Weekend revelations..

[Emmeline Harris]

It starts in my toes and I crinkle my nose
... wherever it goes I always know ...

[/font]
that you make me smile, please stay for a while


Tagged: Jonathan + Alexander Young ~ Outfit: Here[/center]

Emmeline strakte sig dovent og kunne næsten, men kun næsten, nå kanten i fodenden af sengen hvis hun strakte tæerne også. Et velbehageligt smil sitrede på hendes læber mens hun nogle lange øjeblikke lå med lukkede øjne og genvandt kontrollen over sin egen vejrtrækning. Så gøs hun mærkbart med en lille lyd, vendte sig om på siden og krøb helt tæt ind til den varme krop ved siden af sig i sengen. Hun lod kinden hvile mod det øverste af hans brystkasse mens hun lagde armen mod hans mave og tog en dyb indånding, bare for igen at fylde næsen med den duft der var helt ham og rimelig bestemt på at udnytte denne lørdag formiddag til sit fulde potentiale. Så tit skete det ikke, at han overnattede hos hende. Ikke at hun havde det mindste imod at være hos ham, men når chancen var der, var der en hvis tilfredsstillelse i, at være på hjemmebane.

Hun blev liggende sådan lidt, mens hendes fingerspidser tegnede tilfældige mønstre på hans brystkasse, stadig svømmende på efterdønningerne af det de lige havde foretaget sig, før hun løftede hovedet lidt og sendte ham et lettere forgabt blik og et smørret smil "Jeg sagde jo det var en god idé hvis du holdt formiddagen fri." det drillende smil blottede hendes tænder et øjeblik, før hun bøjede hovedet igen og plantede et kys mod hans kraveben "Hvor længe kan jeg overbevise dig om at blive liggende så?" den drillende tone var stadig i hendes stemme, mens hun krøb en umulig smule tættere ind til ham og ikke viste den store blufærdighed ved at ligge uden en trevl på kroppen. Ikke sammen med ham i hvert fald.

[Alexander Young]

Prepare for the unusual
Life will allways surprise you
Tag: Em & Blæverormen ~ Outfit: Here

Alexander indså allerede nede ved indgangen til bygningen, at han havde glemt den ekstranøgle, som han var blevet den heldige ejer af for ganske nylig. Sådan gik det, når man var vandt til at tingene fungerede anderledes og det var ikke rigtig noget, der kunne gøre ham irriteret. I stedet for at vende tilbage til den smøge han havde transfereret sig selv til for mindre end fem minutter siden så han sig hurtigt rundt, sikrede sig at der ikke var nogen mugglere i nærheden og trak forsigtigt sin tryllestav frem af ærmet. Et enkelt dæmpet ”alohomora” var rigeligt til at komme forbi den latterlige sikkerhedsforanstaltning, som mugglerne mente de kunne kalde en lås, og øjeblikket senere var tryllestaven ude af syne og Alexander var på vej ind af døren.

Han var klar over at Alice ikke var hjemme endnu og at der gik endnu en time eller halvanden før hun fik fri. Det stemte glimrende overens med hans plan om at forberede en mere eller mindre ekstravagant frokost med de suppeingredienser, der befandt sig i indkøbsposen, der hang fra hans højre hånd. Den eneste grund til at han alligevel hævede hånden for at banke på døren ind til lejligheden – da først han havde forceret trapperne derop – var muligheden for at Emmeline rendte rundt i undertøj og dansede samba med sig selv og sin teddybjørn. Han lænede sig nonchelant imod dørkarmen og så ind i det lille glughul med et skævt smil. Så begyndte nedtællingen.

[Jonathan Young]

the secrets you want to keep and
the kind you don't dare let out

Tag: Emmeline & Havenissen ● Outfit: Here

[/font]

Det trak afslørende op i Jonathans mundvige, da Emmeline krøb ind til ham igen og uden at behøve at tænke over det, havde han løftet den ene arm lidt og givet hende plads. Hånden bag hende krummede sig som effekt lidt ind i hendes hår, mens hans fingre strøg let over den arm der lagde sig tværs over hans mave. Hendes ord trak et svagt underholdt fnys over hendes læber. ”Det er jo klart, når du bruger ufine metoder. På den her måde, får jeg jo aldrig arbejdet,” brokkede han sig halvhjertet, uden helt at kunne lade være med at smile eller lade som om han oprigtigt mente det, da han drejede hovedet og plantede et kys mod det øverste af hendes pande.

