In spite of my struggle to forget, I remember

[Emrys Cadwallader]

In spite of my struggle to forget, I remember

- but in this confusion consolation and warmth can be found, if only I remember to look for it

H

[/b]an havde troet at han ville mærke en varm bølge af lettelse skylle ind over sig, da han først var trådt ud i aftenmørket og kunne vende ryggen til det store hospital med dets evige summen af liv på de hvidmalede gange, som han netop havde tilbragt de sidste par timer i. Men det skete ikke. Der skete ingenting. Den sidste time havde han siddet apatisk på en stol i nærheden af hendes stue, helt i sine tankers vold, tvunget til at gennemleve hver eneste detalje i et mentalt rædselskabinet som vred hans indre rundt som en vaskeklud, alt imens han klyngede sig til den sidste bid af sin rationelle fornuft og afventede de papirer, som Blanche havde bedt ham om at udfylde. Hver eneste lille detalje havde været smertefuld. Mere smertefuld end den konstante banken, der kom fra de dybsorte mærker, som hendes negle havde brandmærket ham med for aldrig at lade ham glemme den rolle, han havde spillet i dag. Men han havde sagt til sig selv, at det ikke var hans smerter, der skulle dulmes. Det var Fenellas. Lyden af hendes gentagne forpinte skrig i hans ører havde stukket i hans eget hjerte som små issyle. Og selvom han havde prøvet at lukke øjnene for de makabre billeder, havde han ikke kunnet gemme sig for minderne.
Emrys forstod det ikke. Da skydedørene lydløst faldt i bag ham, mærkede han kun den samme udefinerbare anspændthed i mellemgulvet og den samme hule fornemmelse i brystet. Han forsøgte at rømme sig for at udtale et eller andet ord, det eneste værn han kunne have imod verden, men ikke engang et lille adjektiv kom over hans læber. Han kunne hverken tænke eller tale. Det eneste han følte, var forvirring, usikkerhed og et ekko af en smerte, der ikke var hans. Han følte sig ligeså følelsesløs og mekanisk som døren bag ham. Men hvis smerten ikke var hans, hvorfor stak den så i ham? Han forstod det ikke og ville give alt for en dråbe indsigt. En lille begivenhed, to mennesker og tre timer havde vendt alt på hovedet. Gid han aldrig havde arbejdet over og bevæget sig ned på 10. etage. Men hvordan ville alting så ikke have set ud?

H[/b]an trak den brune overjakke længere ind mod sin overkrop og slog armene om sig, selvom det ikke engang var specielt koldt endnu. Men han frøs uforklarligt, og havde mest af alt et ønske om at falde om og forsøge at glemme, hvis ikke han havde haft nok værdighed stadigvæk til at holde hovedet højt og se fremad. Hvis først han gav op overfor minderne, havde han tabt chancerne for at komme sig. Og så ville han ende inde på en stue i bygningen bag ved uden chance for at slippe ud af mindernes spind. Han havde brug for at bevæge sig fremad, især nu hvor han var mere sårbar end nogensinde før. Han fik tvunget sig selv fremad og gik blot med det formål at lægge mareridtet bag sig, selvom han vidste at det blot lurede og ventede på at angribe ham. I takt med at han fik bevæget sig længere væk, jo mere sikker følte han sig, og efter et øjeblik stoppede han op og slap det krampagtige greb i sin jakke. Han vidste hvor han ville kunne glemme sine bange anelser og vende ryggen til mareridtet. Han hævede sin højre arm og så blot udtryksløst på sine lange fingre, inden at de strøg mod hinanden som tændstikker i et knips og førte Emrys Cadwallader til Diagonalstræde.

H[/b]an åbnede døren ind til den Utætte Kedel og satte omgående kurs op imod baren med syvmileskridt. Han tog sig ikke tid til at ænse hvem der sad i rummet, i takt med at han trak overjakken af sig og afslørede den fine jakkesæt med den sorte overjakke, der havde størknede blodpletter på sig. Selvom han så både træt, chokeret og bekymret ud, bar han det med en vis værdighed stadigvæk, og det orangerøde hår glødede i lyset. Han lagde jakken hen over bardisken og satte sig blot på en af de høje stole med en dybt forpint mimik, forsøgte at rømme sig og mærkede ordene svigtede ham, hvorefter han blot stirrede magtesløst ned i træet foran ham. Efter et par dybe indåndinger fik han sat albuerne i bordet, flettet fingrene sammen og lod hovedet hvile tankefuldt på dem, imens han så fraværende op på de mangfoldige flasker i baren og forsøgte at finde sin politiske veltalenhed igen, inden en af beværtningens ansatte kom for at tage hans bestilling.

To Juniper Shirley

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

_________________________________

I seldom end up where I wanted to go

[/font]
but almost always end up where I need to be[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper rettede et lille pust opefter, mod sin egen kind, i et forsøg på at få en genstridig, kobberrød krølle væk fra sit synsfelt, hvor den netop havde forvildet sig hen. Det lykkedes ikke helt efter hensigten og hun slap et øjeblik kluden hun havde i den ene hånd og strøg krøllen om bag øret, før hun hurtigt tørrede bordet af. Det var netop blevet forladt, og hun balancerede med rutinens lethed en bakke med de nu tomme krus i den ene hånd, mens hun tørrede bordet med den anden, og efterlod det klart til nye kunder.

