a road walked before

[Ethan Sinclair]

welcome
“TO MEMORY LANE”

Skolen havde været hård, men at arbejder under hans far i praktik viste sig at være endnu værre. Der blev konstant stillet krav, og ikke alene fra hans far, men også fra Ethan selv. Det var i disse perioder han blev stillet til fuld skue, så hver dag gjaldt om at møde op i det fineste puds. Det var trættende, men også prisgivende når han fangede det godkendende nik fra hans far. Til gengæld var det i tider som disse at Ethan oftest glemte alt om magi, og pludselig, en tilfældig morgen, ville han vågne med et spjæt og alt ville vende tilbage. Den morgen var i dag.

Det lykkedes næsten Ethan at spise morgenmad samtidig med at børste tænder. Hvad der kunne kaldes skægvækst blev der intet gjort ved, og håret blev kun behandlet med en håndfuld vand, men i løbet af ingen tid havde han grebet hjelmen, smuttet ud af døren og svunget benene over hans motorcykel. Næste stop; London, Diagonalstræde.

Ethan åndede lettet ud da han satte fod indenfor Den Utætte Kedel, det tiltrak et par løftede øjenbryn, men smilet der havde bredt sig over hans læber sagde alt. ”Du kan knapt bevæge dig derude i øjeblikket,” blev der kommenteret da Ethan bevægede sig mod udgangen – indgangen til Diagonalstræde. ”Kommende skolestart.” færdiggjorde bartenderen i et smil der viste et par rådne tænder. ”Hogsmeade er et bedre valg på dette tidspunkt.” Han nikkede mod pejsen i den anden ende af rummet inden han vendte tilbage til kunden overfor ham.

Ethan kunne sikkert have fundet nostalgien frem ved at begive sig ud i Diagonalstrædes myldretid, men han havde ikke besøgt Hogsmeade siden hans dage som senior Gryffindor, så han måtte børste sod af tøjet da han landede hos De Tre Koste et par sekunder efter at have gjort hans valg. Ethan gav sig knapt tid til at se sig omkring før han plantede hjelmen ved det nærmeste bord og fandt sig en plads. En enkelt smør-øl for nostalgiens skyld kunne ikke tage megen af hans tid.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR

At følge sine drømme var aldrig nemt, især ikke hvis størstedelen af troldmænd og hekse havde samme drøm som en selv. Alligevel lykkedes det nogle få at bryde igennem, og Rachel var næsten stoppet med a tro på at netop hun kunne være en af de få, det skulle lykkes for. Selvfølgelig kun lige indtil træneren for Foyers Fireflies havde kontaktet hende. Efter det var det ligesom om, at verden havde foregået i et helt andet tempo. Som om at sommeren først nu begyndte at udfolde sig for hendes sind og hun nu var fuldkommen i stand til at registrere alle de fantastiske ting årstiden bragte med sig. Også det at møde på arbejde den morgen havde været noget helt anderledes, og selv til de sure kunder, der af og til begav sig ind på De Tre Koste, kunne hun ikke lade være at sende et bredt smil og ønske dem en fantastisk dag.

Med en elegant, øvet bevægelse trak hun den fugtige klud over disken og efterlod den i håndvasken for at lalle ned mod et bord, hvor en gæst lige havde slået sig ned. Det nærmest lettede, skæve smil sad plastret på de bløde læber og hendes kinder nærmest glødede med den stolthed, hun følte over sig selv. Hun var jo officielt et skridt tættere på målet!

”Kan jeg hjælpe med noget?”, selvom krostuen var fyldt af højrøstede mennesker, der glædeligt diskuterede alverdens sager, havde Rachels stemme og den kraftige, irske accent det med at trænge igennem til kunderne alligevel og uden at betragte kunden ordentligt, trak hun en tot af det krøllede hår om bag øret med kvikskribleren og fandt en blok frem fra en lomme i sit forklæde, lod skribleren finde sin plads på papiret, før hun endelig fik kastet et ordentligt blik på det så velkendte ansigt foran hende.

