Rhythm of my heart

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Gyldenbrune og rødlige farver havde overtaget det store skovområde der bugtede sig i en halvcirkel omkring det grandiøse slot og den kolde efterårsvind fik tusindvis af nedfaldne blade til at flyve omkring i liflig dans .

Inde i stalden bag slottet bevægede tre heste sig spændt i deres båse, som en krølhåret troldmand gjorde udstyr parat. Det var endnu morgen og luften kold, men for Jonathan var det uden betydning når duften af en skotsk morgen hvilede i luften som et velkendt tæppe. Alligevel var det ingen dag som andre, ikke som de dage han ville ride til de fjernere ender af skoven, der var langt væk at nå på gåben. Der var en bestemt faktor der adskilte dette fra noget andet. Den samme som havde gjort de sidste måneder på Dunvegan mindre mekaniske.

Nogen tid senere stod en stolt, rødbrun hingst og en kridhvid hoppe tøjret til hver sit træ i udkanten af skoven, mens de vrinskede og bevægede sig uroligt rundt i bladende. På en træstub foran dem sad Jonathan og gennemså en stak formelt udseende papirer med et velkendt vandmærke og notater i egen håndskrift med detaljerede illustrationer. Dog var hans fokus vigende og han kunne ikke se sig fra at kaste et blik imod sit hjem og den mellemstore port der figurerede som bagudgang hvert andet minut.



tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
There is no life - no life without its hunger
Each restless heart beats so imperfectly
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenellas påklædning den efterårsmorgen, var milevidt fra hvad hun ellers fandt frem til hverdag, men situationen var også en ganske anden og krævede en mere praktisk tilgang. Det, og så indbød stedet, hun nu havde opholdt sig siden den fatale aften i sensommeren, til mere troldmands-typisk tøj, end Londons pulserende midte.

Hun snørede med hurtige fingre den lyse overkjole og satte sig foran spejlet i værelset der for nu var hendes base, og kastede et hurtigt blik på sit usminkede ansigt. De synlige spor fra hendes sammenstød med først Caroline og senere Jake, var forsvundet for det blotte øje, omend ikke psykisk. Lige nu, nægtede hun dog sig selv at dvæle ved det og glædede sig i stedet til at komme ud i efteråret, mens hun forsøgte at bilde sig selv ind, at det var den friske luft der trak mest, og ikke selskabet. Hun strøg fingrene hurtigt gennem de mørke krøller, rejste sig og greb den lysebrune kåbe hun havde lagt frem på sengen, lagde den over den ene arm og forlod værelset, mens hun tog rygsækken hun havde sat ved døren som det sidste.

Hun nåede forholdsvist hurtigt porten der førte ud på bagsiden af slottet og skiftede rygsækken til den anden hånd et øjeblik, mens hun åbnede den og smøg sig udenfor. Hun lukkede porten bag sig igen, vendte sig og stoppede et øjeblik mens hun lod blikket glide søgende over omgivelserne, indtil hun fik øje på en siddende skikkelse et stykke derfra, sammen med to opsadlede heste. Hun smilede for sig selv og begyndte så at gå ned mod ham med lette skridt.

Hun stoppede nogle få skridt fra træstubben han sad på, og lagde hovedet lidt på sned, mens hun sendte ham et spørgende blik "Du har ikke ventet alt for længe, vel?" hun smilede forsigtigt, før hendes blik gled til de to heste og hun forsøgte at huske hvornår hun rent faktisk sidst havde siddet på en hesteryg.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan nød måden den kølige vind smøg sig omkring ham og lyden af blade der hvislede hen over jorden i takt med hestenes urolige bevægelser bag ham. Det gav ham en følelse af indre ro og havde igennem mange år været med til at afhjælpe en stresset hverdag med for meget at se til. En enkelt hånd hævede sig og strøg igennem de mørke krøller som han for tyvende gang rev blikket væk fra papirerne og denne gang så ud over det af Loch Dunvegan han kunne se imellem træerne.

