Playing by the Rules

[Kyan Demarcus]

Tag: Cecilia Hayes

Kyan havde længe ligget i hans seng uden videre lyst til at stå op. Selvom solen havde brudt igennem skyerne på denne søndag morgen, og udsigten til at kunne tjene et par pund på turisterne i London var stor, så var det stadig ikke nok til at kunne få ham op. Da Kyan endelig skubbede dynen til side og fumlede efter den første t-shirt der lå nærmest sengen, havde han fundet et formål med dagen. Han havde hverken ugle eller brevdue, og kunne derfor ikke sende besked til Celia om hans uanmeldte besøg, men måtte i stedet håbe at han kunne fange hende før andre planer drev hende ud af døren.

Det var stadig tidlig formiddag da Kyan trak den gamle stoftaske over skulderen (selv samme taske som han havde haft siden hans skoledage) og trådte ud af døren. Iført en grå t-shirt der eksklamerede hans kærlighed for London og det britiske flag, og et par sorte jeans transfererede han sig til det skotske Glasgow hvor Celia havde slået sig ned. I hans iver havde han glemt alt om morgenmad, men efter mange besøg vidste han præcis hvor Celia elskede at få morgenmad fra.

Med en brun papirspose i hånden og to varme kopper i hånden bankede han på Celias dør. Det havde ikke faldt ham ind at hun kunne være i selskab med den ungdommelige ølgud. “Ladhendeværealene... ladhendeværealene.” mumlede han i hans udånding før han fandt et smil frem der var klar til at tage hvad end hun kunne byde ham.

[Cecilia Hayes]

w i t h ------- k y a n ------- w e a r i n g -------

[/i][/size] t h i s[/center]

Cecilia var ikke decideret noget a-menneske, men når hun nu var blevet vækket af sin kats spankuleren rundt på hendes bagdel og ryg og der ikke var nogen varm Timothy at putte sig ind til, så havde hun ingen grund til at blive liggende og smøle mere. Desuden havde der været ting at se til, varm te at drikke og et bad, som ventede på hende. Badet var nu overstået, hendes hår bundet ind i et tykt håndklæde og hun befandt sig i køkkenet, i gang med at hælde mad op til Pól.

Da der lød en banken på hendes dør, rynkede hun på panden. Hun ventede ingen og råbte et ”øjeblik” til gæsten eller postbuddet udenfor, imens hun blev færdig med at skænke tørfoder. ”Spis nu ikke det hele på en gang,” mumlede hun smilende til katten, før hun forlod den og gik ud for at åbne. Da døren gik op og afslørede Kyan, trak et bredt smil op på hendes læber og hun lænede sig let imod siden af den, uden at gøre plads til, at han kunne komme forbi. ”Godmorgen,” hilste hun underholdt. ”Hvad laver du her så... Tidligt?” Hun betragtede ham underholdt i et øjeblik, før hun flyttede sig og åbnede døren helt for ham. På hans vej ind, måtte han dog forbi og udstå et kram fra hendes barfodede skikkelse, imens hun så nysgerrigt på posen og kopperne.

[/blockquote][/justify][/blockquote]

[Kyan Demarcus]

Tag: Cecilia Hayes

Ved Merlins velsignelse! Efter et intenst øjeblik, hvor Kyan knapt havde trukket vejret, så havde det været Celias velkendte skikkelse der havde åbnet døren, og ikke Mr. Ung-og-Guddommelig i bare overkrop og shorts. Han havde prøvet at spejde forbi hende for at sikre sig at der ikke var andre i lejligheden, men det var i et forsøg han aldrig ville kunne skjule. “Jeg... erh... kunne ikke finde på nogen dårlig undskyldning til at ligge i sengen hele dagen, og siden jeg ved at det er længe siden du har set, og at du har savnet mig så forfærdeligt meget, så tænkte jeg at jeg ville stoppe forbi.” forklarede han med et smil imens han løftede op i posen. “Og dette er min undskyldning for at komme brasende på en søndag morgen!”

Kyan tog så vel imod hendes omfavnelse som han kunne med begge hænder optaget før han valsede ud i køkkenet for at lægge det fra sig. “Pól.” hilste han med et højtideligt nik før hen vendte sig mod den turbanbeklædte Celia. “Chai te, fra det eneste sted i verdenen der lader til at lave det.” forklarede han efter at have samlet den ene kop op, som han nu holdte i en udstrakt arm. “Er du alene?” Selvom at han prøvede at skjule spørgsmålet over kanten af hans egen kop, så var det tydeligt at han håbede på at hun havde trådt ud af badet alene.

