To beguile and to entrance...

[Juniper Shirley]

_________________________________

For that night you cast your spell

[/font]
and you taught me how to dance[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper sad på en af de mange hvidpolstrede stole der fyldte den ene halvdel af storsalen, sammen med de runde borde, der for blot nogle timer siden, havde været fyldte med velsmagende mad fra køkkenet under dem. Hendes blå øjne hvilede let fraværende blik på den glidende bølge af dansende par i den anden ende af salen i en smuk symfoni af farver, glitrende smykker og blanke tekstiler der fangede lyset, glade ansigter og musikken den blandede sig med summende stemmer og helt på egen akkord, fik hendes ene fod til at vippe let til takten, som hun sad med det ene ben over det andet.

Et lille, næppe hørligt, men ganske henført suk gled over hendes læber, mens et lille smil hele tiden lurede i hendes ene mundvig og kun ventede på at måtte springe ud. Det var en dejlig følelse at være tilbage i de velkendte omgivelser, der havde været hendes primære hjem i syv år og netop en følelse af at være hjemme igen, var den der dominerede i hendes sind og kun gjorde hende godt tilpas.

Hun løsrev blikket fra dansegulvet længe nok til at dreje sig halvt om mod bordet hun sad med ryggen til, blot for at lukke den ene hånds slanke fingre om det glas med vin hun tidligere havde sat det. Hun nippede lidt til den dybrøde væske og drejede sig på samme tid tilbage til udgangspunktet og fortsatte med at betragte de dansende, mens hun nød et øjebliks ro og hvile til fødder der ikke var vant til at være løftet fra gulvet med høje hæle, så længe som de havde været denne aften.

[Emrys Cadwallader]

I lost my way to the lighthouse

- but I found my way back home, to the very home where my heart is

Outfit

[/right]
Emrys Cadwallader banede sig med værdige og adstadige skridt gennem den velkendte Storsal, med et halvfyldt krystalglas med nyskænket varm solbærrom i højre hånd og den venstre hånd hængende afslappet ned langs siden. Var det ikke for de orange krøller og den menneskelige hudfarve, kunne man med rette have forvekslet ham med en gengangende engelsk adelsmand i de elegante klæder, som han ellers havde gjort sit bedste for at holde forholdsvis casual. Indtrykket blev givet af en klassisk sort, høj hat med et gråt kantbånd som endelig tronede ovenpå de orange lokker, et elsket objekt som endelig efter mange år på hattehylden havde fået lov til at komme til sin fulde ret og som i sandhed understregede følelsen af at være vokset siden tiden på Hogwarts i Emrys’ egen optik. Med et smil erindrede han hvordan han havde skammet sig over sin forkærlighed for hovedbeklædning i alle afskygninger, gemt dem væk og frygtet at blive set med dem på. I sandhed var der sket meget på fem år, bemærkede han. Både med ham selv og alle andre. Kun det gamle slot stod ligeså uforanderligt som altid, som et ur umærket af den forgangne tid.

Han bevægede sig langs den højre væg, alt imens han fra sin periferiske position i yderkanten af rummet lod sig fordybe i sine tanker og halvt betragte det pulserende cirkus af dansende par, der havde indtaget salens midte. De og deres lille slagmark var blevet solen i det lille univers af dimitterede elever, som var mødtes i juletiden for at gense det slot, de alle mere eller mindre bevidst havde savnet i de forgangne fem år. Selvom Emrys oprigtigt talt havde haft sine betænkeligheder ved at ignorere presserende arbejdsbyrder til fordel for gensyn med gamle skolekammerater, var hans bekymringer forsvundet som dug for solen, da han for et par timer siden var trådt ind i Indgangshallen og mærkede hvordan alle de gamle minder mentalt udfoldede sig som en kinesisk vifte. Og inden da var eventuelle tvivl om selskabet blevet hjulpet godt på vej i graven af tanken om den skønne Juniper Shirley og hendes vidunderligt livlige fantasi, som utvivlsomt ville være at finde til festlighederne. Men selv her efter aftensmaden og efter at han havde cirkuleret rundt og udvekslet nyt med gamle venner, havde han stadig ikke set hende, selvom han havde kigget intenst efter hende. Han havde ellers sagt til sig selv at han ikke ville begå fejlen som i sin skoletid med at overse hende.