En veltilfreds, brummende lyd slap ham som eneste svar på hendes opfølgende spørgsmål, før han lod nakken falde tilbage mod puden igen og fortsatte de dvælende strøg fra hendes albue til håndledet og tilbage igen. Han var overbevist om at han kunne blive liggende lige der længe endnu, på trods af at han var vældig klar over, at det realistisk set ikke kunne lade sig gøre. Alligevel havde han ingen skrupler ved at trække den lidt endnu og nød den afslappende følelse af bare at være lige der med hende, uden at have behov for at fylde stilheden med unødvendige ord.

Han havde ladet øjenlågene glide i og følte sig vældig tilpas i den lukkede boble, uden at regne med at den ville blive brudt lige foreløbig. Det skulle dog vise sig at han tog fejl, da en utvivlsom banken lød ude fra gangen og impulsivt fik ham til at rynke lidt på panden, da han igen åbnede øjnene. ”Så meget for et fredeligt øjeblik,” kommenterede han, stadig dog uden helt at kunne lade være med at smile, før han lænede sig til siden og sneg sig til at plante et kys mod Emmelines læber. ”Jeg åbner,” erklærede han unødvendigt og skubbede sig med en anstrengt lyd op at sidde, blot for med det samme at svinge benene ud over kanten. Jonathan greb de tidligere kasserede boxershorts fra gulvet og havde hurtigt trukket dem på, før han med et sidste, tenderende smørret smil til Emmeline, forlod hendes værelse med retning mod hoveddøren.

Hvem det var, var han umiddelbart ikke lige klar over, skønt han svagt erindrede noget med, at Emmeline havde nævnt, at Alices kæreste, som han endnu ikke havde mødt, ville komme forbi. Det var også den eneste han netop kunne komme på, medmindre nogen havde ladet en dørsælger slippe ind i bygningen. Han var svagt bevidst om sin manglende påklædning, men stadig lidt for euforisk til at ville tage sig af det, og forventede trods alt ikke, at se et ansigt han kendte, da han drejede låsen og åbnede døren. Det skulle dog vise sig, at han tog grueligt fejl og han mærkede sin underkæbe falde, uden på nogen måde at være klar over, hvordan han kunne hindre den i det. Jonathans øjne spærrede sig synligt op, som han stirrede ind i sin lillebrors ansigt og før han nåede at tænke over det, fløj et: ”Hvad ved Merlins nedgroede tånegle laver du her?” ud over hans læber, knapt så lavmælt som han kunne have ønsket på et senere tidspunkt.

[/blockquote]

[Emmeline Harris]

It starts in my toes and I crinkle my nose
... wherever it goes I always know ...

[/font]
that you make me smile, please stay for a while


Tagged: Jonathan + Alexander Young ~ Outfit: Here[/center]

Emmeline fnøs indigneret, uden at det så meget som fik hendes tilfredse, og ganske klædelige, smil, til at falme den mindste smule "Som om.. jeg bruger aldrig ufine metoder. Det hedder kvindelist." hun sendte ham et strålende smil og lod fingrene stryge drillende op over hans ene side, før hun igen lagde kinden mod hans bryst med et tilfreds lille suk. Hendes øjne gled i og adskillige minutter lå hun blot stille og nød de blide kærtegn og den trygge, varme fornemmelse af at ligge puttet ind til ham.

Lyden af banken på døren fik det til at give et sæt i hende og hun løftede hovedet med et forvirret blik mod døren ud til selve lejligheden "Hvis det er ham af Alices, så kommer han for tidligt.." mumlede hun undrende og vendte så blikket mod Jonathan da han fortsatte. Hun tog imod det hurtige kys med en lille påtaget klynken og strammede drillende sit lette greb omkring ham så hun endte med at blive trukket et lille stykke med da han satte sig op "Du skulle jo netop ikke gå nogen steder.. endnu." klagede hun halvhjertet, men slap alligevel og endte liggende skævt på sengen mens hun betragtede ham ganske ugenert, da han trak sine boxershorts på igen "Men jeg klager ikke over udsigten." hun vrikkede flabet med øjenbrynene og så efter ham da han forlod hendes værelse.

