Across the bay I still hear thee strains

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Gennem det gamle, uklare glas så Jonathan ud over Lake Dunvegan hvis ellers rolige overflade blev brudt af den silende regn, som faldt tungt og ubarmhjertigt ned over den skotske ø og trommede imod vinduet i hans arbejdsværelse. En grå, dyster stemning hang over slottet som en spøgelsesagtig tåge og de omkringliggende skove var på et sådant tidspunkt ikke sikre at færdes i, et faktum Jonathan var helt klar over. Hans hænder samlede sig på ryggen og han stod længe og så ud over det urolige vand, mens alverdens forskellige tanker strøg frem og tilbage. Minder, planer, overvejelser… Alt hvad man nu kunne fundere over i sit eget selskab, ting man pludselig erindrede skønt de for længst var blevet tilsidesat.

Et sådant øjeblik havde Jonathan, da han en rum tid efter vendte ansigtet bort fra udsigten med en knap synlig rynke mellem de mørke øjenbryn. Sælsomt trådte han de enkelte skridt over til skrivebordet og lod fingrene hvile på håndtaget til den midterste af de tre skuffer i længere tid end de ville have behøvet, hvis det var hvilket som helst han søgte. Denne gang var det dog ikke tilfældet og da skuffen langsomt gled op og en stak pergamenter blev løftet, lå en enkelt, gammel konvolut tilbage.

Resolut samlede han den op og lagde roligt stakken tilbage på sin plads, inden han vendte det gamle brev i hænderne. Seglet på bagsiden var efter fem år endnu ubrudt og han kendte intet til dets indhold. Uden at rette blikket mod noget andet satte han sig i stolen ved bordet og lod en enkelt finger glide ind under pergamentets kant og bryde lukningen. Jonathan tøvede et øjeblik før han langt om længe åbnede brevet og rettede blikket imod den sirlige skrift.

Kære Jonathan

Jeg aner ikke hvor jeg skal starte, men feriens begivenheder taget i betragtning, har jeg brug for at få sat ord på nogle ting.

Jeg ville lyve hvis jeg påstod jeg ikke savnede dig. Jeg savner at se dig smile til mig. Jeg savner sommeren og alt vi havde.

Jeg ved jeg opførte mig sindssygt og dumt. Jeg ved fejlen var min, men kunne jeg skrue tiden tilbage og ændre det skete, så gjorde jeg det uden nogen betænkning. Jeg lod mig påvirke af andres, og ikke mindst mine egne, ubetydelige meninger og tvivl og handlede både umodent og ondskabsfuldt. Hvor jeg skulle have talt med dig, opførte jeg mig i stedet som en lille pige og ignorerede dig når du forsøgte at tale med mig. Jeg er oprigtigt ked af jeg sårede dig.

Bedst som jeg tror jeg er videre, og der intet håb er, gør du noget der forvirrer mig, som du gjorde i ferien. Jeg så min egen smerte i dig. Jeg mærkede din tvivl. Prøv ikke at fornægte det. Jeg er hverken døv eller blind.

Fortrydelse og sorg er hvad jeg føler. Selv nu, flere måneder efter, men det ændrer ikke på, at jeg stadig har følelser for dig. Vi havde noget ingen andre kan erstatte, men jeg ved jeg har mistet den plads jeg havde i dit hjerte. Jeg kan intet andet gøre, end at undskylde for min opførsel. Ingen har nogensinde fået mig til at føle som du gjorde og jeg blev skræmt.

Jeg ved du sikkert blot smider dette ud, hvis du overhovedet læser så langt som til nu, men jeg havde brug for at få det sagt. Jeg aner ikke hvordan du føler, men jeg ved, at mine følelser er uforandrede. Intet er glemt, hverken godt eller dårligt.

Jeg ved nu at det er sandt, at man først ved hvad man har når man har mistet det. Jeg mistede dig, men jeg ville aldrig skrive dette brev til dig, hvis ikke jeg havde et spinkelt håb om at kunne rette op på tingene igen. Jeg forlanger intet, men jeg håber du i det mindste vil læse færdigt.

Jeg sidder alene tilbage med alle disse følelser og jeg ved det ikke kan være på andre måder. Jeg skubbede dig væk og ødelagde alt jeg havde. Måske en dag krydses vores veje igen og hvis jeg kan få bare ét ønske opfyldt da, bliver det anderledes. Indtil den dag kommer, tager jeg min selvforskyldte straf.

