Emma
Administrator
Onkel-dunkel
%\5\%
Posts: 166
|
Post by Emma on Aug 11, 2013 15:34:49 GMT
Sommeren 2090 ______________________________ Det var et spørgsmål om sekunder, før den normale dag i ministeriet blev vendt på hovedet. I det lille kontor på niveau to var Argus Hodge i gang med at undersøge det dansende skab, der var blevet solgt til en muggler nær Angel Islington. Hans kollega lavede te og stod med den dampende kande i den ene hånd, da Argus åbnede den nederste skuffe med tryllestaven hævet. Der lød et brag, men inden han nåede at registrere det, var alt blevet sort og kontoret forvandlet til centeret for en eksplosion, der fik halvdelen af ministeriet til at rykke sig. Lyden nåede alle hjørner af det enorme bygningsværk. Interiøret var blevet blæst til alle sider og få lampers magiske lys kæmpede videre for at levere til de overlevende. Folk begyndte at skrige, mens andre græd.
Gulvet og loftet var ikke blevet blæst ind og på de andre etager var det kun små effekter, der fik panikken til at brede sig... Hvad var der sket?OOC: Der er sket en eksplosion i ministeriet for magi. Alle, der befandt sig på anden sal, er berørt. Også på første og tredje sal har man meget tydeligt kunne mærke hændelsen. Der går ikke længe, før alle andre har hørt hvad der er sket. Skt. Mungos skal orienteres og der er nødstedte, der har brug for hjælp, samt en risiko for at andre dele af bygningen kollapser. Alle berørte karakterer kan skrive deres reaktioner i denne tråd eller i separate tråde i dette forum. Der vil komme opdateringer på situationen fra admins i denne tråd og alle har mulighed for at påvirke opdateringerne med deres handlinger.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Aug 11, 2013 16:31:34 GMT
Det skete så hurtigt, at Simon ikke rigtig nåede at registrere noget, før trykbølgen havde sendt ham gennem luften og smidt ham hårdt imod den ene væg, så han ganske kortvarigt mistede bevidstheden. Da han genvandt den, var det til ødelagte omgivelser, støv i luften og en øm, øm krop. Han kom stavrende på benene, bed tænderne hårdt sammen over en åbenlyst forvredet skulder og så rundt med en svimlende følelse. ”Matthew?”
Han var der kun for at besøge sin ven, samle inspiration fra hans historier som auror i et simpelt interview og tage ham med ud til frokost. Han skulle hjem bagefter, spise den pizza, der lå i fryseren, måske gå ud på en mugglerpub og se dagens kamp...
Rundt omkring ham herskede kaos tilsyneladende. Folk på aurorkontoret lå, sad, krøb og de fleste havde opnået en eller anden form for skade. Simon var vist sluppet billigt, men han forstod ikke hvad der var sket eller hvordan. Mest af alt var han dog optaget af hvor hans ven var blevet af og da han så en lys hårtot bag et skrivebord, humpede han derhen med tårer i øjnene af smerte. "Matthew?!"
|
|
|
Post by Allie Hayes on Aug 11, 2013 18:15:23 GMT
Et par minutter inden eksplosionen fandt sted, befandt Allie sig inde i ministeret, på vej for at mødes med Argus Hodge, til et aftalt interview. Allie der ikke havde prioriteret at besøge ministeret – siden hun flyttede hertil fra Frankrig – fandt dog hurtig sig selv i en uløselig labyrint, omringet af adskillige magikere. Til sidst måtte Allie opgive sin søgen efter Argus’ kontor på egen hånd, og hev fat i en ansat, som endelig fik hende ført i den rigtige retning.
Få sekunder efter Allie ankom til niveau 2 skete eksplosionen. Hun nåede ikke at opfange hvad der skete, før hun blev kastet ind i et bord, som kort efter væltede ned over hende og et par andre, og tvang dem ned at ligge. Bordet blev hurtigt skubbet væk, men Allie lå ubevægelig i et stykke tid, halvt bevidstløs. Ved lyden af skrig løftede hun hovedet og blev mødt af et syn, der fik hende til at ønske at hun havde ladet sine øjne forblive lukket.
Allie forsøgte at komme på benene, men en ulidelig smerte i højre knæskal, forhindrede hende i at rejse sig. Hun bed hårdt tænderne sammen. En hulken nær hende fik hende til at dreje hovedet, og hendes blik faldt på en ældre pige, der desperat ruskede i hendes mor, der knap nok reagerede på hendes datters nærvær. Synet skar hende i hjertet, og hun ville have rakt ud efter pigen, hvis det ikke havde været for en dame der kom hende i forkøbet. I stedet skubbede Allie sig bagud, indtil hendes ryg ramte en væg. Hun lod sit dunkende hoved hvile op af væggen og forsøgte at danne sig et overblik. Tårerne i hendes øjne var resultatet af rædsel og smerte, men allermest var hun fyldt med forvirring. Hvad skete der?