[Cecilia Hayes]

w i t h ------- k y a n ------- w e a r i n g -------

[/i][/size] t h i s[/center]

Cecilia fnøs muntert af Kyans forklaring og rystede lidt på hovedet af ham, før hun gav ham et kram, uden at tage sig af, at hans hænder var optagede. ”Du behøver ikke en undskyldning for at komme uanmeldt forbi,” svarede hun afslappet, som hun slap ham igen og fulgte med ud imod køkkenet. ”Men jeg accepterer gerne bestikkelse alligevel.” Hun lænede sig imod dørkarmen og betragtede ham med et drillende glimt i øjnene.

Da han stak hende en kop, tog hun gladelig imod den, før hun snuste velbehageligt ind ved den lille åbning og nikkede anerkendende. Hun hævede et enkelt øjenbryn over spørgsmålet og betragtede ham med et skævt smil. ”Tim kan mange ting, men at gøre sig usynlig er bestemt ikke en af dem,” bemærkede hun muntert, før hun sippede ganske forsigtigt til den varme drik.

”Hvis det var ham du mente?” Hun trak lidt på skuldrene og så nysgerrigt på papirsposen, uden at spørge til indholdet. ”Her er i hvert fald ikke andre end mig og Pól i dag. Vi havde tænkt os at gå en tur ved floden, se på mennesker og købe friske ærter...”

[/blockquote][/justify][/blockquote]

[Kyan Demarcus]

Tag: Cecilia Hayes

Det smil Kyan sendte Celia ved Tims navn var både en blanding imellem en undskyldning og sarkasme. “Nåh, alligevel ikke?” kommenterede han drillende før smilet ændrede karakter igen. Hans egen kaffe var stadig for varm til at drikke så han stillede den tilbage på bordet og strøg i stedet mod skabet med hendes tallerkner. “Citron muffin?” Op af posen tog han to blege muffins og placerede dem på tallerknen. “Skinny, så du ikke ødelægger din pæne figur.” Han skulle netop til at nævne at Timothy sikkert ikke ville være sammen med hende hvis hun tog et par ekstra kilo på. På den anden side, kunne hun mon metamorphe sig ud af det?

Kyan pillede toppen af hans muffin af og stak den i munden. Han klappede på den gamle skuldertaske han havde medbragt imens han tyggede af munden. “Jeg kunne bruge en forandring af sceneri. Jeg har fjerpenne og blæk og pergament. Mit næste mesterværk bliver i blæk! Se om du kan slå den, Hayes!” udfordrede han spøgende før han stoppede endnu en bid muffin i munden. “Duh behamler dehn kawt hom ehn hum.” bød han ud med med munden fuld, grinende, lige indtil en krumme røg ned i den gale hals og måtte skyldes ned med en mundfuld af den stadig varme kaffe.

[Cecilia Hayes]

w i t h ------- k y a n ------- w e a r i n g -------

[/i][/size] t h i s[/center]

Cecilia konkluderede, at teen ikke var helt klar til at blive drukket endnu og satte den fra sig på køkkenbordet, som Kyan gav sig til at hale muffins ud af posen. Hun smilede skævt til ham og hævede et øjenbryn, før hun kneb sig selv lidt i siden.

”Tænk sig at du bekymrer dig om min figur,” svarede hun tørt, med drillende blik, før hun rettede sig op og tog den ene muffin. Hun pillede et stykke af den og puttede det i munden, før hun tyggede med velbehag og sendte ham et anerkendende blik. Smagen sendte hende på endnu en tur til den modsatte ende af euroasien, til små citrondryp med stivnet sukkermasse og hun skulle lige til at begive sig ud i en af de associationsfortællinger, som hun var så kendt for, da Kyan kom hende i forkøbet og brød stilheden.

En munter lyd forlod hende over den kunstneriske udfordring han så ud til at give hende og hun hævede begge øjenbryn en smule, før hun, som han, kom til at grine over hans vrøvlen. ”Hvad? Jeg befamler hvilket?” Hun fnøs og rystede på hovedet, før hun pillede endnu et stykke af sin muffin og spiste det. Denne gang løftede hun kruset og tog en meget forsigtig tår af teen til at skylle det ned med.

[/blockquote][/justify][/blockquote]

[Kyan Demarcus]

Tag: Cecilia Hayes

Kyan slog en høj latter op imens han rystede på hovedet. “Behandler!” tydeliggjorde han. “Du behandler den kat som en hund.” gentog han sig selv for at få det på det rene. Det tossede påfund fik ham til at ryste på hovedet imens han stoppede resten af muffinen i munden. Det var trods alt hendes skøre påfund og hendes attitude overfor at gøre hvad der passede hende, som først havde vundet Kyans beundring. “Til gengæld burde du nok skille dig af med din turban inden vi går ud af døren. Der er en kvotens på hvor meget tosse du kan tage med ud af døren.”

