Julehygge d. 25 december

[Sofia Banes]

Det var som i et eventyr. . . Eller som en af de gamle mugglerjulefilm de engang havde set i mugglerstudier på Hogwarts. Èn hvor ruderne var dugget og der lå et lag sne langs vindueskarmen udenpå. Èn hvor stuen var overdænget med julepynt i et væld af farver: rød, grønt, guld, sølv, hvidt. Èn hvor knitrende ild med dansende flammer brændte lystigt i kaminen, så man kunne frygte de 3 stockings med navnene ”Sof”, ”Stu” og ”Sebbe” ville gå i brand. Det var d. 25 december, julemorgen. Juletræet, fuldstændig overpyntet med julepynt og en del mærkelige genstande, stod højt og grønt inde i den lille stue, og under lå et væld af pakker. Det var den første jul hvor Sofia var sammen med Stuart og September, og hun ønskede at gøre den uforglemmelig for dem. At give dem en fantastisk jul, som dem hun havde haft i sin barndom. Deraf havde de spist kæmpe julemiddag dagen forinden og sunget julesange, hvilket mere eller mindre var blevet en skrålen om kap. Inden de var gået i seng, havde de stillet mælk og småkager frem, selvom September havde undret sig noget over denne gestus. For et par timer siden, havde Sofia listet op for drikke mælken og spise småkagerne. Der var Stuart allerede væk. Nu havde hun stået i køkkenet i noget tid for at lave omhyggelig morgenmiddag, og resultatet var blevet overraskende godt.
Der lød en knirken fra døren da en lille skikkelse kom gående ud. Sofia stak hovedet frem i dørkarmen og så September stirre opmærksomt på gaverne under træet. Ethvert andet barn ville fare hen for at flå pakkerne op, men September var som altid tilbageholdende og forsigtig. ”Godmorgen Ember! Har du sovet godt?”, spurgte Sofia med et stort smil. Den unge pige nikkede og skelede mod gaverne igen. ”Åbn én! Så tager vi resten når far kommer hjem”, sagde Sofia, der stadig ikke helt var vant til at kalde Stuart for far, selvom det var for Septembers skyld. Hun var spændt på at se Septembers reaktion på gaven, og tørrede derfor hænderne i forklædet og gik hen til juletræet.

[stu]

• "...

Stuart havde haft svært ved at vælge; den tykke med gangbesvær eller den unge hun, der havde bidt ham legesygt i fingeren. Heksen havde betragtet ham med et finurligt smil i mundvigen, efter han havde signeret hendes eksemplar af ”Et Lukket Land”. Desuden var hun skamløst nedringet og de strittende bryster flagrede til begge sider. Brysterne og hendes sygelige fascination af hunde var det første han havde bidt mærke i. Da han efterfølgende havde forladt huset i Hogsmead, med den fede med gangbesværet under armen, havde han modtaget utallige kindkys og forsikringer om, hvordan hun nok skulle støtte den gode sag han kæmpede for. Stewart havde røde kinder. Strittende bryster. Det var det eneste han spekulerede på, indtil den fede under armen, gjorde anstalter og ville ned. Måske skulle han alligevel have taget hunhunden.

Det var omkring 10 minutter, det tog ham at traske hjem, den tidlige morgen. Hvalpen under armen var forsvundet, for nu lå den i hans favn, tilfreds over ikke at skulle bevæge sig, mens Stuarts tanker gled over finanser. Fuldstændig mirakuløst havde var de strittende, enorme bryster forsvundet fra hans tankegang – de havde i tilgift ikke været særlig pæne, men bemærkelsesværdig lagt til hver sin side af maven.

Da han endelig nåede sit hjem, klappede ham hanhunden på maven, hvorefter han åbnede døren. Han smed skoene i entreen, hvorefter han skævede ind i stuen. Sofia og Sebbe sad placeret på gulvet, og et øjeblik stod han blot og betragtede dem. Så satte han hunden på gulvet og puffede den blidt i bagdelen, så den vaklende listede over gulvet. Sebbe så op, og da de mørkeblå øjne fandt hunden på gulvet, bredte hendes læber sig og afslørede et perfekt tandsæt. ”En hund!”