Jeg har aldrig været ligeglad...

[/i]

- Fenella[/justify][/justify][/center][/blockquote]

Da han var færdig med at læse, faldt pergamentet lige så stille ned på bordet af sig selv og Jonathan sad tilbage med et uændret ansigtsudtryk, på nær den enkelte sammentrækning mellem brynene der blot var blevet dybere. Langsomt lænede han sig tilbage i stolen, placerede albuerne på armlænene og lod hver hånds fingerspidser mødes på midten.

tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/blockquote][/justify][/blockquote]

[Jonathan Young]

this is how life is
full of surprises

Tag: Fenella, Jonathan & Julie ● Outfit: Here

Selvom de i teorien var to til at transferere, så var Julies evner ikke hvad de havde været og den lange afstand fra det sydlige England til det nordlige Skotland var ekstremt udmattende for alle parter. Jonathan der ellers var frisk som en havørn, mærkede hvordan det havde tæret på hans kræfter og så snart de alle tre havde fast grund under fødderne igen, var hans første reaktion at se på de to kvinder.

Der gik ikke længe før Fenella drattede om og Jonathan for anden gang måtte gribe hende, oprigtigt bekymret for alvorligheden af hendes skader. Han holdt hende fast og gentog bevægelsen fra tidligere, med at skubbe sin hånd ind under hendes knæhaser og løfte hende forsigtigt op. Jonathans blik dvælede ved lillesøsteren og han så på hende med rynkede øjenbryn. "Er du okay, Julie?" Bekymringen var tydelig og selvom han også frygtede for kvinden i sine arme, var den beskyttende følelse for søsteren ikke blevet mindre.

Jonathan drejede hovedet og så imod det enorme slot der tårnede sig op foran dem, halvt blændet af den silende regn. "Skynd dig." sagde han til Julie og gjorde et nik mod porten, for at få hende til at gå i forvejen og banke på. Han strammede grebet om Fenella en anelse og fulgte efter søsteren med hastige skridt.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Der gik ikke lang tid, før trykket fra det mørke intet tog krafterne fra Julie, og hun måtte sætte sin lid til, at Jonathan kunne bringe dem alle tre frem på egen hånd. Hun gik ud fra, at det var gået, som det skulle, da hun mærkede fast grund under sin fødder, men lige så snart magien ikke holdt hende oppe længere, vaklede hendes ben faretruende under hende, og hun var så koncentreret om at holde sig oprejst, at hun ikke opdagede, at Jonathan snakkede til hende.

Den kolde regn hjalp på Julies omtågede hoved, og da hun havde samlet sig nogenlunde, så hun på Jon, der allerede havde Fenella i favnen. Hun knugede staven i sin hånd og begyndte så at gå i retning mod porten med Jonathan i hælene. Så vidt hun vidste, var Fenella bevidstløs, og hun turde ikke tænke på, hvor skidt det måtte stå til med hende. Fohåbentlig var der hjælp at hente her, og hun håbede inderligt, at MacLeod havde hjerte eller i det mindste anstændighed nok til at række en hånd ud til Fenella.

Da de nåede hen til den, tøvede Julie ikke med banke på, og hun prøvede ikke at tænke for meget over, hvad hun lavede der, eller hvorfor hun anstrengte sig selv så meget, når hun tydeligvis ikke kunne holde til det.

outfit

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
But not as deep, as the love I miss
and I know not, if I'll sink or swim
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod + Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Det første der ramte Fenella da hun sammen med Jonathan og Julie dukkede op ud af ingenting igen, var mørke og følelsen af koldt vand der ramte hende. Hun gispede overrasket og begyndte med det samme at ryste mærkbart mens hun missede med øjnene mod den silende regn. Hele verden kørte rundt omkring hende igen og den lange transferens havde på ingen måde gjort hendes ben mindre som gelé. Knap havde hun tænkt tanken før selvsamme ben gav efter under hende igen og hun klamrede sig til den nærmeste person, mens det begyndte at suse for ørerne af hende.