Hun lagde sig om på ryggen, strakte sig med en velbehagelig lyd og nåede så ikke længere, før Jonathans stemme lød ude fra gangen og fik hende til at sætte sig op i en hurtig bevægelse. Hun rynkede panden uden helt at forstå hvem det kunne være der fik ham til at reagere på den måde og trak hurtigt den ene dyne sammen om sig, rejste sig og fortsatte ud i gangen, uden at tænke over den ret alternative beklædning eller sit rodede hår, der tilsammen, ikke overlod ret meget til fantasien. Hun stoppede da hun fik øje på Alex og smilede skævt "Hej Al.. Alice er altså ikke kommer hjem endnu?" hun så spørgende på ham og trippede tøvende helt hen til Jonathan med et fast greb om dynen der slæbte hen ad gulvet bag hende "Kender I hinanden?" spurgte hun forsigtigt. Det var den konklusion hun ret naturligt drog, men hun kunne alligevel ikke helt forstå hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

[Alexander Young]

Prepare for the unusual
Life will allways surprise you
Tag: Em & Blæverormen ~ Outfit: Here

Alexander havde ret meget regnet med at se Emmelines ansigt i døren efter lyden af fodtrin indefra lejligheden. Skulle man opliste muligheder han ikke kunne forestille sig i sin vildeste fantasi, så var det at den, der stod der, var Jonathan. I et ret langt øjeblik troede Alex, at han var faldet i søvn og havde en eller anden syret drøm. Så trængte storebrorens ord ind og han så himmelfaldent på ham. ”Hvad ved Medusas sorte snot laver du her selv, din...” Han færdiggjorde ikke sætningen, før en gang rodet morgenhår ankom med Emmeline på slæb og han i stedet rettede blikket imod hende, som om hun kunne opklare mysteriet om hvad i alverden, der foregik.

Det skete, men ikke på grund af noget hun sagde. Man skulle ikke være hjernekirurg for at regne ud hvad de to lige havde foretaget sig og selvom det var det glade vanvid, så bundfældede det sig alligevel og fik en nærmest gal latter til at kæmpe sig vej fra Alexanders mave. Han slog hånden for munden, men var stadig lige dele i chok og mere end fyldestgørende underholdt over situationen. At ingen af de to andre helt havde luret sammenhængen, gjorde det kun bedre. ”Det kan simpelthen ikke,” fik han halvvejs fremstammet, uden i øvrigt at være trådt over dørtrinnet eller havde sat indkøbsposen ned. ”Din hykleriske gamle idiot. Hvor længe?”

[Jonathan Young]

the secrets you want to keep and
the kind you don't dare let out

Tag: Emmeline & Havenissen ● Outfit: Here

[/font]

Efter det overraskede udbrud var gledet over Jonathans læber, formåede han ikke meget mere, end at stå at stirre ind i sin lillebrors ansigt. At Alexander var lige så overrasket herskede der ingen tvivl om, hvilket blot gjorde hans forvirring større og så snart Emmelines stemme blandede sig, drejede han ikke hovedet, men begyndte derimod langsomt at stykke brikkerne sammen. Netop som det dæmrede for ham, hvordan det hele hang sammen, lød en gal latter fra Alexander og trak effektivt Jon tilbage til virkeligheden.

”Af alle uregerlige, uglede troldmænd Alice kunne have valgt,” begyndte han i et lavmælt, grumlende tonefald, der kom dybt fra hans mellemgulv. ”Så skulle det lige være dig.” Jon himlede med øjnene, ganske bevidst om at han havde ignoreret Alexanders spørgsmål fuldt ud, samt den anklage, der desværre var alt for sand. I stedet drejede han sig den mindste smule, så han nærmere stod med siden til dem begge. ”Jeg ville helst have undgået nogensinde, at præsentere jer for hinanden,” Hans blik hvilede mod sin bror da han sagde det, med et svagt skulende blik, der dog ikke var fordi han havde det mindste imod sin bror i realiteten. Før han fortsatte vendte han blikket mod Emmeline med et opgivende suk. ”Men du har allerede mødt min irriterende lillebror.”

