Postcards from far away

[Caroline Abbey]

If I poured out my soul
and I gave you all
Tag: Eric ● Music: Here

”Kære Eric

Målet for hvad der skal til, for at slå mig en anelse ud af kurs, har vist nået nye dybder. En af mine kollegaer synes det er en glimrende plan, om vi får gjort os bedre bekendte med mugglernes London. En af skridtene for at opnå det blev, efter heftig debat, som jeg ikke vil kede dig med, blev en ekskursion til Tower of London.
Du kan sikkert levende forestille dig flokken af ældre magikere, der havde forsøgt sig med 'incognito,' ikke? Den del var guld værd. Jeg ville næsten ønske jeg havde et billede, men på den anden side behøver du selvfølgelig ikke få ødelagt hornhinden af gamle Mr. Hawlbridge i hængerøvsbukser. Det var noget af et syn.
Turen i sig selv var fin nok, tidsspild, naturligvis, men det havde jeg allerede forberedt mig på.
Jeg havde bare ikke forberedt mig på, at der tøffede mænd rundt i ”din” uniform derinde. Jeg siger dig, jeg var ved at få et slagtilfælde over en enkelt usædvanlig høj en af slagsen... Det tog en del tid at bortforklare overfor senior sekretæren hvorfor jeg var helt hvid i ansigtet...”

Fjerpennen forlod papiret og blev stukket tilbage i sin holder, imens Carrie sukkede dybt og gnubbede sin pande lidt med to fingre på venstre hånd. Hun så ned på det hun selv havde skrevet, rynkede en anelse på næsen og overvejede at krølle det sammen og begynde forfra. Ud af kurs... Som om hun var mentalt ustabil. Det virkede på hende selv som om at hun var ved at slippe taget om præcis hvad man kunne tillade sig at levere af sig selv. Hun havde lyst til at pøse det alt sammen ned i sine breve. Frustrationen, savnet, den totale mangel på ham, som hun aldrig havde lagt den mindste smule mærke til, før han væltede ind i hendes liv igen og vendte komplet op og ned på alting.

Det gik bare ikke.

Hvis hun sendte alle sine tanker til Syrien, var hun ganske forvisset om at der ikke ville komme noget godt tilbage igen. Det var dog omvendt heller ikke en mulighed at fortælle ham hvor mange gange hun havde overvejet at smide det hele overbord, kun for at modtage en af hans ugler samme dag. Hver evig eneste gang hun så hans håndskrift på en konvolut fik hun sommerfugle i maven og så opgav hun igen at gøre alvor af sine trusler til sig selv. Alene tanken om at sætte sig ned og skrive at hun gav op, gav hende mavepine, men derfor vendte hun alligevel igen og igen tilbage til den.

Med en opgivende lyd tog hun pergamentet, krøllede det sammen og startede forfra på et nyt.

”Kære Eric

En af mine kollegaer har fået gennemført at vi skal gøre os mere bekendte med mugglernes London. Et af skridtene for at opnå det blev til en ekskursion til Tower of London.
Du kan sikkert forestille dig flokken af ældre magikere, der forsøgte at blende ind. Det var et smukt syn. Jeg ville næsten ønske jeg havde taget et billede jeg kunne sende med, men på den anden side behøver du selvfølgelig ikke (også) at få ødelagt hornhinden af gamle Mr. Hawlbridge i hængerøvsbukser med sine skriglilla underbukser tydelige bagtil.
Selve turen var ikke særlig inspirerende, men den del var jeg forberedt på. Jeg var dog ikke rigtig forberedt på, at der tøffede mænd rundt i ”din” uniform derinde. Jeg siger dig, jeg var ved at få et slagtilfælde over en enkelt både blond og usædvanlig høj en af slagsen, indtil han vendte sig om og – selvfølgelig – ikke var dig.

Jeg håber virkelig, at du har det godt. Jeg er begyndt at købe en muggleravis, der hedder ”the Sun,” i et forsøg på at holde mig orienteret omkring din verden. Det er fin research for ministeriet, men jeg kan vist lige så godt indrømme af eventuelle faglige årsager kun er en bonus...”

[Eric Wolfe]

The simple lack of you
is more to me than others' presence

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline ~ (Music) :: [url=http://www.youtube.com/watch?

v=YC9Jxi78G1I]Here

[/url] [/i][/center]

Kære Carrie

Klokken er lige nu lidt over 3 om natten, hvilket vil sige, at den er omkring midnat hjemme i England. Du ligger uden tvivl i din seng og sover sødt, hvis jeg kender dig ret. Jeg ville give en hel del for en transitnøgle til Diagonalstræde lige nu, for at kunne se dig, mærke dig, om bare fem minutter. Jeg savner dig.

Jeg har hundevagten sammen med O'Neil. Intet ud over det sædvanlige, men han fik mig lige til at tænke lidt ekstra på dig. Ud af det blå begyndte han at brokke sig over den suppe der var med i vores nye rationer. Ikke at jeg kan fortænke ham. Den er virkelig..uappetitlig, men den holder én kørende og varmer når der er koldt som nu. Hans ansigtsudtryk da jeg uden at tænke over det, kommenterede, at det ikke var suppe-aften, var dog lettere ubetaleligt...

En bevægelse tæt ved fik ham til at lægge blokken og kuglepennen fra sig på jorden han sad på og i stedet hurtigt og rutineret lukke begge hænder om sit våben, mens han spejdede vagtsomt rundt, og smilede skævt, da lyden blot var O'Neil der kom tilbage igen. Han slap geværet igen og så spørgende op på den jævnaldrende mand ”Noget held?” den anden grinede smørret, nikkede og kastede en sølvskinnende pakke hen mod ham ”For en gangs skyld ja...” han dumpede ned ved siden af Eric og skævede nysgerrigt ned mod blokken ”Til hvem?” Eric rev pakken op og stoppede sekundet efter et stykke chokolade i munden, mens han samlede blokken op igen, og lænede sig tilbage mod sin rygsæk ”Hende jeg mangler til at varme mig lige nu..” spøgte han med et skævt smil og gav sig så til at skrive videre.

