|
Post by Annabel Vargas on Sept 19, 2012 22:34:12 GMT
I have never truly loveduntil you put your arms around meTag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing Uanset hvor meget hun prøvede, kunne hun ikke hindre latteren i at glide ud mellem sine læber. Det gav et behageligt sug i hendes mave, da lyden af Matts blandede sig med hendes egen. Hun formåede dog nogenlunde at holde inde da han daskede ud efter hende, blot med et indestængt fnis og et smil der ikke blev mindre, da hans læber flygtigt var imod hendes skulder.
Tværtimod fik det hele hendes hud til at kildre behageligt og i nogle lange sekunder så hun blot smilende på ham. Det var alt sammen fuldkommen uvirkeligt, men hun tog villigt imod det og rykkede sig helt naturligt tættere ind imod ham, da han lagde sin arm over hende. Hendes øjne flakkede let over hans ansigt og hun lod i et øjeblik øjenlågene falde i, da han bøjede hovedet igen og hun snart efter tydeligt mærkede hans varme læber imod sit kraveben.
Ordene der fulgte, havde hun dog ikke set komme og det trak hende effektivt tilbage til virkeligheden, sammen med en hel spandfuld sommerfugle. Smilet var væk, skønt det stadig tydeligt kunne ses i hendes brune øjne, og var i stedet erstattet af et overrasket og dybt uudgrundeligt ansigtsudtryk. Det varme smil på hans læber, trak dog effektivt et frem på Annabels igen og det svirrede stadig ukontrolleret i hendes mellemgulv, da hun løftede den ene hånd og strøg den let over hans kindben, idet han kyssede hende igen.
Hun havde ikke travlt med at give slip, men trak sig alligevel kort efter et minimalt stykke tilbage, blot for at kunne se på ham. Hendes fingerspidser fulgte hans kindbens kontur, som hun genopfriskede alle de træk, hun i forvejen kendte utroligt godt. Hans ord havde dog også bragt virkelighedssansen tilbage til hende og hun lod forsigtigt sine fingerspidser fortsætte, for til sidst at ende ved hans underlæbe. Impulsivt strakte hun nakken igen og plantede et fjerlet kys midt på hans mund og havde selv hævet sig op på den ene side at ligge igen. Annabels blik flakkede over hans ansigt, mens hånden fandt hvile mod hans kind. ”Jeg kan ikke holde mig væk fra dig,” konstaterede hun så lavt, at det næsten var en hvisken. ”Du gør et eller andet ved mig...”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Sept 19, 2012 23:25:40 GMT
I can see the orange haze on the horizon ...as the morning exhales a yawn...and seems to be ready to riseTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Det føltes så simpelt. Det var så nemt bare at glide tilbage i gamle rammer og, selv efter den bratte punktering af den usynlige boble, tillade sig selvat glemme hvad der lå i bagagen mellem dem og i stedet overgive sig til den gensidige tiltrækning der uden mindste tvivl stadig var til stede.
Annabels overrumplede udtryk over hans impulsive ord var det hele værd og fik ham til at fortsætte skridtet videre ved igen at kræve hendes læber. Han var udemærket klar over, at der var mere end rigeligt med forhindringer klar lige rundt om hjørnet, men på samme tid var han komplet sikker på, at han ikke var villig til at lade hende slippe fra sig igen.
Han smilede svagt, mens varmt og lænede ansigtet let ind mod hendes hånd mens hendes fingre trak et kildrende spor ned over hans kind og fortsatte om til hans læber. Han gøs umærkeligt over den kuldegysning kærtegnet sendte ned langs hans rygsøjle og lod øjnene glide momentært i da hun strakte sig op mod ham. Hendes hviskende ord fik hans eget blik til at flakke synkront med hendes mens den insisterende fornemmelse af usynlige vinger i mellemgulvet blandede sig med en indgroet frygt for at fortiden skulle gentage sig. Han smilede dog uproblematisk og bøjede hovedet mod hende forat kunne stryge næsen blidt mod hendes "Så bliv.." opfordrende han lavmælt, halvt spørgende og lod panden hvile mod hendes.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Sept 20, 2012 7:16:07 GMT
I have never truly loveduntil you put your arms around meTag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing Det føltes så uendeligt naturligt at være sammen med Matt og det kunne Annabel på ingen måde ignorere. Sammen med ham, følte hun sig afslappet og anspændt på samme tid, der var på nogle punkter ingen forbehold, men på andre uendeligt mange. Det var temmelig frustrerende og hun valgte stædigt at klynge sig fast til det positive, så længe hun kunne før Matt pludselig kom til sanserne igen. I sammenhæng med det, fik han et alt for velkendt følelse, hun dog ikke havde mærket i lang tid, til at sprede sig i hendes mellemgulv og i nogle øjeblikke fik det hende til at se overrasket og næsten lidt fortabt på ham.