Uden at lade sig forstyrre i sin vandring gennem den afholdte gamle spisesal hævede han glasset med rom op til næsen, og bekendtgjorde med et anerkendende smil at den faldt i god jord. Derefter skævede han med et spekulativt smil til oceanet af bevægelse, inden han tog en slurk af den varmende væske og efterfølgende hævede den frie hånd til hatteskyggen som hilsen, da en af hans gamle venner og dennes ledsagerske banede sig vej ud på dansegulvet. Han fortsatte uhindret ned langs væggen og endte ved en forsamling hvide borde, som tidligere på aftenen havde fungeret som spiseborde, og som ville udgøre en strategisk post for at observere hele salen. Idet han passerede forbi et par af bordene fangede han et glimt af en ryg med orangerøde lokker, og han gjorde holdt for blot et øjeblik for at studere hårpragten. Men der var ikke megen tvivl om at det måtte være hende. Smilende trådte han hen til hende, tog hatten af hovedet og bukkede dybt for hende, imens han holdt hatten foran brystet som etiketten foreskrev. ”Selvom man ikke kan tale om solen ved aftentide, må jeg skyldigt indrømme at du på magisk vis dukkede op, ligesom jeg ledte efter dig. Jeg kan stadig ikke begribe hvordan det er lykkedes mig ikke at finde dig, sådan som du stråler af skønhed. Godaften, Juniper.” hilste han muntert på hende og satte forsigtigt hatten tilbage på hovedet, idet han rettede sig op og betragtede hende med nysgerrighed. Som han brugte hendes navn kunne han ikke lade være med at fristes af at tænke over et kælenavn til hende og de underskønne orange lokker. Men taktfuldt lod han være og skyndte sig at stille et spørgsmål. ”Har du nydt aftenen indtil videre?” spurgte han hende oprigtigt interesseret, imens han tog en slurk af den mørklilla væske i glasset.

Han talte nærmest omgående efter at have sænket glasset. ”Denne aftens forløb har ikke været helt ulig en klassisk eventyrfabel for mit vedkommende. En ung mand vandrer land og rige rundt, kæmper tappert og udstår hårde prøvelser med det ene formål at finde sin væne prinsesse, og når alt synes mørkest, står han foran hende. Måske oprigtigt talt mørkest, i betragtning af det sene tidspunkt jeg har fundet dig på.” indskød han med et venligt smil. Han ville ærligt talt ønske at han havde fundet hende før, men det indrømmede han kun for sig selv. Efterfølgende rettede han hovedet op og sendte hende et høfligt smil. ”Forhåbentligt er det ikke for sent at drage fordel af dit uforlignelige væsen. Må jeg gøre dig selskab ved bordet?” spurgte han.

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

_________________________________

For that night you cast your spell

[/font]
and you taught me how to dance[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper var ganske tilfreds med nogle minutter i ensom majestæt, selvom ensom var et ganske umuligt begreb i den fyldte storsal. Alligevel faldt det hende på ingen måde svært netop at lukke det hele ude, bare for et øjeblik, og lade tankerne flyve som hun altid gjorde. Af samme grund var hun lettere fraværende og opdagede ikke personen der nærmede sig før han nærmest stod lige foran hende. Et varmt smil bredte sig klædeligt på hendes fyldige læber og nåede på få sekunder op i hendes blå øjne, mens hun betragtede ham tavs som han bukkede med den høje hat mod brystet.

