|
|
Post by Sofia Banes on Oct 11, 2011 17:43:15 GMT
We found love [/size][/font] ●In a hopeless place ●[/center] De sidste par uger havde været bizare for Sofias vedkommende. Sjældent havde hun på 14 dage oplevet så mange følelser på det emotionelle spektrum; først havde der været skænderiet med Stuart der havde efterladt hende grædende i sengen i flere dage med en følelse af svigt, fortabtsomhed og hjertesorger, så havde der været kysset og skænderiet med Stuart igen – forvirring, generthed og skam, og tilsidst havde der været dagen hvor de var blevet forsonet og havde fundet hinanden. Man skulle tro Sofia var fysisk og psykisk udmattet af de følelsesmæssige rutsjeture, men tværtimod var hun lykkelig og helt høj af kærlighed. Det var en underdrivelse at sige, at hun havde fløjet på sin egen lyserøde lille sky den sidste uge. Hvert et sekund blev brugt til at drømme om Stuart; hans sjove kommentarer, hans omsorgsfulde kærtegn, hans lidenskabelige kys. Hun kunne ikke få nok af ham!
Det var sjældent Sofia havde haft så svært ved at vælge et sæt tøj, men hun ønskede at se perfekt ud, til deres romantiske aften. Det var ikke svært at regne ud, hvad der skulle ske. Det var næsten et under, at det ikke var sket indtil videre; Sofia havde sovet i Fellton-hjemmet én gang siden de var blevet kærester, men der var både Stuart og Sofia faldet i søvn inde hos September i hendes seng, efter de fundet på en fantasifuld og temmelig skør godnathistorie for hende.
Outfittet var endt med en elegant lysebrun kjole med et fløjsbælte, et par guldfarvede stiletter, guldøreringe og en enkel kæde. Håret var sat op i en kunstfærdig frisure. Det skulle ikke undre hende, at Stuart langt hellere ville have hende naturlig, men hun fandt sjældent en lyst til at gøre sig så feminin og elegant, så når hun endelig gjorde det, gjorde hun det 100%.
Fingrene flettede sig kort ind i Stuarts, og Sofia sendte ham et hengivent blik over stearinlysenes blafren. Det var et imponerende syn der havde mødt hende, og hun havde aldrig troet, Stuart havde det i sig. Der var både dug, stearinlys og rødvin på bordet, og han havde overgået sig selv i sin madlavning. Nu var de næsten færdige med middagen. September var blevet puttet for lidt siden, og nu var der kun dem tilbage.
”Det smagte fantastisk, Stuart”, komplimmenterede Sofia endnu engang. Tommelfingeren nussede kort hans hånd, inden hun modvilligt trak den til sig for at spise det sidste mad. Hænderne fangede bestikket, der fik skrabet lidt mad op på gaflen og ind i munden. Hun tyggede maden og rakte ud efter rødvninsglasset.
●●
[/center] [/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by stu on Oct 11, 2011 18:07:47 GMT
”Sebbe! Skat! Køkkenet... nu!”, råbte Stuart beordrende, hvorefter fødder skridtede ned af trappen fra etagen over dem. Han strammede slipset om halsen, hvorefter han skævede hektisk til September, der leende stod placeret på trappens første trin. ”Du skal ikke grine frøken! Du skal skrælle gulerødder!”, udbrød han med et bredt smil om mundvigen, for han så unægtelig sjov ud. Stuart stod og havde gang i tre gryder, iført hvid skjorte, sort slips og tilhørende bukser. Hans sorte hår strittede ud til at sider, og han lignede en stresset, ungkarl der absolut ikke havde styr på en skid.
1 time efter
Nu sad han og åd Sofia med blikket, mens hun komplimenterede hans mad. Han havde for længst spist sin egen andel. Han kunne ikke spise særlig meget, efter en lang frokost med Emrys på en café i det indre London. Stuart havde ikke snakket om andet end Sofia, men det fantastiske ved hans bedste ven, var, at man kunne snakke for evigt og alligevel blev han ved med at lytte. Stuart sendte hende et lille, skævt smil før han rømmede sig lavmælt. ”Jeg kan godt lide kjolen...”, brummede han stille og sendte hende et flabet smil, før han greb hendes hånd med sin. Han kyssede håndryggen og flettede fingrene med hendes, før han grinede lavmælt. Stuart var bedøvende ligeglad med kjolen. Personen i den var mere tiltrækkende. Han havde ikke bestilt andet, end at afklæde hende med blikket siden hun kom. De tre glas rødvin havde alligevel havde formået at drikke, syntes dog overhovedet ikke at give ham en respons. Stuart følte sig rolig og afslappet. Det eneste han ville fordrive tiden med, var en nøgen og kælende Sofia. End ikke September, der havde stillet mange spørgsmål igennem de sidste dage, synes at have hans interesse. Hun lå trygt og snorkede i sit kammer, efter de havde puttet hende.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 11, 2011 18:29:31 GMT
We found love [/size][/font] ●In a hopeless place ●[/center] Det var svært at ignorere Stuarts åbenlyse passionerede blik der åd hende op, mens hun sad og spiste. En ufrivillig rødmen steg let op i kinderne, og med en kraftanstrengelse fik hun sunket den sidste klump mad. Det var som om sult havde været overflødig den sidste uge. Hun kunne sagtens bare leve af kærlighed.
