At the end of the day... (R)

[Matthew Blythe]

LET ME BE EMPTY AND WEIGTHLESS
...and maybe I'll find some peace tonight...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt var stadig rystet i sin grundvold da han var gået tilbage ind i retssalen efter sit sammenstød med Annabel på gangen. Hvad der rent faktisk var sket resten af sagen, var delvist gået hen over hovedet på ham, men at Teodor var blevet sendt til Azkanban igen og uden udsigter til at komme ud igen, var dog gået ind. Havde situationen været en anden, ville han måske havde tænkt mere over det og måske endda været en smule splittet mellem at mene han havde fortjent værre og alligevel være en smule lettet over han ikek var blevet dødsdømt. Ikke for Teodors egen skyld, men for hans yngre søster som også gik ved siden af Matt lige nu.

Han havde lovet at følge Aisling hjem og han havde ingen intentioner om at bryde det løfte. Tværtimod var han taknemmelig for selskabet, selvom det skulle forestille at være ham der gav hende både beskyttelse og moralsk støtte, havde situationen nu drejet sig sådan, at det ikke kun var hende der havde de behov, selvom han aldrig ville sige det højt. De havde forladt Ministeriet til fods og var fortsat sådan for at klare hovederne med frisk luft og det meste af turen var foregået i stilhed, uden at det blev direkte ubehageligt.

Som de nåede "Den Utætte Kedel" og begav sig ind på Diagonalstræde, fortsatte han stedkendt og stod snart foran døren til Aislings opgang. Han stoppede og så både afventende og ubeslutsomt på hende. Han havde ikke lovet andet end at følge hende hjem, men med tanken om den tomme lejlighed der ventede på ham selv, trak han ubevidst tiden "Klarer du dig herfra?" spurgte han alligevel og stak hænderne i jakkens dybe lommer, blot for at skære en grimasse og slippe en anstrengt lyd, da den hånd han havde brugt mod stenmuren tidligere, tydeligt mente det var en dårlig idé at blive stoppet i en lomme.

[Aisling Delaney]

Stripped of my comfort, nowhere to sleep
WORDS - 652
TAG - MATTHEW
OUTFIT

Aisling havde stadig det sidste blik Teodor sendte hende i tankerne mens hun gik hjem, det var et blik der tydeligt fortalte hende, at hvis han nogensinde kom ud, ville hun være den første der fik det at mærke. Hun var ikke sikker på om han ville slå hende ihjel, eller blot gøre hendes liv forfærdeligt, men hun håbede inderligt på at han aldrig kom ud. Det ville være det sidste hun ønskede, men på trods af at Azkaban var et topsikkert fængsel, var det set før at folk var sluppet ud. Hun håbede bare på at Teodor ikke var klog nok.

Turen hjem hjalp hende dog meget, og hun følte sig mere frisk da hun landede ved hendes hoveddør. I hvert fald mere frisk end da hun først havde trådt ud af retssagen. Det havde ikke været nemt for hende at sidde derinde og se sin brors skæbne blive sat af så mange, der kun kendte ham fra det han havde gjort mod de to gamle mennesker. Hun var glad for at han ikke blev dømt til døden, eller til at få kysset lige med det samme, selvom det var grusomt det han havde gjort, kunne hun alligevel ikke få sig selv til at ønske sin bror død. Han havde trods alt været der for hende et par gange, også selvom de gange også havde været på grund af hans egen personlige interesse i at hun skulle klare sig godt, men alligevel havde hun svært ved at dømme ham som ondskaben selv.

En anden ting der var sket under retssagen, var at Annabel havde lavet optøjer, hvilket virkelig havde gjort Aisling irriteret, mest fordi hun så at Matthew gik ud med hende, og at han så endnu værre ud end han havde gjort før han gik ude af retssalen. Hun brød sig virkelig ikke om den måde hun legede med hans hjerte på, og hun forstod slet ikke at hun ikke afslog ham mere kontant, når det nu var gået så godt første gang. Nu ville det hele starte på ny, det vidste hun bare, Matthew var ellers ved at være nogenlunde okay igen, og så skulle hun selvfølgelig dukke op og ødelægge hans hjerte igen.
Der blev ikke snakket meget på turen, men hun mærkede på Matthew at det var lige så rart for ham at følges med nogen, som det var for hende. Hun var en smule ærgerlig over at de allerede var nået til hendes dør, da det skete og smilede blot til ham da han spurgte om hun klarede den.