[Ethan Sinclair]

welcome
“TO MEMORY LANE”

Ethan indtog den velkendte duft der hang i luften hos De Tre Koste. Den slog alle andre krostuer han havde besøgt i Oxford og London-området, og desuden var der kun ét sted hvor de solgte den bedste smør-øl i landet, og det var her! Han havde været så betaget af stedet og nostalgien ved at være tilbage, at selvom hans blik havde strøget forbi Rachel op til flere gange, havde han ikke givet sig tid til at se ordentligt efter! Det var først da han vendte opmærksomheden mod servitricen for at bestille hans smør-øl at det gik op for ham, hvem der stod foran ham, og at bedømme på Rachels overraskede udtryk var det også først gået op for hende i dette øjeblik.
Ethan havde bogstavelig talt tabt hans kæbe. Han havde ikke set Rachel i et par år efterhånden, og det sidste sted han nogensinde havde regnet med at finde hende var her, og specielt ikke som ansat, men ikke desto mindre lykkedes det ham at vende hans måben til et smil, og efter et sekunds tøven skubbede han stolen ud, rejste sig op, og slog armene omkring hende. ”Rachel!”

Da Ethan endelig brød hans omfavnelse gik det op for ham hvor meget han havde savnet hende, sammen med skyldfølelsen over ikke at have kontaktet hende siden de gik fra hinanden. ”Det … det er længe siden,” rømmede han sig og trådte et skridt tilbage. Han vidste ikke hvad der gik af ham da han slog hænderne om bag ryggen, og tvang ringen af hans finger – den ring han havde fået af Summer – inden han skubbede den ned i bunden af hans baglomme. Sagen var den, at selvom han var sammen med Summer nu, så gik der ikke en dag hvor han ikke tænkte på Rachel. Han havde aldrig nået at fortælle hende at han elskede hende da de var sammen, hvilket han stærkt fortrød den dag i dag.
”Hvad laver du her?” spurgte han en smule overrasket, selvom svaret var åbenlyst. ”Dumt spørgsmål, Ethan, det kan jeg jo se,” mumlede han mest af alt til sig selv i en hovedrysten. ”Jeg mener …” men han kunne ikke finde de rette ord. I stedet valgte han at lade sig dumpe tilbage i stolen. Hvorfor virkede det hele så kompliceret i dette øjeblik? ”Godt at se dig igen ...” og for første gang i lang tid kunne Ethan ikke holde øjenkontakten. Mens hans blik sank til de slidte gulvbrædder, sank hans hjerte ned i et dybt, sort hul.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR

Rachel var ikke den type, der egentlig gik og sukkede efter folk. Selvfølgelig savnede hun tit menneskerne i sit liv. For eksempel havde året efter Hogwarts, hvor hun og Lils havde været adskilt været hårdt, og hun savnede da også Aiden og sin familie, men hun var ikke typen, der bare brød sammen, når en fyr forlod hende eller hun ikke længere havde kontakt med nogle venner. Var det meningen, de skulle ses igen, gjorde de det jo sikkert nok. Alligevel var det helt underligt atter at stå i Ethans arme. Kort efter deres tid på Hogwarts var de to begyndt at se mere til hinanden og hun havde følt sig sikker hos Ethan, følt sig tryg. Desværre havde hans far og fået skilt dem ad, og deres kontakt ligeså langsomt blevet mindre og mindre for til sidst nærmest ikke at eksistere. Det var helt underligt derfor at stå i hans arme, føle sig så sårbar igen. Som om det først nu gik op for hende, hvor meget, hun egentlig havde savnet ham. Med et lavt gisp knugede hun sig til ham, trykkede fingerspidserne tæt ind mod hans ryg. ”Ethan”, mumlede hun svagt mod hans skulder, før hun måtte trække sig ud af hans arme igen og betragtede ham.

”Yeah, men vi har jo også begge travlt”, fastlagde hun med et muntert smil i hans retning, prøvede at lade ham forstå, at hun på ingen måde var vred over deres kontaktbrud. Selvfølgelig havde det været hårdt, at hans ugler kom sjældnere, men livet gik jo videre, og hun havde jo været så vant til at hans far havde gjort det magiske i hans liv sværere for ham. Et lavt suk gled over hendes læber, før hun i en glidende bevægelse trak en stol hen mod hans bord og slog sig ned på den, gav tegn til en af de andre, at hun ville tage en lille pause. Forsigtigt lagde hun to fingre under hans hage og tvang hans blik til at møde hendes igen. ”Hvordan går det med dig, E? Jeg mener…”, et spørgsmål havde fyldt hendes tanker i de seneste måneder og begyndte at tynge hende igen, ”Hvem holder dig med selskab for tiden?” Nu var det Rachels tur til at bryde øjenkontakten og vende blikket mod gulvbrædderne. Hun vidste ikke, om hun i det hele taget ønskede at høre svaret. Alligevel lykkedes det hende på en underlig måde at hæve blikket mod hans igen.