Der lød en lille klirren fra bestikket da det ramte tallerkenen, og som tegn til at hun var færdig, skubbede hun tallerkenen ind på bordet og lænede sig tilbage i stolen. Et stort smil kom til syne på læberne da han komplimenterede kjolen. Så havde al tiden det tog at vælge den da ikke været helt spildt.
”Jeg er så mæt at jeg jeg springer, hvis nogen prikker til mig”, udbrød hun dramatisk og pustede munden op. "Og så skal vi til at gøre køkkenet rent. Det gider vi ikke". Hænderne hvilede på maven og hovedet afslappet på stoleryggen. Øjnene betragtede roligt Stuart. Hans hår der som sædvanligt hang ud til den ene side. Hans mørke øjne der fik hende til at tabe pusten. Hans skjorte og slips, der fik ham til at ligne en ægte gentleman. Hans tattooveringer der vidnede om en stærk personlighed, der ikke tog pis fra nogen. Stuart. Hendes Stuart.
Hun kunne ikke klare at være så langt væk fra ham mere. Uden at kunne skjule et frækt blik skubbede hun stolen tilbage og rejste sig op. Øjnene var hele tiden rettede mod Stuart, idét hun gjorde et lille kast med rumpen og lavede en slags småskør vrikkende dans hen mod ham. Insisterende puffede hun ham lidt tilbage i stolen så hun kunne placere bagdelen på hans skød – som en rigtigt dame, selvfølgelig, hvor hun sørgede for, at kjolen var inde under lårerne. Benene hang ud til den ene side, og hun var let drejede med fronten mod ham.
Hænderne slyngede sig rundt om Stuarts nakke og lukkede sig i hinanden. Sofia gav ham et lidenskabeligt blik, inden hun lænede sig lidt frem og bed ham en smule drillende i hans næsetip. Det var den slags skøre påfund der var karakteristisk ved Sofia. Hun kunne ikke lade være. ”Er du godt klar over, at du havde mig for flere år siden?” Det faldt hende ikke ind, at tanken måske kunne skræmme ham væk. Der var så mange ting hun ville fortælle ham, erklære, nu da hun endelig havde fået fingrene i sin store kærlighed.
●●
[/center] [/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by stu on Oct 11, 2011 18:50:33 GMT
Stuart lod sultent blikket glide ned over hendes skikkelse, der legende kom vrikkende mod ham. Han lagde ikke skjul på, hvordan synet behagede ham gevaldigt. Den hånd der vendte mod væggen og væk fra hendes, lå roligt om vinglasset. Den anden slap på låret, men da hun krævede sin retmæssige plads, lagde han den på hendes. Stuart begyndte forsigtigt at lade den tatoverede pegefinger glide hen over låret, og videre ind under kjolen. Blot nogle enkelte centimeter. Bare for at mærke, pirre hende en smule. Stuarts blik fandt hendes og han grinede hæst.
”Det vidste jeg ikke...”, erklærede han stille og rynkede let de markerede bryn. Stuarts hånd om vinglasset forsvandt, og landede bag i hendes nakke, som han blidt masserede. Han betragtede hendes bryster, maven og lårene. Så sank han en klump og vendte sin opmærksomhed mod hendes ansigt. Stuart havde i grunden altid set Sofia som hans. Om ikke andet, så som den bedste veninde han altid havde stolet blindt på. Nu var vinklen ændret. Stuart kunne ikke forestille sig, at Sofia ikke var en del af hans liv, som den fungerende kæreste hun var. Han ville kun have hende, og følelsen var på grænsen til ulidelig. Alle omkring dem, skulle se hun var hans. Stuart ville blære sig med hende. Vise hende frem. Elske med hende uafbrudt. Var det sundt, at være så betaget? Stuart lod tankerne passere og sendte hende et skævt, morret smil. ”Og hvad er det for noget at komme at sige... Du har altid været min!”, brummede han drillende og skubbede forsigtigt hendes hoved tættere mod hans. Stuart så alvorligt på hende, før han kyssede hendes underlæbe. ”Du vidste det bare ikke helt...”, tilføjede han stille, før han lagde begge arme om hendes hofter og nussede hendes lænd. Så grinede han lavmælt til hende.
