Et håb

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Ildstedet knitrede stemningsfuldt og bragte den nødvendige varme. Det var egentlig ikke særlig koldt, men Julie havde det med at fryse særligt meget i disse dage. Hun var også træt og svagelig, men hun gjorde sit bedste for ikke at lade det gå for meget ud over sit humør - og især ikke at vise det for meget til andre. Det var selvfølgelig ikke muligt at skærme dem, der stod hende nærmest, for realiteten af hendes sygdom, men hun havde også brug for at nogen kendte til hendes situation. Nok var hun stolt og stædig, men hun kunne ikke løbe fra, at noget af det, der holdt hende oppe, var folks støtte og hjælpsomme hænder.

Aftnerne var et af de tidspunkter, hvor Julie kunne slappe mest af og ikke bekymre sig for meget om sin manglende energi. Hun lå derfor henslængt på sofaen i behageligt tøj med halvt lukkede øjne og døsede hen til lyden af en quidditchkamp, der blev sendt i radioen. Ved siden af radioen på bordet lå hendes tryllestav, som hun for omtrent en time siden havde brugt til at indstille frekvensen, og af andre genstande på bordet, var der en kop halvt fyldt med kold the, en fjerpen, pergament samt hendes bog, der indeholdt al hendes research. Oprindelige havde hun placeret sig i sofaen for at skrive, men efter kun et kvarter havde hendes hoved sagt fra, og hun fandt, at hun ikke rigtig var i stand til at foretage sig andet end at ligge ned.

Mens Julie havde ligget og døset, var mørket faldet på for alvor, og hendes bror, Jonathan, hvis lejlighed hun opholdt sig i, befandt sig et eller andet sted i lejligheden.

outfit

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
Where can I run to, where can I hide?
Who will I turn to, now I'm in a virgin state of mind?
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Skulle Fenella være ærlig overfor sig selv, så havde hun ikke ret meget begreb om, hvordan hun var kommet fra sin egen lejlighed og til ejendommen hun nu stod foran. Hun rystede kraftigt. Lige nu mest af kulde, for selvom det stadig var sommer, så var natten kølig og hun var kommet fra sin lejlighed i så omtåget en tilstand, at hun ikke havde sanset noget der bare mindede om overtøj eller mindede om noget som helst andet end det hun stod og gik i.

Derfor stod hun nu rystende, hivende efter vejret af lige dele chok og kulde, med den ene rystende h?nd mod den k?lige mur. Der var ikke ?n sammenh?ngende tanke i hendes hovede. Ikke ?n hun kunne holde fast i. Hun var i chok og et sted bagerst i kanten af sin bevidsthed vidste hun det godt, men hjernen havde sl?et fra og n?gtede at forholde sig til alle de ting der var sket indenfor meget kort tid. I stedet havde den effektivt lukket ned, og styrede hende som en anden marionetdukke. Ud fra lejligheden og det forholdsvis korte stykke vej fra Picadilly Circus til Knightsbridge.

Hvorfor hun lige var taget hertil og ikke et andet sted hen tillod hun ikke sig selv at t?nke p?. Den sidste rest af t?belig stolthed var effektivt forsvundet og erstattet af et helt primalt behov for tryghed. For et sted at skjule sig, som ikke var oplagt for Jake. Hendes for?ldre var ikke engang en mulighed. Hun vidste ulideligt klart hvad reaktionen ville blive. Den eneste virkelig ven hun havde, var end ikke i landet og nu stod hun her. En forpint klynken undslap hende p? den nattem?rke gade, da den vedvarende dunken i hendes k?be bragte hende bare lidt tilbage i virkeligheden. Nok til, at hun fik sig skubbet fri fra muren, slog begge arme beskyttende om sig selv og vaklede videre ind i bygningen.