[Ethan Sinclair]

welcome
“TO MEMORY LANE”

Sjældent havde Ethan følt sig akavet i Rachels selskab. De havde været venner siden deres første år, og deres venskab havde kun udviklet sig til det bedre med årene der var gået, men nu? Han blev irriteret over den følelse der havde overvældet ham. Det sidste han behøvede var at fremmedgøre hende, så en dyb indånding senere tvang han sig selv til at slappe af.
”'Travlt' er ingen undskyldning,” kommenterede han, dog med et smil. Til gengæld var der masser af plads til forbedring, selvom ugler ikke ligefrem passede ind med et muggler-kontor job. At balancere hans magiske gener med hans muggler gener havde aldrig været let, og han havde stadig svært ved at integrere begge – der var altid en side der blev glemt når den anden tog over.

”Det går fint. I øjeblikket arbejder jeg hos min far, men jeg vender snart tilbage til skolen.” Ethan trak kort på skuldrene, da dette var information der var fuldstændig ligegyldig. Han gav sig god tid til at lade sig opsluge af hendes dybbrune øjne, som han havde gjort så mange gange før. Der gik sekunder før hendes ord endelig brød igennem og trængte ind i den verden han havde pakket sig ind i. Ethan måtte endda bruge et sekund eller to på at finde det rette svar. Skulle han fortælle hende om Summer? Trods alt havde han været sammen med Summer i syv måneder snart, og den sidste måned havde ikke været for god. De tre store ord trykkede på, men der var noget i Ethan der ikke kunne få dem frem.
”Jeg ...” startede han ud med, men stadig med mangel på de rette ord. ”Ja ...” fik han endelig fremstammet. Han havde gjort samme fejl på hans syvende år – løjet for sig selv, og andre, alt sammen for at undgå svig og smerte, men i sidste ende havde det hele faldt sammen om ørerne for ham. Det var fortid, og denne Ethan havde lovet, med hånden på bogen, at sige sandheden og intet mindre. ”Jeg har set … Jeg har været sammen med denne pige … Summer … i et halvt år, men det sidste stykke tid har ikke været for god.” Det var en lettelse at få det ud, men han kunne alligevel ikke lade være med at holde vejret – hvordan ville hun reagere? ”Har du? … Er du? … Ser du nogen … for tiden?” Han vidste ikke engang hvordan han selv ville reagere hvis han hørte, at der var nogen i hendes liv, men han kunne ikke gøre noget ved det. Han gav slip for et par år siden, så han havde ingen ret til at reagere som andet end en god ven der kun ønsker hende det bedste.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR

Det var lidt underligt at stå og snakke med Ethan igen, som om han ikke havde bragt hende al den ulykke de sidste par måneder. Som om de aldrig havde haft andet end det lidt ustabile venskab, de havde haft på Hogwarts. Ja, som om alt bare var blevet glemt og de var skubbet hen i en verden hvor det aldrig havde været, og selvom der ikke var noget, Rachel hellere ville end at sikre sig Ethan havde det godt og klarede sig i sin fars firma, måske endda ligefrem nød det, kunne hun simpelthen ikke få sig selv til at stå og lege glansbillede. Det var jo ikke fordi hun ønskede at øjeblikket blev mere akavet end det havde været i forvejen, men det er jo heller ikke meningen at en forvirret lille teenagepige, der havde fået klemt for meget alkohol ned til en fest, brækker sig foran alle og sætter sig i dårligt lys, det sker jo bare, og som en ustoppelig kraft var ordene hoppet over læberne på hende.

Selv ikke i sine vildeste fantasier, kunne Rachel have forestillet sig, at hun ville have haft mod til endelig at spørge ham, og selv hvis hun havde kunnet, havde hun nok ikke kunne forestille sin reaktion på hans svar. Følelsesløsheden bredte sig i hendes indre som en underlig kulde, og hun nikkede noget kortfattet, mens de sidste stemmer i hendes sind også klappede i. Da Ethan så valgte at vende spørgsmålet mod hende, blev de dog alle sat i gang igen, satte gang i en indre diskussion. En høj stemme blev ved at råbe op om, at hun burde lyve og opstille en situation, hvor hun ikke var alene, måske endda gøre ham lidt jaloux. På den anden side havde Ethan jo også valgt at være ærlig og med et indædt suk, trak hun tøvende på skuldrene.
”Jeg har selvfølgelig haft noget løst hist og her,”, mumlede hun, besluttede sig for at holde sig til den fuldkomne sandhed, ”men der var ligesom ikke noget, der fangede min opmærksomhed for længe nok, til at det har været værd at nævne.” Hun trak igen på skuldrene og sendte ham et prøvende smil. Noget fast med nogen anden end Ethan var slet ikke kommet på tale, selvom hun hellere end gerne ville kunne smile til ham og konstatere, at hun skam var kommet videre og levede lykkeligt med en anden. Hun ville så gerne have kunnet føle noget dybere for nogen, men det havde ikke været tilfældet.
”Men hvordan kan det være, at det ikke går så godt mellem jer?”, spurgte hun og pressede et nysgerrigt smil frem på læberne, som den gamle Rachel sikkert ville have reageret dengang før alle komplikationerne. Mens smilet kæmpede sig vej op til hendes øjne, satte hun sig lidt bedre på stolen, smilede skævt til ham, som hun havde gjort i deres mange, venskabelige samtaler. Med en sløv bevægelse fik hun fjernet en tot hår fra øjnene, selvom det som altid var nyttesløst, da den krøllede tot kort efter dumpede ned foran de brune øjne. ”Hvis jeg altså må spørge, skyndte hun sig at tilføje.

