Pectin-ben

[Stuart Banes]

Beklædningsgenstande
Fenella Maverick
Note.: Lad ham forføre hende ;-)

Følgende syntes at have stadfæstet sig bag hjerneskallen hos den unge journalist, i det han hivende efter vejret kæmpede sig vej op af trappen mod tredje sal; Han måtte starte med at motionere, han skulle stoppe til AA-møderne samt sine samtaler hos sin kvælende, overgramsende psykolog og ikke at forglemme, det vigtigste af alt, at stå op hver morgen, med et barberet kæbeparti og et hoved spræng fyldt med farlige, fantastiske idéer.
Idéer som den, han dage forinden havde til-sjusket sig, under en lettere nervepirrende diskussion, på en ligegyldig pub i Irland med en gammel vanvittig kending.

Da han omsider nåede, hvad han mente var den rette destination, syntes hans hjerte at galopere op langs hans hals af ren og skær uudholdelighed. Hans tindinger syntes at pumpe med brandende, ætsende blod og munden føltes så tør som sandpapir. Ikke at forglemme hans ben, der føltes som marmelade med en for stor mængde pectin.
Med gele-ben kantede han sig klodset hen ad gangen. Denne var ikke lang, men lys. Bred. Den virkede næsten venlig, men venlig på en kvælende, overfladisk måde. Stuart Fellton, journalisten med marmelade i benene, nåede ikke at tænke tanken til ende, før døren på venstre side gik op. Med overraskelsen glødende i hans mørke øjne, vendte han sig imod skikkelsen, der temmelig fokuseret ikke bed mærke i hans statue.

Det var ikke hende. Skikkelsen der forlod lejligheden til venstre, var en mand og en temmelig betuttet en af slagsen. Journalisten lod sig dog ikke forstyrre yderligere, men vendte sig derimod imod døren til højre.
For første gang i Fenella Maverick’s og Stuart Banes’ historie, gav han hende tre sekunder, efter han havde banket på døren fem gange, før han åbnede den og trådte indenfor. ”Det er bare mig!”, råbte han ”Jeg hjælper dig!”

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenella sad på den lille altan der hørte til lejligheden hun for ikke så længe havde lejet i Londons Kensington-kvarter. I forhold til den lejlighed hun tidligere havde haft i London, var denne lille og spartansk møbleret. I hvert fald efter Fenellas standarder. Der var intet prangende ved stilen, omend der var stil og ikke en ting stod forkert. Alt var på sin plads i snorlige rækker, æsker, glas og hvad der ellers hørte sig til.

På altanen i tredie sals højde sad altså Fenella. Med et let sjal om skuldrene, en dampende tekop, en notesbog, fjerpen og blæk på det lille bord ved siden af. Fjerpennen lå dog stille mod den opslåede side i bogen, ligesom tekoppen dampede i fred. Fenellas blik var fjernt rettet ud over Londons pulserende liv lige indtil en insisterende banken på døren fik hende til at fare sammen med en overrasket lyd.

Hun rejste sig og lod sjalet glide ned fra skuldrene i samme bevægelse. Det landede over stoleryggen og hun nåede selv kun lige et skridt ind i lejligheden, ved siden af spisebordet, før døren gik op og en velkendt, men ikke særlig velkommen, stemme gik i forvejen for manden der hørte til den. Fenellas øjne svandt ind til smalle sprækker mens bed sig i kinden og så forsvarsberedt på Stuart, der opførte sig som om der intet usædvanligt var i hans entré. Nogle sekunder var hun for overrumplet til at sige noget, men kun momentært "Hvad gør du her? Du kan ikke bare komme brasende ind i andres hjem på den måde." hvæsede hun og bandede indvendigt over at have glemt at låse døren som hun plejede "Jeg har ikke brug for din hjælp til noget som helst." hun rankede sig yderligere og skød hagen trodsigt frem, ganske klar til at vippe ham ud på gangen igen så hurtigt som muligt.

