Simon Amos Lithgow

[Simon Lithgow]

Fulde navn: Simon Amos Lithgow
Kaldenavn: Sim, Lithgow, etc.
Alder: 23
Fødselsdag: 3. oktober 2066
Køn: ♂
Nationalitet: Skotsk
Blod: Mugglerfødt
Race: Magiker

Tryllestav: 13½ tommer, vild kirsebærtræ (Prunus avium) med en kerne af selkie-tand. Den er af fransk oprindelse og blev købt i forbindelse med Simons skolestart på Beauxbatons i sensommeren 2083. Hans tidligere tryllestav blev knækket i to lige store stykker, da han blev smidt ud fra Hogwarts som sekstenårig.
Kæledyr: Sløruglen Beatrix.
Kost: -
Skole: Hogwarts & Beauxbatons – Simon blev smidt ud af Hogwarts før tid, nemlig i foråret 2083, som var lidt af en katastrofetid. Det var efter en heftig forhandling med den franske skole, der involverede en lang fortælling om rektor og lærernes holdninger samt flere uafhængige prøver, at han blev optaget og færdiggjorde sin uddannelse der.
Årgang: 2084.
Kollegium: Slytherin.
Beskæftigelse: Samfundskritiker og forfatter.
Han har i løbet af de sidste syv år fået udgivet to bøger, der begge har fået en meget blandet modtagelse i det magiske samfund:

• ”A mudblods guide to Hogwarts ~ What not to do when your headmaster is a pureblood supremacist” - 2086, George June publicers.
  
• ”A mudblods guide to Small Britain ~ How to come to grips with an unchanging society” - 2088, George June publicers.

Fremtidsplaner: Det har altid været Simons mål at beskæftige sig med noget, der fik hele verden til at se på ham. Hans foreløbige c.v. er bemærkelsesværdigt, men ikke ligefrem noget, der har skaffet ham et navn i andet end Storbrittanien. Lige for tiden arbejder han sammen med sit forlag på at markedsføre sine to bøger i resten af Europa og han ser netop samfundskritikken og hans egen personlige erfaring som sit bedste middel til at opnå det, der er hans egentlige ønske. At han midt i sin stræben efter at sætte sit mærke på verden har fundet noget, der giver ham en skide god mavefornemmelse er dog ikke gået ham forbi og han er, trods den bitterhed, der skinner igennem hans arbejde, ved at finde sig hjemme i både hjemlandet og sin rolle som forfatter.
Patronus: Hans bedste minde er fra den dag hvor han stod med en kopi af sin første bog, stadig varm fra pressen. Den tager form som et stinkdyr (Mephitis mephitis), ikke fordi Simons kropslugte er værre end alle andres, men fordi han har et lignende behov for at gøre opmærksom på sig selv og sine evner og kan være ganske aggressiv i sine metoder til tider.
Boggart: Simons dementor tager form af en officiel skikkelse fra ministeriet, der knækker hans tryllestav. Det er sket for ham en gang før og magtesløsheden, blandet med følelsen af at være blevet afvist af det magiske samfund og degraderet til muggler igen, gør ham lige dele rasende og angst.
Dementor: Tiden før han blev smidt ud af Hogwarts. Afvisningerne, latterliggørelserne og udtrykket i Mary Abbeys ansigt, da han fortalte hende at han havde været hende utro. Alting skramlede stort sammen på en gang. Han tabte i duelturneringen, han fik fjernet sit vejlederskilt, han mistede sin bedste veninde og han mistede sin kæreste. Samtidig mistede han respekten fra langt størstedelen af de mennesker han kendte dengang. Han har dog aldrig været tæt på en dementor og hvis han selv skulle gisne om hans værste minde ville han nærmere skyde på det øjeblik, hvor han uigenkaldeligt vidste, at han ikke ville blive afgangselev fra Hogwarts.
Drømmespejlet: Ham selv, omgivet af bøger med hans eget navn på ryggen og titler på adskillige forskellige sprog. Billedet symboliserer hans ønske om at sætte sit mærke på verden og blive en man husker, selv når han en dag går bort. Det kunne dermed ligesåvel være en af hans efterkommere omgivet af hans bøger eller et mindesmærke for ham, men lige nu er han så optaget af at få udgivet sin første bog på fransk, spansk og tysk, at det er det dominerende ønske.
Amortentia: Nektariner, nelliker og nældesaft, samt en underligt udefinerbar sød duft, der minder ham om noget for længst tabt, som han ikke rigtig vil være ved.
Veritaserum: Simon har haft et mindre problem med alkohol. Han blev aldrig decideret afhængig af rusen, men han er klar over nu, at han ikke kan finde ud af at kontrollere de mængder han indtager, når han gør det i større selskaber. Af samme grund drikker han nu kun sjældent.

