You look like something dead and miserable

[stu]

Stuart skoddede smøgen i træbænkens træ, hvorefter de blå øjne gled over omgivelserne. Han konstaterede, at han var den eneste i parken, hvorefter han smed smøgen i stenene. Stuart rejste sig, og vadede udmattet hen imod et blomsterbed, hvor han plukkede de første gule blomster, som han ikke rigtig kunne definere ved navn. Han samlede dem i en pæn buket, og fremdrog et hvidt bånd fra sin inderlomme. Han bandt båndet om stilkene, formåede at lave en flot sløjfe, hvorefter han søgte skjul bag et massivt træ ned imod en mindre belagt sø. Derefter forsvandt han, efterfulgt af en minimalt knald.

Han landede i Sankt Mongus forhal. Stuart lagde sit ansigt i alvorlige folder, hvorefter han spurgte vej til Fenella Loretz stue – en tilfældig mand på gangen, blev hans offer. Manden han spurgte, beklagede dybt men fulgte ham til et sekretariat hvor hans spørgsmål kunne blive besvaret. Manden var utrolig sympatisk, og da heksen bag skranken havde formået at forklarer hvor helvede Stuart skulle gå hen, tilbød han, at følge ham derop. Som han så pænt udtrykte det, hospitalet var så stort, og det var så nemt at fare vild.

Stuart takkede manden, hvorefter han roligt bevægede sig det sidste stykke. Han tjekkede buketten, og lod hånden glide igennem den del af hans hår der stadig var langt. Han kløede sig på kinden, hvorefter han åbnede døren til Fenellas stue. ”Jeg ved jeg ikke just forstyrre, Fenella Loretz, så jeg vil ikke ulejlige med mig, at beklage og spørge ind til om jeg rent faktisk forstyrrede”, sagde han, i det han trådte ind og lukkede døren bag sig. Han sendte hende et kort smil, hvorefter han lod blikket glide ned over hende. ”Folk siger jeg ligner et omvandrende lig for tiden, men hold da kæft, du ligner noget dødt og farligt”, kommenterede han hvorefter han lagde blomsterne på hendes sengetæppe. ”Disse er til dig. Håber du kan lide dem”, sagde han ligegyldigt, hvorefter han rømmede sig lavmælt.

Fenella Loretz

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
I know what I am chasing
I know that this is changing me
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Fenella så op fra den bog hun sad med, da døren til stuen gik op. Hendes første reaktion var et vantro blik mod den der kom ind, som var nogenlunde en af de sidste hun havde forventet. Hendes kæbe spændtes umærkeligt mens Stuart uden videre anstalter entrede rummet uden at vente på tilladelse og med en direkte provokerende antagelse omkring hvad hun havde og ikke havde. Situationsfornemmelse og almindelig dannelse, havde dog aldrig været hendes tidligere kollegianers stærke side, huskede hun dog hurtigt sig selv på, mens hun langsomt, uden at tage blikket fra ham, lukkede bogen sammen og lod den synke ned i skødet på sig selv.

Hun sagde ikke noget, fulgte ham blot med blikket som han kom helt hen til sengen hun stadig var bundet til. Hun besvarede heller ikke hans smil, men hans ord fik hende til at rynke de smalle bryn misbilligende og hun kneb læberne hårdt sammen før hun talte "Du forstår sandelig at smigre dig ind, Fellton." begyndte hun tydeligt sarkastisk, mens hun rakte op og rettede lidt på den fjerpåsatte bøjle der holdt håret væk fra hendes ansigt. Hendes blik faldt til blomsterne han lagde på sengetæppet og hun rynkede brynene lidt igen, før hun rakte ud og strøg to fingre over et blomsterhovede og derefter så op på ham igen med hovedet lidt på skrå og et inspicerende blik "Tak.." hun gjorde en kort pause og betragtede ham stadig indgående, vagtsomt "Hvad fisker du efter, Stuart?" deres fælles historie taget i betragtning, fandt hun ingen grund til at foregive en maskerade af påtaget uvidenhed og valgte i stedet at gå lige til benet.

---

❧ Tags; Stuart Fellton
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[stu]

Stuart lagde hænderne i lommerne på de sorte jeans. Den højre hånd ramte pakken med cigaretter, og lukkede sig kvælende om den, som prøvede han at forhindre trangen. Han drejede rundt på hælen, og lod blikket glide hen over omgivelserne, hvorefter han vendte sig mod Fenella. Han gav efter, og fiskede pakken op, hvorefter han fæstnede en cigaret mellem læberne. Derefter lagde han pakken tilbage, og fremdrog en orange lighter, som han tændte cigaretten med. Et øjeblik sad han og pulsede, så...