[Stuart Banes]

Beklædningsgenstande
Fenella Maverick
Note.:

Som vidste han, hvad hun ville sige, rystede han på hovedet. ”Naturligvis ikke!”, talte han hende efter munden. Næsten dirigerende viftede han med hånden, alt imens han skiftevis rystede og nikkede på hovedet.
Uden at høre efter, men stadig gestikulerende som om han gjorde, gik han forbi hende. Næsten betaget, i hvert fald imponeret, betragtede han hvordan alting syntes at være nøje tilrettelagt i lige linjer og kasser. ”Jesus, Fen…”, mumlede han, stadig med hånden hvilende i oprejst, dirigerende position. ”Jeg står altså ved det jeg sagde til festen! Tvang din mor dig til at tegne kruseduller som lille!?”, udbrød han skingert, hvorefter han vendte rundt på hælen.

De var nær stødt sammen. Et moment der havde ydet Stuart stor morskab, der med flirtende øjne havde blinket til hende. Hans tilnærmelser stoppede dog i sekundet efter og han undskyldte skamfuldt, ved at samle hænderne som bad han og bukkede. De stoppede til dels fordi det ikke blev besvaret, men ligeledes fordi Stuart opdagede lænestolene.
Han samlede benene på stuebordet og foldede hænderne på maven. ”Sæt dig. Vi bliver nødt til at tale alvorligt sammen!”, bad han hende og rømmede sig højlydt. ”Og det har intet med din lejlighed at gøre! Det er Jonathan”, fortalte han hurtigt, som for at sikre sig hun vidste, at han ikke drillede hende.

[/justify]

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenella rasede uanfægtet videre i berettiget vrede hvor Stuarts viftende hånd kun var benzin på bålet. Hun snappede efter vejret i ren og skær indignation og overraskelse da han gav sig til at køre på hendes forhold til sin mor, og tilmed hvordan hun holdt orden på sine omgivelser. Stadig skubbet lidt af kurs tog det et øjeblik før hun fik åndet ud igen og i samme ombæring snerrede vredt af ham "Hvad bilder du dig ind at komme her og.. og.." hendes stemme dirrede af en hidsighed hun hårdnakket forsøgte at holde i ave, men ikke helt formåede at gøre netop det med.

Hun stirrede gennemborende på ham da de nær stødte sammen, men flyttede sig ikke en centimeter fra pletten hun stod på. Fulgte ham blot med blikket mens han satte sig og som det naturligste i verden smækkede fødderne op på hendes sofabord. Hans undskyldninger prellede af på hende som vand på en gås og hun havde allerede løftet den ene hånd med en dirrende pegefinger mod døren, da han talte igen og fik hende til at gå komplet i baglås.

I adskillige lange sekunder stirrede hun stift på ham med let adskilte læber hvor de ord hun ville have slynget efter ham aldrig nåede over. Endelig blev hun selv klar over at hun stirrede og lukkede munden brat mens hun lod armen falde. Hendes hånd rystede stadig, men af helt andre grunde nu "Hvad.." begyndte hun og måtte tage en dyb indånding for at forhindre sin stemme i at knække "Hvad med Jonathan?" spurgte hun spagt, uden at sætte sig. Vreden var fordampet på splitsekunder og var nu erstattet med den tydelige smerte og bekymring der lyste ud af hendes grå øjne.

