Middag for to

[Fenella Maverick]

T A G :--G e o r g e--B o n e s--O u t f i t :--H e r e

Fenella rettede spidsen af sin sorte tryllestav mod de ting hun havde fundet frem og så tilfreds til, mens forretten begyndte at anrette sig selv på de to tallerkener. Uden at have behov for at holde øje med tingenes gang, gik hun ud på badeværelset og kastede et kritisk blik på sig selv i spejlet. Endnu et tilfreds smil krusede sig på hendes læber over synet. Det havde intet med egoisme at gøre og så alligevel en lille smule. Hun vidste hun havde udseendet med sig, men det var alligevel længe siden hun havde haft en grund til at gøre det lille ekstra. Eller måske nærmere længe siden hun havde givet sig selv lov til lige det.

Var hun blevet spurgt, måske af den plettede kat der sprang op på toiletsædet og så dovent på hende, ville hun have benægtet at hun var bare en lille smule spændt og nervøs over hvad aftenen ville bringe. Hun lænede sig ind mod spejlet over vasken og rettede på sit hår "Hold op med at se på mig på den måde, Bella." beordrede hun katten uden at se på den mens dyret med en kats ligegyldighed begyndte at vaske sin ene pote. Selv lagde hun den sidste makeup på, uden at det blev for meget og sendte sig selv endnu et tilfreds blik i spejlet. Hendes hænder strøg en enkelt gang ned over imaginære folder i den tætsiddende kjole før hun forlod badeværelset igen og i stedet satte kursen mod stuen for at tjekke om borddækningen nu også var perfekt, selvom hun allerede vidste den var det.

[George Bones]

meeting fenella maverick – wearing a suit

For George havde det været den normale rutine, han kørte igennem for at gøre sig klar til mødet med Fenella. Håret blev kæmmet tilbage, skægget blev fjernet og slipset bundet. Alligevel var det ikke helt det samme. En anelse forpustet satte han sig ned på kanten af sengen og gloede tomt ind i det slanke spejl foran sig. Alt var som det plejede og alligevel ikke. Irriteret vendte han blikket mod den cellofanindpakkede plante foran ham. Det havde været svært at støve den op og nu, hvor han var gået igennem alt besværet virkede den utilstrækkelig. Alligevel virkede det som en bedre ide og efter dagen, han havde haft, kunne han næsten ikke bære at skulle ind i endnu en butik efter både at have leget med ideen om en buket, søde sager, alkohol og et smykke. Derfor havde han blot taget planten og uden at turde skænke det en ekstra tanke forsvandt han med et knald fra sin stue for kort efter at befinde sig foran Fenellas hoveddør.

En anelse klemt rettede George på det nydeligt bundne slips og rettede ikke tilstedeværende folder ud fra tøjet, før han med beslutsom mine bankede på døren. Blikket vendtes kort mod orkideen i hans svagt skælvende hånd, før han rystede på hovedet over sig selv. Det var simpelthen for åndssvagt at være nervøs over et møde med Fenella Maverick også selvom hun var en så ufatteligt tiltalende kvinde, at det af og til var svært at holde tankerne i kort snor.

[Fenella Maverick]

T A G :--G e o r g e--B o n e s--O u t f i t :--H e r e

Det gav et lille sæt i Fenella da det bankede på hoveddøren. Det var kun lidt, men det var der og hun mumlende på sig selv for at nogenlunde ligeså fattet som en 15-årig skolepige. Det var ikke nødvendigvis helt sandt, men det var sådan hun selv så det lige i øjeblikket. Hun kastede et sidste kritisk blik på det lille spisebord der i dagens anledning var trukket lidt ud fra væggen for ikke at stå lukket inde i et hjørne. Det fungerede fint når hun kun var sig selv, men med en spisende gæst var det ikke helt optimalt.

På vej det korte stykke til døren tog hun sig i at være en smule utilfreds med det hjem hun havde at fremvise. Det var igen mest hende selv der fandt det utilstrækkeligt og måske mest som konsekvens af aldrig tidligere at have boet i noget mindre end en gammel herskabslejlighed et andet sted i London. Hun var vokset op på en gammel herregård og havde tilbragt de seneste år på et slot. Derfra og til en ret ordinær lejlighed var der et stykke.

Hun stoppede foran døren, tog en dyb indånding og strøg begge hænder udglattende ned over den røde kjole for at glatte folder der ikke var der. Så åbnede hun døren og så på manden på den anden side med et klædeligt smil "Præcis som altid." hun gik et skridt baglæns og lukkede døren helt op så han kunne komme ind, hvilket hun opfordrede ham til med en indbydende håndbevægelse "Kom ind."