Stuart kyssede hendes kraveben, som var frit tilgængelig for kjolen. ”September...”, startede han forsigtigt og lod et lille, skævt smil glide over læberne. ”Hvad gør vi med hende? Vil du... vil du engagerer dig i det, når jeg har hende?”, spurgte han stille og betragtede hende alvorligt. Sofia måtte vide, at Stuart ikke kunne involvere sig et forhold, hvor kvinden ikke havde lysten til at lege mor for hans barn. Det var grunden til, Stuart ikke havde set nogen i fire år. Han havde et ansvar.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 11, 2011 20:05:19 GMT
We found love [/size][/font] ●In a hopeless place ●[/center] Der var en hvis tilfredsstillelse forbundet med viden om, at Stuart åbenlyst kunne lide hvad han så. Det gav automatisk Sofia mere selvtillid og mod. Hun satte sig godt til rette på hans lår, velviddende at hun var så slank og spinkel, at vægten umuligt kunne gøre ondt på ham.
Fingrene nussede forsigtigt i hårgrænsen ved hans nakke, ude af stand til at kunne holde sig fra ham. Hun prøvede at sende ham et strengt blik, da han lod fingeren glide op under kjolen, men det blev blot til et koket smil. Hans finger træk et spor af ild efter sig, og tanken om, at hun rent faktisk havde lyst til den skulle krybe endnu længere op, fik hende til at rødme dybt. Dette prøvede hun at kamouflere ved at se ned på sin fod der legende gled op af Stuarts ben.
Det føltes rigtigt at sidde på den måde. Sådan havde de siddet før, men der havde stemningen været helt anderledes. Nu følte hun, at hun ikke kunne få nok af ham.
Drillende himlede hun med øjnene. Ja, hun havde nok altid været hans. Lige siden de blev venner da hun var 12-13 år gammel, havde han våget over hende som en ørn; passede på hende, skræmt mobberne væk, hjulpet hende og holdt af hende. Når end der havde været drenge i nærheden af Sofia, havde han ikke været helt tilfreds. Tidligere havde det været forfærdeligt irriterende, men nu var det en rar følelse – det betød jo, at han elskede hende nok til ikke at ville dele hende med andre.
Sofia lænede sig lidt væk fra Stuart så armene var strakte. Ordene fik hende til at hæve et øjenbryn spørgende. ”Hvordan kan du overhovedet spørge om det?” En smule undrende lagde hun hovedet på skrå. ”Jeg vil aldrig kunne erstatte hendes ægte mor, hendes kød og blod, men jeg vil gøre alt for at hun skal se mig som sin mor”. Stemmen var lavmælt, som for at understrege hvor meget hun mente det. Hænderne løsnede sig i nakken så Sofia kunne lade en finger stryge ned af hans kind. Den var blød, blot med en smule skægstubbe ved hagen. ”Ember er en del af dig, og jeg ønsker at være en fast bestandel i jeres liv. Hvis I vil have mig”, sagde hun stille. Ansigtet var alvorligt da hun sendte Stuart et spørgende blik.
●●
[/center] [/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by stu on Oct 12, 2011 15:04:54 GMT
Stuart fnøs skeptisk og begge de markerede bryn fløj til vejrs i panden. ”Hendes eget kød og blod... Maria har ikke ville se hende de sidste to år, selvom hun bliver bedre og bedre til at ligge skjul på evnerne”, fortalte Stuart, tydeligvis fornærmet. Han kradsede muggent på bordet nær en mørkebrun åre, før han nikkede langsomt. Hånden på låret kærtegnede huden under kjolens kant ubevidst. Den slags intime kærtegn kunne han tillade sig. Den lange perioder imellem besøgerne, havde forudsaget en helvedes masse, når det kom til datteren. September havde tit og ofte spurgt fremmede kvinder på gaden, om de måske var hendes mor. Andre gange havde hun stirret misundeligt på andre børn, hvis mødre holdte dem i hånden i storbyen. Og hver gang, havde Stuart forbandet Maria langt ind i helvede...
Hans kærtegn og kradsen stoppede brat, ved hendes stille forespørgsel. Stuart lod sit blik fæstne sig i hendes, og med et overrasket smil, nikkede han villigt. ”Vi elsker dig forhelvede!”, udbrød han lavmælt, uden at tænke nærmere over, hvad han i grunden havde sagt. Det var i sjældne tilfælde, hvis ikke aldrig, han brugte de tre ord. Det lå ganske enkelt ikke til ham. Stuart lod de markerede bryn mødes nær midten, i en undrende og tænksom grimasse. ”Hvordan kan du være i tvivl om andet? Jeg troede, du var ved at kaste op, med al den kærlighed vi kyler i hovedet på dig..”, brummede han leende, temmelig ironisk, som for at redde trådene ud imellem dem, efter det var gået op for ham, hvad han havde sagt. Vi. Elsker. Dig. Det var ikke en løgn, men han var ikke ude på, at ligge for stort et pres på hendes skuldre. Først ham og nu September... hun skulle fungere som både kæreste og mor. Stuart sank en usynlig klump, og lagde en hånd bag hendes nakke, før han blidt kommanderede hendes hoved tættere mod hans. ”Men lad os vente med at fortælle det... jeg... jeg skal lige finde ud af, hvad hun ville sige, hvis jeg fandt en ekstra tøs...”, brummede han kærligt tæt mod hendes ansigt, før han lod sin tatoverede, højre hånd glide ned over hendes kind.
