|
Post by Alexander Young on Nov 16, 2012 8:36:24 GMT
Prepare for the unusualLife will allways surprise youTag: Em & Blæverormen ~ Outfit: Here
Alexanders øjenbryn fløj op og han betragtede Jonathan med tydelig forbløffelse. At det var stik imod deres verdens regler at fortælle Emmeline det mindste om magi behøvede han næppe informere sin storebror om og han tav da også blot. Alligevel sagde hans blik alt det han ikke selv gjorde. Da den anden slap en latter ud i stuen hev det dog afslørende i Alexanders mundvige og han lod sig smitte nok til at trække på smilebåndet. Grundlæggende brød han sig ikke om at være belærende overfor nogen som helst og især overfor Jonathan var det rimelig langt nede på hans ønskeliste. Han slappede en anelse mere af i skuldrene og rystede en enkelt gang på hovedet. ”Livet går sjældent som man havde tænkt sig,” konstaterede han, før han løsnede de krydsede arme og stak hænderne i lommerne på de mørke bukser.
Han havde åbnet munden for at sige noget mere, da døren til Emmelines værelse gik op og Alexanders blik vandrede over på hende. Endnu gik han ud fra at hun intet havde hørt, men det var noget helt andet nu, hvor han vidste, hvad hun ellers vidste. ”Harris,” svarede han hende med en vagt drillende undertone. ”Du kan ikke tale med nogen om det.” Væk var det lettere spøgende og han så alvorligt på hende. ”Hvis det kommer ud, at Jon har fortalt dig noget, frem for at slette din hukommelse som han burde efter vores love, så kan han ende i fængsel og du ender uden tvivl med at få modificeret dine tanker af en troldmand du ikke kender og aldrig vil huske...” Han blødte lidt op og smilede antydningsvist. ”Der er kun en anden du kan tale med det om, ud over os. Alice.”
|
|
|
Post by Jonathan Young on Nov 16, 2012 21:11:49 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline & Havenissen ● Outfit: Here[/font] Da Emmeline dukkede op igen, tav Jonathan og drejede hovedet for at se imod hende, nu med et skævt, ikke helt fuldbyrdet, men tilstedeværende, smil på læberne. Hans blik skiftede dog kort tilbage til Alexander, da han tog ordet og nikkede bekræftende, før han så tilbage på Emmeline. Han havde allerede fortalt hende det samme og sendte hende et forsikrende smil, mere komfortabel med at gøre netop det, nu han lige havde haft et øjeblik til at sunde sig over det hele.
Den eneste oplysning han ikke selv havde givet videre til Emmeline, var den sidste Alexander kom med og hans blik fandt tilbage på lillebroren igen. ”Alice kender også til vores verden?” kom det spørgende fra ham, uden han dog egentlig var i tvivl. Han kneb øjnene sammen og i et øjeblik, var glimtet i hans blik rent faktisk underholdt. Jonathan rystede lidt på hovedet. ”Nu kan der næppe vælte flere overraskelser ind,” kommenterede han tørt. ”Tingene bliver ikke mindre sære, af at blive ved med at blomstre her. Jeg vil foretrække at have tøj på til resten.” Han var stadig ikke helt enig med sig selv om, hvorvidt han kunne se det sjove i det, men ignorerede hans egen latterliggørelse så godt som det kunne lade sig gøre. Med de ord satte han kursen mod soveværelset, kun for kort at stoppe og plante et flygtigt kys mod Emmelines læber, se på hende med et svagt bekymret blik, før han fortsatte og forsvandt ind bag døren.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Nov 18, 2012 14:35:02 GMT
It starts in my toes and I crinkle my nose ... wherever it goes I always know ...
[/font] that you make me smile, please stay for a while Tagged: Jonathan + Alexander Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline blev stående med armene beskyttende over kors og skar en lille grimasse over Alexanders formaninger. Hun bekæmpede trangen til at vende øjne og kastede et forsigtigt blik på Jonathan. Hans forsikrende smil fik hendes anspændte skuldre til at falde lidt og hun besvarede tøvende smilet før hun så på Alexander igen "Det ved jeg godt. Jeg kan godt holde på en hemmelighed, Alex." hun nikkede langsomt en enkelt gang, ikke særlig vild med tanken om at skulle have slettet sin hukommelse.