”Jaeh” Sagde hun tøvende og kiggede fjernt på håndtaget ind til opgangen. Hun opfangede dog Matthews grimasse og kiggede bekymret på ham.
”Hvad er der galt? Er du såret?” Spurgte hun og tog fat i den ene af hans hænder, for at få ham til at vise hende den.
”Kom med indenfor, så skal jeg hjælpe dig.” Sagde hun og smilede en smule til ham, hvorefter hun tog sin hat af, fandt nøglen i jakkelommen med en frie hånd og låste døren op.
”Jeg skal nok lade være med at lave te denne gang” Sagde hun, stadig smilende, hvorefter hun åbnede døren og ventede på at han var trådt indenfor.

[Matthew Blythe]

LET ME BE EMPTY AND WEIGTHLESS
...and maybe I'll find some peace tonight...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Uanset hvor meget han prøvede eller hvor stædigt han koncentrerede sig, kunne Matt ikke stoppe sine tanker fra at kredse omkring Annabel og jo mere han tænkte jo mere vred blev han. En hel ny vrede mod hende, som skræmte ham en smule og som han slet ikke brød sig om.

Tankerne røg dog alligevel på afstand nogle få øjeblikke, da han uintentionelt stødte sin skadede hånd og endte stående foran Aislings hoveddør med en forpint grimasse og hånden holdt beskyttende ind mod kroppen, efter at have stillet hende et enkelt spørgsmål. Han rynkede brynene svagt og så tænksomt på sin blonde veninde da hun tilbød at hjælpe "Det er ikke noget alvorligt. Jeg ville slå forbi Mungos på vej hjem, men.." han gik i stå igen og så ubeslutsomt på hende et langt øjeblik. Så nikkede han mens det trak svagt i hans ene mundvig "Jeg har ingen dårlige nyheder i dag, så mon ikke du er nogenlunde på den sikre side?" spurgte han retorisk i halvhjertet spøg og nikkede så igen før han fulgte hende indenfor og stoppede afventende for foden af trappen for at lade hende gå først op.

[Aisling Delaney]

Stripped of my comfort, nowhere to sleep
WORDS - 244
TAG - MATTHEW
OUTFIT

Aisling vendte sig halvt om og smilede let til ham, det var måske stadig lidt tidligt at lave vittigheder om dette emne, men hun var dog tilfreds med at han prøvede at lette den ellers så tunge stemning.
”Du er en god nyhed i sig selv Matthew. Jeg ved ikke hvad Annabel tænker på, at lade dig gå en gang til” Sagde hun og skyndte sig videre op ad trappen, for at han ikke skulle føle sig forpligtet til at svare. Hun stoppede foran sin dør, låste også denne op og gik indenfor, hvorefter hun lagde hatten på det nærmeste bord.

Hun tog langsomt jakken af, mens hun kiggede efter ham, og fulgte ham opmærksomt op ad trappen med sit blik. Hun troede bestemt ikke på at det var ingenting, og da besværgelser var et af hendes talenter, ville hun ikke have noget imod at hjælpe ham, hvis han ville lade hende gøre det.
”Jeg kan altid prøve med Episky. Besværgelser er en af mine stærke sider” Sagde hun tøvende og smilede bekymret til ham, mens hun huskede på hvordan han havde stået og ventet på hende udenfor ministeriet, hvilket gjorde hende en smule varm om hjertet. Aisling rykkede sig så han kunne komme ind, og lukkede døren efter ham. Derefter begyndte hun at løsne sit hår, der stadig sad i en knold, og satte sig på armlænet til sofaen.