Med et håndklæde viklet om hovedet eller ej så var der stadig ingen tvivl om hvor meget hendes skønhed påvirkede ham. På trods af at de havde over et årtis venskab imellem dem så var det de samme gamle sommerfugle der flagrede rundt i maven på ham. “Så grib pen og papir—og Pól—og lad os drage lidt inspiration fra det Glasgowianske sceneri! Det slår i hvert fald at skulle tegne turister på South Bank!”

[Cecilia Hayes]

w i t h ------- k y a n ------- w e a r i n g -------

[/i][/size] t h i s[/center]

Cecilia himlede kort med øjnene, da Kyan rettede hende. Hun smilede dog endnu skævt og nøjedes med at slippe et opgivende suk, før hun tog en forsigtig tår te. Hans følgende forslag vækkede dog en del mere entusiasme og hun kastede et blik imod den håndklædeturban, som hun alligevel ikke kunne se. ”Jo jo,” svarede hun bekræftende, imens hendes øjne spillede. ”Bevares. Du plejede ikke at være så kedelig og traditionel...” Hun så drillende på ham, som hun stillede papkruset fra sig på køkkenbordet, gjorde det samme med den halve muffin og hævede et øjenbryn. Med det, drejede hun sig rundt og forlod køkkenet, imens hendes hænder gav sig til at løsne håndklædet. Da først hun var ude på badeværelset, kunne hun hænge det op og lade de lyse lokker – i dagens anledning – falde ned over skuldrene. Hun børstede det hurtigt igennem med en let nynnen, kørte fingrene hen over det i en overladisk bevægelse og så sig selv i spejlet med et lille smil. Hun havde ingen make-up på, men det var unødvendigt til formålet med dagen.

Da hun vendte tilbage til køkkenet, var hun bevæbnet med sine tegnesager i en gammelt-udseende kuffert. Hun smilede til Kyan, stoppede sin citronmuffin i gabet og snuppede tekruset med den eneste frie hånd. En bevægelse fik den dovne kat til at springe ned fra en vindueskarm og den snoede sig om mandens ben med en kælen miaven. Dens ejerkvinde gik imod døren med begge hænder optaget. Hun stak fødderne i et par hæleløse sandaler, satte underarmen imod dørhåndtaget og åbnede den i en fiks vending.

[/blockquote][/blockquote]

[Kyan Demarcus]

Tag: Cecilia Hayes

“Jeg er jo en ministerium-mand nu. Det er en del af min job-beskrivelse at være kedelig og traditionel.” forklarede han grinende inden hun vendte ryggen til ham. “Eller måske det bare er alderen?” råbte han ud til veninden på badeværelset. Hans alder havde dog absolut intet med sagen at gøre, eftersom at der stadig var visse anledninger hvor han opførte sig som en forvildet teenager—hvilket blandt andet var i selskab med det modsatte køn.

“Lyst?” observerede han da Celia trådte tilbage ud i køkkenet. “Det har altid klædt dig. Især om sommeren!” Kyan havde efterhånden set et valg af forskellige hårfarver, men veninden havde altid været en klædelig blond. “Men er det ikke lidt for kedeligt og traditionelt?” drillede han inden han samlede hans egen kop op. Han ville have taget Pól op i den anden arm, men Kyan havde aldrig været god med dyr og nøjedes i stedet med at løbe en hånd over den blanke, fine pels. Udsigten til at have Celia for sig selv over eftermiddagen havde for længst bragt et større smil frem på hans læber. På trods af at have svoret—både overfor sig selv såvel som den evigt bekymrende Kevin—at lægge alle forhåbninger om en fremtid med Celia bag sig, så var der alligevel noget ved synet af den naturlige, unikke, umådeligt smukke Cecilia Hayes der gav ham den gamle skovl tilbage i hånden så han kunne grave et endnu dybere hul til sig selv. Før han kunne nå frem til døren havde hun selv formået at få åbnet den, og i stedet satte han ind bag hende hvor alle drømme frit kunne flyde.

[Cecilia Hayes]

w i t h ------- k y a n ------- w e a r i n g -------

[/i][/size] t h i s[/center]

Cecilia grinede højt over Kyans drillende spørgsmål og rystede lidt på hovedet af ham, imens hun samlede nøgler op og arbejdsredskaber sammen. ”Flabede unge,” skød hun tilbage, før hun i en resolut vending klemte fingrene lidt sammen og gav sit hår en klar, flammeblå farve. ”Bedre?”

Hun vendte sig om, gik et enkelt skridt bagud og standsede op af døren med et skævt smil. Et muntert fnys forlod hende og hun drejede sig igen, for at åbne ud til gangen og fortsætte. Da døren smækkede bag Kyan, skiftede hendes hårfarve tilbage til den kedelige og traditionelle blonde og hun gik ned af trappen med en lystig fløjten.

