If you want to write history..

[Emrys Cadwallader]

If you want to write history..

- you should begin at home

Der var en ubeskrivelig skønhed over det ubarmhjertige og hidsige walisiske efterårsvejr, som Emrys troede at han helt havde glemt i sine fem år under mildere engelske vejrstrøg. Normalt havde han transfereret sig direkte til sit barndomshjems dør under det utal af besøg han aflagde sin mor og sit uforanderlige barndomshjem, men netop denne weekend havde han valgt at lande ved havnekanten for at gense alle de små ubetydeligheder der udgjorde minder for ham. Og ligeså snart hans fødder atter havde mærket det kuperede jordlag, hans kinder mærket de hårdtslående regndråber og set de store bølgekamme kaste sig mod kanten af havnebassinet i Moelfre med et sandt skumsprøjt af vand til følge, kom alt tilbage til ham som en stor behagelig nostalgisk dyne. Han var atter hjemme igen på den barske lille nordwalisiske ø Môn, og han havde slet ikke haft fantasi nok til at forestille sig hvor meget han faktisk havde savnet alle de hjemlige lyde og dufte, fra vindens susen til duften af saltvand.
Med en del overtalelse fra hans mor havde han valgt ikke at dedikere weekenden til arbejde som han sædvanligvis ellers gjorde, og i stedet tilbragt den i barndomshjemmet. Og med overtalelse havde hun naturligvis benyttet sig af den skruppelløse og meget overtalende ”forældrediplomati”, som intet barn kunne modsætte sig. Fredag eftermiddag var højdommer Cadwallader trådt ind med hævet tryllestav foran hendes søns skrivebord og havde tryllet samtlige papirbunker på hans bord (inklusiv det dokument han var i gang med at skrive rent) ned i en stor aflåst skuffe, hvorefter hun smilende havde bemærket at nu var der intet, der forhindrede ham i at tilbringe weekenden sammen med hende.

Hans mor havde ment at han havde brug for at sætte alting på standby og komme lidt væk fra sine vante rammer efter at have virket så apatisk på arbejdet i de sidste uger. Hun havde godt anet at han var bekymret og havde virket anspændt, selvom han havde gjort sit allerbedste for at skjule det. Det var formodentlig de enorme mængder af arbejde, som han havde taget med hjem hver eneste dag for at glemme det hændte nede på 10. etage og holde mylderet af forvirrede tanker i skak, som hun havde bidt mærke i. Mødre havde vist en naturlig sjette sans overfor deres børn, bemærkede han for sig selv. Det havde gjort direkte ondt at sidde til middagen i går aftes og ikke kunnet fortælle hende om de billeder, der stadig lå ham på sinde og se hendes bekymrede blik. Han havde ikke kunnet få ordene over sine læber. Men alligevel havde hun blot givet ham et trøstende kram og fortalt ham at hun nok skulle lægge ører til, når som helst han ville fortælle; og det tålmod havde fået ham til at indse hvor lykkelig han var over at have så fantastisk og forstående en mor. Hun havde tilbragt en rolig weekend med ham; og hendes selskab kombineret med de trygge rammer havde virket storartet. Igennem de sidste uger havde han ikke følt sig så mentalt afslappet, rolig og tryg, som han gjorde nu. I hvert fald ikke siden hans møde med den utrolige Juniper Shirley, som havde bragt hans humør op af kulkælderen. Eller siden han sidst så Stuart sidst og hørt de fantastiske nyheder om at han var begyndt at se Sofia Banes fra skolen. Den nyhed havde gjort ham oprigtig glad på et tidspunkt, hvor alt ellers virkede uoverskueligt.