Hele hendes krop værkede og små lysende pletter dansede for øjnene af hende, mens hun tvang ansigtet opefter og så det slørede omrids af Dunvegan tårne sig op over hende. Hendes mellemgulv krummede sig sammen i lige dele udmattelse, smerte og uforfalsket frygt. Mentalt havde hun allerede gjort omkring og var flygtet igen, som om alt hun gjorde for tiden var at flygte, men før hun nåede at tænke tanken til ende sortnede det for hende og hun gled ind i en velsignet tom bevidstløshed. Uden smerte, uden tanker, bare tom.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Lyden af den silende regn blev meget overraskende overdøvet af lyden af en næve der hamrede imod slottets port. Jonathan, der befandt sig på en øvre etage, hørte dog intet af dette, men det gjorde husaflen Edlyn, der var vant til at åbne døren for gæster. Edlyn var under strenge ordrer blevet formant at lukke folk ind uden godkendelse efter mørkets frembrud og den gamle, slidte husalf drømte end ikke om at trodse slottets beboere. Edlyn havde en god tilværelse på Dunvegan og blev behandlet skønt, og den blotte tanke om at skuffe dem fik ham til at krympe sig en anelse på vej til porten.

Der var langt til håndtaget for den lille skikkelse, så med et knips med et par lange, stilkede fingre åbnede porten sig den mindste smule og alfen stak næsen ud for at se hvem der kom uanmeldt på sådan et tidspunkt. Dens store, glasklare øjne udvidede sig ved synet og med en hæs, raspende stemme sagde den: "Hvad er nu det? Hvilket ærinde gør I her?" mistænksomt kneb Edlyn øjnene sammen og så fra kvinden til manden i baggrunden. Først da bemærkede den gamle alf skikkelsen, der trods årene var let genkendelig. Øjnene udvidede sig om muligt endnu mere og Edlyn gispede højt. "Frøken Fenella!" Jo, han vidste udmærket hvem det var der hang og så, så forfærdelig ud. Alfens blik gled tilbage på den oprejste kvinde og med svagt sammenknebne øjne tilføjede han: "Edlyn må hente Hr. Jonathan," og smækkede derefter porten i igen og forsvandt med et plop.

Jonathan sad endnu lænet tilbage i sin stol med fingerspidserne hvilende imod hinanden og en dyb, dyb rynke i panden. Hans øjenlåg var gledet i og tankerne kørte af sted til ingen verdens nytte. Den eneste lyd var regnen imod vinduet, som efterlod ham i en nærmest drømmeagtig tilstand, aflukket fra den resterende verden i selskab med sine egne tanker. I hvert fald indtil et plop gav genlyd i lokalet og Jonathan brat slog øjnene op og rettede sig op, med blikket rettet imod alfen der var dukket op fra det rene ingenting.

"Edlyn? Hvad foregår der?" spurgte troldmanden hæst og så varsomt på alfen, der aldrig forstyrrede på den måde. Edlyn mødte sin herres blik og glemte sin sædvanlige vane med at bukke dybt, noget Jonathan ofte havde forsøgt at vænne den af med. "Frøken Fenella. Uden for porten."

Jonathans tanker gik i stå og han stirrede længe på den gamle, slidte alf med et uforstående ansigtsudtryk. Hvordan… På hvilken måde… Var det overhovedet muligt? Hvad i alverden lavede hun her? Hvad bildte hun sig ind at komme her, efter deres sidste møde? Hun var gift og han kunne ikke have hende her, velvidende om at han aldrig nogensinde ville kunne få hende. Med et hårdt blik fokuserede Jonathan på alfen igen og sagde i et monotont tonefald: "Send hende væk," inden han rejste sig og stillede sig med ryggen til aflen og lukkede hænderne hårdt om bordkanten på bordet der stod bag hans stol.

Edlyn havde halvt bevæget sig for at bringe Jonathans ord videre, men bremsede så op og valgte, meget ulig karakter, at tilføje mere. "Hr. Jonathan må ikke blive vred på Edlyn, men Edlyn mener at det er af allerhøjeste nødvendighed at Herren følger med til porten." Jonathan blinkede overrasket med øjnene, vel vidende om at husalfen aldrig havde undveget en ordre på den måde før. Med pludselig forvirring vendte han sig og lagde først nu mærke til det alvorlige og desperate udtryk i alfens øjne. Spørgende så han på Edlyn, med let åben mund, inden frygt for situationens alvor sneg sig ind over ham og han forsvandt i et højt plop.

