There are nights...

[Caroline Abbey]

... When the wolves are silent
and only the moon howls...

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Solen kastede sine sidste stråler ind af kontorvinduet og på Carries nakke, som hun sad bøjet over sine papirer. Hun missede lidt med øjnene, indtil hun kom i tanke om sine læsebriller og vippede dem ned på næsen, imens hun gav sig til at læse. Hendes koncentration var kun halvt på arbejdet og da hun så på uret, der lå på bordet ved siden af hende, var det for syvende gang indenfor det kvarter. Hvor blev han af?

Normalt ville hun ikke bekymre sig, fordi Eric var forsinket. Han havde allerede sagt at han ikke ville være hjemme til aftensmad og hun havde – som sædvanlig i de tilfælde – spist sig en sandwich tidligt; stort set lige da hun selv kom fra kontoret. Det var bare ikke en normal dag. I nat ville månen være fuld og i lejligheden i Diagonalstræde betød det, at begge beboerne ville være vågne hele natten. Carrie havde sovet til middag, pakket til den næste dag og på alle måder forberedt sig, underligt vandt som hun var med at leve sammen med en varulv. Hvis man da nogensinde kunne vænne sig helt til det. Hendes mødetid dagen efter var endda hele fem timer efter solopgang – mere præcist fem timer og tretten minutter – så hun havde tid til at få sig en smule søvn, når først Eric var i en tilstand hun turde sove ved siden af.

På trods af alle forberedelserne og på trods af at hun havde prøvet det talrige gange før, i løbet af de snart 18 måneder de havde boet sammen, blev det aldrig noget hun var tilpas med eller ikke hadede. Hun følte sig rastløst op til og kastede endnu et blik ud af vinduet på en skyfri, lyserød himmel. Gnavende på sin egen underlæbe var hun tæt på at gribe sin kappe og finde en telefonboks, da lyden af en nøgle i låsen ude på gangen fik hende til nærmest at hoppe op. Hun var derude i det samme døren gik op og kunne endnu engang ikke forstå hvorfor alting så så mærkeligt ud, før hun kom i tanke om brillerne, hev dem af og foldede dem sammen, kun for at blive mødt af et temmelig nedslående syn. ”Hej skat,” hilste hun halvhjertet med hovedet lidt på skrå og et inspicerende blik, der virkelig ikke efterlod hende med nogen tvivl om at det var den tid igen.

[Eric Wolfe]

Wolves have howled at the moon
as long as can be remembered
yet, it is still there

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric fortrød allerede da han nåede første sal, at han ikke havde transfereret sig hele vejen ind i lejligheden. Hvorfor han ikke havde det vidste han ikke helt og det var også ret ligegyldigt, da han måtte gøre et uplanlagt stop udenfor sin underbos hoveddør, med et fast greb om gelænderet på trappen. Han lukkede øjnene hårdt i og tog adskillige dybe indåndinger, mens han forsøgte at få opgangen til at stoppe med at snurre rundt. Det skete delvist og han gik med tunge skridt det sidste stykke op til sin egen dør og fandt nøglen i sin lomme for at låse sig ind.

Det var blevet sent, også senere end han havde regnet med og han bebrejdede igen sig selv, at han havde indvilliget i overarbejde lige i dag, velvidende hvilken dag det var. Han havde dog skråsikkert regnet med at kunne håndtere månesygen nøjagtigt som han gjorde hver måned. Hvad han ikke havde kalkuleret med var, at ubehaget denne gang var betydeligt stærkere end ellers.

Det første han så da han trådte ind i entreen var Carries bekymrede blik og han kunne ikke lade være at smile mat, men varmt, mens han lukkede døren bag sig "Hej smukke." gengældte han spagt hendes hilsen og tog sin baret af hovedet, for så at lægge den på plads på hattehylden og bøje sig forover for at snøre sine støvler op. Sekundet efter fortrød han dog bevægelsen da rummet igen begyndte at snurre omkring ham så snart blodet løb til hovedet. Han svajede faretruende, rettede sig hurtigt lidt op og lænede sig ind mod væggen mens han sank hårdt og så undskyldende på hende "Jeg føler mig som noget katten slæbte ind for fjorten dage siden.." spøgte han med tyk sarkasme og formåede endnu et mat smil.