..."

[Sofia Banes]

Sofia lod røræg være røræg idét hun glemte alt om dem og koncentrerede sig 100% på den glædesstrålende pige der sad på gulvet ved juletræet. Uden at kunne skjule et stort smil satte Sofia sig i skrædderstilling på gulvet mens September åbnede. Hænderne viklede sig ind i hinanden mens hun roligt betragtede September, men de blev begge afbrudt da en skikkelse trådte længere ind i huset. På et overspringende hjerteslag gekendte hun Stuart. Endda før hun fik øje på den mest fantastiske lille hund der vaklede usikkert over gulvet. Der var alligevel ingen der kunne slå Stuart i skønhed.Det var umuligt for selv den yngste sjæl, at overse affektionen der i det øjeblik Sofias øjne fæstnede sig i Stuarts, brændte ud af øjnene. Først da hun havde indtaget hele hans skikkelse flyttede fokus til den vraltende hundehvalp, og på få sekunder lignede Sofia én, der var ligeså begejstret som den 5-årige pige. Det bløde hufflepuff-hjerte brændte allerede for den lille pelsklump, og hun modstod en overbeskyttende trang til at løfte dyret op i sin favn og beskytte det fra omverden.
”Ved Merlins skæg, hvor er den sød”, udbrød Sofia betaget. Idét September lod hvalpen snuse forsigtigt til hendes hånd, lod Sofia en let hånd stryge over den bløde hvalp, der forskræmt sank sammen under hånden. Som et forsøg på at gennemskue alt det utalte, rettede Sofia spørgende blikket op mod Stuart: havde de tid til det? Hvem skulle passe den og rydde op efter den? Hun lod September lege med den og rejste sig op fra gulvet. Med få skridt tilbagelagde hun afstanden mellem dem, og lagde forsigtigt hænderne på Stuarts bryst, idét hun løftede sig på tæer for at kunne nå op og give ham et blødt kys på læberne.

[stu]

Stuart betragtede Sofia i det kvinden skridtede over trægulvet. Smilet over hans læber var, om muligt, blevet bredere ved synet, skønt den åbenlyse forvirring og glæde stod malet over hendes ansigt. Da hun omsider nåede ham, og lod deres læber mødes kortvarigt, grinede han efterfølgende fjoget:
”Jeg vil slet ikke høre det!”, hviskede han hæst mod hendes øre, hvorefter han vendte hende rundt, og lagde armene omkring hende. Tvang hende til at tage hunden nærmere i øjesyn; lod hende forelske sig i den som hans datter netop var i færd med. ”Se hvor glad hun er for den... jeg er jordens bedste far”, hviskede han selvsikkert i Sofias øre, hvorefter han grinede hæst. Han kyssede hende, det absolut bedste han kunne præstere, op af den tynde hals, som for at bløde hende op. Fratage hende den praktiske egenskab, hun nu engang besad. Efterfølgende knugede han hende indtil sig, lukkede øjnene og lod sig selv nyde hendes væsen, velvidende det snart ville blive spoleret.

Og han havde ret. Hunden nåede at tisse på gulvet, inden den havde befundet sig i huset, i hvad der svarede til ti minutter. Stuart stirrede på den mørke plet på gulvet. ”Glem hvad jeg sagde”, sagde han hæst, hvorefter Septembers læber flækkede og hun lo skingert. Hun rejste sig hurtigt fra gulvet, hvorefter hun samlede hvalpen op, og så leende på sin far.
”Jeg kan godt lide ham. Må jeg få ham?”, spurgte hun, tydeligvis velvidende hvordan Stuart allerede havde arrangeret det således. Det var sjældent hun spurgte så direkte, og Stuart nikkede, stadig med armene placeret om Sofia. Han smilede til hende, hvorefter et drillende glimt gnistrede i hans mørkeblå øjne. ”Så må du jo også tørre op...!”