Sekundet efter stod han foran den lukkede port og slog et sving med sin stav, der fik den til at åbne vidt. Synet der mødte ham var gruopvækkende og Jonathan lagde nærmest ikke mærke til søskende-parret, men holdt kun blikket rettet imod hvad der engang havde været Fenella. Ord sad fast i halsen på ham og han kunne mærke et forfærdet udtryk flyde over hans ansigt. Brat og uopfordret fløj hans blik i retning af Julie og han ytrede et krævende: "Hvad er der sket med hende?" og trådte ud i regnen, nærmere den anden Jonathan.



tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Jonathan Young]

this is how life is
full of surprises

Tag: Fenella, Jonathan & Julie ● Outfit: Here

Jonathan ville uendeligt gerne have støttet sin lillesøster, der bestemt ikke lignede en der havde det godt og han ønskede et øjeblik at han havde flere arme at gøre med. Dog fyldte Fenella den plads han havde og han måtte nøjedes med at holde blikket bekymret på Julie, der ikke så frisk ud.

Hans blik gled dog væk da porten blev åbnet og det imod forventning var en gammel husalf der stak hovedet ud. Jonathan rynkede lidt på panden og bevægede sig utålmodigt på fødderne, uden at slække på grebet om Fenella. Selvom han fandt det en anelse irriterende at alfen smækkede porten lige i hovedet på dem igen, nøjedes han med at udstede eder inde i hovedet på sig selv. Hans blik gled kort ned til den bevidstløse Fenella i hans arme, før han søgte Julies ansigt. "Så snart hun er sikkert afleveret, tager vi hjem, Julie." sagde han beslutsomt, uden at ville høre nogen som helst form for brok.

Kort efter gik porten op igen og Jonathan MacLeod trådte ud. Jonathan kendte ham ikke rigtigt og ville ikke påstå at have nogen form for interesse i halvblodstroldmanden, men både søsteren og Fenella selv var tilsyneladende overbevist om at det vat det bedste sted at aflevere hende. Da den anden trådte ud fra slottet tog Jonathan selv et par skridt frem for at gå troldmanden i møde, uden et ord.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Det føltes håbløst at banke på porten til så stort et slot, for hvad var chancen for, at nogen ville høre dem? Julie fik sit svar kort efter, da en husalf stak snuden ud af døren og krævede at vide, hvad de foretog sig der. Hun åbnede munden for at svare ham, men så genkendte den tilsyneladende Fenella, og hun klappede i som en østers. Det irriterede hende, at den smækkede porten i hovedet på dem igen, men i det mindste virkede det til, at den ville gøre sin herre opmærksom på de besøgende.

Regnen havde allerede gjort Julies hår vådt, og hun skælvede let af både kulde og udmattelse. hun var om muligt blegere nu, end da de havde forladt lejligheden, og hun lukkede sin kappe tættere til omkring sin hals. Så talte Jon til hende, og hun kiggede på ham med det matte blik. "Tak." sagde hun hæst og mente tak til mere end bare at tage hjem med samme: tak til at han bare havde hjulpet uden at stille spørgsmål, tak til at han havde transfereret dem herhen, for det var tydeligt at Julie ikke havde klaret det på egen hånd.

Pludselig blev stilheden brudt af porten, der blev åbnet på vid gab, og Julie kneb øjnene let sammen for at kunne se den andens ansigt ordentligt i regnen. "Jake." var hendes eneste svar på hans spørgsmål i første omgang. "Jake Loretz. Jeg - Vi vidste ikke, hvor vi ellers skulle tage hen." sagde hun sandfærdigt og trådte til side, så hendes bror kunne komme frem med Fenella, som han stadig holdt i sine arme.

outfit

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
But not as deep, as the love I miss
and I know not, if I'll sink or swim
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod + Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Fenella opdagede ikke at hun blev løftet op fra jorden. Hun bemærkede ikke regnen der langsomt, mens sikkert trak igennem hendes sparsomme beklædning eller gennemblødte hendes mørke hår. Hun hørte ikke porten gå op, eller hørte alfen tale eller genkende hende, eller den korte ordveksling mellem Jonathan og Julie da porten igen gled i. Hun hørte heller ikke porten gå op igen eller mærkede bevægelse da den der bar hende begyndte at gå.