Ikke at hun rent faktisk ventede, at der ville komme flere kunder. Ikke i dag. Der var efterhånden ikke længe til lukketid og der sad også kun nogle få individer tilbage i krostuen, der ikke var overnattende gæster. Det havde været en ganske almindelig dag, uden de store falbalader og hun begyndte at se frem til at komme hjem og nyde et krus the sammen med sin nyeste bog.

Hun så op da døren gik op, og mod forventning bragte en person med sig. Hun rettede sig op og fulgte den nyankomne på hans hurtige færd gennem rummet, indtil han satte sig op på en af stolene ved baren og så ud til delvist at være helt i sin egen verden. Hun rynkede brynene lidt, mens hun gik tilbage og om bag baren hvor hun hørte til. Lige for nu var hun alene på skansen. Hun satte bakken med de brugte glas fra sig og vendte sig mod den rødhårede mand med et lille, spørgende smil, mens hun søgte at fange hans blik "Er der noget jeg kan finde til dig?" hun rynkede brynene lidt, uden helt at tænke over det. Der kom alle typer igennem kroen og hun havde selv på den tid hun havde været her, set det meste, og der skulle ikke ligefrem en seer til at slå fast, at manden foran hende ikke var helt på toppen. Hun tørrede hurtigt hænderne i sit forklæde og strøg den drilagtige krølle om bag øret igen, da den endnu en gang rev sig løs "Eller har du brug for lidt mere tid til at bestemme dig?" hun lagde hovedet lidt på skrå, og blev tålmodigt stående og så afventende på ham.

[Emrys Cadwallader]

In spite of my struggle to forget, I remember

- but in this confusion consolation and warmth can be found, if only I remember to look for it

E

[/b]t væld af tanker pressede sig på og ville gerne beskæftige ham i hans melankolske sagtmodighed, men i den store masse af følelsesindtryk og brudstykker af små flashbacks var Emrys hverken i stand til at tænke dybt over en enkelt tankestreg eller lægge dem alle bag sig, og han vedblev at lade øjnene glide formålsløst hen over flaskerne i baren i et forsøg på at afspore hans hjerne fra alle tankespindene, men det var tydeligt at se at han mentalt var meget længere væk end krostuen. Han lænede nakken længere tilbage og lod hagen balancere på fingerspidserne, imens han besigtigede indholdet på øverste hylde for at finde noget fristende. Selvom han aldrig havde været specielt forfalden til alkohol og altid havde været utrolig mådeholden med hvor meget han drak, havde det en vis evne til at få en til at glemme ens sorger for en stund: og med det virvar der foregik i hans hoved, var det eneste der betød noget for ham nu at få blot et øjebliks ro for ekkoerne, resonansen fra chokket og forvirringen, og ikke mindst at finde sig selv igen i det mylder af fremmede stemmer i hans hoved.

L[/b]yden af en harmonisk stemme splintrede dog hans tanker, trak ham ud af sin tænksomhed og udgjorde en kærkommen mulighed for at slippe ud af tankernes greb. Han rettede sig op, hævede blikket og lod fingrene trække sig ind imod håndfladerne, imens han så i stemmens retning og endte med at fange en flammerødhåret kvindes blik, iklædt beværtningens uniform. Høfligt smilende lagde han hænderne på bordet og foldede dem over hinanden, imens han refleksivt efter hendes spørgsmål så fra hende og op imod flaskerne, som hun netop havde spurgt ind til. Han lod skuldrene synke ned, inden han svarede, og fik med et skrantende smil hans mimik til at se mindre lidende ud. For ham selv føltes smilet tvungent, som om han trak mundvigene opad i en illusion. ”Tid kunne jeg bruge uanede mængder af. Særligt efter i dag. Men jeg vil så nødig spilde din tid mere end højest nødvendigt. Man kan frit spilde sin egen tid, men man kan ikke tillade sig at spilde andres. Så forhåbentligt vil du tilgive mig for at berøve dig blot et lille øjeblik mere, så skal jeg være der.” bemærkede han oprigtigt og gjorde smilet en anelse bredere, inden han tænksomt så op imod flaskerne. Han havde brug for et ocean af tid, hvis han skulle forsone sig med rodet i hans hoved. Men han havde ikke så meget tid. Og det havde alle andre heller ikke. Det ville ikke være fair overfor hende, hvis han skulle sidde og ødsle med tiden, og forhindre hende i at gøre sit arbejde.

