|
Post by Simon Lithgow on Nov 2, 2012 9:53:19 GMT
Give me again all that was there Give me the sun that shone!
Simon betragtede den svævende pen, der befandt sig med en afstand på få millimeter fra papiret. Det var efterhånden et par minutter siden han havde skrevet noget og de de fleste af de ord, der foreløbig var kommet ned i løbet af dagen, var essentielt ubrugelige. Hver gang han fik en idé eller en strøtanke, der måske kunne benyttes, faldt hans tanker på noget andet og det var væk igen så hurtigt som det var kommet.
Han sukkede og viftede med tryllestaven, så pennen elegant svævede tilbage på det lille, plettede stofstykke og tørrede sit indhold af blæk af. Med håndkraft skruede han blækhuset sammen igen, før han sank tilbage i stolen og lænede hovedet bagud. Det store ur over døren tikkede af sted og han sad i flere minutter og så op i loftet.
Da der lød en bankelyd ude fra gangen var han dog i gang med at pakke sine skrivesager helt væk og rynkede panden lidt. Der gik lige et par sekunder før han kom i tanke om hvem det måtte være og den første antydning af et smil trak i hans mundvige. ”Øjeblik,” svarede han med hævet stemme, imens han stuvede tingene af vejen på skrivebordet og tørrede sine hænder af for eventuelle blækrester i et stykke papir. Lige netop et lille øjeblik senere gik han over gulvet i strømpefødder og kunne åbne døren for Mary. ”Hej... Skat?” Smilet på hans læber veg en kende over det ansigtsudtryk han fandt hos hende og han hævede begge øjenbryn en anelse.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 5, 2012 12:09:23 GMT
backwards through time at the speed of lightwhere I am yours and you are mineTag: Simon ● Outfit: Here [/color] [/center] Mary foldede armene lidt tættere omkring sig selv, som efterårskulden trang igennem hendes striktrøje og hun måtte flytte lidt på sig hele tiden, for ikke at fryse helt. Hun havde siddet på bænken i parken lidt over en halv time og var så småt begyndt at indse, at Simon ikke havde tænkt sig at dukke op. Det ville ikke være første gang og en aftalt gåtur var ikke nogen større ting at glemme, men alligevel sukkede hun opgivende og trak fingrene igennem sit røde hår, inden hun skødesløst samlede det på baghovedet i en knold, med den elastik hun havde haft om håndleddet.
Dernæst kom hun på benene og overvejede i et øjeblik, om hun bare skulle tage hjem og endnu engang lade det glide, at Simon havde glemt en af deres aftaler. Den egentlige beslutning havde dog mere eller mindre allerede taget sig selv og da hun i ly af en høj busk, transfererede sig hjem igen, gik hun direkte med retning mod kaminen og greb en håndfuld susepulver. ”De Tre Koste,” erklærede hun som hun gav slip og snart efter lod sig omslutte af grønne flammer, der trak hende igennem susenetværket.
Der var som altid liv på kroen, men Mary stoppede ikke for at snakke med nogen, skønt der altid var et kendt ansigt eller to. Derimod børstede hun asken af sit tøj og satte kurs mod døren, uden egentlig at have den intention at gå udenfor. For allerede før hun nåede frem, havde hun transfereret sig videre og gik pludselig i helt andre omgivelser, på vej ud af en velkendt gyde i Edinburgh. Der var ikke langt til Simons bygning og uden helt at være klar over det, havde hun rynket mismodigt på panden, da hun endelig nåede frem og kunne banke på døren.
At han var hjemme, var hun ikke længe i tvivl om og skiftede uroligt vægten fra den ene fod til den anden. Uden helt at tænke over det, foldede hun armene over brystet, netop som døren gik op. Det var tydeligt, at han ikke hvad klar over netop hvorfor hun var dukket op og det fik hende til at rynke bare en anelse mere på øjenbrynene. ”Hej,” svarede hun simpelt og tøvede i et øjeblik, før hun gik direkte til sagen. ”Efter at have siddet en halv time i parken, går jeg ud fra, at du havde glemt vores aftale.” Hendes tonefald var ikke ligefrem vredt, men meget nærmere skuffet og opgivende.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Nov 5, 2012 12:52:56 GMT
Give me again all that was there Give me the sun that shone!