[George Bones]

Der gik ikke mere end et sekund fra Fenella åbnede døren, til George havde sendt hende et afmålt smil. Det var svært at bedømme, hvilken fod han skulle stå på og et par sekunder skiftede han rastløst vægten fra det ene ben til det andet, før han rømmede sig. Pludseligt alt for bevidst om sine manerer, skyndte han at vende blikket fra hendes krop og tilbage til hånden, der bød ham ind, for til sidst at finde vej til hendes klare øjne. Med et hastigt nik trådte han forbi hende. ”Selvfølgelig. Mange tak.” mumlede han og smilede til hende, da han var kommet ind i gangen. Blikket gled straks undersøgende rundt i lokalet og han måtte lægge bånd på sin nysgerrighed, der trippede efter at se resten af huset. Man kunne sige meget om en person ud fra hjemmet og Fenella virkede som en person, man ikke så tit kom tæt på.

Tålmodigt ventede han dog til hun havde lukket døren og rakte så orkideen frem mod hende. ”Tak for at invitere mig ind og tillad mig at sige, at du ser henrivende ud.” Den kjole. Tungespidsen fandt kort vej ud fra munden og løb fugtende over læberne. Det var ikke nemt at holde blikket mod hendes øjne, hvor smukke de end var, med en så veldrejet krop fremhævet i en yderst velvalgt kjole. Fingrene kriblede efter at række ud efter hende og i mangel på bedre at distrahere dem med, trak han fingrene igennem de mørke lokker – fandens med uvaner fra teenageårene, der var så svære at slippe af med!

[Fenella Maverick]

T A G :--G e o r g e--B o n e s--O u t f i t :--H e r e

Fenella slappede mere af det sekund hun bemærkede George blik forlade sit ansigt. Antydningen af et smil krusede sig igen på hendes læber mens hun fandt noget sært forsikrende og bekræftende i nøjagtigt den reaktion. Hun fulgte ham diskret med blikket mens han passerede forbi hende ind i lejligheden og lukkede døren efter ham. Hun nåede det lige inden den plettede bengaler-kat så sit snit til at pile ud i opgangen. Nu fik den i stedet et bestemt puf med en sort stilét væk fra døren "Bella." Fenella nikkede ned mod katten der fornærmet svansede væk fra hende og i stedet tog en vurderende halvcirkel omkring det nye menneske der havde invaderet dens enemærker.

Fenella gav den ikke mere opmærksomhed, men rakte ud og tog orkidéen fra Georges fremstrakte hånd "Tak.." samme lille, næsten hemmelighedsfulde smil viste sig på hendes læber før hun sænkede blikket til planten med med ægte begejstring i blikket "Jeg tror ikke jeg har set en i denne farve før." hun løftede hovedet og så halvt spørgende, halvt vurderende på ham "Desuden ville jeg være en sølle værtinde hvis jeg havde ladet dig stå udenfor døren, ville jeg ikke?" hendes tænder blev momentært synlige i et drillende smil før hun slog ud med hånden igen, ind i lejlighedens stue "Føl dig hjemme, mens jeg lige klarer den her." hun nikkede mod orkidéen og gik vuggende forbi ham ud i køkkenet.

[George Bones]

George hævede brynene i tavs skepsis, da katten sprang til siden og gav sig til at studere ham. Tøvende hev han lidt op i bukserne for at øge stoffets fleksibilitet og gik ned på hug, hvor han forsigtigt tillod katten at snuse til hans fingre. Selvfølgelig kun et kort øjeblik til han selv og katten begge mistede interessen og han atter vendte sin opmærksomhed mod Fenella. "Ikke desto mindre er jeg taknemmelig." kommenterede han muntert og betragtede hendes træk granskende for at finde en reaktion på gaven. Den oprigtige interesse for planten frydede ham og han lagde hænderne i buksernes lommer, mens han bevægede sig længere ind i hendes hjem med vågen opmærksomhed.

"Det siges om orkideer, at de stammer fra willierne." informerede han, mens han stilede mod en bogreol, som han med kritisk interesse betragtede. "De skulle efter sigende have plantet dem, når de ønskede at lokke rejsende til ved hjælp af orkideens tiltagende duft." George smilede for sig selv, udemærket klar over det gran af sandhed, der lå bag fortællingen gennem hans egen familie. Blidt lod han en finger stryge over ryggen på en bog, før han vendte blikket mod døråbningen, Fenella var forsvundet ud af.