September havde leet højt, ved faderens drillerier, hvorefter hun havde sat hvalpen tilbage på gulvet. Den havde vaklende vendte sig mod hende, og til Stuarts store glæde, så den ud til at bryde sig gevaldigt om hende. Med et sving fra tryllestaven, var pletten forsvundet og det samme var Stuart og Sofia.

Stuart havde roligt placeret staven i sin baglomme, hvorefter han havde tvunget Sofia med ud i køkkenet, eftersom han stod bag hende med armene lagt omkring hende. Han smilede bredt, vendte hende mod sig, hvorefter han kyssede hende ømt på munden.
”Jeg kunne altså godt finde på at tag dig... lige her... op af køkkenbordet...”, hviskede han fjoget mod hendes læber, hvorefter hans brede hænder krævede hendes krop tæt mod hans, eftersom han placerede dem på hendes bagdel. Han blinkede drillende til hende, hvorefter han kyssede hende igen.

[Sofia Banes]

Sofia løftede et par lettere kritiske øjenbryn mod Stuart da han nægtede at lytte til fornuft, og der gik heller ikke lang tid før Sofia gav op. Idet hans arme lukkede sig om den spinkle skikkelse og tvang hende til at indtage synet, forsvandt bekymringerne. Hunden snusede stadig forsigtigt til September, men den logrede glad af hende. Det var tydeligt at se, allerede nu, at de to var et godt match. Ethvert andet barn ville sandsynligvis kramme det stakkels dyr ind til sig eller hive den i halen, men September lod det gå i hundens tempo, hvilket så ud til at virke.
Automatisk løftede Sofia hovedet en smule, da Stuart hviskede hæst ind idet, for at komme tættere på hans mund, i direkte modsætning til de himmelvendte øjne hun sendte ham, selvom han ikke kunne se dem. Et begyndende lykkeligt smil spredte sig langsomt i ansigtet, da Stuart nu var hos hende: den hæse stemme, hans velkendte mandlige duft, de tattooverede arme der lå trygt om skuldrene, og hovedet der hvilede let op ad hendes. Ubevidst sukkede hun lavmælt, inden en lyd nåede ørene. Den lille hvalp havde lukkede op for slusen og tissede en lille tår. Sofia undrede sig ikke – den var nu engang et helt nyt sted, og den havde hverken kurv eller noget andet trygt at søge hen i. Det måtte hun lige huske Stuart på.
Ude af stand til at kunne lade være med at grine ved synet af September, klukkede Sofia lavmælt. Den hund skulle de nok få mange gode tider med. Automatisk skulle Sofia til at gå hen for at tørre pletten op, men Stuart nåede at forsikre Septemper om at det var hendes ansvar, og desuden blev hun holdt tilbage af et par arme. Ikke lang tid efter mærkede hun et pres bagfra, og grinende lod hun sig villigt føre ud i køkkenet. Med et skævt smil pustede hun noget vildfaret hår væk og vrikkede lidt i fingrene så der kunne komme liv i dem. Ligeså ivrigt som Stuart besvarede hun kysset der snart kom impulsivt flyvende. Øjnene gled automatisk i, og hun smeltede sammen med ham mens alt andet syntes ligegyldigt.
Skuffelsen var stadig svær at skjule da Stuart trak sig tilbage, og hun var ikke i tvivl om, at han tydeligt kunne se det i hendes ansigt, og sikkert morede sig over udtrykket hver gang. Med et lille suk sank hun tilbage på fodballerne og skubbede underlæben forurettet frem, idét hun løftede hovedet og så op på ham. De skildtes dernæst i et lettere flovt smil. ”Stuart!”, udbrød hun, bebrejdende over at han kunne finde på at sige den slags med sin datter lige ved siden af. Efter så mange måneder kunne hun stadig ikke vende sig helt til den opførsel.
Små røde pletter bredte sig over kinderne, og automatisk flakkede blikket hen mod døråbningen for at forsikre sig selv om, at September ikke stod i den. Det gjorde hun ikke, og tanken om Stuart lige nu, virkede pludselig ganske tiltalende. Især da et par hænder pludselig lagde sig insisterende på bagen. ”Du tror, du kan tillade dig alt for meget”, mumlede hun advarende, uden at kunne skjule det smil der lå læberne. Den næste sætning druknede halvt i hans kys. ”Ligesom et lille barn…” Opslugt igen lukkede hun øjnene i.
I den position og med de heftige kys, forekom det umuligt at indsnuse en duft, men da en brændt lugt pludselig nåede Sofia, spærrede hun øjnene op og rev sig løs fra Stuart. En tyk røg fyldte efterhånden køkkenet, og pludselig hvinede Sofia, ”æggene!” Med få skridt nåede hun hen til komfuret og så ned på de sortsvedne æg der så ud til at være på nippet til at brænde. En smule panisk rev hun tryllestaven frem og udbrød ”Aguamenti”. Æggene blev på få sekunder druknet i en vandstråle der skød ud fra tryllestaven, og ligeså gjorde fadet med bacon, french toast og kartofler der stod ved siden af. Der kom langt mere end forventet, så både pande og komfur tog sig snart et bad. Skuffelsen bed sig fast i Sofia, og det lykkedes hende ikke at skjule et par begyndende våde øjenkroge. Hun sænkede opgivende tryllestaven. Det var den middag der røg i vasken. Skuffet sendte hun Stuart et vådt blik. ”Jeg ville have lavet overraskelsesmiddag…”

