavet, men i forhold til anspændtheden nu, var det nærmere at foretrække.
... Og så stillede han det spørgsmål hun håbede han ikke ville stille. Hvorfor var hun egentlig kommet derover? Hun vidste en del af grunden, men det var ikke en hun havde i sinde at fortælle ham om. At selvom de ikke var sammen, så fik synet af ham i mere end venskabelig samtale med en anden kvinde, det til at vende sig svagt i hende og bringe alle minderne fra den forårsdag tilbage. "Jeg ved det ikke," svarede hun åndeløst med let hævede øjenbryn. "Jeg burde gå," tilføjede hun lavmælt og slog blikket væk fra ham, komplet bombechokket. Hun vendte sig halvt, i en begyndende tilbagetrækning.
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 21, 2012 13:32:06 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here
Simons hjerte hamrede afsted og han så tvivlende på Mary, uden at føle sig sikker på noget som helst. ”Måske,” medgav han, med en relativt kvalmende og skræmmende følelse af, at det de talte om var meget mere og større end han umiddelbart kunne overskue. Når han så på hende, så føltes det som om han kendte hende, men han var ikke overbevist om det han selv så på nuværende tidspunkt. Han var forblændet af sine usammenhængende flashbacks fra sit sidste skoleår.
Hans ene simple spørgsmål kom ud af en reel undren og undslap ham ufrivilligt. Han var lige ved at tage også det tilbage, men hans manglende succes med det samme tidligere, opgav han allerede inden han nåede så langt. I stedet så han hende reagere på stort set samme måde som sig selv og hævede begge øjenbryn forbløffet. Han sænkede blikket igen, så ned på hendes kjolesøm og op igen med lige så massiv forvirring. ”Nå...” Intet bundfældede sig for alvor i ham, men han nåede alligevel frem til, at det var nu eller aldrig, hvis ordene i hans hoved skulle ud. ”Jeg savner dig,” brød det brat ud af ham. Lettere forfærdet spærrede han begge øjne op, rystede på hovedet igen og fulgte op med et ”undskyld,” før han vendte brat om og satte retning imod udgangen.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on May 21, 2012 21:28:01 GMT
feet don't fail me now, but take me to the finish line
[/size] Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center] Mary hadede det faktum, at selvom det havde været forbi mellem dem længe, så var der stadig den tykke, anspændthed i luften, tegn på den kemi der et eller andet sted stadig brændte imellem dem. Hun var ikke helt klar over hvad hun skulle svare på Simons spørgsmål og hun endte med at vælge den nemme løsning, ved at affærdige det og mere eller mindre stikke af, rimelig overbevist om at det var noget hun skulle have gjort for længst.
Hun nåede dog kun lige at vende sig halvt, før Simons næste ord fik hende til at stivne komplet på stedet og i nogle sekunder stoppede det hele med at køre rundt, som hans ord rungede og gav genlyd for hendes ører. Hjertet pumpede hurtigt i brystet på hende og før hun kunne nå at hindre sig selv, havde hun drejet sig igen . "Simon," kaldte hun efter ham, så lavt som det var muligt, for at han stadig kunne høre det. Da han stoppede op, trak hun vejret tungt ind en enkelt gang og i samme åndedrag tilføjede hun: "Jeg savner også dig."
[/justify]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on May 21, 2012 22:03:13 GMT
Glory of youth glowed in his soulwhere is that glory now?Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here
Han hadede sig selv. Igen. Mere nu, besluttede han sig for, efter de første to skridt. Han nåede dog kun tre mere, før Marys stemme lød bag ham og hans eget navn instinktivt fik ham til at tøve. Han standsede modvilligt. Egentlig havde han mest lyst til at ignorere hende og fortsætte mod udgangen – eller gøre kort proces og transferere på stedet, men han undlod og blev stående, uden at vende sig om, men til gengæld med blikket sænket med tydelig fortrydelse. Det var så tåbeligt, så helt igennem...
"Jeg savner også dig."
Begge hans øjne blev spærret op ved den ene, simple sætning og han var relativt overbevist om, at hans hjerte var standset i et øjeblik. Da det viste sig, at det ikke var tilfældet, rettede han ryggen og stirrede blot ud i luften. Han stod sådan i flere sekunder, før han rystede en enkelt gang på hovedet for sig selv og fortsatte med hastige skridt ud til garderoben efter sin kappe.
Inden han nåede så langt, fik han øje på Marys date derude. Han klemte øjnene lidt sammen, fortsatte frem imod ham og fangede hans opmærksomhed. Deres samtale var kortfatter, Simon var overbevisende og uden alt for stort bøvl, fik han det ud af det, som han var interesseret i. Han forsvandt, for en kort bemærkning, og dukkede op øjeblikke senere med sin egen kappe over armen og noget andet under den, som dog kun stak relativt skjult ud i bunden. Det var tydeligvis endnu en kappe, men han gjorde et vist nummer ud af ikke at vifte den rundt over det hele. Derimod så han sig rundt, fandt det han søgte ved baren og gik direkte efter hende. Uden at give sig høfligt til kende eller give hende tid til at reagere, lukkede han sin egen hånd omkring hendes håndled og hev hende ubesværet med på sin transferens, der førte dem ud i det åbne – mere præcist midt på Diagonalstræde, hvor kun en gadelygte tjente som belysning. ”Undskyld,” sagde han, uden at mene det, idet han rakte hende hendes kappe.
|
|