S[/b]ynet af hende og hendes ellers så servicemindede spørgsmål var underligt vederkvægende og velgørende, og han mærkede sig selv smile vagt i hendes retning, da han forlod rækken af flaskerne og så tilbage på hende, en del mere nærværende end han var før, selvom man stadig kunne fornemme at han lod til at bære en byrde på skuldrene, hvis vægt han ikke helt kunne ryste af ansigtstrækkene. Der var noget udefinerbart ved hendes tålmodige udstråling og hendes tonefald, der virkede åbent og beroligende, bemærkede han for sig selv. Det var ikke kun hendes generelle ydre – som der vist var aldeles uovertruffent, selvom han ikke rigtig havde bidt mærke i det – men det var også den mimiske maske som den var lagt i. Hun virkede oprigtig. Han vidste ikke om det var hans sårbarhed, der lagde mere i hendes saglige spørgsmål fordi den brændte efter at blive beroliget, eller om det faktisk kunne være rigtigt. Var han ved sine fulde fem, havde han nok været i stand til at overbevise sig selv om hvad det egentlig var. Selv hvis det førstnævnte faktisk var gældende, havde det en helt naturlig og professionel årsag og til trods for at det egentlig var en utrolig latterlig tanke, mærkede han allerede sig selv slappe en smule mere af ved tanken om at hun havde spurgt ind til ham, ænset ham. Så følte han sig ikke helt så alene med splinterne fra sit tankespejl, selvom han, når det kom til stykket, var akkurat ligeså alene med det som før. Han så imod hende og sendte en af flaskerne oppe på den midterste hylde et nik, inden han fik mønstret et smil til hende. ”Kunne jeg udbede mig et glas Gnistrebrandy, tak? Et mellemstort burde lige akkurat kunne gøre udslaget.” tilføjede han og så atter forpint ud, inden han tænksomt bed sig i underlæben. Den brandy var berygtet for at have en ganske god gennemslagskraft. Emrys ville ikke se det som helt tilrådeligt, hvis han tog et stort glas og mødte op med efterdønningerne af brandyen i Ministeriet i morgen. Så meget fornuft havde han da tilbage, bemærkede han for sig selv. Men det gav ham ingen glæde at tænke på morgendagen, som uden tvivl ville byde på et møde med episoden fra i dag.
Knap havde han bestilt sin drink, inden at han tvang sig selv til at se lidt nærmere på hende. Hun forekom ham bekendt, selvom han ikke stolede helt på sin dømmekraft i situationen. Håret mente han at have set før. Imens han ventede på sin bestilte drink betragtede han hende diskret og lod pligtskyldigt blikket falde nu og da for ikke at stirre, alt imens han forsøgte at placere håret på et navn i hukommelsen. Det holdt i det mindste minderne stangen lidt tid.

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

_________________________________

I seldom end up where I wanted to go

[/font]
but almost always end up where I need to be[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Junipers hovede gled lidt på sned, da hendes ret tilforladelige spørgsmål, fik den nyankomne ud af sine tankeboble. Om ikke andet for et kort øjeblik. Hun besvarede hans svage smil med endnu et af sine egne da han begyndte at tale og rystede så hurtigt på hovedet, for så næsten med det samme, at nikke i stedet "Tålmodighed er en del af jobbet, så jeg kan ikke se hvordan det skulle være spild af tid." hun lod hurtigt blikket løbe ud over det sparsomt befolkede rum og til sidst lande på ham igen, med et nyt smil "Desuden er der ikke andre der kræver mig lige nu, så.." hun gjorde ikke sætningen færdig, men lod den hænge ufuldendt i luften mellem dem, mens hun igen så afventende på ham, uden tegn på utålmodighed.

Hun skiftede vægten diskret mellem fødderne, en vane hun ikke engang var bevidst om, men som foregik helt pr. automatik, når man stod og gik så meget hver dag, som hun gjorde. Hun blev tavst stående, men sneg sig alligevel diskret til at betragte ham nærmere, da hans blik gled til rækken af flasker på væggen bag hende. Ret hurtigt fik hun placeret både hans ansigt og hans hårfarve, men det var langt fra første gang, at en tidligere skolekammerat krydsede hendes vej på den måde, og hun viste ingen overraskelse og at han blev en del af den gruppe, eller gjorde sin genkendelse tydelig ved andet end et lidt varmere smil. Emrys Cadwallader havde været svært ikke at vide hvem var i hendes skoletid.

Hun kneb øjnene let sammen og konkluderede for sig selv, at han ikke havde forandret sig det store. Ikke i forhold til det let falmede mentale billede hun kunne fremkalde for sit indre blik. Hun var dog stadig ganske overbevist om, at noget trykkede ham. Hun havde set rigeligt med ulykkelige tilfælde sidde ved selvsamme bar, til at kunne kende tegnene og en evne hun ikke besad, var at vende det blinde øje til og være ligeglad.

Hun nikkede med det samme da han rettede blikket mod hende igen og så høfligt bestilte "Selvfølgelig.." hun vendte sig med ryggen til ham, og strakte sig en smule for at kunne nå flasken han havde bedt om. Hun greb et glas med den anden hånd og vendte sig igen mod ham, hvor hun satte glasset foran ham og med en rutineret bevægelse, trak proppen op fra flaskehalsen med et lille plop "Og hvis det ikke gør udslaget grundigt nok, så er der mere hvor den kommer fra." spøgte hun mildt og mødte hans blik kort, mens hun skænkede op i glasset foran ham og blev belønnet med en stille klukken fra flasken.