Han sad i husets udestue med et lunt sort tæppe over benene i en sivstol foran et af de store vinduer med udsigt til haven og dets hav af gule og røde blade, med fødderne godt pakket ind i sine gamle brunternede sutsko. På benene under tæppet lå en slidt paperbackudgave af The Vesuvius Club med et bogmærke midt imellem vældet af krøllede sider. En af hans fars absolutte yndlingsbøger som Emrys altid var blevet varmt anbefalet af ham, og han forstod udmærket hvorfor hans far havde læst den et utal af gange. Den havde en utrolig detaljeret beskrivelse af livet i et edwardiansk England kombineret med et fængslende plot og stilfuld og subtil satire. Han havde ikke kunnet slippe den, før han var nået til 2. del. Han havde fundet bogen samme morgen i en af hans forældres store bogreoler i arbejdsværelset, og havde forundret hevet den ned. Hans far havde ellers sagt at han tog den med til Grækenland. Men den evigt glemsomme Bedwyr havde formodentlig glemt at pakke den ned, inden han rejste; det ville sandt at sige have undret Emrys mere, hvis det var lykkedes hans far at komme ud af døren uden at glemme noget som helst.
Et par let kølige hænder der lagde sig på hans skuldre fik ham først til at spjætte ufrivilligt, indtil at han lænede hovedet tilbage, så op i hans mors blågrå øjne og ikke kunne lade være med at gengælde det varme smil hun sendte ham. En af hænderne flyttede sig op i håret og strøg let igennem det, imens hun så over hans skulder og ned på bogen. ”Den bog var den første bog din far anbefalede mig. Og den har set sin del af verden inden du blev født. Den var halvt ved at blive glemt i Kina, revnen på side 167 fik den på vores togtur i Australien og sodmærkerne fortil er fra en ildsalamander, der var ved at spise bogen i Andalusien. Jeg tror minderne er en af grundene til at han ikke vil købe et lidt mindre berejst eksemplar.” fortalte hun ham og så smilende ned på bogen, inden hun rettede sig op.

”Men du gør nu ikke megen nytte som du sidder der. Jeg har inviteret Stuart over i eftermiddag, og han kan være her hvert øjeblik. Vi har en del vi skal have snakket igennem, og det kunne være dejligt hvis du vil gå ind i arbejdsværelset og finde min mappe med ansøgningerne til assistentstillingen i skrivebordsskuffen, imens jeg laver kaffe og gør plads til at vi kan sidde omkring sofabordet.” fortalte hun ham med sit sædvanlige igangsættende tonefald, inden hun trak tryllestaven frem fra lommen i den sorte vest og tryllede både bog og tæppe væk fra hans ben, hvorefter hun glattede på den knælange nederdel. Efter at hendes søn havde sat stolen på dens faste plads igen og sendte hende et spørgende blik, sendte hun et kærligt smil til hendes eneste barn, som hun lige gik til næsetippen, og fulgtes med ham ud i køkkenet, hvor hun tog hans arm og så op på ham. ”Og jeg kan ligeså godt komme spørgsmålet i forkøbet: det er ham og ikke mig du skal spørge, hvis du vil vide hvad vi skal snakke om. Et godt råd: spar dine fantastiske talegaver til ham, og brug i stedet dine praktiske evner inde i arbejdsværelset. Du finder mappen hurtigere, hvis ikke du spilder tiden med snak.” tilføjede hun drillende, tog en småkage fra skålen på køkkenbordet og stak den frem til ham med et skævt smil. På den måde kunne Emrys holde mund. Hovedrystende tog Emrys en bid af småkagen og gik ind imod arbejdsværelset, imens Anwen nynnende svang tryllestaven og en ske af sig selv begyndte at dosere kaffepulver op i maskinen, imens et par papirer grupperede sig selv i en pæn bunke på chatollet i stuen.

Til Stuart Fellton

[/justify]

[stu]

”Forbandet satan...”, hvæsede Stuart Fellton lavmælt, i det han fra sin lomme på de sorte jeans, fremdrog en hvid cigaretpakke med et dominerende, rødt logo på midten. En lang cigaret blev placeret mellem læberne, hvorefter han lagde pakken tilbage i lommen, og i samme vending greb sin lighter.
Da røgen roligt begyndte at forlade hans næsebor, lod han til at sukke tungt. De blå øjne hvilede længe på det store hus et stykke foran ham, før han omsider begyndte en kluntet vandring over de bulede terræn. Med en smøg i kæften, røde kinder og et pulserende, nervøst hjerte.