Da han kyssede hende igen, var hun sikker på at der intet sted var hun hellere ville være, og hun skubbede brutalt tanken om, at skulle op og ud i virkeligheden, væk fra sig. Hendes fingerspidser løb blidt over hans velkendte træk, inden hun let plantede et kys mod hans læber og trak sig den mindste smule tilbage, med en række helt lavmælte ord, der fik hendes blik til at flakke usikkert mellem hans. Hun forventede halvt, at han ville påpege at det var hendes skyld, at de ikke havde været sammen til at starte med og at han ville skubbe hende væk, men da det ikke skete, knugede hendes mellemgulv sig sammen igen.
Annabel kunne end ikke i sin vildest fantasi, forestille sig noget som var lige så fantastisk som det smil der hvilede over Matts læber og det rev længselsfuldt i hende, som hun endnu engang blev mindet på, hvor meget hun havde manglet ham. Hun lænede sig lidt ind imod ham, da han strøg næsen over hendes og trak vejret dybt ned i lungerne en enkelt gang over hans ord. Hun gengældte dog ikke smilet, så blot usikkert og ukarakteristisk sårbar på ham. ”Lad være...” hviskede hun lavmælt og lukkede øjnene et øjeblik, som hun samlede sig igen. Hendes hånd hvilede stadig imod hans kind. ”Lad være med at sige det, hvis du ikke mener det.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Sept 20, 2012 8:26:09 GMT
I can see the orange haze on the horizon ...as the morning exhales a yawn...and seems to be ready to riseTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matts hånd hvilede let mod Annabels side. Den varme fornemmelse af hendes hud under hans håndflade var uden sammenligning. Ikke at der var noget helt specielt i det, men så alligevel var der, alene fordi det var hende. Hendes fingre der gled ned over hans ansigt fik alle nerveenderne til at sende behagelige illinger ud i kroppen på ham og han endte med let adskilte læber, mens han uudgrundeligt betragtede hendes ansigt mens hun talte.
Ordene fik kun den flaksende fornemmelse til at vokse og hans eget svar kom oprigtigt og uden tøven. De tog ord han fik igen fik ham dog til at stivne mærkbart og den behagelige kriblen blev på få sekunder erstattet af en sugende fornemmelse i mellemgulvet. Som et frit fald, selvom han ikke rørte sig ud af stedet. Hans blik flakkede over hendes ansigt og han havde trukket hånden havde halvt til sig for at trække sig væk, da hun fortsatte. Han gik i stå igen, så intenst på hende for at sikre sig at han havde hørt hende rigtigt og at det han troede havde været en afvisning, næsten var det modsatte.
Han så på hende i flere sekunder mens han ubevidst lænede ansigtet ind mod hendes hånd. Så smilede han svagt igen, uden at det helt nåede hans stadig vagtsomme blik "Jeg mener det.." mumlede han lavmælt, men kunne alligevel ikke helt ryste forsvarsberedtheden af sig. Han gjorde dog heller intet forsøg på at undvige hendes hånd, eller trække sig yderligere væk, men så blot ubeslutsomt på hende mens han på samme tid lige var blevet grundigt bekræftet i, at han rent faktisk mente hvad der lå mellem linierne.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Sept 23, 2012 15:11:54 GMT
I have never truly loveduntil you put your arms around meTag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing Hvor meget Annabel inderst inde håbede på at Matts ord var helt oprigtige og betød så meget som hun uendeligt nemt kunne få dem til, så turde hun alligevel ikke hverken håbe eller tro på, at han mente det. At han var villig til at lade hende komme tæt på igen, selv på trods af hvor de i øjeblikket lå. Og det var netop det, at de var lige hvor de var, der især fik hende til at tvivle på om Matt nu rent faktisk ville det han sagde, eller han bare havde ladet sig rive med af øjeblikket.