Faceclaim: Tom Felton
Udseende: Simon rager en meter og fireogfirs centimeter op i luften. Hans teenageårs tendens til ranglede lemmer er han vokset fra, men han bliver aldrig noget muskelbundt, på trods af den noget mere maskuline figur han efterhånden tegner. Fregner, modermærker og ar har han ikke mange af, men på venstre knæ tegner en lang, tynd og lys stribe sig tydeligt af imod resten af huden. Den er resterne af et ar fra et grumt fald på cykel i hans barndom. Han klæder sig til daglig i troldmandsgevanter og har i det hele taget bevæget sig langt væk fra sine rødder, som en del af sit image som forfatter i den magiske verden. Det er vigtigt at udstråle, at man gør sit yderste for at passe ind, når man samtidig kritiserer samfundet for ikke reelt at være åbent for udefrakommende.

Interesser:
- MAGT
At have magt er ikke nødvendigvis at være en indflydelsesrig politiker eller en gammel rig magiker, fra en af de oprindelige slægter. Det kan også bestå af at folk blot kender ens navn, lytter til det man siger og tager det for gode varer. Berømte troldmænd fra mange forskellige professioner kan være magtfulde og også Simons far og mor er det på sin vis inden for deres egne brancher i muggerverdenen. Det han ønsker er, at folk virkelig tager ham alvorligt, når han siger noget. Han vil have en betydning i det magiske samfund, ikke så meget for at gøre en forskel, men for at folk husker hans navn i eftertiden og behandler ham med respekt i nutiden. Til en hvis del har han allerede opnået det, men han er desværre så småt ved at nedbryde sit eget gode rygte og temmelig ignorant omkring netop det faktum.
- MUSIK
Siden han var helt lille, er både Simon og storebroderen Jeremy, blevet kraftigt opfordret til at lære at spille et musikinstrument af deres forældre. I en tidlig alder faldt Simons kærlighed på strengeinstrumenter og eftersom både violin, cello og lignende efter hans mening var alt for tøset, begyndte han som syvårig at spille guitar med faste lektioner en gang om ugen. Guitaren har fulgt ham i hans vej i den magiske verden og han genoptog da også sin undervisning da han forlod skolen, hvorfor han efterhånden er blevet ret ferm til at spille på den. I dag napper han den frem fra tid til anden og nyder både det simple og fantastiske i at skabe musik med sine fingre og den opmærksomhed, som han får ud af det. Han akkompagnerer til tider sig selv vokalt og har en hæderlig sangstemme.
- MAGIENS VERDEN
Som mugglerfødt er der stadig nogle ting, der overrasker Simon om den verden, som han ikke lærte at kende for alvor før han startede på Hogwarts. Han er endnu dybt fascineret af fænomener som drager, trolde, de vises sten, utilgivelige forbandelser etc. Alt der er mytisk og mystisk, men også meget af det, der befinder sig i hans dagligdag.

Personlighed: Simon har alle dage været optaget af, at gøre opmærksom på sig selv. Da han var lille, var han den første til at stille sig op på et bord, viftende med fødselsdagsflag, legetøj eller hvad der nu lige var i hans nærhed. Han er fængslet af følelsen af at have et publikum fanget og jager de øjeblikke, hvor fokus ligger udelukkende på ham. De første få år af hans liv, sagde hans mor altid, at han ville ende som skuespiller, men det viste sig allerede i før-skoletiden at det, at spille en rolle som sådan, ikke interesserer ham der fjerneste. Han vil gerne have opmærksomhed helt som sig selv og er efterhånden blevet temmelig god til at få det.
I skolesammenhænge viste det sig oftest som en ubændig trang til at vise sig i undervisningen eller i en af hans mange enetaler, som han stadig gør sig glimrende i i dag. Han er hverken bedrevidende, kedelig eller uden situationsfornemmelse, men trods hans glimrende evner for at underholde et publikum, er det alligevel ikke alle, der sætter pris på hans præstationer i den boldgade.
Da først ideen om skuespillerhvervet i sin tid slap hans forældre, mente de i stedet at han ville gå hen og blive politiker. Med sit behov for at være i centrum og sin glimrende talegave, ville det da også være åbenlyst, hvis ellers et hverv som politiker havde bare en fjern interesse. Han har dog aldrig haft nogen drømme om at forandre verden til det bedre for andre mennesker og er som sådan ikke den store idealist. Det kollegie, som fordelingshatten i sin tid placerede ham på var absolut intet tilfælde og han har siden dengang i stor stil formået at demonstrere at den vigtigste person i Simons liv er Simon selv.