Med et næppe hørligt suk så han tilbage imod papirerne uden rigtigt at kunne koncentrere sig om de skriftlige begæringer han havde modtaget via ugle for få dage siden. Det var oprindeligt hans intention at dagen samtidig skulle bruges til at få noget arbejde fra hånden, men han var med tiden kommet til at tvivle på at det ville lykkedes ham i sidste ende. Endnu engang strøg blikket op til porten.

Og denne gang var den ikke tom. Selvom bevægelsen havde været automatisk og han nærmest allerede havde sænket blikket igen, gik han i stå halvvejs og rettede sig langsomt op som en hvidklædt Fenella nærmede sig. Jonathan foldede papirerne sammen uden at skænke dem endnu et blik, men stak dem ind under sin kappe før han kom på benene. Hendes spørgsmål fik ham til at ryste på hovedet, skønt det var længe siden han var gået ned imod staldende. "Jeg var tidligt på færde alligevel," svarede han og slog ud mod hånden imod hestene uden at spille tiden. "Skal vi?"


tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
There is no life - no life without its hunger
Each restless heart beats so imperfectly
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenella ignorerede et lille nervøst stik som hun nærmede sig hestene og Jonathan og rettede blikket mod græsset under sine fødder. Hun tog en dyb indånding og rankede sig umærkbart lidt, mens hun tilbagelagde det sidste stykke og stoppede op netop som Jonathan rejste sig. Det trak igen svagt i hendes mundvige da han rystede på hovedet og benægtede at have ventet, mens en tanke om at nogle ting ikke havde ændret sig blev ved kun at være en tanke. Det var i forvejen en smule svært at forholde sig til, at hun var hvor hun var. Det var sket uendeligt meget på meget kort tid, men både sin nye stilling og grunden til hun var havnet i Skotland, var noget hun kunne forholde sig til. At gå op og ned af Jonathan hver dag, var derimod ikke helt.

Hun skuttede sig let i den kølige luft, mens det først nu rigtigt gik op for hende at varmen definitivt var ved at forsvinde. Hun slog blikket ned, løftede den ene hånd og strøg håret om bag øret, før hun så op igen og nikkede som svar på hans spørgsmål "Hellere end gerne.." hun lænede sig lidt til siden og satte rygsækken fra sig på jorden, for så at ryste den lysebrune kåbe ud, og hurtigt slynge den om skuldrene og hægte den over brystet og efterfølgende spænde det tilhørende bælte om livet.

Hun bøjede sig lidt ned og samlede igen rygsækken op, før hun rynkede brynene svagt og så spørgende fra de to heste til Jonathan "Hvilken af skønhederne havde du tiltænkt mig?" hun lagde hovedet lidt på skrå uden at tænke over det og så afventende på ham, mens hun lukkede også den frie hånd om remmen på rygsækken og tog sig selv i af smile prøvende igen, uden at det for alvor vandt indpas.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Hans blik dvælede lidt ved hendes bevægelser der faldt synkront med kjolens hvide stof, men tog det til sig da hun kom tæt nok på til at ville bemærke det. Han fandt hende fortsat lige så smuk som altid og de sidste måneder havde været en alt for tydelig påmindelse om det.

I stedet for at betragte hende, var han dog hurtigt fokuseret på at komme på benene og gav sig selv et øjeblik til at trække efterårsduften ind igennem næseborene og helt ned i lungerne, før han svarede på hendes spørgsmål og stillede et lige tilbage. Hendes svar fik ham til at nikke og han slog let ud med den ene hånd som tegn til at hun blot skulle træde nærmere.