[/blockquote]

[Emmeline Harris]

It starts in my toes and I crinkle my nose
... wherever it goes I always know ...

[/font]
that you make me smile, please stay for a while


Tagged: Jonathan + Alexander Young ~ Outfit: Here[/center]

Emmeline stoppede lige ved siden af Jonathan og lænede sig uden rigtigt at tænke over det, ind mod ham mens hun så tydeligt forvirret fra den ene til den anden. Alex var mere eller mindre fast inventar i den lille lejlighed og hun tænkte ikke specielt meget mere over at han var der, end at hundene og katten var det. Netop som hun tænkte det blev hun opmærksom på den rytmiske lyd af logrende haler mod gulv og så ned på begge hundene, der sad og så forventningsfuldt op på de tre mennesker der åbenbart var mere interesserede i hinanden, end i dem.

Hun kom til at smile, men løftede så hovedet da Alex stillede et spørgsmål. Hun åbnede munden for at svare, bare for at lukke den igen da Jonathan kom hende i forkøbet og besluttede så at tie stille. Hun forstod alligevel ikke noget som helst, ud over at de måske kendte hinanden mere end bare overfladisk. Hun trak dynen tættere omkring sig og løftede hovedet mod Jonathan da han henvendte sig direkte til hende, rynkede brynene, skævede til Alex og spærrede så øjnene op i overraskelse "Din hvad?" udbrød hun højt og så himmelfaldent fra den ene til den anden "Du tager pis på mig, ikke?" forsatte hun vantro, men vidste egentligt godt han ikke gjorde. Det forklarede det meste, selvom det var et næsten vanvittigt sammentræf.

Der gik et øjeblik mere, før hendes kværnende tanker stykkede endnu et par brikker sammen. Hun spærrede øjnene op igen og drejede hovedet mod Alex med et ryk "Men så er du også en.. en.." hun havde sluppet dynen med den ene hånd og pegede på ham med en hånd der rystede en lille smule i ren iver og gjorde ikke sætningen færdig, selvom det var åbenlyst hvad hun ville have sagt. Begyndelsen til en overvældet latter gled over hendes læber og hun smækkede den frie hånd for munden, mens hendes blik blev ved at flakke mellem de to brødre.

[Alexander Young]

Prepare for the unusual
Life will allways surprise you
Tag: Em & Blæverormen ~ Outfit: Here

Alexander vekslede fra chokerelse til morskab og tilbage til udgangspunktet igen i løbet af meget kort tid. Da det for alvor rodfæstede sig at hans storebror – hans forbandede fuldblodsforherligende storebror – stod der i boxershorts ved siden af dyneklædte, bollehårsramte Emmeline, der næppe kunne blive mere muggler end hun var... Da reagerede han med noget af et kraftudtryk.

Det lå ikke til ham at tale så direkte grimt til nogen – selv ikke engang Jonathan – men ordene ligesom røg ud af ham per refleks og der var da heller ikke nogen af dem, der ikke vidste hvad det betød eller hvad han mente. På trods af at Jon undgik at svare og i stedet kaldte ham uregerlig og uglet. Det tog Alexander ikke så tungt. Han stivnede dog over ordet troldmand og kastede et advarende blik på Emmeline, uden at opfatte at hun overhovedet ikke hæftede sig ved ordlyden. Udglattende – eller i det mindste for at fjerne fokus – rømmede han sig selv og brød bestemt ind i strømmen af hjertelige hilsner, der væltede ud af hans ældre bror. ”Hvis du ville det, så skulle du måske holde snuden indenfor dine sædvanlige jagtmarker,” konstaterede han tørt, før han maste sig igennem de to i døråbningen og ind i selve lejligheden. Han havde ikke tænkt sig at stå der og blafre hele dagen. På vejen overhørte han Emmeline, der famlede sig frem til et eller andet uvist. Han satte posen fra sig på gulvet ved indgangen til køkkenet og drejede sig rundt igen med hævede øjenbryn. ”En Young? Du er dælme skarp i dag, Em, det må jeg sige.” Det drillende smil, der egentlig var på vej til at trække op på hans læber, forsvandt igen, som han så over på Jonathan og krydsede armene over hinanden. ”Seriøst, Jon-Jon. Hvad fanden?”