Trappen var tom, intet under for det sene tidspunkt og selvom det tog hende en rum tid, fik hun k?mpet sig op til anden sal og, med den ene h?nd usikkert placeret mod v?ggen, sl?bt sig det sidste stykke hen til den d?r der havde v?ret hendes m?l siden hun forlod sin egen lejlighed. Hun bankede dog ikke p?. Endte blot st?ende l?net ind mod v?ggen ved siden af den og stirrede apatisk p? den lukkede d?r, som kunne hun f? den til at ?bne sig alene ved tankens kraft. Naturligt nok skete der ingenting og med en plaget grimasse drejede hun sig ind mod d?ren og l?nedesig nu halvt op ad den og halvt op ad v?ggen, mens hun l?ftede den ene h?nd og lod den den ramme d?ren uden at kunne pr?stere s?rlig meget kraft bag slaget "Julie..." fik hun halvt mumlet, halvt hvisket ind mod d?ren, mens hendes egen stemme f?ltes underligt d?d ud i den stille gang.

[Jonathan Young]

this is how life is
full of surprises

Tag: Fenella & Julie ● Outfit: Here

Jonathan sad tilbagelænet i lænestolen i hjørnet og rodede med sit kamera, der skulle bruges den følgende dag. Det ene ben var løftet og anklen placeret imod den andet bens knæ, mens han svagt rynkede på panden i koncentration og ind i mellem så over imod sofaen hvor lillesøsteren blundede. Han brød sig ikke om, at det endnu var uklart hvad hun fejlede og skønt det var uendeligt tilfredsstillende endelig at have hende inden for rækkevidde igen, fri for maliciøse monstre, så var bekymringen ikke endt der.

Et lydløst suk gled over hans læber, mens han smilede svagt i retning af Julies skikkelse, før han vendte blikket tilbage imod apparaturet i sine hænder. Der var en behagelig ro i lejligheden, kun med lyden af aftenens trafik udenfor vinduerne og en dæmpet lyd af stemmer fra lejligheden ved siden af, der grænsede op til stuevæggen.

Lyden af en svag banken mod døren brød dog hurtigt stemningen og Jonathan så lettere overrasket op. Med et enkelt blik imod den slumrende Julie på sofaen, lagde han kameraet fra sig og kom på benene. Der var ikke langt ud til døren i entreen, men han tog sig alligevel god tid og havde ikke travlt med at fare ud og åbne den. Han anede ikke hvem det kunne være på det tidspunkt, men han gav sig ikke tid til at se ud af kighullet i døren.

Da han åbnede den, forventede han dog på ingen måde hvad der mødte ham og med et forskrækket udbrud, greb han kvinden som med ét faldt sammen i armene på ham. Hans ben vaklede svagt, mest af alt på grund af overraskelsen, men han formåede at holde både hende og sig selv på benene. I total forvirring og overraskelse så han ned på den hårdt forslåede kvinde. "Fenella?"

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Julie registrerede kun lyden af kommentatorernes stemmer i radioen svagt, og hun var ikke helt klar over, hvad der blev sagt. Hun rykkede en smule på sig i sofaen, så hun kom til at ligge på ryggen, og et dybt suk forlod hendes læber. Om det var lyden af hendes eget suk eller den pludselige malplacerede lyd af en banken på døren, der vækkede hende, vidste hun ikke. Det var først, da hun hørte trin og så Jonathan gå hen mod hoveddøren, at hun sluttede sig til, at det måtte have banket på døren, og hun fulgte ham med sit matte blik, indtil han forsvandt ud i entreen og dermed var ude af syne. Han lod døren til stuen stå åben bag sig, så Julie kunne tydeligt høre hoveddøren blive åbnet - og til sin overraskelse - Fenellas navn blive nævnt straks efter.

"Hvad..?" mumlede hun stilfærdigt og fik med en kraftanstrengelse sat sig op i sofaen, før hun gav sig til at overveje, om hun overhovedet havde hørt rigtigt. Hvorfor skulle Fenella komme forbi her? Julie kastede et blik hen mod vinduerne og konstaterede, at også tidspunktet var underligt. Hun tog sig til panden der føltes varm selv under hendes egne fingre, men hendes nysgerrighed var allerede taget over, og hun rakte i stedet ud efter sin stav. Med et enkelt slag på radioen fik hun slukket for lyden, og ved at støtte sig til sofaarmlænet kom hun på benene.