Han vidste godt, at det han bad om, lå og balancerede på grænsen mellem desperation og vanvid. Netop derfor gjorde det næsten fysisk ondt, da han skoddede smøgen og bankede på den store trædør. Han trådte et skridt tilbage, af ren og skær høflighed, før døren blev åbnet og en smilende Emrys tog imod sin bedsteven. Stuart stirrede næsten lamslået på ham, hvorefter et bøvet udbrød af lyd, skød over hans læber. I sandhed, havde Stuart ikke håbet, hans rødhårede ven var hjemme denne weekend. Lige i denne weekend, ville Stuart prise sig lykke for, at denne sad begravet i politiske dokumenter.
”Jeg vidste ikke du var hjemme”, røg det ud af Stuarts mund, før han nåede at stoppe ordene. De markerede og buskede bryn i panden, havde samlet sig i midten, i hvad der kunne minde om en uforstående, næsten skuffet grimasse. Ikke at synet i døren gjorde ham skuffet, men ilde til mode, det kunne han ikke benægte. Mest af alt fordi han var desperat, og fordi den kvinde han skulle til at forsvare, var en konkurrent til det individ han stolede blindt på. Hans bedsteven. ”Nå forsatan...”, prøvede han at redde den, i det han stak hænderne i lommen, og vippede på fødderne i en akavet, afventende gestus. ”Der kommer overraskelser hver dag, var?”, sagde han og bed sig i underlæben. Et skævt, intetsigende smil sneg sig over hans læber, før stilheden sænkede sig over dem.

Stuart kunne mærke, hvordan hele hans krop, langsomt men sikkert, fyldte sig med nervøsitet. Stilheden mellem de to venner, som ifølge hans person, rungede højere end den vildeste musik, han i sin tid på Hogwarts havde hoppet til, gjorde. Det skræmte ham yderligere. Stuart vidste, at kontakten mellem Emrys mor og ham selv, altid havde været fantastisk. Han var i gode, kærlige hænder i hendes nærvær, og Stuart havde taget sig selv i, efter sin egen mors pludselige død, bevidst at ligge vejen forbi. Skønt de to fantastiske kvinder ikke lavede samme makron-kage, var Anwens dog på ingen måde ringe. Det havde han tit tænkt på. Hans mors kage var dog uovertruffen.

Han rømmede sig, i det han vågnede fra trancen om makron-kage og mødrene. De blå øjne fæstnede sig i Emrys, hvorefter han maste sig forbi ham.
”Hun har vel ikke sagt andet, end at jeg nok skulle fortælle dig, hvad der foregik, har jeg ret?”, spurgte Stuart Emrys før han kløede sig i panden. Et lille forsikrende smil gled over hans læber, før han nikkede mod stuen, som han gættede på, var deres endelige destination. ”Giver I kaffe og kage? Og undskyld jeg ikke... ja... informerede dig om det her... men... du får af vide hvorfor, når jeg har sat sin mor ind i løjerne”, sagde han og så på Emrys, som for at læse hans ansigtsmimik, i det han trådte skoene af hælene. Den dårlige samvittighed nagede stadig. Man gik ikke bag sin bedstevens ryg. Det vidste Stuart udmærket godt.

____________________________________________________________

Tag: Emrys Cadwallander
Note: Håber det er i orden, at Emrys ikke videre var bekendt med besøget. Du skal bare sige til, og så fikser jeg et andet svar på benene. Don't be shy. (:

[Emrys Cadwallader]

If you want to write history..

