Hvis man tænker sig om

[Alexander Young]

w i t h ------- k y a n ------- w e a r i n g -------

[/i][/size] t h i s[/center]

Alexander strøg fingrene igennem håret med et dybt suk. Han lukkede øjnene et kort sekund, før han trak tryllestaven ud af ærmet som en anden, plat muggler-troldmand. Den slags kendte han til gennem Alice, men der var intet narreværk over besværgelsen, da hans skikkelse forsvandt fra baglokalet i Diagonalstræde med et skarpt smæld. Sekundet senere dukkede han op foran et velkendt hus, langt væk fra London og dyrehandleren, der nu var lukket for dagen.

Der var nærmest idyllisk. Det var nu ikke videre åbenlyst for Alexander, der var mere optaget af at klø sig i nakken og overveje, hvor meget han kunne tillade sig at være forsinket. Hans fingre lukkede sig omkring det uvandte stykke mugglerudstyr, der gemte sig i hans lomme, og han rynkede panden lidt. Uden rent faktisk at tage mobiltelefonen op, gik han de få skridt hen til havelågen og løftede slåen. Han var i tvivl om hvorvidt det lille stykke elektronik overhovedet virkede så tæt på Kyans mange opfindelser. ”Kort,” mumlede han for sig selv, før han bankede på døren hos den ældre troldmand.

[/blockquote]

[Kyan Demarcus]

Tag: Alexander Young

Forbandet tage fumlefingre!

Kyan havde et af de mange urer liggende på arbejdsbordet foran sig. Han havde åbnet for den gamle mugglermekanisme og havde taget størstedelen af indholdet ud, der nu lå i rodede bunker omkring det der nu var intet mere end et skelet af uret det engang var. Han havde et par briller med forstørrende linser på, og den lille pincet han havde i den ene hånd holdte på det mindste tandhjul i mands historie. Han kunne knapt se den lille revne i tandhjulet, selv igennem brillerne, men ikke desto mindre havde den været skyld i at uret havde faldt ud af takt med de mange andre.

Kyan havde akkurat formået at sætte spidsen af hans tryllestav mod tandhjulet da det bankede på hans dør. Hans Reparo slog fejl og sendte i stedet det lille tandhjul flyvende igennem rummet som et mindre projektil. “Hmm...” mumlede Kyan før han trak på skuldrene og rejste sig for at åbne for den uventede gæst.

Kyan åbnede døren med et overrasket udtryk og et større smil på hans læber. Han havde stadig brillerne på næsen, men skubbede dem op i panden før han slog en hånd ud mod Alex. “Sikke en overraskelse! Kom ind, kom ind!” Kyan trådte til siden så han kunne lade vennen ind ad døren. På trods af hans smil havde Kyan dog på fornemmelsen at alt ikke var helt som det skulle være. For det første så var det sjældent at han så Alex i hans eget hjem medmindre de havde planer derom. “Hvad bringer dig ud af den zoologiske have?” spurgte han ind til da vennen trådte over dørtærsklen.

[Alexander Young]

Alexander begravede hænderne i lommerne igen, før døren gik op og afslørede det mindre-end-overraskende syn af Kyan i åbningen. ”Halløj,” hilste han afslappet. Han smilede skævt og trådte ind i huset uden de store forbehold. Det skete ikke rigtig for tiden, at han gjorde det store uden først at have planlagt det.

Hans lille oprør i dag, bar sin egen form for tilfredsstillelse. Ved spørgsmålet skar han dog en lille grimasse og hans ene hånd forlod lommen, for at stryge gennem det halvlange, lyse hår. Det var ikke ligefrem fordi han havde noget at undskylde for, men den følelse slog ham alligevel, ligesom den så ofte gjorde for tiden. Det var en ærgerlig tendens – og ikke en, der hørte til her.

Af samme grund nøjedes han med at trække på skuldrene, før han åbnede munden for at svare. ”Altså, det kommer an på hvilken en af dem du mener. Men lad nu det ligge. Giver du en øl?” Han kløede sig lidt i nakken og så afventende på Kyan. Hvis han skyldte vennen en yderligere forklaring, så var det i hvert fald ikke lige nu den kom.

[Kyan Demarcus]

Tag: Alexander Young

Alex havde knapt nået over dørtærsklen før Kyan kunne fornemme at alt ikke var helt som det skulle være, men han fulgte Alexs råd og lod det ligge—i hvert fald for nu. Ønskede han at forklare hvad der gnavede i hans ellers ofte gode humør så vidste Kyan at han ville gøre det. “Hjemmebryg eller supermarked?” spurgte han spøgende, da han havde kursen direkte mod køleskabet. Hans hjemmebryg var stadig kun i de begyndende stadier, og han havde endnu ikke fundet en opskrift der ikke endte med samme smag og konsistens som en polyjuice eliksir.