Uden at tænke for meget på, at hun egentlig slet ikke burde være oppe at stå lige, gik hun ud i entreen, og da synet af en forslået Fenella i hendes brors arme nåede hende, glemte hun da også alt om selvynk. "Fenella." Navnet blev nærmest sagt som en udånding, og hendes første reaktion var at lukke hoveddøren med et sving af sin stav og derefter falde på knæ ved siden af de to. "Fenella, hvad er der sket?" spurgte hun og rynkede bekymret panden, hvorefter en frygtelig tanke slog hende: Jake. Julie greb fat om Jons skulder for at få hans opmærksomhed og bed sig i underlæben. Hvor meget skulle hun fortælle ham? Hun gjorde intet forsøg på at skjule sin bekymring men fandt, at hun ikke kunne sige hverken det ene eller det andet til ham. Til sidst gjorde hun et nik ind mod stuen, for de kunne ikke blive ude i entreen, når Fenella var i den tilstand.

outfit

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
Where can I run to, where can I hide?
Who will I turn to, now I'm in a virgin state of mind?
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Fenella Fenella løftede hånden en gang mere og lod den falde fladt mod døren igen, med endnu mindre kraft end før. Hendes mund føltes tør, som havde nogen fyldt den med vat og hendes ben truede til stadighed med at give efter under hende, da hun først stod stille. Samtidigt blev hun også alt for opmærksom på nøjagtigt hvor ondt hun havde, både fysisk og psykisk. Hun lukkede øjnene hårdt i og lod panden hvile mod døren, mens hun trak vejret uregelmæssigt og mærkede sine øjne svide igen, som tårer af ren afmagt kæmpede sig vej frem.

Så forsvandt døren abrubt og hun spærrede øjnene overrasket op, mens hun ikke formåede at reagere hurtigt nok og faldt fremefter. Hun klynkede svagt og lukkede øjnene hårdt i, i forventning om at ramme gulvet sekunder efter. Det skete dog ikke. I stedet mærkede hun stærke arme der holdt hende oppe og sit eget navn i en stemme hun ikke genkendte. Hun stivnede forsvarsberedt og spærrede øjnene op igen mens hun forsøgte at fokusere på personen der havde talt. Hendes blik blev sløret af de første tårer der gjorde hendes øjne blanke og hun endte med blot at stirre frygtsomt på ham, uden rigtigt at se noget alligevel.

Hun så først ind da endnu en skikkelse kom ud i rummet og blinkede langsomt flere gange efter hinanden, stadig spændt som en fjeder. Hendes blik fulgte intenst Julie der kom nærmere og så pludselig vari øjenhøjde med hende selv. Hele rummet roterede under hende, men Julie bevægede sig ikke. Det bed hun mærke i og holdt fast i, med både blik og tanke. Julies spørgsmål trængte igennem og som fik hendes opsvulmede underlæbe til at sitre forrædderisk, stadig uden at hun havde sagt et eneste ord.

[Jonathan Young]

this is how life is
full of surprises

Tag: Fenella & Julie ● Outfit: Here

Jonathans tanker arbejdede på højtryk for at bearbejde alle de nye ting der pludselig væltede ned over hovedet på ham og han kunne ikke finde nogen ord, for rystet af kvinden der netop var faldet ned i armene på ham. Derfor stod han blot med let åben mund og et vel forvirret ansigtsudtryk, indtil Julie fandt sin vej ud i entréen. Jonathans blik fandt hurtigt søsterens ansigt, uden at han holdt mindre godt fast om Fenella der ellers med sikkerhed ville falde sammen på gulvet.