- you should begin at home

Emrys havde knap nået at overrække sin mor mappen med ansøgninger og modtaget et kindkys som erkendtlighed, inden at dørklokken bimlede. Det kunne ikke være andre end Stuart. Med et stort smil gik han ned igennem entréen, og åbnede døren på vid gab, inden han trådte ud i karmen og så på sin vens velkendte ansigt. Den noget forbløffede hilsen fik ham til tydeligt at skubbe et øjenbryn helt op i panden, inden han hilste igen. ”Det vidste jeg heller ikke før i fredags, skal jeg indrømme.” svarede han muntert, tydeligt opkvikket af gensynsglæde, men sendte Stuart et skjult undersøgende blik. ”Min mor marcherede ind som en anden Napoleon i fredags og beslaglagde alle mine papirer, så jeg kunne tilbringe noget kvalitetstid med hende. Hun har tvangsindlagt mig til at rekonvalescere i hendes nærvær.” uddybede han sin bemærkning, og lod hænderne ligge sig om albuerne, imens han så på bedstevennen. Der var ingen grund til at forklare hvad han ’”rekonvalescerede” fra. Han tvivlede desuden på at han kunne. Han havde ikke kunnet forklare Blance det, han havde ikke kunnet forklare Joon det, ej heller forklare hans mor det. Han tvivlede på at det ville gå meget bedre nu. Men hans kære blodsbror lignede sig selv, måtte han indrømme. Den samme ranglede skikkelse, det samme kække smil. Bortset fra at der nu var en perpleksitet i hans mimik og at han havde virket lamslået over at se ham. Tænksom forblev Emrys stående og betragtede ham, imens stilheden ulmede imellem dem. Lyden af en tavs symfoni resonerede imellem dem, et stykke der ellers aldrig havde spillet imellem dem før. Det føltes trykkende på ham, og han havde næsten selv åbnet munden for at bryde den ubehagelige is imellem dem, idet Stuart kækt stak hænderne i lommen, vippede på fodballerne og sagde at der kom overraskelser hver dag. Lettet nikkede han og tvang sig selv til at gengælde smilet, alt imens han gestikulerede Stuart indenfor. ”Jeg må dog sige, at hvad angår dig, er du i en overraskelsesklasse helt for mig selv. Den slags ser man ikke hver dag. Og så jo er det en glædelig overraskelse.” svarede han oprigtigt og kunne ikke lade være med at sende et smil præget af usigelig glæde ved det uanmeldte gensyn i retning mod sin bedste vens blå øjne, alt imens Stuart maste sig vej indenfor og Emrys kunne lukke døren bag dem.

Den tydelige forvirrede maske som hans ven havde stået med i døren havde ramt ham som en mental lussing, og den havde ramt ham stærkere fordi at det var Stuart. Han burde have været glad over det tilfælde at hans mor netop havde trukket ham ud i denne weekend af alle, så de kunne få et af deres alt for sjældne gensyn. Havde det kun været indbildning at han havde set en smule skyldfølelse i hans forvirrede blik rettet mod Emrys, da han åbnede døren? Der behøver ikke at være en rationel grund til de følelser. De er garanteret impulsive. Han havde formodentlig bare håbet at snakke med mor på tomandshånd. Hans bedste ven kunne da ikke have noget at skjule for ham, kunne han? Nej, kom svaret prompte og rungende i hans indre, og han skubbede døren i med en forsikret mine, hvorefter han lod hånden hvile på håndtaget. Stuart ville aldrig finde på at gå bag om hans ryg med noget, og i særdeleshed ikke gå imod bag ham hans ryg. Det kendte de hinanden for godt til. De havde stået hinanden så nær i mange år, at de havde lært at hoppe i takt med hinanden, uden at træde hinanden over tæerne. Da den var lukket sikkert i for den bidende efterårsvind, lænede politikerspiren sig op af den med ryggen og betragtede sin evigt kække ven. ”Apropos overraskelser.. så tog du virkelig fusen på mig med det sidste du skrev til mig. Om at du og Sofia Banes fra skolen nu ser hinanden.” bemærkede han i et først neutralt tonefald, idet han betragtede vennen foran sig, som trådte ud af skoene. Uvilkårligt brød et smil frem over hans læber. ”Men du tog fusen på mig på en virkelig god måde. Hun vil utvivlsomt gøre både du og September godt. Og vice versa.” tilføjede han varmt og kunne mærke hvordan hvert eneste ord var støbt i hjertekulen. Skulle sandheden frem, var der ingen der fortjente en smule held i kærligheden mere end Stuart Fellton i Emrys’ øjne. Og det var ikke blot set fra en blodsbroders evige betænksomme perspektiv. Han havde truffet den modige beslutning om at gå imod en negativ magtfaktor som Dellochio for alle magikeres bedste, fremtidige som nutidige. Hvis ikke den slags heltemod krævede kærlighed, hvad gjorde så?

