Silent night...

[Todd Monroy]

Through the window I can see, snow begin to fall
KNOWING YOU'RE IN LOVE WITH ME

[/font][/size]
is the greatest gift of all

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

TAG Donia Allaway * OUTFIT here

Todd nåede op på den lille veranda foran huset et halvt minut efter de to hunde der fór ivrigt rundt om både hinanden og ham og rundt på hele verandaen mens de hver gang endte utålmodigt foran døren ind til bryggerset og selve huset. Todd grinede for sig selv og stoppede for at trampe sneen af støvlerne, før han lukkede døren op og lod hundene løbe ind som de første. Han rystede på hovedet med et lille smil, mens han tørrede fødderne på den stride måtte og fulgte efter dem ind, for blot at se begge pelsklumper fortsætte ud i køkkenet, mens han lukkede døren bag sig og begyndte at tage overtøjet af.

Han fik øje på Donia gennem den åbne dør til køkkenet og smilede varmt mens han viklede halstørklædet af og hængte det op på knagen ved siden af døren, for så at fløjte skarpt og påkalde sig begge hundes opmærksomhed. Han klappede sig bestemt på låret og begge dyr reagerede prompte ved at komme ud i bryggerset igen og uden yderligere ordrer, krøb op i hver sin kurv, gik nogle gange rundt og så lagde sig, mens Todd hængte også jakken på knagen. Han satte sig på hug og bandt sine støvler op, mens han så ind på Donia igen "Der er komplet vindstille og stjerneklart udenfor. Du skulle have set det." han rejste sig op igen og skubbede støvlerne af, før han greb de to madskåle fra gulvet, satte dem op på bordpladen der var sat op på den ene væg og hurtigt fyldte dem med mad fra spanden på gulvet. Begge skåle havnede på gulvet igen og efter at have givet begge hunde et hurtigt tegn, gik han videre ind i køkkenet da de var optaget af at spise.

Han gik direkte hen til Donia og bøjede sig lidt for at give hende et flygtigt kys på den ene kind, mens den ene hånd lagde sig på hendes runde topmave og strøg den blidt "Fandt du på noget til aftensmad, eller skal jeg til at vove pelsen?" han lod hånden ligge uden at tænke videre over det og så drillende på hende som han rettede sig op igen "Det er på eget ansvar.. det ved du godt."

[/blockquote]

[Donia Monroy]

the holly green, the ivy green, the prettiest
picture you have ever seen

[/size]

Tag: Todd Monroy • Outfit: Here[/center]

Tekedlen over komfuret fløjtede lystigt og sendte en stime af forunderligt farvet damp op imod loftet. Donia gik stille og roligt rundt i det landlige køkken og nynnede en velkendt melodi for sig selv, med den ene hånd placeret vant på toppen af sin bulende mave der bare voksede og voksede. Med den frie hånd åbnede hun lågen til et af køkkenskabene og fiskede to kopper frem for dernæst at placere dem på bordpladen, inden hun tog kedlen af og hældte den velduftende te op i dem. Dampen snoede sig i alverdens mønstre, der langt fra var naturlige og de hele tiden skiftende farver afslørede at det ikke bare var den slags te man kunne købe i alverdens mugglerforretninger.

Lyden af en velkendt glammen ude fra verandaen fik hende kortvarigt til at stoppe op og se sig over skulderen, straks med et smil på læberne, inden hun igen satte kedlen fra sig og slukkede for den tændte kogeplade. Donia lagde hånden mod maven og mumlede stille for sig selv, stadig med antydningen af et smil på læberne. "Far er hjemme," fortalte hun til de to hun ikke endnu kunne se, men kun kunne mærke.