[Matthew Blythe]

LET ME BE EMPTY AND WEIGTHLESS
...and maybe I'll find some peace tonight...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Det svage smil var forsvundet fra Matts ansigt før det vandt kraft og nåede aldrig at blive til mere end en hurtig trækning. Han trak vejret dybt mens hun lukkede døren bag dem og stivnede så da hun fortsatte. Nogle sekunder så han overrumplet efter hende da hun forsvandt op ad trappen. Så veg overraskelse for et advarende blik og han tog sig selv i nogle sekunder at overveje at gå igen. Behovet for ikke at være alene vandt dog og han begyndte langsomt at gå op ad den velkendte trappe efter hende.

Han stoppede lige indenfor døren, tøvede et øjeblik med blikket hvilende på Aislings ryg og forsatte så nogle skridt længere ind, uden at gøre anstalter til selv at frigøre sig fra sit overtøj. I stedet blev han stående tavs og bevægede sig først da hun fortsatte over til sofaen, hvor hun satte sig på armlænet og samtidig løsnede det blonde hår. Han nikkede langsomt, mens han så uudgrundeligt på hende "Det ved jeg.." kommenterede han kort og en smule overflødigt, før han bevægede sig nærmere og valgte at sætte sig på hjørnet af sofabordet overfor hende, fremfor at sætte sig i sofaen ved siden af hende.

Han havde stadig den dunkende hånd holdt tæt ind til overkroppen med et løst greb og hans knoer var tydeligt hævede og allerede begyndende misfarvede under de mindre hudafskrabninger fra mødet med stenmuren. Han tøvede et sekund og slap så grebet om sit håndled for at række armen over mod hende "Aisling.." startede han roligt og holdt blikket på sin egen hånd et øjeblik endnu "Jeg ville sætte pris på hvis du ikke talte om Anna på den måde." han slog blikket op og så alvorligt på hende mens han fortsatte, tydeligvis uden at forvente at blive afbrudt "Hvad der skete mellem hende og jeg, både i dag og for fire år siden, er mellem hende og jeg, og ingen andre. Er vi enige?" han så indgående på hende og holdt hendes blik fast da han først fangede det "Jeg sætter pris på din bekymring, men jeg har ikke brug for at du dømmer hende." han slog blikket ned igen og spændte hårdt i kæben før han lavmælt tilføjede "Det klarer jeg fint selv." han lagde hånden forsigtigt mod hendes ene lår "Jeg har brug for at hun slet ikke bliver bragt på banen.." han løftede hovedet og så indtrængende på hende.

[Aisling Delaney]

Stripped of my comfort, nowhere to sleep
WORDS - 244
TAG - MATTHEW
OUTFIT

Aisling afbrød ham ikke mens han snakkede, hun vidste godt det ikke var retfærdigt at dømme Annabel så hurtigt, når hun ikke engang selv havde været der, men hun havde sværere ved at se Matthew så sørgmodig end at dømme Annabel på et splitsekund.
Hun blinkede et par gange og betragtede de hårnåle hun efterhånden havde samlet sammen. Hun nikkede blot til det han sagde, og vendte ansigtet mod ham igen og mødte hans indtrængende blik, med et lille forstående smil. Hun sukkede dybt og rejste sig op, hvorefter hun gik over til spisebordet og lagde hårnålene på bordet.

”Teodor er virkelig vred på mig Matt, jeg har ikke set ham så vred siden vi diskuterede om jeg skulle være venner med dig eller ej.” Sagde hun og strøg håndfladen over panden. Hun mærkede en lille knude i maven, og prøvede at få sig selv til at slappe lidt mere af ved at tage skoene af. Derefter røg handskerne, og snart havde hun ikke mere på end det hun havde haft på under frakken. Hun følte sig en smule rastløs, men gik så langsomt tilbage til sofaen hvor han sad og strøg fingrene igennem hans hår med et lille smil på læben.