Har jeg sagt jeg savner dig? Om ikke andet så siger jeg det igen nu.

Vi er blevet holdt på jorden i snart en uge nu. Det er mildt frustrerende, men det lyder til vi får lov at få luft under vingerne i morgen. Oprørerne har efter sigende sat en ny base op nogle hundrede mil herfra. Selv rekognosering stikker bare at sidde her i lejren og glo. Mr. Hawlbridge og de omtalte lilla underbukser ville faktisk være ganske velkommen underholdning lige i øjeblikket.

Han gik i stå og så tænksomt frem for sig, ud i mørket på den anden side af pigtrådshegnet der omkransede den lejr han befandt sig i, og vidste pludseligt ikke hvad han mere skulle fylde i brevet han var begyndt på. Han undgik strategisk at fortælle for mange detaljer om hvad han rent faktisk lavede, eller nærmere, hvor risikabelt det ind i mellem var. Samme formiddag var tre af hans kammerater havnet på infirmeriet på grund af en vejsidebombe, men det var ikke den slags han havde lyst at fortælle hende om. Han slog kuglepennen mod kanten af blokken, mens han stoppede endnu et stykke chokolade i munden og så fortsatte.

En måned... 30 dage... 720 timer... sådan cirka, så er jeg på vej hjem. Det er en lige god ting hver gang, men jeg ville lyve hvis ikke du var en ekstra gulerod denne gang. Hvordan skal du holde jul? I Newcastle eller et helt andet sted? Emma skrev om julefesten for gamle elever på Hogwarts. Jeg er en smule ærgelig over at gå glip af den, men så må jeg tage den til næste år i stedet.

En albue i siden fra O'Neil fik ham til at se op, og en pegende finger fik hans blik til at vandre mod de to mænd der var på vej hen mod dem for at afløse. Han smilede let og nikkede, før han bøjede sig over blokken igen, mens O'Neil rejste sig og svang sin rygsæk på ryggen.

Sengetid... hvis jeg er heldig kan jeg nå fire timer før jeg skal op igen. Fire timer jeg kan bruge på at drømme om dit smil. Har jeg sagt jeg savner dig? Den næste måned kan kun gå for langsomt..

Kun din

Eric

[Caroline Abbey]

If I poured out my soul
and I gave you all
Tag: Eric ● Music: Here

Caroline satte sig tilrette foran skrivebordet og tog en dyb indånding, før hun atter engang satte pennen til papiret. Hun havde før fortalt sig selv, at hun burde kunne vente en dag eller to med at skrive et svar, men i realiteten havde det hurtigt vist sig, at det ikke rigtig var tilfældet. Frem for at bruge mere tid på at forsøge at nægte sig selv at sende en ugle direkte tilbage sydpå, overgav hun sig derfor blot denne gang til realiteterne, som i dette tilfælde var, at hun stadig var hovedkulds og temmelig ulykkeligt forelsket i den løjtnant, der skrev gang på gang, at han var hendes. Kun hendes. Hun tyggede tænksomt på sin egen underlæbe og nedfældede for syttenhundrede gang hans navn i blæk.

Kære Eric

Suppe-aften i Diagonalstræde, London forløber stadig som altid, men ligesom så meget andet, er det ikke nær så godt uden dig her. Det hjælper kun en anelse på sagen, at jeg har de første ti breve, hvor du skriver, at du savner mig flere gange. Kan du være i tvivl om, at det er gengæld? Hvis det skulle være tilfældet, så trækker jeg alle tidligere erklæringer om din intelligens og opfattelsesevne tilbage.
Jeg aner virkelig ikke hvordan du lige pludselig blev så uundværlig, men det er tilfældet og det har ikke ændret sig en tøddel siden sidst.
I mit sidste brev nævnte jeg, at jeg er begyndt at købe en muggleravis – gjorde jeg ikke? - Det var muligvis en fejl. For to dage siden faldt endnu en udsendt nede hos jer, som jeg er sikker på at du ved, og mængden af informationer omkring tilskadekomne og afdøde giver mig kvalme, i den forstand at jeg ikke kan udholde at tænke på det...”

Carrie bremsede pennen, da hun mærkede en velkendt trykken i øjnene. Hun tog en dyb indånding, lænede sig tilbage i stolen i et øjeblik og stirrede ud i rummet. Der var intet forkert i det hun skrev, men hun overvejede alligevel i et kort øjeblik at strege det ud. Så rynkede hun dog blot panden og fortsatte.

”... Af samme grund er jeg helt holdt op med at købe avisen igen. Jeg fortalte mig selv, at det handlede om besværet med at veksle penge i Gringotts og finde ud af mugglernes system, men i virkeligheden kan jeg bare slet ikke klare at skulle spekulere i 'hvad nu hvis'er'.
Der sker i øvrigt ingenting. Når du kommer hjem, må du fortælle mig om alt hvad du har set, men lige nu eksisterer det ganske enkelt ikke. I mit hoved leger du auror og mørketroldmand, som jeg og resten af flokken af Abbey'er gjorde da vi var små. Det er måske tenderende vanvittigt, men det er hvad der skal til, for at jeg ikke løber ind på Afdelingen for magisk transport og skaffer en transitnøgle til Damaskus for at hale dig med hjem igen med det samme. Tag det som du vil. Jeg savner dig mere og mere for hver dag, der går.

28 dage, 672 timer omtrentligt. Jeg ville ønske du kom hjem til jul. Det ville være den bedste gave jeg kunne forestille mig, men de taler om forventningens glæde og den må så gøre op for følelsen af dine arme omkring mig og dine kys, som jeg stadig anser mig selv som værende en anelse afhængig af.
Jeg fejrer juleaften med Mary, Riley og far i år, hjemme hos min farmor og farfar i Newcastle og sammen med hele den del af den pukkelryggede familie, der kommer. Det skulle undre mig om ikke vi bliver så mange igen, at man knap kan høre sine egne tanker og det anser jeg som en utrolig stor fordel, idet alle mine tanker næppe kommer til at være helt lige så festlige som de måske burde være på lige præcis den dag. Hvordan fejrer man jul i Syrien?
Din gave må du få, når du vender hjem på den anden side af nytåret, men der er absolut intet fornuftigt eller rationelt over den. Til gengæld er den sjov. Muligvis en anelse for meget, til den tid.
Julefesten glæder jeg mig til. Det bliver toppen af surrealistisk at stå der igen, men jeg kunne umuligt lade være med at tage af sted. Så vidt jeg ved tager i hvert fald Mary også med og om ikke andet, så kan vi vel få os et billigt grin over hvordan tingene formede sig.”

