They confined you to a man-made cage

[Emrys Cadwallader]

They confined you to a man-made cage

- but I sentenced you to unaltered imprisonment in my mind long ago

Som på enhver anden arbejdsdag var dagslyset aftaget i takt med at dagens opgaver var kommet af hånde, og ind gennem de pletfrie brede vinduer på 2. niveau, tilhørende Afdelingen for Magiske Efterretninger i Ministeriet for Magi, blev det idylliske mønster af ferskenorange lysstråler der prydede Ministeriets mørke fliser brudt som nyfaldne regndråber i et spindelvæv, idet Emrys Cadwallader passerede hen over dem med den ensomme hvisken fra de sorte lædersko hængende efter sig som en sejrsvimpel i den forladte korridor. I hans favn hvilede et lukket clipboard mod den sorte jakke, der var blevet trukket ud over en nystrøget hvid skjorte, og de stilrene mørke farver stod i en nærmest kedelig grel kontrast til det orangerøde hår, der flammede som det altid havde gjort.

I stil med en springer på et skakbræt, der kender sin færden som en ren rutinesag, drejede han uden at tøve til højre og trådte ind i et vagt oplyst rum med en halvåben dør, hvori der foruden et tomt skrivebord var små fortryllede dueslag med hver eneste højerestående ansattes navn i afdelingen. Han lagde clipboardet på bordet, åbnede det og løsnede et stykke hvidt stykke pergament, tæt beskrevet med gråt blæk. Det færdiggjorte oplæg til morgendagens informative udtalelse til Profettidende omkring retsprocedurene i Ministeriet, og hvordan den lovgivende sektor i bund og grund hang sammen. Hans mor havde skrevet kernepunkterne ned til ham, og selvom hun havde formanet ham om ikke at blive hængende efter arbejdstid som han plejede, havde han som sædvanlig ikke skævet til klokken, idet han udfærdigede de retoriske elementer til oplægget. Dette var hans skakbræt, her rykkede han egenhændigt på sine litterære springere, og han ville spille sit spil færdig, inden han tog hjem. Også selvom det betød to timer mere indenfor Ministeriets fire vægge. De to timer vil være godt givet ud, når først jeg sidder højt på strå. sagde han til sig selv, glattede pergamentet og gik hen til dueslagene.

Navnene på dueslagenes ejere stod indgraveret med gylden kursivskrift, og af rutine tog det ham ikke længe, før han havde fundet hans mors dueslag, som han lod pergamentet glide ind i. Han blev stående med øjnene fæstnet på den lille boks og så med et apatisk smil til, imens det lille pergament begyndte at glitre og derefter forsvandt fra dueslaget. For at medarbejderne kunne få eventuelle dokumenter af vigtighed, selv hvis de ikke havde anledning til at tjekke dueslaget af den ene eller anden grund, havde man på forsøgsbasis fortryllet enkelte af de dueslag der var placeret i hver eneste afdeling med en fortryllelse meget lig den til Transitnøgler og etableret et ”modtagerdueslag” for interesserede ansatte, og af hvad Emrys havde fået af indtryk fra sin mor var hun i al fald godt tilfreds med leveringen af arbejdspapirer hjemme i deres entré i en fortryllet skotøjsæske, og ville forsøge at få det sat op som en fælles ordning for samtlige ansatte. Han gik derefter hen bag skrivebordet til den stol, hvor han havde lagt sin sorte knælange jakke over ryglænet, og han trak den over sig og stoppede tryllestaven ind i jakkens inderlomme, imens han så ud i rummet. Politik var en slagmark. En retorisk slagmark, hvor kun den der ler højest og mest velformuleret, ler bedst. Han knappede jakken til mod blæsten og havde knap nået at rette på knapperne i ærmet, før han så et brev svæve stille ud af yderlommen i hans jakke. Et brev adresseret til ham, der efter slitagen i hjørnerne tydeligvis havde været åbnet en del gange, og efter folderne i papiret at dømme var blevet læst om og om igen. Med et forundret blik bøjede han sig ned og samlede det op. Han lod med blide bevægelser fingrene danse hen over pergamentet, imens et varmt blik og et tilsvarende smil fandt vej over hans ansigt. ”Og jeg som troede at jeg havde mistet det..” kom det halvt henført, halvt lettet fra ham, inden han åbnede det og tog pergamentet ud af det. Og i skæret fra lyset over ham og i det mørke blæk kom minderne til live igen som snefnug fra fortiden, der faldt over ham. Pludselig blev begivenheder fra et halvt år siden, andre hævdede var historie, pludselig ligeså levende som han ønskede det. Knuget ved hjertet af et pludseligt stik af vemod over hans vidende om hvor brevet kom fra, fra lod han venstre hånds fingre lukke sig om brevet og højre halvt kvase dets konvolut, inden han med hastige skridt gik ud af kontoret.

I Diagonalstræde blæste vinden blidt ned langs den lange troldmandsgade, men Emrys registrerede den udelukkende som følge af de små afrevne avissider, der ilede forbi ham, tilskyndet af vinden. Han kastede fraværende et blik i en tilfældig lukket butiksrude, og han stoppede brat og så på sit spejlbillede, der stirrede tilbage i den smudsige rude. Han havde forspildt et halvt år med at ty til brevet og få fundet afsenderen efter at hun var kommet på fri fod igen, og måske kunne han illusionere sig selv.. men det forandrede intet for hans følelser og han kunne ikke glemme og ignorere, selvom han havde forsøgt at tænke så lidt på hende som overhovedet muligt. Det måtte han erkende og forstå. Han havde prøvet, men forgæves. Hun spøgte i hans minde som et gråt efterår. Uvilkårligt løsnede hans fingre om brevet i hans hånd, og hans blik flakkede lynsnart efter det, da brevet satte kurs ned mod Den Utætte Kedel, med vinden i ryggen. Hans hånd søgte mod inderlommen med tryllestaven, men tilknappet som den var, trak hans fingre sig væk fra jakkens for og han bed blot tænderne sammen og satte i fuldt firspring efter det lille stykke pergament. Ingen tid at spilde, hvis ikke det brev skulle flyve ud og gemme sig i en af de mange snævre tilstødende gyder. Han måtte ikke miste det. Han måtte ikke miste det eneste minde han havde om hende, det eneste anker han havde at klynge sig til om at hun ikke længere blev omslynget af de tremmer, der før havde berøvet hende fra ham. De tremmer, han delvist var skyld i. Han turde ikke tænke på hvad der ville ske, hvis det anker blev kappet, og han løb blot efter brevet med jakkeskøderne flagrende efter ham og konvolutten til brevet fast klynget i en knyttet højre næve.

[/justify]

To Psyche Guillotine

[/i][/size]

[Psyche Guillotine]

They confined me to a man-made cage
My fire won't burn out that easily

Arbejdsdagen hos Staffords havde været som den plejede. Variationen i arbejdet netop dér, var ikke noget man kunne skrive hjem om. Det eneste ekstraordinære ved butikken, var dens opdeling; en umagisk afdeling for mugglere og de magikere der kunne være interesserede, samt en magisk afdeling hvor der udelukkende var tilladt magisk personel. Enhver kunne sige sig selv, at afdelingen for magikere var den mest spektakulære, alene i kræft af magien. Det mest udfordrende del af hverdagen var at holde de to afdelinger adskilt, og takket være magi, var selv ikke det særligt svært.
Denne arbejdsdag havde blot været én blandt mange, og de var efterhånden så ens, at Psyche ikke kunne kende dem fra hinanden. Der gik sjældent en dag, hvor hun ikke spekulerede hvordan hun var endt der. Svaret var i løbet af de sidste 6 måneder, begyndt at komme hurtigere og hurtigere. Faktum var at Madame Stafford, den søde gamle frue der havde ansat hende, var en af de ganske få mennesker der ikke frygtede ordet ”vold” på en straffeattest. Hendes og så Gringotts, men hun havde i det mindste været fornuftig nok, til at vælge et arbejde der ikke prikkede for meget til hendes temperament. På de dage hvor hun ikke følte sig rastløs, var det også et udmærket arbejde. Så længe der ikke var kunder, kunne hun bruge tid på den magiske lovgivning, og resten af tiden… Ja, der var hun førende sælger, hvordan det så end var gået til.

På netop denne stormfulde dag, havde hun fået en lukkevagt. Hun var bestemt ikke typen der arbejdede over, så hun havde lukket og slukket på slaget 18.00, både i den menneskelige og den mere magiske afdeling. Så var kassebeholdningen blevet talt op, både mugglernes pund og magikernes galleoner, og efterfølgende låst inde i et pengeskab, hvorfra Madame Stafford kunne hente det. Hun foretrak at komme til butikken, via spektral transferens, efter lukketid og tjekke at det nu også passede lige på en prik. Efter lukketid var tøjet blevet skiftet. Madame Stafford foretrak at ekspedienterne gik i gammeldags, hvide blondekjoler, og end ikke en irriteret wilie, havde kunnet få hende til at give sig på det punkt. Det handlede om at overstråle brudene mindst muligt, havde den rare gamle dame understreget.
Så efter at have brugt omkring 5 minutter, på at skifte fra uhyrligheden af blonder over til en kjole der faldt mere i hendes smag, og havde smidt et par stiletter og den sorte, pelskantede jakke, hun havde haft siden 7. årgang på Hogwarts på, forsvandt hun som en hvirvelvind ud af døren. I farten havde hun lige akkurat nået at smide sin tryllestav, og den rædsomme arbejdskjole ned i en taske, og mens hun farede af sted i retning mod Diagonalstræde, gjorde hun sit absolut bedst for at få lukket tasken og smide den tilbage over skulderen.

Det det endelig lykkedes, efter store mængder banden og efter at have trådt flere folk over skulderen, var Psyche så småt ved at nå sit mål. Hun drejede målrettet væk fra Charing Cross Road, og ind på den utætte kedel. Derfra tog det ingen tid at komme ind på diagonalstræde, ikke for en heks der vidste præcist hvordan man skulle gøre, og gerne gjorde det hver dag. En kort gåtur i Diagonalstræde var blevet hverdagsrutinen. Diagonalstræde var central for det magiske samfund i England, og på sine vandringer håbede hun, at støde på en enkelt helt speciel. Hendes fornuft sagde hende gang på gang, at hun bare kunne have skrevet et præcist brev, have gjort opmærksom på helt præcist hvor hun var. Helt præcist hvor han kunne finde hende. Sagen var bare den at det var et halvt år siden, og chancen nok var forspildt nu. Som så mange gange før, strejfede tanken hende; hvad hvis hun sendte adressen? Hendes adresse, til hendes hjem, i Greenwich. Ville han undersøge det, eller ville han ignorere brevuglen Bertie, og det lille stykke pergament adressen kunne være på? Ligesom han muligvis havde ignoreret det andet brev?
Tankerækken havde fået hende til at stoppe op midt på gaden, og det var nok den væsentligste grund, til at et stykke papir nu klaskede op på hendes læg, og satte sig fast med hjælp fra vinden. Hun tænkte sig ikke nærmere om, før hun bøjede sig ned og frigjorde det. Hun gav det heller ikke videre tanke, før hun læste det igennem. Derfra tog det hende kun ganske få millisekunder at genkende sit brev, det brev hun havde skrevet for små 6 måneder siden. Hun burde huske brevet, for hun havde brugt den sidste måned i fangenskab, på at formulere præcist hvad der skulle stå i det. At det havde været læst var tydeligt, det så brugt ud der hvor det var foldet og hjørnerne var bestemt ikke så skarpe, som de havde været dengang. Ydermere manglede kuverten, hun havde sendt det i.
Det tog hende lidt tid, at få hjernen til at tænke færdig, så den kunne finde de to mest logiske sammenhænge. Enten var brevet blevet smidt væk for længe siden, eller også var det lige blevet tabt og en eller anden, forhåbentligt modtageren, ledet efter det netop nu. Endelig frigjorde hun de isblå øjne fra det slidte pergament, og vendte sig om, for at se i den retning brevet var kommet fra. Hun vidste ikke præcist hvad hun havde forventet at se, men det ildrøde hår der flammede tydeligt op, var et syn der var mere end velkomment.

