Do it yourself...

[Eric Wolfe]

Eric løftede hånden uden at lægge hammeren fra sig og tørrede sig over panden med håndryggen. Han var nået så langt på taget, at han kunne begynde at se fremskridtet frem for at føle man stod i stampe og ikke nåede noget.

Han hev lidt ud i den slidte t-shirt han havde på flere gange efter hinanden i et forsøg på at lufte sig selv i sommervarmen der for alvor havde gjort sig gældende. Det passede ham i og for sig glimrende at have en undsklning i form af uindviede naboer til at bruge hænderne frem for tryllestaven. Hvor praktisk den end var, var det tilfredsstilllende at bruge hænderne til andet end at svinge den.

Han lod hånden falde igen og satte hammeren i bæltet for forsigtigt at gå lidt hen langs de blotlagte spær til den flaske med vand han havde liggende. Mellm adskillige solide mundfulde holdt hsn blikket rettet mod haven under sig og smilede fo sig elv før han greb endnu en tagsten og i stedet tog boremaskinen i brug.

[Caroline Abbey]

Carrie havde opgivet at få Evangeline til at sove. Lyden af faste hammerslag var ikke ligefrem fordrende for den forlængede middagslur og eftersom hun allerede havde fået en time, besluttede hendes mor sig egenrådigt for, at hun ikke gad prøve mere. I stedet tog hun det lille væsen, som stadig var mere skrøbelig end andre babyer, vuggede hende let til melodien af en børnesang og gik ud i haven.

Evie var godt klædt på med en solhat til at skærme hende og så på omgivelserne over sin mors skulder med store, babyblå øjne. Hun hikstede lidt, men blev så stille igen. Carrie, på den anden side, kastede et blik op på taget. Hun smilede skævt og ville have piftet, hvis ikke hun havde en baby i armene – og desuden slet ikke kunne pifte. I stedet skiftede hun grebet lidt om Evangeline og rømmede sig. ”Vi synes du larmer,” sagde hun højt, skærmende sin datters øre lidt, så lyden ikke forstyrrede hende alt for meget fra hendes nøje granskning af hækken bagved.

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e b u g s---~---O U T F I T-- H e r e

Eric kunne ikke høre ret meget andet end det elektriske værktøjs hvinen mens han med øvet præcision borede huller gennem tagpladen og ned i spæret han stod på. På den måde ville det være meget nemmere efterfølgende at sætte tagpladen forsvarligt fast. Derfor gik der også lidt før han opdagede Carrie nede på plænen. Faktisk først da han lod boremaskinen være stille et øjeblik for at fortsætte og hendes stemme nåede op til ham "Undskyld.." kaldte han ned med et smil der ikke var helt så undskyldende som det kunne være.

Han løftede den frie hånd og tørrede sveden af panden igen mens han skiftede vægten på fødderne lidt og fik bedre balance hvor han stod "Jeg vil gerne være færdig mens der er sol så vi ikke ender med at skulle have spande stående i soveværelset når det begynder at regne næste gang." han lod hånden falde igen, lagde boremaskinen fra sig og satte i stedet hænderne i siderne mens han betragtede hende, og Evangeline "Men hvis I bliver stående der og ser dejlige ud, så bliver jeg ikke færdig før engang til efteråret."

[Caroline Abbey]

Carrie så ikke ud som om hun var helt utilfreds – men det var mest bare den gode udsigt, der gjorde det hele væsentligt nemmere at holde ud. Hun nussede Evangeline på ryggen imens hun så op på den lilles far og kneb øjnene en anelse sammen for sollyset.

En munter lyd forlod hende og hun hævede begge øjenbryn lidt med et skævt smil. ”Vi kan ikke lade være med at se dejlige ud,” lagde hun drillende ud med et sideblik til sin datter, der gav sig lidt og prøvede at dreje sig ganske akavet, for at finde ud af hvad der foregik bag ryggen på hende.

”Og inde i huset larmer det...” Carrie kyssede Evie og vendte sig med siden til huset, så det lille myr kunne se sin far helt oppe på taget. ”Du er så besværlig,” konkluderede hun muntert til Eric med et sigende blik. ”Jeg går en tur med barnevognen, så. Mor dig, håndværkertype.”

[Eric Wolfe]

T A G---C a r r i e b u g s---~---O U T F I T-- H e r e

Eric smilede skævt mens han blev stående og så varmt ned på både sin forlovede og datter. Varmt af flere grunde, men mest fordi han til stadighed fik en overvældende følelse af at være den heldigste mand i verden når han så dem "Det skal I heller ikke for min skyld, nærmere det modsatte, tak." han tog nogle forsigtige skridt hen langs spærret uden at virke synderligt bekymret over at gå på et skråt, og ufærdigt, tag adskillige meter over jorden.

Han holdt dog nøje øje med hvor han satte fødderne og da han så op igen, var det til Evies store, nysgerrige øjne, der ikke helt kunne fokusere på ham hvor han stod, men alligevel virkede til at reagere på hans stemme. Det bestemte han i hvert fald at hun gjorde og smilet blev bredere igen "Jeg ved det godt." begyndte han igen halvt beklagende og satte sig på hug for at lægge boremaskinen fra sig i værktøjskassen der stod nær kanten på taget "Jeg er færdig for i dag om en times tid hvis jeg tager mig sammen." vandflasken blev tømt mens han nikkede og vinkede ned til Carrie "I lige måde, Sukkermås." drillede han flabet ned til hende, hev sin allerede tilsvedte top over hovedet og efterlod den ved værktøjskassen før han greb hammeren igen og fuldte dem med blikket ud af sit synsfelt igen før han genoptog arbejdet.

[Caroline Abbey]

Caroline afslørede kortvarigt sine tænder i et halvsmørret smil og puslede om Evangeline, der blafrede med armene, før de endte krøllet sammen ind imod hendes mors brystkasse igen. Hun fik endnu et kys på panden og Carrie fnøs dæmpet over Erics nyfundne kælenavn.

”Pas du nu bare på, at du ikke ender med at blive solbrændt, luftkaptajn,” advarede hun i halvt drilleri, som han trak sin top over hovedet og hun et kort sekund måtte spørge de guder hun ikke troede på hvordan hun havde fået fat i en mand med sådan en krop.

Lettere teenageagtig i maven, forlod hun haven med en rysten på hovedet. Hun smilede hele vejen, fortalte Evie om hendes far dengang han var en lille knægt og om hvordan hun en dag ville finde en dreng, der fik det til at suge i hendes mellemgulv, når han så hende i øjnene.

L U K K E T