Hun satte proppen tilbage i flasken, men ikke flasken tilbage på hylden. I stedet satte hun den kun ned bag baren, i tilfælde af, at han skulle ønske mere senere. Hendes ansigt gled lidt på sned igen og hun rynkede brynene let, mens hun greb et viskestykke og gav sig til at pudse glassene på en bakke foran sig "Lang dag?" spurgte hun henkastet, men så på ham med oprigtig interesse.

[Emrys Cadwallader]

In spite of my struggle to forget, I remember

- but in this confusion consolation and warmth can be found, if only I remember to look for it

E

[/b]mrys betragtede kvinden bag disken og bed mærke i hendes ord, alt imens han forblev mentalt til stede i rummet, optaget af at studere hendes imødekommende og betryggende ydre og lytte samtidig. Et smil kom uvilkårligt tilbage på læberne, da han hørte hende sige at tålmodighed var en del af jobbet, og forblev lyttende tavs til han også havde fået den sidste bid med af den ufuldendte sætning, der flagrede let i stilheden imellem dem. Han forsøgte at fange hendes øjne, idet han forsøgte at fuldføre hendes sidste ord. ”Så vil jeg tage mig den frihed at trække lidt på dit selskab en lille rum tid endnu.” påpegede han og smilede i hendes retning, inden at han gav sig til at lytte efter. Der var ganske rigtigt ikke meget liv i krostuen, nok som følge af tidspunktet han var kommet herind på. Han havde været alt for fordybet først til hverken at bemærke stilheden eller de mange tomme borde bag hans ryg. Hurtigt gav han sig til at muse lidt over hendes ord omkring tålmodighed. Det var ikke alle, der var nær så overbærende som hende med folk i hans situation. Han var ikke helt sikker på at han selv besad det beundringsværdige tålmod som hun gjorde, hvis ikke det var for at opnå et mål. ”Tålmodighed er en kardinaldyd, der desværre ikke er en del af alles job, har jeg bemærket. Men når man endelig møder den, er den så til gengæld så meget mere hjertevarmende.” fortalte han hende og fulgte hende med blikket, imens hun vendte sig om og tog flasken med Gnistrebrandy ned fra sin plads på hylden og satte et glas foran ham, som hun fyldte op. Hendes milde spøg fik ham uvilkårligt til at le lavt, en lav latter der virkede tragikomisk i forhold til hans ansigt men som var reel nok ment. ”Det kan man kalde god service.” bemærkede han med et smil, der ikke helt nåede op til øjnene, inden at han spejdede formålsløst til højre for sig.

I[/b]mens hun fik halet flasken ned fra hylden og skænket op, foldede han hænderne i en adstadig kugle på bardiskens træ, hvorefter han så på hende og talte. ”Jeg håber du tilgiver mig for min umiddelbarhed, men jeg vil først forsikre dig om at dette ikke er noget jeg siger til enhver, og dernæst få sagt det inden jeg har fået chancen for at hæve mit glas – for at eliminere al tvivl om at min bemærkning ikke er noget fordrukkent, ufornuftigt og uovervejet platugleretorik – at jeg synes at genkende din overdådige hårpragt, men ikke kan placere et navn på dig. Jeg tvivler ærligt talt på at jeg kan placere noget som helst i den tilstand som mit hoved er i. Og et puslespil mere at bryde hjernen med virker som det vindpust, der kunne styrte de sørgelige rester der måtte være tilbage af min fornuftige tankegang.” sagde han med alvor i stemmen og sendte et svagt smil i hendes retning, inden han atter studerede hende og tænksomt hævede det højre øjenbryn, imens hans blik blev mere intenst. Det var ikke hver dag han undskyldte for at være for umiddelbar. I mange menneskers øjne ville den bemærkning ikke være nogen særlig yderlighed, så høfligt som den var formuleret. Men for ham var det en smule mere direkte end han var vant til at tale til nogen fremmed, og han følte sig uigenkendelig; der foregik alt andet i hans hoved end den sædvanlige retoriske camouflage, selvom hans politiske ham ikke fornægtede sig. Han endte med at give op, så op imod hendes øjne og endte med at lade nysgerrigheden sejre over høflig reserverthed. ”Er du en årgangskammerat fra Hogwarts? For jeg mindes at det var i en af slottets mangfoldige korridorer at jeg har set et glimt af en hårpragt med nøjagtig samme flammegyldne kulør som dit. Monstro en af mine meddimittender fra årgang ’83?” spurgte han hende interesseret og så på hende med et smalt smil, der langsomt voksede sig varmere. Det virkede som et mærkværdigt spørgsmål at stille, men så forvirret som Emrys var, havde han som han havde fortalte hende, en formodning om at hans hoved nok ville briste, hvis han forsøgte at bryde sit hoved med en ny ting oveni dagens mange forvirrende indtryk. Nej, så hellere forsøge at komme sagen til livs, nu hvor hun stod foran ham og kunne svare.