[stu]

Stuart lo smørret, i det hun irettesatte ham. Han himlede tydeligt med øjnene, hvorefter han bøjede sig frem mod hende, og kyssede hende insisterende op af halsen – med armene lagt om hende, så hun ikke kunne flygte.
”Jeg er intet barn, Sofia!”, mumlede han, med en påtvunget bøvet, forvrænget stemme, som var han et barn. Stuart betragtede hende, med et flabet og drillende udtryk i øjnene. Han kunne ikke dy sig, og stjal endnu et kys fra hendes læber, før hun pludselig løsrev sig hans favn. Forvirret fløj hans lettere buskede bryn op i panden, hvorefter han fulgte med rundt, og nærmest chokeret stirrede på vandstrålen der skød ud af tryllestavens spids. Pludselig var alting gået så stærkt, at han næppe kunne have reddet middagen, og i det Sofias front blev synlig for ham, gik alvoren op for ham. Det var ikke en hvilken som helst morgen, og han havde netop frarøvet hende, sin opmærksomhed. Stuart lagde hovedet let på sned, hvorefter han skar en grimasse. Straks efter satte han i en rolig skridt, for at krydse køkkengulvet.

Han stod lidt og betragtede maden, der ikke længere kunne indtages. Et lille, skævt smil havde sneget sig ind i hans mundvige, men da en enkel tårer sneg sig ned af Sofias kind, svandt det ind. Stuart gned sin pande, hvorefter han lagde sin hånd på hendes bagdel. Han kærtegnede den blidt, hvorefter han trak på skuldrene, som en form for trøst.
”Det er ikke så vigtigt Sofia... skat... det kan garanteret reddes, hvis vi nu tørre lidt her og der... og bytter panderne ud... og eventuelt lige giver dem et chok med høj, høj... ekstrem høj varme!”, sagde han stille, med et snigende, lettere drilsk smil om læberne. Tydeligvis for at få stemningen tilbage i det lille hus. Han aflagde afstanden imellem dem, i det han kyssede hendes kind. Han tvang hende til at betragte sig, ved at ligge en hånd på den modsatte kind, og blidt vende hendes blik mod sig. Stuart smilede let ned til hende og kyssede den genstridige tårer væk. ”Jeg skal nok ordne det skat... slå fødderne op”, mumlede han varmt ned til hende, før han kyssede hende for sidste gang. Kort efter begyndte han at redde middagen.

