Eksplosion på niveau to!

[Fenella Maverick]

O u t f i t :--H e r e

Fenella måtte et øjeblik lægge bånd på sig selv for ikke at trække ansigtet væk fra Georges hånd da hendes omtågede hovede trak mentale billeder frem hun ellers hårdnakket havde forsøgt at fortrænge. Hun vidste han ikke var ude på at gøre hende ondt, nærmere det stik modsatte, selvom hun heller ikke forstod det, men i den kaotiske situation, var det svært, for ikke at sige umuligt, at holde de mentale dæmninger oppe. I stedet forsøgte hun at komme på benene og fejlede før hun overhovedet kom op på knæ.

En ufrivillig klynken gled over hendes læber mens hun borede neglene ned den det sorte jakkeærme og lod hans beroligende ord trænge ind. Hun nikkede svagt, løftede hovedet og mødte hans blik hvor hun overraskede sig selv ved at tro ham. Hendes blik flakkede og hun nikkede igen mens hun blev nærværende nok til at se undersøgende på ham. Han lod ikke til at være kommet til skade. Tanken fik hende til instinktivt at ånde lettet ud "Hvad.." begyndte hun igen, rømmede sig for at rense halsen for støv og prøvede igen "Hvad laver du heroppe?" hun så på ham igen med rynkede bryn og et forvirret blik.

[Allie Hayes]

Allie holdte øjnene lukket. Ikke fordi hun var ved at glide ind i et fraværende stadie igen, men fordi ødelæggelserne omkring hende var for meget for hende. Hun kunne ikke klare at se folk i smerte, folk i panik, folk der græd. Hun blev ligbleg i hovedet ved synet af blod. Hun priste sig kort over at det meste af hendes familie befandt sig i Frankrig, men blev så ramt af dårlig samvittighed, over sin egoistiske tankegang. Det var frygteligt det her, om det så var magikere man kendte, eller ej.

Allies øjne sprang op da hun hørte sit eget navn blive sagt. Hun så direkte op på personen, og det føltes som om hendes hjerte sprang et hjerteslag over, i det hun opdagede at det var Simon. ”Simon” sagde hun, og måtte hurtig hoste, da støv igen endte i den forkerte hals. Hun fulgte ham med blikket i det han bøjede benene, og strøg hår fra hendes ansigt, som måtte se hærget ud, som hun følte sig. Under andre omstændigheder ville hendes ansigt have lyst af flovhed. Hendes blik flyttede sig til hans skulder, og hun skilte frustreret sine læber ad. ”Din skulder.”, sagde hun, og strøg forsigtigt skulderen, bange for at hendes berøring ville forøge den smerte, som måtte fylde ham lige nu. ”Er du okay?”, spurgte hun. Et latterligt spørgsmål, for det var han selvfølgelig ikke. Alligevel spurgte hun.

C L O T H E S: H E R E

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Det var et af den slags øjeblikke, som folk fortalte om, hvor de glemte deres egen smerte for at tage sig af en anden, men det var komplet løgn, som Simon nu sandede. Der var ingen smertestillende virkning ved at se journalistpigens ben i en helt forkert vinkel og han mærkede hver en lille bevægelse, som han sank ned foran hende. Alt i ham skreg på at komme ud derfra, lade de professionelle tage sig af de skadede og undgå den eksisterende risiko for, at loftet styrede sammen og de sad med hele niveau et ovenpå sig. Men så var der den pisse irriterende lille pige foran ham, som troede hun var noget andet end i vejen. Hun så satans ynkelig ud lige nu og han kunne ikke lade være med at føle med hende og tænke på, at hun kunne være væk om et øjeblik.

Da hun rakte ud efter hans skulder, flyttede han sig instinktivt bagud og udbrød en grim banden af smerte. Han tog sig til skaden, bed tænderne hårdt sammen og rystede på hovedet. ”Hvorfor dukker du dog også op alle steder, kvindemenneske?” Han handlede inden hun kunne nå at svare, slap sin egen skulder og lagde den uskadte arm rundt om hende med hånden imod hendes ryg. ”Støt dig til mig, så kan du komme op på det ene ben, ikke? Vi skal ud herfra nu. Lige nu.”