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 1000, exactly!
OUTFIT: click!
NOTES:

[Emrys Cadwallader]

They confined you to a man-made cage

- but I sentenced you to unaltered imprisonment in my mind long ago

Til al held var denne ende af Diagonalstræde overhovedet ikke befolket, idet Emrys susede ned langs de mørklagte butiksruder med øjnene fastlåst på det stykke pergament, der dansede i vinden foran ham. Han kunne mærke, hvordan hans hjerte i en blanding af bekymring og udmattelse allerede var begyndt at slå hurtigere, og for hvert enkelt løbeskridt han tog sig ned af gaden, jo mindre ænsede han af sine omgivelser. Der var kun en ting, der stod klart: han måtte fange brevet foran ham. Et enkelt øjeblik havde han formået næsten at nå op til det og kunne mærke det tørre velkendte papir strejfe hans fingerspidser, men et diabolsk vindpust havde gjort distancen mellem dem endnu større end det var fra starten, og langsomt begyndte han at se jagten som forgæves. Men hvor hans sind var ved at resignere, var det som om der var en ukendt reserve, der blev tæret på. Det var ikke blot et stykke pergament som vinden pustede afsted foran ham, det var så meget mere end det, bemærkede han apatisk i baghovedet. Det var et dyrebart minde, et problematisk et af slagsen der voldte kvaler, javist, men det var omtrent ligeså værdifuldt for Emrys som hans eget liv i situationen. Ud af øjenkrogen kunne han se en skikkelse i en mørk jakke foran sig, og han nåede at stoppe op mindre end en håndsbredde fra skikkelsen, og stående med håret vildt pustet ud fra sig og med tungt åndedræt rankede han sig op og kastede først febrilske blikke til højre og venstre i søgen efter brevets eventuelle flugt uden tanke for den absolut mest logiske løsning, inden han så det gulnede velkendte pergament i hånden på den fremmede. Og da var det, at hans øjne uvilkårligt gled videre op over den mørke jakke og de fine yndefulde kvindehænder, der indrammede dets bagside, og så et ansigt, der var alt andet end fremmed for ham.

Forbløffelsen indtog først hans ansigt, imens han forsøgte at få sit åndedræt under kontrol, men det blev hurtigt erstattet af ægte varme og et bredt smil, der afspejledes i øjnene. Et øjeblik stod han blot og så på hende uden at denne varme fortog fra den mimiske maske, så udlignede han afstanden imellem dem og trådte hen foran hende med hænderne hvilende ned af siden. ”Af alle mennesker i verden er det afsenderen, der fanger modtagerens tabte brev.” bemærkede han først med et smil til hende, hvorefter han så ned på brevet i hendes hænder. ”Det virker halvt tragisk og halvt poetisk.. på en smuk måde.” tilføjede han i et uudgrundeligt tonefald, og dristede sig til at lade fingerspidserne røre ved det sprøde pergamentstykke, imens han så på det. Det får dette tilfældige møde til at virke alt andet end tilfældigt.. det kunne være skæbnebestemt. Det var kunstnerisk nok til at være det. Følelsen at mærke den velkendte skrøbelige form under spidserne var surrealistisk, sammenlignet med at det før fløj foran ham. Pludselig havde han realiseret at mindet om hende var kostbart, fordi han ikke havde hende i levende live foran sig.. hun var stadig ligeså fortryllende som hun altid havde været. Og hun havde stadig den samme klædelige jakke på, som han havde set hende bære hendes sidste år på skolen. ”Og jeg ved ikke hvad der er bedst lige nu.. at se brevet i sikkerhed, eller at se det i sikkerhed i dine hænder og vide at du er her.” fortsatte han i et saligt tonefald, inden han rettede blikket op imod hende. Varmen spredte sig fra hans ansigt og hele vejen ned langs hans ryg, fik det til at gyse let og han ænsede ikke engang den vind, der pustede ham arrigt i ryggen og dulmede noget af forvirringen i håret. Han tog sig i at smile, men gjorde ikke noget ved den glæde, det var for ham at se hende foran sig. Det var tværtimod nærmest befriende blot at smile og lade sig svælge i erkendelsen.

”Hvad gør du her af alle steder, Psyche? På vej hjem fra arbejde eller bor du her i nærheden?”

[/b] spurgte han oprigtigt interesseret. Selvom han i et halvt år havde forsøgt at glemme hende, var der noget, som før havde føltes som en byrde, der nu føltes fjedrende let at bære. Det føltes rigtigt, at stå og se på hendes stadig stolte og ranke skikkelse, selvom han vidste, at der var noget hun bar som en kæde om ankelen nu, ligesom han havde båret den samme om skuldrene. ”Du er stadig ligeså underskøn som da jeg så dig sidst.. de har ikke formået at tage hverken din skønhed eller stolthed fra dig. ” sagde han med et beundrende smil til hende og en henførthed i blikket, imens han taktfuld undlod at nævne kassens konkrete ord. For ham var det et bur. Et bur, de havde spærret hans fugl inde i, og som han ikke kunne undgå at føle at han bar en del af skylden i. Der var også noget andet, de ikke havde taget fra ham. Men det havde hverken tidens passage, dem eller hans ignorance kunne tage fra ham. Og det var han taknemmelig for.
[/blockquote][/justify]

[Psyche Guillotine]

They confined me to a man-made cage
My fire won't burn out that easily

Da han nærmest var lige ved at løbe hende ned, blev det røde hår hun havde skimtet et stykke væk, hurtigt koblet sammen til et meget velkendt ansigt. Han havde selvfølgelig været den første hun havde tænkt på, ligesom alle de andre gange hun havde set et lignende flammehav af rødt hår i det sidste halve år. At det rent faktisk var Emrys denne gang, var lidt ekstra tid om at synke ind, også selvom hun havde regnet med at få øje på ham lige så snart hun havde genkendt brevet.
Hans tunge åndedrag kombineret med hans helt oprigtige brede tandsmil, fik hende til at smile mindst lige så bredt. Det var fantastisk at se ham igen, og selvom vinden gjorde sit bedste for at frembringe kulde, spredtes den varme følelse gensynet gav, sig også gennem Psyches krop. Det skrøbelige brev måtte finde sig i at blive knuget hårdt i hendes hånd, indtil hun endte med at række det frem mod Emrys. ”Måske modtageren skulle passe bedre på sine ting” Det var jo hans brev, hans ejendom, om han ville have det tilbage vidste hun ikke, men at dømme ud fra den måde han var kommet stormende på, ville han gerne. Tanken gav et sug i hendes mave, det lille stykke papir havde været så vigtigt for ham, at han var spurtet hele vejen ned gennem Diagonalstræde? Det burde vel ikke undre hende, han var også en af de meget få personer, der havde bekymret sig nok til at besøge hende i Azkaban. Godt nok kun et enkelt besøg, men alligevel nok til at løfte hende humør en hel del i lang tid. Hans salige tonefald, og videre spekulation fik hende til at trække yderligere på smilebåndet. Han havde tilsyneladende ikke ændret sig meget, for en sjælden gangs skyld, var hun fuldstændig klar over hvad der skulle svares, så det ikke kom op til diskussion. ”Det bedste, Emrys, er at vi begge to er her og at mit brev førte dig til mig, lige præcist som det skulle, omend på en alternativ måde” hun lagde kort en hånd på hans skulder, og gav den et klem. En handling der virkede noget umotiveret, men bundede i at hun virkelig havde savnet at have ham i nærheden, og hendes egentlig impuls var at klemme livet ud af ham i et uendeligt kram.

Virkeligheden trængte sig hurtigt på da Emrys blev mere praktisk. Spørgsmålet var i sig selv uskyldigt, men hun havde ikke ligefrem lyst til at indrømme, at hun ofte gik via Diagonalstræde, alene i håb om at se ham. I stedet sagde hun det logiske, og gav ham ret i sit gæt. ”På vej hjem fra arbejde, jeg håbede jeg kunne nå til det magiske menageri før de lukkede, det er tydeligvis håbløst” Hun nikkede kort hen mod en af de mange lukkede butikker, men hun fortalte sin lille hvide løgn. Så naturligt som det faldt hende at lyve, var det stort set ikke til at se, at hun ikke fortalte hele sandheden. Smilet var ikke længere nær så bredt, men det var stadig helt tydeligt, hun kunne simpelthen ikke lade helt være med at smile. ”Jeg bor i Greenwich, en lejlighed, på ingen måde min stil. Ministeriet har en måde at sikre, at man ikke kommer alt for hurtigt ovenpå igen” Hun lagde nu armene over kors, og selvom hendes øjne stadig viste gensynsglæden og smilet ikke helt forsvandt, så hun tydeligt utilfreds ud. Som et barn der ikke må få hvad det vil, og Psyche havde været et barn der altid fik hvad hun pegede på. I hvert fald i de sidste 8-10 år.
Hans kompliment, for et var vel en kompliment, fik hende til at smile igen. Hun havde hverken følt sig smuk eller specielt stolt i Azkaban, og det var godt at høre, at hendes lykke var vendt. Selvfølgelig havde hun også været smuk i fængslet, men der havde det udelukkende været takket være hendes helt unikke gener. En wilie ville virke tiltrækkende, uanset hvilke andre omstændigheder der måtte være. Blandt de andre indsatte i Azkaban, havde hun været noget forhadt, takket være denne kvalitet. Heldigvis havde hun sit temperament, og sin evne til at fremkalde ild uden en tryllestav til at hjælpe sig. De færreste turde lægge hånd på en rasende wilie. I bund og grund, var det vel det, det handlede om. Uanset hvordan man vendte og drejede det, ville hun altid være hvad hun var. Der skulle meget mere end et lille fængselsophold, til at tage den indre ild fra hende. ”En ørn med stækkede vinger, vil stadig være en ørn. Den vil være lige så majestætisk, lige så smuk, som den var før. Og når fjerene gror ud, vil den flyve igen” Næst efter ild, var ørnen den sammenligning med sig selv, hun bedste kunne lide. Det var vel heller ikke for ingenting, at hendes patronus tog form som en ørn. Hun blinkede til ham, og tilføjede med en fortrolig mine ”Det er alt sammen i generne”

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 834
OUTFIT: click!
NOTES:

[Emrys Cadwallader]

They confined you to a man-made cage

- but I sentenced you to unaltered imprisonment in my mind long ago

E

[/b]mrys havde midlertidigt fortabt sig i hendes gyldne lokker, og måtte ufrivilligt løsrive sit blik ved hendes ord. Øjnene søgte nedad og den højre hånd strakte sig frem. ”Det bør han, ja.. det gør han som oftest også, men han kan jo ikke regne med, at der hver gang står en smuk afsender og kan redde ham fra at miste det som han har kært.” reflekterede han med smilet båret let på ansigtet, idet han med et solidt tag i brevet modtog det, da hun rakte det frem. Han foldede det nydeligt sammen i de folder, der havde sat sig som rynker i papiret, og lagde det tilbage i den konvolut, det var kommet i. ”Visse ting blev skabt for at blive set, brugt.. og læst. Ikke for at blive gemt af vejen som en lille æggeskal.” bemærkede han drømmende. Han foldede den opsprættede brevkant ned over med tydeligt blide bevægelser, som var det kærtegn af mindet, inden han knappede jakken op og lagde det i sikker forvaring ved siden af tryllestaven i inderlommen, hvorefter han knappede jakken til igen. Han ville ikke lade foreteelsen gentage sig, selvom det var endt lykkeligt i den formulering, som Psyche så rammende havde fremsat – endnu bedre end han overhovedet kunne have forestillet sig at det ville have endt. Han havde regnet med, at den største lykke i den her sammenhæng ville være at fange brevet, ikke at han også ville fange sig et blik af den virkelige hende, og ikke blot hendes håndskrift. Hendes meget præcise bemærkning fik ham til at nikke, og han smilte istemmende, da hun fremsatte den meget fine sætning. ”Meget sandere bliver det vist ikke..” begyndte han, men forstummede, idet hun lagde en hånd på hans skulder og blidt klemte den. Hans smil blev varmt og han mærkede, hvordan alene berøringen fik hans smil til at udvide sig og skinne af glæde. ”Og nu hvor du er her.. har jeg ventet flere måneder på det her. Forhåbentlig tilgiver du mig, at jeg tager mig friheden..” bemærkede han efter at hendes hånd trak sig væk, og han gik hen til hende og omfavnede hende, imens han knugede hende fast ind til sig og en arm i jakkeærme lagde sig om hendes skuldre. Han lukkede øjnene og blot lyttede til sit bankende hjerte for et par sekunders tid, inden han slap hende og så på hende, stort smilende, men med et glimt af let forlegenhed placeret i kinderne. ”Det havde jeg savnet..”

D[/b]a hun besvarede hans spørgsmål omkring hvorvidt hun arbejdede i nærheden eller boede indenfor tilsvarende radius, kunne han ikke undsige en vag skuffelse ved svaret, og fulgte hendes blik ud mod Det Magiske Menageri, der ligesom de andre butikker var præget af det mørke, der lagde sig over lukkede butikkers facader. Det havde nu været nærmest eksalteret, havde hun været lige i nærheden – men i så fald, hvordan kunne det så være at de aldrig var mødtes på hans daglige passage gennem Diagonalstræde, hjem imod Clerkenwell? Han nikkede, og fik mønstret et venligt smil. Løgnen gik lige igennem, som havde den været en fugl der fløj over ham. ”Det ser nu ikke ud til at der er meget håb at finde der, nej. Noget specifikt ærinde?” spurgte han nysgerrigt med et kort smil. Han besøgte selv menageriet fra tid til anden, når han for en gangs skyld gik tidligere hjem – for at høste noget uglefoder og små godbidder til hans ugle Elphaba. Ligeså svært som det var for hende ikke at smile, ligeså ufravigelige og ubesværede var hans varme smil til hende, og hendes snak om Greenwich og den attitude hun fremviste formåede kun at dæmpe det en anelse, ikke at fjerne det. Stadig den samme stolte og egensindige kvinde, der vidste hvad hun ville have – og hvordan hun skulle have det. ”Jeg ser. Men du arbejder vel her i London?” spurgte han, forsøgende at konkludere hvorfor hun ellers skulle befinde sig her.

