|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 26, 2012 23:01:27 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt glemte nogle få sekunder alt om de emner de havde fået bevæget sig ind på før Ambrosio meldte sin ankomst. Et skarpt uglenæb i nakken var mere end nok til at rette hele opmærksomheden mod fuglen, der havde sat sig til rette på ryglænet af sofaen, med en attitude som om den ejede det hele. At det ikke var noget der egentligt overraskede Matt var ikke noget han tænkte over. Det var bare sådan det var, og havde været al den tid han havde kendt både hornuglen og dens ejer.
Selvom hans nakke sved ubehageligt under hans egen hånd, var der også noget sært beroligende ved at erkende, at ikke alting havde ændret sig. At bare en lille ting, selvom den var mere et irritationsmoment end noget andet, ikke havde forandret sig. Han reagerede instinktivt da han slap sin egen nakke og med et lavt smæld knipsede Ambrosio over næbbet, som han havde gjort et utal af gange før i tiden.
Matts hånd vendte instinktivt tilbage til hans egen nakke, efter at have afværget endnu et angreb fra den store ugle, med ord i en tone han absolut sjældent brugte. Han slap ikke uglen med blikket, før den forsvandt ud af syne og han igen blev opmærksom på Annabel. Han skar en grimasse og ømmede sig igen mens en lille irriteret lyd blev eneste svar på hendes undren. Han fulgte hende diskret med blikket mens hun satte sig igen og nikkede let, blot for at ømme sig igen ved bevægelsen "Jeg tror jeg overlever." mumlede han let sammenbidt og så ned for bedre at kunne føle sig frem med fingerspidserne over sin svidende nakke.
Han fangede bevægelsen af Annabels hånd der kom nærmere ud af øjenkrogen og skævede op mod hendes ansigt uden at løfte hovedet helt. Hans blik flakkede momentært, men han gjorde intet forsøg på at stoppe hende da hun lukkede fingrene omkring hans hånd. Han lod den stift falde ned mod sine egne ben, og forsøgte hårdnakket at ignorere den knugende fornemmelse i mellemgulvet der indfandt sig som en direkte konsekvens af den uskyldige berøring. Han bøjede hovedet lidt mere forover og lukkede øjnene mens han sank hårdt og umuligt kunne abstrahere fra hvor tæt hun var på. Den allestedsnærværende duft af lavendler blandede sig med den svage duft af hende, og fik i skøn samklang med de øl og den vin han havde indtaget, hans hovede til at snurre ubarmhjertigt.
|
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 26, 2012 23:35:54 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here
Noget der mindede om et smil hvilede stadig over Annabels læber, da han svarede, stadig en anelse ved siden af sig selv over den lille ting, der havde fået hende til at tænke på en million tidligere episoder og minder. Hun svarede dog ikke, men gled i stedet ned at sidde, for med et spørgende blik, at række frem og forsigtigt fjerne hans hånd for at komme til at se på det. Hun var ulideligt bevidst om hvor stor betydning den mindre afstand i mellem dem havde og hun prøvede hårdnakket på at ignorere hans duft, der insisterende sneg sig ind i hendes næsebor.
Hendes blik undersøgte den lille flænge, Ambrosios skarpe næb havde efterladt på Matts hals. Hun rynkede lidt på panden igen og så kortvarigt væk, for at tage tryllestaven der nu lå bag hende. Hun endte med at skubbe sig lidt op, så hun kunne hæve sig en anelse op på knæet. "Sid stille..." sagde hun lavmælt til ham, uden at tænke meget over det og rakte med et koncentreret blik, op for at stryge en lok af hans hår af vejen med fingerspidserne og holde den fast, så den ikke røg tilbage i såret. Annabel rettede spidsen af staven mod Matts nakke, mumlede et lavmælt og flydende "vulnera sanentur," der fik den lille skade til at trække sig sammen igen.
Da der ikke var andet end en lille smule blod tilbage over den nu lukkede hud, tog hun hånden til sig og skubbede sig efterfølgende et lille stykke væk fra ham igen, lige så meget for sin egen skyld, som for hans. "Jeg tror ikke oregano er nødvendigt. Det ser ikke ud til, der kommer et ar..." Det trak svagt op i hendes ene mundvig, som hun drejede overkroppen i et øjeblik, for at lægge staven fra sig. Så var hendes blik tilbage mod ham, stadig med fronten halvt mod ham. "Men uanset ville det vel næppe være første gang, han gav dig et."
[/blockquote] |
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 27, 2012 0:06:24 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Den korte følelse af tryghed ved noget velkendt forsvandt igen så snart Annabel satte sig ved siden af ham i sofaen igen. Følelsen var stadig velkendt, men på samme tid fulgt af en myriade af impulser han ikke turde følge. Tingene i den henseende var ændret til ukendelighed og han hverken turde, eller kunne følge gamle vaner ligeså nemt som han få øjeblikke før havde gjort overfor hornuglen.
Han kunne dog ligeså lidt få sig selv til at afslå hendes hjælp, ikke fordi skaden egentligt krævede den, men fordi det nogle stjålne sekunder bragte hende så tæt på at han kunne mærke varmen fra hende. Han lukkede øjnene og mærkede sine sanser fyldes af hende og gøs mærkbart da hendes fingerspidser strejfede den følsomme hud nær hans nakke. Han sank hårdt igen og følte sig tør i munden, mens han knyttede hænderne så hårdt at knoerne blev hvide, for ikke at løfte armene og lægge dem omkring hende.