Den fjerde stemme der blandede sig trængte dog ind gennem hendes omtågede tilstand og fik hende øjenlåg til at sitre svagt. Langsomt, men sikkert, kunne hun igen mærke hele sin krop, og ville øjeblikkeligt ønske det ikke var tilfældet. Et lavmælt klynk undslap hende og druknede i lyden af den faldende regn, mens hun kæmpede for at åbne øjnene og fejlede. Hun rørte svagt på sig, men kunne ikke samle kræfter nok til at gøre noget mærkbart. De sidste dages begivenheder, og i særdeleshed hendes kamp med Jake tidligere på aftenen og de følger den havde haft, gåturen gennem det centrale London og den lange transferens, havde komplet drænet hende for kræfter og hun endte med at blive hængende slapt i Julies brors arme, mens hun var halvt ved bevidsthed.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan ænsede dårligt regnen der faldt tungt omkring dem og gjorde alle fire våde til skindet. Hans blik var som stivnet på Fenellas skikkelse og Julies ord rungede og gav genlyd i hans hoved. Det var i øjeblikket kun synet af den hårdt sårede kvinde der afholdt ham fra at transferere sig af sted i samme øjeblik og få sat noget på plads han skulle have gjort for længe siden. Det hvidglødende had til den evige rival flåede i ham og Jonathan syntes næsten at kunne mærke det gamle ar tværs over brystet, svide som var det nyt.

Han knyttede hænderne hårdt imod siden af sine ben og så over på Julie, der forekom ham en anelse bleg. "Jeg skal nok tage mig af hende," sagde han bestemt og så tilbage imod Julies bror. Med et svagt nik trådte han længere frem og rakte armene ud og overtog Fenellas slappe skikkelse. Hans blik hvilede på hendes ansigt og hans indre gjorde oprør. Jonathan så op og kiggede fra den ene til den anden. "Jeg er glad for at I bragte hende her." sagde han oprigtigt og holdt Fenella tæt ind imod sig, for at skærme hende en smule fra kulden.



tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Jonathan Young]

this is how life is
full of surprises

Tag: Fenella, Jonathan & Julie ● Outfit: Here

Jonathan havde det fint med bare at lade Julie føre ordet, for han havde ikke rigtigt selv ord til overs til den skotske troldmand. Det var måske en anelse umodent, men det var immervæk sådan han opførte sig. Det var dog klart en lettelse at han indvilligede i at tage sig af Fenella og trods sin lettere modvilje imod den anden, rakte han uden tøven kvinden over til ham, med et nik.

Derefter vendte han blikket mod sin søster, så snart han havde armene fri. "Vi tager afsted igen med det samme," informerede han og rakte ud efter Julie, som blev foldet trygt ind under hans arm. Med et kort blik på de to resterende lød et plop og begge skikkelser forsvandt.

out - med Julie

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
But not as deep, as the love I miss
and I know not, if I'll sink or swim
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod + Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Fenella hang et uvist sted mellem vågen og bevidstløs tilstand og kunne ikke komme hverken den ene eller den anden vej. På den ene side ville hun være taknemmelig for at glide tilbage i bevidstløshedens følelsesløse tilstand og på den anden side følte hun at en masse skete hen over hovedet på hende, uden at hun kunne fokusere på noget som helst bestemt, udover regnen der ubønhørligt faldt og ramte hende.

Hun mærkede bevægelse igen og en kortvarig følelse af at være ved at falde. Som en drøm hvor man vågnede lige inden man ramte jorden og alt blev sort. Hun klynkede forpint og hendes øjenlåg sitrede igen, indtil noget, eller nogen igen holdt hende oppe og hun krøb instinktivt lidt sammen og ind mod den smule varme der kom fra hvem der end holdt hende oppe.

I udkanten af sin bevidsthed hørte hun stemmer, begge bekendte og hendes hjerne producerede gavmildt billeder af ansigter at sætte på stemmerne, uden at det gjorde hende mere sikker på hvad der foregik omkring hende. Til sidst opgav hun og kapitulerede, rystende af kulde og udmattelse.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan ventede ikke for at se søskendeparret forsvinde, men havde allerede sat kursen mod slottet igen med Fenella i sine arme. Regnen tog til og skønt han ikke havde været ude længe, drev dråberne allerede af ham og den anden. Alle forstyrrende tanker var midlertidigt skubbet til side, mens det vigtigste var at få hende indenfor.