”Hvad har du lavet siden du er endt her?”, spurgte han stille, og fæstnede sit blik i hendes. Han rynkede de markerede bryn, hvorefter han skubbede en stol hen imod hendes seng. Han slå sig ned, lænede sig tilbage og smed fødderne op for enden af hendes seng. Røgen stod om ham, som en massiv sky. Det var tydeligt, hvordan knægten var helvedes træt. De sorte rande under øjnene talte for sig selv, men hele hans skikkelse emmede af udmattelse. De sidste to døgn havde han arbejdet i døgndrift, og September havde været parkeret hos Emrys. Ikke en bedrift han var videre stolt af, men i perioder som denne, kunne han ikke tage ordentlig vare på hende.

Stuart kløede sig på brystet, hvorefter han sukkede tungt. Han virkede ikke synderligt interesseret i, hvordan Fenella klarede sig. ”Har du været oppe at slås med din mand? Har han givet dig tæsk?”, brummede han provokerende, hvorefter han prikkede til hendes fod med sin støvlesnude. Han sendte hende et flabet smil, hvorefter han stak smøgen i kæften. Et øjeblik sad han og nød godt af den saglige fornemmelse, før han vendte sin opmærksomhed mod Fenella. ”Sagen er den, at jeg har fundet frem til en ganske forudroligende historie...”, brummede han, hvorefter han trak fødderne til sig. Han havde for længst glemt sin provokerende kommentar. Det eneste han havde i hovedet var politikere

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
I know what I am chasing
I know that this is changing me
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Fenellas blik hvilede indgående på Stuart mens han drejede omkring sig selv og derefter tændte en cigaret. Hun rynkede diskret på næsen, men søgte ikke at forhindre ham på nogen måde. Hun var uendeligt mere nysgerrig over, hvorfor han i det hele taget var her. Det kunne ikke påståes at der nogensiden havde hersket varme følelser i mellem dem. Af flere grund, hvoraf den mest åbenlyse var deres ikke særligt kompatible karrierer. Heller ikke Fenella var sluppet udenom Stuarts skarpe pen eller tunge i de år hun havde været i ministeriet. Af mere personlige grunde, havde de en fælles bekendt, eller havde i hvert fald haft, mindede hun sig selv om, mens den hurtige tanke om Jonathan fik det til at stikke ubehageligt i hendes mellemgulv.

Hun tog bogen op og lagde den over på det lille bord ved siden af sengen, mens hun kort for hovedet svarede Stuart igen "Ulykker øjensynligt. Ikke at det kommer dig ved." hun løftede den ene slanke hånd og viftede den et par gange foran ansigtet da røgen nåede hende. Hun bad ham dog stadig ikke slukke det osende objekt mellem hans læber, men betragtede ham undersøgende. Tog alle detaljer ind og konkluderede i sit stille sind, at han ikke så ud til at have det meget bedre end hende selv.

Hun forblev tavs og afventende indtil han talte igen. Hans ord fik hende til at knibe øjnene sammen til to smalle sprækker og hun fnøs hånligt, mens hun fandt sit mest overbevisende stenansigt frem "Mit privatliv er min sag.. ikke din. Kom nu til sagen." hun rettede på tæppet hun havde over benene og brugte det til at købe tid mens hun samlede sig igen og skubbede enhvert tanke om også Jake ud af sit sind, med større eller mindre held. Hun løftede blikket og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun lod et skarpt og stadig vagtsomt blik hvile på Stuart "Ja så... hvilken historie?"

---

❧ Tags; Stuart Fellton
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[stu]

”Jeg er hellere ikke just interesseret”, reklamerede han, hvorefter et bredt smil blev kommanderet i hendes retning. Røgen fra den hvide cigaret, steg beslutsomt mod loftet, i en massiv og uigennemtrængelig sky. Han inhalerede langsomt, lod blikket fæstne sig i hendes, før han begyndte en lege med en tråd i stolebetrækket med den modsatte hånd.

De blå øjne blev knebet en anelse sammen, hvorefter han hævede begge bryn i en sigende grimasse. ”Er du sikker på, du kan tåle at høre det? Jeg mener... i din rædsomme tilstand...”, brummede han langsomt, som ville han have alle bogstaver til at sætte sig grundigt i hendes hukommelse. Et øjeblik sad han og betragtede hendes person, hvorefter han lo lavmælt. ”Vi tager chancen, skal vi ikke?”, spurgte han provokerende, hvorefter han hev fødderne til sig, og i stedet rykkede tættere på sengen. Albuerne støttede på madrassen, og hovedet blev placeret i den venstre hånd. Stuarts smil fra før var svundet ind, og de blå øjne lagde ikke længere skjul på, hvordan han afskyede hendes person.

