The point of no Return

[Stuart Banes]

September fæstnede skeptisk sine mørkeblå øjne, på den mandeskikkelse, der med lyserøde gummihandsker og en hvid plasticmaske kom bakkende ud fra deres fælles toilet.
”Far?”, spurgte hun stille og lagde farveblyanten fra sig på bordet. Manden med gummihandskerne holdte, i strakt arm, toiletskraldespanden foran sig. ”Ja”, svarede han tøvende, distraheret af sit foretagende. ”Hvad er der?”, udbrød han i det han satte skraldespanden fra sig på gangen.

September skævede til havedøren, mindre end en meter fra hende. Hendes drømmende blik kolliderede med sorte lædergevandter og nogle massive, sorte støvler. Læber, der gemte gule tænder, skiltes i et smil og de lysegrå ståløjne fangede intenst hendes blik.
”Han synes mine tegninger er flotte”


Stuart Banes havde ført manden i lædergevandterne ind på sit kontor. De havde begge sat sig i hver deres kontorstol.
”Hvad har du?”
”En hel masse… Har tøsen derinde nogle steder at være de næste par dage?”


Den unge journalist havde først nægtet at tro det. Selv efter han havde forladt Hogsmead, voldte det ham store kvaler at lade idéen stadfæste sig. I Londons travle gader syntes alting at forvirre ham endnu mere, og selv han var for ophidset til at kunne fokusere på at transferere sig til sit bestemmelsessted, til trods for at hans iver brændte i hans indre. Dette var af flere årsager, og kun en syntes at være legitim.
Stuart Banes krydsede gadebilledet. Hans tøj sad temmelig sjusket; den rødternede skjorte halvt nede i de hullede bukser. Han havde end ikke besværet sig med at binde sine sko, hvilke resulterede i en kluntet, truende gang. Som altid, i stressede eller kedede situationer, pulserede han på en brun cigaret i mundvigen. Det sorte hår strittede voldsomt til alle sider, og han havde tilmed glemt sin taske med de forventede fornødenheder.
Han tog de stadigt ukendte trapper hurtigt. Fokuseret og uden tøven rev han fat i døren, som førte ham ind til den kvinde, det brændte i hans fingerspidser for at se. Som var sandheden endelig krøbet op i ham, vred hans indre sig af iver efter at fortælle.

Døren var låst. Drevet af en pludselig uro, begyndte han at hamre vildt på døren. ”Fen! Åben! Det er mig! Åben!”, råbte han skingert, med en stemme så ulig Stuart Banes’.

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenella var på det nærmeste lige kommet hjem da nogen begyndte at hamre på døren. Det gav et sæt i hende og af rent instinkt havde hun øjeblikket efter sin tryllestav i den ene hånd, klar til at forsvare sig. Stemmen der fulgte den insisterende banken fik hende dog til at sænke hånden igen mens hun skændte på sig selv over at være så let at skræmme. Der lå dog mange grunde, nogle bedre end andre, bag hendes allestedsnærværende vagtsomhed.

Hun tog en dyb indånding og så et øjeblik længere på døren før hun slog et svip med den sorte stav og låsen på døren gav et klik fra sig, mens mugglerforanstaltningen med en kæde, selv smuttede af. I det hun gjorde det slog det hende også hvorfor Stuart måtte være kommet og hendes hjerte sprang et slag over. ..Jonathan.. Tanken fik hende til at knuge hårdt om tryllestaven mens hun hørte døren gå op og hun bevægede sig ikke mens Stuart kom bragende ind på sædvanlig manér.

[Stuart Banes]

Stuart skubbede så hårdt til døren, at den kolliderede med væggen bag den og nær var fortsat direkte tilbage imod ham.
”Har jeg tøj på!?”, udbrød han højlydt i det hans vilde blik prøvede at lokalisere Fenella. Hans brede, tatoverede hænder rørte kort hans brystkasse og derefter det venstre ben, hvorefter han åndede lettet op. ”Det har jeg! Fen!”, råbte han hektisk hvorefter han nær var skvattet over sine egne ben, vild efter at ende op i det tilstødende lokale. ”Jeg har gode nyheder! Hvor fanden er du henne?! Når der! Sæt dig ned!”