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Aug 11, 2013 20:27:59 GMT
Matthew glippede med øjnene adskillige fortumlede sekunder, uden at kunne tænkte klart nok til at huske hvor han var. Det ringede stadig for hans ører efter eksplosionen der var kommet ud af det blå og havde afbrudt alt der foregik i kontoret. Han forsøgte at sætte sig op helt per automatik, men måtte opgive med en halvkvalt lyd. Både fordi det gav et smertefuldt jag i hans ene side, men mest fordi noget tungt forhindrede ham i at sætte sig op. Han prøvede at tage en dyb indånding, men kunne ikke og blev klar nok i hovedet til at konkludere, at det højest sandsynligt skyldtes det tunge skrivebord der lå halvt hen over brystet på ham.
Han løftede arme der var tunge som bly, men alligevel lystrede på grund af den adrenalin hjernen sendte ud i kroppen på ham. Han bed tænderne sammen og skubbede skrivebordet væk med endnu et mindre udbrud til følge der ikke lod sig bide af og hørte samtidigt sit eget navn et sted. Han gjorde endnu et forsøg på en dyb indånding der denne gang lykkedes, men gjorde ondt som pokker "Her." kvækkede han og satte sig med et kraftanstrengelse op da han fik øje på Simon. Hans blik fór rundt i det ødelagte kontor uden at kunne se nogen udefrakommende trussel der kunne være skyld i eksplosionen "Er du.." han skar en grimasse og måtte tage en forsigtig indånding midt i sætningen før han fortsatte "..okay?" spurgte han og var lige i det sekund lykkelig for at Annabel sad i Portugal.
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Aug 11, 2013 21:32:53 GMT
Fenella havde netop rejst sig fra sit skrivebord med en tilfreds mine og satte kursen mod døren til gangen med favnen fuld af færdiggjorte rapporter der bare manglede at blive afleveret til rette instans. Så gik alting galt og før hun nåede at reagere, blev hun slået omkuld af en usynlig kraft og slog hovedet i kanten af det skrivebord hun netop var gået forbi.
Papirerne hun havde haft i favnen havde for længst forladt hendes greb og flagrede nu til gulvet mens hun selv gled omtumlet ned på gulvet med en sløv smerte i hele hovedet. Hun opdagede ikke at hun ramte gulvet, eller at hele kontoret var i opløsning, bogstaveligt talt, men glippede med øjenlåg der føltes blytunge. Hun løftede den ene hånd og tog sig til baghovedet hvor en fugtig fornemmelse mødte hendes fingerspidser. Hun blinkede igen, men de lysende prikker for hendes øjne blev ved at insistere på at være der mens hun forsøgte at fokusere på sin egen hånd og den mørke substans der nu sad på hendes fingre. Så blev alting sort og hun klappede sammen på gulvet som en marionetdukke der fik klippet snorene.
|
|
George Bones
Hogwarts - S
Nedslagenes nemesis
%\2\%
Posts: 35
|
Post by George Bones on Aug 12, 2013 9:17:24 GMT
Det havde været en ganske rolig dag for George, der havde brugt det meste af sin tid på en sag om ung kvinde, der åbenbart næsten havde sprængt sig selv og det meste af sin lejlighed i luften, da hun havde prøvet at lave en eliksir. Småulykker som den skete nærmest konstant og kunne ordnes i søvne. Det ville ikke have de voldsomme konsekvenser for hende udover en bøde og en advarsel og mugglerne, der havde overværet det eller undret sig over braget. Kort efter frokost havde han så modtaget en intern besked fra Fenella og lod blikket glide over hendes sirlige håndskrift, der accepterede middagsinvitationen. Han nåede ikke andet end at trække på smilebåndet og trække stolen ved sit skrivebord ud, før alt på niveau tre rystede. Skrig og råb af overraskelse, undren og ren panik fyldte straks hele etagen, men for George var der kun én tanke i hans hoved: Fenella. Han havde opdaget hendes kønne skikkelse på sin vej ned til niveau to for at ordne nogle ting på aurorkontoret.