Med et skævt smil idet Stuart spurgte om hvorvidt Emrys’ mor atter havde overladt opgaven om at fortælle hans ærinde til ham selv, trak Emrys let på skulderen, og lagde hænderne om bag ryggen mod dørens kølige træværk. ”Det er akkurat sådan hun har fået lagt landet. Som sædvanligt.” bekræftede han ham, og fortsatte smilende, alt imens han skiftede vægten over på venstre ben: ”Du kender hende jo. Hun gav mig også den sædvanlige småkage for at sætte en stopper for talestrømmen og i stedet opildne mig til at finde hendes mappe med assistentstillinger lidt hurtigere.” Stuarts nik mod stuen fik ham selv til at nikke bekræftende, og Emrys førte an i den smalle velkendte egetræspanelerede entré ind imod stuen, imens han besvarede vennens ord en smule mere uærligt, end han havde følt det. ”Det skal du ikke tænke på. Jeg får det at vide tidsnok. Og vi har friskbrygget kaffe og nybragte småkager i stuen.” Han sendte et smil over skulderen, inden de drejede ind i den rummelige stue, der var møbleret med ligeligt velkendte britisk møblement og et væld af eksotiske små indfald fra forældrenes rejser inden Emrys kom til. Blandt andet kunne der nævnes Emrys’ yndlingsting, en kinesisk lerpotte med tegn som nu stod på bordet, dampende af kaffe, og det store pastelfarvede maleri af en cornwallisk hede, som prægede træpanelerne bag divanen. Ved den bagerste væg stod der en flot bordeaux divan med hvide puder sammen med tre høje bordeaux lænestole foran et hvidt ornamenteret sofabord bemalet med motiver af pandaer og bambus, hvorpå der var rettet an til møde: der stod et fad med store småkager og browniestykker, en trækurv med en kinesisk lerpotte og et par mørkebrune krus, og åben på bordet lå en mappe med pergamenter, som Emrys’ mor Anwen var travlt beskæftiget med at bladre igennem og opdele.

Knap havde Emrys fulgt Stuart ind i stuen, før hans mor kom på benene bag bordet og som et Gyldent Lyn med en komethale af rødt hår ilede hen imod Stuart med et lykkeligt smil. ”Stuart Fellton! Jeg som troede at du havde for travlt med din hårdtslående journalistik til at skyde i vejret og efterlade jeg gamle kone hernede!” drillede hun ham med et stort og varmt smil som hun gik ham til skuldrene, og slog opfordrende armene ud for at få et kram. ”Det er oprigtig talt dejligt at se dig igen. Og du holder dig jo fantastisk som altid. Hvordan har September det? Holder hun dig i ørerne?” spurgte hun interesseret og fejede elegant de røde lokker om bag skuldrene, inden at hun smilede et bredt tandsmil. ”Bedwyr hilser for resten. Rettere sagt: det ved jeg at han gør, han glemmer bare altid at skrive det i brevene nede fra Grækenland.” tilføjede hun og med et smil gav hun sig til at se på drengene. Hun så fra sin søn til den dreng hun nærmest betragtede som sin anden søn, med al den kontakt de havde haft igennem årene og de mange gange han havde stået i selvsamme stue ved siden af Emrys som nu, og hun grinede varmt imens hun løftede hånden op foran munden, et træk hun altid havde haft. ”I to er et par værre gentlemen. I vokser mig over hovedet, I ligner to verdensmænd fra Alt for heksene og I minder en aldrende kvinde om at hun er gammel nok til at være jeres mor og faktisk er mor til den ene af jer. I burde skamme jer.” mindede hun dem om med et kækt smil, inden hun blev alvorlig igen. Det var en evne hun havde udviklet over tid: evnen til at være gravalvorlig og gå op i karrieren med al den energi der krævedes af en højdommer, men samtidig også med et smil på læben og en masse godt humør.