Hun bremsede igen, kiggede op fra brevet og strøg en hårtot om bag øret, før hun gennemlæste det hele og smilede svagt og en anelse opgivende over den konstante strøm af tegn på, at hun stadig var mindst lige så forgabt i ham hun skrev til, som sidste gang hun lagde sine øjne på udgaven i virkeligheden. Hendes blik fandt det ene billede, som hun havde smidt i en ramme og studerede smilet, og de lyse øjne, imens hun overvejede sine afsluttende ord. Efter et minuts tid, gav hun sig atter til at skrive.

”28 gange endnu, hvor jeg skal gå i seng uden dig.
Jeg mangler dig her, til at tage lidt af alvoren i en hverdag, der igen er blevet triviel og til at få mig til at føle, at jeg er helt utrolig heldig. Jeg kan umuligt udtrykke præcis hvor meget jeg egentlig savner dig.

Stadig din

Caroline

[Eric Wolfe]

The simple lack of you
is more to me than others' presence

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline ~ (Music) :: Here

Eric lod sin rygsæk dumpe ned op ad det kraftige teltstof og lod sig efterfølgende selv dumpe ned foran og brugte den som interimistisk ryglæn, mens han tillod sig selv at lukke øjnene bare to minutter og nyde et øjebliks ro. De sidste dage havde været hektiske. Måske også lidt mere hektiske end han brød sig om, men der var ingen beklagelse. Det var alt sammen en del af jobbet. Han tog en dyb indånding, før han slog øjnene op igen, og satte sig op igen, kun for at finde en blok og noget at skrive med frem fra køjesækken ved siden af sig.

Han lænede sig tilbage mod rygsækken igen, og trak et sammenfoldet brev op fra den ene lomme, som han folde de ud og læste endnu en gang. Da han var færdig, sad et lille uudgrundeligt smil på hans læber. Han trak sin bærbare computer op på lårene og bøjede benene op mod sig selv, så computeren kunne fungere som skriveunderlag, da han lagde blokken ovenpå den, og satte kuglepennen til papiret.

Kære Carrie

Nej, jeg er ikke i tvivl og den tanke alene holder mig kørende hver eneste dag, så du behøver ikke trække nogen erklæringer tilbage lige i denne omgang. I det mindste er vi sammen om at være uundværlige, og nej, det har ikke ændret sig. Ikke det mindste, og det har jeg faktisk ikke lyst til det skal gøre.

Han stoppede igen efter få linier og rynkede panden lidt, med tanke på det næste hun havde nævnt i sit brev. Han slog kuglepennen mod blokken og tænkte kort, før han bøjede sig forover og skrev videre.

Manden der faldt var i hærens deling, men fra samme lejr som jeg er tilknyttet nu. Vi havde en mindre ceremoni for nogle dage siden, efter at han var blevet sendt hjem. Det er umuligt ikke at tænkte over det. Vi ved allesammen, at det kunne have været os. Jeg har dog stadig ingen intentioner om ikke at komme hjem. Med den trussel jeg har hængende over hovedet hvis jeg ikke gør det, så tør jeg stadig ikke andet. Jeg glæder mig alt for meget til at se dit smil igen...

Han stoppede igen, og rynkede panden lidt over sit eget forsøg på, på én gang at være ærlig og ikke snakke udenom, men alligevel ikke tage det alt for tungt eller gøre hende mere urolig end han allerede var klar over hun var. Han var ikke sikker på nogen af delen var lykkedes, men han startede sjældent forfra på et brev og heller ikke denne gang.

24 dage... cirka 576 timer... Det bliver første gang nogensinde, hvor jeg ikke holder jul i Newcastle. Tanken er stadig lettere surrealistisk. Alene at skulle stå op og blive husket på, at det allerede er december, når man kigger ud på sand og går rundt i mellem 25 og 30 graders varme. Det er svært at forholde sig til, når jeg ved det sikkert vrimler med lys og julepynt derhjemme allerede.

Jeg ville ønske jeg var hjemme og kunne tage dig med til Bayswater. Gentage en tidligere succes og holde det løfte jeg aldrig fik givet dig, om at vise dig udsigten deroppefra, når julelysene var oppe. Hvis jeg lukker øjnene kan jeg næsten forestille mig at gå med dig gennem Hyde Park. Der er selvfølgelig sne, masser af sne, og der dufter af brændte mandler fra boden på hjørnet. Faktisk, er alt det ligegyldigt, så længe det var dig jeg var sammen med...

Han stoppede igen, og så længe på de sidste linier han havde skrevet. Så greb han ned i sin brystlomme igen og trak et sammenfoldet billede op, der bar tydeligt præg af, at have ligget i lommen længe og af at have været taget frem og foldet ud adskillige gange. Nu gjorde han det igen, og smilede for sig selv da hans blik faldt på Carries smilende ansigt. Det var et billede han havde sneget sig til at tage nogle uger før han tog afsted. Han stak billede i spændt mellem blokken og underlaget og skrev så videre.

Jul i Syrien. Lokalbefolkningen er overvejende muslimer og der er ikke meget jul der, men vi fejrer selvfølgelig jul i lejren, på vores helt egen måde. Vi skal dog have julemiddag d. 25. med alt hvad der hører til, selvom jeg ikke er i tvivl om, at det altid vil være bedre derhjemme. Den mest ærlige måde at sige det på, er vel at vi klarer os med det vi har fordi vi skal. Det bliver jo jul uanset om vi er hernede eller hjemme. Og uanset om vi har kalkun, træ og gaver. Træ har vi nu, omend grantræer er en mangelvare hernede. Resultatet der står ovre i messen, er nu alligevel et glimrende substitut for et "ægte" juletræ.