”Sidste år blev jeg kontaktet af en anonym kilde. Denne havde den mest fantastiske historie at fortælle. Ligger du godt? Så læn dig ekstra godt tilbage og nyd hvad jeg nu vil fortælle dig”, beordrede Stuart med en undertone der ikke kunne defineres. ”For femten år siden, blev en muggler kvinde myrdet. Hun var fra London. Ella Dellochio var øjenvidne til den hændelse, og medlem af en sekt, der udøvede mørk magi og mente at mugglere og halvblods eksistens skulle slettes totalt... Ved et møde i sommeren 2072 fik en eller anden, den her glimrende idé. De skulle eksperimentere med en muggler, for at se hvor meget den her skabning kunne modstå. Da kvinden døde efter et par forsøg eller tre, smed de liget i Londons gader, overbevist om at de aldrig skulle høre fra sagen. Problemet var, at den retsmedicin der obducerede kvinden var halvblods... Magiker... Han kunne ikke fastslå en dødsårsag, indtil han undersøgte liget magisk. Det blev rapporteret. Ministeriet lukkede sagen uden at lade sagen komme for retten”, fortalte han. Øjnene havde ikke forladt hendes skikkelse, og efter en kort pause, fortsatte han: ”Ella Dellochio fik den lukket og skubbet den ud af systemet. Nu er jeg i gang med at finde frem til, hvem der lukkede sagen, og hvem der dræbte kvinden”.

Stuart rejste sig, og skoddede smøgen i gulvet. Da han igen vendte sig mod Fenella, stirrede han på hende længe. ”Du er hendes assistent, ikke? Hvad skulle du have for et par oplysninger?”

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
I know what I am chasing
I know that this is changing me
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Fenella himlede svagt med øjnene og undlod at spørge hvorfor han så i det hele taget havde spurgt, hvis ikke han var interesseret. Hun mødte roligt hans blik og hævede begge de smalle bryn utålmodigt og fnøs overlegent da han fortsatte "Nej, jeg får mareridt i en måned.." bed hun igen og foldede hænderne i skødet som han lænede sig ind over madrassen og fortsatte med at trække tiden i det ulidelige. Hun forblev tavs, men kneb øjnene let sammen over blikket han sendte hende. Hun lagde hovedet lidt på skrå og kunne ikke modstå fristelsen til at sende ham et afmålt, sukkersødt smil "Det må jo være helt op til dig.."

Hun tav igen, denne gang længere end sidst, og enhver rest af smil eller irritation forsvandt langsomt fra hendes ansigt og blev erstattet af en glat maske der ikke afslørede hvad hun følte mens han fortalte. Hun sad blot urørligt uden at slippe ham med blikket og så på ham med alle tegn på at lytte opmærksomt, mens hendes skarpe hjerne hurtigt processerede de nye oplysninger og mulighederne ved det hun næsten var sikker på det hele ledte frem mod. Hendes grå-blå øjne spillede svagt advarende mod ham, som den eneste synlige reaktion hun gav fra sig.

Først da han tav og rejste sig, flyttede hun igen på sig. Ikke meget, men hendes lange ben bevægede sig svagt under tæppet, mens hendes blik stadig hvilede vurderende på Stuart, selv da han vendte sig bort et øjeblik. Hendes ansigt gled på skrå igen da han vendte sig om, og endelig kom til sagens egentlige kerne og hun nikkede langsomt en enkelt gang som svar på hans første spørgsmål. Det trak lidt i hendes mundvige, uden at det på nogen måde var et varmt smil og hun ventede endnu et par sekunder før hun svarede det andet spørgsmål. Tydeligvis alt for tilfreds med at have fat i den lange ende "Burde spørgsmålet ikke være hvad du kan tilbyde mig, ikke hvad jeg vil have?" hun trak med fuldt overlæg tiden ud, men lagde ikke skjul på at han havde hendes opmærksomhed "Hvilke oplysninger?" spurgte hun direkte og så afventende på ham.

---

❧ Tags; Stuart Fellton
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[stu]

Stuart stak hænderne i lommen, i takt med oplysningerne satte sig bag hendes hjerneskal. Det var tydeligt at se på hende, hvordan hun slugte hvert et ord, og det var til Stuarts fordel. Han havde hendes opmærksomhed. Glimrende.