Øjeblikket efter gik døren ganske rigtigt op og Todd trådte ind af døren efter hundene der hurtigt var ude i køkkenet og tog et par runder om hendes stående skikkelse. En munter, klukkende lyd gled over hendes læber, som hun besværet bøjede sig lidt for at klø den ene bag øret før Todd kaldte dem til sig ude fra gangen. Smilet voksede sig mærkbart større over hans ord og hun løftede den ene hånd for at stryge en af de få løse hårtotter om bag øret, imod den langt fletning der hang løst over hendes ene skulder. "Det lyder herligt," svarede hun og lod hånden falde til sin mave igen, mens hun betragtede ham tage sine støvler af og fulgte ham med blikket helt indtil han nåede hende i køkkenet og hun igen fjernede sin hånd for i stedet at gøre plads til hans.

Donia rystede svagt på hovedet over hans spørgsmål og krøllede læberne sammen i et skyldigt smil. "Nej ikke rigtigt... Jeg endte med at falde i søvn på sofaen." Hun slog blikket op imod hans velkendte ansigt igen og klukkede endnu engang. "Hvis du vil, kan vi altid lave noget sammen. Du får mig jo altid til at tvivle på dine evner i et køkken med de kommentarer," pointerede hun, ganske for sjov. Donia drejede sig let imod køkkenbordet igen og rakte frem efter de to kopper hun for et øjeblik siden havde stillet frem. "Men jeg har lige lavet te. Jeg tænkte du kunne bruge det, når det er så koldt udenfor."

[/blockquote][/justify]

[Todd Monroy]

Through the window I can see, snow begin to fall
KNOWING YOU'RE IN LOVE WITH ME

[/font][/size]
is the greatest gift of all

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

TAG Donia Allaway * OUTFIT here

Todd smilede mildt mens han flyttede hånden fra hendes mave og i stedet løftede den for at lægge den mod hendes kind et øjeblik "Mon ikke vi finder på noget." han lod hånden falde igen og greb blidt fat om hendes fletning og lod hånden følge den indtil enden "Efter igår kunne jeg selv havde brugt en lur, så det undrer mig ikke at du var træt." han løftede blikket fra fletningen igen og så hende i øjnene "Fik du så hvilet ordentligt?" et svagt bekymret glimt sneg sig ind i hans blik, selvom han forsøgte at skjule det, velvidende at hun havde det udemærket.

Det forhindrede ham dog på ingen måde i stadig at bekymre sig lidt ekstra netop disse måneder. Bekymringen i hans blik veg dog til fordel for varme og han smilede igen som hun fortsatte. Han nikkede en enkelt gang, mens hans ene hånd helt på egen akkord igen lagde sig mod hendes mave "Det lyder som en aftale." han grinede lydløst og lagde hovedet lidt på skrå "Hvis du står og overvåger kan jeg næppe nå at ødelægge det hele." han vrikkede drillende med øjenbrynene, før han impulsivt bøjede sig og plantede et flygtigt kys på hendes læber før hun vendte sig væk.

Han slap hende lettere modvilligt, og fulgte hende med blikket som hun rakte ud efter de to dampende krus, som han først nu bemærkede. Han smilede varmt endnu en gang og nikkede "8 grader minus, men heldigvis ingen vind." varmen indenfor havde hurtigt varmet ham igen efter turen med hundene og den uldne trøje han havde på blev hurtigt for meget. Han trak den hurtigt over hovedet og slængte den over en af stolene ved det lille bord i køkkenet for så at gå hen og tage krusene ud af hendes hænder "The lyder perfekt.." han så kærligt på hende og fortsatte så ind i stuen hvor han satte dem fra sig på det lave bord foran sofaen.

[/blockquote]

[Donia Monroy]

the holly green, the ivy green, the prettiest
picture you have ever seen

[/size]

Tag: Todd Monroy • Outfit: Here[/center]

Donia hvilede kinden let ind imod hans hånd og klukkede mildt. "Det vil jeg tro," bekræftede hun unødvendigt hans ord og fulgte hans hånds bevægelse ned over hendes flettede hår med blikket, indtil den igen landede på hendes mave. "Mmmh. Men klokken er ikke så forfærdeligt mange endnu, så du kan stadig nå det. Det er garanteret nemt med den friske luft oveni," pointerede hun med et fornuftigt, varmt smil. Hun kunne forestille sig at der var mange der havde været med til festen, der var langt hårdere ramt end hende selv, især dem der havde drukket andet end vand hele aften. Dermed ikke sagt at det ikke havde været hårdt for en der bar rundt på to ekstra personer også. "Ja. Det var skønt... og tiltrængt," svarede hun med et lille smil.