Det var så simpelt, hun var så tæt på, men han blev siddende stift med tilbageholdt åndedræt og lod hende udbedre skaden efter Ambrosios skarpe næb. Han følte sig mere beruset af hende så tæt på end han gjorde af alkohol og tog en dyb, hørlig indånding da hun trak sig tilbage igen. Han sad et øjeblik i forsøget på at samle sig og nikkede svagt før han åbnede øjnene igen og så uudgrundeligt på hende "Tak.." fik han frem og rakte per automatik op og strøg den ene hånd over sin nakke, hvor han ville sværge på han stadig kunne mærke følelsen af hendes fingre.
Hendes næste ord fik spontant en lille munter lyd til at glide over hans læber og et lille smil til at følge som et sekund eller to nåede hans øjne "Nej.. det ville være synd at sige." han smilede skævt og slog blikket ned igen, uden at smilet forsvandt helt. Hans blik faldt på hans egen hånd og han løftede den lidt mens han igen mødte hendes blik og bøjede alle fingre pånær pegefingeren der var prydet af et tydeligt, hvidt ar "En af de ting jeg ikke har savnet." kommenterede han tørt, men en del mere afslappet end før og lod så hånden falde igen, mens han sukkede lavmælt og lænede sig tilbage mod ryglænet.
|
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 27, 2012 0:41:56 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here
Annabel var flere gange ved at fortryde hun var begyndt til at starte med og trak vejret dybt ned i lungerne en enkelt gang, blot for at finde ud af at det gjorde den dominerende duft at Matt i hendes næsebor endnu tydeligere. Det brændte i hende for at komme tættere på ham, samtidig med at en stemme i hendes hoved, insisterede på at hun skulle trække sig så langt væk igen, som det var muligt og at det ikke kunne gå hurtigt nok. Hun tvang dog sig selv til at fokusere på at heale skrammen i Matts nakke og så snart det var gjort, lade stemmen få sin vilje ved at trække sig et stykke tilbage igen.
For at undgå den alt for anspændte stilhed, hun vidste ville komme, talte hun nærmest med det samme. Hans svar fik det til at trække lidt længere op i hendes mundvige og et muntert fnys undslap hende, samtidig med at hendes blik gled til arret på hans finger, som hun huskede at have fulgt med en fingerspids, utallige gange før. "Han havde også ordentligt ved dig der," kommenterede hun og huskede tydeligt episoden. "Der var ingen sympati for at jeg havde bedt dig løsne brevet, selvom jeg var for syg til at kunne stå." Hun lænede sig selv med siden ind imod ryglænet og ved mindet, trak et oprigtigt smil op på hendes læber, kortvarigt med blikket rettet mod sømmen i natkjolen, hendes fingre pillede ved, inden det fandt tilbage op på ham.
[/blockquote] |
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 27, 2012 1:26:27 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Det tog Matt adskillige sekunder at få samlet sig nok til at kunne møde Annabels blik igen, og selv da han gjorde, var han et sted i baghovedet ulideligt bevidst om, at han sikkert var ligeså nem at læse som en åben bog. På samme tid var han dog heller ikke særlig meget i tvivl om, at han ikke var den eneste i stuen der havde det sådan. Netop det faktum gjorde det dog ikke en snus lettere at finde ud af hvordan han skulle forholde sig.
Den anspændte fornemmelse lå stadig tydeligt i mellem dem, men på en anden måde end før. Følelsen af hendes fingre vedblev at hænge mod hans hals og nakke, uden at det reelt set gjorde ham det store. Følelsen var både savnet og velkommen, omend lige i øjeblikket netop derfor også frustrerende og grund til endnu et stik af dårlig samvittighed i en helt anden retning.
Han skubbede stædigt tanken fra sig og slap i stedet en lille munter lyd, da hun fortsatte. Han holdt hånden op mellem dem nogle sekunder og skar en lidende grimasse da han lod den falde igen "Jo tak.." han nikkede med endnu et lille smil, der gled over i et gab som han skjulte med bagsiden af samme hånd "Undskyld." han fnøs lavmælt og rystede på hovedet "Det var lige før du havde brug for et brækjern for at få ham til at give slip." han lod blikket falde til sine hænder, der bar flere tydelige tegn på sammenstød med hornuglen og rystede lidt på hovedet igen.
Som om fjerkræet havde kunnet mærke der blev talt om den, lød pludselig en insisterende tuden fra et andet sted i lejligheden og Matt stivnede et sekund, før han blev sikker på, at der ikke var endnu et angreb under opsejling. Han kvalte endnu et gab i opløbet mens Annabel rejste sig for at finde ud af hvad postyret skyldte og fulgte hende med blikket mens hun forlod stuen. Det uudgrundelige glimt sneg sig tilbage ind i hans blik og han rynkede panden lidt.
Stadig med hovedet fyldt af modstridende tanker og følelser, drejede han sig lidt og trak benene op i sofaen, mens han lænede sig med siden ind mod ryglænet og bøjede hovedet nok til at kunne lade kinden hvile mod hynden. Han gabte igen, og med en halvhjertet undskyldning til sig selv om bare lige at lukke øjnene to minutter mens hun så til uglen, døsede han hen. Det havde været en lang dag, både fysisk og psykisk og med adskillige uger i kølvandet med ødelagte døgnrytmer, var det en kamp han havde tabt på forhånd.
ZzzzZzzzZzz |
|