[Caroline Abbey]

... When the wolves are silent
and only the moon howls...

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carries smil var noget påtvunget, som hun lod blikket glide op og ned af Eric og konstaterede at han lignede det, som han øjeblikket efter selv satte ord på. Hendes mine var åbenlyst bekymret og hun lagde en enkelt hånd på hans skulder og rakte ham sine briller, før hun selv sank ned på knæ på gulvet og gav sig til at snøre hans støvler op for ham, uden at lægge op til diskussion. ”Løft foden,” kommanderede hun, før hun hev først den ene og dernæst den anden støvle af og lagde dem på plads. Hun rejste sig med et lydløst suk, tog sine briller igen og strøg fingrene på sin frie hånd forsigtigt over hans kind. ”Du ser forfærdelig ud,” sagde hun ærligt, uden at præstere at smile igen. ”Og det er sent. Et varmt bad?” Hendes hoved røg lidt på skrå igen og hun kneb øjnene sammen, før hun nikkede som svar på sit eget spørgsmål. ”Kom,” fortsatte hun, igen uden at have nogen planer om at lade sig modsige. Hun havde for meget erfaring med hans sygdom til at gide høre på at han havde det helt fint igen. Det passede nemlig ikke.

Vel inde på badeværelset, hvor hun placerede sine briller på vasken, plantede hun proppen i badekarret og fiskede sin tryllestav frem, for at pege den nedad og udtale et bestemt ”aguamenti,” der fik vandet til at fosse ud af enden med en hidsig fart. ”Kan du selv få tøjet af?” Hun vendte blikket kort imod Eric med et spørgende blik og uden skyggen af drilleri, der måske ville have fulgt med spørgsmålet ved en anden lejlighed.

[Eric Wolfe]

Wolves have howled at the moon
as long as can be remembered
yet, it is still there

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Erics forsøg på at slå det hele lidt hen med en spøgende bemærkning faldt til jorden allerede før han havde talt færdigt og han lukkede øjnene et kort øjeblik, mens han lænede sin ind mod væggen ved siden af knagerne med overtøj. Han åbnede dem igen lige tidsnok til at se forvirret på de briller han blev rakt, men tog dem uden protester mens han fulgte Carrie med blikket da hun satte sig på knæ foran ham. En halv protest var på vej ud, men blev aldrig til noget før hun gav ham en ret direkte ordre, som han parerede tavst, uden at skubbe sig fri fra væggen.

Gulvet i entreen var køligt mod hans fødder da først støvlerne var væk og han smilede mat da hun strøg fingrene over hans kind "Jeg elsker også dig.." svarede han tørt og med tydelig ironi, uden dog at være i tvivl om, at hun havde ret. Så nikkede han langsomt som svar på hendes spørgsmål og skubbede dig med en lille anstrengt lyd helt op at stå igen. Han tog et øjeblik før han fulgte efter hende ind på badeværelset med tunge skridt.

Han stoppede i døren da kvalmen tog til i styrke og sank adskillige gange før han fik den tvunget på retræte igen, fortsatte nogle skridt frem og lod sig dumpe ned at sidde på toilettet. Han stirrede lige frem for sig uden rigtigt at se noget og dirrede svagt, uden helt at være bevidst om det. Han nikkede automatisk til hendes næste spørgsmål og begyndte at knappe sin camouflage-spraglede skjorte op, men gik i stå, da han forsøgte at krænge den ud over skuldrene. En forpint lyd undslap ham før han fik den bidt i sig og han skar en grimasse over sine smertende led "Pis.." mumlede han halvt for sig selv og tog en dyb indånding før han prøvede igen.

[Caroline Abbey]

... When the wolves are silent
and only the moon howls...