Hun slog blikket forlegent ned over hans sædvanlige talestrøm og blottede tænderne i et lidt bredere smil, mens hun lagde hovedet lidt på sned og så op på ham halvt gennem sine øjenvipper "Hvis ikke solen, så måske nærmere månen der fortryller natten med sit sølvskær." at han havde ledt efter hende fik kun det lille smil til at blive siddende på hendes ansigt, mens hun mærkede sine kinder blive en smule varmere med hans kompliment og hun løftede hovedet og nikkede let som hilsen "Godaften Emrys. Det er dejligt at se dig." svarede hun oprigtigt. Hun samlede fingrene omkring vinglassets stilk og lod både det og sine hænder hvile mod sit eget lår, mens hun nikkede igen til hans næste spørgsmål "Jeg har glædet mig i flere måneder nu. Selvfølgelig har jeg nydt det og jeg har tænkt mig at nyde de sidste timer også indtil nogen smider mig på porten." hun betragtede ham uudgrundeligt og tilføjede så stille "Men den blev lige endnu bedre." hun fulgte hans eksempel og førte sit glas til læberne, mens hun diskret lod blikket glide fra hans ansigt, ned over hele hans figur og hurtigt tilbage igen, da han igen tog til orde.

Hun rynkede brynene svagt og lyttede med oprigtig interesse til ham, mens hendes øjne spillede muntert imod ham. Hun slog en lille perlende latter op og lod igen hovedet glide på sned, mens hun fandt et påtaget spekulativt udtryk frem og vippede lidt med foden "Så faktisk burde jeg måske overveje at begynde at kalde dig Sir Gawain, hvis det hele skal passe ind i eventyret?" hun sendte ham efterfølgende et varmt smil og rystede uden betænkning på hovedet "Det er aldrig for sent at nå noget man virkelig ønsker." hun drejede sig lidt og klappede så på den frie stol ved siden af sig, så de gyldne armbånd om hendes håndled ringlede med en lille, sprød lyd "Altid Emrys. Du behøver slet ikke spørge om lov." hun så afventende på ham og tog hånden til sig igen, blot for at stryge en kobberrød krølle væk fra ansigtet.

[Emrys Cadwallader]

I lost my way to the lighthouse

- but I found my way back home, to the very home where my heart is

Outfit

[/right]

Det varme smil der spirede op på Junipers læber ved synet af ham fik ham uvilkårligt til at rødme en smule, imens han besvarede smilet med tilsvarende varme. Hans øjne fangede hendes, idet hun så op på ham med hovedet på sned, og et øjeblik stod han blot målløs men med et klædeligt lille smil, inden han fik svaret. ”Månen, der med sit spind af sølv fortryller natten, og stjernerne der glimter legesygt ned til alle os under dem. Måske bør man begynde at tale om månen noget oftere, når vi nu taler om solen så meget.” svarede han hende filosoferende og kunne ikke lade være med et kort øjeblik at skue op på den fortryllede stjernehvælving over dem. ”Og gensynsglæden er fuldt ud gengældt fra min side. Du har ligget mig en del på sinde siden sidst vi så hinanden.” fortalte han sig og et øjeblik efter stod han med et enkelt øjenbryn hævet over sin ellers så uskyldige lille fortalelse. Da hun fortsatte var det en kærkommen mulighed for ikke at tænke alt for meget over præcis hvor meget hun havde ligget ham på sinde. ”Det glæder mig at høre at alt indtil videre har været godt. Men at det har været godt betyder at jeg skal arbejde hårdere at hamle op med den magiske standard. Det gør jeg nu gerne, skal der dog siges.” sagde han og sendte hende et venligt smil. ”Det lyder som en god idé. Jeg tror jeg vil følge dit glimrende eksempel og få det bedste ud af denne magiske aften, så længe den varer.” fortsatte han ufravigeligt, hævede glasset og nippede let til rommen.