Han forblev en tavs støtte, mens Julie forsøgte at komme i kontakt med den ilde tilredte heks og nikkede forstående da Julie nikkede imod stuen. "Jeg har tænkt mig at hjælpe dig ind i stuen nu," advarede han, tydeligvis med tanke på det frygtsomme blik hun havde sendt ham. Han ville nødig gøre noget der fik hende til at gøre noget overilet (selvom han tvivlede på at hun overhovedet var i stand til det). Forsigtigt bøjede han en anelse ned i knæene og nikkede til Julie for at få hende til at gå i forvejen, så hun kunne rydde eventuelle forhindringer af vejen, og tog fat under Fenellas knæhaser og løftede hende op.

Han havde ikke den fjerneste idé om hvor meget hun var kommet til skade, og frygtede at hendes nuværende position i hans arme bare ville gøre tingene værre, og af den grund tog han lange og hurtigt skridt ind i stuen, inden han med forsigtighed kunne placere hende på sofaen Julie havde ligget i.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Da Julie mødte Fenellas blik var hun ikke i et sekund i tvivl om, at hun havde gættet rigtigt hvad angik Jake. Hun mærkede sin mave snøre sig sammen af noget, der både kunne være frygt og afsky, men hun lod sig ikke påvirke af det, fordi hun ikke havde andet end Fenellas helbred i tankerne. Sidst hun havde set kvinden var hun brudt grædende sammen for øjnene af hende, og på trods af deres sølle kendskab til hinanden, havde Julie taget hende i sine arme og trøstet hende det bedste hun havde lært. Nu var Fenella i hendes brors entre, og Julie fandt det helt naturligt at hjælpe hende igen.

Heldigvis havde Jonathan ingen uddybende spørgsmål lige på stående fod, og Julie var ikke sen til at rejse sig og gå foran ham ind i stuen. Den kritiske situation fik Julie til at glemme sin egen svaghed, men hun måtte prøve to gange, før sofabordet svævede lydigt væk under svinget af hendes stav, så der var fri bane for hendes bror til at lægge den forslåede kvinde på det bløde leje.

Lige så snart Fenella lå sikkert på sofapuderne, gik Julie hen og satte sig på knæ i den ende, hvor den andens hoved var. Julie søgte hendes blik men kunne ikke lade være med at lade blikket glide hen over hendes ansigt, der tydeligt havde lidt under flere slag. "Fenella, det skal nok gå." sagde hun og strøg sin ene hånd henover hendes hår en enkelt gang for at berolige hende. "Jeg - Vi skal nok..." Julie vidste ikke, hvad hun skulle sige og kiggede henover sin skulder på Jon i håbet om, at han havde nogle svar. Så vendte hun opmærksomheden mod Fenella igen og lænede sig ind mod hende. "Du er i sikkerhed her." hviskede hun forsikrende og knugende ubevidst staven i den hånd, hun ikke strøg over Fenellas hår.

outfit

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
Where can I run to, where can I hide?
Who will I turn to, now I'm in a virgin state of mind?
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Fenella slap ikke Julie med blikket og selv i sin lettere chok-tilstand, så hun et usagt spørgsmål i den andens blik og vidste næsten med sikkerhed, at Julie havde lagt to og to sammen. Tanken både skræmte og beroligede hende, men hun fik ikke lov at tænke yderligere over den, da manden talte igen. Hun fór sammen som instinktiv reaktion og så skræmt på ham. Hun blinkede igen langsomt og noget ved hans ansigt begyndte at dæmre et sted i hendes hukommelse. Nok til at hun slappede lidt af og nikkede vagtsomt.

Hendes ben føltes stadig som græskarbudding under hende og hendes tænder begyndte igen at klapre, selvom hun nu var indenfor i varme. Hendes blik flakkede mellem Julie og den andens bekendte ansigt. Så greb nogen fat under hendes lår og hendes fødder forlod gulvet. Et forpint klynk undslap hende i den uvante stilling, men hun kæmpede ikke imod. Imiterede derimod glimrende en kludedukke og lukkede øjnene hårdt for at kæmpe et anfald af kvalme på afstand mens verden hun ikke bare roterede, men også vippede uden at tage hensyn til hende.