Han skulle til at komme med en længere bebrejdelse, da det gik op for ham at de rent faktisk stod der i det bare ingenting. Igen sitrede det i hans mundvige og han klarede halsen lidt.

[Jonathan Young]

the secrets you want to keep and
the kind you don't dare let out

Tag: Emmeline & Havenissen ● Outfit: Here

[/font]

Jonathans blik låste sig fast på Emmeline, ganske klar over hvilket ord det var, hun ikke fik sagt. Han var ikke ovenud lykkelig ved tanken, men kunne intet gøre for at hindre det og nøjedes i stedet med et lille bekræftende nik til hende. Han var ikke just vild med situationen, faktisk kunne han ikke helt forholde sig til tanken om Emmeline, ham selv og Alexander i samme rum.

Det fik ham til at opføre sig en anelse sammenbidt og knapt så flatterende, som han normalt ville være i sin kærestes selskab. Samtidig vidste han dog, at Al kunne sige ting, han aldrig havde fortalt Emmeline – såsom det faktum, at han havde været forlovet da de mødtes – og det fik ham effektivt til at lukke lidt af.

”Kom over det,” svarede han med et advarende blik, uden lige i øjeblikket, at kunne se morskaben i det hele. Han var udmærket klar over, netop hvorfor han havde valgt ikke at fortælle nogen af sine søskende om sin mugglerkæreste og hvor hyklerisk det var af ham. Han trak lidt på skuldrene, uden helt at vide hvad han ellers skulle gøre. Det var et underligt limbo, hvor han ikke helt kunne finde ud af om han skulle grine eller springe ud af vinduet med det samme, over at være blevet taget grundigt med bukserne nede.

[/blockquote]

[Emmeline Harris]

It starts in my toes and I crinkle my nose
... wherever it goes I always know ...

[/font]
that you make me smile, please stay for a while


Tagged: Jonathan + Alexander Young ~ Outfit: Here[/center]

Emmelines hånd sank sammen med hendes overvældede smil og hun greb igen fat om dynen hun havde pakket sig ind i. Hun rømmede sig pludselig selvbevidst over det blik hun fik fra Jonathan, på trods af det bekræftende nik og strøg håret om bag det ene øre mens hun beklemt så ned. Hun gik hurtigt et skridt tilbage da Alexander fortsatte ind i lejligheden og var et øjeblik ved at snuble i dynen der lå hen ad gulvet bag hende. Hun vaklede et øjeblik med et lille udbrud, før hun genvandt balancen og så på Alexander med antydningen af et smil "Ja, men.." begyndte hun og skævede usikkert til Jonathan igen før hun fortsatte og valgte så ikke at sige mere alligevel.

Hun havde en underlig fornemmelse i maven og hele situationen var pludselig ikke så komisk som for et øjeblik siden, mens hun stod og så fra den ene Young til den anden, uden helt at forstå Jonathans tydeligt forsvarsberedte attitude. Ja, det var et ret vildt sammentræf og hendes tanker kredsede stadig omkring det faktum, at Alexander tilsyneladende også var født med magiske evner, om Alice vidste det og 117. andre ting, men selv med de ret store afsløringer, forstod hun ikke hvorfor Alexander tydeligvis var mere end almindeligt overrasket over opdage sin storebror sammen med hende, eller hvorfor samme faktum virkede lidt som et samme storebror ikke var synderligt stolt af lige i øjeblikket.

Hun trak dynen tættere omkring sig og forholdt sig ukarakteristisk tavs indtil hun selv blev lidt for bevidst om sin alternative påklædning. Hun rømmede sig igen og smilede beklemt "Jeg går lige ind og får noget tøj på.." mumlede hun lettere overflødigt og tøffede så hurtigt ind på sit værelse og lukkede døren på klem bag sig. Hun var alligevel for nysgerrig til at lukke den helt, mens hun genfandt sit undertøj og derefter gav sig til at finde noget tøj at tage på i sit klædeskab.