Idet hun perlende lo og dernæst antog en spekulativ mimisk maske fremprovokerede hun en ærlig varm latter hos Emrys, og han undertvang først latteren, da hun talte. ”Det behøver du ikke blot overveje. Jeg ville være beæret over at bære et så hæderfuldt navn, selv kun i dine tanker.” svarede han hende smilende og knejsede anerkendende med hovedet med en hånd let placeret på hatteskyggen, inden han fortsatte, stadig muntert: ”Såfremt jeg må kalde dig Lady Rubylocks, den fagre skønjomfru der fangede solens sidste stråler i sine fine purpurrøde lokker, som er kendt og beundret land og rige rundt; hun er den væne mø hvis hjerte den gode ridder søger at vinde og hvis ære og dyd han ønsker at beskytte. Vil det ikke også passe fint ind i eventyret?” Sætningen blev ledsaget af et gradvist voksende smil, der lod et par af de hvide tænder komme til sin ret. I hendes behagelige selskab havde han svært ved ikke at smile og lade sig smitte af det høje humør og hendes evigt uforudsigelige natur. Den varme forsikring hun gav ham om at det aldrig var for sent at nå noget man virkelig ønskede, fik ham til at nikke eftertænksomt og et øjeblik stod han blot lydløst og apatisk i sine egne tanker. ”Det lader til at jeg så blot må ønske af hele mit hjerte og sjæl. Hvad jeg ønsker får du at se senere.” betroede han hende og lukkede øjnene i en ceremoniel ønskestilhed. Han ønskede blot at nå en enkelt ting: at forevige mindet med en dans.

Hendes nænsomme klap på den ledige stol ved siden af hendes og den sagte kimen af hendes armbånd fik øjeblikkeligt Emrys til at se ned på stolen, og han blev prompte klar med et svar til hende. ”Jeg skal gøre mit bedste for at huske det fremover.” bemærkede Emrys og smilede varmt, inden han tog plads ved hendes side på den stol, som hun netop havde indikeret. Han betragtede hende med et mildt smil, hvorefter han skottede ud imod vældet af farver og bevægelse på dansegulvet. Selvom han ikke længere behøvede at spørge om tilladelse til at gøre hende selskab, var der andet han måtte huske at spørge om lov om inden denne aften gik på hæld, mindede han sig selv om. Dansen, først og fremmest. Han fik dog tillige mindet sig om at han tålmodigt skulle afvente et gunstigt øjeblik, og vendte dernæst blikket imod hende igen med et fornøjet smil, der fandt vej op til hans øjne og fik dem til at blive en smule mindre. Han vendte sig kortvarigt om mod bordet for at placere sit glas, hvorefter han lod hænderne forme en sammenfoldet bold på det ene lår og fortsatte med at betragte hende ordløst, pinefuldt bevidst om hans modvilje mod at fjerne blikket fra hende igen. Hun var i sandhed et vænt og fagert væsen, der kunne stamme fra et eventyr. ”Du har velsagtens også fået vandret salen tynd og genset alle. Har du lært noget nyt og interessant om deres fem år?” spurgte han smilende, imens han fascineret betragtede hende.
[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

_________________________________

For that night you cast your spell

[/font]
and you taught me how to dance[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Det varme smil på Junipers læber blev siddende som Emrys besvarede både det og hendes ord. Hun trak svagt på skuldrene før hun selv fortsatte og stadig betragtede ham gennem halvt nedslåede vipper "Månen bliver alt for ofte glemt hvis du spørger mig. Det er synd og skam, og siden den oftest bliver tillagt feminine træk, må det kun være passende i denne sammenhæng." hun fulgte kans blik mod det hvælvede loft og slap et lille henført suk, før hun mødte hans blik igen og mærkede varmen stige lidt op i sine kinder. En lille rynke viste sig lige over hendes næse ved hans ord og hun så spørgende på ham "Det lyder alvorligt, Emrys. Skal jeg blive nervøs?" spøgte hun uden helt at kunne lade være at overveje, hvorfor hun skulle have spøgt i hans tanker. Hun gemte dog tanken væk som han fortsatte og rystede afværgende på hovedet med et mildt smil "Måske det vil være nemmere end du tror, eller du ender med at sætte en helt ny standard. Alt er muligt for den der bærer viljen i hjertet."

Hun tav mens hun lyttede til hans eventyrlige fremstilling af situationen, og hendes blå øjne fik et ivrigt glimt med det samme fantasien tog flugt og begyndte at skabe nydelige mentale billeder til den opdigtede historie der tog form. Hans latter fik hendes mave til at tage et lille hop, og hun blottede igen tænderne i et varmt smil, mens hun rankede sig på stolen og nikkede afmål, som en dronning på sin trone, der allernådigst tog imod lovpris fra en hengiven undersåt, uden at hun helt kunne forhindre et let forlegent glimt i at snige sig ind på sit ansigt da han fortsatte "Nuvel!" erklærede hun med overbevisning og viftede den ene hånd i luften mellem dem "Fra dags dato vil De være kendt over det ganske land som Sir Gawain, ridder af riget og beskytter for Lady Rubylocks, hvis hjerte i al hemmelighed banker kun for den tapre ridder, selvom hendes onde stedmor aldrig ville mene han var et passende parti." hun tabte den høviske maske på et splitsekund og bøjede sig lidt forover mens endnu en boblende latter gled over hendes læber, uden at hun gjorde noget forsøg på at holde den tilbage.