Simon rynkede panden over det ansigtsudtryk han blev mødt med, da han åbnede døren. Hvor han havde regnet med at finde de rosa læber trukket op i et smil, stod hun i stedet og så på ham på en måde han kendte alt, alt for godt.
Hans blik faldt til hendes krydsede arme og han stak hænderne i lommerne med en lettere forundret og forsvarsberedt mine. ”Hvad? Nej?” Han drejede hovedet for at se ind i stuen, inden han flytte sig, så hun kunne komme ind. ”Du skulle komme her? Efter arbejde?” Alvorligt lukkede han døren efter hende, uden at opfordre hende til at sætte sig ned.
Han kørte sin ene hånd igennem det lyse hår og lod blikket glide over hendes ansigt. Det kunne godt se ud som om han endnu engang havde formået at misforstå eller glemme en af deres aftaler, men han forstod ikke helt hvordan. Hun skulle arbejde i formiddags, det var han sikker på, og han huskede intet om nogen park. Eller hvad?
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 5, 2012 13:21:25 GMT
backwards through time at the speed of lightwhere I am yours and you are mineTag: Simon ● Outfit: Here [/color] [/center] Marys krydsede arme faldt så snart Simons blik hvilede mod dem og hun lod dem i stedet hænge ligegyldigt langs siderne. Rynken på hendes pande trådte lidt tydeligere frem og hun rystede svagt på hovedet, før hun trådte ind i lejligheden. ”Det var i sidste uge, Simon,” informerede hun ham om på vejen og drejede sig imod ham.
Et lavmælt suk gled ud i mellem hendes læber. ”Bare glem det,” kom det fra hende i det stadig let opgivende tonefald. ”Jeg køber en kalender til dig i fødselsdagsgave.” Hun havde et eller andet sted ikke lyst til at være misfornøjet over ham. Det havde hun været i alt for mange år efterhånden, men en evig uvished om, hvorvidt han ville dukke op til deres aftaler eller ej, var dog langt fra hvad hun havde ønsket sig, da hun fandt sammen med ham igen. Og det virkede som en uoverkommelig opgave, endnu engang at skulle tage den diskussion op. På trods af det hele, havde hun jo netop glædet sig til at skulle tilbringe tiden med ham.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Nov 5, 2012 19:58:11 GMT
Give me again all that was there Give me the sun that shone!
Simon åbnede munden for at protestere over det Mary sagde. Han havde virkelig lyst til at fortælle hende, at hun tog fejl, men så blev han i tvivl. Hun stod der og så opgivende på ham, som hun havde gjort før, og han krympede en størrelse eller to. Med et suk kneb han øjnene sammen og skar en grimasse. ”Undskyld.” Han slog ud med samme hånd, som lige havde været en tur igennem håret, og rystede på hovedet, imens han så beklagende på hende. ”Jeg har bare været... Jeg kan ikke skrive. Mit hoved er helt... Tomt og fyldt med ligegyldigheder på samme tid. Undskyld.” Som han trak sin anden hånd op af lommen trådte han tættere på hende og indfangede hende insisterende. Hans ene hånd gled omkring hendes liv, imens den anden fandt hendes kind og han bøjede nakken, uden at indkræve hendes læber. Endnu.
”Undskyld,” gentog han sig selv for anden gang, før han strøg sin tommel over hendes bløde hud, der var let farvet af at have været udendørs. ”Hvis jeg skulle skrive om dig, så ville det gå som smurt. Ingen problemer...” Ordene røg reelt uplanlagt ud af ham og han så en anelse tabt ud i et sekund eller to. Så smilede han prøvende og lænede sig det sidste stykke frem for at plante et enkelt, blidt kys på hendes læber.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 6, 2012 7:35:56 GMT
backwards through time at the speed of lightwhere I am yours and you are mineTag: Simon ● Outfit: Here [/color] [/center] Mary var mere end træt af at skulle være skuffet over Simon og hun ville ønske, at hun ikke var nødt til at være det. Det fik hende til at føle sig som en mor der korrigerede et uartigt barn, og det var ikke ligefrem en følelse hun holdt af eller som passede til hende på nogen måde. Mary rynkede svagt på panden da han undskyldte og uvilkårligt rystede hun lidt på hovedet, med en lille trækning i den ene mundvig.