[Stuart Banes]

Beklædningsgenstande
Fenella Maverick
Note.:

”Jeg husker ikke den præcise dato, men for snart mange år siden, benyttede jeg mig af en bestemt kilde, der kunne linkes til et større netværk af troldmænd indenfor en bestemt sekt, hvis speciale var muggle-udryddelse”, begyndte han ivrigt at fortælle. Han hævede sine øjenbryn og kastede, næsten forlegent, hånden ud til den ene side. ”Jeg kunne naturligvis slet ikke finde hverken beviser eller ansigter, på nogle af disse såkaldte medlemmer og når jeg ser tilbage, var historien også for god til at være sand. Ikke desto mindre var det altså en fed historie, og ham, kilden, gav mig en god grund til at lede efter yderligere beviser!”, tilføjede han, ligeså ivrigt som før, om end nu med ydmyge øjne. ”Jeg glemte aldrig kilden og slet ikke da det viste sig, at der intet guf var i det.”
Stuart sendte hende et sigende blik, hvorefter han skyndte sig videre. Næsten stresset over Fenellas sårbarhed, måtte han rømme sig, før han kunne tale videre og selv dette forvoldte ham store kvaler. Ikke at han afslørede dette. Fenella Maverick skulle nødig tro, at han holdte af hende, til trods for at det var præcis hvad han gjorde.
”Hvem han er, er egentlig sagen ligegyldig, men det er vigtigt du forstår, at han har en fod i en verden hvor ingen af os kan bevæge os. Jeg kontaktede ham for snart fjorten dage siden, lige efter ballet, men han var ude at rejse, og min ugle fandt ham først for få dage siden. Vi mødtes i Irland og han har fortalt mig, at befinder Jonathan sig i den verden, så vil han finde ham.”

Stuart holdte inde, selvom han kunne have svoret, at hans hjertebanken fortsatte med fornyet fart. At stirre ind i Fenellas mørke øjne, syntes at være hårdere end han havde forudset. Bange for at skuffe hende, bukkede han under og hans kæbeparti fortsatte atter, som truede stilheden imellem dem at destruerer ham.
”Du må så nødig blive skuffet”, mumlede han med tomme øjne, hvorefter han langsomt rejste sig. Til trods for at han ville røre hende, undlod han. ”Jeg ved godt, at ingen af os vil have Jonathan befinder sig der, men det betyder ikke vi skal udelukke den mulighed. Ikke at jeg mistænker ham, men hvis han, kilden, kan finde frem til ham, så kan du få ham tilbage. Vi kan få ham tilbage. Jeg har tænkt det her nøje igennem, betalingen er gået igennem. Måske tåger han rundt på en eller kro og har det elendigt. Måske kræver det nogle andre øjne end vores at lokalisere ham”, prøvede han at forklare, stadig med en fortsat kvælende fornemmelse omkring hans hals.
Stuart havde aldrig i sit liv forestillet sig, at han så ivrigt ville ofre så meget tid på Fenella Maverick. Heller ej, hvordan det knuste ham at betragte hende stå og stirre på ham, med sårede og bekymrede øjne.

[/justify]

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenella var frosset fast på stedet. Ikke om hun så havde lagt al sin viljestyrke i, ville hun have kunnet få sine fødder til at lystre lige i det øjeblik. Himmelfaldent blev hun stående og stirrede stift på Stuart mens han talte. Han havde komplet trukket tæppet væk under hende, på en absolut ikke god måde, men for en gangs skyld var hun mere interesseret i hvad han sagde, end at hun havde ladet alle paraderne falde. Hun rystede langsomt på hovedet, uden helt at være klar over det, da han fangede hendes blik, men fandt ingenting at sige før han fortsatte igen.

Knuden i hendes mave voksede for hvert ord og en usynlig hånd strammede sig om hendes brystkasse indtil hun blev klar over hun holdt vejret og åndede ud med en punkteret lyd. Hun fyldte lungerne med luft igen mens hun blinkede hurtigt i et stædigt forsøg på at kæmpe den trykkende, svidende fornemmelse i sine øjne tilbage. Deres blanke skær talte dog for sig selv og hun sank hårdt efter blot at have stirret på Stuart i adskillige lange sekunder efter han tav.

