i've been waiting for a girl like you

[Ethan Sinclair]

so long
“I'VE BEEN LOOKING TOO HARD AND WAITING TOO LONG”

Inden at de havde gået hver til sit under julefrokosten for et par dage siden, havde Ethan taget sig sammen til at invitere Rachel hjem til sig; til hans ungkarle lejlighed i hjertet af Oxford. Det var dagen inden nytår, og de sidste fire dage havde Ethan brugt på at fikse lejligheden, der, trods at være en af de mere moderne lejligheder under the Lion Brewery på St Thomas Street, ikke var vitterlig ryddeligt. Ethan havde for vane at lade alt stå; lade rod være rod, feje skidt under gulvtæppet og skubbe resten af rodet ind i et skab. Han havde heller ikke, trods at have boet der i et par år, endnu ikke købt alle møbler. Han sov stadig på en dobbeltmadras der lå på gulvet, i en seng der aldrig blev redt. Den sofa der prægede stuen havde kun plads til tre personer, og det var hvis man ønskede at sidde klods op ad hinanden. Der lå et lille, sort tæppe under glasbordet der både var sofa-bord og skrivebord. Et tv hang på væggen overfor sofaen og en enkelt lampe var placeret i hjørnet. Heldigvis havde Ethan en pejs, også selvom han sjældent gjorde brug af den, og det var denne han havde givet Rachel adressen til.

Bordet var ryddet, gulvet var støvsuget og sengen redt. Ethan havde været forbi den kinesiske take-away der lå på hjørnet og havde stillet alt klart til Rachels ankomst. Vinhylden var fyldt op og hvidvinen sat på køl. Det var kun få minutter siden at han var hoppet ud af badet og håret var endnu ikke tørt til at kunne blive sat, men i sand hjemmehygge gjorde det ikke meget, ikke når man tænkte på de sokke-beklædte fødder der skøjtede rundt på trægulvet. Han havde prøvet at sætte sig tilpas i sofaen, men selvom han havde grebet en bog blev hans blik ved med at flakke mod pejsen, også selvom de kun var et par minutter over den tid de havde aftalt at mødes. Ethan havde ikke været så nervøs længe. Hans hjerte havde øjeblikke hvor det valgte at galoppere afsted, og øjeblikke hvor det sank helt ned i livet på ham. Da det blev for meget rejste han sig, gik ud i køkkenet og skruede låget af den første flaske med spiritus han fik fingrene i. Han lod en god mundfuld finde vej ned i hans tomme mave, og lod varmen tage over. Det fik ham til at slappe en smule mere af, men han tillod sig en mundfuld mere, for at forstærke den følelse. Ethan måtte dog smide den sweater han var hoppet i, da varmen endelig havde taget sit tag. Han rystede kort på hovedet af sig selv, Hr altid-så-selvsikker kunne knapt holde hænderne i ro.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Det mest beskrivende ord for Rachels dag havde nok været kaos, hvilket nok også havde været meget besrkrivende for hendes sindstilstand efter Ethan havde inviteret hende hjem til sig til julefesten. Havde det været enhver anden havde det jo ikke været noget problem, men Ethan havde en underlig evne til at tage hendes ellers så ordentlige liv, og så ryste det godt og grundigt for derefter at aflevere det tilbage igen, fuldkommen rodet og på hovedet. Derfor havde enhver, der kendte Rach nok også rystet noget på hovedet af hende, for dagen var jo egentlig startet så fint. Som normalt var hun kommet tidligt op og havde taget sig en løbetur, givet sig god tid med alt, der skulle gøres og sørget for at få det gjort grundigt, gået igang med forberedelser med lang tid at løbe på. Alligevel, flere timer senere, havde hun alligevel formået ikke at være kommet længere end til undertøjet - meget nøje udvalgt - og stående på indholdet af sit klædeskab, der nu var spredt ud over det forsvundne trægulv i den lille lejlighed. På nippet til at rive samtlige hårstrå ud af sin hovedbund, og dermed gøre besøget hos Ethan til en endnu større fiasko, end hun dømte det til på givne tidspunkt, havde hun så grebet sin telefon - et noget så finurligt mugglerinstrument, Lily nogenlunde havde formået hende at forstå - og ringet til sin bedste veninde, der med god tålmodighed havde bragt Rachel ud af situationen uden at nå fuldkommen sindssyge. Selvfølgelig kun lige indtil det punkt i filmen, hvor Rach havde indset at hun var for sent på den og havde ilet mod den lille, faldefærdige pejs, bygningen var udstyret med og i et hav af grønne flammer var forsvundet mod Ethans hjem.