Stuart var for ophidset til at kunne sætte sig ned eller hitte redde i hvordan han skulle forklare sig. ”Min kilde kom hjem til mig i dag”, startede han, velvidende at Fenella ville nå at slå ham ihjel, hvis ikke han snart kom til sagen. Ligeledes ophidselsen over kildens manglende diskretion syntes at ville sætte ham ud af kurs, hvilket han ikke kunne tillade den.
”Han fortalte mig, at en mand svarende til Jonathan’s beskrivelse er blevet set på en kro i Durrow i Irland”, mumlede han og lagde armene over kors, for derefter at kaste dem ud til begge sider. ”Han efterlod intet på kroen der kunne bekræfte eller afkræfte at det var ham, men der blev taget et lidt kluntet billede til den lokale muggler-avis, hvor den her mand optræder. Han står med ryggen til forsamlingen, men med hovedet vendt til den ene side. Jeg så det billede, og… og det kunne fandeme godt være Jonathan!”, fortalte han, næsten stakåndet. ”Det er ikke alt. Min kilde fortalte mig også, at han har fundet frem til to steder hvor den her mand, svarende til Jonathans beskrivelse, måske kan befinde sig… Vi tager det ene sted, han tager det andet…”

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenella blev stående ved det lille spisebord og fulgte dermed ikke Stuarts opfordring til at sætte sig ned. Det var dog ikke ment som nogen bevidst provokation men mere fordi hun var frosset fast på stedet, som havde nogen kastet en total kropslås på hende det øjeblik Stuart væltede ind ad døren. Hun fulgte ham dog med blikket og nakken indvilligede også i at dreje hendes hovede da det var nødvendigt for at blive ved at se på ham, men hun sagde ikke et ord mens han talte - meget hurtigt og en smule usammenhængende.

Hvad han sagde fik hendes mave til at knuge sig sammen i en hård, lille kugle mens hendes puls begyndte at stige i styrke. Først nogle sekunder efter Stuart tav igen gik det op for hende at hun havde holdt vejret og hun åndede skælvende ud igen. Det krævede endnu en dyb indånding før hun selv kunne sige noget "Men.." begyndte hun spagt og trampede stædigt det lille håb ned igen for på forhånd ikke at blive skuffet "Hvad skulle han lave i Irland?" fortsatte hun og støttede sig op ad den stol hun stod ved "Hvordan skulle han være kommet til Irland? Hvorfor.." hun bed sig selv af for ikke at stille en længere række af spørgsmål hun vidste han alligevel ikke ville kunne svare på, nøjedes med de to hun havde stillet og så afventende på ham mens tankerne kørte på højtryk bag de grå øjne.

[Stuart Banes]

Stuart trak på skuldrene, uden at vide om hun lagde mærke til det. Uden at ville svare hende, kantede han sig forvirret vej forbi køkkenbordet og hen til hende.
”Han er i live”, udbrød han med vilde øjne. ”Det var der sgu da ingen der regnede med!”, tilføjede han, med intention om at give hende håb og trøst. Han gjorde mine til at ville ligge en hånd på hendes skulder, men fortrød i samme øjeblik som han hævede hånden. Temmelig kejtet kløede han sig i håret i stedet.

Uden at vide hvad han skulle gøre af sig selv, satte han sig halvt på en stol ved køkkenbordet. Intet mindre end tre sekunder efter, blev han dog nødt til at rejse sig igen. Sommerfuglene i hans indre rev og sled i ham, og de gjorde det umuligt for ham at sidde stille. Han begyndte igen at trave op og ned, frem og tilbage hen over køkkengulvet.
”Kilden sagde, at der var en af kroens gæster som havde overhørt en samtale mellem Jonathan og en anden. Han kunne ikke identificere den anden, men var overbevist om, at det var en anden mand. Han hørte Jonathan sige, at han skulle til Tyskland næste gang. Kilden, eller den kilde som Kilden benyttede, kunne jo selvfølgelig ikke sige, hvad Jonathan mente med næste gang… Kilden til Kilden hørte heller ikke, hvor i Tyskland Jonathan ville befinde sig… Fen? Hører du efter?”, spurgte han hastigt hvorefter han fæstnede sit blik i hendes. ”Kender du ikke nogle i Tyskland, som kan lede efter ham?”