De fleste af Kyans møbler var bedækket med diverse skitser og udregninger, men han fejede hurtigt et par ledige sæder frem fra under rodet og stak en dåseøl i hånden på Alex før han selv tog plads. Lyden af luftpresset der forlod dåsen da Kyan åbnede for øllen fyldte stilheden i det store stuerum, der ellers kun rungede med lyden af de mange tikkende urer. Han kunne gætte sig til at det var på hjemmefronten hvor vennen havde stødt på et par huller i vejen, så så vidt som muligt måtte han holde sig fra dette emne. Det var derfor ikke den mest gennemtænkte sætning der fløj fra hans læber: “Jeg har overvejet at anskaffe mig en urtehave.” Og hvor gammel er det at du er, Kyan? 69? Han vidste udmærket hvordan det havde lydt og brød selv ud i en latter. “Jeg snakker ikke om timian, rosemarin og karse—jeg mener urter jeg ellers skal til Diagonalstræde for at finde.” Han rystede langsomt på hovedet af sig selv og tog en større mundfuld øl, mest af alt for at holde sig selv fra at lukke mere ud der kunne skade hans mandlighed.

[Alexander Young]

Alexander rodede lidt op i sit lyse hår i nakken og gabte hjerteligt, træt efter en lang dag. Han fnøs muntert over Kyans spørgsmål og hævede et øjenbryn. ”Supermarked,” svarede han klogt, efter tidligere møder med vennens såkaldte hjemmebryg. Et mindre, skævt smil hvilede på hans læber og han fulgte med imod stuen, før han dumpede ned i en sofa med den tildelte dåseøl i den ene hånd.

Han åbnede den som et ekko af Kyans og så kortvarigt frem for sig, før han vendte blikket imod den anden mand. ”En urtehave,” gentog han, med en svagt spørgende undertone. Da latteren lød i rummet, sluttede han sig selv til og rystede lidt på hovedet.

Han tog en tår af dåsen og trak på skuldrene. ”Det lyder jo sådan set gennemtænkt nok,” konstaterede han efterfølgende. Hvad han ellers skulle tilføje til samtalen om urtehave, vidste han ikke lige. Han rømmede sig hørligt, stirrede lidt ud i luften og drejede dåsen mellem fingrene. ”Hør...” Han afbrød sig selv, rynkede panden og tog en tår endnu af øllen, før han brød tavsheden. ”Hvaeh... Har du hørt, at jeg er blevet far? Igen. Altså at Alice har født.”

[Kyan Demarcus]

Tag: Alexander Young

Det havde længe været praktisk for Kyan at anskaffe sig en urtehave, men det var en fritidsbeskæftigelse der mest af alt hørte til de ældre. Han stoppede ikke med at grine før Alex annoncerede at endnu en Young var blevet bragt ind i verdenen. Kyan kendte udmærket til Alice's graviditet, men han havde glemt alt om hvor langt henne hun egentlig havde været. “Så er der endnu en til samlingen!” Kyan havde mødt Brody et par gange og der var meget af hans far at se i den lille dreng. Han kunne kun forestille sig at den næste ville tage efter sin far ligeså, hvilket sikkert ville blive til Alices frustration. “Tillykke med det, farmand!” drillede han, selvom han kunne forstå at det ikke endte dér.

Kyan satte øllen til læberne igen og lod den gullige væske flyde over hans tunge. Han havde aldrig tænkt på børn selv, og kunne heller ikke forestille sig at det var optimalt i hans miljø, hvilket han heller ikke var klar til at opgive, men der var én vigtig faktor i hans liv der ligesom manglede—en kvinde. “Og hvordan har Alice det?” spurgte han ind til et øjeblik senere, denne gang i mere alvor. Hun var trods alt en lille kvinde, og så vidt Kyan kunne forstå så var fødsler ikke altid lige lette. På den anden side, af det han kendte til Alice så virkede hun ikke som typen der gav op efter et par skrammer. “Det skulle ikke undre mig hvis hun klarede fødslen bedre end du gjorde.” Kyan lo kort inden han stillede dåsen fra sig oven på en mindre bunke papirer der lå på sofabordet.