[Sofia Banes]

Sofia så ulykkeligt på Stuart mens hun tørrede tåren væk med bagsiden af hånden. Gennem det slørede blik lagde hun mærke til et lille smil der lå på Stuarts læber, og en smule fornærmet trak hun brynene sammen. Hvorfor trøstede han hende ikke, i stedet for at smile dumt og gramse på hendes bagdel?
Det gjorde han. De trøstende ord fik Sofia til at indse, hvor barnligt det var at græde over den slags, og hun kunne ikke lade være med at give et ufrivilligt fnis fra sig over alle de urealistiske punkter der skulle klares, for at den kunne reddes. Hun smilede lidt da et kys blev plantet på kinden, allerede i bedre humør.
”Undskyld… Det er dumt at blive ked af det over”, mumlede hun, og løftede sig på tæer for at give ham et lille kys på læberne. Idét hun sank ned på fodballerne igen og blev beordret til at slå fødderne op, sendte Sofia ham et kærligt blik og trådte tilbage fra den sortsvedne mad og det druknede komfur.
Stanken af brændt mad fyldte efterhånden hele køkkenet, så for at få lidt luft ind, tog hun hængslerne af vinduet og åbnede det en anelse, så iskold vinterluft sivede ind.
Blandingen af kulden og stanken trængte ind i Sofias næse, og på et svimlende sekund fløj den ned i bunden af maven og fik alting til at vende sig. Mavevæske fløj op gennem halsen. Al farve sivede ud af Sofias ansigt da hun kastede sig hen mod vasken og bukkede sig ned. Med en sønderrivende lyd kastede Sofia den smule væske der var i maven op. Hænderne holdt krampagtigt fast i køkkenbordet mens benene rystede.
Det var den samme kvalme der havde overfaldet hende den forrige dag, men der var det ikke blevet til opkast. Var det noget hun havde spist? Eller sygdom? Hun havde ganske vist følt sig temmelig sløj og kraftesløs.
Da det hele var kommet op, skyndte Sofia sig at tænde for vandet og skylle det væk, mens hun tørrede sig om munden. Endnu engang så Stuart hende på det mest uheldige tidspunkt. Det var et under, at han stadig var sammen med hende.
”Puha”, fremstammede hun hæst, med brændende hals. Hun lukkede øjnene et par sekunder og lod den friske luft strømme ind i hovedet. Det var tydeligt, at kroppen allerede følte sig en anelse bedre tilpas, nu hvor det var overstået.

[stu]

”Sofia!”, udbrød han overrasket, i det hun knækkede sammen over vasken, med lyde der truede med at sprænge glasset i det åbne vindue. Han stillede sig bag hende, og strøg en enkel, forbistret hårtot væk, hvorefter den modsatte hånd strøg hende over ryggen. Skridt bag ham, reklamerede for endnu en nyankommen, og Sebbes store øjne hvilede tungt på sceneriet. Stuart sendte hende et overbærende smil, og pludselig sukkede Sofia tungt, som var hun tømt for al energi. Først der bed han mærke i, hvordan de spinkle ben, rystede let af anstrengelse. Stuart lagde en arm omkring hende, hvorefter han varsomt trak hende hen til spisebordet, hvor hun kunne sidde ordentligt. Han smilede let til hende, hvorefter han fik travlt med at finde klud og sodavand i køleskabet. Da han havde placeret et glas cola foran hende, og efterfølgende tørt hende i hele hovedet, smilede han bredt, drillende til hende.
”Drik min skat.. bare en lille tår... det plejer at hjælpe”, sagde han og blinkede til hende. Han bøjede sig frem og kyssede hende på panden, hvorefter Sebbe bevægede sig nærmere. Hun aede Sofia på låret og sendte hende et opmuntrende smil, før køkkenet igen fik besøg. Denne gang af den haltende hanhund, der nysgerrigt betragtede rummet. Stuart nikkede til Sebbe og sammen forsvandt de to ind i stuen. Stuart sank sammen foran Sofia, på hug, hvor han kyssede hendes knæ.
”Er du syg? Eller gravid? Eller deprimeret? Eller stresset?”, spurgte han hurtigt og sendte hende et drillende, flabet smil før han strøg kærligt hendes skinneben. ”Jeg tror næsten du må have spist noget forkert... det er jo ikke første gang... så sent som i går morges, lavede du samme stunt, og der havde vi spist kylling...”, tilføjede han og lod de blå øjne betragte hendes mave – som var det skyldneren. Han overvejede kort, om han kunne tillade sig at bære hende ind i soveværelset, blot for at kærtegne hende. Smilet på læberne blev bredere. ”Skal vi lege doktor?”, brummede han med de markede bryn hævet, og et bredt grin over læberne. "Medmindre du synes jeg skal være sygeplejerske, men det plejer jo at være kvinden! På den anden side, man skal jo prøve noget nyt" - tanken om Stuart klædt ud som sexet sygeplejerske, fik ham til at le højt. Han håbede inderligt, at Sofia på ingen måde fandt idéen tiltrækkende. Så ville han hellere finde en rigtig sygeplejerske til hende.