Helt på egen akkord lagde hendes hånd sig over hans på maven, mens hun gav endnu en lavmælt, munter lyd fra sig. "Du ødelægger alligevel sjældent noget helt," indskød hun mildt drillende og løftede hagen en smule for kortvarigt at møde hans læber, noget der efter fem år stadig kunne få en mild lyserød farve til at stige op i hendes vinterblege kinder.

Kort efter havde hun drejet sig efter kopperne og skuttede sig let bare ved tanken om vejret udenfor. Selvom det var varmt inde i huset og hun var pakket ind i både strikcardigan og sokker, var hun stadig temmelig kuldskær. "Godt det ikke er mig," svarede hun med et halvt taknemmeligt smil, på trods af at hun selvfølgelig ville være gået med ud hvis han havde bedt hende om det. Hun betragtede ham mens han krængede trøjen af og smilede for sig selv da han tog kopperne, med et lavmælt "tak," fra hendes side.

Da hun igen havde hænderne fri, placerede den ene sig vanen tro på maven, før hun fulgte efter ham ind i stuen, hvor hun lod blikket falde imod vinduet der afslørede det snedækkede landskab udenfor. Donia fulgte ham over til sofaen, omhyggelig med ikke at komme til at puffe til bordet og satte sig en smule besværet og forsigtigt ned i den ene ende af sofaen med et lille suk.

[/blockquote][/justify]

[Todd Monroy]

Through the window I can see, snow begin to fall
KNOWING YOU'RE IN LOVE WITH ME

[/font][/size]
is the greatest gift of all

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

TAG Donia Allaway * OUTFIT here

Todd smilede mildt med en svag hovedrysten og så lod enden af hendes fletning glide ud mellem sine fingre "Så falder jeg aldrig i søvn senere." uden videre bevidst tanke, landede hans hånd igen på hendes mave og han strøg tommelfingeren blidt over det blomstrede stof under cardiganen og smilede varmt og forventningsfuldt ved tanken om, hvad der gemte sig inde bag det hele.

Hans blik faldt til samme punkt da hendes hånd lagde sig over hans og han smilede skævt før han så op igen blot for at bøjede hovedet lidt og lade sine læber møde hendes "Jeg prøver at lade være. Uanset så er dine evner i et køkken større end mine, med mindre du ikke kræver mere end spejlæg og stegte pølser." han lagde hovedet tænksomt på sned, uden at kunne skjule det drillende glimt i sit blik, ikke at han egentligt forsøgte "Jeg tror endda jeg kan lave lamme-gryde eller Coddle hvis jeg strammer mig an." han slap hende med smilet stadig lurende i mundvigene.

Hantrka let på skuldrene mens han trak sweateren over hovedet og slængte den over en af køkkenstolene "Jeg har ikke noget imod det. Det var dejlig friskt." han gik over og tog krusene fra hende med vanens selvfølgelighed "Så længe det er så stille som nu og der ingen vind er, er det smukt." han sendte hende et lille nik og et smil som svar på hendes tak og fortsatte så ind i stuen foran hende.

Efter at have stille krusene fra sig på sofabordet, satte han sig ikke med det samme, men greb i stedet det tæppe der lå i sofaen, lagde det nødtørftigt sammen og lod det ende i modsatte ende af sofaen som Donia dumpede ned i. Han smilede igen, mens han selv satte sig ved siden af hende og et lille tilfreds suk gled over hans læber. Han lænede sig tilbage og lod et øjeblik nakken hvile mod det øverste af ryglænet mens han lukkede øjnene "Mor tilbød vi kunne komme derover at spise, men jeg sagde nej tak." han smilede skævt uden at åbne øjnene eller rette sig op igen "Efter i går trænger jeg lige til bare at være os." han løftede armen nærmest hende, lagde den omkring hende og trak hende ind til sig.