[Alexander Young]

Prepare for the unusual
Life will allways surprise you
Tag: Em & Blæverormen ~ Outfit: Here

Alexander hævede begge øjenbryn, da Jon slog fast med syvtommersøm at en mugglerkæreste ikke ændrede på det faktum, at han var ganske mavesur, når han blev overrasket. Hans lillebror, derimod, himlede med øjnene over reaktionen og fulgte Emmeline med et bekymret blik, som hun forlod stuen.

Han krydsede armene over hinanden og betragtede Jonathan med mere end en enkelt rynke i panden. Da først døren var lukket, fik han endnu engang tungen på gled. ”Det er ikke en katastrofe, du ved,” konstaterede han tørt. ”At blive taget i ikke at være... Et dydsmønster. Men jeg går ud fra at du har glemt at fortælle Em et par detaljer om dig selv.”

Alexander lænede sig imod væggen uden at slippe sin storebror med blikket. ”... Og glemt at fortælle os andre et par detaljer om hende, men det er vi vist lige gode om. I stedet for at blive vred på mig, fordi du står der i bar røv og vriklers, hvad så med at starte fra begyndelsen? Hvis du opfører dig pænt kan det endda værre at jeg lader være med at sladre.” Han smilede vagt, men drillende, og så afventende på Jon.

[Jonathan Young]

the secrets you want to keep and
the kind you don't dare let out

Tag: Emmeline & Havenissen ● Outfit: Here

[/font]

Jonathan mente tydeligt at have slået fast, at det var vigtigt at Emmeline ikke fortalte en sjæl om hvad han havde fortalt hende og rynkede af samme grund den mindste smule på panden, da hun netop var ved at gøre det. At det var hans lillebror, som ganske vist var magiker, komplicerede det dog lidt og af samme grund, valgte han helt at lade være med at sige noget som helst, hverken for at opfordre hende eller afbryde hende.

I stedet drejede han ansigtet mod Alexander igen, med en dominerende følelse af lige at være blevet taget med fingrene i kagedåsen, hvilket var en følelse han både var dårlig til at håndtere og bestemt ikke brød sig om. Hans blik var låst fast på Al, indtil Emmeline snakkede igen og for en kort bemærkning, fulgte han hende med blikket, dog stadig uden at sige noget. En følelse af, at have gjort et eller andet forkert, meldte sig kort, men han skubbede det hurtigt til side igen, som Alexander tog ordet.

Et anstrengt suk undslap ham og han himlede med øjnene en enkelt gang, mens hans fingre gled igennem de tætte krøller. Meget modvilligt endte han dog alligevel med at gøre som Alexander opfordrede ham til, uden dog helt at vide hvor han skulle begynde. ”Du kan godt huske Pinkstone-episoden ved Hyde Park, ikke?” antog han og tøvede lidt. ”Det var der, jeg mødte hende.” Et udtryk der var en blanding af sammenbidt og opgivende havde overtaget hans træk og fik ham meget ukarakteristisk til at se en smule modfalden ud. ”Jeg har ikke fortalt hende om Aisling. Og jeg har ikke fortalt nogen om hende,” han skævede mod soveværelsesdøren, uden umiddelbart at kunne se den stod på klem.

[/blockquote]

[Alexander Young]

Prepare for the unusual
Life will allways surprise you
Tag: Em & Blæverormen ~ Outfit: Here

Alexander nikkede som eneste svar på Jonathans spørgsmål og kneb øjnene en smule sammen over både historien og den attitude, der blev stillet op. Han var ikke uvant med Jons komplette mangel på selvironi eller for den sags skyld den tendens til at møde enhver overraskelse med irritation, som han blev præsenteret for lige nu, men det ville aldrig blive en del af storebrorens mest flatterende egenskaber. Især fordi de var så diamentralt modsatte på det punkt var det noget, der fik Alexander til at rynke panden og han løsnede ikke armene, der endnu dannede et kryds over hans brystkasse. ”Og du har ikke fortalt hende noget om noget som helst, går jeg ud fra,” konstaterede han spørgende, men uden at være helt sikker. Der var lige et mellemspil med en begejstret Emmeline, der havde sagt, at han også var et eller andet...