Stuarts hånd forlod hendes kind, og gled ned under hendes knæhaser. Han fik rejst sig, nu med Sofia i sine arme, før han smilede bredt, smørret til hende. ”Jeg sætter dig til at rydde op i morgen”, grinede han flabet hvorefter han blinkede drillende til hende, og kyssede hendes kind. Ganske langsomt begyndte han at bevæge sig over mod sofaen. Den hun absolut hadede. Han kunne nu pludselig godt se hvad hun mente med den... Den var jo i bund og grund temmelig grim.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 12, 2011 18:46:58 GMT
We found love [/size][/font] ●In a hopeless place ●[/center] Sofia trak let på skuldrene mens fingrene pillede fraværende i hans krave i nakken. Blikket fulgte hans fingers skraben i bordet. Nej, Maria havde sandelig forsømt sin datter. Hvordan kunne man gøre det? Tanken lå Sofia så fjern, at hun næsten ikke kunne forstå det – hovedet prøvede at finde mulige grunde til omsorgssvigtet, men de var alle urealistiske. Og så endda mod September, der var noget nær det mest charmerende barn der kunne findes. Emnet var en smule følsomt, så Sofia undgik at kommentere det. Hun ville nødig ødelægge den gode stemning, selvom hun gav ham fuldstændig ret; Maria virkede som et forfærdeligt menneske.
Da hans finger stoppede brat med at kradse i åren, løftede Sofia blikket for at møde hans. Panden rynkede sig let en smule bekymret, men blev hurtigt glattet ud da hun så ham smile. Den pludselige erklæring kom fuldstændig bag på Sofia, og overrasket spærrede hun øjnene op. ”Du... Elsker mig?”, gentog hun spørgende, uden at kunne registrere ordene ordentligt. Det var ikke noget Stuart Fellton sagde. Jo, ganske vist til hans datter, og hun havde også hørt ham sige det om hans mor, men til Sofia? Nej. Indtil nu.
Følelsen af glæde var stor nok til at skabe en bobel i maven, som var tæt på at få hende til at svæve væk. I et par sekunder modstod hun trangen til at give et lille hvin af glæde. ”Aldrig!”, afgjorde hun bestemt. Deres kærlighed kunne hun ikke få nok af. Sofia kunne ikke vente til at starte dette nye liv med dem. Fungere som Septembers mor og Stuarts kone. Flytte ind hos dem. Blive gift. Få børn. Alligevel sagde hun, ”vi tager det bare i det tempo, du ønsker”, mens hun tiltede hovedet en smule for at komme tæt på hans finger, der strøg kærligt over kinden. Det var svært at holde sig tilbage, når Stuart endelig var hendes. Langt om længe.
Med en følelse af at være tæt på at briste af lykke lænede Sofia sig tæt ind til ham i kram. Hun sneg sig til et lille kys på hans tatooverede hals, inden hun pludselig mærkede hans hænder om sine knæhalser. I et snuptag havde han løftet hende, og Sofia kunne ikke lade være med at give et lille hvin af overraskelse. Hænderne knugede endnu hårde om hans nakke, af frygt for at falde ned, men Stuart lod til at have styr på det. Hun så op på ham med et hengivent smil. ”Glem det”. Hun var temmelig udisciplineret og et kæmpe rodehoved, så der var som regel et par dage gamle tallerkener hjemme hos hende.
”Aaarh, ikke sofaen! Dens absolutte grimhed smitter af på mig”, udbrød hun dramatisk, da øjnene landede på sofaen, som Stuart øjensynligt var på vej hen til. Drillende viftede hun lidt med benene, men kun en lille smule så han ikke tabte hende, og knugede sig ind til ham, som om hun ikke ville give slip.
●●
[/center] [/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by stu on Oct 12, 2011 19:29:39 GMT
Stuart stoppede midt i stuen. Han betragtede hende med en smørret grimasse, før han forsigtigt gav slip på hende, så hun landede med fødderne først. Han havde armene omkring hendes hofter, og trak hende beslutsomt indtil sig. Stuart tog sig et øjeblik til at betragte hende grådigt. Efter få sekunder lagde han sin pande mod hendes, og kyssede hende længe og ømt på munden. Han havde en bred hånd hvilende i hendes nakke, og han gik langsomt, yderst langsomt, hen imod sofaen imens kysset varede. Det snurrede behageligt i hans krop. Hendes læber brændte mod hans. Forsigtigt stoppede han kysset, for at lade lungerne fyldes med luften omkring dem. Stuart sendte hende et smil og strøg en tot vildfarende tot hår væk fra ansigtet.