[Matthew Blythe]

LET ME BE EMPTY AND WEIGTHLESS
...and maybe I'll find some peace tonight...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Den ulmende vrede der havde ligget i Matt siden han igen var blevet alene på gangen i ministeriets nederste etage, og som kort havde rørt på sig igen ved Aislings ord, punkterede lidt igen ved udtrykket på hendes ansigt, da han påtaget roligt gav sig egen mening helt klart til kende. Hvorfor han forsvarede Annabel var han ikke engang selv helt klar over, men allerhelst ville han glemme det nogensinde var sket. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind i øjeblikket.

Aislings nik fik ham til at besvare det med et lignende selv før han trak hånden til sig igen og fulgte hende med blikket ned til spisebordet. Selv rejste han sig igen og gik tilbage til døren, ikke for at gå, men for at befri sig selv for den tunge jakke han stadig havde på. Han stoppede midt i en bevægelse da hun talte igen og sukkede tungt "Teodor er vred på verden, Ais." han krængede jakken ud over den ene skulder og bed en anstrengt lyd i sig da han måtte trække den skadede hånd igennem ærmet "Han kan ikke røre dig nu. Det lover jeg dig." han rullede med skuldrene og fik efter lidt masen held af at få jakken helt af med kun én hånd, for så at gå tilbage til sofaen og denne gang sætte sig i den.

Han fulgte hende igen med blikket da hun kom tilbage og lukkede øjnene et kort øjeblik, da hun strøg fingrene gennem hans hår. Hans første reaktion var som altid at stoppe hende i de små, forholdsvis uskyldige, berøringer, men noget bremsede ham denne gang og han blev blot siddende sammensunket og tydeligt tænksom, mens han forsøgte at abstrahere fra sin dunkende hånd ligeså meget som fra de forvirrende og ganske uvelkomne tanker der blev ved at kværne i hovedet på ham.

[Aisling Delaney]

Stripped of my comfort, nowhere to sleep
WORDS - 261
TAG - MATTHEW
OUTFIT

Aisling satte sig ned i sofaen ved siden af ham og tog blidt fat i hans hånd, hun fandt sin trylle stav frem fra tasken og kiggede overvejende på ham.
”Det er det jeg prøver at overtale mig selv til at tro” Sagde hun og kiggede undersøgende på hans hånd. Hun sukkede lidt og rystede på hovedet.
”Tænk engang.. Det hele er så forfærdeligt, man skulle tro vi ville være ved at være ovre disse ting, men nej” Sagde hun og trak hurtigt på smilebåndet. Hun var ikke særlig imponeret over sin egen familie, og nogle gange ville hun ønske hun var mugglerfødt.

”Det er altså på eget ansvar, jeg har prøvet det et par gange før, men det kan jo være begynder held” Sagde hun og kiggede hurtigt på ham, hvorefter hendes blik vente tilbage på hans hånd, hvorefter hun lod sin tommelfinger glide frem og tilbage over hans håndflade.
”Hvad er der egentlig sket?” Spurgte hun og vendte så blikket op mod ham igen, med hovedet let på skrå. Hun var ikke særlig træt lige nu, men hun regnede med at hun ville blive det ret hurtigt efter hun havde ordnet hans hånd. Hun håbede egentlig han ville blive og sove i sofaen, det ville bare være så dejligt at have en at putte sig ind til, hvis hun fik et mareridt. Det var nærmere helt sikkert at hun ville få mareridt, men hun skød tanken fra sig og smilede til Matt igen.

[Matthew Blythe]

LET ME BE EMPTY AND WEIGTHLESS
...and maybe I'll find some peace tonight...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt gav sig mærkbart og trak luft ind med et lille gisp, da Aisling lukkede fingrene om hans hånd. Han bed hårdt sammen og rynkede panden i anstrengelse for at undertrykke endnu en forpint lyd. Som første svar nikkede han langsomt og skævede op på hendes ansigt "Der kommer ude tvivl en del ballade i kølvandet på det her. " indskød han lavmælt, uden helt at kunne bedømme, om hun stadig talte om sin bror og hans handlinger, eller om noget helt andet.