Det stod lidt tydeligere frem, da han krydsede den minimale afstand. ”Jeg ved det. Det er okay,” svarede hun lavmælt, mens begge hendes arme gled omkring hans liv. Hans næste ord trak spontant en underholdt lyd fra hende og begge hendes øjenbryn hævede sig lidt, som hun lænede sig den mindste smule tilbage uden at trække sig ud af hans arme, så hun bedre kunne se ham.
”Men det ville næppe være særligt interessant for dine læsere,” fortsatte hun hans sætning og kunne ikke helt lade være med at smile ind imod hans læber, da han kyssede hende. På trods af den milde irritation tidligere, var hun stadig faldet for ham igen og hun var mere end villig til at skylle den negative stemning ud med badevandet. ”Jeg tror en pause fra skriveriet vil hjælpe,” foreslog hun, blottede kortvarigt tænderne og strakte sig så igen, for at snige sig til endnu et kys.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Nov 6, 2012 10:04:41 GMT
Give me again all that was there Give me the sun that shone!
Simon smilede tilfredst ind imod Marys læber, som han pressede sine egne let imod dem. Selvom det ikke var lang tid siden de sidst havde set hinanden, så kunne han alligevel ikke engang med meget god vilje sige, at han ikke havde savnet hende. Hun var en velkommen distraktion fra hans egen manglende evne til at få lavet noget som helst fornuftigt og han strøg blidt sin tommel over hendes kind, som hun trak sig lidt væk og han så ind i hendes lyse øjne. ”Mmh,” bekræftede han brummende, før hans hånd på hendes lænd trykkede hende ind imod ham selv. Dette næste kys lagde han en del mere i end det første og da han mærkede hende gøre det samme, smilede han ind imod hendes læber.
Som han lettere fortrydeligt trak sig væk igen, hvilede han panden imod hendes og strøg hånden på hendes lænd en anelse opad i et let kærtegn. ”Jeg elsker dig, Mary,” sagde han dæmpet, uden at slippe hende med blikket. ”Du er det bedste i mit liv.” Han løftede hovedet, kun for at plante et kys på hendes pande og trække hende tættere ind imod sig. Udenpå var hun stadig kølig efter vejret udenfor og hans instinkter bød ham at varme hende.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 6, 2012 10:38:49 GMT
backwards through time at the speed of lightwhere I am yours and you are mineTag: Simon ● Outfit: Here [/color] [/center] Mary var vældig tilfreds med at stå lige hvor hun gjorde og fandt, at den egentlige grund til, at hun var dukket op, meget hurtigt gled i baggrunden. Det var dog ikke noget hun havde det fjerneste imod og netop for at understrege det, fangede hun hans læber igen og gav ikke slip lige så hurtigt som sidst. Hendes fingre krummede sig let imod hans striktrøje og hun gengældte uvilkårligt det smil, hun mærkede ind imod sine egne læber.
Da hun brød væk igen, var det uden at trække sig længere væk, end at han kunne hvile sin pande mod hendes. For et par måneder siden ville hun ikke have troet på hans ord over en dørtærskel, men nu var det blevet alt for nemt at forholde sig til og tro på, skønt det stred imod alt hvad hun havde overbevist sig selv om i løbet af de sidste mange år. ”Jeg elsker også dig,” svarede hun oprigtigt og strammede grebet om ham den mindste smule. ”Virkelig meget,” bekræftede hun sig selv igen og strakte halsen, for at plante et sidste, dvælende kys imod hans læber. Da hun brød væk igen, lod hun dog armene falde, uden helt at kunne lade være med at smile igen. ”Det er alligevel for koldt til at være udenfor. Skal jeg lave noget te?”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Nov 6, 2012 17:04:05 GMT
Give me again all that was there Give me the sun that shone!
Simon smilede skævt, da Mary svarede ham. Han tog gladelig imod hendes læber og strammede grebet en anelse om hende, før han i stedet slap hende. Det var lettere ufrivilligt, men uundgåeligt. Alligevel trak det igen op i hans mundvige og han stak hænderne i lommerne igen. ”Mmh,” bekræftede han, inden han alligevel lænede sig kort frem og stjal et enkelt, hurtigt kys. ”Hvis du gør det, så smider jeg en film på.” Med et klem omkring hendes side drejede han sig rundt og gik over imod hylden, hvor hele hans begrænsede filmsamling befandt sig.