Hun rystede let på hovedet og så op på ham igen med et varmt blik "Det er betryggende at vide nogen kerer sig om min dyd." hendes hovede gled igen helt på egen akkord lidt på sned og hun så tydeligt nysgerrigt op på ham "Åh?" hun betragtede ham tænksomt de få øjeblikke han havde øjnene lukket og forsøgte at tøjle sin medfødte nysgerrighed ved at mimre let med næsen "Og hvor længe har du tænkt dig jeg skal svæve i uvishedens tåger så?" hun så afventende op på ham endnu engang og lukkede fortænderne let om sin egen underlæbe i spændt forventning.

Hun gemte nysgerrigheden en smule, mens hun klappede på stolen ved siden af sig og sendte ham et opfordrende smil "Så kan jeg ikke bede om mere." hun fulgte ham tavst med blikket som han satte sig på den anviste plads og lod det blive på ham, mens hans blik var rettet ud over det bølgende hav af dansende par. Hun slog sit eget ned et sekund da han drejede hovedet mod hende og følte sig momentært taget på fersk gernning. Så løftede hun hagen igen og mødte hans blik med et smil og et lille nik "Intet overraskende, men heller intet ubehageligt. Måske en smule forudsigeligt, men ikke desto mindre rart at finde ud af hvem der er blevet gift, hvem der laver hvad og endda hvem der måske har fået børn." hun løftede hånden for at stryge en rød lok om bag øret igen og rettede lidt på hårbøjlen der pyntede midt i hårpragten "Lily Abott venter nummer to. Hun har den smukkeste topmave." hun smilede henført og mimrede så let med næsetippen igen "Eller faktisk er hun jo slet ikke Abott mere. Lily Abbey!"

[Emrys Cadwallader]

I lost my way to the lighthouse

- but I found my way back home, to the very home where my heart is

Outfit

Samtlige af Junipers svar faldt i god jord, og Emrys svælgede i hvert et ord, hun sagde. Med armen hvilende på bordet betragtede han smilende hendes fine gestiske detaljer, fra de nedslåede vipper til det fine skuldertræk, og svaret på hendes ord om nattens sølvkuppel faldt prompte. ”Mere end passende.” bemærkede han først og betragtede hende med et fascineret smil, inden han fortsatte. ”Jeg forstår nu heller ikke hvorfor vi glemmer at tale om månen. Måske fordi mange af os overser den, blot fordi vi sover under dens regeringstid og lever i solens. Men den er nu ligeså magtfuld som sin maskuline modsætning. Se blot på lykantropien og myterne om månegalskab. Javist, månen er yderst feminin og yderst magtfuld.” En kort tankepause indtraf. ”Nattens dronning i sandhed.” Han lod dog ikke sit blik flakke fra hende, og fortsatte blot med at lytte til hende med stigende interesse.

Hendes lille spøgende bemærkning om hvorvidt der var grund til at hun skulle være nervøs over at hun havde hjemsøgt hans tanker fik ham uvilkårligt til at føle sig meget bedre tilpas over hans ellers impulsive fortalelse, og han så skæmlsk på hende, imens et varmt smil fandt sig til rette på læberne. ”På ingen måde, fagre mø. Tværtimod, må jeg nu tilstå. ” Hendes afværgende ord og milde smil fik ham til at løsne op i et beroliget smil, og eftertænksomt trak han læberne sammen og hævede det ene øjenbryn, imens der lød en eftertænksom nynnen. Det varede dog ikke længe, inden der faldt et svar. ”Det vil det velsagtens, som du siger. Viljen bærer jeg skam i hjertet. Og andet og mere end den. Men så længe du blot vil fæstne al din lid til at jeg kan gøre resten af din aften ligeså magisk som den hidtil har været, føler jeg mig overbevist om at jeg vil kunne transcendere mig selv og formå at skabe en fortryllende aften. Rent billedligt, selvfølgelig. Slottet gør allerede sit for fortryllelsen.” tilstod han med et varmt smil.