Hun tvang øjnene op igen da hun mærkede noget blød under sig og så på den der havde båret hende igen med en lille panderynke "Jonathan..." fik hun spagt mumlet, som et navn meldte sig og blev kædet sammen med ansigtet over hende. Så var han væk fra hendes synsfelt og Julies ansigt erstattede hans i hendes udsyn. Hun krympede sig under den andens inspicerende blik og fik sig møvet om på siden for at kunne trække benene op mod sig selv, i forsøget på at krumme sig sammen til en lille, ubemærkelsesværdig kugle. Uden helt at høre hvad der blev sagt nikkede hun svagt til Julies. Tonen i den andens stemme var venlig. Ikke vred eller irriteret, selvom hun ikke fangede den dybere mening med ordene udover sit eget navn. Hun pressede øjnene hårdt i da de igen sved og bed på samme tid ned omkring sin egen underlæbe. Sekundet efter blev hun mindet om hvor dårlig en idé det var og hendes tredie egentlige ord siden hun havde forladt sin egen lejlighed, blev et lavmælt "Av!" som var det den prop der havde stoppet hele systemet fik det ene ord også tårerne til at begynde at læbe frit og ustoppeligt ned ad hendes kinder og en fugtig plet samlede sig hurtigt på sofahynden under hendes uglede hår.

[Jonathan Young]

this is how life is
full of surprises

Tag: Fenella & Julie ● Outfit: Here

Jonathan ville nok have protesteret på det groveste, hvis han havde bemærket at Julies forsøg på at flytte sofabordet ikke var gået helt så glat som der gerne skulle, og derefter have sendt hende lige på hovedet i seng. Det var dog ikke ligefrem situationen til det og han bemærkede det ikke rigtigt, temmelig optaget af at bære den nærmest bevidstløse skikkelse over til sin sofa. Da Fenella genkendte ham, smilede han langt fra, men så blot på hende med rynket pande og et seriøst blik.

Så snart hun var sikkert på plads, trådte han et skridt tilbage og gjorde plads til Julie, uden at ændre den mindste smule på det utilfredse ansigtsudtryk. Han anede ikke det mindste om hvad der var sket, men han kunne fornemme på Julie at hun var helt indkodet i situationen og Jonathan mente ikke, at nu var hans tid til at stille spørgsmål, han kunne få besvaret senere. Derfor betragtede han blot kvinderne i stilhed i et stykke tid, inden han svagt mumlede: "Jeg finder et tæppe," mest af alt til Julie, med henblik på at Fenella med al sandsynlighed ikke ville ænse ham. Det var dog ikke gået ubemærket hen, hvor meget hun rystede og ekstra varme kunne ikke gøre nogen skade. Med et hurtigt, undersøgende blik på sin lillesøster, drejede han om på hælen og satte kurs mod skabet i rummet ved siden af.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Selvom Julie fik en reaktion på sine ord i form af et svagt nik, så var hun i tvivl om, hvor nærværende Fenella egentlig var. "Hører du? Du er sikker her." gentog hun og holdt blikket i hendes. Julie rynkede panden endnu mere og prøvede at slå koldt vand i blodet. Så begyndte Fenella at græde, og Julie kunne ikke lade være med at se det som noget godt. Hun strøg fortsat sin hånd over den andens hår og nikkede stift uden at se på Jon, da han sagde, at han ville hente et tæppe. Lyden af skridt fortalte hende, at han var på vej ud af lokalet.