Han lod blikket falde til sin hånd der stadig lå med håndfladen op i hendes. Det trak antydningsvist i hans ene mundvig over hendes ord, men det satte sig aldrig fast. I stedet skar han igen en lille grimasse og trak instinktivt hånden lidt til sig da hendes tommel strøg over hans håndflade. Denne gang ikke fordi han ville forhindre hende i det svage kærtegn, men fordi det fik det til at trække ubehageligt i hånden, der lå med den skadede håndryg ned mod hendes.

Han så op og mødte hendes blik, mens han rynkede brynene over hendes spørgsmål og rystede lidt på hovedet for så alligevel at svare hende efter et øjebliks eftertænksomhed "Jeg tabte besindelsen.." han så ned igen og løftede sin hånd lidt så han kunne vende den om og igen lægge den ned mod hendes igen "Jeg lod mine følelser løbe af med mig.." tilføjede han stadig lavmælt og bed så hårdt sammen at musklerne i hans hals og kæbe stod tydeligt frem.

[Aisling Delaney]

Stripped of my comfort, nowhere to sleep

WORDS - 186
TAG - MATTHEW
OUTFIT

Aisling kiggede hurtigt op på ham med et bekymret blik og lagde mærke til at det gjorde ondt på ham.
”Undskyld” Sagde hun og slikkede sine læber hurtigt, mens hun tog et godt greb om sin tryllestav og pegede på hans hånd. Hun kiggede intenst på den, så meget at hendes øjenbryn rynkede en smule, og koncentrerede sig om at udføre besværgelsen korrekt.

”Episkey” Sagde hun bestemt, og betragtede Matts hånd, mens besværgelsen susede ud af hendes tryllestav og ned mod hans håndflade. Hun hørte en lyd af knogler der bevægede sig, og håbede at dette betød at de havde repareret sig selv.
Aisling kiggede afventende op på ham og bed sig prøvende i underlæben. Hun var ikke sikker på om det havde virket før han sagde det havde.
”Er det bedre nu?” Spurgte hun, og håbede inderligt at hun ikke havde ødelagt hans hånd endnu mere. Hun holdt stadig fast i sin tryllestav, og strammede grebet lidt om den, for at være helt klar hvis der skulle opstå komplikationer.

[Matthew Blythe]

LET ME BE EMPTY AND WEIGTHLESS
...and maybe I'll find some peace tonight...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt smilede svagt og rystede bestemt på hovedet da Aisling undskyldte og tog en dyb indånding "Det er ikke din skyld.." han gengældte hendes hurtige blik og lod blikket blive liggede uudgrundeligt på hendes ansigt, mens hun selv så ned og koncentrerede sig om hans hånd. Han lod blikket diskret følge hendes ansigtstræk som om han aldrig helt havde set nærmere på hende og glemte hvor han var, mens han fortabte sig i sine egne tanker nogle øjeblikke.

Han blev dog brat trukket ud af dem ved det ene ord der gled over Aislings læber og som direkte konsekvens fik det til at trække ubehageligt og smertefuldt i ha hånd et sekund eller to. Hans blik røg straks ned til hans egen hånd og han undertrykte den instinktive trang til at trække hånden til sig med en forpint lyd. Han lukkede øjnene hårdt i og tog en dyb indånding, mens den skarpe, men momentære smerte, hurtigt fortog sig og svandt ind til en øm fornemmelse.

Han åbnede langsomt øjnene og knyttede forsigtigt hånden, for så at åbnede den igen og se op på Aisling med et taknemmeligt smil og et lille nik "Meget bedre.." hans blik flakkede kort mellem hendes lyse øjne og smilet veg til fordel for en et tænksomt blik. Han løftede langsomt den hånd hun lige havde haft i sin, og strøg en blond hårlok om bag hendes ene øre mens han fulgte sin egen hånd med blikket "Tak.." i stedet for at lade hånden falde med det samme, lod han den stryge over hendes kind og ignorerede for anden gang indenfor få timer, de alarmklokker der begyndte at ringe i baghovedet på ham.