Hun så indtrængende på ham, før hun selv stivnede mærkbart, idet hun mærkede hans hånd forlade sin side og et eller andet i hans blik ændrede sig. Hvis ikke det var fordi, hun allerede var begyndt på sin sætning, ville hun ikke have fået den afsluttet og hun så splittet på ham, med en pludselig, instinktiv trang til at komme væk så hurtigt som muligt. Den trang svandt dog igen, da han kort efter hvilede hovedet ind imod hendes hånd og bare antydningen af et smil hvilede over hans læber. Det fik også Annabel til at slappe bare den mindste smule af igen, skønt hendes blik stadig var vagtsomt, mens hun ventede på svar.
Da det kom, flakkede hendes blik tydeligt og i nogle lange sekunder så hun blot uudgrundeligt på ham. Hun kunne have stillet ham tusind yderligere spørgsmål, stadig ikke helt i stand til at tro det, men hun valgte helt at skubbe det til side. I bund og grund, var hun jo godt klar over at det hun allerhelst ville, var at blive hos Matt. Af samme grund, bevægede hånden hun stadig hvilede mod hans kind, sig om imod hans nakke, da hun hævede sig en minimal smule igen og fangede hans læber i et kys. Så snart deres læber igen var imod hinanden, krummede hendes fingre sig uvilkårligt lidt sammen omkring de lyse hår, stadig uden helt at kunne skjule den tydelige længsel der lå bag hele handlingen.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Sept 23, 2012 23:35:25 GMT
I can see the orange haze on the horizon ...as the morning exhales a yawn...and seems to be ready to riseTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt kunne ikke rigtigt skjule sin lettelse da han ikke fik den afvisning han ellers nogle sekunder havde været komplet overbevist om at få. Han tøvede et sekund endnu og afsøgte hendes ansigt i forsøget på at læse om hun mente hvad hun sagde. Han fandt intet andet end sin egen tvivl genspejlet og med den også den gengældelse han ikke rigtigt havde turdet håbe på. Den gav ham mod nok til at bekræfte sine egne ord, selvom det usagte løfte i dem skræmte ham mere end han nogensinde ville indrømme.
Hans blik flakkede igen da han tav og ubevidst holdt han vejret indtil hun strakte sig op mod ham og hendes hånd skiftede plads til hans nakke. Han åndede lettet ud sekundet før hendes læber fandt hans egne igen og lagde armen omkring hende igen, betydeligt fastere end før og vendte sig umærkeligt lidt mere ind mod hende for at besvare hendes kys.
Han var en smule stakånden da han måtte bryde væk og lænede et øjeblik panden mod hendes med lukkede øjne mens han fik vejret igen. Han tog en sidste dyb indånding før han løftede hovedet lidt og åbnede øjnene for at se på hende igen "Jeg ved godt det er et enormt rod.." begyndte han lavmælt og mærkede sit blik flakke igen "..men bliv." han tav igen og så afventende på hende, splittet imellem den panikne stemme i baghovedet der råbte om hvad han kastede sig ud i, igen, og følelsen af, at det ikke kunne være anderledes.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Sept 24, 2012 11:07:40 GMT
I have never truly loveduntil you put your arms around meTag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing Der var tusind ting hun var i tvivl om, men at hun ville have Matt blev hos hende, ikke bare nu, men også fremover, var ikke en af dem. Hans bekræftelse fik en knude til at danne sig i hendes mellemgulv, som ikke var entydigt ubehagelig og en velkendt, flagrende fornemmelse rørte på sig i hendes mellemgulv. Et eller andet sted vidste hun, at Matt aldrig ville lyve for hende og det var det der gav hende modet til, igen at krydse afstanden og presse sine læber mod hans.