Uvilkårligt lyste hun op i et lidt bredere og mere ægte smil da han nævnte Alice. En smule overraskelse meldte sig selvom det på sin vis burde være logisk, at veninden også kendte til den magiske verden, så længe som han og Allice havde været sammen. En anden tanke meldte sig flygtigt i hendes hovede, men gled fra hende igen da Jonathan tog ordet.
Instinktivt strammede hun grebet om sig selv igen og så usikkert på ham da han kom nærmere. Så stoppede han og hendes blik flakkede mod hendes vilje, før det føltes som om en mindre kampesten forlod hendes brystkasse og dumpede ned omkring hendes fødder da hans læber strejfede hendes. Hendes skuldre faldt igen og hun sukkede tydeligt lettet, uden at lægge skjul på det og så efter ham med et lille smil der denne gang nåede hendes brune øjne. Først da døren til hendes værelse gled i vendte hun ansigtet mod Alexander igen og kneb øjnene lidt sammen "Hvorfor skal det holdes hemmeligt? At nogen har magiske evner?" spurgte hun, forsigtigt, men uden at kunne styre sin nysgerrighed helt "Har det altid været sådan?" hun lod armene falde og løsrev sig så endelig fra pletten hun stod på og fortsatte helt ud i køkkenet for at sætte vand over til te.
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on Nov 19, 2012 9:41:56 GMT
t a g - a l -, - j o n -, - e m - ~ - w e a r i n g - t h i s
[/color][/url][/font] [/center][/size] Alice rodede i et øjeblik i sin taske efter nøglen til hoveddøren, uden helt at kunne fokusere på, hvad det egentlig var hun skulle finde. Vejen tilbage i undergrunden fra hospitalet havde været uendelig og hun kunne ikke helt finde ud af hvad hun skulle gøre af sig selv over den nyhed, hun var kommet derfra med. Det var ikke fordi, hun ikke følte sig klar, men nærmere fordi hun ikke vidste, hvordan Alexander ville tage det. Langt om længe, lykkedes det for hende at finde det lille nøglebundt og få døren op. Så vidt Alice vidste, var der ikke andre i lejligheden end Emmeline og måske Jonathan, selvom hun i stille sind håbede på, at det kun var den første. Ikke fordi hun ikke brød sig om venindens kæreste, men fordi hun gerne ville kunne fortælle veninden resultatet. Med det i tankerne, nåede hun deres dør og stak nøglen i låsen. Allerede før hun åbnede den, kunne hun hørte Emmelines stemme igennem døren og konkluderede at Jonathan måtte være der også. Da hun skubbede den op, var det dog Alexander hun først fik øje på og af samme grund, gik hun i stå i døråbningen med et svagt overrasket ansigtsudtryk. ”Hvad laver du her allerede?” røg det impulsivt ud af hende, stadig med den ene hånd på nøglen i låsen. [/blockquote][/justify]
|
|
|
Post by Alexander Young on Nov 19, 2012 16:26:09 GMT
Prepare for the unusualLife will allways surprise youTag: Blæverormen, Alice & Em ~ Outfit: Here
Alexander hævede et øjenbryn og fnøs halvmuntert. At Emmeline påstod at være god til at holde på en hemmelighed – lige efter at hun nær havde afsløret den overfor ham – var en anelse underholdende, men han sagde intet, smilede blot sigende og skubbede sig fri af væggen. Ved Jons udbrud skulle han lige til at forklare sig, men egentlig havde han intet at undskylde for og det gik også op for ham, at det var en kende sært at stå og snakke med sin storebror, imens denne var stort set upåklædt. Det passede ham derfor også glimrende, at Jonathan midlertidigt gjorde sin exit.
