We walk in cirkles

[Louise Webb]

meeting charles bones – wearing this

De fleste mennesker på Louis alder havde efterhånden etableret nogle rytmer. De gjorde ofte det samme, når de stod op og det samme, før de gik i seng. De vidste, hvad de ikke brød sig om og hvad de kunne lide, for netop den vished var noget, de kunne lide. Det var behageligt – det var sådan, det var. Sådan var det og sådan havde Loui selv haft det i nogen tid nu. Distræt gled hendes fingre over et ufatteligt lille ar, hvor der for et par dage siden slet ikke havde været andet end sod og brændt hud. Det var 24 timer siden, hun var blevet udskrevet fra Skt. Mungos og ville ikke have sat sine fødder der igen, hvis ikke det havde været fordi hun var blevet indkaldt til en undersøgelse. Heldigvis havde der ikke været andre tegn på ulykken end det lille ar på hendes lår. Et pudsigt smil gled over hendes læber. Det og selvfølgelig hendes indre, hvor alt var blevet vendt på hovedet. Hendes hånd fandt vej til bordet, hvor den fandt hvile ved siden af en lille dåse, hun havde fyldt med hjemmelavede småkager. Normalt ville hun aldrig være i et køkken, da hun ikke engang kunne håndtere en gryde med pasta uden at blive brændt eller ødelægge noget, men noget var nyt i hende efter hendes liv var blevet reddet.

Utålmodigt vendte hun blikket mod uret, der fortalte hende at endnu en time var gået. Ikke fordi, hun forventede en medi-troldmand ville have tid til bare at droppe ind, men hun havde trods alt informeret kvinden ved skranken om, at hun gerne ville tale med ham, når han på et tidspunkt kunne finde tid til hende. Hans navn havde hun overhørt, da hun blev reddet. Charles. Charles havde reddet hendes liv. Loui trommede afventende med fingrene på bordet uden at tænke for meget over, hvad hun egentlig ville sige til ham, for hvad sagde man til en person, der havde reddet ens liv? Tak virkede så utilstrækkeligt.

[Charles Bones]

Tag - Louise Webb ~ Outfit - Here

Charles var lige den dag ikke særlig utilfreds med udsigten til at komme hjem og skulle sofaen springe på ryggen af ham, så havde han ikke tænkt sig at protestere. Han var en smule ør i hovedet efter en alt for lang vagt der havde trukket yderligere ud, efter et større kostesammenstød et sted i Nordengland. Han skubbede døren ud til gangen op, omklædt og befriet for den letgenkendelige grønne uniform og skjulte et gab bag den ene hånd, mens han bevægede sig mod den nærmeste udgang.

Han hilste på heksen i skranken med et træt smil og en løftet hånd og var egentligt allerede fortsat, da han fangede hendes diskrete nik mod et andet punkt i rummet og stoppede op. Han så uforstående på hende et øjeblik før han drejede hovedet og så på den lyshårede kvinde der sad ved den ene væg. Han rynkede brynene og der gik nogle lange sekunder før han fik sat på plads hvorfor hun så bekendt ud "Miss Webb?" halvt spurgte han mens han gik nogle skridt tættere på, stadig med et lidt forvirret udtryk på ansigtet "Jeg troede du blev udskrevet i går?"

[Louise Webb]

Det var egentlig også uretfærdigt sådan som tiden virkede. Det ene øjeblik sneglede den sig af sted og det næste skulle man arbejde under pres, fordi sekunder føltes alt for korte. Hvilket var præcist det, der selvfølgelig måtte ske. Udmattet efter en lang dag, var Loui kun sekunder fra at rejse sig og tage tilbage i lejligheden med sin lille æske småkager, da lyden af hendes navn pludselig fangede hendes opmærksomhed. Overrasket over så pludseligt (eller det virkede pludseligt selv efter flere timers ventetid) at se sin redningsmand igen, nærmest sprang hun op fra stolen, hvilket fremkaldte et jag af smerte gennem kroppen og en let forvreden grimasse. Beklagende smilede hun til ham og ledte febrilsk efter ord inde i det tomrum, andre ville kalde hjernen uden egentlig at kunne finde andet end ligegyldigheder som ’hej, vidste du toiletpapir blev opfundet omkring år 600 i Kina?’ hvilket selvfølgelig var noget af det vrøvl, hun havde overhørt folk i hospitalets cafeteria sidde og sludre om.