Julie tog en dyb indånding og lod blikket glide henover Fenellas ansigt og derefter krop, som hun havde krøllet sammen i nærmest en fosterstilling. Det køb hende koldt ned ad ryggen, og Julie kunne ikke skjule sin frygt for Fenellas helbred særlig godt. Hun åbnede munden for at sige noget, men hun kunne ikke finde ordene og pressede læberne hårdt sammen igen, så de blev helt hvide. Det mest fornuftige ville være at tage hende til Sankt Mungos, men Julie kunne ikke lade være med at føle, at der måtte være en grund til, at hun var kommet herhen i stedet for at søge healerhjælp. "Fenella," begyndt hun endelig og kiggede hende alvorligt i øjnene. "jeg er nødt til at vide, hvad der sket. Om du er kommet alvorligt til skade." sagde hun så indgående på hende. Uanset hvor meget hun end ville hjælpe, så var der visse ting hun ikke kunne gøre lige så fyldestgørende som en, der var uddannet til det.

outfit

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
Where can I run to, where can I hide?
Who will I turn to, now I'm in a virgin state of mind?
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Fenella formåede at fokusere på Julies ansigt da hun insisterende gentog sine ord. Hun blinkede flere gange hurtigt efter hinanden mens tårene fortsatte ufortrødent med at løbe ned over hendes kinder og trak mørke striber fra den smule makeup hun havde haft på tidligere på dagen. Hun sank hårdt og nikkede så igen uden at slippe Julies blik. Inderst inde troede hun dog ikke helt på forsikringen i den andens ord, hvor gerne hun end ville.

Hånden der strøg over hendes hår var skræmmende og hun gav sig lidt under det uvante i den blide berøring og alligevel kunne hun ikke få sig selv til at trække sig væk fra den beroligende følelse den skabte i hende. Hun slog blikket ned igen og krummede sig endnu mere sammen om sig selv, mens hun kæmpede med alle de modstridende følelser der rasede i hende. Hun opdagede ikke at Julies bror forlod rummet og vendte først tilbage til virkeligheden igen, da Julie sagde hendes navn.

Hun snøftede stille og så op, blot for at se ned igen med en lidende grimasse over spørgsmålet der fulgte. Hun begyndte at rystede hurtigt på hovedet mens uvelkomne billeder af hvad der var gået for sig før hun kom her, dukkede op for hendes indre blik igen og fik det til at vende sig i hendes mave. Hun lukkede øjnene hårdt i, uden at det stoppede tårerne og fortsatte med at ryste på hovedet "Han..." fik hun spagt frem før en grådkvalt lyd undslap hende. Så forsøgte hun igen og åbnede øjnene blot for at stirre stift på det ene ben på sofabordet der var blevet rykket væk fra sofaen og svarede så delvist på spørgsmålet alligevel med et enkelt ord "Jake..." hendes underlæbe begyndte at bæve igen og hun lukkede øjnene igen med et halvkvalt hulk.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Det lidende udtryk på Fenellas ansigt talte sit tydelige sprog, men Julie var stadig fast opsat på at finde ud af, om hun havde brug for healerhjælp eller ej, andet var simpelthen for uansvarligt. "Ja?" spurgte hun opmuntrende, da Fenella begyndte at tale, og prøvede at fange hendes blik igen. "Jake...?" spurgte hun og mærkede vreden begyndte at ulme i sig. "Jeg skal bare vide, om du er kommet alvorligt til skade." sagde hun igen, fordi hun begyndte at frygte, at det Fenella havde at fortælle var værre, end hun i første omgang havde regnet med. Noget havde han jo gjort mod hende, hun kunne jo se på det gennemtæskede og fuldstændig forskræmte kvinde, at hun var blevet rystet i sin grundvold.