”... Måske er det kedeligt,” konstaterede hun på halvvejen. ”Men er det ikke også en del af vores opgave som kunstnere at falde en smule i et med tapetet, så vores omgivelser glemmer at vi er tilstede, observerer og gengiver så naturligt som muligt?” Hun standsede ikke op, men fortsatte ned af trinnene imod gadeplanet. Hendes lejlighed var på fjerde sal og der var et stykke at komme ned.

[/blockquote][/blockquote]

[Kyan Demarcus]

Tag: Cecilia Hayes

Kyan havde altid haft en snert af misundelse når det kom til Celias metamorphagus-gener. Selv flammeblå klædte hende, og uanset hvor usandsynlig og unaturlig farven var, så fik hun det stadig til at se ud som om at det var den farve hun var født med. “Meget bedre!” kommenterede han grinende imens han prøvede at visuellisere sig selv med blåt hår. “Og i såfald så klarer vi opgaven ganske godt.” Udover hans ekstrem dårlige smag i tøj så var der ikke meget der skilte ham ud fra mængden. Kyan kunne let gå for at være en ganske almindelig muggler, selvom hans irske hjem sagde det modsatte.

Da de trådte ud på gadeplan hankede han op i tasken og slugte en mundfuld mere af den nu lunkne kaffe. Kyan skulle netop til at nævne, at det aldrig ville være muligt for Celia af falde i ét med naturen—også uanset hvor naturlig hun var. Hendes udseende alene fangede mange nysgerrige blikke—deriblandt Kyans eget for første gang, atten år siden. Selv hans elleve-årige generte jeg havde ønsket at kende alt til den person der sad tre rækker ved siden af, to rækker over, for ham. “Engang var det malerierne på væggene på Hogwarts som vi beundrede, og se hvor vi er nu.” kommenterede han, nærmest drømmende, før han vendte blikket mod Celia. “De ville være stolte!” Kyan grinte kort før han ledte dem til kanten af vejen hvor de kunne krydse den.

[Cecilia Hayes]

Cecilia grinede, som hun gik ned af trappen. Hun holdt døren åben for Kyan med siden lænet imod den og flyttede sig først, da han var ude på gaden. Døren smækkede i og låste sig selv og den lyshårede kvinde betragtede sin ven med et skævt smil og et næsten drømmende blik.

”Det kan være de er det,” kommenterede hun, som hun fulgte med ham. Katten havde et kort øjeblik været ude af syne, men flettede sig atter ind imellem dem, imens de krydsede vejen. Dens opførsel var ikke videre katteagtig.

”Har du nogensinde haft lejlighed til at spørge?” Hun trådte op på kantstenen, sørgede for ikke at snuble over Pól og vendte blikket imod Kyan med begge øjenbryn lidt hævet. Katten miavede, trådte direkte ind foran manden og var hurtigt ude af rækkevidde for hans fødder igen.

[Kyan Demarcus]

Tag: Cecilia Hayes

Kyan var ikke engang sikker på, at det var tilladt for gamle elever sådan at dukke uanmeldt op på Hogwarts. Det var heller ikke ligefrem fordi at skolen holdte reunions, sikkert for at skåne de fleste for den ego-fest det kunne blive til, for ikke at snakke om det antal der kunne dukke op... “Jeg kan ikke huske nogensinde at have set dem i andre rammer udenfor skolen, så nej, og jeg tror ikke at de lukker gamle skoleelever ind.” Kyan nåede kun akkurat at stoppe sig selv fra at nævne, at veninden sikkert ikke ville have noget imod at tage tilbage, hvor udvalget af yngre mænd—drenge, nærmere—var meget større. Det ville dog have været under blondekanten!

Inden længe havde de nået udkanten af en af de mange grønne områder i Glasgow. Hans tanker havde endnu engang fundet tilbage til den yngre Hercules der var en del af Celias sæt, og det havde slået hul i hans smil. Den grønne jalousi sad stadig som en hæslig smag på tungen da han dernæst besluttede sig for at fortælle veninden: “Jeg har forresten en date.” nævnte han, så henkastet som han kunne. “Med Juniper.” Udelukkende klar over at de to var veninder, og i hans blinde forhåbning om at fange en eller anden form for reaktion i Celias øjne (og gerne en af ubehag eller lignende), havde han valgt at bringe det på banen. Også selvom at Kyan ikke skyldte Celia at fortælle hende om Juniper, så mente han stadig at ville være lettest imellem de to veninder (og ham) hvis det var ude i det åbne. Måske hvis Cecilia Hayes kunne få øjnene op for en Kyan Demarcus, der ikke var sky for at stille sig op til en pige og invitere hende ud, var hans chancer bedre? Det havde dog ikke alene været med Celia i tankerne at han havde inviteret Juniper ud.