|
Post by Caroline Abbey on May 13, 2012 21:40:06 GMT
Once I get you up there where the air is rarifiedWe'll just glide, starry-eyedTag: Eric ~ Outfit: Here
Caroline så lige så skeptisk på oldsagen af en kost i sin højre hånd, som hun for et øjeblik havde set på Eric. Det faktum at det uddaterede transportfartøj havde overskredet sidste salgsdato for et årti tilbage var ganske tydeligt for enhver, med kendskab til koste, men det var nu ikke derfor den unge heks havde sammentrukne bryn og flere rynker lige over dem.
Hun tyggede lidt på sin underlæbe, imens hun overvejede situationen igen for tyvende gang. ”Hvorfor flyve, når man kan bruge transferens eller susepulver?” Det fløj nærmest automatisk ud af hende. Spørgsmålet var stillet før og hun kendte nærmest svaret udenad. Af samme grund nikkede hun blot ukoncentreret som svar og så sig rundt på den langstrakte mark ude i ingenting, hvor de befandt sig.
Blæsten var stilnet af for en time siden og hun hadede den en lille smule for det. Hvis det havde suset vildt og voldsomt, som så ofte før på de egne, ville det have været umuligt at lette for en uøvet udi flyvekunsten. Vejret var dog tydeligvis ikke med hende eller hendes angst og hun nøjedes med at vende blikket imod Eric med et anstrøg af panik i stemmen. ”Lover du at gribe mig, hvis jeg falder?” Hun strammede grebet lidt omkring skaftet og frygtede et tøvende svar, optaget – som hun altid var – af detajlerne i hvordan tingene blev sagt. Her og nu talte hver et overvejende sideblik, for hun havde ingen intentioner om at vælte ned fra himlene, fordi hun mistede grebet om en kost i fart.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 14, 2012 11:49:52 GMT
I'm the air-born master of the skyand everything beneath me seems to fadewithout a trace, without a shade- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Erics egen kost stod lænet ind mod ham, efter at være blevet hevet frem fra skabet. Han drejede hovedet og så på Carrie med et muntert glimt i de lyse øjne, mens han trak den sidste handske på og svarede "Fordi intet stikker at have vinden i ansigtet når man suser rundt deroppe." det trak tydeligt i hans mundvige og han så væk med et skævt smil, mens han greb fat om skaftet på sin egen kost, lagde nakken tilbage og så op mod den grå himmel. Vinden havde lagt sig, men det var stadig overskyet, hvilket passede ham glimrende, taget i betragtning at det ville være en ensidig dårlig ting, hvis nogle mugglere mod forventning skulle se dem.
Han bøjede hovedet igen og så på Carrie da hun talte igen. Så smilede han varmt og rakte instinktivt ud og lagde den frie arme om hendes skuldre og gav hende et forsikrende klem "Altid, Carriebugs." svarede han varmt og uden betænkning, før han slap hende igen og så afventende på hende "Er du klar?" han smilede svagt og tilføjede "Så klar som du kan blive?" han kriblede selv en smule efter at slippe jordforbindelsen og lagde ikke skjul på det, men hvordan han rent faktisk havde fået Carrie overtalt til at gøre det samme, var han stadig ikke helt sikker på. Han havde dog ikke tænkt sig at spørge yderligere ind til det og dermed måske få hende til at fortryde endnu mere end hun tydeligvis allerede gjorde.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 14, 2012 13:57:23 GMT
Once I get you up there where the air is rarifiedWe'll just glide, starry-eyedTag: Eric ~ Outfit: Here
Carries blik landede på Eric igen med præcis samme skepsis som før. Hun rynkede lettere utilfredst på næsen over hans åbenlyse morskab, men var egentlig ikke videre overrasket. At hun overhovedet stod der med sin gamle støvsag af en kost i hånden var lidt af et mirakel, men hun havde ikke tænkt sig at trække sig eller få kolde fødder nu. Hun var udmærket klar over, at hun var et nemmere offer for overtalelse end ellers i tiden op til Erics udsending. Det var dog, selvom hun var helt opmærksom på det, ikke noget hun forsøgte at afbøje. I stedet fulgte hun blot sin intuition og hans idéer i højere grad end til hverdag og det var da også netop det, der havde landet hende på marken.