Om du så gav mig en lyserød plastivflamingo til den græsplæne jeg ikke har, så ville det være den bedste gave nogensinde, fordi den ville betyde jeg var hjemme hos dig.

Jeg håber I får en god dag tilbage under det forheksede loft. Jeg glæder mig til at høre om det, forhåbentligt lige fra dig selv og ikke på skrift. Hils begge dine søstre fra mig. Og din far selvfølgelig.

Jeg mangler også dig... hver eneste dag... jeg er for længst gået i gang med at tælle ned...

Kun din

Eric

[Caroline Abbey]

If I poured out my soul
and I gave you all
Tag: Eric ● Music: Here

”Kære Eric

Jeg tror ikke vi slipper for at betragte hinanden som uundværlige lige foreløbig. Det er groet fast, præcis som dit billede er det her på mit skrivebord i lejligheden. Jeg spekulerer over hvad du ville sige, hvis du vidste hvor mange gange jeg har nået at tænke, at det ville være meget nemmere hvis jeg ikke havde det sådan? Måske er det meget normalt, når man står i denne her situation?
Jeg har ikke fortalt det til nogen; primært fordi jeg når at skifte mening omtrent ti minutter efter, i det øjeblik hvor jeg indser præcis hvor meget værre end det her det egentlig ville være. Så kommer der blot endnu en ugle, der giver mig sommerfugle i maven og det hele er glemt igen, i den midlertidige eufori over livstegn og ord, der kun er til mig.”

Med et lavmælt suk, rettede Caroline sig op fra sin let foroverbøjede stilling ind over bordet. Hun genlæste sine egne ord, ligesom hun, før hun gav sig til at skrive, havde genlæst Erics. Der var noget nærmest stereotypt over de følelser og tanker hun fik, når hun sad og skrev til ham, men der var ikke det store at gøre ved sagen.
Omtrent for en måned siden var det gået op for hende, at han allerede havde været væk længe nok, til at hun burde føle sig adskilt fra ham i en sådan grad, at det ikke ville gøre ondt eller være svært længere. Det havde dog også samtidig bundfældet sig, at det overhovedet ikke var tilfældet. Hun savnede ham kun endnu mere end hun havde gjort, selvom det efterhånden var en følelse hun havde lært at leve med.
Hun gnubbede sine tindinger en anelse, imens hun overvejede hvorvidt hun skulle skrive mere omkring sine bekymringer, den afdøde soldat hun selv havde omtalt eller sin egen tomme trussel om hvad hun ville gøre ved ham, hvis han ikke kom hjem. I sidste ende fandt hun, at hun ikke kunne komme op med noget nyt omkring det og satte blot pennen til papiret for at fortsætte hen af en anden sti.

”... 21 dage. Omtrent 504 timer. Det er meget mindre tid end der allerede er gået, men det føles lidt som om naturen spiller mig et puds og har besluttet sig for at dagene og nætterne skal være dobbelt så lange som før.

Julen er virkelig over os her. Der er ikke faldet en eneste centimeter sne, men alle blade har forladt træerne. De er inde i byen blevet erstattet af julelys, som også glimter fra snart sagt enhver forretning. Når man går ned af Diagonalstræde er det umuligt ikke at blive smittet af julestemningen. Kedlen har endda hyret en hel flok syngende dværge, der bræger ”Stille nat,” ”Julens tolv dage” og ”Tre skibe kom for fulde sejl.” Kønt kan det næppe kaldes, men de slår faktisk gamle tante Doris fra min mors side af familien. Jeg har vedlagt et billede af gaden taget fra lejligheden med Rileys kamera. Det burde give en idé om hvordan her egentlig ser ud. Tag dig ikke af den gamle heksemester i hjørnet, der piller næse.

Bayswater har jeg ikke besøgt siden den dag i sommeren, men jeg er sikker på at det stadig ligger der i januar. Tror du at alle julelysene er taget ned på det tidspunkt? I så fald er mugglere mere effektive end magikere i den sammenhæng, for her kan de sagtens hænge til februar. Det kunne selvfølgelig også godt hænge sammen med, at alle her er enige om, at det er både smukt og hyggeligt med de tusinder af små lys, men dovenskaben i foretagendet kan næppe undervurderes. Sne, brændte mandler og julelys er dog alt sammen sekundært, som du selv skriver. Det der stadig mangler, midt i alt det her, er dig.”

Hun bremsede op, efter at have skrevet det ene sidste og essentielle ord på tre bogstaver. Med et lille, vagt smil løftede hun hovedet og så på Erics billede i rammen. Modsat alle de andre billeder i lejligheden var dette et enkelt frosset øjeblik i tiden og hun stirrede sig i et øjeblik blind på hans smil, som hun muligvis savnede mere end alt det andet. Med et lavt, opgivende suk, satte hun dernæst pennen imod papiret og fortsatte.

”Jeg spurgte min far om mugglere havde noget særligt med plastikflamingoer eller flamingoer i det hele taget, for jeg forstod ærlig talt ikke meget af hvad det havde med noget at gøre. Det gjorde han desværre heller ikke, men jeg skulle hilse igen fra både ham, Mary og Riley. Deres arsenal af drillende kommentarer er endnu ikke løbet tør. Måske får du endda lov til at få et par af dem, når du kommer hjem.
Min far synes stadig det er sjovt at hive det gamle billedealbum frem og vise mig et foto, hvor jeg tilsyneladende er i gang med at teste hvor godt dit hår er fæstnet på hovedet... Jeg er ikke helt enig, men det ser ikke ud til at røre nogen af dem.

Uanset kvaliteten af maden, træet eller lokationen, så håber jeg du får en god juleaften. Du kan være sikker på, at jeg tænker på dig, imens jeg sidder med familien. I det hele taget tænker jeg ret meget på dig, hvis du ellers skulle være i tvivl. Juleaften er der kun godt en uge til, at du kommer hjem.