Hans stemme var dæmpet, ment på ikke at tiltrække sig opmærksomhed, men også han var overbevist om at døren var lukket og tænkte faktisk ikke over, at muggleren kunne finde på at smuglytte. Det var en efterhånden nærmest indgroet del af hans forståelse, at Alices veninde intet kendte til den magiske verden og at de ikke kunne snakke om det, når hun var i lejligheden. At en anden fast bestanddel – nemlig at Jonathan anså mugglere for mindreværdige – lige var blevet placeret med et stort spørgsmålstegn, ja det ændrede ikke som udgangspunkt det første.

[Jonathan Young]

the secrets you want to keep and
the kind you don't dare let out

Tag: Emmeline & Havenissen ● Outfit: Here

[/font]

Jonathans stemme var dæmpet, i klar forventning om at døren bag dem var lukket helt og ganske overbevist om, at Emmeline ikke kunne høre hvad de talte om. Han skar en grimasse over Alexanders spørgsmål og løftede den ene hånd for at klø sig i nakken. ”Hun fandt en udgave af profeten på mit sofabord,” indrømmede han, ganske klar over, hvor mange problemer han kunne komme i, for at have afsløret den magiske verden overfor en muggler – som ikke var en ægtefælle eller tæt på at være det. ”Hun kender til vores verden.”

Et fnys gled ud over hans læber, mens han endnu engang trak fingrene igennem sit hår og så på sin lillebror igen. Impulsivt slap en lavmælt latter, der dog var en god blanding af underholdt og bitter, ud over hans læber og han rystede lidt på hovedet. ”Alt det her,” begyndte han, med en dyb indånding. ”Er ikke ligefrem sådan, jeg har forestillet mig tingene ville gå. Nogensinde.” Han fnøs igen og så sigende på Alexander, så småt på vej til at kunne se det underholdende og fuldkomment åndssvage i situationen. ”For fanden da.

[/blockquote]

[Emmeline Harris]

It starts in my toes and I crinkle my nose
... wherever it goes I always know ...

[/font]
that you make me smile, please stay for a while


Tagged: Jonathan + Alexander Young ~ Outfit: Here[/center]

Emmeline trak et par lysegrå joggingbukser ud af skabet efter at have genfundet sit undertøj og kastede dem over på sengen mens hun lyttede til de dæmpede stemmer ude i stuen. Hun kunne ikke høre det hele tydeligt, men nok til at hun rynkede brynene dybt og ubehagelig knude samlede sig i hendes mellemgulv. Hun trak en stribet top over hovedet, greb et par strømper i en kurv og lod skabet stå åbent mens hun selv gik hen og satte sig på kanten af sengen, ovenpå det rodede sengetøj, velvidende at den knirkede mere end hun ville risikere i øjeblikket. Hun trak det ene ben op over det andet og trak en sok på, mens hun fortsat lyttede til samtalen der tydeligvis ikke var ment for hendes ører. Dårlig samvittighed over lige det, fik knuden i maven til at vokse mens hun trak den anden sok på.

Et andet pigenavn fra Jonathan fik hende til at stoppe op midt i en bevægelse og hun stirrede nogle sekunder stift på dørsprækken mens hans konstatering om ikke at have fortalt nogen om hende selv, gav hende lyst til at grave sig ned under dynen og bare blive der. Hun anede ikke hvordan tingene lige var blevet vendt rundt fra dovent weekend-putteri i sengen hun sad på, til en gnavende tvivl hun ikke helt kunne ignorere. Hun rejste sig langsomt og trak de løse bukser på mens Alexanders stemme overtog og greb en lun, strikket trøje fra sin lænestol før hun stoppede igen. Impulsivt kom hun til at smile da Jonathan afslørede hvad han havde indviet hende i og så lo. Så var det væk igen og tvivlen igen dominerende mens hun hurtigt stak armene i trøjen og trak sit uglede hår tilbage i en rodet knold med en elastik fra sengebordet.

Hun stoppede et øjeblik foran døren, tog en dyb indånding for at stive sig selv af og trykkede så håndtaget ned så det kunne høres og fortsatte ud i stuen. Hun stoppede nogle skridt fra de to brødre og så tøvende fra den ene til den anden med et lille halvhjertet smil der ikke kom på højde med dem hun ellers kunne fremvise "Så.. Young og Young.." hun trak hænderne ind i striktrøjens lange ærmer og krydsede armene beskyttende over brystet på sig selv.