”Vilde fugle som ørnen bør ikke være fængslet. Men det hænder til tider, af mangfoldige grunde. Er overlevelsesinstinktet også genetisk baseret?”[/b] spurgte han interesseret ind til hendes sidste bemærkning, dog med en hørbar undertone af oprigtighed, som var det noget, der i allerhøjeste grad vedkom ham – den ville kunne høres tydeligt nok, hvis man lyttede efter den. ”Eller havde du noget at overleve for, imens dine vinger var stækkede?” føjede han atter til rækken af spørgsmål i det samme tonefald som før, og så en rum tid blot på hende med et mildt blik. Hun var som før, men han følte at han så på hende med nye øjne, og så nye facetter i de detaljer, han havde set og komplimenteret over årene.

Han lyste dog op og fik en nærmest indsigtsfuld glød i øjnene, som en opfinder der netop havde realiseret det fejlbærende led i sin banebrydende formel, og han så på hende med fornyet intensitet i øjnene, forstærket af det smil, der vendte tilbage og strålede på hans ansigt. Nuvel, jeg tror jeg skylder at udvise min redningskvinde en form for taknemmelighed over at hun reddede mit højtsatte brev fra at forsvinde ud i ukendthedens vildnis. Og denne gang er verbal taknemmelighed fra min side ikke helt nok til at rette op på den gæld, hun har sat mig i.” bemærkede han med et skævt smil i øjet og blinkede til hende, idet han med venstre hånd slog ud mod kroen bag dem og så på hende med et galant smil. ”Vil Kedlen her gå an til at byde dig på noget, eller vil du foretrække en anden form for beværtning? Som heltinden, der skal modtage hæderen for sin heltedåd, bestemmer du selv i hvilke rammer den skal overrækkes.” bekendtgjorde han, uden at det intense smil visnede fra hans ansigt, og han betragtede hende med spændt afventen, imens han knappede kraven i jakken til og stak hænderne i lommen mod den hidsige vind. Foruden at han så det som sin pligt at give hans taknemmelighed overfor hende fysisk form, var det også en kærkommen mulighed for hende til at høre mere om hvordan det var gået hende i det halve år, han fejlagtigt havde ladet gå til spilde, og forsøge at få rådet bod på den idiotiske tankevaklen, der havde fået ham til at tøve med at se hende igen efter hendes brev. Der var ydermere også den underliggende grund, at han ønskede at lade mødet mellem dem trække ud og blive ved hende, nu hvor han endelig havde ladet sine øjne fæstnes ved hende igen, som han havde forestillet sig i de små luftkasteller, som brevet havde bygget op for hans indre. Var der en ting, der var fjernt for ham nu, var det ikke at svælge i den euforiske følelse af uforklarlig glæde det bibragte ham at stå ved hende, beskue hende og blot vide at hun faktisk var foran ham.
[/blockquote][/justify]

[Psyche Guillotine]

They confined me to a man-made cage
My fire won't burn out that easily

Brevet blev fulgt nøje med blikket, da han tog det tilbage og lade det i sin jakkelomme. Hun ville være helt sikker på at han ikke mistede det igen. Det ville ikke ligefrem være typisk ham at miste den samme ting, to gange i træk, men man kunne aldrig vide og det var vigtigt for hende at han havde det. Præcist hvorfor kunne hun ikke lige sætte ord på, det var en af dens slags ting der bare var sådan. Hun forstod ikke helt hvad det var han prøvede at sige til hende, ud over at det havde noget at gøre med en æggeskal. Hun stod stadig og tænkte over det, da hun pludselig blev trukket ind i en tæt omfavnelse. En ildkugle af betydelig størrelse dukkede lynhurtigt op i hendes hånd, men før hun nåede at sætte ild på ham, kom hun heldigvis i tanke om, at det var Emrys og ikke en eller anden tilfældig person. Så diskret som muligt, slukkede hun ilden igen, før hun gengældte hans omfavnelse. Det var tydeligt at han var et hoved højere end hende, siden hans arme naturligt endte omkring hendes skulder, og hendes naturligt kom omkring hans bryst, så hendes hænder rørte den nedre del af hans skulderblade.
Hun smilede ligeledes til ham, da han igen trak sig væk, men gav ham alligevel lige en advarsel med på vejen. ”En anden gang skal du ikke overraske mig på den måde. Jeg var lige ved at sætte ild på dit fine kontor-tøj” Hun gik i hvert fald ud fra at det var kontor-tøj, men det var svært at sige, for Emrys var næsten altid fin i tøjet. Den eneste grund til at hun ikke ville sige altid, var at hun huskede at han havde det afslappede tøj et sted hjemme i skabet. Eller, det havde han i hvert faldt haft for halvandet år siden. Hun kunne jo ikke vide om han havde skiftet det hele ud, og kun gik i dens slags tøj der fik ham til at se enormt autoritær ud. På den måde slap hun uskadt udenom at indrømme at hun havde savnet ham hver eneste dag, i det sidste lange stykke tid, for det var ord hendes stolthed ikke ville tillade ytret.

Nu måtte hun fokusere på sin løgn, og det at udvide den. Det var dog ikke ligefrem svært, for efter Nemesis, hendes kære gamle ugle fra Hogwarts, var død, havde hun købt en ny ugle. Den hed Bertie, og var meget forslugen. Emrys kendte en smule til den, forudsat at hun altså kunne huske at hun havde brokket sig over den, relativt kort efter hun havde købt den. ”Ugleguf til Betie” Svarede hun kort ”Han vil ikke aflevere breve, hvis ikke han først får en godbid.. Stædige møgfugl” Hun kløede sig kort i håret, og selvom hun virkede utilfreds, endte hun med at smile, for når alt kom til alt, var det en charmerende ugle hun havde købt sig. Det var bare lige det der med brevene den ikke fattede.
Tankerne om uglen blev afbrudt, da han fortsatte med at spørge ind til hendes job. Hun fandt det faktisk temmelig irriterende, for Stafford’s var ikke ligefrem noget at prale af. Desuden generede det hende, at han automatisk gik ud fra, at hun ikke længere arbejdede for Gringotts. Som om han forventede at de havde fyret hende, efter hun var kommet hjem igen. ”Det ligger omkring 100 meter nede af Charing Cross Road, og Greenwich ligger altså kun 7 kilometer væk…. Er det rygterne der siger at Gringotts ikke ville have mig, eller går du bare ud fra det?” Hun lod en afmålt mængde af irritation trænge igennem til sin stemme, så den fik noget hvislende eller bidende over sig. Det var i hvert fald ikke et behageligt toneleje. Men så havde han en chance for at regne ud, at han var på gyngende grund. Der var intet der tydede på, at han ellers ville have opdaget, at det var et fejltrin at glemme hendes tidligere arbejde. Hun havde været en ferm forbandelsesbryder, dengang.
Hans videre spørgsmål gjorde hende ikke just venligere stemt. Ikke fordi der som sådan var noget galt med dem, men fordi det forrige stadig irriterede hende. ”Overlevelsesinstinktet er, nu hvor du spørger, faktisk også genetisk” Hendes smil var forsvundet, og tilbage var et køligt og beregnende blik på et ansigt som ellers var udtryksløst. Hun var stadig glad for at se ham, det var ikke til at tage fejl af, og det var nok grunden til at hun havde givet ham så oplagt en chance for at redde sig selv, som hun gjorde. ”Desuden glemmer du, at jeg faktisk fulgtes med min familie dengang… Du ved, da din mor dømte min far til noget nær livstid, og gjorde et eksempel ud af os sammen med dig, og resten af dit elskede ministerium” Igen snerrede hun, og selvom hun indrømmede for sig selv, at de sidste ord nok havde været en smule under bæltestedet, havde hun på fornemmelsen at det ville ramme hans samvittighed på det helt rigtige sted. En indre Psyche, den lille pige inderst inde, skreg sandheden ud; ”Jeg levede på dit besøg i måneder.. VI levede på dit besøg i måneder”.
Hun fortsatte med at besvare han spørgsmålsrække, uden på nogen måde at tø op. Faktisk var hun virkelig glad for invitationen, og hun ville uden tøven havde taget imod, hvis ikke hun havde set sig vred på ham. Hendes øjne havde indtaget den karakteristiske gule farve, da hun begyndte at svare. ”Så en journalist derinde kan se os, og du kan få en fantastisk avisoverskift spinnet? ”Højdommers søn hjælper fortabt ærkeforbryder; køber middag for to”, så kan du fremstå rigtigt gavmild i profeten. Genialt fundet på, det skal nok hjælpe din karriere” Okay, det havde ikke været hendes mening at flippe ud. Hun havde faktisk tænkt sig at give ham en chance, men nu løb det af med hende. Og det var ikke bare fordi han havde lavet en lille fodfejl, det havde hun kunne tolerere. Hans fodfejl blev afløbet for alt den øvrige vrede, hun havde samlet i løbet af halvandet år. Hver eneste gang hun var blevet nødt til at bide sig selv i tungen, for ikke at komme i problemer. Hver eneste gang hun havde været nødt til at finde sig i at blive trådt på, alt det gik ud over Emrys lige nu. Og hun vidste det var forkert, indeni sad den lille pige og skreg som en forpint kat, men Psyche nægtede at lytte. I stedet så hun på Emrys med et gennemborende blik ”Jeg tager lige hjem efter min fangedragt” Med blikket fastlåst på jorden foran sig, veg hun udenom Emrys, og fik med målrettede skridt mod den anden ende af Diagonalstræde. Hun havde egentlig ikke noget at gøre i den retning, eftersom hendes hjem, og hele Greenwich, lå i modsat retning og hun snildt bare kunne have transfereret sig derhen, efter at have trådt en meter eller to væk fra Emrys. Men det var ikke det hun gjorde, hun gik på målrettet mod den anden ende af Diagonalstræde. Hun ville hellere pande ham en, men hvis hun gjorde det, ville hun for alvor få brug for fangedragten.

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 1203
OUTFIT: click!
NOTES: Der tages forbehold for eventuelle fejl :3

[Emrys Cadwallader]

They confined you to a man-made cage

- but I sentenced you to unaltered imprisonment in my mind long ago

Den bestemt ikke uanseelig ildkugle der opstod ved omfavnelsen af hende, formåede på ingen måde at fraviste Emrys den komplette opmærksomhed og sindsro, som der hvilede imellem de to, idet hun gengældte hans kram og hendes arme fandt sig til rette omkring hende. I det øjeblik var der kun en enkelt ting, der formåede at strejfe hans tanker: og det var at hendes tilstedeværelse så tæt på ham havde en mærkværdig indvirkning på ham. Han følte sig mere tryg, end han havde følt i lang tid, selvom han vidste at han var på gyngende grund. Det havde hans tanker forsøgt at overbevise ham om de sidste måneder – og hver gang havde det virket som en uendelig duel mod det rationelle sind. Et øjeblik overvejede han at fortælle hende, hvorfor han ikke havde besvaret hendes brev som han egentlig havde ønsket, men knap havde han stablet en sætning på benene, inden han blot lod den drive hen i uvisheden. Han ville ikke ødelægge øjeblikket. Det kom til en ende, da de begge trak sig fra hinanden, men det smil der hang tilbage på Emrys’ ansigt var vidne nok om hvad det lille øjebliks kontakt med hende havde betydet. Det kunne have været et lille lys i en tæt tågebanke, så meget varme var der at spore i de lette folder omkring øjenkrogen og i selve øjnene.
Hendes advarsel om at han næppe skulle overraske hende en anden gang, hvis han ønskede at forblive usvitset i sine fine klæder, fik ham uvilkårligt til at smile, selvom han tog den løftede pegefinger dybt alvorligt. Efter alle de år var der i hvert fald en ting han var sikker på – og det var at Psyche nok aldrig blev den hyggelige pejseild, man blot kunne kontrollere bag et lille gitter og med en ildtang. ”Det var bestemt ikke min mening sådan at overrumple dig. Men det skal jeg nok huske. Selvom jeg stadig ikke ville have noget imod at blive stukket i brand af dig, vil det ikke se sømmeligt ud at komme på arbejde i sodet skjorte og afbrændt overjakke.” besvarede han hendes lette advarsel med det muntre smil spillende i mundvigen. Så meget selvopfattelse havde han da stadig: fremtræden var vigtig for en kommende politiker. Der gik dog ikke lang tid, inden en tilføjelse kom, sagt en smule lavere, og uden antydningen af det forhenværende smil. ”Det burde dog ikke være nødvendig med noget af din ild; du har jo allerede stukket noget andet af mit i brand..” Hans blik flakkede fra hende og ud mod en af gyderne, og han så formålsløst ud i den snævre sidevej, inden hans øjne søgte tilbage mod hende og så på hende med en nærmest såret alvor.