[Aisling Delaney]

Stripped of my comfort, nowhere to sleep

WORDS - 345
TAG - MATTHEW
OUTFIT

Et lettet smil plantede sig på Aislings læber, da hun så at det var lykkedes hende at fikse hans hånd , og hun sukkede lettet og småklukkede lidt.
”Det var da ingenting” Sagde hun lidt for sjov og klappede ham venskabeligt på skulderen. Hun var overrasket over hvor godt humør hun var i, når hun tænkte på hvordan hun havde haft det for noget tid siden, men det måtte jo ske på et eller andet tidspunkt, hun kunne jo ikke gå rundt og være bekymret hele tiden.

Aisling mærkede dog pludselig at stemningen skiftede, og hun kiggede op på ham, mens hendes udtryk skiftede til undrende da hun så hvor tænksom han var blevet. Han havde aldrig set sådan på hende før, og hun vidste slet ikke hvad hun skulle stille op, og i stedet for at gøre noget sødt ved ham, stivnede hun bare fuldstændig og betragtede ham mens han strøg en tot af hendes hår bag øret. Det første der faldt hende ind, var at spørge hvad der gik af ham, men for en gangs skyld sagde hun ikke det første der faldt hende ind. Hun mærkede sit hjerte banke endnu hurtigere mens han aede hendes kind, og kiggede på ham med let åben mund.
”Som sagt det var ingenting.. Vi kan jo ikke have at du går rundt med en brækket hånd” Sagde hun og blinkede et par gange med øjnene, stadig uden at bevæge sig væk fra ham, og uden at kunne finde ud af hvad hun skulle stille op med sig selv.

[Matthew Blythe]

LET ME BE EMPTY AND WEIGTHLESS
...and maybe I'll find some peace tonight...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt smilede svagt igen og rystede på hovedet uden at slippe hende med blikket "Uanset er jeg stadig taknemmelig." han tav igen og fleksede sin hånd nogle gange. Den var stadig øm, men med de brækkede knogler på plads, var det og en svag misfarvning var det eneste der nu vidnede om hans hånds møde med stenmuren i ministeriet tidligere på dagen.

Han vidste det var, omend ikke forkert, så dybt uretfærdigt overfor Aisling, da han helt af egen fri vilje strøg fingrene over hendes kind. Han havde aldrig rigtigt været i tvivl om hvordan hun havde det og havde heller aldrig rigtigt ladet hende være i tvivl om, at han ikke havde de samme følelser for hende. Det faktum havde ikke ændret sig, men det ændrede heller ikke på, at hun alligevel havde en særlig plads for ham og at han ligenu havde et på alle måder istinktivt behov for et andet menneskes nærhed.

Det trak let i hans mundvige igen og han rystede på hovedet mødte tøvende hendes blik "Du gav aldrig op, gjorde du vel, Aisling?" spurgte han lavmælt uden at slippe hendes blik og uden at vide hvad han egentligt spurgte hende om. I stedet løftede han hånden igen og drejede sig lidt mere ind mod hende, mens han blidt lod hånden lægge sig bag hendes nakke med fingrene halvt skjult i hendes hår og lænede sig ulideligt langsomt frem mod hende, mens han krummede fingrene bag hendes nakke lidt, for at forhindre hende i at trække sig væk, men uden egentligt at forhindre hende i at gøre det alligevel hvis det var det hun ville. Han stoppede med ansigtet lige ud for hendes og fik alligevel kolde fødder nok til at overveje en ekstra gang hvad han var i gang med, før han lænede sig det sidste stykke frem og pressede læberne hårdt mod hendes, med et delvist ubevidst håb om, at det kunne fjerne alle de gnavende tanker om Annabel og få ham til at glemme, omend bare for en stund.