Et kort øjeblik stod han og betragtede hende, med de markerede bryn i en dyb rynken. Så lod han grimassen ophøre, for at vende tilbage til sin plads i stolesædet. Da han havde fundet sig til rette, og kort ladet tankerne strejfe, rettede han sin fulde opmærksomhed mod Fenella. Han samlede hænderne på maven og lod de markerede bryn mødes nær midten igen. ”Der er en plads i højmagiratet der er ledig for tiden, ikke?”, spurgte han hentydende, hvorefter grimassen blev alvorlig. Han bevægede sig mod dybt vand. Det vidste han godt. Alligevel fortsatte han. ”Hvis jeg nu anbefalede dig... til de rigtige mennesker...”, tilføjede han lavmælt, og betragtede hende indgående. ”Og du så sørgede for at fortælle mig alt om Ella Dellochio, der kan have en relevans for sagen... Hvordan virker den byttehandel på dig?”, spurgte han stille og stirrede afventende på hende.

Hvordan pladsen i højmagiratet skulle blive Fenellas, uden at han offentligt pegede på hende, var begyndt at tegne sig for ham. Mulighederne var enorme. Stuart rømmede sig og lænede sig hen over sengen, uden at ramme hendes skikkelse. Han fæstnede sit blik på lagnerne, og tilføjede stille: ”Jeg kan godt få dig ind”. Blikket talte sit tydelige sprog; han havde fået en idé. Det var ikke sikkert den kunne holde vand, men den skulle afprøves. Ministeren. Selvfølgelig. Et vågent, næsten leende smil bredte sig på hans læber, og for en kort stund sad han og frydede sig. Så lænede han sig tilbage, og så afventende på hende. Det var dog umuligt for ham, at tørre smilet af ansigtet...

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
I know what I am chasing
I know that this is changing me
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Fenella forholdt sig roligt afventende mens hendes egne ord tydeligvis blev vendt i hovedet på den jævnaldrende unge mand. Det trak et kort sekund tilfreds i hendes mundvige da han satte sig. Enhver antydning af smil forsvandt dog da han talte igen og hun rettede sig lidt op i sengen og så igen vagtsomt på ham mens hun nikkede afmålt "Jo, det er der. Claiborne gik på pension da Boothe satte sig i ministerstolen." hun tav igen og så utålmodigt afventende på Stuart igen og ventede på han uddybede, hvorfor han bragte Magiratet op. Hendes bryn hævede sig lidt da han fortsatte før hun lod dem synke igen og i stedet kneb øjnene lidt sammen og så vurderende på ham nogle lange minutter "Lad mig se om jeg forstår dig korrekt." hun lagde hovedet på sned igen og fortsatte "Du vil have mig til at udlevere min overordnede, til dig, mod god omtale?"

Det blev hendes tur til at se afventende på ham og et lille fnys undslap hende da han føjede en enkelt påstand til. Hun virkede dog på ingen måde afvisende, blot, reserveret og stadig vagtsom "Og hvilke kontakter har du med de forbindelser, siden du så nemt kangive mig en sådan garanti?" hun havde ubevidst lænet sig lidt frem mod ham, som han lænede sig ind over sengen og blev siddende sådan indtil han lænede sig tilbage igen. Så lænede hun sig også tilbage igen, mens hendes blik hvilede nysgerrigt, omend forbeholdent på ham.

---

❧ Tags; Stuart Fellton
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[stu]

Stuart knipsede og grinede hæst. ”Præcis Fenella. Det gjorde han nemlig! Gode gamle Glaiborne gik nemlig på pension”, udbrød han og rejste sig smilende. Stuart stak hænderne i lommen, og blinkede til hende. ”Lad mig nu bare om det. Du kan få en garanti på skrift her i løbet af de næste par dage”, fortalte han og bakkede langsomt på døren. ”Og er det ikke noget med, du først vil have den, inden du begynder at åbne kæften og fortælle...?”

Stuart stoppede op få meter fra døren. De mørkeblå øjne hvilede tungt på hendes forslående skikkelse, og et kort øjeblik, syntes han at se bekymret på hende. Han målte hver en skade med blikket, og betragtede øjnene som ikke længere var levende. Fenella levede ikke. Stuart rømmede sig og gik tilbage til sengen. Han trak på skuldrene, skubbede stolen tættere på hendes person, og satte sig tilrette igen. ”Du kan få den så snart det skal være”, fastslå han venligt, med et lille smil om læberne. Stuart rømmede sig. ”Hvordan er det egentlig gået til... hvorfor helvede er du her af alle steder?”, spurgte han stille og lænede sig frem, med underarmene støttende på madrassen.