Selv bevægede han sig også tættere på hestene, først den hvide hoppe. Fenellas spørgsmål kom samtidig med at han lagde hænderne omkring hestens mule og strøg hånden blidt imod den. Et smil overtog hans læber, som han holdt blikket på de kulsorte øjne og nød den velkendte følelse af den varme, bløde hud under sin håndflade. "Hende her." Jonathans hånd strøg en enkelt gang ned af hestens hals, før han trådte et skridt væk og så tilbage på Fenella. "Hun er bestemt og kræver en erfaren rytter," Hans blik strøg i et splitsekund imod jorden før han så tilbage med hvad det mistænkeligt meget lignede et spøgende, skævt smil. "Jeg formoder, at du ikke har mistet grebet." Han mente skam ordene seriøst, men fandt intet yderligere behov for at understrege noget hun med al sandsynlighed ikke havde brug for at få understreget. "Hendes navn er Gordania. Heroisk," tilføjede han samtidig med at hoppen vrinskede tilfreds.

Endnu engang lod han sit blik finde hendes og tøvede kort, inden han rakte hånden frem imod hende, dels for at byde hende nærmere, men også for at give hende en hjælpende hånd til at komme op, han egentlig nok var klar over at hun heller ikke havde behov for. Alligevel hindrede det ham ikke.



tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
There is no life - no life without its hunger
Each restless heart beats so imperfectly
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenella nikkede igen, mens hun uden fumlen fik sit overtøj på og derefter løftede hovedet og lod blikket hvile på hans ryg mens han gik nærmere hestene. Hun blev tavst stående efter at have stillet sit spørgsmål og betragtede ham diskret, som han strøg hænderne kærtegnende over hoppens mule. Først da han talte igen gik hun langsomt tættere på, mødte hans blik kort og rettede så sit eget mod hesten der trippede lidt, tydeligt utålmodig. Hun satte rygsækken fra sig endnu en gang uden at stoppe helt op og rakte i stedet ud og strøg hånden blidt over hoppens hals, mens Jonathan trådte lidt væk og fortsatte. Hun nikkede en enkelt gang til hans ord, mens hun lod den anden hånd stryge ned over den silkebløde mule, så dyret kunne blive bare en smule bekendt med hendes duft.

Så trak en svag rynke ind mellem hendes smalle bryn, og hun drejede hovedet med et øjebliks tvivl i de lyse øjne. Så fangede hun hans smil og mærkede uvægerligt et smil trække op på sine egne læber. Hun hævede brynene let og rystede på hovedet, mens hun gik nogle skridt tilbage igen "Ikke så meget, nej.." hun bøjede sig efter rygsækken endnu en gang og vendte sig mod ham igen, stadig med et smil lurende i den ene mundvig "Der er nogen ting man aldrig glemmer helt." hun slog hurtigt blikket ned, uden at uddybe yderligere, selvom hendes tanker et øjeblik kredsede om helt andre ting end ridning. Hun krængede hurtigt rygsækkens remme over skuldrene og så på hoppen igen da hun fik et navn "Gordania.." gentog hun for sig selv og smilede varmt "Hun er smuk.."

Hun vendte igen ansigtet mod ham, men blev stående afventende indtil han rakte hånden frem mod hende. Hendes blik sank et kor øjeblik til den, og hun kvalte den første impuls, der var at række ud og tage den. Guderne skulle vide hun havde lyst, men modet svigtede endnu en gang. I stedet så hun hurtigt op igen og gik igen tættere på, sendte ham et hurtigt smil og vendte sig så mod hoppen. Hun greb op og lukkede den ene hånd om sadelknappen og den anden om sadlens bagerste del, før hun løftede venstre ben, satte det i stigbøjlen, satte af og uden de store problemer, svang det andet ben over hoppens ryg og endte siddende trygt i sadlen, med et lille selvtilfreds smil, hun ikke helt kunne skjule. Hun bøjede sig frem og klappede hoppens hals, før hun igen fandt Jonathan med et svagt drillende glimt i blikket og så afventende ned på ham "Tøjlerne ville være en fordel..." hun skævede mod træet hesten var tøjret til "Med mindre du havde planlagt at trække mig rundt hele dagen."