Det var derfor med noget blussende kinder og en anelse uorden i de viltre krøller, at Rachel kom til syne i hans lejlighed. Noget usikkert, grundet de kraftigt vaklende knæ, trådte hun ind i hans stue og bankede distræt på kaminkanten. "Nogen hjemme?", hurtigt fik hun konstateret, at forsøget på bare at lyde frisk og spøgefuld var noget mislykket under stakåndetheden, og hun klappede derfor bare tænderne sammen og trådte længere ind i lokalet.

[Ethan Sinclair]

so long
“I'VE BEEN LOOKING TOO HARD AND WAITING TOO LONG”

Suset fra kaminen var nok til at advare Ethan om Rachels ankomst. Han skyndte sig at sætte flasken tilbage, gnide den værste sved fra hans hænder af i bukserne og træde ud fra køkkenet. Han sendte hende et hurtigt smil inden han tilbagelagde afstanden imellem dem og samlede hende op i et kram. Ethan var ikke sikker på om det var passende at kysse hende, men han holdte hende stadig tæt ind til sig. Da han endelig gav slip igen kunne han ikke undertrykke den lille latter der havde presset sig på, men den var lettere nervøs og hysterisk. Han rømmede sig kort før han endelig fandt de første par ord frem.
...”Hey. Velkommen til.” Han nikkede mod sofaen for at genne Rachel ned i den. ”Lad mig se hvordan dette går,” mumlede han dernæst og forsvandt et øjeblik for at hente hans tryllestav der lå i boksen på hans værelse. Da han trådte ind i stuen igen havde han hævet den en smule. Det var et stykke tid siden han havde taget den i brug, men han havde lovet sig selv, at den ikke skulle ligge og samle støv længere.
...”Jeg har ikke brugt magi længe, så vær beredt.” Han sendte Rachel et hurtigt smil med hans advarsel inden han rettede staven mod de lys han havde plantet rundt omkring i stuen. Det lykkedes ham at tænde de fleste af dem i første forsøg, og resten da han prøvede igen. Ethan formåede endda at få gang i pejsen, og da dette var gjort rettede han opmærksomheden mod Rachel, lagde tryllestaven på sofabordet og bukkede kort.

Ethan smed sig i sofaen ved siden af Rachel og åndede kort ud.
...”De fire dage virkede som en evighed,” kommenterede han imens han prøvede at ignorere hans bankende hjerte. Han havde taget hendes hånd til sig og holdte den i et blidt greb. Han var en smule tom for ord og følte sig mindre rastløs, som en lille skoledreng der netop havde inviteret den første pige ind på hans værelse og ikke længere vidste hvad han skulle gøre. Han havde heller ikke lyst til at ødelægge øjeblikket ved at spørge om hun var sulten, ikke engang om hun ønskede noget at drikke.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

little closer
WANNA WHISPER IN YOUR EAR
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Den usikkerhed, der havde fyldt Rachel hele dagen, forsvandt som dug for solen, da Ethan samlede hende op it et kram. Pludselig forsvandt den irriterende trykken på brystet, der havde gjort hende kvalm og utilpas, havde forhindret hende i at spise og drikke det meste af dagen, samt at tænke så meget som en sammenhænge tankerække. Alt i hende fandt på plads og hun trykkede sig ind i hans favn, lod hans duft fylde hele hendes system og nød, hvordan den gjorde hende let ør i hovedet, beroligede hende. Forsigtigt trak hun sig ud af hans arme igen og lod blikket glide over ham. Han så fantastisk ud som altid, og det gjorde hende let blød i knæene - noget, hun ikke havde oplevet længe.
"Tak", mumlede hun og fik trykket et skævt smil frem på læberne, før hun trådte hen mod sofaen, rettede kort på sit tøj og dumpede derefter ned i de bløde puder, kiggede efter ham, da han koert forsvandt.

