Just another one of these days

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

De sidste par uger var forsvundet i tåger for Louise. Lejligheden havde føltes mere tom end normalt og uden job til at holde hende distraheret, mens faderen var i Italien for at finde nye vine til butikken, havde timerne sneglet sig afsted og dagene var flødet sammen. Derfor havde det ikke været en stor succesoplevelse at træde ind i den tomme, rodede lejlighed, hvor ølflasker og kapsler flød rundt. Det tog også kun et par sekunder, før beslutningen om at vende om igen og stikke af var truffet og hun kunne smække døren bag sig.

Rastløs var hun vandret rundt i london et par timer, før hun havde lagt sin vej mod diagonalstræde. Efter igen at have vandret formålsløst op og ned ad strædet i en halv times tid, var hun tumlet tilbage igen og fundet sig en plads i baren på den utætte kedel. Med en hilsen, der mest bestod i et kort nik med hovedet og en kortfattet bestilling, havde hun sat sig og gav sig blot til at betragte menneskene, der enten tumlede igennem værtshuset eller blev hængende, i tavshed. Ved bekendte ansigtet, krøb hun sammen og vendte ryggen til indtil de var passeret forbi og hun atter var sikker, før hun atter gav sig til at glane vurderende ud i mængden. Der havde været alt for mange af disse menneskestuderende eftermiddage på det seneste, men selvom hun havde fået massere tilbud om aftenaktiviteter, havde hun afslået hver eneste. Der lå stadig noget underligt, uafsluttet i hende efter al rodet med Stu, der igen var forsvundet ud af hendes liv uden så meget som et ord til farvel.

Derfor var det kun modstræbende hun var trukket i selvsamme kjole, hun havde haft på ved deres sidste møde. Overskuddet til at vaske tøj lå dog ikke lige i hendes dagsplaner og hun var endt op i den i sin beslutning om at undgå bare at sumpe videre i lejligheden. En slank finger fulgte kanten på glasset med en ynkelig billigwhisky, mens de blå øjne stirrede tomt på en mand, der var fordybet i dagens udgave af Alt for Heksene. Havde hun været mere tilstedeværende havde dette sikkert været anledning til et øjebliks morskab, men så distræt som hun var, bemærkede hun det kun svagt.

[Stuart Banes]

Den tykke, grå røg syntes at flygte imod døråbningen, idet Stuart Banes trak i dørhåndtaget. Som blev han overfaldet, blev hans øjne lyserøde og han hostede ufrivilligt.
Et sted i baren, var der en der fniste lavmælt. ”Du plejer da ikke at være så sart, knægt”, var der en der udbrød. En, Stuart genkendte som bartenderen. Stuart smilede halvhjertet tilbage og skar en overdrevet grimasse. ”Der er forskel på lort. Har du nogensinde tænkt over det?”, svarede han med den sædvanlige rynke i panden. Stamgæsterne i baren kluklo alle. Enkelte skar ansigter. Langt de fleste bad ham holde sin kæft og sætte sig.
Hvilket han gjorde.

”Hvad diskuterer vi?”, udbrød han interesseret i det han, som var det ligeså let for ham som at børste sine tænder, satte sig på barstolen. Fra sin skjortelomme fremdrog han sine cigaretter. En troldmand klædt i guld-genvander lænede sig hen over bardisken og sukkede tungt. ”Etiske problematikker angående disse… forbedringer af Stormhatte-eliksiren…”, indviede han Stuart, som var dette en hemmelighed af særlig kaliber. Stuart hævede begge sine bryn og inhalerede overfladisk. ”Uddyb gerne.”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Et sted, alt for fjernt i Louis bevidsthed, trak lyden af den lilleklokke, der indikerede dørens åbning, men blondinen stirrede blot fortsat tomt på troldmanden. Hun bemærkede slet ikke skyerne af den tykke røg, der foldede sig omkring hendes fregnede næse og de krusede lokker. Bartenderens udbrud tiltrak hendes opmærksomhed og noget forskrækket hævede hun blikket mod denne med en let forundring at spore i panden, der havde lagt sig i folder. Det var slet ikke gået op for hende, at verden fortsat kunne snurre selvom hun ikke var tilstedeværende og med en distræt bevægelse trak hun glasset op for at lade det mødes med læberne. Længselsfuldt lod hun den kølige følelse stryge ned af svælget, før hun nød varmen, den sendte ud i hele kroppen fra maven.

Et vurderende blik gled over den nytilkomne, før det pludselig slog hende. Det var ingen fremmed. Det var Stuart. Fuldkommen ubevidst om hendes tilstedeværelse som altid. Med en glidende bevægelse lod hun betalingen for drikkevarene finde vej til bardisken, før hun tømte glasset og så diskret som muligt gled ned ad stolen. Men selvfølgelig skulle det ikke lykkes for hende. En højlydt dræven trak hendes opmærksomhed tilbage og fik hende til at standse, mens samtlige blikket blev vendt mod hende. "Hvad så, tøsen, smutter du så tidligt?" En ældre troldmand, hun havde siddet i samtale med tidligere, fik hende til at standse og vende blikket først mod ham og derefter Stu for at vurdere om han havde opdaget hende. "Ja, jeg tror det er på tide. Her blev lidt iltfattigt i lokalet." Igen strejfede hendes blik Stu, før hun med et undskyldende smil i retning af den ældre troldmænd, vendte ryggen til dem.