[Alexander Young]

Alexander smilede halvhjertet og løftede sin øl i en skål, da han blev ønsket tillykke. At glæden ikke var fuldendt, forsøgte han at godtgøre ved at drikke en tår mere, før han klarede halsen. Et fnys forlod ham og han løftede sin frie hånd, for at stryge fingrene igennem det evigt rodede hår. En eller anden dag, ville en af fuglene i menageriet tage fejl af det og dens rede. Det var dog ikke ligefrem det, der bekymrede Alexander lige i øjeblikket. ”Hun...” Han rømmede sig kraftigt og rynkede panden, uden at se på vennen. ”Fuck, mand. Hun klarede det forrygende, i betragtning af, at hun var helt alene.”

Tre sekunders tavshed fulgte, før han rystede på hovedet og gestikulerede lidt tilfældigt med den hånd, der ikke holdt øldåsen. ”Nej, ikke alene. Hendes mor var der selvfølgelig og hendes åndssvage brødre og hele den sørens familie ikke, for...” Han gnubbede sine tindinger og undgik strategisk at møde Kyans blik. I stedet sukkede han dybt og slugtede en øltår mere. ”Jeg var der bare ikke. Så det var noget lort, selvfølgelig.” En falsk latter forlod ham. ”Ja, jeg fik sgu næsten tæsk af hendes storebror, den mugglerfødte, Eric hedder han. Det var lige før han gav mig en næve i ansigtet, men altså. Alt er godt nok, nærmest. Altså i hvert fald har de det alle sammen fint og Alice... Ja. Hun har vist nærmest tilgivet mig, tror jeg.”
Der var i den grad gået hul på bylden.

[Kyan Demarcus]

Tag: Alexander Young

Kyan gjorde sit bedste for at skjule hans overraskelse. Alene? Han kunne kun forestille sig hvordan familien Wolfe havde slugt den bitre mundfuld, og taget i betragtning at det var deres første barn sammen, så kunne han også kun forestille sig hvor hårdt det også slog Alex. “Tja...” var hans første verbale reaktion. Han havde ikke noget han kunne sige på dette tidspunkt der kunne gøre situationen Alex havde stået i mindre akavet. “Men du havde en god grund til ikke at være der?” Det var et halvt spørgsmål og en halv forhåbningsfuld forklaring.

Kyan kunne ikke gøre meget andet end at lytte til Alexs forklaring. Det var i disse situationer at en tidsvender var behændig, men Kyan havde aldrig set dem uden for Hogwarts's mange murer—de var sikkert for lette at misbruge. Han skar ansigt da han hørte Erics navn. Han kendte ham udelukkende per beskrivelse, og eftersigende skulle han være ret høj (og hvis han ikke tog fejl så var hans vidst også i militæret, eller var det luftvåbnet? Hemmelig agent? Politiet? - Det var i hvert fald et eller andet i den stil!).
“Hvad er nærmest tilgivet?” spurgte han indtil imens han drejede øllen i hånden. Kyan skulle netop til at tage endnu en mundfuld da det slog ham: “Fødsler er jo rimelig spontane, ikke? Det er jo ikke fordi man kan aftale dato og tid...” Ikke?

[Alexander Young]

Alexander skar endnu en grimasse og drak noget mere øl. Han var ukomfortabel, men det var ham selv, der havde bragt emnet på banen. Hvis han havde været nogenlunde intelligent og i øvrigt ikke en flæbende tøs – tænkte han ved sig selv – så ville han måske have forstået at holde kæft og lade være med at rable løs og klø sig nervøst i nakken som en anden skælramt, nervøs galning. Han trak vejret dybt, rystede opgivende på hovedet og trak på skuldrene. ”Jamenforfandenisatans,” mumlede han lidt, uden helt at have styr på mugglerforbandelserne. ”Nærmest tilgivet fordi jeg... Ja, altså, jeg er en latterlig idiot.”

Han kløede sig i håret – den gamle vane forsvandt aldrig rigtig helt – og flyttede uroligt på sig. ”Jeg vidste ikke at hun var i gang med at føde,” forsikrede han hastigt, næsten som om han skyldte Kyan en forklaring. ”Hun gik i gang for tidligt – og førstegangs plejer ikke at gå i gang for tidligt, så det var helt... Men... Æhm... Jeg var der sgu ikke fordi det var et chok... Jeg var der ikke fordi jeg var skredet, du ved... Nærmest. Ikke rigtig skredet, men bare... Det blev for meget, du ved. Endnu en...” Han tog en hurtig slurk øl og rømmede sig. ”Du ved sgu da, at jeg ikke er fuldblodsfanatisk, for... Men ved Voldemort selv, for... Endnu en halvblodsbaby, endnu et barn mine forældre kan betragte med foragt... Shit, mand. Det blev for meget et kort øjeblik. Og så blev han eddermame født i det øjeblik. Så det var noget lort...” Med det sagt, tømte han dåsen for dens indhold. En anelse røg overbord og han tørrede det væk med siden af hånden, rystende en smule på trods af sit forsøg på at virke nogenlunde mentalt stabil.