H[/b]endes spørgsmål til hans dag affødte først et undrende udtryk i hans ansigt da det nåede hans ører og han så fra hende til det nye glas hun pudsede, som om han var forbløffet over at hun spurgte, men hendes oprigtige mimiske interesse fik ham til at sænke de forbeholdne parader og nikke først, alt imens han lod fingrene stramme sig i de foldede hænder og rystede opgivende på hovedet. ”Uendelig. Et mareridt af en dag, der kun har et nyt mareridt af samme skuffe i vente, ligeså snart jeg lukker døren til min lejlighed bag mig senere og bliver alene med mine tanker.” Han rettede hovedet op og så på hende, tydeligvis plaget af et ønske om at tale ud, men samtidig begrænset af stærke billeder i sit hoved, som han end ikke kunne sætte ord på til at beskrive. Med vaklende ord fortsatte han: ”Jeg troede en smule overarbejde ville gå op i en højere enhed.. vise sig nyttigt for mig senere hen. Det troede jeg også, da jeg trådte ned på 10. etage i Ministeriet og overværede deres kamp. Så lysglimtene fra deres stave, og hørte..” sagde han og bed sig krampagtigt i underlæben for at forsøge at finde ordene i sit hoved, men fandt ikke dem han søgte. Han fandt intet, der kunne hjælpe ham med at skabe sammenhæng i forvirringen. ”Og pludselig.. pludselig var jeg midt i krydsilden, knælende ved hende, mærkede hendes skrig trævle hver eneste nervetråd op og sad med hendes blod på hænderne; hendes og..” Atter brød han af overfor hende og lukkede øjnene for billedet i hovedet, og med et ryk forsøgte han at fortsætte, men efter at have åbnet munden to gange, holdt han den lukket og mærkede sit hjerte synke. Hvis ikke han kunne tale som politiker, hvad kunne han så? Selvom han med garanti ikke gav nogen mening, havde han allerede fået det lidt bedre ved at vide at hun lyttede til ham. Han rystede på hovedet af sig selv, og tog en gedigen slurk af brandyen. Han mærkede hvordan den gradvist begyndte at lune i mellemgulvet, og han smilede lettere undskyldende til hende over sine vaklende ord. ”Får jeg nogensinde ro i mit hoved igen?” spurgte han halvt sig selv og halvt hende, inden at han så på hende med udtalt forvirring og bekymring i øjnene.

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

_________________________________

I seldom end up where I wanted to go

[/font]
but almost always end up where I need to be[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper smilede fortsat og svarede ham blot med et lille nik, mens hun tålmodigt blev stående og ventede på han bestemte sig blandt det imponerende udvalg af flasker. Det havde taget hende en rum tid at memorisere flaskerne og deres placering, og hvis nogen flyttede rundt på bare to, kunne det være en kamp at finde den rigtige igen. Smilet voksede lidt mens hun tog den rigtige flaske ned fra sin hylde og fandt også et glas, som hun satte foran ham og rutinevant skænkede op i uden at spilde en dråbe. Hun mødte kort hans blik og nikkede let "Der er altid god service på 'Den Utætte Kedel'." konstaterede hun med et glimt i de blå øjne og satte flasken fra sig, mens hun stadig betragtede ham diskret undersøgende.

Hun så opmærksom på ham, mens en længere myriade af ord begyndte at trille over hans læber og hun rynkede panden svagt, mens hun forsøgte at følge med og afkode, om der var et reelt spørgsmål gemt i ordstrømmen, eller om han blot talte for at tale, som det langtfra var et særsyn i hendes hverdag med stedets spraglede masse af kunder. Ubevidst rakte hun op til sit ansigt og strøg håret væk fra ansigtet endnu en gang da han kommenterede på det. Ikke at det var første gang hendes hår var det første folk lagde mærke til, men lige manden overfor hende gav hende ret god konkurrence på det punkt.

Selv da han tav kort og tydeligt betragtede hende i forsøget på at placere hende i hukommelsen, forholdt hun sig tavs, men lagde hovedet lidt på sned igen og smilede skævt under det undersøgende blik, før hun slog blikket ned. Dog ikke længe, før hun så op da han igen talte og denne gang spurgte noget mere direkte. Hun stod et øjeblik endnu da han tav og så på ham med et lille underfundigt smil. Så rystede hun let på hovedet og fortsatte med at pudse det glas hun havde mellem hænderne "Imponerende mange ord for blot at spørge om vi havde set hinanden før.." hun gjorde en kort pause og fortsatte med et lille smil "Et enkelt år for meget, men tæt på. 84." hun så på ham igen og blottede et kort sekund tænderne i et lidt bredere smil "Juniper Shirley, men Joon er mere end nok, og du er Emrys Cadwallader." slog hun lettere skråsikkert fast og tog fat på det næste glas.

Hendes hænder stoppede ikke selvom hans reaktion på hendes uskyldige spørgsmål fik hende til at rynke brynene lidt. Hun åbnede munden for at give ham en verbal opmuntring, men tog sig i det over udtrykket i hans ansigt da han så op og mødte hendes blik igen. I stedet tav hun endnu en gang og lod ham tale, uden at tage opmærksomheden fra ham. Den svage rynke mellem hendes bryn blev glattet lidt ud og erstattet af svag vantro, som hans tumlende ord alligevel skabte et billede for hendes indre blik, der dog var fyldt med huller hvor detaljer manglede og da han tav brat og lukkede øjnene, satte hun glasset fra sig og gik et skridt til siden så hun stod overfor ham.