[Allie Hayes]

Selvom der intet glædeligt var ved at Simon havde været der da ulykken skete, var Allie glad for at se et velkendt ansigt. Glæden var dog kun kort, for hun kunne se at Simon også var i smerte, og det skar i hende. Allie fjernede sin hånd med det samme han trak sig bagud, og hun bed sig fortrydende i siden af sin underlæbe, mens hendes ene hånd klemte hårdt om den hun havde trukket til sig. Hans udbrud fik hendes blik til at flakke, men så åbnede han sin mund, og det han sagde fik hende – trods omstændighederne - til at le svagt. ”Jeg tror du forfølger mig.” sagde hun, i det han lagde en arm omkring hende, og gjorde hende tavs. Hun overvejede kort at modsige ham. Den kravlende tur hen til væggen havde gjort ufattelig ondt, så tanken om at komme på benene, skræmte hende. Hun skævede bekymret til hans skulder, ikke glad for at han skubbede sine smerter til side, for at hjælpe hende. Hun måtte dog sinde at der ikke var meget hun kunne gøre for ham. Ikke med et brækket ben og en mulig hjernerystelse.

Allie lagde støttende sin ene arm om ham, mens hun placerede den anden mod væggen, hvorefter hun forsøgte at hive sig selv op. En jagende smerte ramte hendes ben og tvang hende næsten til gulvet igen. Hun kom med et udbrud af smerte og strammede sit greb om Simon. ”Jeg kan ikke.” mumlede hun, men i stedet for at give op, trak hun sig endnu mere op, indtil hun til sidst stod oprejst. Hånden på væggen knugede hun, hvorefter hun lagde sin pande mod hånden. ”Er du okay?”, spurgte hun igen, dog uden at se hen på ham. Han havde ikke svaret hende før.

C L O T H E S: H E R E

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon forstod ikke hvorfor pigen grinede – muligvis var hun vanvittig. Uanset grunden, valgte han at lade være med at svare på hendes tåbelige anklage. Han nøjedes med at støtte hende og gradvist selv komme på benene med hendes vægt som besværende faktor. Skulderen dunkede tungt, men han skød smerten en smule til side og ignorerede det faktum, at han havde det som om han selv kunne besvime hvert øjeblik det skulle være.

Da Allie jamrede og nær var knækket sammen igen, strammede han sit greb om hendes side og fik hende med besvær op at stå. Han trak vejret anstrengt, men havde ikke sluppet hende. Hendes spørgsmål fik et fnys ud af ham og han så sigende på hende – hvid i ansigtet – uden at have overskud til sarkasme. ”Vi skal ud herfra,” gentog han. ”Du kan slet ikke støtte på det ben, vel?” Han svedte tran over den dunkende skulder, men der var ikke noget at gøre ved det. Nu havde han besluttet sig for at hun skulle med.

[George Bones]

George rynkede lettere irriteret panden, da hun gav sig til at tale. Det var tydeligt at Fenella var mere end bare lidt omtåget, hvilket også var naturligt nok, men kunne kvindemennesket da ikke bare gøre som han bad om og slappe af? Alligevel prøvede han at skjule sin irritation og fik hende prøvende op at sidde, støttet op mod hans overkrop. Normalt ville han aldrig bare sådan have invaderet en anden persons privatsfære, men i en situation som denne måtte man tilpasse sine principper lidt til virkeligheden.

”Jeg kom herop efter jeg hørte eksplosionen.” svarede han og tvang sin stemme til at lystre denne gang, så den var helt uberørt af hans rystede sind. Forsigtigt trak han hende tættere ind mod brystet, så hun ville have en chance for at komme lidt til sig selv. ”Fenella, vi må se at komme ud herfra.” Selvom George var dybt urolig for, hvad eksplosionen ville gøre ved etagen, formåede han stadig at skjule denne nagende uro fra hende. Hun var trods alt lige blevet slynget igennem et lokale af en ukendt kraft – hun havde ikke brug for at han også skulle sidde og være ynkelig. Nej, der måtte end rolig mand til i en sådan situation. ”Hvis jeg nu holder godt fast, skal vi så ikke se, om vi kan få dig på benene?” Nu var ikke tiden at foreslå bare selv at slynge hende op i favnen, selvom han allerede nu forberedte sig mentalt på det. Skulle det gøres, var det det, han måtte for at få Fenella ud i sikkerhed.

[Fenella Maverick]

O u t f i t :--H e r e

Fenella bemærkede ikke det lette skift i Georges allerede lidt sammenbidte udtryk. I stedet nikkede hun svagt da han alligevel svarede og tog villigt imod den støtte han tilbød, noget hun som sit sædvanlige jeg, nok næppe ville have gjort. Hun løftede hovedet lidt og prøvede hårdnakket at fokusere på at se ham i øjnene. Denne gang lykkedes det og hun nikkede igen som svar på hans spørgsmål.