Nok var Stuart ikke Fenellas bedsteven. Alligevel havde de tilbragt adskillelige timer sammen, på de små intetsigende årgange på Hogwarts. Han havde lært at se hendes gode sider at kende, i takt med Jonathan der voksede, og blev et helt andet individ. Stuart havde set hende knuse Jonathan, og han havde set Jonathan destruere Fenella. Smilet på de smalle læber var langsomt forduftet, i og med minderne vendte tilbage. Et kort øjeblik stirrede han fraværende på hende, hvorefter han pludselig åbnede munden: ”Jeg har aldrig valgt, kun at være halvblods”.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
I know what I am chasing
I know that this is changing me
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Fenella grinede ikke og så i det hele taget ikke specielt ud til at dele Stuarts morskab over situationen. Hun hævede blot brynene i svag misbilligelse og utålmodighed, men den anden gentog hendes ord i en let drejet udgave. Hun fnøs kort over hans overlegne forsikringer, men modstod fristelsen til at ryste på hovedet mens hun fulgte ham med blikket som han bakkede mod døren. Hun sagde ukarakteristisk lidt, i forhold til hvad hun ellers kunne præstere. Så føjede han endnu en sætning til og denne gang trak hendes mundvige svagt opefter, mens hun nikkede langsomt en enkelt gang. "Det er lige netop sådan..." hendes vagtsomme blik fulgte ham stadig, mens hun halvt om halvt forventede at se ham forlade stuen "Giv mig noget sort på hvidt, så skal jeg gengælde det.."

Hun rynkede brynene en smule i undren da han stoppede nogle meter fra døren og bare så på hende. Efter et par sekunder uden at han havde sagt mere, fik noget i hans blik hende til at føle sig underligt udsat. Til skue. Gennemskuet måske endda, og hun flyttede uroligt på sig, hvilket blot fik et mindre jag af smerte til at fare over hendes lænd og mellemguld. Hun bed det stædigt i sig og en let spændt kæbe og fingre der blev krummet lidt fastere om tæppet hun lå under, var eneste synlige indikator på, at hun måske ikke var så afslappet som hun forsøgte at give udtryk for.

Hun så undrende, og måske en smule overrasket på Stuart da han øjensynligt skiftede mening og kom tilbage til hende og sengen hun lå i. Så nikkede hun let og det trak igen i hendes mundvige et kort sekund "Det vil jeg se frem til, men.." hun bøjede hovedet lidt og så sigende på ham "Intet send, sagt eller afleveret til mig i ministeriet.. Er vi enige?" hun gjorde en kort pause og tilføjede så "Kender jeg dig bare nogenlunde, så kender du allerede udemærket min adresse." hun hævede brynene let igen og et smil var på vej til at trække hendes læber op.

Det frøs fast på halvvejen og endte som en anstrengt undskyldning for et smil i stedet. Meget mod sin vilje mærkede hun sit blik flakke, som Stuart lænede sig ind over madrassen. Hun slog blikket ned, pludseligt ude af stand til at se ham i øjnene og var tavs som en østers nogle lange øjeblikke. Hendes fingre pillede tydeligt nervøst ved en løs tråd i tæppet, før hun så op og mødte hans blik igen "Jeg var umoden nok til at lade mig provokere til en duel og endte med at miste noget i kampens hede som alligevel var uønsket.." svarede hun kryptisk og med et tomt blik. Så drejede hun hovedet væk og så ud af stuens eneste vindue, uden rigtigt at se noget og tydeligt væk i sine egne spekulationer et øjeblik.

På trods af at hun mentalt var langt væk nogle sekunder, følte hun hans blik på sig alt for tydeligt og hendes slanke fingre krummede sig igen om tæppet, mens hendes øjne gled i og hun sank hårdt. Da han igen brød tavsheden drejede hun hovedet og så tydeligt overrumplet og forvirret på ham, med øjne der var en smule blankere end før. Hans ord sank langsomt ind, mens hendes blik skiftede deres fokus mellem hans øjne og hun forsøgte at finde et passende svar, uden at noget meldte sig. Hun bøjede hovedet og stirrede på sine egne hænder "Stuart..." hun sukkede tungt, løftede hovedet igen og så et splitsekund næsten beklagende på ham før hun lavmælt svarede "Det ved jeg..." hun drejede hovedet og så ud af vinduet endnu en gang.