Jeg savner dig.

Stadig din

Caroline”

[Eric Wolfe]

The simple lack of you
is more to me than others' presence

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline ~ (Music) :: Here

Kære Carrie

Jeg håber jeg opfører mig pænt på skrivebordet. Jeg kan desværre ikke præstere noget ligeså civiliseret, men jeg lover dig, at du ligger trygt og godt i min brystlomme døgnet rundt. Lige indenfor rækkevidde når jeg får brug for at se dig smile til mig. Ikke at det på nogen måde kan stikke den ægte vare, ikke engang hvis det var et troldmandsfotografi, men..

Kuglepennen gik i stå på papiret og han så tænksomt på det sidst ord han havde skrevet nogle minutter og lod så sætningen stå ufuldendt, mens han tog fat på hendes næste ord med et lille ubevidst smil, der dog ikke forhindrede en tænksom rynke mellem hans bryn.

Jeg tror det ville være underligt hvis ikke de tanker dukkede op, hvis jeg skal være ærlig. Jeg ville i hvert fald lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke selv har haft dem. Og nok især fordi der er den afstand i mellem os, som der desværre er lige nu. Lidt endnu. Tvivlen er ingen af os desværre herre over, men den holder kun indtil endnu en ugle sniger sig uset igennem og jeg igen sidder med et brev i hånden med din håndskrift. Lige i det øjeblik, er jeg så lidt i tvivl som jeg overhovedet kan være og parat til at teste hvor mange ugler der skal til for at flyve en voksen mand til England. Ad hensyn til dyrenes rettigheder, tror jeg dog jeg undlader at gøre forsøget.

Min pointe er nok, at du ikke er alene med tvivlen, men altså heller ikke med sommerfuglene. Sommerfuglene og jeg er blevet ganske gode venner over det sidste halve år. Jeg passer godt på dem, skal jeg fortælle dig og til gengæld fortæller de mig alle de ting jeg får mulighed for at gøre alvor af, om cirka 19 dage. Lige hurtigt regnet sammen, så bringer det os ned på omkring 456 timer. Lige pludseligt er det lettere surrealistisk at tænke på, at jeg om under en måned ser dig igen. Dig og alle de andre. Tidsfornemmelsen ryger en smule hernede.

Der har været en del snak i krogene om udskiftning i rækkerne lige omkring jul, så vores juleaften bliver allerede d. 21. for at få alle planerne til at passe sammen. Jeg har vedlagt et billede af vores julepyntede messetelt, så du kan se substituttræet jeg nævnte i sidste brev. Det ser ikke ud af meget, det ved jeg, men det er alligevel et velkomment afbræk i hverdagen og et lille stykke af hjem for os allesammen.

"Wolfe?" Et råb udefra fik ham til at standse skrivningen og se op. Han rettede blikket mod teltåbningen, hvor Whewell kort efter kom til syne og så sig søgende omkring, indtil hans blik fandt Eric og han gjorde et kast med hovedet "Obersten vil tale med os. For fem minutter siden." Eric nikkede hurtigt og rettede sig lidt op "Kommer straks. den anden nikkede og forsvandt så igen, mens Eric lod blikket falde til blokken igen, og hurtigt skrev videre.

Sneen kan nåes endnu. Den har det med at komme lige når man har opgivet, eller slet ikke ønsker den kommer alligevel. Tak for billedet. Jeg har sneget mig til at se på det flere gange og næsepilleren er lettere svær at ignorere nu du har gjort mig opmærksom på ham. Det til trods, er det rart at se det hele ligner sig selv. I hvert fald efter julestandarder. Julepynt har vi nu også udenfor messen hernede. Jeg har vedlagt endnu et billede af den aldeles nydelige hjelm Trombley og jeg fik udsmykket den anden dag. Bare fordi vi kunne. Jeg er dog ikke sikker på den ville gå igennem nåleøjet for reglementeret påklædning.

Der er også kun ét lys der betyder noget lige nu. Dig. Til gengæld lyser du klarere for mig end alle de andre. Flamingoerne skal jeg forklare dig når jeg kommer hjem. Og tak for advarslen på dine søstre. Ikke at jeg ikke allerede havde forberedt mig mentalt på nogle hug. Jeg mindes svagt billedet du nævner. Du kan berolige din far med at jeg stadig har hår på hovedet. Det tog ikke permanent skade.

Jeg håber også du får en dejlig jul, og jeg kommer til at sende både dig, din familie og min egen en hel overflod af tanker. Og nej.. jeg er stadig ikke i tvivl. Tanken varmer mig hver dag.

Jeg savner også dig og jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg glæder mig til at kunne lægge armene omkring dig igen.

Kun din

Eric

Han stoppede hurtigt blokken med det nu færdige brev tilbage i køjesækken, kom hurtigt på benene og forlod teltet med lange skridt, med kurs mod sin overordnedes telt som beordret, velvidende at han allerede havde trukket den flere minutter for længe.

[Caroline Abbey]

If I poured out my soul
and I gave you all
Tag: Eric ● Music: Here

Carrie dumpede ned i sin sofa med Erics brev i hånden. Hun genlæste det med et vagt smil hvilende i mundvigene og hidkaldte dernæst både pen, papir og blæk, for at kunne komme i gang med sit svar. Inden hun gik i gang, hvilede hendes blik i flere øjeblikke på de to billeder han havde sendt og hun sukkede lige dele opgivende og henført, med et tåbeligt men vedholdende ønske om at være hvor de var blevet taget.

”Kære Eric

Jeg ved præcis hvad du mener. Det er en underligt dobbelt og bittersød ting. Dels er det et plaster på såret og dels er det salt i selvsamme, fordi et fotografi bare på ingen måde er godt nok. Det er dog det bedste jeg har. Dit smil i en ramme og dine ord i dine breve. Jeg ville ikke undvære nogen af delene.”