[Sofia Banes]

Sofia bemærkede kun svagt Septembers tilstedeværelse bag hende. Til gengæld føltes Stuarts trøstende hånd på ryggen opmuntrende. Da Sofia, bleg som et lig, havde genoprettet sin balance en smule, lod hun sig villigt føre hen til en stol og dumpede ned. Med et lille suk lænede hun sig ind over køkkenbordet og støttede hovedet i hånden. Der lød en klirren da Stuart åbnede køleskabet, og snart blev en cola placeret foran hende. Taknemmeligt åbnede hun den med rystende fingre, og tog en tår af den brusende væske. Det sved ned i halsen, men lindrede øjeblikkeligt.
Bedre tilpas mønstrede Sofia et svagt smil til September, der støttende strøg hende over låret. Blikket gled ned til hanhunden der langsomt kom krybende hen ad gulvet, ud til det stadigt ukendte selskab den kunne finde støtte i.
Ved de spørgende ord, himlede Sofia med øjnene. ”Jeg er hverken gravid eller deprimeret”. Hun nikkede og mumlede lavt, ”ja, det må være noget jeg har spist”, mens en hånd blev rakt frem mod hans kind. De havde ikke fået noget bestemt mad, såsom indisk, der normalt kunne gøre hende dårligt. Det kunne selvfølgelig være nogle for gamle råvarer, eller nogle med bakterier.
Med et voksende smil rystede Sofia på hovedet. ”Du ville være en skrækkelig doktor! Svinge dit stetoskop til højre og venstre og lægge an på alle patienterne”, svarede hun med et skævt smil over metaforen.
I baghovedet svirrede tankerne stadig om grundene Stuart havde givet til opkastningen. Deprimeret? Nej, Sofia havde aldrig været lykkeligere end hun var i øjeblikket. De sidste par måneder havde været som et eventyr, og på et barnligt plan, forventede hun nogle gange at vågne op fra en skøn drøm. Gravid? Nej, hun havde haft sin menstruation for. . . Sofia rynkede brynene, idet hun brød hovedet for at finde ud af, hvornår der sidst havde været blødning. En knude dannedes langsomt i mellemguvet, og med en pludselig følelse af nervøsitet løftede Sofia blikket mod Stuart, uden egentlig at registrere hans ansigt.
Så rejste hun sig pludselig resolut op. Uden at skænke hverken Stuart, September eller hvalpen et blik, fløj hun op ad trappen, to trin af gangen. Døren sprang op med hjælp fra en besværgelse fra den fremtrukket tryllestav. ”Ac-accio kalender”, stammede Sofia, og måtte gentage besværgelsen en gang til, før den lille læderindbundet kalender kom flyvende. Skødesløs kastede hun tryllestaven hen på sengen, og begyndte at bladre i de knitrende hvide papirsider for at finde det lillebitte, altafgørende kryds.

[/justify]