H

[/b]endes skønne latter og hendes kreative eventyrlighed fik omgående vækket en ellers slumrende kreativ kilde i ham. Han mærkede maven boble af fryd som et daggammelt kogekar, alt imens han lo, fornøjet over hendes ord, lagde hænderne under hagen og lyttede med store øjne med. Da det sluttede, rynkede han let på næsen. ”Se, det var et rigtigt eventyr!” proklamerede han entusiastisk for at citere en meget vis og magisk Muggler-eventyrforfatter, hvorefter han smilede muntert og hævede hagen. ”Jeg tror jeg vil tillade mig at gemme fortsættelsen til senere, så jeg kan gøre Deres fabel ære, gode Rubylocks. Et eventyr er en prægtig ting, der bør nydes som en fin dessert. Og jeg lover du snart forstår hvorfor. Hvis blot jeg får en lille portion tid, skal jeg nok mane uvishedens tåger væk.” betroede han hende oprigtigt og smilede forsigtigt. Han havde nu brug for lidt ekstra tid til at finpudse sin ridderlighed i tankerne og finde mulighed for dansen. Delvist beskæftiget med at finde den rette høviske tone i tankerne, endte han med at sidde og mumle ordløst for sig selv, før han rødmende så op på hende. Det havde bestemt ikke været meningen at der skulle være hverken mumlen eller ordknaphed! Skyndsomt fortsatte han talestrømmen.

”Til tider kan forudsigelighed være en god ting, når blot det bekræfter gode anelser. Sådan har det i al fald altid været i forbindelse med mine juleaftener. Lykkelig forudsigelighed takket være en kort ønskeseddel og en glemsom far.”[/b] fortalte han med et skævt smil. Hendes ord om Lily Abbey fik ham dog omgående til at se rundt efter sin gamle politiske kollega. ”Men jamen dog, jeg vidste nu ikke at Lily og hendes Benjamin Abbey allerede venter sig deres andet barn. Pludselig føler jeg at min frugt af de forgangne fem år er meget sølle i sammenligning med af hvad de har udrettet, de to.” tilføjede han og smilede, hvorefter han stirrede lidt over mod den modsatte væg. ”Forbløffende som tiden dog puster os alle omkuld.” halvsukkede han og pustede en rød lok væk fra øjet. ”Er der andre af vores skolekammerater, der har sat små magikere i verden?” spurgte han nysgerrigt. Efter en lille rum pause vandt nysgerrigheden. ”Men jeg er velsagtens den eneste, der føler mig pustet omkuld. Hvilke enestående bedrifter og store eventyr har du selv haft i de forgangne år, fagre Rubylocks?” spurgte han nysgerrigt og så storsmilende på hende.

Han fulgte fascineret hendes viftende hånd, og bøjede derefter med fingrene låst om hatteskyggen hovedet i dyb ærbødighed. Eventyret havde han med vilje gemt til sidst. ”Jeg er dybt beæret over hvervet, Eders Nåde. Ved sit magiske riges almagt, som Lady Rubylocks den væne allernådigst har skænket sin ydmyge tjener ved at give ham sit kald, skal det fra denne magiske måneskinsnat være som Deres Sir Gawains allerhelligste virke evigt at stå til Deres disposition og forsvare Dem fra drager, skumle herrebekendtskaber og regnvejrsdage. Hendes sikkerhed er hans lanterne, hendes dyd hans skat. Han vil dø for hende om så det gælder, men hans hjertes glødende og fortærende beundring for sit eneste attrå med de karmoisinrøde lokker vil aldrig brænde ud. Den simple ridder vil troligt stå ved sit hverv i håb om en dag at vinde den væne møs hjerte og den hekseonde stedmors accept. Et tabt slag som simpel ridder. Men ikke desto mindre Rubylocks ridder. ” berettede han i et højbårent tonefald, alt imens han smilede muntert. Han satte sig sidelæns på stolen og lod en arm drapere sig over stolelænet, alt imens han vedblev at holde øjnene fæstnet på hende. Det var nu ikke særlig svært at lade øjnene blive på hende, måtte han nu skyldigt indrømme.