Nysgerrigt gloede hun på ham, da han kom tilbage. Magi? Var det det, der skulle gå godt? Rachel huskede ellers Ethan som en udemærket magiker. Hans ord leverede dog de sidste brikker, der fik billedet til at give mening, og hun nikkede tavst, rettede blikket mod lysene, hvoraf de første tændte med det samme. Det var helt underligt, at sidde her og betragte hvordan han med en smuile besvær fik tændt de sidste. Det var som at betragte en første/andenårselev, og det var næsten ikke til at beslutte sig for, om man skulle grine eller græde. Aldrig i sit liv havde Rachel så meget som overvejet muligheden for et liv uden magi, og hun havde aldrig helt kunne sætte sig ind i, at mugglerfødte jo havde levet uden magi i elleve år, før den magiske verden overhovedet blev afsløret for dem. Under en let latter, klappede Rachel i hænderne af ham efter det lille show og fulgte ham tavst med blikket, da han satte sig ved hendes side.

"Og på trods af det, har de sidste syv timer op til føltes som sekunder", kommenterede hun med et bredt smil, og lod fingrene flettes mellem hans efter han havde taget hendes hånd. Kvalmen havde gjort hende ude af stand til at spise hele dagen, men nu hvor hun sad i ro ved siden af Ethan og duften af det kinesiske mad fyldte lokalet, vred hendes mave sig klagende. I en hurtig bevægelse lagde hendes hånd sig over den og sendte ham et forlegent smil, mærkede hvordan blodet strømmede op i hendes kinder. "Det er dejligt at se dig igen", mumlede hun lavt og lagde den frie hånd over hans knæ, prøvede at kontrollere sin rødmen.

[Ethan Sinclair]

so long
“I'VE BEEN LOOKING TOO HARD AND WAITING TOO LONG”

Hvert sekund der var gået siden Ethan var kravlet ud af sengen den morgen, havde virket som minutter. Det var først da han havde skubbet alt til sidste minut; afhentning af maden, hans bad og den endelige oprydning, at tiden havde fløjet ham forbi. Trods hans nervøsitet, så havde han stadig været ængstelig for endelig at have Rachel til sig selv. Han havde ingen forhåbninger og ingen planer for aftenen, udover at se hvor dette førte hen – om de kunne samle de gamle tråde op og prøve igen, eller om alt var tabt.
Ethan lod endnu et smil forlade hans læber og lod blikket vandre over Rachel. Selvom alt havde været så bekendt, så virkede det stadig så nyt. Han havde endnu ikke vænnet sig til at se hende ude i normalen, i forhold til så ofte at have set hende i skoleuniformen, og i vante omgivelser.

Ethan kunne ikke lade være med at le da hans egen mave slog sig til hendes og rumlede på liv og løs. Han havde glemt alt om hans sult.
...”Jeg ville have klaret middagen selv, men jeg er langt fra uddannet i et køkken.” Han gav begge hendes hænder et hurtigt klem før han rejste sig fra sofaen. Denne gang lod han tryllestaven ligge på bordet, bange for at han ville tabe maden gav han sig til at prøve med magi igen. Ethan gav maden et halvt minut i hans yndlings maskine – mikrobølgeovnen, og tog vinen ud af køleskabet imens. Sammen med to glas placerede han det hele på en bakke og bar det ind.
...”I det mindste er jeg behændig med spisepinde!” og for nogle krævede det en smule magi at bruge dette instrument. Ethan flyttede et par puder til gulvet og gennede Rachel ned på gulvet ved siden af ham.
...”Og så har jeg også talent for at bestille fra menuer.” Han slog en kort latter op og gav sig til at åbne de mange bokse. Han skænkede også dem begge et glas hvidvin og holdte det op i skål, selvom han ikke havde den fjerneste idé om hvad de skulle skåle på.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

little closer
WANNA WHISPER IN YOUR EAR
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

På trods af det lille klem, gav det et lille sæt i Rach, da Ethan slap hendes hænder og hun rakte nærmest automatisk lidt ud efter ham, da han gik, før hun atter fik kontrol over sine hænder og lod dem dumpe ned i skødet, håbede virkelig ikke han havde set det. I en nogenlunde glidende bevægelse rejste hun sig fra sofaen, konstaterede at benene ikke var ligeså stive og uvildige som da hun var stavret ind, og gik langsomt hen mod pejsen igen, og fik i en hurtig bevægelse og lidt sparken befriet sig selv for sine sko. I et mugglerhjem, ville man nok aldrig se sko stå foran pejsen, men for Rachel var der intet underligt i det, og ikke så meget som et sekund overvejede hun, om det måske ville være mere 'normalt' at stille dem ud ved gangen.
Med et skævt smil betragtede hun ham, da han valsede ind igen med den fyldte bakke, og i hendes indre kommenterede en irriterende lille stemme med undren, hvorfor han ikke bare brugte magi. Ikke fordi hun ikke kendte svaret, fordi hun havde jo set ham tænde lysene med lidt mere besvær end hun selv eller andre, hun kendte, ville gøre det.