Hendes blik var nysgerrigt, men uden at være påtrængende, som hun ventede på han fortsatte. Det så dog ikke ud til at lykkedes og hun endte med blot at betragte ham igen, med lige dele medfølelse og nysgerrighed. Så smilede hun svagt, men varmt og lagde et kort sekund sin ene hånd over hans der ikke holdt om glasset og gav den et flygtigt klem "Ja... når tiden udfører sin helt egen magi." svarede hun simpelt og sikkert, mens hun trak hånden til sig igen og lod nysgerrigheden sejre "Hvad skete der? Er ministeriet blevet angrebet eller noget i den stil." hendes livlige fantasi var allerede i gang med op til flere dramatiske muligheder, selvom hendes fornuft mente, at hvis noget sådant var tilfældet, så havde hun allerede hørt det nu.

[Emrys Cadwallader]

In spite of my struggle to forget, I remember

- but in this confusion consolation and warmth can be found, if only I remember to look for it

Idet hun begyndte at pudse glas omme bag disken, rettede Emrys sig op på hende og fulgte de cirkulære bevægelser med kluden over glasset. Øvede, erfarne. Han var tydeligvis i de allerbedste hænder, når han sad her hos hende. Hendes kommentar om at han brugte mange ord på et simpelt spørgsmål, fik ham til at trække den ene mundvige op i et halvt smil, imens han lod en hånd hvile under hagen og den anden rundt om glasset. ”En sand politikers privilegium. At pakke et ganske simpelt budskab ind i et utal af floskler for at forvirre fjenden og imponere tilhørerne.” svarede han med et varmt smil i den korte pause. At han ikke følte sig som en sand politiker netop i dag, hvor ordene havde forladt ham, var nok noget andet. Opmærksomt lyttede til det svar han så ængsteligt havde ventet på; hvem hun var. Da hun korrigerede ham i årgang til 84 og derefter med navn til følge, kunne man se hvordan hans mimik langsomt opløstes til et udtrykt ”aha” og han smilede bredt, da hun præsenterede sig og allerede vidste hvem han var. Han lod hånden ligge sig på disken og nikkede. ”Det burde jeg have husket, Joon. I særdeleshed når du kan huske mit navn. Og hvis Joon er nok for dig, så er Emrys også mere end nok for mit vedkommende.” bemærkede han smilende. Optaget af tankestrømmen som han var, havde han slet ikke bidt mærke i hvordan hun så på ham og hvordan hun ikke blot valgte at vende det blinde øje til, før hun tog et skridt til siden og stod overfor ham. Forundret og ordløst betragtede han hendes mimiske maske af varm medfølelse, inden hun lagde en hånd over hans frie og gav den et trøstende klem. Det lille tryk kombineret med den ekstra umærkelige vægt på hans håndryg virkede betryggende. På en eller anden måde var den som en klippe. Han så ned på hendes hånd et kort øjeblik, før han så op på hende igen, opfyldt af en ny tro på hendes ord. I al fald på ordene, hvis ikke på betydningen. Det lod til at han slet ikke ville svare, sådan som han blot sad og smilede taknemmeligt til hende, men efter et kort nik til sig selv tog han en dyb indånding og fik tungen på gled. ”Vise og sande ord. Men gid den gør det snart.” sagde han halvt til sig selv og halvt til hende.

D et bratte spørgsmål om et ministerielt der fulgte efter fik ham til at smile bredt. ”Kun i din fantasi, må jeg tilstå. Selvom det lyder til at den er usædvanligt velfungerende. Jeg ville nok aldrig have kunnet udlede det billede af mine rodede sætningsfragmenter.” svarede han tydeligt rosende på hendes spørgsmål om et ministerielt angreb med et gradvist voksende smil, der derefter blev efterfulgt af en spæd latter ned imod bordfladen. En smule hul og halvhjertet, men stadig en latter – og han følte sig en del mere tilpas ved at vide at der lige var smuttet blot en lille smule velkendt humør over hans læber. Han flyttede hånden fra panden under hagen, og så op på hende eftertænksomt. Pludselig virkede det meget lettere at tro på hendes ord om at tiden eventuelt ville læge sårene og lade ham genfinde sig selv, når han mærkede at han kunne grine. Så var der stadig en lille gnist af liv og håb i ham. Man kunne slet ikke lade være med at grine af så original en bemærkning, selv ikke når ens humør var trevlet som enderne på et antikt tæppe. ”Hverken angrebet, stormløbet, eller belejret af Gringottsnisser, ej heller af ministermodstandere. Begge dele er lige plausible i det lange løb, tror jeg. Men fortæl mig: hvem tror du ville have angrebet ministeriet?” tilføjede han hastigt i et noget mere muntert tonefald og smilede håbefuldt op imod hende, alt imens han hemmeligt forsøgte at overhøre hvor mentalt imponeret han var af sig selv. Han var trådt herind med noget nær så meget overskud og selvværd som en splintret vase hvis skår der var blevet trådt på, og nu sad han og smilte, imens han tænkte i hypotetiske angreb på ministeriet. Og han havde endda ikke engang smagt på humørmiksturen foran ham endnu! For ikke at gøre kroen (og hendes fantastiske service) til skamme, tog han sig en slurk af sin brandy og mærkede hvordan væsken trak en lind strøm af varme ned igennem halsen og foldede sig ud som en lotus i maven. Derefter fortsatte han med hvad hun reelt havde spurgt om, langsomt famlende efter ordene. ”Det var et angreb, ganske vist.. men det kom fra bag murene. Indefra. Det var et angreb, hvori.. hvori.. hvori jeg ikke havde noget at gøre. Men alligevel havde jeg. Det hele gik så stærkt, et øjeblik var jeg på 10. etage og det næste.. næste på.. Mungos. Netop de to.. Og så lige.. mig..” Det faldt ham svært at sige det. Ikke fordi han ikke ville (han ønskede brændende at få alt sagt og få det ud af hovedet), men alle ordene klumpede sig sammen i halsen, hver gang han så de skrækkelige billeder. Af dem. Af ham. Af en lidende Fenella. Han så ned i den snart alt for velkendte bordflade og foldede hænderne sammen til en lille sten, inden han atter så op på hende med en lille skuldertrækning, som om han prøvede at retfærdiggøre sin tavshed for sig selv. Skyldigt så han ned igen og tænkte for sig selv en stund, imens han tog et par slurke af brandyen.