Alligevel lykkede det til sidst Loui at få nok kontrol over sig selv til at nikke som svar til Charles spørgsmål. ”Ja, men de ville gerne have mig ind til at tjekke op på, om jeg var lappet ordentligt sammen.” svarede hun med et forsigtigt smil og trak en lok filtret hår om bag øret. ”De reddede mit liv, Mr. Bones.” mumlede hun og prøvede krampagtigt at holde blikket øjnene fæstnet ved hans, men endte alligevel med at fokusere på hans øre, mens farven skød frem i hendes fregnede kinder. En masse ting kejtede rundt i hovedet på hende, mens hun stod der foran sin redningsmand. Taknemmeligheden kunne ikke udtrykkes med ord, men kunne tydeligt læses i de grå øjne, der atter havde samlet mod til at møde hans blik.

[Charles Bones]

Tag - Louise Webb ~ Outfit - Here

Charles nikkede med et lille smil og et blik der stadig overvejende var undersøgende. Man kunne kalde det en arbejdsskade. Han kunne ganske simpelt ikke lade være når han vidste det kun var dage siden hun havde ligget forbrændt på gulvet i den hærgede lejlighed han var ankommet til "Det er altid godt at være på den sikre side." konstaterede han og flyttede vægten lidt mellem fødderne uden at vide om han skulle blive stående, eller fortsætte ud og hjem til den sofa der råbte så højt at han kunne høre den helt til Mungos.

Han rynkede brynene lidt da hun fortsatte, rømmede sig og trak på skuldrene med et halvt smil "Jeg gjorde mit job, Miss Webb. Hverken mere eller mindre." svarede han beskedent og smilede igen "Og det er Charlie. Mr. Bones får mig til at se mig over skulderen efter min far." smilet blev skævt uden at han sagde noget om, at det faktisk nemt kunne ske at netop hans fædrene ophav dukkede op.

[Louise Webb]

Loui smilede tøvende ved hans ydmyghed overfor opgaven. For hende var det slet ikke bare et arbejde, han passede. Han havde reddet hende, sådan var det i hendes optik. Smilet voksede dog en anelse ved hans fortsættende ord, ”Så må du også kalde mig Loui.” insisterede hun og nikkede for at understrege ordene. Hvordan hun skulle fortsætte derfra anede hun dog ikke og hun måtte overvinde en trang til at klø sig i nakken selvom de kriblede i fingrene for at have noget at tage sig til. Uden at vide, hvad hun skulle gøre af sig selv, greb hun ud efter dåsen med de hjemmebagte småkager og åbnede den. ”Jeg tilbringer normalt ikke så meget tid med at lave mad,” startede hun og så lidt tvivlsomt ned på kagerne, før hun atter vendte blikket tilbage til medi-troldmanden foran hende, ”men jeg ville så gerne vise min taknemmelighed, så..” Igen døde hendes stemme hen og for ikke at lade den akavede tavshed opstå, rakte hun dåsen frem mod ham som invitation til at han kunne tage én af de lidt mystiske småkager. Han lavede noget vigtigt med sit liv, han havde et mål og gjorde noget godt for andre mennesker. Loui sad bare derhjemme og prøvede at komme i gang med noget. Hendes indre sukkede opgivende.

[Charles Bones]

Tag - Louise Webb ~ Outfit - Here

Charles smilede en smule afmålt igen, men ikke afvisende og nikkede mens han hankede op i tasken der hang over hans ene skulder "Det er en aftale." han tav igen og endte efter nogle tavse sekunder med at rømme sig og igen flytte lidt på fødderne uden at kunne finde ud af hvad han skulle gøre, eller sige. Louise kom ham igen i forkøbet og hans blik faldt til dåsen hun åbnede og rakte frem mod ham.

Denne gang smilede han skævt og knap så afmålt da hans blik mødte hendes igen "Kager stikker den pude af kattehår jeg engang fik af en gammel dame." en munter lyd undslap ham mens han pligtskyldigt rakte ud og tog en kage "Du havde ikke behøvet.." han gik i stå og så fra hende til kagen og tilbage igen, klar over hvor utaknemmelig han kunne tolkes "Tak." han lod hånden falde og følte sig en lille smule dum ved at stå der med en småkage i hånden "Jeg er glad for at se du slap med skrækken den her gang."