---

❧ Tags; Stuart Fellton
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[stu]

Stuart rystede på hovedet og sendte hende et sigende blik. ”Jeg har arbejdet som politisk lorte-journalist i fire år. Mon ikke jeg kender til de sædvanlige smøre, om ikke at møde op på arbejdet, ikke sende det, ikke dukke op i hjemmet... jeg har hørt det hele”, brummede han og sendte hende et skævt smil, før han trak ligegyldigt på skuldrene, og lod hagen hvile i den venstre hånd, hvis albue støttede på madrassen. Stuart betragtede hende interesseret.

Den interesserede grimasse, syntes at forlade hans ansigt, efterhånden som beretningen foldede sig ud. Et øjeblik sad han og betragtede hende, før han lod blikket fæstne sig på lagnet. Tydeligt tænksomt. ”Hvis du alligevel ikke gad have det du mistede, kan det jo være skide ligegyldigt. Slå du nogen ihjel? Sprang noget i luften?”, spurgte han hvorefter han kiggede på hende, med begge bryn hævede. Et kort øjeblik fik hun til at svare, hvorefter han smed den frie hånd ud til siden. ”Se selv. Så er der jo ingen skade sket... ja, altså, udover du ligner udskidt æblegrød”, mumlede han og strøg kort pegefingerens overflade mod lagnet der lå beskyttende over låret i det der kunne minde om en kærlig gestus. Derefter sendte han hende et opmuntrende smil og lod emnet falde til jorden. Det var ganske tydeligt, ikke noget hun ønskede at dele med ham, og ærlig talt, var han også ligeglad. Ikke at Fenella ikke interesserede ham, men hvad kunne han gøre for hende? Ingen ting. Hvorfor så gøre ondt værre.

Stuart betragtede hende længe, og lod ordene indfinde sig hos ham. Et kort øjeblik så han på hende, som om han ikke forstod, men så rømmede han sig og grimassen forsvandt. ”Hvorfor hader du mig så?”, spurgte han, med en klar stemmeføring. ”Hvorfor er jeg dårligere stillet ind dig på grund af mit blod? Kan du se noget jeg ikke kan? Lugter jeg?”, spurgte han hurtigt, og lagde hovedet tænksomt til den ene side.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
I know what I am chasing
I know that this is changing me
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Fenella gengældte et kort sekund Stuarts skæve smil og nikkede svagt "Præcis min pointe..." hun lagde hovedet lidt på sned og glattede tæppet over sine lår "Jeg var først for alvor blevet skuffet hvis du havde påstået det modsatte." smilet blev anstrengt og forsvandt så hurtigt igen, som om det var umuligt for det at slå rod på hendes ansigt og det gled af igen.

Hun overraskede sig selv ved at svare Stuart ærligt, omend undvigende og rynkede panden dybt mens hun så ud af vinduet. Hans svar fik hende til at bide hårdt ned omkring sin underlæbe, før hun drejede hovedet og så på ham igen med et trist blik "Det er mere kompliceret end det." forsatte hun stille og fortsatte uden at tænke først "Han skulle aldrig have fundet ud af det!" hun klappede i som en østers igen så snart ordene var ude og så hurtigt væk igen. Et lille halvkvalt fnys undslap hende da Stuart fortsatte, der måske på et andet tidspunkt kunne have været et grin. Det gibbede svagt, men tydeligt i hende da han et kort sekund strøg en finger over tæppet på hendes lår og hun så forsvarsberedt på ham med alle paraderne oppe igen.

De smuldrede dog langsomt, men sikkert endnu en gang da samtalen tog en ganske uventet drejning, som hun på ingen måde var forberedt på. Hendes blik flakkede igen tydeligt mens han fortsatte sine nærgående spørgsmål, hvor hun havde håbet han stoppede. Hun så ned igen, vred sine hænder og rystede svagt på hovedet mens han talte. Hun holdt blikket rettet ned på sine knugede hænder "Jeg hader dig ikke, Stuart..." hun bed ned omkring sin underlæbe igen, mens hun rakte en hånd op og strøg håret om bag sit ene øre. Hun løftede blikket til hans hånd der stadig lå på tæppet lidt fra hendes ben og fokuserede på den fremfor hans ansigt, mens hun åbnede munden for at forsvare sig, og endte med at lukke den igen med det samme uden at have fundet værdige argumenter. Hun løftede blikket videre op til hans skulder og endte med blot at ryste tavst på hovedet som eneste svar.