Hendes ord om uglen Bertie og den indvirkning dens opførsel havde på hende, hendes trodsige udmelding til trods, fik ham ved hendes smil til at klukke let og han mærkede humøret stige let ved tanken. Han kunne skam godt erindre den holdning, hun havde haft til den, da hun havde erhvervet den, og af hvad han erindrede sig havde hun allerede dengang haft et ambivalent syn på hendes bevingede følgesvend. ”De har nu deres egen personlighed, de fugle. Men jeg kan nu ikke unde ham det. Det er de færreste, der gør noget gratis, hvis ikke de er for folk de skatter højt.. selvom Bertie nok nærmere har fundet ud af at kombinere udnyttelse og tjenstvillighed. Det er egentlig ret snedigt.” påpegede han og smilede for sig selv, idet han stak hænderne i jakkelommerne. ”Jeg har stadig Elphaba, og hun har stadig den holdning, at det er hende der ejer mig, og på ingen måde omvendt.. med den energi hun lægger for dagen finder jeg det svært at tro at hun snart runder de 10 år.” fortalte han om sin egen ugle, og rystede håret let på plads, idet han lyttede til hendes ord omkring arbejdet. Hendes tydeligvis giftige tonefald, idet hun nævnte hans antagelse om at hun ikke arbejdede i Diagonalstræde, fik ham uvilkårligt til at skære ansigt og se ned. Selvom han var vant til at få den slags røfler, var han ikke forberedt på dem, og han kunne ikke lade være med at føle sig blot en smule selvforskyldt på det punkt. Men han havde været ude på det vand før, og så var det bedst at få ravet kastanjerne ud af ilden. Han så op på hende igen, og mønstrede en vis neutralitet i blikket, så ikke han kunne brænde sig selv mere. Det var ikke tidspunktet at sige, at han ubevidst var fascineret af den vrede – han vidste alt for godt at det med statsgaranti ville betyde noget ubehageligt, selv for ham. ”Jeg konkluderede blot, at siden jeg ikke havde stødt på dig før her i gaden, var du formodentlig nok ansat et andet sted.” svarede han prompte men uden anden hørbar følelse end ydmyghed, og rullede mentalt øjne af sig selv. Den sætning var nærmest karamelliseret i logos – det var ikke svært at høre, at der var nogle retoriske kneb, der var blevet hæftet på ham under årene. ”Det virkede bare som om at tanken om Gringotts kun ville gøre det sværere for dig at lægge.. fortiden bag dig. Minde dig om den.” tilføjede han og han trak hænderne op af lommen, imens han strøg tommelfingeren på begge hænder over fingrene for at holde sig nogenlunde samlet. Det han egentlig helst ville var at forsvinde lige nu. Det var stadig lige fantastisk at se hende, men de ord der kom fra hendes mund gjorde mere ondt end han ville indrømme og som han forsøgte at skjule. Men han havde aldrig haft nogen mimisk evne til at skjule sine følelser, og det var tydeligt at se i hans forpinte udtryk, at alt dette gjorde ondt. Men han stod fast. Glæden ved at se hende holdt smerten i skak. Hendes bemærkning om overlevelsen fik ham til at nikke, og hans øjne forsøgte at fange hendes. ”Det er jeg glad for. Det menneskeskabte er intet imod det genetiske. Der skal mere end et bur til at tynge en fri fugl..”

Han havde tænkt sig at komme med en undskyldning efter den bemærkning, som han før i tiden havde gjort, men hendes ord om hans mors dom over hendes far fik ham til at tøve. Han famlede efter ordene i absolut tavshed, inden han sukkede. Ikke over hende, men over den tvivl, der sneg sig tilbage i ham, som han havde midlertidigt glemt ved synet af hendes glæde, men som nu rasede igen. ”Det glemte jeg aldrig og kommer aldrig til at glemme.” indrømmede han, og noget nær fortvivlelse var ved at krydse hans ansigt, inden han hævede hovedet og samlede sig selv. Hendes ord ramte det helt rigtige sted, og det ville hun kunne se med al tydelighed. ”Min mor var fortvivlet over at skulle dømme en af sine nærmeste familievenner. Op til flere gange var hun ved at fratræde sin stilling, men hun ville samtidig ikke se at jeres sag skulle blive gået igennem af en anden, som ville se det mere objektivt. Hun prøvede virkelig at sørge så godt for jer begge, som overhovedet muligt. Hun prøvede at finde et smuthul i loven for jer udenfor retten. Selvom det er lang tid siden, ved jeg det stadig ligger hende på sinde. Og den, der hjalp hende, har tænkt ligeså meget på jer.” forsøgte han at overbevise hende om, men havde det mest af alt som om han appellerede til en mur. Selvom sagen havde haft det udfald det havde for Psyche og hendes far, havde hans mor udvist et helt utroligt overblik og kampvilje, selvom den sag tærede psykisk på hende – og det beundrede han hende for. Han forventede ikke at Psyche kunne se det med samme øjne, og i hans egne øjne lød det mest af alt som om han forsvarede sin mor, men det blev han også nødt til. For et forsvar af sig selv kunne han ikke. Et eller andet sted kunne han godt forstå hendes vrede, hendes frustrationer – og det var også derfor at han heller ikke selv lod en eneste vred eller bebrejdende mine komme over sig. Han lod hende hælde alt det, hun havde lyst til, over ham. Han hævede en hånd til sit ansigt og lod håndfladen støtte mod næseryggen et øjeblik, men sænkede den, da hun fortsatte. Han så på hende med et forvirret blik og hovedet på skrå. Det var begrundet, måtte han indrømme – men det havde aldrig været i hans tanker. Tværtimod ville han undgå medieopmærksomhed. ”Hvorfor skulle jeg vælge min politiske karriere på bekostning af en hændelse i din fortid, jeg selv delvist har været skyld i? Når man spinner, vil man manipulere sandheden. Skulle vi to sidde derinde, ville jeg ikke pille ved noget som helst. For et enkelt øjeblik havde bare mødet med dig fået mig til at glemme alt om politikken. Men alligevel må du undskylde, hvis jeg har fået berørt et ømt punkt på noget tidspunkt.” fik han endelig undskyldt med en lille skuldertrækning. Da hun gjorde mine til at gå, stod Emrys først lammet, så fik han samlet sig og løbet hen foran hende og forsøgte at blokere hendes vandring med øjnene vendt mod jorden med en arm mod muren for at afskære. ”Du er ikke fanget mere. Fortiden er fortid, og den gør ondt, men.. jeg tror det er bedst at forsøge at begrave den. Men det kræver at man er to. Så du skal ikke bære en fangedragt. Desuden..” Han tog et dybt åndedrag. ”.. desuden passer det her tøj så meget bedre til dig. Og jeg ønsker ikke at du skal gå. Du er ikke skabt til at være i et bur, og heller ikke til at lade arrene fra et menneskeligt bur såre dig. Men selvom arrene påvirker dig, forandrer det aldrig det faktum at du stadig er hvem du er set herfra, blot med en ekstra skygge at bære..” fik han fremsat. ”Du skal vide at jeg bekymrer mig ligeså meget om dig som jeg gjorde, da jeg besøgte dig.” indrømmede han og så på hende med et smil.

Undskyld ventetiden – har ikke haft net de sidste dage. =)

[/justify]

[Psyche Guillotine]

They confined me to a man-made cage
My fire won't burn out that easily

Det var ikke svært for hende, at overhøre hvert eneste af hans svar, mens hun selv hidsede sig mere og mere op. Det var sådan hun plejede at gøre, specielt når hun ikke fik nogen modstand. Emrys kunne sagtens havde hidset sig op, han var i sin gode ret, for hun var på ingen måde fair. Men han var klogere end det. Han hidsede sig ikke op, og selvom hun havde givet ham enhver mulig grund til det, havde han ikke ændret sit tonefald. Han kendte hende for godt, han vidste at han ikke ville få noget ud af at råbe tilbage. At det bare ville være brændsel på det altfortærende bål. Hans fattede tonefald, og roligt fremtræden gjorde det nemt for hende at ignorere ham, mens hun rasede ud, men det sørgede også for, at hun ikke fik mere at rase over.
Mens hun gang på gang angreb ham, holdt hun så godt øje med hans ansigt som muligt. Modsat hende havde han et meget udtryksfuldt ansigt, så hun kunne stort set se lige præcist hvor godt hvert eneste ord ramte ham. Hun havde aldrig selv været specielt mimisk, måske med undtagelse af når hun var glad, eller beruset. Når det kom til gestik, var det derimod noget alt andet. Hun havde det med at illustrere ting med sine hænder når hun snakkede, og nu hvor hun var vred, virkede hendes armbevægelser og hele hendes kropssprog meget voldsomt. Så havde hun selvfølgelig også en ekstra følelsesindikator; skæl og gule øjne. Samt vinger og kløer, men denne gang var hun ikke helt så vred. Hendes øjne havde antaget farven næsten med det samme, og derfor havde hun undgået øjenkontakt med Emrys, under hele sit vredesudbrud, også da han havde forsøgt at opnå øjenkontakt med hende. Da hun havde vendt sig om for at gå væk, var de sorte skæl allerede begyndt at krybe frem. Hun trak sin jakke tættere sammen om halsen, for at skjule det, men kunne lige så godt give op. Den var ikke lavet til at dække over pludselige transformationer, så den bizarre halskæde af sorte skæl, endte med at være frit synlig i sin placering omkring hendes hals. Således blev det en mere skællet udgave af Psyche, der blev stoppet af en mere gennemtrængende Emrys.
Det korte ophold i hendes skrigeri, havde givet hendes overophedede hjerne, tid til at lade hende opfatte hvad han havde sagt til sit forsvar. Af samme grund, var det som om alt hvad han havde sagt, pludselig kom til hende i én kæmpebølge af en tsunami. Hun blev stående med sit blik mod jorden, mens lod det langsomt glide op og ende på hans arm, der effektivt blokerede hendes vej. Hun havde det nogenlunde som et bål ville have det, efter at have fået kastet flere liter vand ovenpå det. En følelse hun lige skulle ryste af sig, før hun kunne få sig selv til at svare ham. Pausen gav hende også tid til at køle mere af, så da hun endelig så op, var det stadig med gule øjne, men uden sorte skæl der gik hele vejen over halsen.

Før hun så op, tog hun en dyb indånding, som om hun skulle anstrenge sig for at komme videre derfra. Hans smil fik hende til at løsne lidt mere op, og selvom han ikke helt fik fremkaldt et smil hos hende, virkede hun tydeligt mindre trykket. ”Modigt træk” hun gestikulerede mod hans arm, som stadig afskar hende vejen frem, uden at fjerne blikket fra hans ansigt og hans smil. Hans handlinger kom dog ikke bag på hende, det var ikke første gang hun havde ladet alting var gået ud over ham. Det der var kommet bag på hende var hans ord, og den tilsyneladende indsigt han havde i den egentlige grund til hendes pludselige humørsvingning. Hans sidste indrømmelse, fik hende til at tænke tilbage på hans besøg, og på dagene efter det. Man skulle ikke have troet det, men mindet tvang et smil frem på hendes læber, et minimalt smil, men dog stadig et smil. ”Det var umuligt at få min far til at holde op med at snakke om dig bagefter. Du var den eneste der kom” En lille del ønskede stadig at være vred på ham, eller nok nærmere vred på hele verden. Den lille del, var det der holdt hende fra at kaste sig i hans arme, og omfavne ham igen. Det var det der var grunden til, at hun gik over til en mere mut mine. ”Jeg sælger brudekjoler i Stafford’s, så du har ret” Det var tydeligt at hun ikke ligefrem var stolt af det. Det var svært at være stolt af et job som ekspedient, når man stod overfor en der havde en stor politisk karriere foran sig. ”Jeg sagde op hos Gringotts… Forbandelsesbrydning er et job der virkelig fremmer aggressivitet, så igen, har du vel ret” Hun havde rettet sit blik mod jorden igen, tydeligt utilpas med indrømmelsen. Hun havde det dog ikke med at hvile på et emne hun var utilpas med i ret lang tid, så hun gik videre til det næste hun havde i tankerne. ”Jeg tilgiver dig din lille fodfejl, men kun på den betingelse at du giver middag, hjemmelavet middag” Efter hun havde fremsat sit krav, gik det op for hende at hun faktisk ikke vidste om han kunne lave mad, så bare for at være sikker på at hun rent faktisk fik noget ud af sin miniforhandling, lavede hun en hurtig tilføjelse ”Og du skal love at du er færdig med at udspørge mig. I stedet bliver det et spørgsmål for et spørgsmål. Du ved, mere som en quiz, end som et forhør” Endnu et minimalt smil tvang sig frem, nu hvor hun var færdig med at rase over ham og hele sin virkelighed. Hun forventede at han ville acceptere hendes forslag, siden hun ikke krævede ret meget mere end han selv havde tilbudt, og det ikke var unormalt at hun krævede forsoningsgaver. Hvis han accepterede, havde hun allerede et halvt forhør klar til ham. Der var mange ting hun gerne ville vide, såsom hvorfor han ikke havde reageret på hendes brev, hvem det var der havde hjulpet hans mor under retssagen og hvordan han mente han havde del i fortidens tragiske hændelser. Så var der også de mindre vigtige ting, i kategorien der blandt andet indeholdt spørgsmålet om, om hun ville kunne lokke ham med ind for at se en musical, om det var muligt at der var en smuthul i loven, om han virkelig mente hun så godt ud i det hun havde på og om hvad det var han mente hun havde sat i brand. Små spørgsmål til det hun havde ignoreret, trængte sig på mens hun gav sig tid til at tænke over dem. Og det sidstnævnte der meldte sig, gjorde hende for nysgerrig, til at hun kunne vente med at stille det. ”Hvad er der, som er dit, jeg har stukket i brand?” Hun havde en idé om hvilket område de var inde på, og det gav smilet der kom efter hendes spørgsmål, et ganske karakteristisk listigt strejf.