Omtrent tre minutter senere gled det lettere ligegyldige actiondrama ind i maskinen og Simon dumpede ned i sofaens ene side med et lettet suk. Han smilede for sig selv, som han samlede fjernbetjeningen op og lænede sig komfortabelt tilbage imod rygstykket. Livet var nu alligevel meget dejligt fra tid til anden, selvom ens hoved var et forvirrende mylder af tanker og stilhed.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 8, 2012 11:02:00 GMT
backwards through time at the speed of lightwhere I am yours and you are mineTag: Simon ● Outfit: Here [/color] [/center] Mary nikkede med et smil og besvarede velvilligt det sidste, korte kys han plantede mod hendes læber, før hun satte kursen mod køkkenet og uden at rode særligt meget rundt, havde fundet tekopper, te og kedel frem. Der gik ikke lang tid efter hun havde fyldt sidstnævnte med vand, til den hylede og hun fiskede tryllestaven op af sin lomme igen, for med en lavmælt kommando, få kedel og en tilhørende bordskåner til at svæve ind i stuen af sig selv.
De tomme tekopper tog hun selv og fulgte roligt efter. Et smil hvilede allerede på forhånd på hendes læber, som hun nærmede sig sofaen og satte kopperne fra sig, blot for at de med det samme blev fyldt af den svævende kedel. Selv dumpede Mary velbehageligt ned ved siden af Simon og tøvede ikke rigtigt med at række ud efter tæppet der var foldet over sofaryggen. ”Hvad handler det om den her gang?” spurgte hun nysgerrigt, og var stadig ikke helt vant til mugglerkonceptet film, som hun først over den sidste korte tid, havde stiftet bekendtskab med.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Nov 9, 2012 21:29:17 GMT
Give me again all that was there Give me the sun that shone!
Simon sad henslængt i sofaen, da Mary dukkede op igen med te og kopper i stuen. Han bladrede sig dovent frem igennem forfilmene, indtil menuen dukkede op på skærmen med et farverigt baggrundsbillede og en dramatisk underlægningsmusik.
Som hun satte sig ned, med hans ene arm bag sig ovenpå sofaryggen, drejede han hovedet og så over på hende med antydningen af et smil. ”En bankmand, der bliver involveret i organiseret kriminalitet for at skaffe penge til at kurere sin datter, der lider af en uhelbredelig sygdom. Effekterne skulle være vildt gode, men det er kræver ikke den højeste intelligentskvotient at følge med. Den der tøsefilm vi så sidste gang var kun for at overbevise dig om at film i det hele taget er en enormt god idé,” konstaterede han drillende, før han strakte fingrene fra hånden på ryglænet og kildede hende diskret i nakken. ”Fra nu af er det mænd med våben og store eksplosioner.” Han smilede, før han lagde armen reelt omkring hende og rystede på hovedet. Først da trykkede han på den lille afspilningsknap og lod filmen begynde.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 13, 2012 8:09:14 GMT
backwards through time at the speed of lightwhere I am yours and you are mineTag: Simon ● Outfit: Here [/color] [/center] Marys blik var rettet imod fjernsynet, som hun gled tilpas langt ned i sofaen og kunne læne sig ind mod Simon. ”Det lyder...” Hun ledte efter et passende ord og drejede hovedet op imod ham, så godt som det kunne lade sig gøre. ”Vældig interessant,” endte hun med at afslutte, en anelse skeptisk, med et drillende smil, som stadig hvilede på hendes læber, da hun strakte sig og plantede et kys imod hans læber.
”I det mindste lader det til, at der altid er noget pænt at kigge på,” tilføjede hun og sank lidt ned i sofaen igen, efter at have lænet sig frem for at tage den ene af de to kopper fra bordet. Det var stadig for varmt til at drikke, men i det mindste fungerede porcelænet glimrende som fingervarmer, til hendes stadig kolde fingre. I virkeligheden var Mary endnu ikke helt overbevist om konceptet film, men hun havde ikke tænkt sig at lade en chance for at sidde stille med Simon og bare være dem, fare forbi.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Nov 13, 2012 20:42:15 GMT
Give me again all that was there Give me the sun that shone!