Nærmest før tanken var tænkt til ende, havde George smidt beskeden fra hende fra sig på bordet og var sat i løb gennem etagen og hen til elevatoren, hvis dør han hektisk rev op og beordrede ned til niveau to. Ødelæggelserne, der mødte hans øjne var chokerende, men han havde ikke tid til at stoppe op og studere omgivelserne. Ude af sig selv, hvilket var meget atypisk for ham, rev han et bord væk fra en spinkel skikkelse og fandt en mørkhåret kvinde, som han ikke kunne placere noget sted. Hurtigt sikrede han sig at hun var okay og fik hende sat op ad en væg, mens han systematisk bevægede sig igennem kontoret. ”Fenella?” Han ville ikke have talt og slet ikke råbt, men angsten for kvindens liv var boblet op igennem ham med en brændende følelse og kunne kun forlade ham i form af et desperat råb. Rasende over afmagten, der fyldte ham, rev han en reol op at stå og måtte kort vende blikket væk for ikke at give efter for trangen til at kaste op. Det havde vendt sig i ham ved synet af de to skikkelser, der lå med knuste kroppe stadig halvt begravet i bøger fra den væltede reol. Ude af stand til at berolige sig selv, kiggede han febrilsk rundt i lokalet, hvor lyden af en yngre pige, der græd over sin mor, skar i hjertet som en sløv kniv.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Aug 12, 2013 16:29:45 GMT
Simons øjne løb i vand af smerte, men han stod alligevel svajende og forsøgte at gennemskue hvor Matthew var. Den ene hånd hvilede på overarmen til den skadede skulder, men gjorde intet godt ved den tunge dunken. Da han hørte vennens stemme, fik han i midlertidig et skud adrenalin, som fik ham frem imod det nu væltede skrivebord og til auroren bag det. ”Fuck,” røg det ud af ham, som han så Matthews tilstand. Ikke fordi den var værre end andre omkring dem. ”Jeg tror jeg har brækket skulderen, men jeg overlever. Shit. Hvad skete der?”
Han forventede egentlig ikke et kvalificeret svar på sit spørgsmål, men det var hvad alle spurgte sig selv om. En anstrengt lyd forlod ham, som han slap den skadede skulders arm og forsigtigt fik manøvret sig selv helt hen til sin ven. ”Kan du komme op at stå? Jeg tror vi skal se at komme ud herfra. Lortet kan vist godt styrte sammen, selvom det bliver holdt oppe af magi.”
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Aug 12, 2013 20:57:31 GMT
[/font][/b][/center] Matthew rystede på hovedet, stadig med en anstrengt grimasse og den ene hånd presset, forsigtigt, mod sin højre side "Aner det ikke." han drejede hovedet mod lyden af jamren til venstre for sig og fik øje på en af sine kolleger der lå fastklemt under et stykke mur, som han selv havde ligget under skrivebordet kort forinden. Han var dog ikke i tvivl om at kollegaen var kommet værre til skade end ham selv.
Han så på Simon igen og havde halvt løftet den ene hånd for at få hjælp til at komme op, men stoppede så og tog i stedet fat i kanten på det væltede skrivebord. Hans første forsøg på at komme op mislykkedes jammerligt og han kvalte et udbrud, før han i stedet kantede sig op på knæ og på den måde kom op at stå uden at bruge mavemusklerne for meget "Ikke..nu.." han slog ud med den frie hånd mod de mange tilskadekomne, udover dem selv. Han rankede sig og famlede ved sit bælte efter sin tryllestav. Et lettet udtryk viste sig på hans ansigt da den viste sig stadig at sidde hvor den plejede og han trak den med vanens lethed "Hvis du kan.. få nogen med ud.. så gør det." hans træning fornægtede sig ikke og han havde absolut ingen planer om at forlade det ødelagte kontor og lade alle andre blive hvor de var. Heller ikke selvom han selv havde mindst et trykket ribben og dermed ikke ligefrem var i kampform. Det krævede dig heldigvis ikke megen kraft at svippe med tryllestaven og flytte murbrokken væk fra kollegaens ben.
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Aug 12, 2013 23:39:41 GMT
Fenella var langt væk, men selv slaget hun havde var ikke nok til at holde hende i den tilstand. Hvor længe hun havde været slået ud anede hun ikke. Det var slet ikke noget hun tænkte på da hendes øjenlåg sitrede og den dunkende smerte i hendes baghovede langsomt, men sikkert bragte hende op til overfladen igen. Omkring hende var alting stadig kaos og kontoret lignede en slagmark. Et øjeblik fik hun øjenkontakt med en lyshåret kvinde der sad krøbet sammen mod en stadig stående væg i det der for kort tid siden havde været gangen der forbandt de forskellige afdelinger på ministeriets niveau 2.