---

❧ Tags; Stuart Fellton
❧ Outfit; here
❧ Notes; -

[stu]

De markerede bryn i panden røg i vejret, da Fenella lukkede i som en østers. De blå øjne fæstnede sig ubarmhjertigt i hendes, hvorefter han sendte hende et skævt, intetsigende smil. ”Ham?”, brummede han og lænede sig tilbage i stolesædet, for at kaste fødderne op på sengen. Et kort øjeblik så han ud til at sidde i sine egne tanker, før han rømmede sig lavmælt. ”Har du noget på ham? Er han tidligere straffet? Skabshomo et eller andet?”, spurgte han mumlende, og betragtede Fenella der panisk knugede om stoffet. ”Skaf et eller andet på ham, der svare til det han har på dig. Hold ham hen, indtil du graver en løsning op... Eller er han helt stueren?”, tilføjede han tænksomt, før han lagde armene over kors, og satte sig bedre til rette.

Nogle korte øjeblikke, sad den unge magiker med blikket rettet mod Fenella. Han fugtede læberne, og trak på skuldrene. Stuart var ikke overbevist. Han lænede sig ind over hendes seng, og rømmede sig lavmælt. ”Afskyr mig så”, rettede han sig selv, i et venligt tonefald. Han lagde hovedet svagt på sned, og sukkede tungt næsten lydløst. ”Jeg fatter simpelthen ikke hvorfor Fenella Loretz...”, hviskede han og fangede hendes blik med sit. ”Det var min mor som var muggler. Jeg sagde var, fordi hun døde for fire år siden. Blodprop”, forklarede han i en hurtig vending, før han fortsatte. ”Hun var kvinden i mit liv!”, udbrød han lavmælt, og sendte hende et bredt smil. ”Simpelthen det dejligste menneske på jorden, der nær døde af skræk, da hun fødte sin første søn, hvis hår kunne skifte farve. Selvfølgelig havde min far advaret hende, og fortalt hvad han var. Og det smukkeste omkring min mor, var hendes accept for andre medmennesker. Ligegyldigt hvad helvede de gjorde, bad hun mig om, kun at tænke godt om dem... Kvinden i mit liv...”, fortalte han stille og så på hende med øjne der talte sit tydelige sprog. ”Mine forældre giftede sig af kærlighed. Og de blev ved med at være forelskede i hinanden, lige til den dag min mor valgte at stille træskoene. Hvad fik dine forældre til at slå pjalterne sammen? Kærlighed eller blod?”. Stuart betragtede hende længe, uden at sige noget. Lade ordene han mente, sive ind og vende tusinde gange. ”Jeg havde det fucking godt imens jeg voksede op. Jeg kunne ikke have ønsket mig bedre forældre... selvom jeg stjal omkring tolv biler og brød ind i gamle lagerrum mindst halvtreds gange, sagde de ikke noget. Vi grinede bare af det... fordi jeg kunne forvandle mig, og undgå den idiot af en landbetjent vi havde... Så blev min mor altid, men først bagefter, så gravalvorlig og gav mig et kram og bad mig passe på”.

Stuart lænede sig hen over sengetæppet, og sendte hende et skævt smil. ”Hvordan kan du foragte en kvinde som min mor, fordi hun var komplet uvidende om vores verden?”.

[Fenella Maverick]

- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -
I know what I am chasing
I know that this is changing me
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - -

Fenellas hage faldt ned mod brystet da Stuart ganske som forventet ikke overhørte hendes fortalelse, selvom hun havde håbet han bare denne ene gang, ville gøre netop det. Hun rettede blikket stift mod sine egne hænder der igen knugede så hårdt om tæppet at hendes knoer blev hvide, men hun reagerede ikke med ord på hans spørgende tone. Hun endte med at lukke øjnene og bide hårdt sammen, indtil Stuart rømmede sig og hans næste ord fik hende til at se overrasket op "Om jeg hvad?" pippede hun lavmælt og klappede så helt i igen som han fortsatte. Et øjeblik undrede det hende pure, at hun ikke selv havde tænkt tingene fra den vinkel før nu. Det var mere eller mindre sådan hun var kommet til hvor hun var, men at bruge samme metoder mod Jake, fik hende alligevel til at rynke panden let mens hun beholdt blikket vagtsomt på Stuart. Det hele var pludseligt blevet mere personligt end hun overhovedet brød sig om, og hun var tøvende med at udlevere selv de mindste detaljer om sit privatliv. Endnu mindre til lige ham, og alligevel var hun tæt på at begyndre at plapre ud. Hun bed hårdt sammen igen og så væk igen "Ingen er helt stuerene. Der er altid noget." hun drejede langsomt hovedet tilbage og så modløst på ham "Det er mere kompliceret end som så, Stuart. Bare.. glem det." bad hun ukarakterisktisk ydmyg og bøjede hovedet igen.