Simons fingre strøg fraværende hen over Marys skulder uden på trøjen, imens hans blik var vendt imod skærmen. Han trak lidt på smilebåndet over hendes reaktion og lukkede øjnene det korte øjeblik hendes læber var imod hans. Så lagde han armen tættere omkring hende, tog en dyb indånding og nikkede. ”Mmh. Så længe jeg er her,” konstaterede han drillende, som han fangede en hårtot af hendes mellem to fingre og snoede den omkring dem uden rigtig at tænke over det. ”Eller skulle jeg have sagt så længe du er her?” Han skævede lidt ned til hende med et smil, men vendte blikket tilbage imod skærmen få sekunder efter.
Åbningssekvensen var en vild biljagt imellem en storbys gader og det var tydeligvis nødvendigt at følge med, hvis man ville aflure hvad der skete. Helt ærligt var Simon ikke dybt investeret i filmen, men lidt vold, pengeafpresning og meningsløshed ville formentlig ikke skade nogen og så kunne han atter engang afkrydse på listen, at han havde fået Mary til at gøre noget nyt. Desuden vidste han tilfældigvis, at der var en temmelig hed scene et sted midt i filmen og han var ganske sikker på at hun ikke havde set den slags på en skærm tidligere.
|
|
|
Post by Meredith Abbey on Nov 14, 2012 10:15:14 GMT
backwards through time at the speed of lightwhere I am yours and you are mineTag: Simon ● Outfit: Here [/color] [/center] En munter lyd fandt vej ud over Marys læber, efter hun trak sig tilbage og igen sank velbehageligt ned i sofaen. ”Naturligvis,” svarede hun uden at tøve og slap koppen med den ene hånd, for at give hans lår et blidt klem. Hendes blik dvælede i et øjeblik endnu ved ham, skønt han allerede havde vendt sit imod fjernsynet og uvilkårligt, hvilede antydningen af et smil stadig på hendes læber, da hun fulgte eksemplet.
Det var sværere for Mary at følge med og sætte sig ind i filmen, end man lige skulle tro, men alle mugglertermerne og mugglerobjekterne, der kontinuerligt blev ved med at dukke op, fik hende af og til, til at føle sig som lidt af et spørgsmålstegn. Forsigtigt nippede hun til den varme drik, for efterfølgende at række frem og sætte den fra sig på bordpladen, uden at tage blikket fra den lysende skærm. Et undrende rynke plantede sig i mellem hendes øjenbryn ved synet af hovedpersonen, der tilsyneladende holdt en eller anden form for klods op til øret og på den måde kunne kommunikere med en anden. Hun mente at have set noget lignende før, men uden nogensinde at have haft særligt meget interesse i at udforske det yderligere, kom hun med et lavmælt: ”Hvad er det?” uden at tage blikket fra fjernsynet.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Nov 14, 2012 14:32:02 GMT
Give me again all that was there Give me the sun that shone!
Simons mundvige sitrede afslørende, som Mary klemte omkring hans ene lår, og han skævede diskret ned på hende, før han helligede skærmen hele sin opmærksomhed. Han lagde fjernbetjeningen fra sig på sofaen og strøg hende fraværende over skulderen, hvor hans hånd hvilede. Det var så nemt bare at sidde og følge med i noget, der skete for en håndfuld mennesker i en nær fremtid, uden at investere særlig meget i det. Effekterne var overbevisende og han skænkede det en enkelt tanke, at Mary ikke havde nogen måde at vide på, at det ikke var rigtige folk, der kom til skade. Endnu en tilføjelse til hendes voksende – men endnu begrænsede – viden om mugglerverdenen.
Hendes spørgsmål fik det til at trække i hans læber igen og han kæmpede med nød og næppe et smil i sig, før han tog en dyb indånding. ”Det er en mobiltelefon. Rent faktisk en af de steder, hvor mugglerne har opfundet noget, der er smartere end det magikerne har,” konstaterede han reelt. ”Igennem den kan han tale med et andet menneske, der er helt på den anden side af jordkloden. Men han kan også tale med en, der bare er i den anden ende af byen, så længe vedkommende også har en telefon. Man trykker bare på et par knapper og vupti, så kalder telefonen den anden telefon op.” At han i øvrigt selv havde en, der satte ham i kontakt med både forældrene og hans to brødre, det lod han ligge for nu.
|
|