[/blockquote]

[Sofia Banes]

. . . Bløde snefnug dalede harmonisk ned over Irlands landskab og føjede endnu mere sne til dynen der dækkede den frosne jord. De klare stjerner oplyste svagt landskabet, der bestod af snedækkede træer og marker. Der var lys i vinduerne på den idylliske gård der tilhørte de kommende Monroy. Knas. Fodspor kom til syne i sneen på en nyryddede sti, idet Sofia banede sig vej frem til hoveddøren. Hendes hoved summede stadig en smule efter at have transfereret sig så langt et stykke. Frosten havde på kort tid fremkaldt en rosa farve i de blege kinder, og Sofia trak jakken en smule tættere omkring sig. Inden hun trådte op på afsatsen til hoveddøren, lod hun blikket glide over det idylliske landskab og sukkede svagt. Der var en fantastisk smuk aften, og i et kort sekund ønskede hun at Stuart var ved hendes side. Efter to måneder var de stadig som nyforelsket, og det var umuligt ikke at savne ham når de var adskildt, også selvom hun havde set ham samme dag.
Der stod en lille dampsky ud fra munden hver gang hun indåndede, og fingrene, der var gemt i tykke vanter, begyndte så småt at blive stive af kulde. En smule ivrigt efter at komme ind i varmen vendte Sofia sig mod hoveddøren og bankede på. 3 faste slag. Det skulle blive godt at se venindens velkendte ansigt i hoveddøren, også selvom det var blot en uges tid siden de sidst havde mødtes. I øjeblikket brugte Sofia enten sin tid hos Stuart og September eller hos Donia med bryllupsplanlægning. Det var sjældent hun var i sin lejlighed mere, men det gjorde intet.
Afventende skiftede Sofia vægten fra den ene fod til den anden.

[Donia Monroy]

the holly green, the ivy green, the prettiest
picture you have ever seen

[/size]

Tag: Todd Monroy • Outfit: Here[/center]

Donia smilede let over hans ord og undlod at komme med flere kommentarer til emnet, velvidende om at hun sandsynligvis selv ville være i stand til at sove hele natten selvom hun også havde sovet dagen væk. Nu hvor Todd var tilbage, var vågenhed dog langt mere at foretrække. Smilet voksede en anelse over den behagelige følelse af hans hånd imod hendes mave og hans læber flygtigt mod hendes. "Jeg er sikker på at du kan lave hvad du har lyst til, hvis du strammer dig an," pointerede hun med et mildt smil og slap hans hånd igen så han kunne komme til at lægge trøjen fra sig.

Hun klukkede lavmælt over hans ord da han tog krusene og indrømmede: "Jeg kan måske lokkes med i morgen engang," før hun fulgte ham ind i stuen og kort efter landede i sofaen. Hun fulgte ham med blikket ind til han havde sat sig, uden at kunne lade være med at smile lige dele henført og lykkeligt. Det var svært at forstå at hun om en måneds tid ville være gift med ham og hun kunne ikke lade være med at få en kildrende fornemmelse i mellemgulvet, der absolut intet havde at gøre med de små liv derinde.

Hendes blik hvilede stadig på ham da han lænede sig tilbage imod sofaen og hun lod hovedet falde let på skrå mens han talte og hun kom med en bekræftende lyd som svar, mens han trak hende nærmere. Donia nåede lige at slappe helt af og kortvarigt lade øjnene glide i, da det bankede på døren udenfor. Hun slog øjnene op igen og drejede hovedet imod Todd. "Venter vi gæster?" spurgte hun med dyb undren og havde ingen erindring om den aftale hun selv havde lavet for et stykke tid siden. Lettere besværet rettede hun sig lidt op fra ham igen, for at stille endnu et spørgsmål: "Gider du?" Donia nikkede i retning af døren, efterfulgt af et skyldigt smil.