”Selvfølgelig elsker jeg dig. Hvordan kan man være sammen med et andet menneske, hvis man ikke elsker den?”, spurgte han og betragtede hende med en bedrevidende grimasse, før han igen lagde sin pande mod hendes. Denne gang kyssede han hende ikke. ”Og med hensyn til den sofa... så har du ret... men... så må jeg jo bare finde på noget andet”, hviskede han flabet og grinede hæst til hende, før han kyssede hende insisterende igen. Han stod stille i lang tid i stuen, hvor han tog sig tid til at kysse hende, så hun følte sig absolut værdsat. Og han kunne ikke lade være. Det var det værste. Han havde aldrig i sit liv, tænkt sig, at han skulle opdage den form for kræft. Den... følelse. Stuart var sunket i jorden. Han var ikke i tvivl om, at han allerede var under tøflen. Han ville gøre alt for hende. Kliche... men der måtte være en grund til klicheerne. De måtte åbenbart være reelle nok.
Han stoppede sine kys og kærtegn, for at lægge armene omkring hendes hofter. Han betragtede hende længe. Nydende. Lod hende bestemme farten. Stuart havde massere af tid... men... det var tydeligt hvordan han ville have hende.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 12, 2011 20:02:18 GMT
We found love [/size][/font] ●In a hopeless place ●[/center] Sofia klemte øjnene lidt sammen over hans smørrede smil, velviddende at han var ude på noget. Rigtigt nok gav han pludselig slip, og Sofia gav endnu et lille forskrækket gisp fra sig, da benene ramte gulvet med et klonk. Okay, det havde hun måske selv bedt om. Hun kunne ikke modstå at fjerne den ene hånd fra hans nakke for at nive ham blidt i siden over hans flabethed, da han greb hende om hofterne. Et fjollede smil lå som brændt på læberne, men det blev hurtigt fjernet da han kyssede hende inderligt; et kys der brændte mod læberne, og som fik hjertet til at springe et slag over. Hvordan kunne en enkel kropsberøring skabe så meget oprør i sindet? Automatisk tiltede Sofia hovedet en smule så deres næser ikke stødte sammen. Hænderne var rykket videre ned til hans bryst, som hun lænede sig blidt opad.
Da han trak sig tilbage gispede hun efter luft, men hun stjal alligevel drillende et enkelt kys mere, velvidende at han også skulle få vejret. Benene flyttede sig langsomt i takt med Stuart bevægede sig hen mod sofaen, men hun nægtede at give slip på ham i et sekund, bare så de kunne tilbagelægge afstanden hurtigere.
Hans kommentar fik hende til hæve øjenbrynet en anelse. Hun var med på den. ”Hvor foreslår du måske?”, lød det drillende, selvom det ikke var svært at gætte hvor. Dette øjeblik var højst ventet. Ja, faktisk havde Sofia ikke ventet på andet de sidste par år.
Hænderne krøllede sig sammen om hans skjorte så de havde et godt tag i ham. Hun løftede hovedet en anelse, så hun kunne se op på ham med et blik der strålede af hengivenhed og kærlighed. ”Jeg elsker dig forresten også. Jer”, mumlede hun lavmælt, da hun kom i tanke om, at hun ikke havde gengældt det. De ord havde hun heller ikke sagt til ham før, kun ved kærtegn, men det føltes rigtigt. Som om de sidste par år havde ledt op til netop dette øjeblik; og det var perfekt.
Ved at stille sig på tæer, med Stuarts hænder på hendes hofter der fik hende til at holde balancen, plantede hun et ømt kys på hans læber. Da hun en smule modvilligt gav slip, fjernet hun kun hovedet få centimenter fra hans, så hun kunne mærke hans ånde slå mod læberne. ”Stuart...”, begyndte Sofia, pludselig tøvende. Blikket sænkede sig en smule, selvom hun stadig var helt tæt på ham. ”Jeg... Jeg har ikke gjort det før”. Stemmen var lavmælt, og det gik pludselig op for Sofia, at hun ingen erfaring havde! Hvad ville Stuart dog sige til det? Han havde været godt omkring, vidste hun. Bare han ikke syntes hun var dårlig i sengen. En pludselig nervøs følelse fik Sofia til at synke en klump. Hænderne løsnede en smule nervøst det stramme greb i hans trøje.
●●
[/center] [/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by stu on Oct 13, 2011 13:00:52 GMT
Stuart rømmede sig forlegent, som havde han fået ord galt i halsen, før han trak sig et enkelt skridt bagud. De mørkeblå øjne gled ned af hende i forbløffelse. ”Har du ikke?”, mumlede han og først lidt efter, gik det rigtig op for ham, hvad helvede det var hun hentydede til. Han måtte synke og et lille skævt smil gled over hans læber, før han tog komplet afstand fra hende, ved endnu en gang at træde få skridt bagud. Stuart kløede sig på brystet, hvorefter han pludselig udstødte et hæst fnis. ”Var jeg virkelig så grundig?”, drillede han hende, hentydende de mange drenge han i sin tid, havde forvist og beordret hende til, aldrig at kaste endnu et blik på. Stuart lagde en hånd i nakken, hvorefter han rømmede sig og sendte hende et lettere undskyldende smil.