[Stuart Banes]

”Jeg mener bare, at disse projekter burde støttes af staten og ikke et maskebal… det virker så underligt useriøst på mig”, annoncerede manden i guld-gevandterne, hvorefter han smed den ene hånd ud til siden, i en næsten feminin gestus. Inden han nåede at fortsætte afbrød Stuart ham; ”Når-ja. Det er jo næsten almen viden, at arrangementer som dem sætter fokus på problemet – jeg tror det handler om at drage de store kanoner ind i billedet. Alle vil simpelthen være med der hvor der sker noget og især hvis det der sker, i en eller anden grad kan komme dem selv til gode-”. En anden troldmand gjorde sig højlydt enig, hvorefter han fortsatte med Stuarts fulde opbakning.

Stuart inhalerede overfladisk. For et kort øjeblik syntes troldmændenes uendelige mumlende stemmer, ikke at fange hans fulde opmærksomhed. Næsten betaget sad han blot og stirrede på den kvinde, han ikke havde set i flere uger. Loui. Lækre Loui.
Chokeret over at hun ikke hilste på da hun forlod kroen, drejede han rundt på barstolen. ”Mine Herre”, hilste han kort for hovedet, hvorefter han satte efter hende.

På den befolkede gade, hev Stuart fat i hendes hånd. ”Hvorfor hilser du ikke?”, udbrød han hårdt. Hans mørke øjne var forvirrede og søgte desperat svar i hendes. ”Er vi uvenner? Hvad har jeg gjort?”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Frihed. Luft. Som havde hun været under vand alt for længe, nærmest gispede Loui grådigt efter vejret det sekund, hun var trådt ud ad døren til den menneskebefolkede gade. Selvom hun havde siddet inde i den overfyldte krostue og væltet sig i cigaretrøg var det først de sidste par minutter, hun havde haft problemer med vejrtrækningen. De sidste minutter med Stu. Med en underlig følelsesløs summen i kroppen gav hun sig til at storme mod menneskestrømmen, der mest af alt syntes at ville stoppe hende. Men hun ville ikke stoppe, hun ville hjem. Hjem, hvor der ikke ville være nogen til at glo forskrækket på hende, hvis hun måtte fælde en tåre eller femten for at få den underligt snurrende fornemmelse ud af kroppen.

Følelsen af varme lagde sig omkring hendes hånd og fik hende straks til at stoppe op. Det var som var hans hånd skræddersyet specielt til bare at holde om hendes og hun stirrede op på Stu med forbløffelsen malet tydeligt i ansigtet. "Stu, hvad i....?" Forvirringen gjorde hendes stemme en anelse skinger, før hun tav, afbrudt af hans udbrud. Undrende gloede hun på ham, før hun atter fik lagt kontrol over sig selv og lukket munden, der havde stået åben i målløshed over hans ord. "Du afskar kontakten til mig", begyndte hun insisterende og stirrede på ham, som ville hans ansigt give hende alle svarene, hun havde let efter så længe, "Du blev sur fordi jeg havde opført mig uforskammet over for din datter." Opgivende trak hun på skuldrene, før de atter sank lidt sammen om hende.

[Stuart Banes]

Irriteret over den ivrige menneskemængde, hvis nysgerrige øjne fulgte dem, trak han hende til siden. Han ledte hende ned af stien, ned til en sidegade, hvor trafikken stoppede og stanken fra kroen ophørte.
Stuart kløede sig i panden og vendte fronten mod hende. ”Okay. Du har ikke fået mit brev”, konstaterede han stilfærdigt hvorefter han smilede svagt til hende. Næsten forlegent og med en hånd i siden, skar han forpint grimasse. ”Jeg… øh… jeg skrev et brev til dig, hvor jeg ligesom prøvede at forklare situationen ud fra mit synspunkt…”, mumlede han klodset uden at vide hvorfor han sagde det. Han holdte inde og stod en kort rum tid og stirrede tænksomt ned i gulvet.