I hans nære relationer er han dog noget mindre krævende, end han til tider kan ende med at føle sig, når han har tiltvunget sig opmærksomhed på bekostning af noget andet – eller nogen andre. Han kan sagtens slappe af i venners lag og være den givende part, selvom hans konkurrence-evne alligevel sjældent gør andet end blot at slumre og let kan vækkes. Han er ingen stor spasmager, men han har masser af humor. Til gengæld har han stadig ikke uendelige reserver af selvironi og bliver til tider lidt for nemt fornærmet. Oftest gør han sit yderste for ikke at lade sig mærke med det, men det er sket, at han har reageret skarpt, når det blev ham for meget.

Far: Callum Lithgow, 55. Muggler, post.doc og lektor i ”International industrial law” på universitetet i Aberdeen.
Mor: Maura Lithgow (født Hamilton), 53. Muggler, ingeniør og konsulent for et byggefirma i Aberdeen.
Søskende:

• Jeremy Edan Lithgow, 29. Muggler, ingeniøruddannet og nuværende arbejdsløs.

Civilstatus: Alene.
Børn: -
Barndomsby: Macmerry og Banchory, Skotland.
Nuværende bopæl: En mindre lejlighed over ”Flourish and Blotts” i Diagonalstræde. Simon flyttede i løbet af sommerferien 2090.
Husalf: -
Historie: Maura Hamilton var en livlig studerende på det tekniske universitet i Edinburgh, da hun første gang mødte sin kommende mand, den noget mere nørdede Callum, en festlig nat i byen. Det stod ikke specielt skrevet i stjernerne, at det skulle blive de to, men 24 år senere er de stadig sammen og forældre til to unge mænd.

Jeremy kom til verden tre år inde i deres forhold og først to år senere stod Maura mørkeblå brud på rådhuset med ham på den ene arm og Callums fast forankret til den anden. Hverken deres oprindelige forelskelse, bryllup eller ægteskab var særlig meget efter bogen, men det generede ingen af de to ærke-akademikersnuder, der begge fik det præcis som de gerne ville have det.

Da deres ældste søn var fem år gammel, var de egentlig begge to nået dertil, hvor de mente at det nok var det. De havde aldrig haft nogen specielle planer om at skulle have flere børn og var nogenlunde enige om, at det nok var fornuftigt nok at lade Jeremy vokse op uden flere søskende, deres relativt travle arbejdsliv taget i betragtning. Med en travl byggeingeniør og advokat som forældre, havde han allerede været igennem flere barnepiger og selvom der ikke manglede omsorg, så var det alligevel ikke altid at der lige var tid til alting. Den dag Maura gik til lægen med kvalme, vendte hun derfor noget forbløffet hjem, med den besked, at de alligevel skulle have en lille ny. Da Simon gjorde sit indtog i verden, var der dog alligevel ingen tvivl om, at også de han ville blive elsket. Han startede sit liv noget uden for den skotske hovedstad, men da han var blot fem år gammel flyttede familien til Banchory, for at være tættere på Callums nye arbejdsplads på universitetet i Aberdeen.

Jeremy og Simons opvækst var på mange måder gnidningsfri, selvom det selvfølgelig aldrig er uden visse problemer at opdrage to livlige knægte. Der var altid gang i den hjemme i familien Lithgow og man måtte ofte kæmpe for at få opmærksomheden. Alligevel skortede det aldrig rigtig på kærlighed og ingen af drengene har for alvor manglet noget. Hjemmet bar dog præg af en hvis konkurrencementalitet, der uden tvivl ikke blev knust af to forældre, som begge kæmpede sig frem i verden med store ambitioner og også er nået langt i livet på hver deres måde.

At Simon ikke var helt som andre knægte var der aldrig rigtig tvivl om, men at det var noget mere exceptionelt end som så, blev først klart den dag han modtog sit brev fra Hogwarts. Det blev leveret af en pudsigt udseende ældre herre, som måtte bruge temmelig lang tid på at overbevise Simons forældre om rigtigheden i det, der stod.
Fra den dag var intet det samme.

Da fordelingshatten placerede Simon på Slytherin, vidste han af gode grunde ikke hvad han skulle forvente. Mugglerfødt som han var, kendte han ikke til kollegiets rygte, ligesom han intet vidste om fuldblodsfascisme eller lord Voldemort. Han var naturligvis ikke alene blandt de uden magiske forfædre om at være endt på kollegiet, men det blev alligevel hurtigt tydeligt, at flere af hans klassekammerater havde blandede meninger om hans ret til at modtage samme undervisning som dem. Med årene lærte han at vende det døve øre til, men alligevel sivede de grovere kommentarer og insinueringer ind. Frem for at lade sig tryne brugte Simon dog blot modgangen som brændstof til at kæmpe endnu hårdere for at bevise sit værd.
På sit femte år modtog han belønningen for sit arbejde. Han fik vejlederposten for Slytherin og besad den i 1½ år indtil februar 2083. Her lykkedes det det nye overhoved for kollegiet at tage det fra ham igen. Undskyldningen var dårlige karakterer men den reelle grund var Simons blodstatus. Sammen med en anden mugglerfødt dreng på Slytherin brød han ind på deres overhoveds kontor. Målet var at finde inkriminerende materiale, men det lykkedes ikke. I stedet blev de grebet på fersk gerning.
Resultatet blev at de begge blev smidt ud af skolen.