Hendes anspændte muskler slappede en smule mere af, da han gengældte det og hun ved hans fastere greb, kom tæt ind imod hans varme krop. Hendes fingre krummede sig sammen om de lyse hår, mens hendes ben igen gled ind i mellem hans. Der var intet i verden, hun kunne forestille sig føltes mere rigtigt, end måden de nærmest smeltede sammen med hinanden og hun vidste, at ingen, nogensinde, ville kunne udfylde den plads Matt havde. Han var en del af hende. En del hun først nu, indså hvor meget hun havde manglet.
Med et lavmælt gisp brød hun væk fra hans læber igen, uden at trække sig længere væk, end at hendes pande stadig kunne hvile mod hans. Hendes hånd gled om mod siden af hans hals, hvor tommelfingeren strøg let over den tynde hud. Langsomt og ganske let, nikkede hun og tog en dyb indånding. ”Jeg bliver,” kom det lettere åndeløst fra hende. ”Så længe du vil have mig...” Det krævede en kæmpe portion mod at få ordene frem og hun var ulideligt bevidst om, hvor sårbar hun gjorde sig, på en måde der var hende det helt uvant. Hun lukkede øjnene, stadig med panden hvilende mod hans, før hun mentalt sank en klump og med en hvisken fortsatte: ”Jeg har altid været din, Matthew.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Sept 24, 2012 22:58:31 GMT
I can see the orange haze on the horizon ...as the morning exhales a yawn...and seems to be ready to riseTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt krummede fingrene hårdere mod Annabels varme ryg end han selv var klar over og var lige ved at slippe en frustreret lyd, da han af helt naturlige årsager, var nødt til at slippe hendes læber for at fylde lungerne med luft igen. Der gik et sekund eller to før han også åbnede øjnene og så på hende igen, stadig med panden hvilende mod hendes. Den svage berøring mod hans hals fik de små hår i hans nakke til at rejse sig og han tog en dyb indånding og talte igen uden at kunne skjule hvor svært det egentligt var at sige hvad han sagde uden at det gjorde meningen mere ægte.
Han følte sig komplet blottet, på mere end én måde og vidste at han mere eller mindre lige havde lagt hovedet på blokken en gang til. Det ændrede dog stadig ikke på faktum at det sidste han havde lyst til, var at lade hende ude af syne igen. Han smilede svagt da hun svarede ham igen og nikkede stumt i mangel på ord.
Han blev ved at betragte hende selv da hun lukkede øjnene og måtte så selv synke en klump da hun hviskende fortsatte. Hans blik flakkede før han, i mangel på ord, løftede hovedet lidt og plantede et blidt kys på hendes pande "Det håbede jeg.." mumlede han lavmælt og sukkede dybt før han skævede tydeligt modvilligt mod sengebordet "Vi kommer for sent hvis ikke vi kommer herfra snart." konstaterede han, men det tog ham alligevel adskillige sekunder før han, efter at have plantet et flygtigt kys på hendes læber, satte sig op og svingede benene ud over sengekanten.
Det var en meget ambivalent følelse af at forlade den behagelige boble og træde lige ud i en lettere uvelkommen virkelighed, men han tog sig selv i nakken og rejste sig helt, før han vendte sig mod hende og sengen igen "Kom.." opfordrede han og rakte en hånd ned mod hende "Jeg trænger til et bad før jeg tager ind og forklarer hvad der er sket." han så et øjeblik tøvende ud "Eller vi skal, hvis du vil med."
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Sept 25, 2012 11:02:47 GMT
I have never truly loveduntil you put your arms around meTag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing Ordene var ude før Annabel nåede at tænke over dem, og gjorde hende ulideligt bevidst om, lige nøjagtigt hvor meget hun satte sig selv i fare for at blive såret igen. I et splitsekund, overvejede hun at at trække det tilbage, dømte at det alligevel ikke var muligt og kunne ikke engang påstå, at det ikke passede i det hele taget. Det virkede dog heller ikke til at der var nogen skade sket og hun lod øjenlågene glide i, da Matts læber dvælede imod hendes pande.
Hans næste ord, var dog mere end uvelkomne og hun rynkede lidt på øjenbrynene og slog blikket op igen. Tanken om at skulle forlade den varme boble de havde dannet, var ikke ligefrem tiltrækkende og hun følte slet ikke hun var klar til at give slip på øjeblikket endnu. Matts kys var efter hendes mening alt for kort og hans varme krop der forsvandt øjeblikket senere, gjorde det ikke meget bedre.