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 1184
OUTFIT: click!
NOTES:

[Emrys Cadwallader]

They confined you to a man-made cage

- but I sentenced you to unaltered imprisonment in my mind long ago

At han ikke med det samme var blevet reduceret til en lille håndfuld aske i et flammehav påsat af en impulsiv vred reaktion fra hende, var et utrolig godt tegn i Emrys’ øjne, idet hans blik hvilede på hende, idet hun lydløst stod i sine egne tanker og virkede fuldkommen fastfrosset til jorden. Egentlig var det bestemt ikke noget smart trick, sådan at forsøge at stoppe en vred Wilie som Psyche på den måde som han netop havde gjort, men i det øjeblik han gjorde det havde han udelukkende tænkt på at forsone hende og stoppe hende før hun forsvandt fra ham igen, ikke på hvorvidt han var blevet svitset i situationen. Skulle det komme dertil, vidste hun udmærket at han ville føle sig beæret over at få brandsår fra hende, og ikke engang ville have ladet det påvirke sig. Og hvis hun først var forsvundet, vidste han at han aldrig ville kunne tilgive sig selv for det. Blikket i hans øjne var fyldt til randen af halvt prøvende venlighed, og halvt af et spørgende blik, der forsøgte at læse hvordan hun havde taget hans impulsive handling. Men han kunne intet tyde, eftersom hendes øjne var rettet imod jorden, og da han med et blidt smil ville rette op på års forsømmelse af at se på hende, opfangede hans øjne det morbide mønster af sorte skæl, som slangede sig over hendes hals og udskæringen af hendes jakke, selvom hun forsøgte at dække det værste af dem. Selvom han aldrig havde stået i den samme situation, mente han at han forstod hendes vrede, som den voldsomme halskæde var en indikator på. Hun var blevet dømt for en fuldkommen forståelig reaktion, indespærret under de mest barske forhold, og var kommet ud stående alene og glemt i verden. Det troede hun måske, og det havde hun al ret til at tro. Og selv hvis ikke han kunne sætte sig i det, vidste han at han ubevidst bar en del af skylden for den tumult, hun var gennemgået. Da hun hævede blikket fra jorden og lod det møde hans, kunne han ane eftergløden af de gule øjne, og han lod sine kigge tålmodigt ind i hendes.

Hendes ord om armen fik ham uvilkårligt til at se på den stadig blokerende arm, og han lod den falde tilbage mod siden, inden han mønstrede et smalt smil. ”Impulsivt træk.” uddybede han på bemærkningen, og lod smilet vokse sig en del større, da hun selv fik klaret et smalt lille smil. For ham var det lille spindelvævstynde smil mere varmende end en kop kaffe ville have været på en kold vintermorgen. Men alligevel falmede smilet på hans læber og blikket blev skyldbetynget, da han hørte om deres tid i fangenskab. Han havde været den eneste, der besøgte dem. Intet under hvis hun var vred på verden. Glemt, i en mørk celle af alle andre end en enkelt person, der satte ry og ære på spil for at besøge dem. Havde jeg blot besøgt jer nogle flere gange.. Men alene det ene besøg havde været risikabelt. To ville være direkte hasarderet, og det vidste han godt. Det vidste hans irrationelle følelser bare ikke. Da hun nævnte hendes nye arbejde og hendes opsigelse i Gringotts, smilede Emrys blot varmt uden at reflektere nærmere over det. Tanken om at hendes arbejde stod i grel kontrast til hans eget aspirerende politiske liv strejfede ham ikke engang, selv ikke da hun med tydeligt berørt kropssprog lod blikket vige fra hans. ”Hvorhenne af ligger Stafford’s?” spurgte han nysgerrigt, ude af stand til at skjule en ægte interesse, der trak spor hele vejen over ansigtet. For ham var udsigten til at vide hvor hun var mere end appellerende på en sær måde.


Den forsoning hun fremsatte med at han skulle lave middag frembragte øjeblikkeligt et stort smil hos Emrys. ”Der er intet jeg hellere vil.” efterkom han i et helhjertet tonefald hendes forespørgsel om en ægte hjemmelavet middag imens smilet næsten truede med at krybe hele vejen op langs kindbenene. Der var ikke en eneste overdrivelse at finde i den lille sætning – den samme velvilje, der havde ligget i den tidligere invitation, var tifold så intens ved tanken om at han skulle lave middag til hende. Og han havde tænkt sig at råde bod på årenes uretfærdige adskillelse af dem ved et mindre gastronomisk mesterværk. I det øjeblik huskede han at takke sin mor for hendes pinefuldt utrættelige forkærlighed for selskab i køkkenet og hendes strabadser for at lære ham at lave kartoffelmos – samt den store samling af magiske kogebøger, som hun med et stort smil havde givet ham i julegave det første år han boede alene. En gave der var ham meget kær i netop det øjeblik. Jovist, madlavningskunsten mestrede han. At han så stadig ikke forstod sig på de underlige anordninger i lejlighedsblokken, som Mugglerne kaldte vaskemaskiner, og at han havde udvidet sin samling af pinligt fejlvaskede lyserøde sokker gemt bagerst i skabet, var et helt andet kapitel han håbede Psyche ikke ville finde frem til.

Den varme udtalelse omkring middagen blev dog efterfulgt af en mere praktisk eftertænksomhed ledsaget af et blik tænksomt fæstnet på muren han netop havde afskåret hende ved, og det varede ikke længe før han berørte emnet igen. ”Men så håber jeg du vil give mig en lille halv times tid til at proviantere i.. så udsøgt og vidunderligt selskab bør præmieres med noget lidt mere delikat og kulinarisk imponerende end hvad der findes i mit køleskab i øjeblikket.” tilstod han prompte uden at lade smilet visne. Det kunne ikke benægtes at han var ungkarl og levede alene, og hans køleskab bekræftede glimrende det faktum. Der fandtes kun én Psyche, og for en enestående juvel som hende, var der ikke noget der kunne være for godt. Den vage anerkendelse forblev dog ulmende i Emrys’ sind alene, og snart blev den erstattet med tanker om aftenens anretning. ”Har du nogle specielle ønsker til maden?” spurgte han, og så undskyldende væk, inden han smilede forlegent. ”Jeg kom vist ud på et mindre sidespor. Men som du befaler. Vi kan kombinere det: du stiller spørgsmålene, imens vi går, quizmaster.” foreslog han med et smil, idet han bød hende sin højre arm. Det meget direkte spørgsmål hun stillede fik ham omgående til at skyde begge øjenbryn i vejret imens hans mund truede med at åbne sig, men efter at have sundet sig lidt, fik han rettet sig op og taget en let indånding. Det luskede smil på hendes læber som efterfulgte det, fik ham til at ryste på hovedet, uden at han kunne tilbageholde et varmt smil. Det var svært at stå overfor netop det smil, og det afstedkom altid en vis nærmest skamfuld interesse fra ham. Det indledte altid de situationer, der var så farlige for ham selv. ”Det er svært at stå overfor en så betagende inkvisitor, især med det smil.” spurgte han med et mildt smil. Hun vidste dog nok ligeså godt som ham at der ikke skulle megen tortur til fra hendes side, før hun ville få svaret på et sølvfad. Hun havde en magt over ham, som hun forstod at udnytte på allerbedste vis – og det gjorde hun også. ”Men kæreste Psyche, er du sikker på at du allerede tage forskud på desserten, inden du har smagt hovedretten?” drillede han hende, inden han så på hende med et dybt og intenst blik og trådte hen ved siden af hende. ”Det er nok ikke nogen åbenbaring for dig, men.. Du har stadig lige meget magt over mig. For du har stukket ild til mit hjerte og sat resten af mig i flammer. Og det flammehav brænder mere intenst end nogensinde før.” fik han indrømmet efter en kamp med sig selv, og så blot ordløst på hende et kort stykke tid. Han var ikke sikker på hvor alle de ord var kommet fra. Nok ikke fra den knude, der havde frosset fast i hans bryst. Tvivlende bød han hende sin arm igen, og mønstrede et forsigtigt smil i håb om at hun stadig vil lade ham lave hende middag. Aldrig havde han følt sig mere i mangel på ord end han havde i det øjeblik, og alligevel var han sig hvert eneste ord pinefuldt bevidst. Det var ærlige ord, der fyldte ham op med et væld af usikkerhed.

[/justify]

[Psyche Guillotine]

They confined me to a man-made cage
My fire won't burn out that easily

Hans korte uddybning til hans uovervejede træk, hev et skævt smil frem fra Psyche. Hun ville ellers generelt mene, at Emrys aldrig nogensinde gjorde noget uovervejet. Det gjorde han så alligevel så det ud til. Når situationen krævede det, eller bare når hun blev vred nok. Det var ret utroligt hvad hun kunne få folk til, hvis hun bare blev vred nok. Hendes smil blegnede en smule da han spurgte ind til Stafford’s, men ikke desto mindre, svarede hun ham, selvom hun var tavs længe nok, til at man kunne blive usikker på om hun havde tænkt sig at svare. ”Charing Cross Road.. Omkring 100 meter nede ad gaden fra Den Utætte Keddel” Hun vendte sig en smule om, og gestikulerede i retning af butikken, selvom den naturligvis ikke var til at se. Han oprigtige interesse, som var mere end tydelig, fik hende til at fortælle lidt mere end han havde spurgt om. ”Den er en blandet magisk og ikke-magisk butik som sælger brudekjoler. Gamle madame Stafford er halvblodet, og har skaffet sig tilladelse fra ministeriet, til at køre det i samme bygning” Psyche havde brugt mange timer på at tænke over sin arbejdsplads, og selvom hun ikke var stolt af at være butiksassistent, syntes hun meget godt om butikken. At hun for bare 2-3 år siden, ville have leet hånligt af en heks som den hun var nu, hjalp ikke meget på hendes holdning til sig selv. Det kunne godt være hun ikke var inkarneret ”riddler” mere, men hun mente stadig ikke at mugglere og troldmænd burde blande sig.

Emrys’ talent indenfor madlavning ville komme bag på Psyche. Hun vidste at hans mor var socialt anlagt, men hun havde aldrig rigtigt opfanget, at Emrys havde været tvangsindlagt til at hjælpe med madlavning. Det hang nok hovedsageligt sammen med, at hun selv plejede at ligge rimeligt godt beslag på ham, eller tilbyde at hjælpe til helt af sig selv, dengang hun og hendes far, havde været besøgende i Cadwallader residensen. Det var selvsagt ved at være noget tid siden, der sidst havde været en samling af familierne Guillotine og Cadwallader. Det skyldtes både fængselstraf, retssag, og det faktum at Psyches far havde været meget svær at tale ordentligt med, i perioden hvor han undersøgte mordet på Harmonie, Psyches afdøde mor.
Psyche kunne ikke lave mad, hvis det gjaldt hendes liv. Hendes far havde ikke involveret hende ret meget i husholdningen, for hun havde haft kraftige protester mod det. Det var først alt for sent, hun havde erfaret, at det ville have været meget klogt, at hjælpe Neptunus i huset. Det hun havde fået med sig af færdigheder, dækkede over det mest basale rengøring og et talent for at bage kager. Desværre kunne kage ikke ligefrem kvalificere som morgen-, middags- eller aftensmad. Joh, usigten til ikke at spise pasta med ketchup, eller fish & chips i junkfood udgaven for en enkelt aften, gjorde hende tilfreds. Det der gjorde hende overstadigt glad, og havde frembragt et stort smil på hendes læber, var at Emrys ville stå for maden og være hendes selskab for aftenen. Uanset hvor lidt af aftenen, der efterhånden var tilbage.