Hun stoppede op, bed ned omkring sin underlæbe og fiskede Erics brev frem igen, for endnu engang at læse hans ord om tvivl. Det føltes underligt at skulle svare på den slags, når alt hun egentlig havde lyst til var at væve mere om hvor vidunderlig hun synes han var og hvor meget hun glædede sig til at se ham igen. Alligevel satte hun pennen til papiret og fortsatte.

”Hverken uglernes eller din velfærd ville være særlig god, hvis du nogensinde skulle forløbe dig og forsøge tricket, men jeg sætter pris på tanken. Intet ville være en bedre overraskelse, uanset min temmelig dominerende antipati for selvsamme.
Lige nu er jeg slet ikke i tvivl. Jeg vil have dig. Her. Nu. Med det samme. Jeg vil have det hele på én gang og jeg er fuldstændig sikker på alting. Det er når jeg stirrer ud i mørket, at jeg overvejer om det er alt det her værd. Savnet, længslen. Det er virkelig meget at gennemgå for noget så skrøbeligt. Alligevel vil jeg ikke være fri og svaret i den henseende må blive ja. Det håber jeg, at det er. Det håber jeg virkelig...

Om 15 dage får vi uanset hvad begge to vores belønning for ventetiden, savnet og manglen. To uger og én dag. Ca. 360 timer. Jeg kan umuligt beskrive præcis hvor meget jeg glæder mig til at se dig, røre ved dig og have dig lige her. Har jeg nævnt, at jeg overvejer at lænke dig til min seng? Ikke som et led i noget som helst beskidt, men for at du ikke slipper fri lige foreløbig?”

Carrie rømmede sig lidt for sig selv, klemte øjnene sammen, som hun dyppede pennen i blækhuset, og overvejede i et kort øjeblik at slette de sidste par linjer. I sidste ende endte hun dog med at lade dem stå, fnøs en anelse over sit eget ordvalg og skrev videre.

”Jeg er ikke i tvivl om, at du allerede har misforstået det ovenstående på trods af de mest snehvide intentioner herfra...

Her er der ellers stadig heller intet af netop sne, men rigeligt med kulde. Jeres substituttræ ligner det bedste i kunne få ud af det. Jeg håber jeres jul bliver lige præcis sådan. Hvem skifter de ud og hvorfor venter de ikke bare den 1½ uge før resten af jer alligevel skal af sted? Jeg har stadig kun meget vage ideer om hvordan alting hænger sammen i din verden, men det virker dumt. Omtrentligt lige så meget som billedet af den hjelm du sendte. Det fik mig til at grine og står nu op af billedet af dig, som et vartegn på dine... Kreative evner. Rent ud sagt ser det temmelig tåbeligt ud, men jeg ville gerne se en af jer troppe op til inspektion med sådan et par horn på. Det kunne være kønt.

Hug er en underdrivelse, men mon ikke de er meget sødere ved dig end ved mig? Det ville følge et oldgammelt mønster, i hvert fald. Jeg har undladt at bringe noget som helst op overfor min far, eftersom han bare begynder at grine igen hver gang dit navn bliver nævnt. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal mene om det, men hele den gamle kliché med at møde en andens familie er da i det mindste punkteret helt på forhånd. Om det er en fordel har jeg absolut ingen anelse om. Jeg tvivler.

Jeg tæller ned. Hver evig eneste dag.

Stadig din

Caroline”

[Eric Wolfe]

The simple lack of you
is more to me than others' presence

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline ~ (Music) :: [url=http://www.youtube.com/watch?

v=GpFudDAYqxY]Here (new)

[/url] [/i][/center]

Eric sad på motorhjelmen af et af lejrens mange køretøjer. De var dog ikke i lejren lige nu, men i en midlertidig opstilling et godt stykke fra deres base, hvor de var sendt ud som rekognoseringsdeling. Der var dog ikke sket noget eller opdaget noget alarmerende, så han havde sneget sig til at finde sin trofaste blok og lå nu mageligt henslængt, mens solen bagte ned på ham fra en skyfri himmel. Der var kun fem dage til jul og efter den melding han havde fået dagen før, var det pludseligt en del lettere at forholde sig til den tanke. De fem dage der var til jul, betød nemlig pludseligt også, at der kun var fem dage til han så sin familie igen, og, forhåbentligt den hvis brev han satte sig til at svare på.

Kære Carrie

Fotografiet er, som vores ynkelige juletræ i messen, et udemærket substitut, når den ægte vare ikke er indenfor rækkevidde.

Han stoppede allerede efter den ene linie, da han tænkte på Carries seneste ord om overraskelser og samtidigt hvad han selv havde i tankerne. Så smilede han lidt for sig selv, og skrev videre.

Overraskelser behøver ikke altid være en dårlig ting. Jeg skal nok få dig overbevist en dag.

Om det er det hele værd i sidste ende. Jeg ved det ikke, men jeg kan kun tilslutte mig dit håb. Dét kan jeg gøre uden betænkning og uden bekymring. I mine tanker er der ingen tvivl om, at jeg stadig står ved mine ord. Jeg vil dig.. jeg vil os.. jeg vil det her uanset hvor det fører os hen. Jeg behøver bare lukke øjnene, så er jeg lige der hvor jeg gerne vil være. Hos dig. Hvis jeg koncentrerer mig hårdt nok, kan jeg næsten mærke dig.. dufte dig.. se dig, vigtigst af alt.

Med det sagt, så bliver det slet ikke nødvendigt at lænke mig til noget som helst. Jeg kan garantere dig, at jeg gladeligt bliver lige der helt frivilligt. Med hensyn til det snehvide, så tror jeg det klogeste, for os begge, er at overlade det til den sne der endnu ikke er kommet.

Han stoppede igen og tog sig selv i at sidde og grine smørret ned mod blokken. Et øjeblik lagde han kuglepennen fra sig og greb ned efter feltflasken ved siden af sig. Han skruede låget af den og tog en forsvarlig mundfuld af det stadig kølige vand den indeholdt, mens han med et tænksomt blik så sig omkring. Han overvejede igen for og imod sin egen plan om at overraske alle derhjemme ved rent faktisk at komme hjem til jul og ikke først lige efter nytår. Han vidste at den ville blive godt modtaget hos hans familie, men han kunne ikke frasige sig, at have en svag, nervøs knude i maven over hvad Carrie ville mene om overraskelsen. I stedet for at gruble mere over det, skubbede han tanken fra sig og bøjede sig igen over blokken og brevet der tog form på den.