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie fandt ikke situationen det mindste morsom, men smilede alligevel vagt ved Erics forsøg på at være netop det. ”Jeg elsker dig meget højt,” kommenterede hun bestemt, uden at tilføje at hun næppe ville knæle for at hjælpe ham af med sine støvler hvis ikke det var tilfældet. I stedet ledte hun vejen ind på badeværelset og var kort efter i gang med at fylde badekarret med dampende varmt vand. Det plejede at hjælpe, vidste hun af erfaring, og hun var koncentreret om den vigtige opgave lige til en ubehagelig lyd forlod Eric og hun drejede hovedet hurtigt. Hun bremsede besværgelsen med en simpel bevægelse med sin tryllestav – karret var alligevel halvfult – og tilbagelagde de tre skridt over til sin lidende forlovede for at standse hans selvpineri.

Hendes hænder fandt skjortens kanter og gjorde alt det han ikke selv kunne, endnu engang uden at spørge om lov eller lade sig modsige. Hun gad ikke engang at tage diskussionen eller forsøge at give plads til at hans hjælpeløshed var noget grundlæggende modstridende med den person han gerne ville være. Ikke i dag. ”Sid stille, vil du ikke nok? Jeg skal nok hjælpe dig lige om lidt.” Hun så bedende på ham i et kort øjeblik, lagde skjorten fra sig og genoptog opfyldningen af badekarret med et halvt blik på Eric. ”Det er værre i dag,” konkluderede hun uden at spørge. ”Ikke en sky på himmelen. Det bliver slemt.” Hun så bekymret på ham, før hun kastede et blik ned i badet og konkluderede at det var fyldt nok. Hendes tryllestav endte ved siden af læsebrillerne på vasken, før hun forsigtigt gik i gang med at hive t-shirten op over hans hoved. Også den endte på gulvet og hun tog en enkelt dyb indånding, som blev sluppet i et lavt suk. ”Vil du rejse dig op?”

[Eric Wolfe]

Wolves have howled at the moon
as long as can be remembered
yet, it is still there

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric hadede mere end noget andet at føle sig hjælpeløs, men ikke desto mindre var det nøjagtigt hvad han var lige i øjeblikket. Han skar en grimasse igen mens Carrie hjalp ham med at få skjorten af, men opgav på forhånd at protestere, velvidende at han ville tabe kampen og bed i stedet blot flere anstrengte lyde i sig og nikkede med et både flovt og taknemmeligt blik.

Mens hun vendte tilbage til at fylde badekarret lænede han sig tilbage mod cisternen og lukkede øjnene mens han tydeligt mærkede sveden springe frem på sin pande. Han nikkede igen med et lavmælt "Mhm.." og tog en dyb indånding før han åbnede øjnene igen og tørrede sig over panden med en rystende hånd. Han vidste hun havde ret, selvom han hver måned forsøgte at bilde sig selv ind det var ingenting. Det var en naturlig forsvarsmekanisme over flere år, der, uanset holdet i realiteterne, gjorde det nemmere at klare sig gennem det tilbagevendende fænomen hver måned.

Han løftede besværet armene for at få t-shirten af da hun igen kom over til ham og bed tænderne hårdt sammen da hun trak den over hovedet på ham. Uden at tænke over det lænede han sig frem mod hende da han først kunne lade armene falde igen, og lod panden hvile mod hendes brystkasse et sekund eller to mens han trak vejret dybt og så nikkede igen. Han rakte ud og tog fat om kanten på vasken med den ene hånd og brugte den som delvis støtte for at komme på benene igen, en handling der et øjeblik igen fik rummet til at køre rundt, selvom han med den frie hånd samtidigt formåede at få løsnet sit bælte.

[Caroline Abbey]

... When the wolves are silent
and only the moon howls...

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie var udmærket klar over at Eric hadede at være reduceret til en, der havde brug for hendes hjælp for overhovedet at kunne få tøjet af. Hun genkendte udmærket følelsen af at være svag og ubrugelig – ikke mindst fra de sidste to måneder – men hun havde ikke tænkt sig at lade ham være dumstædig og snuble over sine egne ben i et misforstået forsøg på at bevare sin maskulinitet. Det kunne han lige så godt droppe på forhånd.