Da han nu var ved at skylde hende mange svar, satte hun hænderne i siden, indtil han opdagede at han lige måtte holde lidt igen, med sine tankerækker. Der gik ikke lang tid, før han kom i tanke om hvad hun havde sagt, og hun også fik plads til at kunne svare, på det han sagde. ”Vi kan jo blive nødt til at handle, hvis du ikke har noget ordentligt i huset” Hun sendte ham et venskabeligt og forsonligt smil. Fra nu af, ville hun være lidt mere medgørlig. Men selvfølgelig ikke på bekostning af hendes egen vilje. Det kunne med sikkerhed siges, at hun aldrig ville gøre noget der bøjede hendes vilje. ”Det er dig der skal lave det, så det er dig der bestemmer. Men jeg nægter at spise fisk” Et kæmpe forbrug af fish & chips, havde givet hende en vis afsky for fisk. Ikke fordi hun ikke kunne lide det, men fordi hun havde fået for meget. Det var for hende, fuldstændig ligesom den popsang man godt kunne lide, indtil man havde hørt den 700 gange. Umiddelbart efter nikkede hun bekræftende til hans forslag, om at gå og snakke på samme tid. Det var rimeligt, for hvis de ikke gjorde det, ville de nok aldrig flytte sig.
Hun havde ikke forventet, at hendes spørgsmål ville komme så meget bag på ham, heller ikke selvom hun havde spurgt meget direkte. Han umiddelbare reaktion, og efterfølgende halvskjulte kompliment, fik hende til at trække kort på smilebåndet. Det luskede smil var dog klart dominerende, også da han prøvede sig med en drillende bemærkning ”Tro mig, min kære Emrys, det hele bliver dessert” Hendes stemmeføring var glat og behagelig som en hypnotisørs, men samtidigt lokkende, præcist sådan som hun ville have det. Præcist sådan som hun forventede den skulle være, for at holde alt hans grundige omtanke lidt på afstand. Han svar faldt i god jord, og fik hende i samme øjeblik til at føle sig en lille smule mere varm. Uden nærmere omtanke, for hun tænkte sjældent ret meget over tingene, strakte hun sig op og placerede et blidt kys på hans kind ”Jeg har også savnet dig” Da hun nu var så tæt på ham hviskede hun, og hun lod ordene hænge et øjeblik i luften bagefter. Hun ville virkelig være sikker på at de trængte igennem. Så genskabte hun afstanden mellem dem, og tog imod den arm han tilbød hende. Selvom hun ikke vidste præcist hvor de skulle hen, begyndte hun at gå. For første gang i lang tid, arm i arm med Emrys, som et adeligt par fra en anden tidsalder.
Hun var tavs i et lille stykke tid, mens hun overvejede hvad der skulle være det næste spørgsmål. Sagen var den, at de fleste ting hun ønskede at vide, hørte til tunge emner, og hun var ikke sikker på om hun ønskede at risikere at ødelægge stemningen lige nu. Det kunne jo være, at det var bedre at vente til et andet tidspunkt. Forhåbentligt ville der komme en af de der helt specielle situationer, hvor stemningen næsten kræver dybe samtaler, og så ville hun være klar. Spørgsmålet var, om det var det værd, at satse på at netop dette magiske øjeblik ville dukke op. Det tog hende ikke lang tid at beslutte, at det var det, og i mangel på spørgsmål i den lette ende, forblev hun stille. Hun forventede halvt om halvt at han selv ville fortælle, eller at han så ville finde på et spørgsmål til hende, selvom det godt nok ikke helt var hans tur. Hvis han altså forstod hendes regler, sådan som de var opstillet i hovedet på hende, hvilket han trods alt ikke havde mange forudsætninger for. Ikke ud over hans forhåndskendskab til hende, som ganske vist var dybtgående, men trods alt ikke gav ham evnen til at læse hendes tanker. Ikke fuldstændig fejlfrit, i hvert fald, men man kunne jo aldrig vide.

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 1150
OUTFIT: click!
NOTES:

[Emrys Cadwallader]

They confined you to a man-made cage

- but I sentenced you to unaltered imprisonment in my mind long ago

Aldrig før havde sekunder føltes så pinefuldt langtrukne for ham, som det hulrum der opstod efter at Emrys havde fortalt Psyche, hvilken sælsom indvirkning hun havde på ham og hvordan hun fik indre flammer i ham til at blusse op på ny. Flammer, som end ikke års adskillelse havde været i stand til at slukke. Hvordan hun, som den vilde kerte hun var, havde pustet gløder i hans øjne, som havde gjort ham i stand til at se alt ved hende som skønt. Ikke kun den ydre elegance, der var selvskreven til hende i kraft af hendes gener, men også den stærkt prøvede styrke, den ukuelige vilje og det fortryllende hekseri, hun altid havde udøvet mod ham. Og nu havde han indrømmet det for hende, anerkendt at han var fanget i hendes sindrige spindelvæv. Han ville ikke sprælle imod, men han nød blot den magi hun havde kastet over ham. Han lod vejret synke langt ned i lungerne, imens han lod øjnene finde hen til hende, som de stortrivedes bedst med at se på, idet hun nærmede sig ham og kyssede ham, inden hun hviskende betroede ham at hun også havde savnet ham. Hendes hvisken havde altid haft en hypnotisk effekt på ham, lige siden skoletiden, og han var ikke mindre hypnotisk end han havde været dengang over hendes ord. Reaktionen fra den uforudsete gestus fik ham til at stå perpleks og paralyseret med blikket tomt foran sig et øjeblik, imens han tænkte over både kys og ord. Det blide kys havde føltes helt ubeskriveligt magisk. Da det hele begyndte at stå lidt klarere, bredte et tænksomt smil sig ud over hans ansigt som en vifte, og hans blik fandt tilbage på hende, nu fyldt op af uskjult lykke. Hun havde også savnet ham. Den lille gestus var nok den største bekræftelse han kunne få på de ord han havde sagt, og det var mere end han selv havde troet at han kunne håbe på. For ham var det mere end han kunne sætte ord på, og da hun lod sin arm fæstne sig om hans, satte han samtidig med hende i et adstadig gangtempo ned langs den affolkede Diagonalstræde, med et stort glædessmil spillende om læberne, imens han betragtede skiftevis Psyche og vejen foran dem, selvom han afgjort helst ville lade være med at tage øjnene fra hende. Den tur, han ellers plejede at gå hver dag, var pludselig så meget mere interessant takket være selskabet.

Den ekstatiske eufori han følte, fik dog ikke gjort bugt med de praktiske overvejelser, han havde gjort sig for den overdådige middag, han ville servere for hende – og både hendes protester angående fiskeretter og muligheden for hvilke retter der kunne gå an, den svindende aften taget i betragtning, fik ham til at gå i sine egne tanker med blikket mod brostenene et kort stykke tid. Af hvad han vidste han havde derhjemme, var al den vin hans venner vedblev at give ham, samt enkelte levninger. Men han havde jo faktisk en uspist bakke jordbær stående fra i går, der skulle have været brugt i en salat, men hvor han hverken fik salat eller jordbær. En idé formede sig i hans hoved, og han så smilende på hende. ”Jeg lover at jeg ikke serverer havdyr. Men hvad vil du sige til en krydret rødvinskyllingegryde med jordbær til dessert? Noget, jeg kan få frembragt indenfor forholdsvis kort tid, hvor det samtidig også er af en sømmelig standard til så skønt og smukt selskab.” foreslog han og betragtede hende med et tålmodigt smil, imens de fortsatte deres færden ned af gaden. Han kom i tanke om en forklaring han skyldte hende, og han så ind imod de lukkede butiksruder, inden han talte. "Du undrede dig velsagtens over, hvorfor jeg aldrig sendte dig et svar på det brev, som du reddede her i dag.. det brev, som betyder så meget for mig.. vil du stadigvæk gerne have svaret efter al den tid?" spurgte han oprigtigt. Han havde jo indrømmet sine følelser for hende - så kunne han nok også klare at indrømme det andet. Det var bare svært. Det gjorde ham så ubehageligt.. sårbar.

Hendes ord om Staffords, hvor hun arbejdede, vedblev at stå lysende klart i hans hoved, idet de nærmede sig Den Utætte Kedel og enden af selve Diagonalstræde. Alt hvad hun havde sagt om butikken, havde han taget til sig med tydelig interesse. Det at Emrys nu konkret vidste hvor hun var, hvad hun lavede, gav ham en tryghed, der fik ham til at impulsivt flytte den ledige hånd op til jakkens inderlomme. Brevet, hans guldskat lå der stadigvæk. Det ville han aldrig miste – selv ikke nu, hvor han vidste hvad hun lavede. ”Men hvad angår dit arbejde i Staffords, finder jeg det fascinerende, at butikken er delt op i de to afdelinger du nævner. Jeg må nok få set det en dag.” bemærkede han interesseret. Han havde aldrig forestillet sig Psyche arbejde i en butik med brudekjoler, men jo mere han tænkte på det, jo mere synes han at en brudekjole kunne passe hende. Heldige den, der en dag fik æren af at gå til alteret med hende. Det afslørede sig dog ikke på hans varme smil, at den beliggenhed hun havde oplyst ham om, bestemt ikke var gået ham forbi, men tværtimod var blevet tygget godt på i et forsøg på at kunne erindre det. Hendes beskrivelse af salonen havde pirret til hans nysgerrighed og gjort ham interesseret i at se butikken i en nærliggende fremtid – ikke mindst fordi at hun arbejdede der. Måske var det endda den vægtende grund, det var han ikke helt sikker på; det var ikke en butik, han havde meget at gøre i, hvad angik sortimentet.

”Nu mangler vi bare indkøbene, så burde vi kunne sætte kursen mod mit køkken og resten af mit logi. Hvis vi transfererer til Clerkenwell, hvor min lejlighed ligger, er der en udmærket butik ikke ret langt fra mit boligkompleks, om end det er en smule Mugglerpræget. Muggler-pund er den eneste gangbare valuta.”

[/b] bemærkede han til hende med et vagt smil, idet de nåede ned foran facaden til den Utætte Kedel, hvor de for hvad der synes en evighed siden, havde mødtes over et brev, der var ved at forsvinde fra dets ejermand. Pudsigt, som begivenhederne kan tage fart. Der var så mange ting, han havde på hjerte, men som han ikke vidste hvordan han skulle starte med, før de kunne komme hjem og tage hul på dem over maden – men der var dog en ting, han måtte spørge hende om, nu det var hans tur til at stille et spørgsmål i quizzen. Noget, der kunne lede ind på det emne, han måske kunne bringe nyt om. ”Angående din fars sag.. Har du fået lejlighed til at gå juridisk i dybden med den, siden du kom ud af dit fangebur?” Der var tydelig interesse og bekymring at spore i hans stemme, og han fik tøvende forsøgt at klemme betryggende om hendes arm, selvom han ikke var sikker på hvor godt det lykkedes. Familien Guillotine havde igennem mange år været familievenner, både for ham selv og hans forældre, og det var de stadig, til trods for at der ikke havde været nogle af de små hyggestunder, de engang havde så mange af. Og han følte sig også stadig delvist skyldig i den dom, der var blevet givet – selvom på det tidspunkt havde der ingen mulighed været for at finde smuthuller. Det var der måske nu, og han kendte hende nok til at vide, at der ikke var den ting, hun ikke gjorde for sin far. Det var meget sandsynligt, at hun havde forsøgt at komme igennem loven selv. Han havde i al fald besluttet sig for, at hvis hun skulle bruge hans hjælp, ville han bistå hende.

[/blockquote][/justify]

[Psyche Guillotine]

They confined me to a man-made cage
My fire won't burn out that easily

Det lykkelige udtryk på Emrys’ ansigt, var ikke rigtigt hvad hun havde regnet med, men det gjorde det ikke mindre rart at se på. Det samme udtryk, var grunden til at hendes blik var fæstnet på Emrys, og kun veg fra ham, når hun en sjælden gang så efter hvor hun gik. Hans menuforslag var helt sikkert fristende. Det lød ikke helt som gourmet, men det var helt klart bedre end noget hun selv kunne have bikset sammen med så kort varsel. Hvis hun da overhovedet havde kunnet bikse det sammen. Hun så på Emrys med et stort smil, men undlod at lyde for ivrig, selvom hun havde det lidt som en lille pige på juleaften. ”Er der chokolade på de jordbær? Eller et det au naturel?” Hun lagde hovedet lidt på skrå, og så spørgende på ham, selvom hun tydeligvis allerede havde accepteret menuen.
At hans selv kom i tanke om, hvad hun brændte efter at få at vide, gjorde hende lettet. Hun behøvede ikke finde ud af hvordan hun, men den rette finesse, skulle stille netop det her spørgsmål. Nu slap hun for at tænke over det, og kunne i stedet nøjes med at svare ham, men en bekræftende nikken. Hun havde op til flere teorier om hvorfor han ikke havde reageret, den ene mere usandsynlig end den anden. De strakte sig fra karrierehensyn, til direkte ligegyldighed og distancering. Et sted i alle de tanker hun havde gjort sig, var svaret sikket skjult, men hun tvivlede dog på at hun ville kunne finde det. Det mest fornuftige var nok at lade ham svare, og benytte alle de retoriske kneb han ville, for at gøre det. Uanset hvordan han stillede det op, ville han sikkert have et godt svar til hende.