”Tiden udøver sin egen magi, som du siger.. Fem minutter med dig, og jeg føler allerede at nogle af skårene af mit knuste indre er blevet læget sammen. Har I en flaske af din velgørende humørmikstur stående oppe på hylden?”

[/b] spurgte han oprigtigt med et nik i hyldens retning, og atter var der kommet en blanding af såret alvor ind i hans tonefald, en alvor som havde fejet alle spor af munterhed væk og efterladt hans mimiske maske tom. Det var ærligt ment, men havde en desperat bagtanke. For han havde smertefuldt netop realiseret som en regnbyge fra åben himmel at ligeså snart han gik ud af den dør, ville skyggerne og ekkoerne fra dagen vente på ham. Jo mere han drak, jo mere ville han kunne ignorere dem. Men når først han ikke længere ville kunne høre hendes tålmodige tonefald eller se hendes vederkvægende smil foran sig i en omtåget dis, ville der igen være frit lejde for tomheden. Det måtte ikke ske. Derfor så han op på hende med et nærmest undskyldende blik, som om hvert eneste glimt af hende kunne være med til at banke billedet af hende stærkere ind i sit indre. Forlegent sænkede han blikket til sidst, velvidende at han havde set længe nok på hende end hvad godt var, og lod i stedet en malplaceret højre hånd fumle sig vej igennem de orangekrøllede lokker, som skinnede ivrigt om kap med hendes. ”Tilgiv mig. Jeg forsøger blot at støbe et blivende billede af dig i mit indre.” tilstod han prompte med øjnene stadig vendt imod bordet. Han tømte resterne af glasset og skubbede det hen imod hende, hvorefter han høfligt smilede. ”Et glas mere er vist tiltrængt for mit vedkommende. Og i betragtning af hvad du har lagt øre til, må du gerne skrive et glas til dig selv på min regning. Det er en ringe tak for dine uudtømmelige reservoirer af tålmod, men i det mindste har jeg ikke forglemt mig selv i så høj grad at jeg har glemt gængs høflighedsetikette.” bemærkede han med et af de få smil der den dag ikke havde været forcerede.

[/blockquote][/justify]

[Juniper Shirley]

_________________________________

I seldom end up where I wanted to go

[/font]
but almost always end up where I need to be[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Emrys Cadwallader ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Uden at tænke over det gled en lille munter lyd over Junipers læber, som Emrys svarede hende. Hun skævede op på hans ansigt igen, uden at løfte hovedet helt og rystede umærkeligt på hovedet, mens hun satte glasset fra sig, tog det næste og denne gang så fuldt på ham, før hun gik i gang med at pudse det nye glas "Et privilegium, måske, men ikke altid en nødvendighed." hun kneb øjnene lidt sammen og så påtaget spekulativt på ham "Med mindre du selvfølgelig regner mig i en af de grupper der og mener der er grund til enten at forvirre eller imponere mig." hun lod blikket dvæle ved hans varme smil et sekund og følte sig glimrende tilfreds med måske at have hjulpet det frem. Det var en glimrende forbedring fra det plagede udtryk der havde præget ham, da han satte foden indenfor på Kedlen.

Hun tav et kort øjeblik igen og nåede at tage fat på et tredie glas før han fortsatte og hun svarede indledende med et smil og et lille nik "Det er mere end nok, og til dit forsvar, så var både du og Abbey svære ikke at kende til eller at huske endnu." hun stoppede sine bevægelser og så indgående og ganske ugenert på ham et øjeblik, før hun ligeså ugenert fortsatte "Du ligner stadig dig selv."

Hun smilede varmt, men lod det så vige for et både undersøgende og undrende blik, da det kortlivede smil på hans ansigt forsvandt. Der var ingen bagtanker bag den uskyldige gestus, da hun lagde sin hånd over hans og gav den et flygtigt klem. Kun et ønske om måske at kunne få smilet tilbage på hans ansigt og de åbenbart foruroligende tanker, der virrede rundt bag hans grå øjne. Hun smilede svagt, men oprigtigt, og lod ham tage den tid han havde brug for før han talte igen, uden at tage blikket til sig da han først løftede hovedet "Jeg lover at krydse fingre."