Emrys skulle til at protestere over den udtalelse, havde det ikke været for Anwen, der omgående løftede hage og løftede en kærlig pegefinger i hans retning. Lydigt Emrys til at klappe i som en østers, alt imens han så ned i gulvet. Et komisk syn, når man kendte til Emrys’ vante plapren; det var dog ikke et særsyn de to imellem. Hun synes hendes søn talte for meget; men han talte godt. Det sagde hun altid. ”Elskede Emrys, du er på weekend. Ikke på arbejde. Så spar alle de gode argumenter til vores store tale på mandag og send mig i stedet et af dine skønne smil.” sagde hun bestemt men kærligt, og hendes ord ledsaget af et varmt smil i hendes søns retning fik ham til at smile stort. Derefter så hun på Stuart, stadigt smilende, men nu med et sagligt blik, imens hun gik direkte til sagen – som hun var kendt for i modsætning til sin søn. ”Jeg ved at du ikke havde skrevet til mig, hvis ikke det var vigtigt. Og du havde heller ikke bedt mig om et møde her i huset, hvis ikke det havde været fortroligt og skulle holdes ud af Ministeriets korridorer. Det at Emrys er her er der en anden forklaring på, men jeg har med vilje valgt ikke at bryde din tillid og indvi ham i hvad vi skal snakke om i dag uden at du giver tilladelse til det, inden vi går igang.” Efter at hun havde talt gik hun over til sin søn og lagde en arm om livet på ham, imens hun så beroligende og kærligt på ham, inden hun gik tilbage til Stuart. ”Jeg vil lade det være op til dig om Emrys skal blive og overvære mødet, Stuart.” afsluttede hun og så på ham med et venligt blik, der hverken talte for den ene eller anden løsning. Hun ville ikke klandre Stuart noget, hvis ikke han ønskede at Emrys skulle høre dette her. Omvendt var Emrys’ hendes søn og hun elskede ham højere end alt andet. Det var dog i denne sag helt og holdent Stuarts beslutning, og hun så på Emrys med et moderligt smil, der forsikrede ham om at hun stadig holdt af ham, uanset hvad valget så måtte blive. Og han smilede igen. Det var hans blodsbror og hans mor det drejede sig om - det var ikke en overdrivelse at de betød alt. Selvom en undren over Stuarts besøg var begyndt at spire frem.

[/justify]

[stu]

• "...

Da Emrys begyndte at knevre om positive overraskelser, rørte den dårlige samvittighed på sig. Et øjeblik lignede han en, der var parat til at springe ud af døren igen, men udtrykket blev skjult da Stuart vendte opmærksomheden mod sine sko. Skoene optog ham med vilje. De blev parkeret pænt mod den nøgne væk, før han skyldbetynget rettede sig op. Et øjeblik stod han og vaklede på gangen, før han nikkede kortvarigt til Emrys. ”Is på”, brummede han og daskede akavet til Emrys før han sank en klump, og lod læberne skilles i et spagt smil. ”Det er jo bare mig forhelvede..”, tilføjede han mumlende som var det ingen ting, før han lagde hænderne i lommerne på de sorte jeans. Et kort øjeblik skar det ham i halsen, ordene han for længst skulle have talt. Alligevel syntes hele idéen umulig, skønt han havde kendt til sin problemstilling i flere dage. Stuart stod et øjeblik og stirrede træt ind i væggen, før han pludselig vågnede fra sin åbenlyse trance. Han vendte sig mod Emrys og sendte ham et kort, intetsigende smil hvor læberne var som klistret fast til hinanden. Så nikkede han mod stuen. ”Småkager lyder sgu egentlig meget fint... og kaffe”, sagde han uden nogen videre tintenation om at bringe en vigtig forespørgsel. Før Stuart nåede at tage et enkelt skridt mod stuen, valgte Emrys at bryde den umiddelbare tavshed. Stuart havde for et kort øjeblik glemt alt omkring sin Sofia i sit hjem, der formodentlig passede hans datter. Han havde lyst til at slå Emrys i hovedet. Hårdt. Endnu en ting at føle skyld overfor. Han havde seriøst glemt hende.