Hun faldt hen i sine egne, tumlende tanker nogle lange øjeblikke, uden at hun nogensinde glemte hvor hun var, eller hvem der sad ved hendes sengekant. Hendes opmærksomhed var dog helt tilbage ved Stuart da han igen begyndte at tale og hun skar en lille grimasse og så op med en langsomt hovedrysten. Hun åbnede munden for at protestere igen, men nåede aldrig at få sagt noget, før han fortsatte og effektivt lukkede munden på hende igen, alene ved at bruge hele hendes navn. Det klang falskt i hendes ører og hun ville se væk igen, men kunne ikke. En uvelkommen følelse af skam meldte sig kortvarigt.

Hun holdt blikket på ham, men det flakkede tydeligt som han begyndte at fortælle og hun forholdt sig tavs. Det var dog tydeligt at hun hørte efter, mens han udlagde sin opvækst og forældre for hende, overraskende ligefremt og gjorde det særdeles svært blot at ignorere eller være ligeglad. Hans ord ramte ind hvor det gjorde ondt og til sin egen overraskelse lod hun dem blive der og tog dem til efterretning. Først da han stillede hende et direkte spørgsmål og derefter tav, uden at tage blikket af hende, drejede hun ansigtet væk med en lille misfornøjet lyd. Hun var tavs nogle minutter før hun lavmælt svarede uden at se på ham igen "Behøver du spørge?" hun udstødte endnu en lille opgivende lyd og svarede så alligevel "Blod, selvfølgelig. Kærlighed er en utopi." hun kunne ikke forhindre bitterheden i at være tydelig i sin stemme og valgte at tie helt igen.

Det trak ganske svagt i hendes ene mundvig da han fortsatte og hendes tanker gled automatisk til hende egen opvækst. Den kølige afstandstagen. Manglen på fysisk kontakt af nogen slags. At få banket ind på rygraden siden man lærte at gå, at blodet var alt og at følelser var en svaghed. Hendes øjne sved let og hun kneb dem hårdt sammen, mens hendes kæbe spændtes igen. Hun drejede hovedet mod ham igen og mødte hans blik ved hans sidste spørgsmål. Hun smilede, men uden at det på nogen måde nåede i nærheden af at være overbevisende og rystede igen langsomt på hovedet "Det kan jeg heller ikke..." hun tav og rynkede brynene, tydeligt splittet med sig selv "Det eneste menneske jeg nogensinde har mødt, som accepterede mig uden forbehold.. som tog imod mig med åbne arme, på trods af mine holdninger, var muggler... vidste du det?" hun anede ikke selv hvor ordene kom fra, men hun så ikke væk igen.

---

❧ Tags; Stuart Fellton
❧ Outfit; here
❧ Notes; -
[/font][/size][/color]

[stu]

”Hold dog kæft Fenella”, brummede han stille og lod de blå øjne af hans, ramme hendes uden at tage hensyn til hendes fysiske, såvel psykiske, tilstand. Stemmen var hæs, men det var ganske tydeligt hvordan han var uenig. Hele hans mimik afslørede ham. ”Kærlighed har aldrig været en utopi for dig. Du har måske fuldstændig glemt Jonathan?”, spurgte han brummende og hævede de markerede bryn i panden, i hvad der kunne minde om en undrende grimasse. ”Det har jeg altså ikke. Jeg har ikke glemt hvordan I bare var uudholdelige at være sammen med. Hvis jeg skulle glo på ham, var jeg jo også tvunget til at spendere min kostbare tid med dig... Mit indtryk af jer, var, at I ikke kunne holde snitterne fra hinanden. Det er kærlighed, hvis du nu skulle være i tvivl”, mumlede han bidsk, og med blikket fæstnet ubarmhjertigt i hendes. ”Så drop nu dit pis Fenella. Det kan da godt være resten af din familie er født som marmor, men det er ikke ens betydning med, du skal gå og spilde dit liv. Eller vent... bare gør det... Jeg ville bare ønske det modsatte for dig”, kvitterede han og lod derefter blikket forsvinde fra hendes.

Han valgte kort efter at forlade stuen. Stuart rejste sig sendte hende et kort intetsigende smil. ”Pas på dig selv Fenella. Og du høre fra mig snarest”, mumlede han til afsked, før han rømmede sig og forlod hendes stue. Han havde en dårlig fornemmelse. Måske burde han i virkeligheden have holdt mund.

OUT