Hans spontane, men ganske klædelige brede smil, over ord hun ikke selv havde skænket megen tanke, fik hende til at se forlegent ned et sekund eller to, mens en svag rosa glød, farvede hendes kinder. Hendes første impuls var at undskylde. Det ville langtfra være første gang hun talte uden at tænke først, og fik sagt noget mindre heldigt. Hans uventede latter, gav dog ikke indtryk af, at det var tilfældet denne gang og hun løftede tøvende hovedet igen og betragtede ham med fortænderne lukket om sin underlæbe og let sitrende mundvige, mens han fortsatte. Hun trak på skuldrene over hans spørgsmål og slap underlæben med tænderne før hun slog blikket ned igen "Det ved jeg ikke... der er masser af muligheder." hun tav et øjeblik og så tænksomt på ham "Politiske modstandsgrupper der gør oprør mod den nye minister... pixiegnomer der er gået amok... eller en flok løbske hippogriffer.." hendes klare blå øjne skinnede af en let iver, som hende livlige fantasi gavmildt malede mentale billeder at mulige situationer. Hun slog ud med begge hænder og lagde ikke mærke til, at hun var faretruende tæt på at slå glasset i sin ene hånd, imod kanten af baren mens hun fortsatte "..nogen testede en ny besværgelse der slog fejl og fik en hel flok af ministerieansatte til at tro de var banshees og rende skrigende rundt... eller..." hun mimrede med næsen uden at tænke på det og fortsatte lige så ivrigt som før, med en tenderende barnlig iver i blikket "..nogen havde hældt polyjuice eliksir i vandforsyningen så alle pludseligt lignede hinanden og ingen kunne se hvem der var hvem!" hun satte glasset fra sig og viftede med hånden i den frie luft, åbnede munden for at fortsætte og blev så pludselig sig selv meget bevidst. Hun lukkede hurtigt munden igen, bed ned om sin underlæbe og tog hurtigt armen til sig, mens den rosa farve i hendes kinder vendte tilbage og dennegang tog til i styrke. Hun så ned, så op igen og kvalte et fnis i opløbet, mens hun så undskyldende på ham og rømmede sig forlegent "Undskyld... det var den fantasi der.."

Hun fandt hurtigt en mere alvorlig maske frem og lyttede opmærksom mens han talte igen, selvom hans uddybning ikke gjorde hende særlig meget klogere på, hvad der rent faktisk var gået for sig i ministeriet forud for at han var havnet på barstolen foran hende. Hun havde lyst at spørge mere ind. Til hvad angrebet var gået ud på. Hvem det havde involveret og hvad der havde gjort, at han tilsyneladende også havde været forbi Mungos. Hendes blik søgte diskret ned over det af ham hun kunne se, men fandt ingen synlige skader og følte en svag lettelse over det faktum. Hun forblev tavs, sendte ham et lille smil og betragtede ham blot mens han koncentrerede sig om brandyen og sine tanker.

Hun havde vendt sig halvt væk for at sætte de nu pudsede glas på plads bag sig, da han talte igen og trak et nye smil op på hendes rødmalede læber. Hun lod det vinde kraft, mens hun satte glassene på plads og vendte sig mod ham igen med hovedet lidt på sned og en hvis tilfredshed at spore i blikket "Godt.. så kan jeg sove trygt i nat i sikker forvisning om, at jeg har gjort en god gerning." hun skævede til hylderne bag sig og rystede så på hovedet med et beklagende smil "Desværre nej er jeg bange for. Den er for flygtig til at blande og fylde på flasker. Den har sit helt eget liv og mening om hvornår den skal udgydes over de oprørte vande." hun stoppede helt op da hun blev opmærksom på hans uudgrundelige blik og rynkede brynene i svag undren, indtil hun lettere forlegent slog blikket ned. Hun smilede igen, forsøgte at lade være og endte i stedet med en charmerende mellemting mens hun så op igen og mødte hans blik med en vag hovedrysten der fik de kobberrøde krøller til at danse om hovedet på hende "Ingen grund til at undskylde, der er int.." hun gik i stå som han fortsatte og skubbede sit glas over mod hende og hendes blik flakkede, mens hendes læber formere et lille overrasket 'oh'. Kinderne blev svagt roda igen og et piget fnis undslap hende meget mod hendes vilje, før hun blot nikkede hurtigt og vendte sig mod hylderne for igen at tage flasken med brandy ned, vende sig og fylde hans glas igen "Tak, men nej tak. Jeg har vist aldrig lært at drikke det." hun skar en lille munter grimasse mens hun skubbede glasset over til ham igen "Min far mener til dato det er en mangel i min opdragelse, mens jeg mener han på den bekostning kun har sig selv at klandre for det." hun satte proppen på plads igen og blev igen stående og så på ham, denne gang med nyfunden alvor "Men der er altså ikke noget at undskylde for, Emrys." hun smilede varmt og forsigtigt "Det er kun rart at føle man gør nytte i godt selskab."