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Da muligheden for at betragte hende diskret bød sig igen idet hun strøg hoppen over mulen greb han den og fulgte bølgerne i hendes mørke hår og formen af hendes ryg med blikket. Det fandt hurtigt sin vej op igen til hendes øjne da hun øjeblikket efter vendte ansigtet imod ham med et svar på hans tidligere antagelse. "Det regnede jeg heller ikke med," svarede han med et spagt nik og lod hånden løbe en enkelt gang over de stride hår på hestens side, mens Fenella gjorde sig bekendt med den.

Øjeblikke efter havde han tilbudt hende sin hånd og halvt forventet hun ville tage imod den. Da hun ikke gjorde, løftede hans mørke øjenbryn sig en anelse og han så på hende med en snert af respekt i blikket. Hendes efterfølgende ord fik det til at trække faretruende op i hans mundvige og inden længe sneg et skævt smil sig frem, mens øjenbrynene hævede sig en anelse mere, før de faldt tilbage på plads.

Jonathan trådte væk fra hesten og over til træet hvor hoppen og hingsten var tøjret for at løsne remmene i velkendte bevægelser. Det underfundige smil lurede stadig og han kunne ikke ryste den umiskendelige følelse af indre ro og følelsen af at være helt tilpas af sig, som han kort efter bevægede sig tilbage til Fenella og Gordania og rakte førstnævnte tøjlerne uden et ord. Han vendte sig imod den brune hest og i en øvet bevægelse trådte op i stigbøjlen og svang benet vant over. Jonathan drejede hovedet imod Fenella og sendte hende et ansporende, skævt smil meget lig det første. "Tid til at bevise om du stadig har lige så meget styr på det som du nu engang påstår," kom det mildt udfordrende inden han selv lænede sig frem i sadlen og sporede hesten blidt an.



tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
There is no life - no life without its hunger
Each restless heart beats so imperfectly
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenella hævede brynene svagt igen over Jonathans bekræftende ord, men føjede ikke selv flere til. I stedet strøg hun igen den ene hånd over hoppens bløde mule, mens hun halvt i skjul bag sit hår, fulgte hans hånd med blikket som han strøg den over dyrets side. Hun trak dog hurtigt blikket til sig og bevægede sig i stedet nogle få skridt væk igen for at tage rygsækken op igen.

Det krævede et solidt mentalt greb om sin egen nakke, ikke blot at række ud og tage den hånd der blev rakt frem mod hende og dybest set var hun ikke sikker på, hvorfor hun valgte at lade være. Tanken var skræmmende, på en både positiv og negativ måde, og selvom gestussen i sig selvvar ganske uskyldig, så mønstrede hun ikke at gøre tanke til handling. Der vardog intet afvisende over hendes udtryk eller smil som hun gik nærmere igen og svang sig i sadlen på denhvide hoppe. Tværtimod måtte hun erkende at være afslappet nok til, at de spontane, men drillende ord, kom en smule bag på hende selv.

Reaktionen det trak fra Jonathan fik det til at knuge svagt i hendes mellemgulv, og hun så hurtigt væk, mens et forrædderisk smil trak hendes egne mundvige længere op. Hun bed ned omkring sin underlæbe og bøjede hovedet lidt, så håret igen faldt frem om delvist skjulte hendes ansigt. Hun løftede dog hovedet igen så snart han gik hen til træet og tog sig selv i endnu en gang at betragte ham stjålent som han løsnede tøjlerne.