”Hør…”, sagde han omsider, hvorefter han fæstnede sit blik i hendes. Med en beslutsom mine, aflagde han afstanden imellem dem. ”Jeg savner dig”, udbrød han, som var han ved at springes. ”Jeg savner dig virkelig men det er fandeme svært at holde gnisten oppe, når vi ikke snakker sammen! Så snak nu bare med mig, for jeg vil virkelig gerne have dig!”, sagde han hurtigt, for det føltes godt at sige det. Som sagde og gjorde han noget godt.
De mørkeblå øjne fæstnede sig i hendes. ”Som ven, naturligvis… altså… jeg ligger… du ved… ikke noget i den aften… nat… nat var det jo nok nærmere…”

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Som så mange andre gange, hvor de havde snakket sammen, tumlede Loui efter ham væk fra menneskemængden og til en tom sidegade. Selvom hun havde savnet ham og hans selskab, var det træk med bare lydløst at gribe fat i hende og trække afsted ikke just noget, hun havde længtes efter. Snakken om hans brev fik et mistroisk glimt frem i de blå øjne. Endnu en ting, hun absolut ikke havde savnet ved ham; den konstante tvivl, der lå og nagede i baghovedet, om han nu også fortalte sandheden og intet andet. Derfor nøjedes hun med lot at betragte ham med en afventende mine og vente, til han fortsatte. Det var trods alt ikke hende, der havde stoppet ham og slæbt ham ned i en smal gyde, hvilket var endnu en grund til, hun ikke synes, hun skyldte ham nogen forklaring.

Lettelsen befriede hende, som fløj en voldsomt tung sten, der havde siddet der alt for længe, af hendes bryst. Det var selvfølgelig kun indtil de sidste, tøvende ord forlod ham og han med dem atter lagde stenen på hende. Et kort øjeblik overvejede hun bare at sende ham et vindende smil og lyve og gå tilbage til at lege med på hans regler, bare så hun kunne være en del af hans liv, men noget stoppede hende. I et par lange sekunder stirrede hun tomt på hans sko og tyggede på sine ord, før hun vendte blikket tilbage til hans ansigt.
"Nej." stemmen var fast og matchede det beslutsomme blik, hun havde fået. "Jeg er ked af det, Stu, for jeg vil mægtig gerne være i dit liv, men..." Hendes stemme havde rystet en anelse og hun sank det, der syntes at være en cementblok i hendes hals. "Sidste gang fortalte du mig, at du ville være mere end venner og nu jeg ved, du har følt sådan, tror jeg desværre ikke, jeg kan tage mig til takke med mindre." I små, forsigtige bevægelser minimerede hun afstanden mellem dem og lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, lænede sig mod ham. Blidt lod hun læberne strejfe hans mundvig, før hun trådte tilbage og kantede sig sidelæns forbi ham, så hun stadig kunne observere hans reaktioner. Et lavmælt "Undskyld" forlod hendes læber med et forsigtigt træk på skuldrene.

[Stuart Banes]

Stuart stirrede på hende med stigende panik. Det var et under at han ikke eksploderede, i det hun kyssede ham, for alting i hans krop snurrede.
”Hallo…”, brummede han behersket, hvorefter han vendte rundt i tak med hun sneg sig forbi ham. Hans ene hånd fandt vej rundt om hendes smalle hofte og han sukkede tungt.

Længe stod han blot og betragtede hende, uden at give slip på hende. Som ville han forhindre hende i at gå.
”Vi… vi kan vel godt… være mere end bare venner… du… du skal bare ikke skride ud af mit liv…”, mumlede han og lagde sin hånd mod hendes kind. ”Selvom du virkelig er pisse barnlig nogle gange…”, skyndte han sig at tilføje før han smilede svagt drillende til hende. ”Og løve…”.
Som vidste han hvad den kommentar indebar, skyndte han sig at kysse hende. Ligge armene omkring hende og knuge hende indtil sig.

[Louise Webb]

meeting stuart banes – wearing this

Loui overvandt trangen til bare at putte sig ind hans favn, da en insisterende arm lagde sig om hendes liv. Faktisk rejste en svag gnist af irritation sig i hende ved hans 'hallo'. Hun besvarede hans ord med en ynkelig hovedrysten og vred kroppen en anelse uden egentlig at ønske en flugt fra hans varme krop. Det var heller ikke længe hendes overfladiske kamp varede ved og hun hvilede i stedet hovedet mod hans hånd, der havde undet vej til den fregnede kind. Tøvende gengældte hun kysset og mærkede straks den velkendte følelse af elektriske strømninger, der gled gennem hele hendes krop. Som udløste kysset en bombe, der længe havde ligget i hende og tikket mod øjeblikket, hvor den kunne sprænges og igen opfylde hende med længslen efter ham.

Et suk strøg over hendes læber, før hun modstræbende trak sig tilbage fra ham igen og brød læbernes magiske kontakt. "Som du dog kan sige det", mumlede hun drillende og rystede en anelse på ham, "Som en ægte romantiker." Alligevel trak noget hende ned på jorden igen. Hun kunne ikke bare drømme med ham og presse ham ind i hvad det nu end var, hun prøvede at få ham med på. Et tungt forlod hende, før hun atter fik alvoren frem i sit blik. "Men jeg vil ikke presse dig til det. Er du sikker på, det er det, du vil?" Hun stirrede indtrængende på ham i håbet om, at beskeden trængte ind.