Annabel sukkede lavmælt og skuttede sig en enkelt gang, som kulden sneg sig ind over hende i samme øjeblik varmekilden forsvandt. Hun drejede hovedet og uvilkårligt faldt hendes blik på Matts nøgne ryg. Hvad hun så der, trak hende tværtimod effektivt tilbage til virkeligheden og brat satte hun sig op. Hun nåede dog ikke nærstudere de tydelige mærker hendes egne negle havde lavet natten forinden, før Matt havde rejst sig helt. Pludselig måtte hun kæmpe imod et forlegent og lidt for selvbevidst smil og hun rakte påfaldende tavst frem og tog imod den fremstrakte hånd, for selv at komme på benene – der ærligt talt føltes en anelse usikre, noget hun ikke var i tvivl om havde alt at gøre med aftenen forinden.
”Jeg er nødt til at vise dig noget,” skød hun ind, uden sammenhæng med noget af det Matt havde sagt. Hun så tøvende på ham, stadig med en afslørende trækken i mundvigene, der truede med at blive til et smørret smil, før hun forsøgende og næsten en anelse forsigtigt, rakte frem og fangede hans noget større hånd med sin egen. Med et let, opfordrende træk og blik, der stadig tydeligvis var forsøgende og en anelse usikkert i situationen der var ny, uden helt at være det, fulgte hun den velkendte vej til badeværelset på den anden side af gangen. Selv stoppede hun udenfor, slap Matts hånd og trådte til side, så han kunne gå forbi. ”Tag et kig på din ryg, hvis du kan komme til det.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Sept 25, 2012 23:06:35 GMT
I can see the orange haze on the horizon ...as the morning exhales a yawn...and seems to be ready to riseTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt lagde ikke det mindste skjul på sin modvilje til at forlade sengen og det var ved ren, stædig viljestyrke, han rent faktisk kom op at sidde og svingede benene ud over sengekanten igen. Han sad et øjeblik og stirrede på væggen overfor, for så at rejse sig med et dybt suk og vende sig om mod Annabel og sengen igen. Han rakte hånden frem mod hende med et spørgende blik, stadig ikke helt sikker på om hun ville følge hans opfordring eller ej.
Noget ved hendes udtryk mens hun tog hans hånd og kom på benene fik ham til at rynke brynene spørgende allerede før hun sagde noget "Ja, hvad?" spurgte han uforstående og gik et skridt tilbage uden at forstå hendes tydelige morskab. Han fulgte med hende uden protester og så igen undrende på hende da hun slap hans hånd "Hvorfor?" han blev stående lidt endnu, men blev kun opfordret til det samme endnu en gang.
Med en lille hovedrysten fortsatte han forbi hende ind på badeværelset, stillede sig med siden til vasken og spejlet over det og drejede i overkroppen for at kunne se sin egen ryg i den blanke overflade. Så snart han fik øje på de ret afslørende røde striber efter negle, gled en munter lyd over hans læber og han så tilbage på hende med et drenget smil "Du er ikke ked af det, hva'?" han drejede sig lidt mere og kom til at grine før han igen hovedrystende gik tættere på døren igen for at tænde vandet i brusekabinen.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Sept 27, 2012 12:48:23 GMT
I have never truly loveduntil you put your arms around meTag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing Annabels fortænder lukkede sig omkring hendes underlæbe, som hun igen opfordrede ham til at gå helt hen til spejlet, mens hendes blik fulgte neglemærkerne på hans ryg, som det langt fra var første gang hun havde sat der. Da først Matt blev klar over, netop hvad det var hun mente, formåede hun ikke helt at holde et lille, smørret smil tilbage og hans svar på det, gav hende effektivt følelsen af lige at have mistet pusten og hendes knæ til at føles bare en lille smule bløde.