Med et undskyldende smil vendte han sig om for at se en gang over højre skulder, strakte hals og så ned imod mængden af dansende mennesker, før han sendte hende et nyt men betydeligt mere lettet smil og lænede sig fortroligt frem mod hende. Hvad den brave ridder havde på hjerte var ikke noget den onde stedmor ville billige. Musikken var slået over i et vuggende allegro-tempo og smøg sig lokkende gennem salen. Bølgen af valsende par på gulvet lignede fra afstand et vuggende skib af glitrende fløjl, flannel og silke. ”Siden vi i aften tilsyneladende ikke er tynget af Deres stedmors tunge skyggefulde tilstedeværelse – må Deres hengivne ridder så anmode om den fagre møs underskønne elfenbenshvide hånd til en midnatsvals?” spurgte han smilende, rejste sig op fra stolen og bukkede etiketteret for hende med venstre hånd bag ryggen, inden han strakte den højre hånd frem imod hende.

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

_________________________________

But I won't forget that night

[/font]
when you taught me how to dance[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper nikkede ivrigt, uden at det milde smil forsvandt fra hendes læber "Nej, præcis, men vi kan ikke leve uden nogen af dem. Den ene kan ikke eksistere uden den anden, men de kan heller aldrig være sammen for alvor." hun rynkede brynene spekulativt "Det er næsten en ulykkelig kærlighedshistorie." hun så et øjeblik tavst ud i salen før hun mødte hans blik igen og fortsatte "Det minder mig om en smuk historie jeg fik fortalt engang. Om et elskende par der blev adskilt af en frygtelig forbandelse så de aldrig kunne være sammen. Om dagen var hun en falk og han menneske, ved solnedgang blev hun menneske, men han blev en ulv." et lille trist glimt havde sneget sig ind i hendes blik, i ren indlevelse med historien hun genkaldte sig.

Så rettede hun sig op med et lille suk og så undskyldende på ham "Og der løb jeg af sporet igen. Det var slet ikke det vi talte om." smilet faldt igen på plads på hendes læber og hun så undersøgende på ham "Tværtimod? Nu er jeg jo nysgerrig." hun lagde hovedet lidt på sned og betragtede ham underholdt over den korte nynnen. Hun svarede ikke med det samme, men sad et lille øjeblik længere og betragtede ham, før hun tog en dyb indånding og nikkede langsomt "Det bliver svært, men jeg har alverdens tiltro til dig og dine evner, Emrys. Jeg venter i spænding." hun nikkede bestemt, som for at understrege sine egne ord og gengældte hans varme smil.

Som hun forsatte på sin fantasis altid levende og omfattende svipture, opmuntrede hans opmærksomme blik og varme latter hende kun til at fortsætte. Hun var vant til at blive mødt af undrende blikke og ind i mellem direkte misbilligelse over sine tankeflugter, men manden ved siden af hende virkede oprigtigt interesseret. Det faktum alene fik en enlig sommerfugl til at vågne i hendes mave og hun ville sværge på hendes kinder føltes en smule varmere da han talte igen. Selv nikkede hun svagt og rynkede igen brynene lidt i svag undren over hans vævende ord, uden helt at forstå meningen bag. Det var dog tilsyneladende netop det der var hans mening "De taler godt for Deres sag, Sir Gawain." sagde hun tænksomt og nikkede så igen "De har fortjent den ekstra tid." hun tav igen og måtte se ned for at skjule et drillende smil over hans mumlen og efterfølgende røde kinder, omend hun fandt begge dele ganske charmerende.