[Ethan Sinclair]

welcome
“TO MEMORY LANE”

En bølge af skyldfølelse skyllede ind over Ethan da han følte sig lettet over, at Rachel ikke havde fundet en anden i mellemtiden. Der var stadig en stor del af ham der følte, at Rachel stadig var hans, også selvom der lå år imellem deres brud. Ethan havde lagt hans drøm om at være troldmand på hylden, og sammen med den kunne han heller ikke finde en plads til Rachel, hvilket havde været hans umådelig dumme forklaring på deres brud. Rachel og den magiske verden var én ting – de hørte sammen – muggler-verdenen var noget helt andet. Og nu? Han skammede sig! Mere end noget andet! For alt han havde lyst til var at vende tilbage til det de havde haft en gang – knuge hende tæt ind til sig og aldrig give slip. Man ved ikke hvad man har før man mister det, men han havde heller ikke forstået hvad han ledte efter før han fandt det!

Han nikkede fraværende til hendes beretning mens hans fingre pillede ved sømmende fra hans t-shirt. Han havde været så optaget af at forestille diverse scenarier dette kunne munde ud i, at han knapt registrerede hendes næste spørgsmål. Ethan kunne ikke sætte finger på hvorfor han pludselig følte det som om, at han sad til poker-aften med drengene fra hans gamle kollegie-værelse. Han havde brug for at spille hans kort rigtigt, også selvom det så ud til, at han sad med en taber-hånd. ”Jeg kan ikke elske hende,” svarede han kort og kontant, denne gang med øjenkontakt. Han ønskede ikke at Rachel skulle få det forkerte indtryk. Det var ikke fordi han var kold, eller havde anden grund til at holde afstand til Summer – hun var bare ikke Rachel – hun var bare ikke den rette... ”Hun er et fantastisk menneske, men ...” Han rakte en hånd over bordet for at tage Rachels. ”... hun er ikke … dig,” fik han endelig fremstammet. Det var Rachel han manglede, Rachel han elskede, Rachel der havde været den rette, men hans tid var gået … medmindre hun kunne tilgive ham – omend ikke før eller senere.
”Jeg ved godt at det er dårligt timet, og måske meget pludselig efter al den tid, men Rachel … Jeg har været et fjols, jeg begik en fejl som jeg bitterligt fortryder nu. Jeg ved at vi ikke bare kan vende tilbage til Hogwarts og gøre alt om igen. Jeg ved at jeg ikke fortjener meget tiltro, men fortæl mig at der er noget jeg kan gøre – fortæl mig at der stadig er en lille chance …” Jeg … elsker … dig … Dyb indånding og ... hold vejret!

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR

I et utal af længselsfulde drømme og tanker havde Rachel forestillet sig, hvad der ville ske, hvis de to endelig skulle rende ind i hinanden igen en dag. I de fleste endte hun i Ethans varme arme med hans bløde læber presset tæt mod hendes egne. Det endte dog altid med at hun med et opgivende, håbløst suk skubbede tankerne væk og vendte tilbage til sine gøremål. Det nyttede ikke noget at flygte til drømmeverden og udelukkende eksistere der, helt glemme at leve. Nej, i den seneste tid havde hun skubbet alle tanker om hendes og Ethans stjålne fremtid væk og havde fokuseret på sin egen. Men nu, nu hvor han sad her foran hende og fik hendes hjerte til at banke hurtigere, fik hendes kinder til at gløde og hendes tanker til at fare forvirret rundt under de viltre krøller, havde hun ikke lyst til at skubbe det væk. Hun ville ikke bare vende tilbage til sin hverdag. Ikke uden ham i hvert fald.