Hun rakte igen op og lukkede en hånd om kanten på det væltede skrivebord, mens hun lukkede den anden om hans skulder og koncentrerede al sin viljestyrke om at komme på benene selvom hendes krop føltes som bly. Uden en anden at støtte sig til og den stærke arm der lå om livet på hende var det næppe lykkedes hende, men så langt tænkte hun ikke i nuet. Så snart hun stod vaklede hun dog tydeligt i de høje hæle, der, utroligt nok, stadig begge sad på hendes fødder.

[Allie Hayes]

For en gangs skyld var journalisten ikke meget for at tale. De blå øjne gled rundt, mens hun anstrengte sig for at lukke lydene omkring hende ude. Hun rykkede sin arm længere ned mod Simons hofte, i et forsøg på at undgå hans skulder. Hun børstede et par lyse hårtotter væk fra sin fugtige pande, inden hun så op på Simon. ”Jo.” svarede hun, dog i en usikker tone. Hun var ikke sikker, men hun blev nødt til at forsøge.

Med noget at støtte sig til hinkede hun et lille skridt, opmærksom på ikke at lade det skadede ben ramme jorden. Hun trak vejret tungt, mens hun forsøgte at få tankerne hen på noget andet, end den gennemborende smerte i hendes ben. Så et til skridt. Og et til. Det var babyskridt, men det lykkedes hende at komme fremad. Hun skævede til Simon, bekymret for hans skulder. Hendes frie hånd gled ned langs kjolen, og ved berøringen, ramte en urolig følelse hende straks. ”Min stav.” mumlede hun, og spærrede øjnene op, som det gik op for hende hvad hun havde mistet. Allie sendte Simon et blik der tydeligt signalerede panik. ”Jeg må have tabt den.. da jeg.. jeg må have..”, udbrud hun. Lydene omkring hende var tydelige nu. Hun vendte sig om og så sig febrilsk omkring. ”Jeg kan ikke gå .. jeg kan ikke gå uden den.” Hun slap sit greb om Simon, og placerede sine hænder på et faldent skrivebord i stedet. Allies blik var rettet længere fremme, der hvor eksplosionen havde kastet hende hen, og hun overvejede kort at trodse sin egen smerte.

C L O T H E S: H E R E

[/blockquote]

[Simon Lithgow]

Simon så forbløffet ud, da Allie slap ham og på en eller anden måde fik vendt sig om med sit absurd bøjede ben på slæb. Han havde dog ikke tænkt sig at lade pigebarnets vanvittige idé forhindre sig selv i at komme ud. Fingrene famlede lettere rystende i lommen efter sin egen tryllestav, nu hvor hans hånd var fri. Han trak den op og bed tænderne lidt sammen i både uvilje og smerte.

”Tryllestave kan erstattes,” konstaterede han sammenbidt, før han pegede sin imod det tåbelige pigebarn. ”Undskyld.” Hans stemme var beklagende, også da han hvislede et dæmpet ”lammer” og så hende stivne. Inden hun faldt sammen, havde han kastet endnu en besværgelse og hendes krop løftede sig i vejret, svævende foran ham, som han forlod niveau to af en støvet trappegang og snart kom personale fra Mungos i møde.

Forlader tråd med Allie på slæb

[George Bones]

Med øjne, der næsten ikke turde blinke af fare for, hvad der kunne ske i det splitsekund, betragtede George Fenella som hun kom på benene. Hun var så skrøbelig som hun stod der, usikker på benene – som skulle der ikke mere end et enkelt vindpust til at hun kollapsede igen og før George vidste af det, havde han lagt hånden i knæhasen på hende og trukket hende op i armene. ”Beklager,” mumlede han uden helt at kunne se hende i øjnene, mens han bragte dem begge igennem lokalet og fik tilbagelagt kaosset i store skridt, ”men vi bliver nødt til at komme ud herfra nu.” Med et bestemt nik fik han understreget ordenes og situationens alvor, før han skridtede ud med hende i favnen. Han havde ikke tid til indvendinger eller udsagn af stolthed. De skulle ud og det kunne ikke gå hurtigt nok. En anelse sammenbidt undgik han stole og sammenfaldne reoler, før han bevægede sig ud på den støvede gang, der bar kraftigt præg af eksplosionen på niveau to og fortsatte med at gå til han blev mødt af personalet fra Skt. Mungos.

out