[Kyan Demarcus]

Tag: Alexander Young

Var det ikke det at alle mænd var i hunkønnets øjne? Latterlige idioter?

Kyan gjorde sit bedste for at forstå hvor vennen kom fra, men i starten var det ikke meget mere end et hmm som han ledte ud med. Med forældre af blandet blod havde han ikke megen forståelse på de fuldblodsfamilier der ikke ønskede at blande blod. I hans øjne var det at holde Alex i en kort snor—hvor mange fuldblodshekse var der tilbage derude? På den anden side måtte han også indrømme at fuldblodsfamilier var en døende race... “Måske en smule latterlig.” indrømmede Kyan efterfulgt af et drillende smil i et mindre forsøg på at skubbe de mørke skyer ud af rummet. “Men jeg kan så godt som se hvor du kommer fra. Alt der gælder er vel, at du dukkede op i sidste ende? Bedre sent end aldrig, som der bliver sagt.” Selv Alice måtte have set hvor han kom fra hvis hun havde været i stand til at tilgive ham—uanset graden af tilgivelse.
“Du er en far, Alex, så du har nok at bekymre dig om, især med Brody der har nok krudt til at fylde en hel spøg og skæmts butik.” Og som efterhånden lignede sin far mere og mere. “Okay, så fuldblodsfamilierne er efterhånden lige så sjældne som de hvide tigre, men fra en latterlig idiot til den anden er det så ikke kærlighed der vinder over alt andet?” Det var ikke ligefrem Kyan at træde sådan i dybden på følelser og han måtte drukne sentimentaliteten i et par mundfulde af mandlighedens gyldne drik. “Nok om det... Har du fået endnu en søn til Quidditch holdet eller en datter denne gang?”

[Alexander Young]

Alexanders gamle, gamle vane var vendt tilbage for fuld styrke og det kunne ikke undre nogen, at det lyse hår var filtret, sådan som han rodede sig nervøst i det, når han da ikke var i gang med at drikke øl. Stille og roligt faldt hans nerver dog til ro og han nøjedes med at sidde lidt hensunket og skære ansigt af Kyan, selvom det den ældre troldmand sagde gav udmærket mening. Ved den sentimentale bemærkning om kærlighed, trak Alexander ironisk på smilebåndet, før han viftede af med hånden og nikkede sin enighed.

Han slap et suk, men lyste så alligevel op i et skævt smil og kløede sig i skægstubbene med noget, der mindede om selvtilfredshed. ”Young skyder kun drenge ud,” konstaterede han arrogant, lige før han rystede på hovedet med et fnys. Selvforagt var blandet godt op med en vældig stolthed over sin yngste søn og alt hvad han var og kunne blive. ”Oliver Morecambe Young. Ollie. Han er sgu lille, mand.” Med hænderne indikerede han størrelsen på den frokostburrito, der udgjorde hans og Alices dreng. ”Men hans mor er selvfølgelig også halvt pygmæ.” Alexander trak på skuldrene, men smilet på hans læber afslørede alt for tydeligt, at hans snak kun var snak og hans pygmæ nærmere fremstod som en mindre gudinde – når hun altså ikke lige var graviditetstyk og rasende på samme tid. ”Det løser sig dælme alt sammen med tiden,” konstaterede han fraværende, før han vendte lidt mere tilbage til nuet og så på vennen. ”Men det var en lang historie fra de varme lande om mig. Hvad sker der herude? Er der noget der er eksploderet siden sidst? Antallet af damer på besøg, f.eks?”