Så snart hans fødder igen rungede mod stengulvet sagde han: "Edlyn," og fik et plop efter selskab af husalfen, der måtte løbe for at følge med i Jonathans tempo. Skotten så ikke ned imod den, men holdt bestemt blikket rettet frem for sig. "Bring et tæppe og noget af den lilla eliksir jeg bruger til at rense rifter med til pejsestuen. Hurtigt. Og derefter kan du sætte en kedel med te over."

Husaflen forsvandt i samme øjeblik som den havde åbnet den nærmeste dør for Jonathan og han trådte ind i den nederste stue, som oftest blev brugt når de havde selskab. Der var mørkt i lokalet, for det indre rum havde intet vindue ud og den tykke slotsmur lukkede tæt. Han kendte dog stuen godt og behøvede ikke lys for at styre over til den store, fløjsbetrukne, røde sofa og gå ned i knæ så han kunne lade Fenellas krop glide forsigtigt ned på de bløde hynder.

Så snart hans hænder var fri, fik et enkelt slag med den krogede tryllestav en varm, hyggelig ild til at springe frem ud af ingenting i kaminen. Hans blik gled ømt ned over hendes ansigt, med tydelig bekymring malet i øjnene. "Fenella?" hviskede han og løftede den ene hånd for at stryge hende fjerlet over håret, i en søgen efter et livstegn.



tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
But not as deep, as the love I miss
and I know not, if I'll sink or swim
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Det første Fenella registrerede var, at de kolde dråber holdt op med at ramme hende. Hun følte sig stadig gennemblødt til skindet og kold langt ind i kroppen, men vinden holdt op med at rive i hendes filtrede hår og lyden af en tung dør, eller port, der faldt i bag hende, fik det til at gippe i hende, mens et forskræmt klynk undslap hende igen, og hendes tænder begyndte at klapre ynkeligt.

Den gyngende bevægelse af hurtige skridt fik kvalmen til at vælde op i hende igen og et splitsekund fik hun kæmpet øjnene nok op til at se et glimt af stenmur der passerede forbi, mørkt hår og en en sort skjorte som hendes kind hvilede ind imod. Så faldt hendes øjenlåg tungt ned igen, mens brudstykker af en dyb stemme passerede igennem hendes bevidsthed.

Hun var væk nogle minutter igen og kom delvist op til overfladen da hun blev lagt på noget blødt der gav en smule efter under hende. Uvelkomne mentale billeder af et andet blødt underlag og endnu værre, hvad der var foregået der, passerede forbi hendes indre blik og hun rørte uroligt på sig, mens hun indædt forsøgte at åbne øjnene og endnu engang fejlede. Hendes øjenlåg føltes som bly, men hendes ører opfangede tydeligt lyden af ild der flammede op og fornemmelsen af en anden person tæt på fik panikken til igen at blafre i periferien af hendes sind. Hun stivnede tydeligt da hendes eget navn trængte igennem med samme bekendte stemme som tidligere. En stemme der på én gang fik hende til at slappe af og alligevel fik hendes mellemgulv til at knuge sig ubehageligt sammen. Så strøg noget over hendes hår, og hun trak sig instinktivt væk, klog af skade. Endnu en lavmælt lyd gled over hendes tørre, og forslåede læber og hun tvang med en kraftanstrengelse øjnene op.

Hun blinkede flere gange hurtigt efter hinanden før hun fik fokuseret bare nogenlunde på ansigtet der mødte hende og stirrede så bare vantro og skræmt op på Jonathan uden at kunne få en lyd over sine læber, hvor den nederste for guderne måtte vide det hvilken gang den dag, begyndte at sitre forrædderisk.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Det var en ubeskriveligt underlig fornemmelse at lade håndfladen glide ned over Fenellas hår, skønt den nærmest ikke rørte. Han kunne kun svagt huske hvornår han sidst havde været i nærheden af hende på den måde. Han følte sig syg indeni ved tanken om at det var Jake der havde gjort skade på Fenella og skønt han altid havde ment, at den jævnaldrende troldmand var en ussel lus, så ville han aldrig have forventet noget som dette. Hans blik hang fast ved Fenellas ansigt, mens gammelkendt bekymring overdøvede den hvidglødende arrighed.