”Har du overhovedet lyst?”, bralrede det ud af ham, en få minutter med dyb, rungende tavshed. Stuart fugtede læberne langsomt og lod hånden glide igennem håret, der desuden havde antaget en lettere lyserød farve. Han kunne ikke få sig selv til at kigge direkte på hende. Sex og kærlighed havde aldrig været de emner, Stuart nødt at konversere omkring. Faktisk havde han flere gange forbudt sine nærmeste venner det. Hvad han dyrkede af sex og hvornår, var absolut hans egen privatsag – medmindre tøsen havde været fuldstændig uforglemmelig, og han bare måtte uddele lige netop den information. Men så heller ikke andet. Der måtte være grænser for galskaben.
Stuart rakte ud efter hende, og aflagde derefter afstanden mellem dem. Han sendte hende et tøvende smil, før han lagde armene beskyttende omkring hende. Hans reaktion var ikke ønsket, det kunne han næsten tænke sig til. Stuart måtte synke, før han lagde sit pande mod hendes. Han kiggede på hende, med et lille, skævt smil før han grinede hæst ned til hende. ”Har du virkelig ikke gjort... du ved nok hvad...?”, brummede han med en hvis undren i stemmen, før hans greb om hende blev strammet betydeligt. Han kyssede hende kort på munden, før han så afventende på hende. ”Jeg vil i hvert fald gerne... lærer dig et par tricks eller to!”, mumlede han uskyldigt, hvorefter han grinede hæst, opmuntrende.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 13, 2011 14:11:19 GMT
We found love [/size][/font] ●In a hopeless place ●[/center] Armene, der forsigtigt havde holdt fast i Stuarts skjorte, faldt langsomt ned af siderne, da han trådte et skridt tilbage. I få sekunder følte Sofia, at et usynligt magnetisk kraftfelt trak hende hen mod Stuart så hun var ved at falde forover, men hun blev stående på stedet. Et par løse blonde totter fra det opsatte hår dansede om hendes ansigt da hun rystede lidt på hovedet og trak en anelse på skulderen. Det føltes pludselig langt værre når han tog sådan fysisk afstand til hende, og en smule ensomt lagde hun armene om sig selv, som for at dække for brystet, der har været så nær Stuart.
Måden han reagerede på, fik Sofia til at føle sig elendig tilpas. Var det så forfærdeligt? Nej, hun havde ikke gjort det med nogen endnu. Og hun var 21. Det var unormalt, ja, men Sofia havde altid ønsket, at den første gang skulle være med en hun elskede. Og de sidste par år havde det kun været én person; Stuart.
Det forekom hende umuligt at se ham i øjnene, så blikket var rettet stift mod gulvplanken; fulgte dens årer og forgreninger. Hun formåede ham at sende et, om noget tyndt, smil. Han havde da til dels været grundig, men hvis Sofia virkelig havde haft lyst dengang på Hogwarts, havde Stuart ikke været nogen forhindring.
”Selvfølgelig har jeg lyst”, fløj det pludselig ud af Sofia, ligesom det var fløjet ud af Stuart. Hun så insisterende op på ham med små rynker i panden. Kinderne havde antaget en klædelig rød farve, ligesom Stuarts hår pludselig var blevet en anelse lyst. ”Men når du er på den måde, ved jeg da ikke...” Det var umuligt at skjule en fornærmede undertone. Selvfølgelig ville Sofia, mere end noget andet, men han fik hende til at føle sig lille og ubetydelig. Som om hendes nuværende tilstand var en sygdom.
Først da et par tatooverede arme lagde sig beklagende rundt om hendes spinkle skikkelse, lod Sofia blikket glide langsomt op ad ham. Hun måtte løfte hovedet en del før at møde hans blik. ”Ja! Er du færdig?”, lød det bidende svar, da spørgsmålet vantro blevet gentaget. En smule passivt lod hun ham kysse hende, idét hun stadig var en smule fornærmet over hans reaktion. Sofia var selvfølgelig ikke vred på ham over så lidt, men hun håbede alligevel lidt på en undskyldning.
”Bare... Vær normal! Men stadig... Pas på mig”, mumlede hun kryptisk, og blikket faldt en smule forlegent til et par mørke linjer på hans hals. Som for at vise, at hun stadig var dybt interesseret i ham, løsnede hun armene der lå over kors. Højre hånd hvilede på hans arm, mens den anden en smule fraværende strøg over de tatooverede linje på hans blege hals.
●●
[/center] [/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by stu on Oct 13, 2011 14:35:43 GMT
Den smørrede grimasse fra før forsvandt sikkert. De mørkeblå øjne hvilede længe på hende, før han rømmede sig lavmælt og sank en massiv klump. ”Okay. Jeg skal nok passe på dig...”, mumlede han tilbage. En dyb, rungende tavshed lå tykt imellem dem længe, før han forsigtigt lod grebet om hendes løsnes. Han placerede sine hænder på hver sin side af hendes hoved, før han tvang hende til at betragte sig. Stuart fæstnede sit blik i hendes. ”Undskyld smukke. Det var bare noget af en ting at fyre af...”, mumlede han stille før han langsomt gav slip på hende. Det var ikke meningen han ville tvinge hende, men at betragte ham imens han bad om tilgivelse, føltes for ham, mere oprigtigt. Stuart ville fremstå som en forbandet idiot overfor politikere, men ikke overfor Sof. Det var bandlyst. Stuart kørte en tot af det blonde hår om bag hendes øre, før han sendte hende et lille, prøvende smil. ”Nu skal jeg jo virkelig præstere”, mumlede han forklarende før et bredere smil erstattede det tidligere. Et kort øjeblik stod han blot og betragtede hende, før han lod lungerne fyldes med luften omkring dem...