Jeg kan kun give dig ret i at det må virke lettere tåbeligt at skifte ud med så kort varsel og ikke vente, men der skulle efter sigende være mening bag galskaben. Det er svært at forklare, men om ikke andet er der nogen heldige der kommer hjem til jul mod forventning. Jeg kan med nogenlunde sikkerhed sige, at de ikke er utilfredse med ændringerne.

Hjelmen er skam blevet afprøvet. Trombley tog den på til inspektion i går eftermiddags og selv vores gamle, mavesure oberst måtte trække på smilebåndet. Det er den der herlige ting jul gør ved folk, uanset hvor man er og under hvilke omstændigheder. Noget kunne tyde på, at den også har fundet Stolpen. I hvert fald fik Trombley lov til at promenere rundt med gevir resten af dagen. Det var et syn for guder.

Med hensyn til dine søstre, så ville jeg ikke vide mig alt for sikker. Jeg ved at i hvert fald den ældste af dem kan få serveret nogle gode svidere når hun vil, men gamle mønstre skal selvfølgelig følges. Det er klart. Jeg ved ikke helt om jeg skal være nervøs over din fars grineri, men jeg vælger at tolke det som at foretrække fremfor at han knurrede og truede med at finde jagtgeværet frem fra skabet.

12 dage til planlagt afgang... jeg tæller timer frem for dage..

Kun din

Eric

[Caroline Abbey]

If I poured out my soul
and I gave you all
Tag: Eric ● Music: Here

”Kære Eric

Overraskelser er altid en dårlig ting i min bog, præcis som du ved, men jeg vedholder at et stk. luftkaptajn med uglepost ikke ville være det værste jeg kunne forestille mig, trods alt.

Om ti dage behøver vi ikke længere forestille os, men jeg indrømmer, at jeg gør præcis det samme. Ingen af mine gemte mentale billeder er dog helt så gode som den ægte vare. Jeg har glemt hvordan du dufter og næsten hvordan dine kys er. Begge dele glæder jeg mig til at få genopfrisket den 31. Ti dage... Det er jo fuldstændig overskueligt.
Jeg glæder mig til at fejre nytår sammen med dig, selvom jeg ærligt skal sige, at det føles temmelig surrealistisk at springe ud i noget så... Så hvad? Kæresteagtigt? Uanset hvad det er, så holder jeg mig dog til min tidligere udmelding om, at du ikke slipper for mig lige med det første. Der er i øvrigt intet snehvidt ved mine planer for den første del af den 31., ud over måske et par lange øjeblikke til at stirre ind i dine øjne. Nævnte jeg, at jeg virkelig ikke kan vente? Det er en multianvendelig sætning. Der er meget jeg ikke kan vente på...”

Carrie lod pennen blive i blækhuset i et øjeblik, imens hun så ned på sine egne ord med et lille skævt smil over de åbenlyse hentydninger. Hun rømmede sig svagt og fandt hans billede i rammen, imens hun fangede sin underlæbe mellem tænderne. Der var ingen tvivl om, at der var andet end hans stemme, grin og simple tilstedeværelse hun manglede, men hun havde ikke tænkt sig at pensle det yderligere ud. Hun var trods alt kun et menneske og desuden som sådan ikke i tvivl om, at Eric havde det på præcis samme måde. I stedet for at væve mere rundt i samme emne, skimmede hun derfor i stedet hans brev igen og fortsatte sit eget svar.

”Utilfredse er de heldige vel næppe. At have mulighed for at fejre højtiden med dem man holder af er vist et helt alment menneskeligt ønske. Hvorfor er du ikke en af dem? Det ville være en perfekt julegave, ville det ikke? For os alle sammen...

Riley er præcis lige så skarp som altid, men jeg tror nu ikke du har noget at frygte fra hendes side. Det ville imponere mig om hun kunne sige noget, der var mere giftigt, end hvad hun allerede har fældet ned i sit månedsmagasin i tiden på Hogwarts – om både dig og mig. Desuden er det egentlig ligegyldigt hvad hun siger. Det ændrer ikke en snus på hvad jeg mener, ligesom min fars vittigheder ikke gør det. Jeg synes du er helt fantastisk.

Stadig din, især om ti dage

Caroline”

[Eric Wolfe]

The simple lack of you
is more to me than others' presence

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline ~ (Music) :: [url=http://www.youtube.com/watch?

v=GpFudDAYqxY]Here

[/url] [/i][/center]

Eric lagde med rutinens perfektion endnu to trøjer sammen og lagde dem ned i køjesækken der stod på sengen der havde været hans de sidste mange måneder. Hans blik faldt på Carolines seneste brev der lå foldet sammen på hans hovedpude. Han havde modtaget det dagen før med en lettere forpjusket ugle, der havde overrasket ham da han startede sin nattevagt. Tanken om uglen der nær var havnet i skudlinien kategoriseret som et fjendtligt angreb, fik ham til at smile for sig selv og ryste på hovedet, mens et par bukser gjorde resten af tøjet selskab i køjesækken. Så stoppede han og så på brevet igen med et tænksomt blik nogle sekunder, før han greb det og skubbede køjesækken til side. Han fandt hurtigt sin trofaste blok og kuglepen, før han satte sig på sengen med ryggen mod den kraftige teltdug der gav en smule efter for hans vægt, men alligevel tjente formålet som ryglæn aldeles glimrende.

"Uimodståelige Carrie...

Du modsiger dig selv en smule, men forventningen om snart at se dig igen, får alle mine stædige mod-argumenter til at smuldre, så jeg lader den ligge. For nu. Tro ikke du slipper helt.