Som hun trak t-shirten over hovedet på ham, så hun undersøgende ned på hans overkrop, der stadig ikke viste nogen spor af selve den forvandling, som eliksiren gerne skulle holde inde. Hver gang var hun en lille smule fascineret af at det var muligt at forhindre det hun havde set med egne øjne, men hun holdt observationen for sig selv og lod blot for en kort bemærkning sine fingre stryge forsigtigt igennem hans hår, imens han lænede sig frem imod hende. Så trådte hun et enkelt skridt bagud, klar med en hånd til ham og helt vågen og opmærksom. Hun holdt hovedet koldt, selvom hans lidelse var både åbenlys og skærende, løsnede bæltet og gjorde kort proces med både bukser og boxershorts. ”Og løft benet,” bad hun, uden at ville have ham til at skulle sætte sig ned – og derfor rejse sig – igen. Forsigtigt fik hun lirket begge beklædningsgenstande ud over først den ene og siden den anden fod, før turen kom til strømperne. Det hele endte i samme bunke som skjorte og t-shirt, imens hun rejste sig op og stak en enkelt finger i vandet, for at være sikker på at det ikke var alt for varmt. ”Kom.” Hun rakte ham sin ene hånd som et tilbud til hjælp – et han rent faktisk fik muligheden for at afslå – og ventede på at han kom ned i badet, før hun trak plastikskamlen til sig og satte sig ned på den. Hun snuppede tuben med sæbe til karret, trykkede en mindre dosis ud og sendte ham et noget vagt smil. ”Er det lidt bedre?”

[Eric Wolfe]

Wolves have howled at the moon
as long as can be remembered
yet, it is still there

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric kunne ikke komme på, hvornår han sidst havde haft det så skidt ved fuldmåne som denne gang. Ikke at hans hjerne helt var villig til at blive brudt med den slags tanker og han slap dem uden at gøre sig den store anstrengelse for at huske det. Det krævede alligevel hele hans viljestyrke, at koncentrere sig om at komme ud af sit tøj og over i det nu fyldte badekar, selv med Carries hjælp.

Han tog adskillige dybe indåndinger mens han et øjeblik eller to sad med panden hvilende mod Carries brystkasse og lukkede øjnene da hun strøg fingrene gennem hans hår. Hans skuldre føltes som om de begge to havde været gået af led og lige var sat på plads igen, alene fordi han var blevet hjulpet af med en trøje. Alligevel tog han sig selv i nakken og kom vaklende op at stå, stadig med en hånd på vasken for at holde balancen. Uden at tænke nærmere over det, paredede han uden videre ordre og gjorde som Carrie gav ham besked på. Havde det været alle andre end lige hende, ville hele scenariet havde været dybt pinligt og han ville have modsat sig hårdnakket, men med Carrie var det anderledes og i stedet endte han med en taknemmelig følelse, rettet mod hende.

Han drejede hovedet og formåede at sende hende et varmt blik da hun tjekkede vandet og tog hendes hånd uden at tøve da hun rakte den frem. Han gav den et svagt klem, slap vasken og kom møjsommeligt ned i badekarret hvor han lod sig glide så langt ned i det varme varm som han kunne, forhindret en del af sine lange ben. Han sukkede tungt og lukkede øjnene da han lå med benene bøjet så hans knæ stak over vandet og nikkede mat uden at åbne øjnene som indledende svar på Carries spørgsmål "Meget bedre, skat.. tak." fik han mumlende frem og sukkede dybt igen.

[Caroline Abbey]

... When the wolves are silent
and only the moon howls...