Et gulligt, på ingen måde selvforskyldt, skær gled over hans hår og det afslørede tydeligt, hvordan han på nuværende tidspunkt havde lyst til at falde på knæ og bede om tilgivelse. Han vendte sig mod Emrys, forsøgte at sige lidt, før et smalt smil gled over hans læber. Han vendte tommelfingeren i vejret og nikkede derefter mod stuen. ”Lad os tale om Sofia bagefter. Skal vi?”

Efter at have krydset gangen og gjort entre i stuen, blev Stuart modtaget af Anwen. Han nåede ikke at tænke, før hun smilende kom ham gående i møde med armene bredt ud til begge sider. At mærke hendes spinkle krop mod sin egen, fik ham et kort øjeblik til at glemme alt om skyldfølelsen, og den sorte, stærke farve fandt igen vej til hans hår – indtil Anwen trak sig og forvirret betragtede det matte, gule farve. ”Min ven da. Sæt dig endelig ned”, brummede hun venligt hvorefter hun nikkede mod sofaen. Stuart lod sine lunger fyldes med luften omkring dem, før han krydsede stuen og fulgte trop. Han satte sig i sofaen alene. Anwen satte sig i den modsatte og rakte ud efter fadet med småkager, som hun bagefter rakte mod Stuart. Han rystede på hovedet og lagde armene over kors. Et øjeblik sad han tavs og betragtede hende, imens hun venligt reklamerede, at Emrys intet vidste. Han var ved at afbryde, men lod hende snakke færdig. ”Emrys ved mere end du gør”, udbrød han lavmælt og bed sig hårdt i underlæben. Han lod sit mørkeblå fæstne sig i Emrys, hvorefter han nikkede mod siddepladsen ved siden af vennens mor. ”Sæt dig dog ned”, sagde han og rykkede uroligt på sig, før han lod lungerne fyldes med luften omkring sig. For anden gang. Stuart trængte til en smøg. Så meget kunne han afgøre på nuværende tidspunkt. Da Emrys havde parkeret sig selv ved siden af sin mor i sofaen, nikkede Stuart spagt. ”Man får jo stres af andet...”, tilføjede han mumlende i det Emrys endelig adlød. Stuart skævede kort til Anwen, hvorefter han sendte hende et taknemligt blik. Det var alt han kunne præsterer.