Hans svar og armen, der kort lagde sig om hendes ene skulder, havde den ønskede effekt. Hun nikkede kort, tog en dyb indånding og rettede ryggen en anelse, med et beslutsomt udtryk i ansigtet. Et enkelt klap imod hendes egen lomme forsikrede hende om at hun havde styr på placeringen af sin tryllestav og hun mindede sig selv om, at hun altid ville kunne nå at hale den op og sikre sin egen landing. ”Hvis jeg havner på Skt. Mungos, så er det dig, der får skylden,” mindede hun ham om – for omtrent femte gang den eftermiddag. Med de ord skrævede hun hen over kosten, lukkede begge hænder fast om håndtaget og satte fra. Hendes tænder var bidt hårdt sammen, som kosten hævede sig langsomt op i luften og hun stirrede lige frem for sig med et koncenteret udtryk i ansigtet. Det gjalt om ikke at se ned på jorden, der fjernede sig og ved at undlade at gøre det, var hun næsten ikke svimmel, selv da hun nåede de første tyve meter op.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 14, 2012 17:26:41 GMT
I'm the air-born master of the skyand everything beneath me seems to fadewithout a trace, without a shade- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric forsøgte ikke for alvor at skjule at han morede sig bare lidt. Det var næsten umuligt ikke at gøre det, men det betød ikke, at han ikke tog hendes skepsis alvorligt. Hvis det var ligeså mange år siden han selv havde siddet på en kost, ville han uden tvivl også have været en smule betuttet. Det var dog ikke tilfældet nu, og han glædede sig til bare for en stund, at skifte jagerflyet ud med den noget mindre kost, der på samme tid var noget lettere at manøvrere.
Det var uden skrupler han lagde armen om hendes skuldre og gav dem et klem, mens han forsikrede hende om at ville gribe hende, og mente det måske på mere end én måde. Så besvarede han hendes nik med et at sine egne og et opmuntrende smil, før han hurtigt trak sin hue lidt ned i nakken og slap en munter lyd over hendes ord "Jeg regnede ikke med andet." han smilede stadig mens han satte det ene ben over kosten og slap jorden sekunder efter Carrie og fulgte hende opefter.
Hans fødder fandt hurtigt de dertil indrettede bøjler og gammel rutine tog over og tillod ham at følge kostens bevægelser uden de store problemer. Han nåede hurtigt op på siden af Carrie og holdt stille i luften mens han så ud over landskabet under dem med et lille smil "Jeg glemmer altid hvor fantastisk det hele ser ud oppefra." han drejede hovedet og så på hende med let rynkede bryn "Er du ok?"
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 15, 2012 10:02:30 GMT
Once I get you up there where the air is rarifiedWe'll just glide, starry-eyedTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie benyttede sig af alle sine forsvarsmekanismer, for ikke at komme til at gå i panik. Det var længe siden hun havde været oppe på sin kost, alt for længe, og hun havde rigeligt at gøre med at få fodfæste og holde fast, som det gamle skrummel løftede hende langt op i luften. Der, omtrent femogtyve meter fra jorden, kommanderede hun den at standse. Hun tog en dyb indånding og drejede hovedet imod Eric med et temmelig anstrengt smil. ”Fantastisk,” gentog hun, tydeligvis uden at mene det. Hendes ansigtsudtryk var koncentreret, da et vindpust hev lidt i kosten og hun rystede lidt på hovedet, med blikket rettet lige frem igen. ”Jeg hader at flyve,” meddelte hun ham, tydeligvis komplet overflødigt, før hun tog en dyb indånding og koncentrerede sig om at tage det nogenlunde roligt, imens hun gav sig til at messe for sig selv, at hun ikke ville falde ned.