Otte dage... så skal jeg gøre mit aldeles ypperste for at genopfriske alle dine sanser. Grundigt og gentagende, indtil det sidder på rygraden. Ind i mellem det, så glæder jeg mig til nytår i London, selvom min mor ikke helt har tilgivet mig for at vælge London over Newcastle. Jeg tror dog hun overlever, som hun selv så smukt sagde det, før hun bad mig sende dig en hilsen og et kram.

Kæreste-agtigt. Du fik mig til at sidde og grine lidt for mig selv. Det lyder så, teenage-agtigt, men når ret skal være ret, så føler jeg mig også lettere teenage-euforisk i nærheden af dig, så måske passer det hele sammen i sidste ende. Og ja, du har nævnt det.. gentagende gange.. og jeg bliver aldrig træt af at høre det."

Han stoppede og så fra hendes brev til sit svar på blokken med et alt for bredt smil, der i sin drengede udgave stemte glimrende overens med det han netop havde skrevet. Om mindre end et døgn ville han være på vej hjem til England, uden at nogen, hverken hans familie, venner eller Carrie anede en snus om det. Tanken fik ham både til at smile forventningsfuldt og få en mindre knude i maven netop over ikke at have fortalt nogen, ud over Carries far, om sin tidligere hjemkomst. Mest af alle, at han ikke havde sagt det til Carrie selv. Han skød den svage nervøsitet fra sig og skrev i stedet videre.

"Hvis de var utilfredse, så skulle jeg personligt stemple dem i panden med permanent blæk som utaknemmelige. DEt ville, som du selv siger det, være den perfekte julegave. At have dig i armene... nej... jeg kan stadig ikke komme på noget der kunne toppe den..

Kun din, mere end nogensinde

Eric"

[Caroline Abbey]

If I poured out my soul
and I gave you all
Tag: Eric ● Music: Here

Carrie lå på maven på sin gamle teenageseng, allerede klædt i julekjolen og som sådan klar til at træde ind i pejsen nedenunder og følge sin familie til den anden ende af byen, hvor hendes farmor og farfars hus uden tvivl allerede ville være fyldt med duften af julemad. Hun havde bare lige en enkelt vigtig ting hun ville nå først.
Før hun selv gav sig til at skrive på det stykke papir, der lå klar, hev hun Erics brev frem igen og genlæste det. Hun kunne ikke lade være med atter engang at rynke panden en anelse over hans ord om, at hun havde modsagt sig selv i sit tidligere brev, men lyste alligevel hurtigt op i et både varmt og lettere smørret smil, som hun atter kom længere ned i teksten. Tanken om at få genopfrisket hvordan Erics læber imod hendes og hans fingre hen over hendes hud føltes gav hende behagelige kuldegysninger og hun tog en dyb indånding, før hun trak både frisk pergament og skriveunderlag til sig og tog fat på et svar.

”Kære luftkaptajn

Din ugle fangede mig hjemme hos min far på mit teenage-værelse, så her ligger jeg endnu på min gamle seng og stjæler et par minutter inden vi tager over til farmor og farfar for at fejre jul.

Jeg mener ikke jeg modsagde mig selv. Hvis du rent faktisk var kommet hjem sammen med de heldige asener ville det jo være varslet for over en uge siden og således ikke nogen overraskelse som sådan. Jeg skulle gerne have gjort fin plads til dig i min kalender hvis det havde været tilfældet. Intet ville glæde mig mere, som sagt, end en julegave i form af dig, der genopfrisker mine sanser... Grundigt og gentagende. Jeg skal i øvrigt gerne gøre dig tjenesten igen.
Nu kan jeg dog faktisk godt vente. En uge er slet ikke så forfærdeligt igen. Det er dejlig håndgribeligt. Syv dage. Omtrentligt 168 timer endnu uden dig og så er du min. Jeg glæder mig til at se dig, mærke dig og bare... Være i nærheden af dig, egentlig.

Jeg er desuden helt enig med dig i, at ordet ”kærester” i sig selv lyder enormt barnligt, men jeg kunne ikke finde noget bedre. Elskere? Det er lidt plat, ikke? Har vi andet at gøre godt med af begreber, som jeg har overset? Ellers må jeg holde mig til det. Det føles uanset hvad, som jeg vist skrev, vældig bastant at fejre nytår med dig, også selvom vi får selskab af Eddie og Imogen senere. Jeg trækker på ingen måde i land, men det var immervæk det jeg mente. At i alt er det som om alting bare gik så hurtigt, ud over de sidste fire måneder som helhed. Jeg burde være panisk angst og ved at trække mig, men det eneste jeg kan tænke på er hvor ufattelig rart det bliver at få lov til at falde i søvn med dine arme omkring mig igen. Jeg ved ikke hvor meget teenageforelskelse der er i det, men jeg synes at mindes at du drev mig helt fra snøvsen og vendte verden lidt på hovedet, så helt galt er du måske ikke på den.”

Carrie løftede hovedet, da hendes eget navn lød nedenunder. Hun så utilfreds ned på det ufærdige brev og klarede selv halsen, før hun råbte. ”Ti minutter, far!” Derpå sænkede hun atter både blik og pen og skrev hastigt videre.

”Juleaften ville i det mindste være forløbet på præcis samme måde uanset om du var dukket op i morges eller ej. Jeg prøver på at tænke på det sådan, at så ville vi alligevel have været adskilt – men af få kilometer frem for flere tusinde. Måske ville det i virkeligheden være værre? Alligevel kan jeg simpelthen ikke helt lade være med at være bare en anelse ærgerlig. Jeg kan godt vente, jeg er klar til at vente, men når du nævner at nogen få heldige får lov at komme hjem til jul, så kan jeg umuligt lade være med at misunde deres kære bare en smule. Jeg glæder mig til at se dig og til fyrværkeriet i mere end én forstand.

Glædelig jul, Eric, også selvom i holdt den for tre dage siden. Jeg vil prøve at lade være med at tænke alt for meget på dig i aften og nøjes med at være tilstedeværende med min familie. I nat dog... I nat vil jeg mangle dig. Igen.

Din Caroline”

CLOSED