Lige netop det smil der, kunne hun ikke huske hvornår hun sidst havde set, andet end at det nærmest fik alle nerveenderne i hendes krop til at sitre og hun fandt uvilkårligt, at hun besvarede det uden problemer. Ved hans ord, trak Annabel lidt på skuldrene og lænede sig op ad dørkarmen, med den ene arm hvilende tværs over sin bare mave og den anden hånd støttet imod hoften. ”Ikke rigtigt,” svarede hun, stadig med et lettere underfundigt smil spillende over læberne. Hun fulgte ham diskret med blikket, som han bevægede sig tilbage imod hende for at tænde for vandet og blev i et øjeblik i tvivl om hvorvidt hun skulle blive stående eller fortrække tilbage igen og give ham fred. At hun dog på ingen måde havde lyst til at lægge afstand i mellem dem og allerede nu var ulideligt klar over, at der var alt for meget i forvejen, var hun fuldkommen bevidst om og ubeslutsomt rettede hun sig lidt op igen.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Sept 28, 2012 7:00:52 GMT
I can see the orange haze on the horizon ...as the morning exhales a yawn...and seems to be ready to riseTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt rakte et øjeblik den ene hånd over skulderen på sig selv og strøg fingerspidserne over det øverste af en af de røde rifter. Så vendte han sig mod Annabel igen, stadig med et tenderende smørret smil og et anklagende blik der komplet mistede sin gennemslagskraft, netop på grund af smilet "Det ville også være noget nyt." kommenterede han tørt og gik så tilbage mod hende og døren igen, for at tænde for vandet i brusekabinen.
Den monotome lyd af rindende vand fyldte hurtigt tavsheden ud og han lagde ikke skjul på at betragte hende mens vandet blev varmt. Han rakte en hånd ud for at mærke efter, men dømte det ikke helt var tilpas endnu og efter en kort overvejelse, løftede han den anden hånd og strøg to fingre ned over Annabels kind "Jeg er ikke den eneste der er mærket." hans blik spillede drilsk mens han prøvede på ikke at smile alt for bredt igen over den synlige rødme der dominerede hendes læber og hage.
Han gjorde et lille kast med hovedet tilbage mod spejlet over vasken "Din tur.." han blottede et øjeblik tænderne i et nyt smil, men kunne ikke rigtigt mønstre nogen fortrydelse mens han fulgte hende med blikket det korte stykke og tog selv de få skridt hen til skabet for at finde et ekstra håndklæde uden at tænke over at spørge, om hun overhovedet ville benytte sig af muligheden.
Han tøvede et øjeblik, og rakte det så frem mod hende med et prøvende smil "Der er plads til to, med lidt god vilje." hans blik flakkede momentært før han hurtigt tilføjede "Eller du går først, så venter jeg bare." han blev ubeslutsomt stående med håndklædet rakt frem.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Oct 3, 2012 8:28:33 GMT
I have never truly loveduntil you put your arms around meTag: Matthew Blythe ● Outfit: Nothing Annabel formåede ikke helt at holde det smørrede smil tilbage fra sine læber og nåede til sidst et punkt, hvor hun også opgav at gøre det. Det flagrede stadig voldsomt i hendes mellemgulv og selvom det hele virkede meget afslappet, var der alligevel en gnavende anspændthed, en viden om at alt balancerede lige på kanten og det næste øjeblik, kunne være helt væk igen. Hun skubbede tanken væk, ganske uvillig til at tænke på den sandsynlighed der var for, at det de lige nu havde, ikke ville vare ved.
Annabels blik fulgte Matt da han tændte for vandet og alle hendes instinkter bød hende, at krydse afstanden i mellem dem så hurtigt som det kunne lade sig gøre, med et næsten desperat behov for at være tæt på ham. Uvisheden om, hvorvidt det var gensidigt holdt hende dog effektivt hvor hun var, mens hendes blik flakkede lidt hen over hans ansigt. Antydningen af smilet hvilede stadig over hendes læber, men det ændrede ikke på det faktum, at hun ikke kunne lade være med at føle sig en anelse forsvarsberedt. I hvert fald indtil Matt rakte frem og strøg to fingre over hendes kind.
Det gjorde en verden til forskel, den ellers simple kontakt i kontrast til manglen på samme. Hendes øjenbryn hævede sig lidt og hun så spørgende på ham, mens det endnu en gang gav et behageligt sug i mellemgulvet over smilet på hans læber og ganske effektivt viskede det endnu engang forbeholdende væk og hun fandt, at hun ikke kunne gøre andet end at gengælde det. Det spørgende udtryk forsvandt ikke, men hun valgte at følge hans opfordring og træde over til spejlet.