Det krævede en del selvdisciplin at give den gamle støvsamler ordren ”frem,” men da det først var gjort og den lystrede i sit vanlige sløve tempo, åndede hun nogenlunde lettet op. Seks år efter gjorde den stadig hvad den skulle, selv med en ufattelig utrænet passager, og selvom den var gammel, så var den relativt stabil i luften. Hun strammede grebet omkring håndtaget imens hun fløj fremad og vovede at se ned, for at orientere sig. Ganske vist var de højt oppe, men for en muggler ville de stadig se ud som noget helt andet end sorte prikker, der kunne være fugle, og med en mental kraftanstrengelse beordrede hun kosten længere op, imens hun bed tænderne sammen.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 15, 2012 12:53:37 GMT
I'm the air-born master of the skyand everything beneath me seems to fadewithout a trace, without a shade- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric kunne ikke lade være at trække på smilebåndet igen da han nåede op på siden af Carrie og fik et dryppende sarkastisk svar på sit spørgsmål. Så nikkede han let og så ud over landskabet med et blik der nogle sekunder var lettere fraværende. Så drejede han hovedet mod Carrie igen med et hævet øjenbryn "Det fornemmer jeg lidt.." drillede han mildt, men holdt alligevel hele tiden et halvt øje på hende, da hun satte i gang igen.
Han lod hende komme nogle meter foran før han selv fulgte efter i noget højere fart, både fordi hans kost var betydeligt nyere og hurtigere end hendes, men også fordi han stadig havde rutinen siddende i kroppen. Han fortsatte forbi hende og gjorde omkring indtil han havde fronten mod hende, men uden at stoppe helt op. I stedet gled han roligt baglæns mens han betragtede hende med et lille underfundigt smil da hun så ned.
Så snart hun fortsatte længere op, fulgte han efter igen og nåede uproblematisk op på siden af hende mens de steg højere op "Du har ikke glemt det helt trods alt." han drejede hovedet og så på hende med et opmuntrende smil. Han åbnede munden for at bede hende slappe af, velvidende at det ikke gjorde ens balance bedre, men tog sig alligevel i det og lukkede munden igen.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 15, 2012 22:07:16 GMT
Once I get you up there where the air is rarifiedWe'll just glide, starry-eyedTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie svarede ikke Eric. Hun nøjedes med at koncentrere sig om fremfarten, uden at være den mindste smule overrasket, da han øjeblikket efter overhælede hende. En snegl kunne have præsteret det samme. Morskaben var forventet, men irriterede hende alligevel en lille smule, og hun fandt sig selv med adskillige kommentarer klar, i det tilfælde at han skulle driste sig til at komme med en dumsmart bemærkning. Da det ikke skete, forholdt hun sig tavs og lagde sit fokus i opfart. De nærmede sig skyerne og fremstod efterhånden som utydelige klatter, præcis som genstandene på jorden under dem.
Heroppe var luften kold og hun gøs let, før hun drejede hovedet imod Eric og rynkede panden en anelse. ”Det føles sådan,” konstaterede hun, selvom det ikke var helt rigtigt. ”Husk at du har lovet at gribe mig.” Hun lukkede øjnene i i et kort sekund, før hun åbnede dem og så ned igen. Det sugede ubehageligt i hendes mave og hun kunne mærke blæsten deroppe hive i både sig selv og kosten, uden at hun lod den styre hendes færd. Det gik frem igen, lige under en tyk sky og en anelse ned, uden at hun foretog nogen bratte ændringer, styrtdyk eller dramatiske saltormortaler. Hun var koncentreret og alvorlig, det komplette modstykke til Eric, som fandt flyvning sjovt og interessant, og det afspejlede sig ganske tydeligt i hvordan hun manøvrerede på kosten.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 16, 2012 9:44:53 GMT
I'm the air-born master of the skyand everything beneath me seems to fadewithout a trace, without a shade- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric bed ret åbenlyst en kommentar i sig og rømmede sig svagt i stedet, mens Carrie fortsatte højere op og fulgte selv efter hende sekundet efter. Det var ligeså åbenlyst han nød situationen og ikke havde de mindste problemer med at hænge flere meter over jorden på et kosteskaft. Han havde trods alt tilbragt næsten ligeså mange timer på netop kosten han nu sad på, som han havde tilbragt timer på jorden, tilbage i deres skoletid og rutinen sad stadig på rygraden.