Hun rystede igen på hovedet og åbnede munden for at tale. Lukkede den igen og var komplet i vildrede og uden at kunne bedømme om han mente det, eller om det hele var en del af et større spil for at få hende ned med nakken. Under alle omstændigheder havde han ramt hendes Akilles-hæl "Hvorfor gør du det her?" fik hun endelig frem, med en stemme der bævede tydeligt og ikke var meget mere end en høj hvisken "Jeg kan ikke.." hun gik i stå og lukkede øjnene hårdt i mens hun lukkede armene beskyttende om sin egen overkrop.

[Stuart Banes]

Beklædningsgenstande
Fenella Maverick
Note.:

Stuart aflagde tøvende afstanden imellem dem. Næsten forsigtigt placerede han sin ene hånd på hendes. ”Jeg troede det var tydeligt”, mumlede han klodset. Hans markerede øjenbryn havde mødtes nær midten i panden, i en næsten undrende grimasse. ”Du sagde jo jeg ikke hjalp dig… nu hjælper jeg!”, tilføjede han og lod en finger stryge let henover hendes håndflade.

Han slap hende derefter straks og trak sig atter. Med hænderne hvilende i de sorte lommer betragtede han hende vurderende. Han nikkede mod døren. ”Jeg skal nok gå nu”, brummede han og prøvede at smile til hende. ”Jeg sender dig en besked, hvis han finder noget… og hvis ikke… ja, så finder vi på noget andet. Jeg har nogle tricks i ærmet, som sikkert kan indsnære det en anelse”, mumlede han, som prøvede han at lette stemningen.
At betragte Fenellas røde øjne, gjorde ondt værre. Pludselig fortrød journalisten bittert, at han overhovedet havde besøgt hende. ”Jeg ville ikke gøre dig ked af det… har du ikke en veninde, der kan komme forbi?”, undskyldte han stille, med en stødt stigende dårlig samvittighed. ”Du skal ikke være alene…”

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenella opdagede ikke at Stuart havde rejst sig, eller at han kom tættere på, før hans hånd lagde sig over hendes. Hun slog øjnene og med et overrasket gisp, som havde hun været helt væk i sine egne tanker og gik et halvt skridt baglæns. Så trak han hånden til sig og hun blev stående mens hendes blik flakkede forvirret mellem hans øjne. Det ville være så meget nemmere at kunne være vred på ham. Råbe og hvæse sine frustrationer ud, som i sidste ende ikke havde ret meget med ham at gøre.

Dybt inde i brystet på hende rørte håbet på sig. Den lille, ukuelige spire der nægtede at give op og nægtede at indrømme det langtfra var sikkert Jonathan overhovedet var i live, hvis hun nogensinde fandt ham. Hun nikkede stumt, men kunne ikke gengælde med noget der bare mindede om et smil. I stedet krummede hun sine fingre så hårdt om sin egen arm, at hun til sidst kunne mærke sine egne negle gennem det sorte stof.

Hun så ned med et stramt drag om munden da han blev ved at se på hende. Medlidenheden stod som en aura omkring ham og fik hende til at genvinde bare noget af grebet om sig selv. Nok til at hun løftede hovedet og skød hagen en smule frem i ren trods "Jeg har klaret mig alene det meste af mit liv. Jeg kan også klare mig alene nu." en snert af fortrydelse fik hendes blik til at flakke igen så snart hun havde talt og hun løftede den ene hånd for at tørre sig over kinden med en hurtigt bevægelse "Hvorfor nu, Stuart?" den trodsigt fremskudte hage blev igen trukket tilbage og blikket i de grå øjne blødtes lidt op uden at hun havde reageret på hvorvidt hun ønskede han skulle gå eller ej.