Katastrofen var åbenbar. Selvom ingen af forældrene kendte lige så godt til den magiske verden som Simon gjorde, forstod de udmærket betydningen af en udsmidning. Den førte til intensive forhandlinger med den franske skole ”Beauxbatons” som endelig i sensommeren 2083 endte med at indvilge i at lade ham færdiggøre sin magiske uddannelse der. Det var en enorm lettelse for hele familien og endelig – et år efter – kunne Simon præsentere et eksamensbevis med glimrende karakterer. Han var fri til at tage hvorhen han ville og første stop blev Paris. Lysten til at vende næsen hjemad var ikke indledningsvis enorm, men da han efter en lang og relativt vild ferie alligevel satte kursen imod Skotland for at flytte ind hos sine forældre på en midlertidig basis, havde han efterhånden løbet hornene af sig og var klar til at vende tilbage til sin målrettede søgen efter noget, der ville give ham mulighed for at sætte sit præg på verden.
Han fik et temmelig luset job som butiksassistent i et supermarked og gav sig til at tænke, imens han sparede penge sammen til egen lejlighed. Der gik ikke lang tid derfra før han var landet foran sin computer og ordene skrev praktisk talt sig selv. De blev til lange, ironiske sætninger om hans fortid og inden han egentlig følte, at han var færdig med at komme af med den galde, som han havde båret rundt på siden Hogwarts, indså han at han var i gang med en reel bog. Jagten på et magisk forlag, der ville udgive den, gik i gang.

”George June publicers” endte med at blive det forlag. De takkede ja efter at have set de færdigskrevne første par kapitler og en større proces tog sin start. I denne lærte Simon blandt andet at en forfatter må holde på sit, hvis han vil bevare kontrollen over sit eget værk. Det var nøjagtig hvad han beslutsomt gjorde (støttet i høj grad af sin far) og da ”A mudblods guide to Hogwarts ~ What not to do when your headmaster is a pureblood supremeacist” udkom i 2086 kunne han sandfærdigt sige at det var hans egne ord fra ende til anden.
Hverken han eller forlaget vidste præcis hvad de skulle forvente eller hvordan samfundet ville tage imod bogen, der kritiserede ledelsen hos Hogwarts i stærke vendinger. Det kunne blive et komplet flop, selvom det naturligvis ikke var hvad forlagets høje herrer havde spået. Simon selv havde stadig jobbet i supermarkedskæden for ikke at miste sin lejlighed, hvis alt hans hårde arbejde viste sig kun at have værdi som udrensende for ham selv. Det skulle dog ikke vise sig at være tilfældet. I stedet endte hans bidende sarkasme med at sælge forrygende. Skandaler sælger og selvom tilstandende på Hogwarts anno 2083 ikke burde have forundret nogen, så vakte bogen stor røre.

Simon kvittede sit dag-arbejde, kastede sig ud i mediecirkusset og smilede tandsmil til 'Profettidendes' rapporter. Her befandt han sig i et par måneder, før interessen atter faldt brat og han i stedet måtte tilbage til computeren hjemme i Edinbourgh. Til trods for hans evige behov for opmærksomhed fra omverdenen passede dette liv ham underligt godt og han ledte ikke længe efter et emne, der lagde sig kraftigt op af det første. Det havde solgt første gang og med en ny drejning og samme bistre tone, så regnede både han og forlaget med at det også ville sælge anden gang.

De fik ret, omend succesen denne gang var mindre overvældende. Simons tandpasta-smil var en gammel nyhed og kritikere brokkede sig over at den anden bog var at betragte som en mere udvandet udgave af den første. Alligevel solgte den ganske rimeligt og Simon lukrerer endnu på succesen fra de to samlede udgivelser. Den første er oversat til 5 sprog og sælges i flere andre Europæiske lande på engelsk.

Da Simon var 22 år, stødte han af flere omgange på sin ekskæreste Mary, som han i sin tid havde været en værre idiot overfor. Der var mange usagte og uløste ting imellem dem og de væltede hovedkulds ud i et halvturbulent forhold, som endte et halvt år efter. Det gode, der kom ud af det, var dog en bedre afslutning end de tidligere havde haft og Simon er på venskabelig fod med hende. Ligeledes var det hvad der endelig overbeviste ham om, at han skulle tage at flytte til London.

Cbox-navn: Emma.
Alder: 24.
Kontakt: Everywhere.
Fortid: Simon Lithgow
Andet: Plankton-plukkende pygmæpuf.