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Det havde været uendelig svært de første par gange hun havde delt lejligheden med Eric ved fuldmåne, men selvom det ikke ligefrem var en drøm på nuværende tidspunkt, så var der meget, der kunne køre på rutinen. Det ville aldrig blive let at se ham lide, men ordrerne, tonefaldet, badet der skulle tændes... Hun vidste hvad hun skulle gøre for at gøre det hele lidt mindre forfærdeligt og for selv at komme igennem det uden at bide sine negle ned eller blive vanvittig. Det hjalp både at være klar over hvordan han fik det bare en smule bedre og at holde sig beskæftiget med et eller andet brugbart.

Som hun dumpede ned på taburetten ved siden af ham var hendes blik igen på hans ansigt og de lukkede øjne. Hun smilede vagt over hans svar, rejste sig kort igen og vendte tilbage med en vaskeklud, der var våd af koldt vand fra hanen. ”Månen bliver snart synlig, men jeg har taget mørklægningsgardinerne for på soveværelset – du skal bare holde dig fra kontoret medmindre jeg siger andet,” informerede hun ham pragmatisk, fokuseret på detaljerne i hendes sædvanlige strategi for at klare det. Hun duppede hans pande med kluden og betragtede en smule fjernt oversiden af ringen på samme hånd, der var i gang med at fjerne både sved og skidt fra hans ansigt. ”Solen står først op sent, men der bliver overskyet og regn i løbet af natten, så det burde blive bedre der. Måske endda nok til at du kan nå at sove lidt. Jeg bliver i hvert fald hos dig. Jeg skal først sent af sted.” Trivielt, føltes meget af det hun sagde, men det var nu alligevel udmærket information og hun tillod sig selv bare at snakke, velvidende at han ikke fik det bedre ved at have tomhed til at reflektere over præcis hvor dårligt han havde det. ”... Og jeg har pepperoni til at lave dig en sandwich i køkkenet, men jeg ved ikke om du kan spise noget, eller om du helst vil være fri?”

[Eric Wolfe]

Wolves have howled at the moon
as long as can be remembered
yet, it is still there

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric koncentrerede sig nogle lange minutter om blot at trække vejret dybt og roligt. Helt ned i lungerne og langsomt ud igen, mens han lod det varme vand lindre sine ømme led og muskler. Den gnavende smerte forsvandt ikke, men blev til at have med at gøre. Han nikkede let, næsten ikke synligt da Carrie talte igen og lagde armene op på kanten af karret mens hun satte sig igen.

Det gav et lille sæt i ham, da den kolde klud ramte hans pande, før han slappede af igen med et dybt suk og bøjede nakken lidt længere tilbage mens den kolde klud fik også hans ansigtstræk til at glattes en smule ud. Han forblev urørlig da hun fortsatte, men hans mundvige sitrede uvilkårligt lidt, før han løftede den ene hånd og rakte op efter hendes så han kunne trække den lidt ned og strejfe hendes håndryg med læberne før han slap og nikkede igen.

Stilheden herskede nogle øjeblikke igen og han slap en anstrengt lyd, da en muskel i hans lår gav sig til at krampe. Han bed hårdt sammen og lukkede fingrene hårdt om kanten af badekarret et øjeblik, indtil krampen aftog. Han åbnede øjnene igen og så træt på Carrie, igen med antydningen af et smil "Jeg har ikke fået noget siden frokost, så jeg vil godt prøve." han tog en dyb indånding og lukkede ikke øjnene igen "Hvordan har din dag været?"

[Caroline Abbey]

... When the wolves are silent
and only the moon howls...

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie duppede forsigtigt Erics pande med en enkelt rynke på sin egen. Da han tog hendes hånd, lod hun ham trække den ned uden modstand og smilede vagt over det kys han plantede på overfladen, før hun genoptog sit forehavende med blikket opmærksomt på hans ansigt. Så snart han viste det mindste tegn på øget ubehag trak hun hånden til sig igen og så selv anspændt på ham uden at sige noget. Hun vidste godt at der ikke var mere hun kunne gøre, men det frustrerede hende alligevel – eller måske endnu mere netop derfor.