Hun virrede med hovedet over ikke at kunne fokusere skarpt på noget som helst og fortrød det sekundet efter da hun blev straffet med en voldsom og øjeblikkelig kvalme. Hun smækkede en hånd for munden og sank hårdt flere gange efter hinanden uden at kunne få kroppen til at lystre nok til bare at overveje at rejse sig. Så langt som til at række op og tage fat om kanten på skrivebordet hun sad ved siden af gik dog lige. Hun fik kvalmen kæmpet tilbage igen og rynkede forvirret panden da hun mente at høre sit eget navn et sted i kakofonien af stemmer, gråd og jamren. Hun løftede hovedet og forsøgte at se tydeligt mens hun faldt sammen ind mod skrivebordet.
|
|
George Bones
Hogwarts - S
Nedslagenes nemesis
%\2\%
Posts: 35
|
Post by George Bones on Aug 13, 2013 14:30:12 GMT
Kaos. Det var nok det ord, der beskrev situationen bedst. Gråd, skrig var overalt omkring ham imens andre langsomt fik sat sig op – tydeligvis ligeså forvirrede og chokerede, som George selv følte sig. Hans blik blev fanget af en blond kvinde, eller næsten stadig en pige, der havde sat sig op langs væggen. Det var hendes bevægelse, der havde tiltrukket hans opmærksomhed og han nærmest sprang gennem lokalet hen til hende, hvor han hurtigt faldt på knæ. Synet af hende gjorde næsten ondt; pigebarnet kunne jo ikke være mere end tyve somre. Forsigtigt lagde han sine hænder om hendes ansigt med en beroligende tyssen. ”Er De okay, miss?” spurgte han forsigtigt og strøg nogle blonde lokker væk fra den unge journalists ansigt. Den varme, klistrede følelse af blod i hendes hår fik det atter til at vende sig i ham, men han skubbede trangen til at kaste op fra sig igen og betragtede hende opmærksomt. Varsomt lagde han igen den ene hånd på hendes kind, før en bevægelse og synet af rødt hår i hans øjenkrog tiltrak sig al hans opmærksomhed. ”Undskyld, kan De ikke hjælpe den unge kvinde her?” råbte han til en yngre mand, han kunne se stod op. Med et blidt klem om blondinens skulder, rejste han sig og fik hurtigt tilbagelagt afstanden mellem ham selv og Fenella.
”Fenella.” hans stemme var en blanding af lettelse og bekymring, da han udtalte hendes navn og den store hånd lagde sig blidt om hendes hoved, hvor den klistrede følelse af blod igen ventede ham. George betragtede hende indgående og kunne ikke holde sin frie hånd fra at søge mod hendes kind i en øm bevægelse.
|
|
|
Post by Allie Hayes on Aug 13, 2013 15:29:21 GMT
Allie var plaget af smerte i benet og en kraftig dunken i baghovedet. Støv fløj rundt i luften, og Allie fik den ubehagelige følelse af at sluge det, hver gang hun trak vejret. Hun forsøgte at bøje sit ben, men forsøget synes blot at gøre smerten endnu værre.
Allie løftede blikket og blev hurtigt mødt af et par blå-grønne øjne længere fremme. Kort efter mærkede hun et par varme hænder om sit ansigt. Med følelserne ude på tøjet var hun på randen til at græde da han spurgte hvordan hun havde det. Hun åbnede munden for at sige noget, men synet af den klistrende, røde substans på hans hånd, fik hende til at klappe i. Allie blev med et bleg, og hun skyndte sig at holde en hånd for munden, mens hun kæmpede med at holde sin frokost inde.
Allie mærkede den fremmede herres klem, mens hun nikkede til hans ord, uden at være helt sikker på hvad hun nikkede til. Hun bemærkede knap nok at han forsvandt, før han var helt væk, og Allie igen var alene.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Aug 17, 2013 18:08:34 GMT
Simon så mere eller mindre vantro på Matthew i omtrent tre sekunder. Han fulgte bevægelsen rundt, men den altruistiske tanke om at dø i forsøget på at redde andre, tiltalte ham ikke nær så meget som den gjorde vennen. Især ikke når han næsten vidste, at Skt. Mungos' medi-wizards og healere måtte være på vej i fuldt firspring. Det måtte de være. ”Det er sgu da ikke noget tidspunkt at spille helt på,” sagde han, med en lidende lyd, da skulderen gav et jag. Alligevel forlod han Matthew efter flere lange øjeblikke – fast besluttet på at være den, der skaffede hjælpen fra de, der rent faktisk var i stand til at give den. Han gik med den uskadte arm løftet og hånden på den dunkende skulder. Omkring sig så han ødelæggelserne og menneskene, men det hele virkede så urealistisk og han nåede at vakle forbi en blond, sammenkrøllet skikkelse på gulvet op af en væg, der ikke var kollapset.