Rachels blik blev straks trukket ned mod bordfladen, hvor hendes hånd nu lå i hans ved den pludselige berøring, mens hun lyttede til hans ord. Et eller andet sted havde hun en trang til bare at springe over på hans skød, putte sig ind i hans favn og græde alle de bitre og fortvivlede tårer, hun havde holdt tilbage i al den tid, han havde været væk, men hun holdt sig tilbage, blev siddende præcis hvor hun havde siddet hele tiden. Hans ord kørte rundt i hovedet på hende. 'hun er ikke dig'. Hun havde en sådan lyst til at tro ham, bare at lade alt gå over, vende tilbage til deres ukomplicerede tid sammen, men det ville jo aldrig blive det samme. De ville jo ikke bare kunne vende tilbage til Hogwarts og ligge i hinandens arme i det bløde græs uden andre bekymringer end forestående eksamener. Nej, de havde hver deres liv, og han havde sin Summer.
"Ethan, der vil altid være en chance for dig, men spørgsmålet er, om du er villig til at gøre det, der skal til", det smertede at sidde her og fortælle ham om chancer, når alt hun ønskede var bare at fortælle ham de tre store ord, der havde presset sig på siden han var trådt ind på kroen. De tre ord, hun aldrig havde nået at fortælle ham, mens de havde haft deres tid sammen. "Jeg...", hun stoppede sig selv. Nej, det var for meget. Jeg elsker dig. Nej, ordene var for svære at få ud, også selvom det måske ville være hendes sidste chance for at få det sagt. I al sin forvirring og usikkerhed havde Rachel slet ikke bemærket, at hun var rykket ud på kanten af stolen, tættere på ham.

[Ethan Sinclair]

welcome
“TO MEMORY LANE”

Aldrig i hans vildeste drømme ville han have forestillet sig i en situation som denne. Var det virkelig fordi han elskede Rachel at han sad her nu, med tanker om at forlade alt han havde prøvet at etablere? Forlade hans muggler-liv? Forlade Summer? Ja... Hans følelser kunne ikke foræde ham. I dette øjeblik, med Rachel så nær, kunne han blot række ind over bordet, uden besvær, og tage hende i hans arme for aldrig give slip igen. Men uanset hvor ukompliceret det virkede, så var det blot en illusion. Det sidste halve år han havde tilbragt med Summer kunne ikke bare slettes, eller glemmes. Han skyldte Summer en forklaring, og dernæst var der den obligatoriske ventetid før han kunne stille sig til rådighed, men kunne han byde dette til Rachel?
”Ja … jeg ved det.” svarede han, omend en smule tøvende. Han kunne ikke få sig selv til holde øjenkontakten med Rachel, og hans blik søgte hurtigt en anden mulighed. Han fæstnede hans opmærksomhed til deres hænder, der endelig havde fundet hinanden igen, og som, uden tvivl, altid havde hørt sammen. Hans egne fingre havde flettet sig ind mellem hendes, og den varme følelse der spredte sig var blot endnu en ondskabsfuld påmindelse om hans situation. Skred de for hurtigt frem? Var det blot fordi de delte en kemi, fordi de havde bragt brænde til en gammel flamme, at de begge følte at dette var det rigtige?
”Jeg kan ikke bare forlade hende uden at fortælle hvorfor.” Ordene syntes at forråde ham, og den klump han fik i halsen var udelukkende skyldfølelse, som han delte ligeligt mellem Rachel og Summer. Forbandet tage den dag han havde mødt Summer og havde overbevist sig selv om, at dette endelig ville ligge Rachel bag ham. Hvordan kunne han stadig elske Rachel med så dybtfølt en passion når de havde så mange år imellem dem?
”Og det er ikke noget der kan gøres på en dag.” Ethan havde endelig taget sig sammen til at løfte blikket, men det udtryk han så i hendes øjne smertede ham som en kniv i hjertet.
”Men jeg ønsker at vi skal prøve igen … at vi skal give det en chance, for ...” klumpen i hans hals bestod nu af tre ord der altid havde forrådt ham i det øjeblik han ønskede at ytre dem, men hvor end han ønskede at de skulle flyde ubesværet fra hans læber, så var det ikke ret for ham endnu. Han var stadig bundet til en anden, og de tre ord fortjente deres hengivne oprigtighed. Han var dog ikke parat til at give slip på hendes hånd, bange for, at det ville være det sidste han skulle føle igen, inden år krydsede deres veje igen.

RACHEL • OUTFIT