”Og med hensyn til den sofa... så kan jeg godt se din pointe... den er egentlig usandsynlig grim”, mumlede han stille og smilede bredere til hende. Skønt han prøvede at ændre situationen, var han stadig påpasselig. Han vidste, fra egne erfaringer, at hvis man fedtede brød helvede løs. Sådan havde han det selv. Folk måtte ikke begyndte at tigge om hans tilgivelse, hvis de først havde trådt ham over tæerne. Og Stuart var ikke i tvivl om, han havde trådt Sofia over tæerne.
At hun stadig var ren, hvis man ellers måtte udtrykke det sådan, var faktisk temmelig flatterende. Stuart måtte indrømme, han faktisk godt kunne lide det. Så blev hun, om muligt, mere hans hvis andre ikke havde haft chancen før. Sådan valgte han at tænke på det. Ordene, eller forespørgslen, om han skulle passe på hende undrede ham. ”Hvorfor skal jeg passe på dig? Det gør jeg da allerede...”, mumlede han med forvirringen malet i ansigtet. Stuart trak hende tættere på sig, og så alvorligt på hende.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 13, 2011 16:07:19 GMT
We found love [/size][/font] ●In a hopeless place ●[/center] Sofia rynkede panden en anelse da Stuart slap grebet om hende. Hun frygtede halvt, at han ville trække sig tilbage og erklære, at de nok ikke burde gøre det. Istedet mærkede hun pludselig et par store, maskuline hænder på sine varme kinder. Det gjorde det umuligt ikke at se op på hans ansigt, og blikket fæstede sig til hans øjne; som altid sprang hjertet et slag over, og som altid, gjorde det Sofia en smule bange for den magt han havde over hende. Med et enkelt øjekast var hun klar til at smide alt hun havde i hænderne for at vælte ind i hans liv og være der for ham. Men som altid var det også tydeligt at se Stuarts egne følelser reflektere i hans blik.
Det var alt det tog for Sofia, at tilgive ham. ”Jamen... Jeg måtte jo sige det til dig”, sagde hun lavmælt, med store blå øjne der skinnede let af sårbarhed. Hvis ikke det blev sagt nu, ville han jo få sig lidt af en overraskelse når de var igang.
Endelig kom et lille smil frem på Sofias blege læber. ”Ikke nødvendigvis. Jeg har jo ikke ligefrem noget at sammenligne med”. Stuart kunne, for så vidt muligt være elendig i sengen, og Sofia ville ikke vide det. Hun vidste blot, at hun ville nyde hvert sekund med Stuart, lige meget hvad.
Smilet blev en anelse større da Stuart forsøgte at lette stemningen en smule ved at give hende ret. ”Den er så grim, at jeg får ondt i øjnene af at se på den”. Der lød et lille fnis fra Sofia, da hun kort skævede til den stribede sofa der stod midt i stuen. Muligvis var den grim, men den var så grim, at den nærmest har fået kultstatus blandt dem – og derudover havde den været et evigt herligt samtaleemne mllem dem. En eller anden dag ville Sofia gøre noget ved den, så den fik et helt nyt look, så de stadig kunne beholde den.
Hjertet blev blødt som smør, ved synet af Stuarts forvirrede mine. ”Det ved jeg, du gør”, sagde hun ærligt mens ansigtsudtrykket blev alvorligt. Hænderne krøb rundt om ham og lukkede sig om hinanden bag hans ryg, så hun var ham helt nær. Hun lænede hovedet ind mod ham, så det hvilede på hans bryst, og kunne ikke lade være med at sukke dybt. Det var svært, ikke at sygne hen ad nydelse, når han havde armene beskyttende omkring hende. Sådan kunne intet ondt i verden nå dem.
●●
[/center] [/blockquote] [/justify] |
|
|
|
Post by stu on Oct 13, 2011 17:45:39 GMT
Stuart nikkede med et smørret smil om læberne. ”Det er faktisk lidt frækt du ikke har nogen... lad os kalde det... erfaring”, brummede han drillende og blinkede til hende, før han lænede sig frem, og stjal et kys fra hende. Hans hænder forlod hendes lænd og gled beslutsomt ned, hvor de stødte på noget langt mere interessant end hendes ryg. Det lille, velformede bagparti han absolut nød synet af i sorte lærredsbukser. Stuart ikke forhindre et bredt, næsten leende smil, før han igen trykkede sine læber mod hendes. Hans kys var insisterende men også ømme. Hans blide kærtegn med tommelfingeren, og hele tiden med en tanke i baghovedet, at han skulle passe på hende. Sofia. Hans Sofia.