Da han vendte sig igen tog hun ikke blikket til sig, men lod det følge ham de få skridt tilbage. Hun lænede sig frem og tog imod tøjlerne uden et ord og rettede sig så op i sadlen igen, efter at have klappet hoppen flygtigt på halsen. Hendes fingre fandt af sig selv omkring tømmerne mens hun vendte ansigtet mod Jonathan igen og hendes bryn igen trak lidt op over den milde udfordring. En lille munter lyd undslap hende uden at hun så væk igen "Du kunne blive overrasket.." hun strammede grebet om tøjlerne og pressede hælene let, men insisterende mod hoppens flanker og smilede tilfreds for sig selv, da den virrede med hovedet og trippede let på stedet. Hun trak lidt til den ene side i tøjlen, slog med tungen og lod hoppen skridte roligt op på siden af den rødbrune hingst, hvor hun sendte Jonathan et afventende blik "Hvis jeg spørger hvad du har planlagt, får jeg så et svar eller skal jeg opgive på forhånd?"

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Inden længe havde Jonathan rakt Fenella tøjlerne og var landet sikkert på sin egen hest. Han holdt blikket rettet ligefrem foran sig indtil det øjeblik hvor Fenella indhentede ham på hoppen. Han stolede nok på hesten til at dreje blikket og sin fulde opmærksomhed imod hende og rette ryggen i sadlen. "Ingen tager nogensinde skade af at forsøge," svarede han tvetydigt med samme skæve smil som tidligere og vendte da blikket bort og sporede hesten yderligere an. Der var et stykke vej til hvad han havde i tankerne og i det nuværende tempo ville det tage længere tid end nødvendigt.

Jonathan hævede hagen en smule og så imod de gyldenbrune tæpper af blade der strakte sig over dem og kastede et magisk skær over omgivelserne. Han havde altid fundet ro i skoven, skønt dens mange ligeledes dystre hemmeligheder, og særligt efter hans fars bortgang var mange af dagens timer gået skjult under træernes kroner. Jonathan så tilbage imod Fenella efter lidt tid. "Man kan vel kun sige, det er på tide at du får at se hvor jeg bruger de fleste af døgnets timer henne," begyndte han. "Skovene her er meget lig dem der lå omkring Hogwarts… Fulde af hemmeligheder." Han så skævt til hende på ny og smilede vidende med et uudgrundeligt glimt i øjnene


tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
There is no life - no life without its hunger
Each restless heart beats so imperfectly
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Det tog Fenella nogle minutter at føle sig godt tilpas i en sadel igen, men da hun først sad der, faldt det alligevel naturligt, som gammel lærdom blev vækket til live igen. Som hun nåede op på siden af den rødbrune hingst, rynkede hun brynene svagt i en tænksom gestus over det vævende svar hun fik på sit spørgsmål. Smilet der fulgte med det, fik det dog til at trække i hendes egne mundvige igen og hun så hurtigt frem igen, før hun kom til at smile alt for bredt "Én gang skal jo være den første hvis det endelig er.." hun skævede hurtigt til siden igen, for så at følge hans eksempel og presse hælene insisterende mod hoppens flanke og kort efter fortsætte i let trav.

Som de fortsatte i tavshed lod hun blikket glide over omgivelserne, for en gangs skyld uden at føle hun burde sige noget, eller gøre noget. At det var nok hun bare var der. Det var en underlig følelse, men hun fandt sig selv tagende villigt imod den, mens hun med et lille ubevidst smil betragtede efterårets eksplosion af gyldne, røde, gule og brune farver. Efteråret havde alle dage været den tid på året hun holdt mest af, og et sted som her, var det menneskeligt umuligt at ignorere dets skønhed. En strøtanke om hendes egen fødselsdag der nærmede sig passerede forbi uden at bide sig fast og uden at tænke over det, gled et lille tilfredst suk over hendes læber.

Hun blev revet ud af sine tanker da Jonathan talte igen, og hun drejede igen ansigtet mod ham med først et let spørgende udtryk, så et forsigtigt smil "Jeg har glædet mig.." skød hun oprigtigt ind, mens smilet vandt lidt mere kraft da han fortsatte "Hemmeligheder.." hun så frem igen et øjeblik, men hun ikke lagde skjul på at gruble lidt, for så at se tilbage på ham med et nysgerrigt glimt i de lyse øjne "Nu er der ingen faldgruber som at hvis jeg finder ud af nogen af dem, så slipper jeg aldrig herfra i live?" drillede hun diskret og hævede brynene sigende. Hun så på ham et øjeblik endnu, for så igen at se frem og efter et øjebliks tavshed henkastet fortsætte "Jeg havde glemt hvor smukt her er.."