Det var begyndt at værke let i Julies knæ, så hun kom langsomt men sikkert på benene og så sig om efter Jonathan. Fenella havde krøllet sig sammen i fosterstilling i sofaen, så Julie kunne ikke sætte sig på kanten af denne. Derfor blev hun stående oprejst men bøjede sig forover, så hendes ansigt ikke var alt for langt væk fra hende. Julie handlede ikke bevidst sådan, hun kopierede bare sine forældre og brødres adfærd, når de trøstede hende og gjorde hende tryg som lille. Men helt så nemt var det ikke men en voksen kvinde, og Julie mestrede ikke at skjule sin frustration overfor den anden. "Jeg vil gerne hjælpe dig, jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg skal gøre det." sagde hun og kiggede efter Jon igen.

outfit

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
Where can I run to, where can I hide?
Who will I turn to, now I'm in a virgin state of mind?
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Fenella holdt øjnene lukkede selvom Julie indtrængende fortsatte sine spørgsmål. Hun rystede først på hovedet, for så at nikke og igen ryste på hovedet, fuldkommen usikker på hvad svaret egentligt var. Hendes fornuft pippede et sted i hendes baghovede om at hun burde kræve healerhjælp med det samme, men hun kunne på ingen måde overskue at skulle forhøres om grunden til hun igen havnede på St. Mungos.

Hun åbnede øjnene igen og fandt med lidt besvær Julies ansigt med blikket igen. Bekymringen i den andens ansigt, uden forbehold fik det til at knuge i hendes mellemgulv og hendes underlæbe bævede forrædderisk igen før hun tog en dyb indånding og åndede skælvende ud igen "Han... fandt ud af..at jeg havde bestilt tid på Mungos i næste uge.." hun blev liggende krummet sammen om sig selv og måtte koncentrere alt hun havde tilbage i sig for ikke at gå i stå igen og henfalde til usammenhængende lyde. Hun så bønfaldende og sigende på den anden kvinde, som havde været den eneste der vidste at hun var gravid og håbede hun kunne samle brikkerne i det hun lige havde sagt før hun fortsatte med en stemme så spag at den næsten ikke var hørlig "Han.. blev rasende og.." hun gik i stå og sank hårdt da tårene begyndte at løbe igen "Han tog mig...." et halvkvalt hulk slap fri fra hendes hals mens hun så på Julie med panikken og desperationen tydelig i sit eget blik "Jeg vil ikke tilbage, Julie..." hun greb instinktivt ud og greb fat om den andens ene håndled "Jeg... et sted han aldrig finder mig!" frygten fik hendes blik til at flakke og hendes stemme til at skælve tydeligt.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Der gik nogle sekunder, inden Julie koblede tingene sammen og fattede, at Fenella snakkede om, at hun havde bestilt tid til en abort. Hun nikkede stift for at vise, at hun havde forstået, hvad den anden mente, og hun huskede kun alt for godt mødet ude på dametoilettet, hvor Julie pludselig havde siddet og trøstet Fenella, selvom hun stort set var fremmed for hende. Der var bare noget i hende, der ikke kunne stå for hendes svaghed, en beskyttertrang hun uden tvivl havde til fælles med sine brødre - den kom bare ikke til udtryk på samme måde til hverdag.

Julie troede ikke sine egne ører, da hun hørte Fenellas ord. "Hvad...?" begyndte hun men ønskede ikke at høre hende sige det igen. Den afsky, der voksede inden i Julie gjorde hende fysisk utilpas, og hun bed tænderne så hårdt sammen, at det hurtigt begyndte at værke i hendes kæbe. Det var først, da hun mærkede Fenellas kolde fingre om sit håndled, at hun med et akavet ryk begyndte at bevæge sig igen, og hun rystede prompte på hovedet. "Du skal aldrig tilbage igen, det lover jeg dig." sagde hun uden at tænke på, at hun umuligt kunne være der til at holde det løfte. Hun satte sig på knæ igen. "Har du nogen, du kan gå til?" spurgte hun men vidste allerede, at det nok ikke var tilfældet - hvorfor ville hun ellers være her? Måske var Julie bare den første person, hun havde tænkt på, men det virkede stadig, som om Fenellas kilder til hjælp var rimelig udtømte. "Har du noget familie, du kan gå til? Eller vi kan tage dig til et hospital i et andet sted i Storbrittanien." sagde Julie, der mest af alt brainstormede med sig selv. Personligt var hun ikke bange for at tænke stort og på tværes af landegrænser, fordi hun selv havde brugt fire år på farten og bare var optimistisk og kreativ som person. Men hun måtte dog tage højde for, at Fenella ikke kunne rejse alt for langt i sin tilstand - og det kunne Julie heller ikke. "Fenella, tænk! Kender du nogen, du kunne bede om hjælp? En fjern slægtning eller en gammel ven? Hvad som helst, Fenella, hvad som helst." Julie vidste godt, at ikke alle mennesker var lige så hjælpsomme som hende, men hun kunne ikke lade være at tænke, at enhver person med et hjerte ville komme til undsætning, når de så den forslåede kvinde, der ikke engang kunne stå på sine egne ben.