Stuart grinede hæst, lavmælt til hende, hvorefter han nikkede enstemmigt. Alligevel fandt han tanken ubehagelig. Ikke at kunne tilfredsstille Sofia, var absolut ikke diskussionsværdigt. Det ville aldrig komme til at ske. En munter tanke blev sendt i viagraens retning, og pludselig måtte han grine lavmælt igen. Det ville naturligvis aldrig blive hans problem.
Han strøg hende kærligt over håret. Betragtede hende længe, lod hende tænke og fordøje hele sceneriet, før han igen syntes at kunne tillade sig at snakke. ”Vil du... ja altså snakke mere om det?”, brummede han mumlende og lagde hovedet en anelse på sned, før han igen fæstnede sit blik i hendes. ”Det kan vi godt... hvis det nødvendigt... selvom det plejer at blive bedst, hvis man ikke snakker for meget, og bare ligesom kommer i gang...”, brummede han hvorefter han bandede indvendig. Hold da kæft. Stuart gav pludselig slip på hende, hvorefter han kneb øjnene sammen. ”Okay, det lød som om, jeg kun ville i trussen på dig! Det vil jeg ikke... eller... det vil jeg jo godt”, mumlede han en anelse forvirret, imens han stirrede alvorligt på hende. ”Forstår du hvad jeg mener? Jeg synes bare ikke det er specielt frækt, hvis man skal tænke for meget...”. Igen kunne han have revet hovedet af sig selv. Stuart sukkede tungt og åbnede øjnene. ”Måske skulle du tale med en anden om det...?”, foreslå han stille og satte begge hænder i siderne. Hold da kæft en nar han i grunden var.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 13, 2011 18:21:23 GMT
We found love [/size][/font] ●In a hopeless place ●[/center] Med et skævt smil på læberne himlede Sofia en smule med øjnene. Typisk Stuart at være glad for det; på den måde var Sofia kun mærket af ham, og han behøvede ikke bekymre sig om andre, der havde været der. Ved at stille sig på tæer, nåede hun op til hans øre og hviskede, ”mhh.. Du er min første og min eneste”. Idét et par søgende hænder pludselig fandt vej til hendes bagdel smilede hun ind mod hans hals, og som svar, nappede hun blidt i hans øreflip. Det var ikke til at sige, om han kunne lide det; de havde kendt hinanden i mange år, men kærtegn og forelskelse var en hel ny ting for dem begge, som de først skulle til at starte på at udforske nu.
Da hun igen trak sig tilbage, fandt hænderne vej omkring hans hals, hvor tommelfingrene hvilede på det nederste af hans kinder. De strøg en smule frem og tilbage, og kunne mærke en lillebitte smule ru skæg. En smule undrende lagde hun hovedet på skrå da han grinede. ”Hvad er der?”, kunne hun ikke lade være med at spørge nysgerrigt. Hans latter. Hvor hun elskede den! Hele Stuarts karakter viste sig i den; en latter der på én gang var spøgefuld, rå og hæs. Den var måske skurrende i andres ører, men i Sofias, var den som sød musik; maskulin og drillende. Hendes Stuart.
”Stuart...”, mumlede Sofia, som tegn til, at han godt måtte stoppe med at plapre, men denne fortsatte. På én gang morede Sofia sig over hans akavede snak, der var så omsorgsfuld og kærlig, selvom hun kendte Stuart nok til til at vide, at han ikke kunne fordrage den slags snak. På den anden side fik den en smule rødmen til at skyde op i kinderne, da han blev ved med at træde i hendes jomfruelighed.
Tilsidst lagde hun blidt en pegefinger på hans læber. ”For søren, Stuart, du behøver ikke give mig nogen manual! Min far har, i en yderst akavet samtale, fortalt mig om bierne og blomsterne...”, sagde hun lavmælt, uden at kunne skjule en grimasse ved tanken. Til alt held var Aileen kommet både Liam og Sofia til undsætning, og resten af samtalen var blevet langt mere naturlig og uden pinlige tavsheder.
”Jeg er 21 år, ikke 14. Bare slap af...”. Den sidste den af sætningen var en smule ironisk, eftersom det var Sofia der burde slappe af, når det var hendes første gang. Situationen var dog, at hun havde ventet på dette øjeblik i ufattelig lang tid, og hun var ikke i tvivl om, at det nok skulle ske på naturlig vis.
Med en lille hovedrysten sænkede hun blikket. Hænderne gled langsomt ned af hans bryst til de nåede hans mave. De gled da om på hans ryg. Lidt længere ned. De krøllede sammen om hans skjorte og trak den løs fra bukserne. En smule drillende stak hun spidsen af hænderne ned i kantens af hans bukser hvor de hvilede. Sofia sendte Stuart et højest uskyldigt blik, der dog havde en undertone af at være ude på narrestreger.
●●
[/center] [/blockquote] [/justify] |
|