Det eneste hun egentlig kunne gøre, ud over at være støttende og gøre alt hun kunne for at lette det en smule, var ikke at lade sig selv blive trukket ned af det totalt håbløse i hans sygdom, velvidende at det sikkert aldrig ville få en ende. Hun holdt hovedet relativt højt og lod sig kun for alvor virkelig gå på af det, når hun selv havde det skidt og var stresset. Heldigvis var det ikke tilfældet i dag og hun formåede endnu engang at smile til Eric, som han åbnede øjnene og så på hende. Hun nikkede, fangede en sveddråbe på hans pande med kluden og tog en dyb indånding, uden at holde op med netop at smile vagt – mere for hans skyld end noget andet. ”Helt fin,” lagde hun simpelt ud. ”Tre morgenmøder med henholdsvis teamet, en repræsentant for den ugentlige pokal og en nisse fra Gringotts. Men jeg har været hjemme det meste af eftermiddagen med gennemgangen af den rapport vi skal offentliggøre i næste uge. Det var derfor jeg fik din besked på computeren... Du burde ikke arbejde til så sent i dag, heller ikke selvom du gerne vil vise dem at du kan det hele og hvad du vil og alt det. Det er dig selv, der har sagt til mig at man ikke skal tage på arbejde, hvis man knapt kan stå på benene. Jeg mener du brugte nøjagtig de ord for mindre end to uger siden.” Den svagt bebrejdende tone var utilsigtet, men uundgåelig. Hun forsøgte dog at bløde det op ved at lægge sin egen frie hånd, der ikke var beskæftiget med at duppe hans pande, ovenpå hans på karrets ene kant og smilede igen forsøgsvist og uden den store gennemslagskraft.

[Eric Wolfe]

Wolves have howled at the moon
as long as can be remembered
yet, it is still there

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric bemærkede ikke at den kølige fornemmelse af kluden mod hans pande forsvandt. Ikke før de smertende muskelsammentrækninger i hans lår igen tog af og han slappede en smule af i det varme vand igen. Hans spørgsmål til hende var ligeså meget et forsøg på at distrahere hende som det var for at distrahere ham selv, men ikke desto mindre, var han som altid interesseret i svaret.

Han formåede et svagt smil da hun svarede og nikkede mat før smilet gled over i en lille grimasse som hun fortsatte, uden at han havde nogle gyldige undskyldninger at forsvare sig med. Hun havde ret "Jeg havde det fint i morges.." mumlede han lavmælt og lukkede øjnene igen for at koncentrere sig om den behagelige følelse af den kolde klud "..og der var ikke andre. Johnson havde et uheld på skydebanen og der var ikke andre at kalde ind." han tog en dyb indånding før det igen trak afslørende i hans mundvige "Men jeg har ret. Det skal man ikke. Det er bare lige det der med selv at følge det også."

Han lå stille i tavshed nogle øjeblikke igen før han åbnede øjnene og drejede hovedet mod hende uden at løfte nakken fra kanten af badekarret "Og prinsessen har det også godt?" spurgte han, mens han forsøgte ikke at lade sin stadig lette bekymring skinne igennem. Selvom de havde haft snakken, så var tanken stadig i baghovedet på ham, især denne tid på måneden.

[Caroline Abbey]

... When the wolves are silent
and only the moon howls...

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie smilede stadig vagt, da Eric mumlede. Hun strøg sin tommel hen over hans håndflade og betragtede hans ansigt med en enkelt panderynke, der ikke lige forsvandt med det første. ”Mmh. Også stærke og hårdføre soldater skal passe på sig selv,” svarede hun dæmpet, men bestemt. Hun undlod at tilføje at det især gjaldt for dem, der var ramt af en uhelbredelig sygdom, selvom emnet altid lå hen over enhver samtale, som en mørk sky, når det var den tid. Det beviste han selv øjeblikket efter med sit spørgsmål til det lille væsen og hun var ikke overrasket over at netop det faldt nu. Ligeledes vidste hun med ret stor sikkerhed hvad det mere præcist var han mente og hun fangede hans store hånd i sin, imens hun nikkede.