Selv blev han stående og betragtede Emmeline i et kort øjeblik, før han fulgte hende ud i køkkenet, for at gå i gang med den tomatsuppe han planlagde. ”Lang historie,” svarede han kort for hovedet, imens han trak en velvoksen klase røde frugter op. Længere i forklaringen nåede han i øvrigt ikke, før døren blev åbnet igen og det denne gang var Alice, der gjorde sin entre. Han smilede skævt af hendes udbrud og gav sig til at plukke tomaterne fra stilken. ”Ja en hel halv time tidligere end aftalt,” drillede han hende, som han smed stilken ud i skraldespanden. ”Du kommer lige til årtiets sammentræf, smukke. Gæt hvad det er.”
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Nov 20, 2012 16:24:26 GMT
It starts in my toes and I crinkle my nose ... wherever it goes I always know ...
[/font] that you make me smile, please stay for a while Tagged: Jonathan, Al og Al ~ Outfit: Here[/center] Emmeline fyldte lidt per rutine kogekanden med vand fra hanen, mens hun samtidigt stillede Alexander et spørgsmål hun virkelig havde tænkt over. Hun smilede skævt over hans indledende svar og åbnede et skab for at tage pakken med tebreve ud "Jeg har ikke travlt." hun så sigende på ham og åbnede munden for at sige mere da hun hørte lyden af en nøgle i låsen og begge hunde reagerede ved at storme mod den, vanen tro.
Hun var ikke overrasket over at se veninden, men rynkede med det samme panden lidt og så indgående på hende, lidt gået i stå med tebrevene i hånden mens vandet begyndte at kode bag hende. Hun sagde ikke noget, men så blot på hende med et halvt undskyldende blik fordi de ikke var alene. Hun kriblede efter at få at vide hvordan aftalen var gået, men det var lettere umuligt at spørge så længe både Alexander og Jonathan var i lejligheden.
Endnu mere umuligt nu konkluderede hun da Alexander bragte det, for ham, åbenlyse på banen. Et lille fnys gled over hendes læber og hun så på ham med et udtryk der tydeligt afslørede, at hun ikke helt havde fået tygget de nye fakta i sig "Du morer dig lidt for meget over det, Al." hun smilede på trods af den milde anklage og himlede let med øjnene til Alice efter et diskret sideblik mod døren til sit eget værelse og uden at afsløre hvad sammentræffet rent faktisk var.
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on Nov 21, 2012 9:24:23 GMT
t a g - a l -, - j o n -, - e m - ~ - w e a r i n g - t h i s
[/color][/url][/font] [/center][/size] Alice blev vanen tro modtaget af to logrende hunde, da først hun havde åbnet døren og det var det, der gav hende sparket videre, til at lukke døren og lade nøglen glide ned i tasken igen. ”Åh. Ja. Det havde jeg lige glemt,” undskyldte hun sig og bøjede sig kort for at klø Eros bag øret og gentage succesen med Ophelia kort efter. Hun tog dog ikke blikket af Alexander og Emmeline og så undrende fra den ene til den anden. "Vent lige et øjeblik," bad hun dem hurtigt, før de kastede sig ud i en længere forklaring. Da hun rettede sig op igen, lod hun tasken dumpe ned ved siden af døren og trak jakken ud over skuldrene, for at hænge den på en af de dertil indrettede kroge. At hun ikke kom lige fra arbejde, var mere end tydeligt, da hun ikke var i sit arbejdstøj, men Alice tænkte ikke selv over det. Da jakken var på plads og skoene stillet ved døren, drejede hun sig mod de to igen og krydsede selv afstanden til køkkenet, mens hun trak ærmerne lidt ned over sine kolde fingre. ”Jeg har lige noget, jeg skal fortælle først,” sagde hun endelig. Det trak let i Alices ene mundvig, uden det var helt fuldbyrdet og hun så lidt tøvende fra den ene til den anden, før hendes blik låste sig fast på Al. "Jeg kommer lige fra hospitalet."[/blockquote][/justify]
|
|
|
Post by Alexander Young on Nov 21, 2012 10:48:26 GMT
Prepare for the unusualLife will allways surprise youTag: Blæverormen, Alice & Em ~ Outfit: Here
Alexander skulle til at uddybe, da døren blev åbnet og hundene styrtede imod den, for at byde Alice velkommen. Det slog dog ikke hendes kæreste ud af kurs og han så drillende på hende, uden i øvrigt at registrere at hun opførte sig anderledes og ikke havde arbejdstøj på. Den slags detaljer hæftede han sig ikke rigtig ved og han nynnede blot, imens han ventede på at hun var klart til gættekonkurrencen. En kniv fra skuffen fik hurtigt opdelt tomaterne i halve, men da Alice trådte ud i køkkenet lagde han den naturligt fra sig, for at gå frem og skulle til at give hende et kys. Hendes ord fik ham til at blive stående i stedet og han hævede begge øjenbryn lidt med et afventende blik, men uden at afbryde.