[/blockquote][/justify]

[Todd Monroy]

Through the window I can see, snow begin to fall
KNOWING YOU'RE IN LOVE WITH ME

[/font][/size]
is the greatest gift of all

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

TAG Donia Allaway * OUTFIT here

Todd skar en lille grimasse uden at den nogensinde kom til at stikke dybere end et par mentale millimeter "Man kan det meste hvis man gider gøre et ærligt forsøg.." musede han mens han tog de varme krus ud af hænderne på hende og efter et flygtigt kys nikkede til hendes næste ord "Det vil jeg glæde mig til." han fortsatte ind i stuen og efter at have sat krusene fra sig, satte han sig ved siden af hende i sofaen.

Han sukkede afslappet og velbehageligt som han lagde nakken tilbage og trak hende lidt ind til sig. Han blev siddende tilbagelænet og tav i adskillige sekunder, mens han strøg hende blidt over siden af den runde mave. Han åbnede øjnene med et lille sæt da det bankede tydeligt på døren og rynkede brynene undrende "Nej..." han satte sig op uden at trække armen til sig lige med det samme mens han fortsatte uden at se på hende "Det er nok mor eller far." han rejste sig allerede før hun spurgte og bøjede sig så ned og at plante et flygtigt kys på hendes læber "selvfølgelig.."

Han bevægede sig hurtigt gennem køkkenet og tilbage ud i baggangen, hvor han med en lydløs kommando, en bestemt bevægelse med den ene hånd, fik fortalt begge hunde de skulle blive liggende. Så åbnede han hoveddøren ud til verandaen og smilede allerede før døren var helt oppe, da han genkendte skikkelsen der stod udenfor "Sofia! Hvad laver du her?" han gik lidt til side og vinkede hende indenfor, for så at trække den anden ind til sig i et varmt, men kort klem da hun var kommet over dørtærkslen og så underholdt på hende mens han lukkede døren igen "Hvorfor har jeg på fornemmelsen hende inde i sofaen har glemt noget igen?" han skævede kort til de to hunde der nu så i hver deres kurv med blikket stift rettet mod den, også for dem, velkendte besøgende og ivrigt logrende haler.

Han grinede og lod dem med endnu en håndbevægelse forlade kurvene for at sige hej. Han så spørgende på Sofia og satte kursen tilbage mod køkkenet "Hun er inde i stuen. Jeg går ud fra du snart kender vejen. The?"

[/blockquote]

[Sofia Banes]

. . . Da håndtaget endelig gav sig og døren knirkende åbnede op, slog varme og lys imod hende som et tæppe, og frem kom Todd. ”Hej farmand”, udbrød Sofia glad, med et smil der nået op til begge ører. Hun havde altid holdt af Todd, selvom hun tidligere synes det var lidt mærkværdigt at han var flere år ældre end Donia (at Stuart var ligeså gammelt var selvfølgelig ikke det samme). Og når han ovenikøbet skulle være upcoming far, syntes det øgenavn at passe perfekt. Sofia kunne dog ikke forestille sig nogle, der var bedre og mere perfekte til Donia, hendes bedste veninde.
Varmt besvarede hun Todds klem, uden at kunne skjule en himlen med øjnene ved hans spørgsmål. ”Gravide kvinder... De husker dårligere end en guldfisk. Eller måske er det bare vores Donia”, sagde hun bedrevidende og sendte ham et sigende blik, efterfulgt af en lille latter.
Det lykkedes hende at banke vanterne rene for sne og afklæde sig halstørklæde, frakke og det lag af overtrøjer hun vanligt havde på om vinteren. Inden hun fulgte Todd ind i stuen, satte hun sig på hug, da to glade hunde overdyngede hende med hundeslik og kærlighed. ”Darci! Blair!”. Grinende klappede hun dem, inden hun rettede sig op og satte kursen mod stuen. ”The! Du er en helgen, Todd”, udbrød Sofia taknemmeligt, idét hun kom i tanke om, hvor forfrossen kroppen var blevet på den korte tur.
Inde i den hyggelige gårdstue sad Donia i sofaen, højst gravid. ”Hej tykke”, hilste Sofia glad, og fortsatte hurtigt inden Donia kunne protestere over øgenavnet. ”Det lader til, at du i din graviditets forvirring har svedt vores aftale ud”. Der var intet vrede at spore i stemmen over Donias synligt overraskede mine, kun glæde over gensynet.
Tasken lod hun falde ned ved siden af sofaen, inden hun selv dumpede ned på den bløde pude. Forsigtigt lænede hun sig hen til den højgravide veninde og krammede hende inderligt. ”Godt at se dig! Og tak for alle gaverne. Du skulle have set Septembers øjne, da hun åbnede den”. Ved tanken om mindet grinede Sofia hjerteligt og trak sig smilende tilbage fra veninden.