Han tog sig i at tænke, at der ikke var den store forskel på teknikken, selvom der var en verden til forskel på et kosteskaft og et jagerfly og smilede for sig selv da han igen nåede op på siden af Carrie "Det kommer igen. Det er ligesom at køre på cykel." svarede han beroligende og smilede så skævt, da hans egen references ubrugelighed gik op for ham "Slet den sidste der." han sendte hendes et varmt smil "Det jeg mente var, at det er en af de ting man aldrig helt glemmer. Hvis det var tilfældet, så var du slet ikke nået her til." han fulgte hendes blik ned mod jorden et sekund og nikkede da han så op igen "Jeg er lige her. Du kommer ned i ét stykke, det lover jeg." han ville have rakt ud og givet hendes arm et klem, men lod være da hun i forvejen, efter hans mening, var alt for fokuseret på sin balance og han ville ikke risikere at slå hende ud af kurs ved en ellers simpel berøring.
Selvom han havde lyst til bare at spurte fremefter, på jagt efter et sus på mere end én måde, så holdt han sig igen i skindet og blev liggende ved siden af Carrie i en moderat fart der passede med hendes, ubevidst for at kunne være lige i nærheden, hvis det rent faktisk skulle blive nødvendigt at gribe hende. Selv ret sikker på hvad han lavede, betragtede han hende diskret mens de fortsatte frem og så samtidig lettere skeptisk på skyerne der blev tiltagende grå over dem.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 16, 2012 11:45:04 GMT
Once I get you up there where the air is rarifiedWe'll just glide, starry-eyedTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie så i et øjeblik forvirret ud, men rystede det hurtigt af sig som endnu en af de mange misforståelser, der opstod fordi Eric var mugglerfødt. Heroppe i luften var de i hans element og selvom det var hende, der var opvokset med quidditch, så var hun udmærket klar over at han vidste langt mere om både det og flyvning på nuværende tidspunkt. Det generede hende ikke. Ikke mere i hvert fald.
Hun rynkede blot panden lidt, nikkede og tog en dyb indånding, da hun slap jorden med blikket igen og i stedet så på Eric med et temmelig vagt smil. ”Jeg tror på dig,” bemærkede hun, før et vindpust hurtigt fik hende til at se ligefrem og stramme grebet omkring sin kost. ”De havde da lovet tørvejr, ikke?” Hun så, ligesom han, på skydækket, lige over dem, der have en faretruende grå farve, og rynkede panden i let bekymring.
Der var ingen tegn på torden, men den vind, der hev lidt i kostene i det højere luftlag, kunne nemt tyde på et lurende uvejr. De let sammenklemte øjne fik ingen sikkerhed fra skyerne, men hun så temmelig mistænksom ud.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 16, 2012 13:33:42 GMT
I'm the air-born master of the skyand everything beneath me seems to fadewithout a trace, without a shade- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric skar en lille grimasse over sin egen sammenligning og trak den hurtigt tilbage, blot for at følge den op med en forklaring der ville give mere mening for Carrie. Da den så ud til at virke, smilede han opmuntrende til hende og fortsatte direkte ud i en forsikring han mente uden forbehold "Godt." konstaterede han kort og lænede sig et splitsekund instinktivt mod et vindstød for at holde balancen.