outfit

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
Where can I run to, where can I hide?
Who will I turn to, now I'm in a virgin state of mind?
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Tag: Julie & Jonathan Young - Outfit: Here

Fenella følte et splitsekund en overvældende lettelse, da hun så forståelsen i Julies blik. Forståelse for den skjulte hentydning der lå i hendes første, vaklende ord. Den i sig selv fik hende til at fortsætte, uvis på hvorfor hun stolede på den anden, en person hun intet havde haft at gøre med i deres mange år på samme skole, og alligevel var der nu en fællesnævner i mellem dem. Hvad denne nye forståelse potentielt kunne bringe med sig, var der dog ingen plads i hendes tanker til at overveje på nuværende tidspunkt. Alt hun vidste var, at hun var blevet mødt med forståelse og ikke med en afvisning og en lukket dør.

Hun så ned så snart hun var sikker på at Julie forstod den næste skjulte, og meget mere alvorlige hentydning. Det hele snurrede for hende igen og hun kneb øjnene hårdt sammen for så at gøre nøjagtigt det modsatte, spærre øjnene vidt op, og gribe fat om Julies håndled i et greb uden styrke eller kraft. Hendes hånd rystede mærkbart, ligesom resten af hendes krop af lige dele anstrengelse og kulde der ikke kun skyldtes gåturen gennem byen. Hendes blik flakkede desperat, men hun holdt det på Julies ansigt indtil et løfte var givet. Selvom hun godt vidste Julie på ingen måde kunne holde det, beroligede det hende alligevel nok til at hun slap den andens arm igen og hun krummede sig endnu mere sammen på sofaen med blikket stift rettet mod bordbenet igen.

Hun rystede panisk på hovedet da Julie begyndte at remse muligheder op og familie naturligt var det første hun nævnte. Fenella vidste ulideligt klart hvad hendes forældres reaktion ville være på misæren, i særdeleshed sin mors. Det var det sidste sted hun ønskede at komme hen. Næst efter tilbage til sin lejlighed hvor Jake sikkert stadig befandt sig. Hun skar en febrilsk grimasse og forsøgte at tænke bare minimalt klart mens Julies indtrængende spørgen fik panikken til at boble lige under overfladen igen og hele den forfærdelige dag begyndte at passere revy for hendes indre blik. Duellen dagen før, Stuarts besøg tidligere samme dag, Jake... Hun kvalte et hulk i opløbet og tvang tankerne væk fra lige den bane og vendte tilbage til den tidligere, og forsøgte at huske et sted hun nogensinde havde følt sig tryg for alvor. Et kort sekund gav Stuarts klare stemme genlyd i hendes hovede ...”Kærlighed har aldrig været en utopi for dig. Du har måske fuldstændig glemt Jonathan?”... hun spærrede øjnene vidt op igen og så op på Julies ansigt uden at sige noget. Hun åbnede munden for at gøre det, men fortrød og lukkede den igen, mens hun ulideligt klart selv så det vanvittige i den tanke der var slået ned i hende. Så åbnede hun alligevel munden igen og fik et enkelt spagt ord frem i en klart usikker og tøvende tone "Skotland..."