Snakken om Stafford’s gjorde hende ikke just stolt, men var betydeligt mere positiv at snakke om, når man sammenlignede med det svigt hun havde følt, da hun havde erkendt at der ikke kom et svar på brevet. Hun trak let på smilebåndet, selvfølgelig var Emrys interesseret i butikken. Hun havde nærmest gjort ham uret, i at forestille sig noget som helst andet. ”Det er ikke så svært at finde, du skal bare sørge for at dukke op i den rigtige afdeling, ellers skal vi til at modificere hukommelsen på en eller anden tilfældig muggler, og det bryder ministeriet sig ikke rigtigt om.. Snerper..” Hun var tydeligvis ikke tilfreds med ministeriet. Det var ikke noget man kunne bebrejde hende, eller i hvert fald ikke noget, hun selv mente man kunne bebrejde hende. Efter hendes mening, var alle de ministerielt ansatte idioter. Der var 2 undtagelser; Emrys og Anwen, og selv dem havde hun været meget utilfreds med i et stykke tid. Ganske særlige omstændigheder, havde fået hende til at ombestemme sig med lige netop de to magikere ”Bare duk op når du vil, du burde kunne finde ud af at transferere det rigtige sted hen.” hun gav hans arm et let klem, og vendte blikket ned mod asfalten. Han ville ikke have meget at gøre i butikken, og hun tvivlede alvorligt på, at han havde fritid til at dukke op i åbningstiden, men det ville være virkelig hyggeligt alligevel. Desuden kunne hun vel godt lukke ham ind efter lukketid, hvis han virkelig gerne ville se stedet.

”Du bliver nødt til at være mere præcis end Clerkenwell, medmindre du vil transfere med mig, ellers ender vi på to helt forskellige steder” Svarede hun drillende igen. Clerkenwell var trods alt et område af et vist omfang, og at finde lige præcist den lejlighed Emrys boede i, ville ikke være en nem opgave. Faktisk tvivlede hun alvorligt på, at hun ville være i stand til det, hvis han ikke hjalp hende lidt på vej. Uglen Bertie kunne selvfølgelig hjælpe hende. Uglerne vidste på mystisk vis altid lige præcist hvor alle folk var, hvilket i virkeligheden var meget foruroligende, når hende og Emrys ikke havde kunnet finde hinanden. På den anden side, havde de heller ikke rigtigt prøvet.
Hendes drillende smil havde virkelig vist hendes glæde klart, men blev hurtigt trængt bort. Hans spørgsmål var det mest naturlige at stille, når man tog i betragtning hvor godt han kendte hende. Derfor ville hun aldrig komme til at bebrejde ham det, faktisk, burde hun nok have set det komme. Harmonie havde ikke taget fejl, da hun havde opkaldt sin datter efter en gudinde for hjem og familie. Psyche ville gøre alt for sin familie, og specielt for sin far, som var den eneste nære familie hun havde. Men det ønskede hun ikke at folk skulle vide, og selvom Emrys var en nær ven, og en virkelig tæt betroet, var hendes tillid på netop det ene punkt begrænset. Verden havde stemplet hendes far, og selvom hendes loyalitet var stor, havde historien lært hende, at hun ikke kunne tage et hvert fald, sammen med ham. De mente at han var inkarneret mugglerhader, og gud nåde og trøste hende, hvis hun skulle finde på at støtte ham i fuld offentlighed.
Emrys prøvede at trøste hende, næsten lige efter han havde udtalt sit spørgsmål, men hun følte sig alligevel ramt, og slap hans arm som en reaktion derpå. Der var en tydelige tænkepause før hendes svar kom, men da det endelig kom, var hendes tone præcist lige så kold som hendes kropssprog. Hun havde øvet sig i det her skuespil. Hun havde virkelig trænet, for at blive en mester i at skjule den knuste datter, der sad der bagved masken, og ønskede at få sin far hjem. ”Han er en mugglerhader der har fået livstid.. Hvis vi stadig samarbejdede med dementorerne, havde han sikkert fået kysset.. Der er ingen sag at se på, alle ved hvad vold mod mugglere indebærer” Hendes eksemplar af den magiske lovgivning, syntes pludselig at veje ekstra tungt i tasken over hendes skulder, og selvom hun havde set fast på Emrys da hun udtalte sin begyndende løgn, vendte hun nu blikket mod jorden igen. ”Jeg blander mig ikke med dødsgardister” Den sidste sætning blev vredet ud, som den sidste dråbe fra en fugtig klud. Det var tortur for hende at udtale ordene, men hun gjorde det alligevel. Hun var nødt til det.

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 1028
OUTFIT: click!
NOTES:

[Emrys Cadwallader]

They confined you to a man-made cage

- but I sentenced you to unaltered imprisonment in my mind long ago

Tænksomt og fraværende lod han venstre hånds fingre vandre i rytmiske strøg hen over højre hånds håndryg, imens han så eftertænksomt og ordløst på hende. Selvom de stadig befandt sig foran den Utætte Kedel, befandt Emrys sig et sted, hvor et øjeblik føles som det dobbelte. Han ventede. Kun en eneste tanke rumsterede i hans sind: om hvorvidt hun sagde god for maden eller ej. Synet af hendes hoved drejet nænsomt på skrå imens hun spurgte ind til jordbærrene fik hans fingre til at stivne på deres lette spadseretur, men efter knap et øjeblik krøb mundvigene langsomt opad og øjnene blev en tand smallere i oprigtig glæde. Om end at man ikke med sikkerhed kunne deducere hvad hun tænkte om den menu han havde præsenteret, vakte det ægte glæde at han ikke havde hørt protester imod den fra hendes side. I hans ører lød det som godtaget. ”Det bestemmer du helt og holdent. Du får dem lige som du vil have dem.” svarede han hende og smilede yderligere bredt til hende. ”Så længe du lover at hjælpe mig med dem, så de bliver perfekte og lever helt op til dine forventninger.” tilføjede han hastigt. Som hun så ud nu, var det svært at løsrive blikket fra hende; hun lignede en spurv i hans øjne. Men han fortiede sin tanke. Han kendte hende godt nok til at vide at skindet bedrog ham her; og den egenskab elskede han ved hende, og hadede ved alle sine politiske fjender. Hun var ikke en lille skrøbelig fugl som spurven, men en af himlens regenter som en ørn. Men hun var ligeså fri som en fugl nu.

Det bekræftende nik hun gav ham omkring brevet og det utal af grunde der ventede på at blive fortalt hende fik smilet til at hendø vagt, og han stak hænderne i jakkelommerne, imens han lod fingrene folde sig sammen til en næve. Han kunne allerede mærke hvordan hans hjertes slag blev mere uudtalte, imens han forsøgte at synke følelsen af tørhed i munden og forgæves samle de mange tanketråde i et overskueligt spindelvæv. Langsomt hævede han sine skuldre og så ensomt ud imod gyden, hvor aviser og blade fløj rundt i en ukoordineret efterårssymfoni, meget lig det spindelvæv af årsager han ville fortælle hende. Efter en velovervejet tænkepause så han atter på hende, tog et skridt tættere på hende og søgte hendes øjenkontakt. Hænderne forblev sammenknugede, så han ikke også skulle være fristet til at række ud efter hendes hænder, det smukke værktøj som hun satte sit præg på verden med. ”Ordene svigtede mig. Mig af alle mennesker. Og da jeg modtog dit brev, blev jeg fyldt op af en mærkværdig blanding af glæde og bekymring på samme tid. Jeg var glad for endelig at have dig ude igen. Men bekymret over hvad det ville gøre mod mig selv, min karriere og den måde jeg troede jeg kendte mig selv på.”
”Jeg vidste ikke hvad jeg kunne svare dig det første stykke tid. Det eneste der kom til mig i mit hoved var mine følelser for dig og en medfølelse over din skæbne. En ægte oprigtig medfølelse. Men jeg vidste at det var det sidste du nogensinde havde brug for at få fra mig. Derfor lod jeg være med at svare dig, selvom jeg gerne ville. Jeg ignorerede dig ikke et eneste øjeblik, selvom jeg troede at tiden ville give mig det rette svar til dig.” sagde han med et melankolsk lille smil. ”Evigt lurende bag alle mine tanker var der også min karriere. Den satte altid ethvert træk jeg måtte lave skakmat, inden jeg kunne flytte brikken. Jeg ville med glæde have besøgt dig mere end den ene gang, men det var kun den ene gang jeg ville have en dækkende grund for at besøge dig. Min dagsorden var officielt at se til fangernes forhold for min mor, men bag den illusion var der den lurende bekymring for du og din far. Gjorde jeg det en gang til, ville det plette mit image. Engang var det enkelt at sige at det betød alt. Men verden er ikke så enkel mere.” Han tog en kort pause, imens han puffede et blad fra brostenene væk og så det forsvinde ud i gyden.
”Men det var ikke kun det. Jeg følte mig også medskyldig for den dom der blev fældet over dig og din far. Imens min mor arbejdede med jeres sag, forsøgte jeg at hjælpe hende i hver eneste ledige stund. Og efter sagens afslutning gjorde jeg mit bedste for at fremlægge det så godt som muligt for offentligheden og derefter mørklægge affæren igen, selvom jeg ikke ved hvor succesfuld jeg har været i mit foretagende. Jeg så mig selv som en af dem, der havde været med til at støbe jeres bur og forme jeres tremmer. Sådan ser jeg stadigvæk mig selv. De første måneder kunne jeg ikke se på brevet uden at tænke om hvorvidt endnu en aften ved et ministerielt skrivebord kunne have købt jeres frihed. Men jeg blev ved med at læse det, i håb om at et svar ville komme til mig. Og for at blive ved med at fortælle mig selv, at du var ude af dit bur nu.”

Hendes drillende ord om hans manglende nøjagtighed fik ham til at smile gradvist mere muntert efter den lille monolog, idet han så på hende og hævede det ene øjenbryn for at betvivle hendes ord, selvom det tydeligt fremgik af hans brede smil, at han overhovedet ikke nærede det mindste gran tvivl om at hun havde brug for hans adresse. Clerkenwell var ikke bestemt ikke noget uanseeligt område – og ligesom resten af London var den en labyrint. Blot en labyrint, hvor historiens vinde susede igennem ved hver eneste lejlighed. Alvoren sporede sig atter vej over hans ansigt, idet han først nikkede og derefter talte. ”Det må jeg vist hellere være. Men al nøjagtighed til trods har vi formået i dag at finde hinanden, afsender og modtager af det selvsamme brev, fra to forskellige områder. Det er mildest talt fantastisk. Jeg vil dog nok ikke tage chancen ved at prøve, tror jeg.. jeg vil ikke risikere at vi bliver adskilt fra hinanden igen.” indrømmede han skyldigt. Emrys vidste udmærket at han ikke selv kunne være herre over hvad der skulle ske. Der kunne ske mange ting, der ville få tiden til at grave en voldgrav imellem dem. Men som hans mor altid havde sagt om hendes måde at klare Emrys’ omrejsende fars fravær i hendes liv, absence makes the heart grow fonder. Dog var Emrys ikke helt sikker på at han ville kunne klare endnu en periode med adskillelse uden at mærke hans hjerte briste i stedet.