Han kastede et hurtigt blik mod Carrie for diskret at sikre sig, at hun også stadig var med, ikke at han egentligt var i tvivl. Han havde en mistanke om, at hendes målrettede stædighed kom hende til gavn også nu og smilede for sig selv ved tanken, før han rettede blikket fremefter igen. Han kastede et hurtigt blik opad og rynkede brynene igen "Jo, men hvad de lover og hvad vejrguderne gør er sjældent det samme." han vendte blikket mod hende med et spørgende blik "Skal vi fortsætte lidt og satse på det bliver ved bare at være gråt uden at der sker mere." han slog et lille slag over endnu et vindstød og var glad for sin forede vest "Eller vi kan tage en tur en anden dag?" selv var han ikke bleg for at fortsætte. Han havde tilstrækkeligt med kampe i bagagen i både blæst, regn og torden, til at føle sig sikker.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 16, 2012 16:27:51 GMT
Once I get you up there where the air is rarifiedWe'll just glide, starry-eyedTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie nikkede alvorligt med blikket vendt imod skyerne. Hun slap en tænksom lyd, men den blev fanget i vinden og hun nøjedes med at rulle forsigtigt med skuldrene, uden at slippe taget omkring skaftet på sin kost. ”Lad os fortsætte. Nu er vi her.” Et lille forsikrende smil hev i hendes mundvige, da hun så på ham og hun tog en dyb indånding, ganske tilfreds med at hun havde sat håret op, så det ikke slog ind i ansigtet på hende nu. Landskabet under dem strakte sig ud i det uendelige med hede, kun brudt af de grålige mønstre, som mugglernes veje dannede. Ude i horisonten kunne byens frontvagter – industriens tårne – skimtes og man kunne bilde sig ind at se et glimt af floden, der løb igennem Newcastle. De vendte om, da de kom for tæt på menneskelig tilstedeværelse og fløj tilbage ud i det gråmelerede, over det brune, ledsaget af en tiltagende brise.
Man kunne have sagt sig, at det ville ske. De havde besluttet sig for at tage chancen og på vej i et forsigtigt dyk længere ned, mærkede Carrie de første dråber i nakken. Hun gav sig, rettede kosten op igen og vendte blikket imod himlen, hvor mere regn begyndte at falde. ”Pis,” udbrød hun fortrydeligt, før hun så hurtigt ned og gav sig til at se efter menneskelig tilstedeværelse, som ville opdage dem, hvis de landede. En enkelt bil sneglede sig igennem landskabet og hun drejede hovedet, for at finde Eric et sted under tæppet af faldende dråber. ”Nord,” råbte hun efter ham, før hun satte fart bag sit skrummel af en kost og satte af i den retning hun lige havde anvist. Hendes hår var allerede ved at være vådt og hun gøs af kulde, da hun endelig tog farten af og styrede imod jorden, for der at lande, temmelig uelegant, men i det mindste på begge ben.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 16, 2012 20:32:59 GMT
I'm the air-born master of the skyand everything beneath me seems to fadewithout a trace, without a shade- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric blik forblev spørgende og hans bryn let rynkede indtil Carrie svarede ham og de svage rynker glattedes ud og et øjeblik blev erstattet af et drenget smil "Hellere end gerne." svarede han og satte lidt mere fat bag kosten mens de fortsatte frem under skyerne og mange meter over Newcastle der strakte sig ud under dem. Selvom han havde lyst til at fortsætte helt til floden og gerne følge den, vendte han om sammen med Carrie og nød på trodsaf den begrænsede fart, turen.
Han mærkede de første advarende dråber fra skyerne, men lod sig ikke mærke specielt med dem. Dog overvejede han kort en gammelkendt besværgelse, der burde sidde på rygraden af enhver Quidditch-spiller, tidligere som nuværende. Han nåede dog aldrig så langt før et udbrud fra Carrie fik ham til at dreje hovedet og se spørgende på hende i den faldende regn. Hans blik spillede muntert et øjeblik da hun fortsatte, men han sagde intet, lænede sig blot frem over kosten og lod den få fart på. Nok til at han overhalede Carrie før hun nåede jorden og selv stod fast da hun fik fast grund under fødderne igen.
Han havde hurtigt kosten i den ene hånd og tog de få skridt hen til hende, mens han hurtigt og ubevidst strøg vandet væk fra øjnene "Impervius faldt dig aldrig ind?" han smilede drilsk og tørrede vandet væk fra øjnene igen, stadig uden at lade sig mærke synderligt med sin hurtigt gennemblødte hue og dermed hår.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 16, 2012 22:41:44 GMT
Once I get you up there where the air is rarifiedWe'll just glide, starry-eyedTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie landede temmelig utilfreds og med øjne, der var sammenklemt for at holde regnen væk. Hun steg af kosten og kastede endnu et blik op i de grå skyer, der for få øjeblikke siden havde holdt på deres last. En kommentar omkring timingen lå på hendes tunge, men Erics bemærkning kom i forkøbet og hun drejede hovedet imod ham med let rynket pande. ”Jeg er ikke vandt til at flyve,” mindede hun ham om, temmelig selvfølgeligt, før hun fulgte hans eksempel og strøg vand væk fra sit eget ansigt.