Sidste fuldmåne var passeret uden problemer, men Evangeline voksede og hans bekymring var forståelig set ud fra, at han stadig frygtede at lycantropien kunne være arvelig. Carrie smilede forsikrende, nikkede endnu engang og gav hans hånd et klem. ”Det føles sådan. Ingen kvalme for første gang i to uger. Jeg har været dødsulten og haft lyst til mælk hele dagen. Så jeg drak en hel liter, da jeg kom hjem.” Hun slap hans hånd igen, foldede vaskekluden ud og lagde den over hans pande, før hun rejste sig op fra den lille taburet. ”Jeg vil lige pakke sammen på kontoret og så laver jeg den mad til dig, så den er klar. Er du okay her alene lidt? Ellers bliver jeg.” Hendes blik var undersøgende, ikke mindst fordi hun kendte hans tendens til ikke at ville vise svaghed, og hun så en anelse ubeslutsom ud, selvom hun allerede havde udmeldt sine intentioner tydeligt.

[Eric Wolfe]

Wolves have howled at the moon
as long as can be remembered
yet, it is still there

Tag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here

Eric smilede skævt, mere en lille grimasse end et egentligt smil og vendte hånden for at give hendes et lille klem "Problemet er, at vi får banket i hovedet at vi ikke har den luksus at være ynkelige." han så et øjeblik undskyldende på hende, før han satte ord på en tilbagevendende bekymring og selv troede han skjulte netop bekymringen bedre end han reelt gjorde. Han smilede svagt og tog en lettet indånding da hun nikkede og gav hendes hånd endnu et klem uden at sige mere.

Han forblev tavs indtil Carrie fortsatte på samme emne og effektivt fik ham til at slappe mere af, mens han skubbede bekymringen om i baghovedet. I stedet drejede han hovedet lidt og betragtede hende med et hengivent blik og et varmt smil "Så vi mangler mælk.." spøgte han halvhjertet og ville på ethvert andet tidspunkt have givet hende et forsvarligt kram.

Han skubbede sig per automatik lidt op at sidde da hun rejste sig, men løftede ikke hovedet da hun talte igen. I stedet smilede han igen og nikkede svagt, så godt det nu lod sig gøre "Jeg kalder hvis der bliver noget.." lovede han og ignorerede den svage kvalme der igen havde meldt sig, sikker på at den ville gå i sig selv igen.

[Caroline Abbey]

... When the wolves are silent
and only the moon howls...

Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here

Carrie smilede antydningsvist og nikkede med hans varme hånd i hendes for en kort bemærkning. Hun kunne have sagt meget om at han havde alt ret til at være ynkelig, men undlod at bekræfte at han var netop det i sin sølle tilstand. Resten af tiden var han så stærk for hende, at det rigeligt opvejede de få dage nede i kulkælderen. Hun gav hans hånd et sidste klem med et bekræftende ”mmh,” til bemærkningen om mælk, trak sin egen til sig og kom op at stå, efterladende kluden på hans pande. Hendes smil var temmelig halvhjertet og hun nikkede. ”Det skal du,” svarede hun en smule bestemt med et sigende blik, før hun vendte sig rundt og forlod badeværelset, uden at lukke døren efter sig. Det at gå fra ham, imens han havde det så dårligt, stred imod hendes instinkter, men hun blev nødt til at kunne foretage sig noget andet end at duppe hans pande og fortælle ham at alting nok skulle blive godt.

Det tog ikke lang tid at rydde op på kontoret, men det gjorde godt for hende, som hun kom lidt væk mentalt, og hun var lidt bedre kørende, da hun passerede badeværelset igen og kastede et enkelt blik ind uden at stoppe. Da hun omtrent syv minutter efter var færdig med en sandwich med rigelige mængder pastrami, som hun efterlod på køkkenbordet, gik hun endelig ud til Eric igen med et glas fyldt med koldt vand og endnu et prøvende smil, der ikke nåede hendes øjne.