Ordet hospital var et han ikke behøvede sin lille viden om mugglerverdenen for at afkode. Det betød præcis det samme for ham, som for hende, og det betød ikke noget som helst godt. Farven blev drænet fra hans ansigt, imens han stirrede på hende. I flere sekunder var han tabt for ord og dannede sig mentalt et helt ton af forestillinger om hvad, der kunne være i vejen med hende. Det ene var mere angstprovokerende end det andet og endelig fandt han mælet igen. ”Hvad fejler du?” Hans stemme var dæmpet, usikker og først og fremmest bange. Han antog det værste og så intenst på hende.
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Nov 21, 2012 15:22:20 GMT
It starts in my toes and I crinkle my nose ... wherever it goes I always know ...
[/font] that you make me smile, please stay for a while Tagged: Jonathan, Al og Al ~ Outfit: Here[/center] Emmelines blik videde sig lidt ud da Alice stoppede både hende og Alexander i at sige mere og havde en voksende mistanke om hvorfor. Hvis der ikke havde været noget ville veninden næppe have krævet ordet med det samme. Sådan ræsonnerede hun i hvert fald lige i det øjeblik og forholdt sig for andet gang på under en halv time, ukarakteristisk tavst i baggrunden.
Hun nøjedes med at nikke, før hun fandt fire krus frem fra et andet skab, med både en fornemmelse af at være sat udenfor på mere end ét plan og at der ville blive brug for fire krus varm te inden alt for længe. Dét kunne hun da i det mindste klare. Hun puttede et tebrev i hvert krus mens Alice kom nærmere og begyndte på en forklaring til Alexander. Selv gled hendes blik igen mod døren til hendes eget værelse med en anspændt følelse i mellemgulvet over at vide både hvad Alice måske ville afsløre og hvad det var Alexander havde været i gang med at fortælle.
Hun skævede til sidstnævnte og kunne ikke lade være at smile over hans ligblege ansigt, selvom hun godt kunne følge ham. Hun bed ned omkring sin underlæbe og koncentrerede sig så igen halvt om krusene mens hun fyldte dem med varmt vand fra kanden.
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on Nov 21, 2012 15:56:14 GMT
t a g - a l -, - j o n -, - e m - ~ - w e a r i n g - t h i s
[/color][/url][/font] [/center][/size] Alice vred hænderne lidt og pillede ved kanten på sin striktrøje, i en ubevidst nervøs handling. Først da Alexander svarede hende, lod hun armene lade ned langs siderne og kunne ikke hindre et varmt, beroligende smil i at glide frem over sine læber. ”Jeg fejler ikke noget,” forsikrede hun ham hurtigt om og kastede et enkelt blik mod Emmeline bag ham, med en lavmælt latter, der dog uundgåeligt havde en nervøs undertone. Så låste hendes blik sig fast på Alexander igen og hun tog en dyb indånding, før hun fortsatte, uden helt at kunne lade være med at smile lettere overvældet. ”Jeg er gravid.” Alice bed ned i sin underlæbe så snart ordene var ude og holdt blikket fast på Al. Hun så undersøgende på ham, usikker på hvad han ville mene om det hele. Selv var hun allerede ret afklaret med det, altid jordbunden nok til at kunne se virkeligheden som den nu engang var og bestemt ikke afvisende overfor tanken. [/blockquote][/justify]
|
|
|
Post by Alexander Young on Nov 23, 2012 10:00:34 GMT
Prepare for the unusualLife will allways surprise youTag: Blæverormen, Alice & Em ~ Outfit: Here
Alexander var en kende forvirret. Han så søgende på Alice, da hun sagde at hun ikke var syg, men fik ikke lige sammenkædet punkterne til noget brugbart. I stedet stod han ret op og ned uden at fatte, hvad begge unge kvinder vidste der blev hentydet til. Først da de tre, skæbnesvangre ord gled over hans kærestes læber faldt tiøren – og hans underkæbe. Han spærrede begge øjne op og havde en absurd følelse af deja-vu, som hans hukommelse mindede ham om en dag for mere end syv år siden, hvor netop de tre ord havde føltes som om de krøllede hele hans verden sammen og smadrede den som sten imod en glasrude på én og samme tid.