Jonathan tog hurtigt hånden til sig igen, da hun trak sig væk og gjorde ikke noget nyt forsøg på fysisk kontakt. Han mødte dog hendes vantro blik uden at lade sit eget vige og så blot på hende uden ord, indtil lyden af et nyt plop lød i den anden ende af lokalet og Edlyn nærmede sig med henholdsvis et tæppe og en lille flaske der øjensynligt indeholdt en stærk lilla eliksir. Jonathan drejede hovedet og rejste sig kortvarigt fra sin position i hug på gulvet, for at befri alfen. "Tak Edlyn," sagde han med et nik, som væsnet forsvandt igen for at adlyde næste ordre.

Jonathan trådte det enkle skridt tilbage til Fenella og satte sig på hug igen og gjorde alt i sin magt for ikke at bralre ud med alverdens følelser og tanker. "Vil du lade mig se på nogle af dine skader, Fen?" Hans tonefald overraskede ham selv, for det mindede uhyggeligt meget om det rolige og omsorgsfulde han havde brugt i sin tid og Jonathan måtte rynke den mindste smule på panden af sig selv. Han gjorde endnu ikke mine til at pakke tæppet om hende, for rifterne på armene skulle uden tvivl efterses. Jonathan tøvede kort og kom så alligevel til at række hånden frem igen for at gentage sin tidligere bevægelse, som han endte med at bremse halvvejs. Den faldt tungt igen og han så på hende med et lidende blik. "Jeg skulle aldrig have forladt dig."




tag: Fenella Loretz.
notes: -
outfit: her.

[/i][/font][/size][/justify]

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
But not as deep, as the love I miss
and I know not, if I'll sink or swim
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here

Fenella følte sig svimmel og utilpas mens hun stirrede åbenlyst vantro lige ind i Jonathans øjne. Langsomt dæmrede det for hende hvor hun var og at hun selv havde bragt muligheden op overfor Julie for ikke så længe siden. Hun åbnede munden for at spørge til netop den anden kvinde, men intet kom ud og hun lukkede munden igen, mens hendes fingre ubevidst krummede sig hårdt mod hynden hun lå på. Hendes blik veg ikke fra hans for at orientere sig i rummet. Hun kunne ikke få sig selv til at se væk, bange for at hvis hun gjorde de, hvis hun blinkede, så ville både han og rummet være væk når hun åbnede øjnene igen, og hun ville være tilbage i sit eget soveværelse i London. Alene tanken fik hendes underlæbe til at sitre igen og hun bed instinktivt ned omkring den for at forhindre det, blot for at blive belønnet med et smertefuldt jag der fortsatte ud i hendes kæbe og fik igen den svage smag af jern i munden, mens hun skar en forpint grimasse.

Det tydelige plop der meldte en husalfs ankomst, fik det til at give et forskrækket sæt i hende igen og hendes blik forlod først da Jonathans ansigt og søgte kilden til lyden. Hun blinkede hurtigt, for så blot at stirre på alfen et øjeblik, før hendes blik vendte tilbage til Jonathan da han rejste sig og overtog de ting alfen var kommet med. Hendes blik fandt hans ansigt igen da han vendte sig mod hende og hun lod det følge ham mens han igen satte sig på hug ved siden af sofaen hun lå på.

Hans spørgsmål fik hende til at rynke panden svagt og slå blikket ned over tonen i hans stemme. Hun lukkede øjnene hårdt i og stadig uden at kunne få sin tunge til at lystre og meget mindre producere ord, nikkede hun svagt en enkelt gang uden at hun blev mindre anspændt. Det smertede i hele hendes krop af at spænde, men hun lagde ikke engang mærke til det mere. Hun åbnede øjnene igen og stirrede stift på en tilfældig plet på sine lyse bukser, før en bevægelse fra en hånd der blev løftet i udkanten af hendes synsfelt, fik hende til at løfte hovedet med et ryk og uden at tænke over det presse sig hårdt tilbage mod hynden.

Hendes blik flakkede vagtsomt mellem hans hånd og hans ansigt som han lod hånden falde igen og hendes blik endte fastlåst i hans igen. Alene udtrykket i hans blik fik hendes øjne til at svide og hans ord fik hende til at stirre vantro på ham endnu engang, mens hun mærkede den aller sidste rest af selvkontrol smuldre. Et halvkvalt hulk undslap hende og skræmte hende selv ved den pludselige lyd. Hun slog blikket ned og lukkede øjnene mens den varme, fugtige fornemmelse af tårer igen blev mærkbar ned over hendes kinder.