”Hvorfor gjorde du ikke?” Hun virrede en anelse med hovedet og fortsatte sekundet efter sit første spørgsmål, uden at give ham tid til at svare på det. ”Skal vi se at komme væk herfra?” Hvor den ene hånd holdt et fast greb om kosteskaftet, rakte hun den anden frem i et tilbud og så op på ham med skuldrene let hævede i et instinktivt ubehag over regnen, der faldt. De løse totter af mørkt hår klæbede til hendes hud og hun spurgte sig selv hvorfor hun nogensinde var taget med ham ud for at flyve, med risikoen for regn.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 17, 2012 10:34:13 GMT
I'm the air-born master of the skyand everything beneath me seems to fadewithout a trace, without a shade- - - - - - - - - - -Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric løftede benet over kosten med det samme han var landet og tog de få skridt hen til Carrie med den i hånden og et svagt drillende smil. Smilet trak uvilkårligt mere op over svaret han fik, men han kommenterede ikke på det og talte først da hun fortsatte "Jeg nåede det ikke før du satte i undtagelsestilstand." han trak på skuldrene og blinkede vand ud af øjnene "Desuden er det bare vand. vi er tørre igen på to sekunder." han smilede oplagt og lagde nakken tilbage, for et øjeblik at lade regnen falde direkte på sit ansigt.
Han så på hende igen da hun fortsatte og lod blikket falde til hende fremstrakte hånd med et lille underfundigt smil "Ja.." begyndte han, men gik et skridt tættere på i stedet for at tage hendes hånd "Lige om lidt.." han lagde uden yderligere omsvøb den frie hånd bag hendes nakke og krævede egoistisk hendes læber for en kort stund. Blandet med regnen var det en noget anden oplevelse end ellers, men på ingen måde ubehagelig, og et lille smil lurede stadig i hans mundvige da han brød væk "Du ser også uimodståelig ud i regnvejr.. bare lige for at slå det fast."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 17, 2012 17:42:56 GMT
Once I get you up there where the air is rarifiedWe'll just glide, starry-eyedTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie skar en lille grimasse med hånden rakt frem imod Eric. Hun forventede at han tog den og rynkede panden mærkbart, da han ikke levede op til den forventning. Hendes blik var spørgende og utålmodig, men hun sagde ikke noget, før gryende forståelse i et kort sekund fik hende til at spærre øjnene en anelse op. Hun protesterede halvhjertet, som Eric pressede sine læber imod hendes og gav således sin utilfredshed til kende, uden ligefrem at skubbe ham væk. Alligevel endte hun med at lade sine øjne falde i og besvarede hans kys, sekunderne før han trak sit hoved væk igen og efterlod hende med let adskilte læber, gysende af kulde i forårsregnen. Beslutsomt og uden flere spørgsmål eller svar, rakte hun sin frie hånd op, tog fat i hans og strammede grebet omkring den, før hun lukkede øjnene igen og koncentrerede sig om besværgelsen og interiøret på sin fars terrasse.
De forsvandt med en skærende lyd og dukkede op under halvtaget ved det lille hus i en af forstæderne øjeblikket efter. ”Du ligner en druknet grævling,” konstaterede hun med antydningen af et smil, som forsinket svar på hans tidligere kompliment, før hun slap hans hånd. ”Jeg går i bad.” Med kosten placeret imod gavlen, gjorde hun sig fri fra sine lettere mudrede støvler og åbnede døren ind til huset. Hun dryppede en anelse, men besluttede sig for, at det måtte være en opgave til senere, at gøre rent efter. Af samme grund fortsatte hun blot direkte frem imod badeværelset, halede den våde jakke af og smed både den og trøjen indenunder på gulvet, uden at spilde tid på at låse døren, velvidende at hendes far var på arbejde til sent og nærmere viste sit ansigt først hjemme hos Erics forældre til den aftalte middag, end han dukkede op her.
|
|