På et splitsekund var ekkoet af den gamle følelse væk. Han nåede at minde sig selv om, at han ikke var en syttenårig, uansvarlig møgunge længere og så kom han i øvrigt i tanke om, at det var Alice. Et dumt smil bredte sig på hans læber og nåede hans øjne, uden at han i øvrigt havde rykket sig ud af stedet. ”Gravid,” gentog han hende – temmelig målløs endnu. Han tværede det tåbelige smil af og rakte ud med begge hænder, for at lægge dem omkring hende og trække hendes lille, varme krop ind imod sin egen. Endnu var han ikke kommet med en fuldstændig håndfast tilkendegivelse, men det tænkte han ikke over. Det ræsede løs i hans hoved med mentale billeder og han forsøgte at få styr på hvad han mente om det, mere end at han var en fandens karl, sådan at formå at gøre intet mindre end to piger gravide, uden overhovedet at have prøvet. Et eller andet sted var han ret sikker på, at Alice ikke ville sætte pris på den del af hans tankeunivers på nuværende tidspunkt.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Dec 11, 2012 9:36:17 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline & Havenissen ● Outfit: Here[/font] Jonathan havde efter lige at have sundet sig, trukket sig tilbage til Emmelines soveværelse, for at iklæde sig mere end blot de underhylere han var blevet taget på fersk gerning i. Det tog ham ikke alverdens tid, men alligevel nok til at han hørte hoveddøren gå og af samme grund konkluderede at Alice måtte være kommet hjem. Jonathan rystede lidt på hovedet for sig selv ved tanken om alt det der var forløbet på al for kort tid.
Det tog Jonathan et ekstra øjeblik at lokalisere den t-shirt der var blevet kasseret tidligere, men trak den hurtigt over hovedet da han endelig fandt den, blot for at trække fingrene igennem de tætte krøller et par gange. At finde sine sokker opgav han med det samme og satte sig i stedet på kanten af sengen for at folde det nederste af bukserne et par gange op.
Da det var klaret, satte han igen kursen mod resten af lejligheden, blot for at blive mødt af synet af Alexander med Alice i armene, og et smil der mest af alt fik hans lillebror til at ligne en jubelidiot. Jonathan kastede et undrende blik på dem, før han fandt Emmeline med blikket og krydsede den relativt korte afstand over til hende. ”Gik jeg glip af noget?” spurgte han let forundret og smøg armen omkring livet på hende, for at snige sig til at plante et varmt kys mod hendes tinding, mens de andre to var travlt optaget.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Dec 11, 2012 17:30:02 GMT
It starts in my toes and I crinkle my nose ... wherever it goes I always know ...
[/font] that you make me smile, please stay for a while Tagged: Jonathan, Alexander & Alice ~ Outfit: Here[/center] Emmeline slap en lille lyd da Alice med tre ord bekræftede hendes mistanke og måtte bide sig i tungen for ikke at hvine henrykt, eller ligefrem give sig til at hoppe overstadigt på stedet. Hun havde glemt alt om teen der stod og trak og så i stedet henrykt på veninden mens Alexander sank nyheden og reagerede ganske positivt, omend tydeligt overvældet. Hun havde selv en overvældende lyst til at deltage i omfavnelsen med en begejstret kvidren, men formåede at blive stående hvor hun stod, med armene krydset over brystet, afventende hvornår hun rent faktisk kunne få mulighed for at lykønske veninden.