[Donia Monroy]

the holly green, the ivy green, the prettiest
picture you have ever seen

[/size]

Tag: Todd Monroy • Outfit: Here[/center]

Hun havde lige nået at finde sig til rette i den bløde sofa, da en umiskendelig lyd ude fra døren fik hende til at se op med undren. Selvom hun ikke kunne huske det aftalte besøg, havde hun dog stadig en følelse af at have glemt et eller andet, men kom egentlig også hurtigt fra det igen og regnede med at Todd sikkert havde ret i at det nok var en af hans forældre. Hun smilede mildt op til ham og lod sin egen hånd falde mod maven igen, da han rejste sig og plantede et hurtigt kys imod hendes læber.

Donia lod sig falde let tilbage imod sofaen og strakte træt benene lidt, mens hun opmærksomt lyttede efter stemmer ude fra gangen. Da Todds stemme afslørede hvem det var, fik hun dog hurtigt skubbet sig op i sofaen og kom i det øjeblik i tanke om den aftale hun havde glemt. Let overrasket tog hun sig til panden, men opgav at komme på benene for at vralte Sofia i møde, velvidende om at hun inden længe selv ville dukke op.

Resten af deres samtale var ikke høj nok til at hun kunne høre det, men det gjorde hende ikke det fjerneste da den velkendte, lyshårede kvinde øjeblikket efter dukkede op i stuen og med sin hilsen fik Donia til at sende hende en halvhjertet skulen, før hun alligevel blødte op i et opgivende smil. "Undskyld, Sof. Jeg er bange for at jeg er gået ind i tidlig demens," svarede hun letsindigt og gengældte krammet. Et varmt smil bredte sig over hendes læber, og hun lod hovedet falde let på skrå. "Åh, det var godt at det kunne bruges. Havde I en god aften?" spurgte hun med oprigtig interesse, stadig lykkelig på sin venindes vegne. Hun så kortvarigt over Sofias skulder efter Todd, men lod rimelig hurtigt blikket vende tilbage til blondinen.


[/blockquote][/justify]

[Todd Monroy]

Through the window I can see, snow begin to fall
KNOWING YOU'RE IN LOVE WITH ME

[/font][/size]
is the greatest gift of all

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -[/center]

TAG Donia Allaway * OUTFIT here

Todd klukkede underholdt ned mod Sofias skulder mens han et øjeblik havde hende trukket ind til sig i en varm omfavnelse. Så slap han hende med en lille hovedrysten og et konspiratorisk blik "Hvis ikke jeg huskede hende på det om morgenen, ville hun garanteret glemme at stå op også, tror du ikke?" han blinkede skælmsk mens han lod hundene forlade deres kurve og selv fortsatte tilbage ind i det lille køkken mens Sofia hilste på dem.

Uden helt at vente på hun sagde jatak til theen, havde han allerede åbnet et skab og taget et krus mere ud da hun bekræftede. Han sendte hende et smil over den ene skulder og grinede kort "En helgen er måske så meget sagt." han greb med vanens magt sin tryllestav fra det lille bord i køkkenet og havde snart efter fået kedlen tilbage på komfuret og tændt under den, for at få vandet til at koge igen, mens Sofia fortsatte ind i stuen til Donia.

Han blev stående i køkkenet mens han ventede på vandet kogte og fandt i stedet dåsen med theblade frem igen og målte en passende mængde op i det nye krus, mens han med et lille underfundigt smil, lyttede til de to veninders snak fra rummet ved siden af.

[/blockquote]