[Stuart Banes]

Beklædningsgenstande
Fenella Maverick
Note.:

Stuart trak på skuldrene og lagde sin hånd tilbage i bukselommen. De mørke øjne fæstnede sig på gulvet, som kom han i tanke om noget han skammede sig over.
”Jeg skylder jer en”, mumlede han stille og lod langsomt tungespidsen glide hen over hans læber. Igen trak han på skuldrene. ”Jeg er frisk nu”, tilføjede han stille og kiggede på hende, imens han anstrengte sig for at smile. Ikke at dette lykkedes ham. ”Det.. der er intet mere i det, end det”, mumlede han efterfølgende, indstillet på ikke at give Fenella yderligere forklaring. Han snøftede, nikkede en enkelt gang hvorefter han rømmede sig lavmælt. ”Jeg vil gå”, reklamerede han hurtigt, pludselig fast besluttet på at forsvinde fra lejligheden hurtigst muligt. Den blotte tanke om, at Fenella skulle grave yderligere i hans forklaring om hvorfor, fik det til at svige forræderisk i brystet.

Stuart stoppede op, da han nåede døren. Han kastede et blik over skulderen og betragtede kortvarigt Fenella, hvorefter han skar en svag grimasse. ”Jeg vil gerne have dig til at gøre noget for mig”, annoncerede han og lagde hånden på dørhåndtaget. ”Lav en tidslinje over den uge hvor Jonathan forsvandt og send den til mig.. bare så hurtigt du nu kan..”

[Fenella Maverick]

T a g : --S t u a r t--B a n e s-----O u t f i t :--H e r e

Fenellas normalt skarpe og beregnende blik blev ved at hænge ved Stuart. Hun anede ikke hvad hun skulle regne med, så meget var sikkert. Tanken at den jævnaldrende journalist rent faktisk blot forsøgte at hjælpe, var af en eller anden grund svær at greje. Hun vidste Jonathan havde bekymret sig om sin ven. Det samme havde hun selv, uden at ville indrømme det. Der var ingen som Stuart der kunne trykke på alle hendes knapper på én gang, men på samme tid måtte hun hun inderst inde erkende, at hun et eller andet sted også havde en smule respekt tilbage for ham.

Det simple, og ærlige svar fik hende til at blinke en ekstra gang med øjnene, men hun nåede ikke at indskyde noget før han fortsatte. Hun åbnede munden for at spørge ind, men lukkede den igen med rynkede bryn. Det var tydeligt, at Stuart ikke var interesseret i i præcis det og for en gangs skyld respekterede hun den grænse. Hvad der var sket med ham, sket i hans liv, var hans sag, ikke hendes. Hun endte med bare at nikke stumt og igen samle armene i et let greb om sin egen overkrop.

Hun fulgte ham med blikket hen til døren og fulgte et par skridt efter med tankerne kværnende i et stort rod "Ja?" spurgte hun forsigtigt og så vagtsomt på ham. Efter endnu et øjeblik tog hun en dyb indånding og nikkede, tog tøvende et skridt frem, strakte sig og lod læberne strejfe hans ene kind "Tak.. Stuart.." mumlede hun lavmælt, fangede hans blik et kort sekund og trådte tilbage igen.

[Stuart Banes]

Beklædningsgenstande
Fenella Maverick
Note.: Out.

Stuart vendte hovedet væk, i det hendes læber forlod hans kind. Han brummede stille, uden at det var meningen hun skulle høre det.
Han lagde hånden på dørhåndtaget og lænede sig imod den, i det han kløede sig på den kind, hun blot havde kysset. De mørkeblå øjne fæstnede sig på hans skosnude og han gjorde mine til at ville forlade lejligheden. ”Sæt nu ikke dine forhåbninger op, Fen”, mumlede han, ubevidst om det faktum, at han brugte hendes kælenavn. ”Han finder måske ikke noget, og så er vi tilbage hvor vi startede..”.

Stuart vendte ansigtet mod hende, betragtede hende over skulderen. Det havde slået ham, da han så hende tidligere, at hun var forandret. Han rynkede grublende sine markerede bryn og fugtede højre mundvige med tungen, alt imens han tænksomt betragtede hende.
Så gik det op for ham. Forandringen fik et skævt smil til at lægge sig på hans læber.
”Jeg kan godt lide dig som rødhåret”, komplimenterede han hvorefter han vendte ryggen til hende og forlod lejligheden.