Hendes blik flyttede dog automatisk til Jonathan da han igen viste sig, nu en hel del mere påklædt end før, og kun fik hendes glade smil til at vokse og true med at strække sig fra det ene øre til det andet "Det tør svagt antydes." svarede hun ham og havde komplet glemt sit tidligere forbehold da han kom nærmere og lagde armen omkring hende "Det ser ud til du skal være farbror igen!" fortsatte hun sædvanligt impulsiv og lod den ene arm glide omkring ham mens hun så op på ham med brune øjne der spillede henrykt og forgabt, både over nyheden og at han tilsyneladende ikke havde tænkt sig at opretholde den momentære distance hun mente hun havde følt.
|
|
Alice Wolfe
Muggler
Dyres?lgende dv?rg
%\5\%
Posts: 142
|
Post by Alice Wolfe on Dec 25, 2012 10:38:19 GMT
t a g - a l -, - j o n -, - e m - ~ - w e a r i n g - t h i s
[/color][/url][/font] [/center][/size] Da et smil bredte sig på Alexanders læber, gik der kun et splitsekund, før det samme skete for Alice. Villigt lod hun sig trække ind i hans favn, smilende ind mod hans hals. Der var utallige måder han kunne have reageret på og det her, var klart en af de bedre. Hendes arme smøg sig omkring hans nakke og hun følte sig let om hjertet på en helt ubeskrivelig måde. Hendes læber strejfede siden af hans hals i et flygtigt kys, før hun trak sig tilbage, så hun kunne se på ham. Smilet hvilede stadig over hendes læber. ”Jeg elsker dig,” tilføjede hun lavmælt, netop som Emmelines kæreste sluttede sig til dem. Alice så kun kort imod ham, stadig smilende, før hendes blik var tilbage i Als. Hendes øjne granskede hans, ret overbevist om, at Al selv havde svært ved at regne ud, hvordan han skulle forholde sig til det hele. Han havde dog også alverdens tid og hun sagde ikke mere, men så blot på ham med et blik der talte for sig selv. Af samme grund rynkede hun svagt på panden da Emmelines forklaring svagt trængte ind i hendes bevidsthed og pludselig trak en undrende rynke hendes øjenbryn sammen, som hun så på veninden over Als skulder. ”Vent. Farbror?”[/blockquote][/justify]
|
|
|
Post by Alexander Young on Dec 25, 2012 14:47:19 GMT
Prepare for the unusualLife will allways surprise youTag: Blæverormen, Alice & Em ~ Outfit: Here
Alexander var simpelthen mest optaget af at delvist knuge Alice ind til sig og delvist se på hendes strålende ansigt med et lige dele fortabt og forunderligt smil. Han registrerede fjernt, at Jonathan trådte ind igen, mindedes den absurde situation og hans egen både forargelse og morskab over sin storebrors dobbeltmoral.
Uanset hvor underlig situationen var, så levede den dog ikke helt op til hvordan det var at stå der og betragte sin gravide kæreste og indse, at han ikke var i panik over, at hun var netop det. Han gøs umærkeligt, da hun kyssede ham på halsen og fortalte ham, at hun elskede ham. Alene blikket han sendte hende fortalte, at følelsen var gengældt. ”Gravid,” mumlede han dog blot som svar, før han kyssede hendes pande og strøg sine fingre over hendes kind i en øm bevægelse. Så afbrød snakken ved siden af dem det lille isolerede øjeblik og Alices reaktion på det, fik ham til at stramme grebet lidt om hende i et instinktivt forsøg på at holde sandheden fra hende et øjeblik endnu, bare fordi det virkede så meget mere ligegyldigt i sammenligning.
Han opgav dog efter et sekund og slap hende halvvejs, kun for at lægge den ene arm omkring hende. ”Farbror,” gentog han. ”Idioten der er min storebror. Det var årtiets sammentræf. Alice – Jon, Jon – Alice; min kæreste. Min... Gravide kæreste.” Det fjogede smil overdøvede hvad der ellers måtte have været i den impromptu præsentation, som han i øvrigt gik ud fra var komplet overflødig.
|
|