Hvad hun så der, vidste hun ikke helt hvad hun skulle mene om. Hun var ikke i tvivl om hvad det var Matt havde hentydet til og hun lukkede den ene hånd om vasken for at læne sig lidt frem og med den anden hånds fingre, stryge undersøgende ned over sin let røde hage. Annabel noterede kort at hendes hår var et rod og bar tydeligt præg af nattens aktiviteter, men det rørte hende ikke mere end som så. Hvad der virkelig slog hende, var erkendelsen af hvor bleg hun så ud og at området omkring hendes øjne, virkede mørkere end normalt. Det fik de mentale billeder af sin lejlighed aftenen før til at vende tilbage og hun mærkede den ellers behagelige fornemmelse der havde varet ved over Matts handlinger, vige til fordel for en ubehagelig knude, som strammede til igen.
I en brat bevægelse skubbede hun sig fri af vasken igen og vendte ansigtet bort fra spejlet, i et håbløst forsøg på at lade som om, at der ikke var noget galt. ”Et mærke for et mærke,” svarede hun med et halvhjertet smil og tog et skridt i Matts retning, for at tage imod håndklædet han rakte frem. Da først hun havde det i hænderne knugede hun det instinktivt en smule ind til sig selv, mens hun så ubeslutsomt på ham. Tanken om at skulle være alene, om det så blot var for at tage et bad, gjorde hende pludselig utilpas og et taknemmeligt udtryk tog plads over hendes ansigt, da den lyshårede troldmand fortsatte. Hendes læber trak op i et svagt smil igen og hun rakte ud og lod håndklædet ligge mod kanten af vasken, før hun med et tøvende skridt trådte frem og strakte sig op på tæerne, med blikket hvilende på ham for at sikre sig det var i orden, inden hun blidt trykkede læberne mod hans i et øjeblik. Hendes ene hånd fandt den han ikke selv holdt et håndklæde i og da hun gled ned på fodsålerne igen, så hun op på ham med et blik, der tydeligt afslørede at hun ikke var i tvivl om hvad hun ville. ”Kom.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Oct 3, 2012 23:38:02 GMT
I can see the orange haze on the horizon ...as the morning exhales a yawn...and seems to be ready to riseTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matts blik hvilede diskret på Annabel mens hun nærstuderede sit ansigt i spejlet over vasken. Et lille trækning i hans mundvige afslørede ham selvom han troede han holdt det for sig selv, men han kunne ikke engang med lidt god vilje lade som om han var brødebetynget over at have været skyld i hendes rødmende hud. Det halve smil blegnede lidt mens han betragtede hendes ansigt i spejlet. Han rynkede brynene lidt og hans blik hvilede på hende med et bekymret glimt da hun vendte sig igen.
Hendes smil overbeviste ham ikke helt, men han gengældte det alligevel uden tøven og rakte det ene håndklæde frem mod hende med et mindre emneskift. Han tøvede igen da hun først havde taget håndklædet og havde en gennemsyrende trang til at trække hende ind til sig og forsikre hende om, at alt nok skulle blive godt igen, på en eller anden måde. Alligevel blev det Annabel der tog et initiativ først. Han flyttede sig ikke, men lukkede øjnene et øjeblik mens den bløde fornemmelse af hendes læber mod hans, fik en enkelt sommerfugl til igen at vågne i hans mellemgulv.
Først da hun igen trak sig væk, blev han bevidst om at hun havde taget hans hånd. Hans blik flakkede mellem hendes øjne flere gange, før han i stedet for at gøre alvor af badet, lod håndklædet falde til gulvet og trak hende ind i en tæt omfavnelse "Det bliver godt igen, Tink.." han lagde kinden mod hendes hård og blev stående lidt endnu "Vi finder ud af det.." mumlede han, uden helt selv at være klar over, om han mente indbruddet i hendes lejlighed, eller elefanten i rummet der var dem selv. Han gav hende et sidste klem og løsnede så grebet, smilede mat og trak hende med sig mod bruseren.
C L O S E D
|
|