Hun løftede hovedet igen, uden at stoppe med en let grublen over hvad han havde i tankerne, men smilede varmt og nikkede sin enighed "Det er først når man ender med at sidde fast i sine rutiner at det for alvor bliver et problem." hun smilede og rakte spontant over og lagde hånden mod hans knæ et kort sekund uden at tænke over det "Og så er der vi andre som ikke kan holde holde bare de simpleste rutiner, men stadig er lige forudsigelige." hun lo perlende og så så nysgerrigt på ham "Fik du nogle gode julegaver da?" hun fulgte kort efter hans blik ud over salen og smilede mildt som han fortsatte "Det gør de. Såvidt jeg ved har de en lille pige allerede." hun gentog den halvt ubevidste gestus fra før og gav denne gang hans knæ et flygtigt klem "Lad være at undervurdere dig selv, Emrys. Du har blot andre prioriteter. Det er som det skal være." hun nikkede smilende endnu en gang "Så længe man har noget solidt at støtte sig til, så kan den puste og pruste ligeså meget den vil." hun mimrede lidt med næsen mens hun tænkte sig om for at svare på hans næste spørgsmål "Emma Ivory har en lille dreng med Noah Abbey.. Alexander Young en dreng med Blance, men det er jo gamle nyheder og de er her ikke i aften, det samme gælder Stuart." hun tav et øjeblik og fortsatte så da hun kom i tanke om endnu et par tilføjelse "Åh jo, Heather Heartfield giftede sig med Thomas Chancellor. De har vist også en lille pige nu."

Hun så uudgrundeligt på ham som han fortsatte og rystede langsomt på hovedet "Jeg tror livet mere end tiden kan blæse selv de bedste omkuld, såfremt man forstår at lave det og tage de chancer man får tildelt." musede hun tænksomt og ganske filosofisk før hun trak på skuldrede "Bedrifter har jeg nok næppe lavet så mange af, med mindre det tæller med at servere drikkevarer til tørstende ganer og mit eventyr i Indien har du allerede hørt det meste om." hun så varmt på ham og tilføjede så hurtigt "Ikke at jeg ikke gerne fortæller om det, dog. Der er nok et par historier der du ikke har fået endnu."

Hun rettede sig op med et nysgerrigt blik da han endelig vendte tilbage til eventyret der spontant var blevet påbegyndt tidligere og smilet på hendes læber voksede i takt med hans ord, indtil hele perlerækken af hvide tænder var blottet og hendes blik spillede henført over talestrømmen. Hendes kinder brændte forrædderisk da han tav og vendte sig sig på stolen og hun slog blikket ned, mens hun lukkede fortænderne let sammen om sin underlæbe "Rubylocks ridder.." gentog hun lavmælt hans sidste ord, mest for sig selv, før hun løftede blikket og mødte hans igen med en svag fornemmelse af flaksende vinger i mellemgulvet "Jeg kan godt lide lyden af det." konstaterede hun ligeså lavmælt og gengældte forsigtigt hans smil, mens hendes blik flakkede et kort sekund over hans indgående blik.

Hun slog blikket ned igen da han så væk og rømmede sig diskret i et forsøg på at samle sig, uden helt at have noget imod den boblende fornemmelse i mellemgulvet når alt kom til alt. Hendes blik flakkede dog igen uden at hun kunne forhindre det da han vendte ansigtet mod hende igen og lænede sig frem. Hun smilede klædeligt da han talte igen og rystede på hovedet for at bekræfte, at den onde stedmor såre sandt ikke var tilstede og mærkede så sommerfuglen gå helbyrdet på vingerne, som han fremsatte sit ønske og rejste sig. Hun tog en dyb indånding og belønnede ham så med et strålende smil mens hun nikkede og lagde sin højre hånd i hans fremstrakte og lukkede fingrene let omkring den "Der er ikke noget Ladyen hellere vil, Sir Gawain." spøgte hun mildt og rejste sig i en glidende bevægelse mens hun lod sit sjal og sin taske blive liggende på stolens sæde og ikke tog blikket fra hans ansigt "Men jeg føler at en advarsel omkring mine rustne evner udi dansens mysterier er på sin plads." hun blev stående og så afventende på ham med nakken bøjet lidt tilbage for at kunne se op på hans ansigt.