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan gav et muntert fnys fra sig og lod øjenbrynene stige let op i panden. Fenellas ord fremkaldte det samme, tidligere skæve smil og han drejede blikket imod hende med et ansporende glimt i de lyse øjne. "Så må vi håbe du har heldet med dig," svarede han med et smil der var blevet tenderende smørret og pressede kort efter hælene imod hestens flanke.

Som de kom et stykke længere frem, var det drengede smil på hans læber endnu ikke forsvundet helt og holdent, men hvilede et sted i hans mundvig, uden at han var i stand til at hindre tankerne i at vandre ind på områder de bestemt ikke burde færdes i, idet stilheden kortvarigt lagde sig imellem de to.

Det var med samme grundlag, at han igen tog til orde og brød den ellers komfortable stilhed. Jonathan smilede svagt og hemmelighedsfuldt over hendes ene ord, uden at tage blikket fra den smalle skovsti foran dem. En hæs, knapt hørlig, brummende klukken kom fra hans bryst over hendes ord, som han besvarede uden at se direkte i hendes retning. "Som udgangspunkt ikke," han skævede imod hende med et drenget smil og slap tøjlerne med den ene hånd for at stryge en hånd igennem krøllerne. "Men jeg ville sætte pris på at du holdt øjnene åbne alligevel, så jeg rent faktisk kunne få dig med ud i live." Ordene var spøgende, skønt der lå en snert af alvor bag dem.

Hendes næste ord fik hans læber til at trække sig mildt op i begge sider og rette blikket fra hende imod trækronerne igen. "Jeg har altid ment, at skoven her var et af de steder der var grænsende umulig at bevare et sandfærdigt minde af…" Begyndte han og så kort imod hende med et uudgrundeligt blik. "Noget så smukt, at sindet ikke kan genkalde et billede det yder det retfærdighed."



tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
There is no life - no life without its hunger
Each restless heart beats so imperfectly
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenella besvarede glimtet i hans blik med let hævede øjenbryn, der dog ikke skjulte udfordringen der lå bag "Hvis man fejler første gang er det kun grund til at prøve hårdere næste gang." svarede hun med en lille skuldertrækning og så frem uden at kunne forhindre det i at trække afslørende op i sine mundvige mens hun satte hoppen i trav og fulgte ham.

Hun faldt hurtigt ind i hoppens rytme og bevægede sig vuggende med den, mens hun følte sig sikker nok til at betragte omgivelserne der gled forbi. Hun skævede med jævne mellemrum til siden, uden at antydningen af smil helt forsvandt fra hendes læber. Det vandt igen lidt i styrke som han brød tavsheden. Hun rynkede brynene let, men følte sig afslappet nok til at fortsætte den lette stemning. Hans svage latter fik det til at knuge let i hendes mellemgulv og hun så hurtigt ned som han så over på hende og svarede. Hun nikkede langsomt en enkelt gang og løftede så hage og blik igen "Det er et løfte jeg godt tør give.." hun drejede hovedet lidt og mødte kort hans blik med et tøvende smil, før hun igen rettede blikket fremefter.

Hun smilede oprigtigt som hun selv bøjede nakken lidt og så op i trækronerne over dem, for så at nikke let endnu engang "Jeg er ikke uenig. Ikke lige på det punkt." hun bøjede hovedet igen og så over mod ham mens hun åbnede munden for at fortsætte, men gik i stå over hans blik. Hun lukkede munden igen og mærkede meget mod sin vilje sit blik flakke som han fortsatte. Hun slog det hurtigt ned og nikkede stumt mens de ord hun ville have sagt forsvandt udenfor rækkevidde.