[Fenella Maverick]

T A G :--G e o r g e--B o n e s--O u t f i t :--H e r e

Fenella gav mentalt George et pluspoint for at tage sig tid til at præsentere sig for katten, når han ligeså godt kunne have ignoreret den fuldkomment. Ikke at hun var typen der behandlede sit kæledyr som et barn, men det pelsede kræ var hendes eneste selskab i hverdagene og efterhånden det tætteste hun havde på familie. Hun fulgte ham igen med blikket da han rejste sig op og nikkede uden at foregive flere forsøg på falsk beskedenhed. Det lå ikke til hende, havde aldrig gjort det og ville sikkert aldrig komme til det.

Hendes smil blev ikke mindre på vej ud i køkkenet hvor hun befriede orkidéen for den knitrende cellofan og rigtigt kunne se den. Hun bøjede hovedet lidt for at dufte til de sarte blomster mens hun lyttede til Georges stemme inde fra stuen. Hun svarede ikke, men gik de få skridt hen til døren ind til stuen og lænede sig op ad karmen med blomsten i hænderne mens han fortsatte. Et underfundigt smil krusede sig på hendes læber mens hun lod blikket glide ned over ham og vende tilbage til hans ansigt da han vendte sig mod hende "Så når du vælger at give mig en orkidé, skal jeg så lægge noget særligt i det?" spurgte hun drillende og hævede et slankt øjenbryn spørgende.

[George Bones]

Igen søgte Georges blik over hendes krop, før han selv kunne nå at stoppe det og helt andre billeder tonede sig frem på nethinden, idet øjnene fæstnede sig ved hendes udskæring. Igen måtte han tvinge sit blik til at vendes mod Fenellas, selvom det ikke var nemt at få det mentale billede – smukt indrammet af de elegante cinobberrøde lokker – ud af tankerne. Langsomt trådte han tættere på hende og fik tilbagelagt lidt af afstanden, der naturligt var kommet mellem dem. ”Fortæl mig ført, Fenella.” begyndte han og trådte endnu et skridt tættere på, ”Har du lyst til at lægge noget særligt i det?” Med et facetteret smil, der ikke engang var stuerent nok til at tørre støv af, trådte han igen et skridt fra hende og vendte ryggen til, før han fortsatte. ”For noget siger mig, og irettesæt mig endelig, hvis jeg tager fejl, at du ikke er en kvinde, man fortæller, hvad hun skal tænke eller gøre?” Han hævede spørgende brynene idet han vendte sig tilbage mod hende og kastede bolden tilbage til hende i den lille pingpong.

Med en løs bevægelse trak han igen fingrene gennem håret, før hånden fandt vej tilbage i lommen. Det var svært at få tungen på gled med en distraktion af den kaliber foran ham. Men han lod sig gerne distrahere så længe det var hende, der kastede sløret.

[Fenella Maverick]

T A G :--G e o r g e--B o n e s--O u t f i t :--H e r e

Fenella blev roligt stående i døråbningen uden at føle sig beklemt på nogen måde over Georges vandrende blik. Faktisk ville hun højst sandsynligt have følt sig mere beklemt hvis ikke det var sket. Beklemt var i det hele taget en følelse der ikke ramte hende så tit, uanset situationen. At hun ikke var helt så sikker på sig selv som hun måske normalt ville have været holdt hun for sig selv og betragtede ham med et nysgerrigt blik da han kom tættere på. Hans spørgsmål fik det til at trække afslørende i hendes mundvige og et udfordrende blik spillede mod ham fra hendes blå-grå øjne. Hun sagde ikke noget, men holdt øjenkontakten indtil han vendte sig væk igen og fortsatte.

Hun lo. En kort, perlende latter der kun varede et øjeblik, men blev siddende i hendes smil og blik da han igen vendte sig med front mod hende "Det kommer an på situationen." svarede hun ham kryptisk efter at have trukket tiden et øjeblik eller to "Men som udgangspunkt har du ret.. jeg er ikke sådan en kvinde." hun rankede sig og gik helt ind i stuen, fortsatte hen til en lav reol ved væggen modsat døren og satte orkidéen fra sig der "Irettesæt mig hvis jeg tager fejl.." fortsatte hun, før hun spejlede ham bevidst og talte før hun vendte sig mod ham igen "Men jeg tror du er mand for en udfordring som den."