Så stoppede han op, dødstille. Han vendte sig hundrede og firs grader, så ned på journalistpigen og spærrede øjnene op. ”Hayes?” Han knælede med et grynt af smerte, strøg viltert hår ud af hendes ansigt og sænkede blikket til benet, der lå i en unaturlig vinkel og ganske åbenlyst måtte være brækket. ”Fuck,” udbrød han, imens det et splitsekund sortnede for hans øjne. Hvad fanden lavede hun også i ministeriet?
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Aug 18, 2013 11:30:01 GMT
Fenellas opfatteevne lå på et minimum og hun havde det som om hun lå under en dyne og hørte alt omkring sig gennem det tykke lag dun og stof. Hun havde lukket øjnene igen for at forhindre rummet i at snurre omkring sig og der gik et øjeblik før hun registrerede både sit eget navn og fornemmelsen af et andet menneske ganske tæt på. Hun gav sig svagt under hånden mod sit baghovede og åbnede øjnene for at se på George med et sløret blik "George?" spurgte hun spagt og uforstående mens hun instinktivt lænede ansigtet ind mod hans hånd.
Hun havde ikke nærvær nok til at fremvise sit sædvanlige overblik. Uanset hvor hårdt hun prøvede, blev hun distraheret af lyden af gråd, jamren og sit eget dunkende baghovede der gjorde det umuligt at være andet end forvirret og en smule skræmt "Hvad..?" begyndte hun spørgende og greb med en rystende hånd fat om bordkanten i et på forhånd fejlet forsøg på at komme op at stå. Kvalmen meldte sig igen og hun sank hårdt mens hun slap bordkanten og i stedet greb fat i hans jakkeærme, som var han det eneste faste holdepunkt i et oprørt hav.
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Aug 18, 2013 12:01:25 GMT
Matthew sænkede tryllestaven efter at have fjernet murbrokken og drejede hovedet mod Simon med et både skarpt og stålsat blik "Jeg spiller ikke helt. Jeg gør mit job." konstaterede han kort for hovedet mens han trak vejret i små, overfladiske åndedrag mens hans blik vurderende gled over den anden "Få dig selv ud og i sikkerhed. Jeg klarer mig." han vendte sig uden at vente på svar og var kort efter i færd med at hjælpe en af kontorets sekretærer op fra gulvet.
Han var ikke et sekund i tvivl om han ikke skulle nogen steder. De få år som auror han trods alt havde på bagen og træningen der var fulgt med, tog over uden at han behøvede tænke to gange. Han sendte dog alligevel et hurtigt blik efter Simon igen før en anden kollega spurgte hvorvidt han havde set aurorkontorets leder i kaosset.
|
|
George Bones
Hogwarts - S
Nedslagenes nemesis
%\2\%
Posts: 35
|
Post by George Bones on Aug 22, 2013 6:08:01 GMT
Det var som om stenen, der havde presset smertefuldt over hans bryst, blev en anelse mindre, da Fenella lod til at være mere eller mindre ved bevidsthed og George måtte holde sig selv i skindet for ikke at knuge hendes spinkle skikkelse ind til sig. I stedet fortsatte han blot de varsomme kærtegn af hendes kind. Det var ikke svært at se, at hun ikke var den sædvanlige Fenella uden sit rolige overblik og han strøg en lok blodklistret hår væk fra hendes ansigt. "Der var en eller anden form for eksplosion hernede. Ingen ved helt præcist, hvad der skete." mumlede han som svar på hendes spørgsmål og prøvede at lægge skjul på sin let skælvende stemme, men selvom han ikke havde været på niveau to under eksplosionen var han stadig rystet.
Mere nåede han hverken sige, tænke eller gøre, før Fenella pludselig rørte på sig og George fik mere end travlt med at støtte hende i det halve fald efter forsøget på at komme op at stå. Beroligende tyssede han på hende og knugede fast om hende i et fast greb, der ikke kun skulle berolige hende, men også forhindre hende i at sprælle videre. "Healerne er på vej." løj han overbevisende og smilede varmt til hende. "Det eneste, du skal nu, er at tage det roligt." mumlede han forsikrende og så sig om for bare det mindste tegn på uskadte mennesker omkring dem.
|
|