[Kyan Demarcus]

Tag: Alexander Young

“Bare vent! Hver gang jeg ser Brody virker han til at have vokset. Medmindre han tager efter sin mor...” Kyan havde selv skudt i vejret lige pludselig, og ifølge hans forældre havde det sket fra den ene til den anden dag. Han hældte lidt mere af den kolde drik i sig—og nåede akkurat at synke mundfulden før han brød ud i latter. “Eksplosion af kvinder?” Det var nøjagtig den eneste eksplosion der ikke skete i hans hjem. “Det ville kræve at jeg rent faktisk møder nogen til at starte med, og du ved hvor meget jeg kommer ud.” Desuden havde der aldrig været grund for ham at se mod andre kvinder når det kun var Celia der var i hans tanker, men som Kevin havde peget ud så var det måske på tide at indrømme, at han aldrig nogensinde ville leve i den drøm. “Til gengæld er jeg blevet tvunget ud i weekenden. Det er åbenbart en nødvendighed at socialisere.” kommenterede han med et smil. Med hensyn til hans eget helbred burde han nok også stikke hovedet ud af kælderen en enkelt gang imellem.

[Alexander Young]

Alexander viftede lidt med den tomme øldåse og fnøs muntert, da Kyan brød ud i hjælpeløs latter. Hans egne øjne spillede muntert og han var ikke overrasket over svaret, selvom han sikkert selv ville have pyntet lidt på sandheden, hvis han stod sådan i stampe (ikke at det nogensinde havde været tilfældet).

En akavet rømmen forlod den foroverbøjede troldmand, før han skar en lille grimasse og smilede skævt. ”Man ved jo aldrig. Nogen gange overraskes man her i livet. Flyve daler ned fra himlen, Kyan får en date med en rigtig kvinde...” Han så drillende på den ældre troldmand og vippede lidt med brynene, før han kneb øjnene en anelse sammen. ”Hvem har vredet armen om på dig, hvis ikke det var en dame?”

Spørgsmålet var reelt nok og alle drillerierne kunne ikke dække over en decideret interesse i at eneboeren fik fingeren ud af...
… Sine magiske installationer og kom ud på markedet. Han kunne selvfølgelig være dødsens ligeglad – teknisk set – men det var han nu engang ikke.

[Kyan Demarcus]

Tag: Alexander Young

Kyan rejste sig fra sofaen rystende på hovedet. Hans inaktivitet på ”markedet” havde længe irriteret Kyan selv, men for det første satte enhver mand en del på spil hver gang han ønskede at gøre tilnærmelser overfor en kvinde. Der var altid muligheden for at det ville eksplodere i hovedet på ham—slå fejl—lidt ligesom alle hans eksperimenter havde tendens til at gøre. For det andet så havde han levet så længe i Celia-drømmene at han havde glemt alt om at kigge til højre og venstre før han krydsede baren.

Kyan åbnede døren til køleskabet og trak et par nye øl ud fra hylden der udelukkende var dedikeret til den lokale bryg. “En rigtig kvinde?” spurgte han ind til grinende. Ja okay, så han havde ikke været i noget fast forhold—eller, noget som helst forhold—længe, men der havde været en model eller to... for længe siden... meget... længe... siden! “Mine store ambitioner har ikke plads til kvinder. Desuden vil det sikkert være halvfarligt at invitere dem her hjem.” Dårlige undskyldninger var der i hvert fald nok af!

Kyan stak øllen i hånden på Alex efter at have skilt sig af med den tomme han havde viftet med. Da Kyan tog plads igen tømte han bundsjattet af hans egen før han åbnede den nye. “Det må være Kevin. Han mener åbenbart også at jeg burde se lidt sollys... Eller skæret fra gadelamper, er det nok nærmere!” kommenterede han, stadig leende. “Og i andet selskab end mit eget!”

[Alexander Young]

Alexander smilede bredt, trak på skuldrene og så tøvende på de øl, som Kyan havde fundet frem. Han burde i den grad være på vej til at tage hjem på nuværende tidpspunkt og skyldfølelsen fik ham til at trække den lille mobil-dims op fra sin ene lomme. Han tændte den imens vennen talte, fnøs muntert og rystede lidt på hovedet. ”Quidditchspilleren er sgu ikke helt galt afmarcheret,” konstaterede han, før han tastede sin kode ind med fumlefingre, der ikke var særlig vandt til at håndtere et tastatur. Mugglerteknologi var bare ikke hans stærke side.

”Hvor har han så hevet dig hen? Fortæl mig, at i ikke gik på Kedlen for at støve kvinder op?” Den lille skærm lyste kraftigt op, som en irriterende lyd forlod den. Det tog ham ikke mange øjeblikke at få åbnet den funktion, der tillod ham at stave sig langsomt igennem en forsikring til Alice, om at han snart var hjemme og tog mælk med. Det var med nød og næppe han huskede, at han havde lovet hende det i forbifarten i morges. En ting var at være forsinket og komme hjem med ølånde, når hun stod der med en nyfødt...

C L O S E D