"Det er bare helt i orden - det dufter jo skønt alligevel", en let latter fulgte hendes ord, mens hun rystede på hovedet og trak på skuldrene, "Men du kan da altid få lidt lektioner, hvis du er interesseret", tilbød hun og fulgte ham med blikket, overvejede om hun skulle tilbyde sin hjælp eller ej, "Jeg kan dog ikke love, at det bliver uden magi."
Tanken om, at han havde droppet magi fuldkommen, fulgt i sin fars fodspor og været sammen med en muggler, gav hende en underlig fornemmelse i maven. Rachel havde aldrig forstået mugglere og pludselig gik det op for hende, at der var langt mere muggle over ham, end hun havde troet. Han var ikke en troldmand, der bare tilfældigvis var født af mugglere - der var en helt anden verden, han også tilhørte.

Et suk gled fra hende, da hun skubbede tankerne væk og dumpede ned på den ene pude. "Det var først, da jeg skulle lære at spise med spisepinde uden hjælp af magi, at jeg fandt ud af, hvor hårdt mugglere må have det", kommenterede hun med et skævt smil, tog imod glasset og skålede. "For os, og en ny start i det nye år." Rachels blik faldt på hans øjne og hun lod sig opsluge fuldkommen i varmen af hans blik, mærkede straks hvordan hendes eget blik blev mildere, udstrålede de følelser, hun så længe havde båret for ham.

[Ethan Sinclair]

so long
“I'VE BEEN LOOKING TOO HARD AND WAITING TOO LONG”

Ethan kunne ikke lade være med, små leende, at nikke godkendende til Rachels tilbud om et par lektioner. I hans tilfælde kunne han bruge både i madlavning såvel som magi. Der var meget vel kun gået fem år siden de var gået ud, og dengang havde magi ligget i håndledet, men nu var det blevet så fjernt og fremmede at Ethan knapt følte sig tilpas ved at gøre brug af det.
..."Jeg tager glædeligt imod tilbuddet, især hvis du kan kombinere begge - magi og madlavning." Han sendte hende et smil også selvom der var noget dybere der plagede ham. Ethan havde aldrig følt sig hjemme i den magiske verden, men det samme gjaldt for muggler-verdenen. Det var som at stå med en fod indenfor to grænser og ikke kunne sige hvilken del han kom fra. Det lykkedes ham dog at skjule det falmende smil bag glasset han havde lagt mod hans læber.

..."Det handler om at ligge skjul på hvor dårlig man er til at håndtere spisepinde." Ethan fiskede en forårsrulle frem, dyppede den i sojaen og tog en bid. "Tricket er at stikke spisepinden igennem det meste, og med ris skal man bare have skålen så tæt på munden som muligt, så det kan skovles ind." Han havde ønsket at demonstrere hans pointe, men det lykkedes ham alligevel at spilde en del ris ned ad sig selv i forsøget.
..."Tricket er selvfølgelig at gøre det med ynde." Ethan slog en latter op, men den falmede langsomt da han blev grebet af Rachels blik. Han rømmede sig hurtigt og lagde spisepindende fra sig.

Han vidste ikke hvad det var med Rachel, men hun havde altid haft en speciel effekt på ham. Hun gav ham hans selvsikkerhed tilbage, mindede ham om ting i hans liv han ikke burde skubbe fra sig. Hun fik en varme til at sprede sig i hans bryst og sommerfugle til at flakke forvildet rundt i hans mave. Hun fik ham til at føle sig som en sytten årig dreng igen. Ethan havde lyst til at love hende guld og grønne skove, men han var samtidig bange for at drage samme træk som han havde gjort sidst.
..."Uanset hvor dum jeg har været, så har du altid tilgivet mig," kommenterede Ethan efter et øjebliks stilhed. Han lænede sig ind mod hende, begravede den ene hånd i hendes hår og trak hende den smule tættere på som var krævet. Da deres læber mødte hinanden havde Ethan det som om at den smule alkohol han havde fået, på én og samme tid gik ham til hovedet. Der var intet han ønskede mere end at give efter og lade deres kroppe mødes som han havde længtes efter. Han følte sig selv rykke tættere på og genne Rachel mod gulvet.

RACHEL • OUTFIT