Ordene hun sagde om hendes far var hårde, og kunne ikke få selv en garvet retoriker som Emrys til at gennemskue hvad der lå bag dem af sandhed. For ham var det sandheden. Men alligevel gjorde den ondt, selvom de utvivlsomt var sværere for hende end for ham. Det var en erkendelse af at verden ikke længere var ukompliceret. I en mindre kompliceret tid, på skolen, havde prisen for et fejltrin som dette været syv komplimenter; men nu krævede det noget helt andet. Han forsøgte at se forsonligt på hende, imens han talte. ”Hvis jeg nu giver dig muligheden for at ønske en ting af mig og jeg føjer dig i dit ønske under vores middag, – uanset hvad det måtte være - vil du så acceptere mit fredsoffer og tilgive mig, både for det sår jeg uforvarende må have påført dig ved at spørge ind til det førnævnte og for de måneder, jeg har ladet dig sidde alene bag tremmer?” spurgte han hende forsonligt, idet han med et vagt smil prøvende strakte sin arm ud imod hendes i håbet om at hun atter ville lænke sin arm fast i hans. Akkurat som hun havde gjort før, inden han uoverlagt fik berørt et af hendes ømme punkter. Selvom han før havde oplevet hvordan hun ville trække sig væk fra ham, når han fik trådt hende over tæerne, gjorde det altid lige ondt at se hende sådan og mærke hvordan hvert eneste ord ville svie helt ind til roden af hans samvittighed. Det var han aldrig vokset fra. Han havde mest af alt bare lyst til at slå armene om hende og undskylde hende med hele hans ordforråds bedste formåen, men det ville blot være brændsel på bålet, hvis han forskrækkede hende i sådan en situation. Han kendte hende godt nok til at vide at det kostede en gave af en art for at blive tilgivet igen – og i det øjeblik var ingen pris for høj. Han ville ikke lade udsigten til den middag, han havde glædet sig sådan til og det selskab han havde længtes efter, gå i vasken.

Han så ned på sin ensomme arm, inden han med en lille hurtig skuldertrækning rettede sig op og smilede et nærmest forlegent smil, imens hans øjne søgte op imod hendes igen. ”Adressen på min lejlighed er 76 Saffron Hill. 2. sal til højre. Men..” sagde han og holdt en pause, imens han tog vejret til sig og samlede sine ord for at frasere dem pænt, .. Jeg ville være beæret, hvis du ville gøre mig den ære at transferere med mig derhen som min ledsager. Og dernæst beære mig med dit underskønne selskab til middag.” foreslog han høfligt, og bukkede yndefuldt og dybt for hende med højre arm hvilende ind mod maven, inden han endnu engang bød hende den samme arm som en anden adelsmand og med anstandspassende tålmodighed afventede han reaktionen på hans forslag. Hvis hun indvilgede, kunne hun ved deres ankomst til hans lejlighed vælge om hvorvidt hun ville udforske hans lejlighed i enrum imens Emrys fik købt ind, eller tage med ned og få fundet tingene. Et vindpust strøg atter gennem Diagonalstræde og purrede det karotteorange hår op til en uglet fuglerede uden hans vidende derom. Havde han været bevidst om det tilstand, havde han diskret rettet på det og gjort det sømmeligt – så ikke illusionen om hans manerer skulle blive brudt. Han løsrev sig fra sine overvejelser, imens han endnu engang stak hånden i jakkens inderste lomme for at mærke om hvorvidt brevet stadig var der. Det var det. Det var i tryg og sikker forvaring. Og sådan skulle det forblive.

[/justify]

[Psyche Guillotine]

They confined me to a man-made cage
My fire won't burn out that easily

Emrys fik lov at komme med sin lange forklaring på det manglende svar. Han sagde ikke rigtigt noget hun ikke havde forventet. Faktisk var karrierehensynet det første hun havde tænkte på, heldigvis, for hvis ikke hun allerede havde tænkt den tanke, havde der virkelig faldt brænde ned efter den indrømmelse. Ikke at hun på nogen måde syntes at hans prioritering var rigtig, faktisk var hun ret skuffet over ham. Mens hans svar gav hende da lejlighed til at udøve en helt speciel praktisis på ham; total stilhed. Den totale stilhed, der skyldtes at hans forklaring ikke engang var et svar værdig. Hun havde lyttet, og forklaringen var accepteret, men den var kun lige netop tilstrækkelig. Han havde reddet sig fri af den lussing hun kunne have givet ham, men havde på ingen måde fortjent det svar der bekræftede, at hun have accepteret han forklaring. Det eneste der afslørede det, var smilet der dannede sig på hendes læber, og som emmede af skadefryd. Emrys havde også lidt, og det havde hen rigtigt godt af. Hvis han havde startet med at forklare om hans skyldfølelse, ville hun måske have haft ondt af ham, men nu hvor han havde startet ud med hensynene til hans image, havde han rigtig godt af alt den smerte brevet havde forvoldt ham.
Livet gik dog videre kort efter, og selvom hun ikke var helt tilfreds med ham, havde hun ikke umiddelbart planer om at aflyse deres lille aftale. Hun ville vældig gerne finde ud af, hvordan man boede når man var ministerielt ansat. Desuden var hun allerede nu ved at ligge planer, for at få ham ordentligt på pinebænken. Han skulle ikke slippe alt for nemt for at mene at hun ville ødelægge hans gode ry, det havde hun alt for meget stolthed til at gå med til, bare sådan uden videre. Men hun lod det ligge for nu. Når det kom til dens slags, ville hun hellere tage ham på sengen, overrumple ham så han ikke havde alt for god tid til at inkorporere alle sine retoriske tricks og fiduser.

Hvis det havde været svært for Psyche at udtale løgnen om sin far, var det nærved umuligt for hende at vide hvad hun skulle stille op, i situationen der kom bagefter. Hvis hun skulle udføre sin løgn ordentlig, blev hun nødt til endnu en gang at gå til angreb på Emrys, og så begyndte det at være tvivlsomt hvad det blev til at middag. På den anden side ville hun virkelig gerne spise denne her middag med ham, og hans spørgsmål havde både været godt. Hvis ikke hun havde besluttet sig for at lyve for ham, havde hele situationen set meget anderledes ud. Hele hendes kropssprog afslørede den splittelse hun følte, og alene forvirringen der foregik i hendes hoved, fik hendes til at trække sig længere væk fra Emrys, da han rakte ud mod hende.
Hun tvang sig selv til at holde hovedet koldt, og nåede frem til at hun lige så godt kunne stille nogle krav til ham.
Efter at have tænkt nærmere over det, bed hun let i sin underlæbe, før hun løftede blikket og igen så på Emrys ”Få ministeriet til at frigive min fars formue til mig. Jeg er den nærmeste familie, og de har alligevel ikke tænkt sig at lukke ham ud, så det må være min ret” Hun tvivlede på at Emrys rent faktisk havde magten til at få det til at ske, men hun føltes sig relativt sikker på at han nok skulle gøre forsøget. Hun løftede en hånd, før han kunne nå at svare, for at signalere at hun ikke var færdig. ”Og så skal jeg snakke med din mor.. Under fire øjne, og du må under ingen omstændigheder spørge ind til hvad jeg skal snakke med hende om. Jeg skal nok finde ud af det, hvis du prøver at snyde på det punkt.” Alvoren var ikke til at tage fejl af, men eftersom Psyche automatisk gik ud fra at han nok skulle gå med til hendes krav, afsluttede hun med et smil.

Nu hvor hun havde sine krav på plads, og ikke længere behøvede spille tøsefornærmet, lagde hun sin hånd på Emrys’ arm. ”Lad os komme væk herfra” Hun så op på Emrys med et stort smil og et forventningsfuldt blik. Når alt kom til alt glædede hun sig til at se hvordan Emrys boede. For sit indre blik forestillede hun sig et klassisk engelsk hjem, med alt hvad det nu indebar. Men man kunne vel aldrig vide?

TAG: Emrys Cadwallader
WORDS: 751
OUTFIT: click!
NOTES:

[Emrys Cadwallader]

They confined you to a man-made cage

- but I sentenced you to unaltered imprisonment in my mind long ago

Tavsheden der opstod imellem dem, idet Psyche tænksomt stod for sig selv og funderede over , var nærmest uudholdelig for Emrys. Det hjalp bestemt ikke meget på den uro han følte, idet hun bevægede sig væk fra hans udstrakte hånd, og efterlod ham endnu mere tavs og ensom end før. Bevidst om at det ikke var en stilhed han kunne bryde med noget ord, stod han blot med hænderne foldet og hovedet bøjet, forsøgende at være tålmodig, men fandt det ganske svært. Da hun selv brød stilheden med at fremsætte sit første krav, hævede han omgående hovedet og lyttede opmærksomt. Det var ikke et beskedent krav hun stillede, men det var en lettelse i forhold til hvad han netop havde fået af hallucinationer i sit hoved om hendes reaktion på hans spørgsmål og den måde, hvorpå hun havde forøget afstanden mellem dem. Trods den store opgave nikkede han øjeblikkeligt som bekræftelse af hendes ord. Det var nok en lidt stor mundfuld at give sig i kast med for en kommunikationsstrateg, men at forsøge sig var det mindste han kunne gøre for hende. Desuden følte han sig nærmest forpligtet til det, sådan som han havde forsømt dem over årene i deres ufrivillige eksil. Han havde halvt åbnet munden for at svare, men en løftet hånd fra hendes side fik ham pligtskyldigt til at lukke munden og se forlegent ned på sine sko for at skjule den værste rødmen over sit lille fejltrin. Han lyttede dog efter, og som reaktion på hendes andet krav så han forbløffet op på hende med hovedet på sned, en forbløffelse der langsomt erstattedes af et blidt smil og et accepterende nik.

Han kunne dog ikke lade være med at tænke over hendes ord, og med et par tænksomme hænder hvilende bag nakken så han op over hendes hoved, fordybet i tanker med næsen let rynket. Hvad mon hun skulle tale med hans mor om? Allerede inden de to havde fået chancen til at tale sammen lå spørgsmålet ham på tungespidsen og havde halvt hoppet over læberne, men han trak hænderne fra hinanden, lod dem hvile langs siden og besvarede blot hendes afsluttende smil med et accepterende mildt smil, selvom man godt kunne se på ham, at han grublede over hvad der mon lå til grund for det besøg. Når Psyche sagde at hun nok skulle finde ud af om han spurgte ind til det, så var det ensbetydende med at man ligeså godt kunne opgive selv den snedigste plan på forhånd. Hun havde utrolige evner, når det handlede om at opspore små detaljer – og ikke bare de små fandt hun. Emrys ville ikke engang prøve på at krydse hende; han kendte hende alt for godt til hvordan hun tog det, hvis man gik bag ryggen på hende med ting, og han havde allerede følt at han havde været tæt på at miste hende flere gange alene i dag. Desuden var der udsigt til at han kunne tilbringe en aften med hende, og den vage undren blegnede allerede så småt. ”Jeg skal nok lade være med at snyde på det punkt.” forsikrede han hende oprigtigt, og lyste op i et glad smil, da han mærkede hendes hånd finde sig til rette på hans arm, efterfulgt af en håndfuld ord, der endnu engang fik ham til at indse, at han faktisk skulle spise middag med hende og ikke blot drømte om det. ”Det havde jeg sådan håbet på at du ville sige.” svarede han hende euforisk, inden at han hævede sin frie arm foran dem og lod de første tre fingre samle sig, imens han lukkede øjnene. Efter at have mentalt determineret sig, lod han den ene finger som en tændstik stryge op af de andre i et knips, og kort efter var de sporløst forsvundet fra Diagonalstræde med et hørbart brag, der efterlod bladene på brostenene ensomt dansende i vinden.

Up up and away, off they stray – more specifically: whisked off to 76 Saffron Hill, Clerkenwell

Egetræsdøren ind til lejligheden på 2. sal trak sig lydigt tilbage for de to magikere ude i den mørke opgang i Clerkenwell og afslørede en lang, smal entré med en meget lille prismelysekrone, gulvbrædder af lyst træ, og hvor der stod en mørk stumtjener, en skohylde, en kommode med et spejl hvilende på væggen bag den, hvor de tre sidstnævnte ting var holdt i kirsebærfarvet træ. En lille stilfuld gentlemanhybel indrettet med antikke møbler, der dog gjorde rummene en smule mindre end de egentlig var. Det var tydeligt at Emrys gik en del mere op i sit hjem end han gav udtryk for. Han gestikulerede smilende med armen mod entréen, og bukkede høfligt. ”Træd indenfor.” opfordrede han varmt sin middagsgæst, og lukkede døren bag dem efter at have sikret sig at hun var kommet godt indenfor. Han satte den store fortryllede papirspose med deres indkøb til maden op imod døren, inden han begyndte at tale og trække ud af halstørklædet imens. ”Det ser nu ikke ud af så meget, men det har sin egen charme. Og ens eget præg. Det gør det hele en smule mere hjemligt, når man føler at man har sat sit eget mærke på det. Og så har det en vis understøttende sideeffekt rent politisk at bo her, i et mugglerkvarter.” musede han let, hang tørklædet over stumtjeneren. "Du skal endelig bare lade som om du føler dig hjemme." fortsatte han sin talestrøm, imens han trak sig ud af sin egen jakke og hang den op over tørklædet, inden han gik over imod hende og stillede sig bag hende. ”Skal jeg tage jakken, væne mø?” spurgte han venligt og smilede varmt, stadig en smule overbevist om at det hele var lidt for godt til at være sandt.

[/justify]
(OOC: håber det er okay jeg fik indkøbene lidt rask klaret, så de to kan få deres velfortjente middag. =D)