[Aisling Delaney]

Stripped of my comfort, nowhere to sleep

WORDS - 497
TAG - MATTHEW
OUTFIT

Aisling var fuldstændig betaget af hele situationen, og havde stadig ikke helt formået at forstå hvad det var der var ved at ske. I alle disse år var de blevet helt vandt til deres forhold. Hende der altid prøvede, og ham der altid gjorde det klart at det ikke skulle ske. Det var efterhånden blevet til en tavs sandhed mellem dem, noget de aldrig snakkede om, men noget de begge accepterede og levede med. Skulle alt det ændres nu? Hun mærkede sit hjerte fyldes med håb, og kiggede ham i øjnene med et lille, genert smil. Hun morede sig inderst inde over hvor selvsikker hun havde været med andre drenge, men når det kom til Matt, var hun ved at gå i stå bare over hans kærtegn på hendes kind.

Endelig kom en vis form for handlekraft tilbage til hende, og hun løftede sin hånd og lagde den om den hånd Matt aede hende med.
”Nej Matt..” Sagde hun tøvende, uden at turde sige andet, da hun var rædselsslagen for at noget der blev sagt direkte, ville ødelægge det hele. Han vidste det jo godt nu, han vidste godt at hun elskede ham mere end noget andet, og højst sandsynligt altid ville. Aisling lod sin hånd falde igen, da han lagde sin hånd om hendes hoved og mærkede hvordan han krummede sine fingre lidt. Igen følte hun at hun gik i stå, var det her egentlig det hun ville? De blev vel nødt til at prøve det, det gjorde de. Hun lukkede øjnene da han var kommet tættere på, men da det tog længere tid end hvad hun lige troede det ville, åbnede hun dem igen, bare for at se at han var stoppet op. Hun blev nervøst et øjeblik, men da han så kyssede hende, gengældte hun det så godt hun kunne og lukkede sine øjne endnu engang.

Aisling var ikke helt sikker på om hun var på den sikre side, kunne hun gøre noget uden han flippede ud? Ville han skubbe hende væk hvis hun lagde armene om ham? Hun besluttede sig for at gøre det sidste, og lagde derefter en hånd på hans talje, så højt oppe at det stadig ikke var mere intimt end de havde været før. Hun mærkede sit hjerte banke hurtigere og hurtigere, og blev endnu mere nervøs. Hun anede pludselig ikke hvad hun skulle stille op, nu når de rent faktisk kyssede.

[Matthew Blythe]

LET ME BE EMPTY AND WEIGTHLESS
...and maybe I'll find some peace tonight...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt stivnede et sekund da Aisling lagde en hånd over hans egen på hendes kind. Det trak let i hans mundvige, uden at det nogensinde kom i nærheden af et smil, sank hårdt og nikkede så tavst, mest for at bekræfte sine egne ord. Han holdt hendes blik fast, og tusind tanker nåede at fare igennem hovedet på ham på meget kort tid, mens hans fingre helt på egen akkord fandt ind i hendes hår og lukkede sig bag hendes nakke. Han tøvede kort og mødte hendes blik da hun igen slog øjnene op og nåede igen på splitsekunder at genoverveje situationen. Det var ikke fordi Aisling ikke var en både køn og tiltrækkende pige. Det havde aldrig været det der kom i vejen.

Denne gang var det dog ham selv der tog initiativet og overskred den usynlige grænse han ellers selv stædigt havde opretholdt siden de var teenagere. Nu nedbrød han den ligeså stædigt i et direkte oprør mod det der var sket tidligere på dagen og blev belønnet med en behagelig kildren i kroppen. Da Aisling ikke trak sig væk, men han i stedet kort efter mærkede hendes ene hånd lægge sig mod hans side, lænede han sig længere ind mod hendes og lagde mere kraft bag sit kys.

Først da luften slap op kom han også lidt til sig selv og brød væk med et lille gisp og hev hurtigt ny luft ned i lungerne. Han trak hovedet ganske lidt tilbage, uden at slippe hendes nakke og så på hende med et flakkende blik "Undskyld.." fik han hæst, næsten hviskende frem og sank hårdt "Jeg ved ikke hvad der.." han gik i stå, uden at gøre sin sætning færdig. Han vidste jo udemærket hvad der gik af ham og i stedet for at bruge flere ord, strammede han igen grebet om hendes nakke og krævede hendes læber endnu engang.