”Hvad ville du sige, hvis jeg fortalte dig den vildeste historie?”, spurgte han pludselig, efter en lang tids pause hvor han blot havde siddet og stirret blindt ud i luften. Det lignede end ikke han tænkte, skønt de to individer overfor ham, måtte have konstateret det modsatte og ladet ham. Stuart betragtede udelukket Anwen. ”Sidste år fik jeg et tip. I starten troede jeg ikke rigtig på det, selvom kilden egentlig var pålidelig nok... men jeg tjekkede det alligevel”, fortalte han og pillede fraværende ved sine hænder uden at han direkte så på dem. Hans blik var sløret. Det var begyndt at tærer på ham nu. Det kunne han mærke. Paranoiaen og trætheden slå ham snart ihjel. ”Og til min egen overraskelse fandt jeg ud af at sagen faktisk var god nok... du kender mig... jeg synes det kunne være fedt at skrive om det... men... jo mere jeg gravede jo mere gik det op for mig, for stort det i grunden var... for det... det er fuldstændig enormt... fuldstændig åndssvagt...”, mumlede han og kløede sig i det lange hår i midten af kraniet. Han rømmede sig lavmælt og betragtede Emrys for en kort stund, som for at finde fodfæstet igen. Sandheden ville ikke over hans læber. Han havde sagt det for få gange. Stuart åbnede munden, prøvede at finde ordene, før han opgav. En rum tid var der stille. Han rørte ikke på sig, sad blot begravet i tanker, han ikke kunne klassificerer fuldstændig. ”Jeg kan ikke helt vurderer hvorvidt det er passende for mig, at sætte dig 100 procent ind i det Anwen... og så alligevel... du har måske bedre forståelse for min situation...”, tænkte han højt uden at kigge på hende. Et kort øjeblik flyttede han uroligt på sig i sofaen, før han sukkede tungt. ”Jeg har noget på Ella Dellochio. Og mindst 15 andre troldmænd... Jeg kommer til at angribe ministeriet i sådan en grad, at du slet ikke forstår det Anwen...”, fortalte han mumlende. For et kort øjeblik vendte det velkendte fighter-blik tilbage i hans øjne.

Stuart vidste ikke præcis hvad han gerne ville efter skolen sluttede. Verdenshersker var da en mulighed. Satans medsammensvoren, bestemt. Problemet bestod i al sin enkelhed i, at han ikke ville leve af at gøre andre tilfredse, og det lukkede visse muligheder. Han fik sig et fritidsjob som opvasker hos den lokale kro i Ely, men det forekom ham så latterligt. Efter fire dage blev han fyret. Hele hans interesse for politik og journalistikken startede en eftermiddag på Det Glade Vildsvin i Hogsmead. Det var ikke med vilje han havde overhørt den samtale i baren, men efter at have opfanget få ord i udvekslingen, brandte hele hans krop af aggression. To fuldsblodsmagikerer havde lavmælt diskuteret emnet; blod. Hvad der kunne være rigtigt og ikke. Hvem der parrede sig med hvem. Allerede timen efter vidste han, at det var hans livsversion at rydde fordommen om mugglerfødte og halvblods af vejen. Og det var derfor den startede... hans had til alt hvad der kunne forbindes med de hekse og troldmænd der mente at muggler var dyr. Det var udelukket derfor han skrev hadende om dem. Fordi Stuart Fellton var en mand, der ikke tålte at tabe. Fordi han ikke tålte at andre bestemte hvilken standard han skulle sætte. Og hans mor havde ikke parret sig med hans far... de var forelskede og Stuart var et sjældent, forgyldt kærlighedsbarn. Intet kunne ændre den forestilling!

Stuart rømmede sig lavmælt og nikkede kort. ”Ella Dellochio er medlem af en sekt... de... slå en muggler kvinde ihjel ved et uheld for mange år siden... sagen blev gemt af vejen... Det er hvad der skete i korte træk... Fenella Loretz har været hendes personlige assistent over en længere periode. Hun indeholder adskillelige guldklumper jeg skal have fat i. Problemet er, at jeg ikke har noget at tilbyde hende... lige indtil jeg kom til at tænke på dig”, sagde han. Hans stemme var næsten skælvende mens ordene gled over hans læber. Inden han vidste af det sad han og stirrede på dem begge to, med runde øjne og få tårer trillende ned af hans kinder. ”Det kan godt være jeg lever af at hænge de svin ud, men jeg har sgu ikke snakket med en nogen om det fucking lorte sag i et år nu... Hvis ikke snart jeg får publiceret den bog så går jeg ned med flaget... Hvad jeg har læst er fuldstændig sindssygt... Og så har jeg Sebbe... og nu Sofia... for satan mand... hvis det bare var mig jo...”, mumlede han og pludselig lo han hæst. Stuart havde ikke bidt mærke i tårerene på hans kind, og havde brat stoppet sin talestrøm. Han var på vej væk fra emnet. Det skulle overståes nu. ”Jeg skal bruge retssekretærens plads i højmagiratet til Fenella Loretz...”.

..."