So kiss me and smile for me...

[Eric Wolfe]

Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go
Cause I'm leavin' on a jet plane

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Det var en mærkelig dag. Første tirsdag i september og for første gang i lang tid en dag med heldagsregn. En tirsdag som så mange andre, men for Eric selv, og de mennesker der stod sammen med ham i en af de mindre brugte afgangshaller, var det også ved at være tid til afsked. De havde gjort det før, både han selv og dem, men derfor var det stadig ikke smil der prægede foretagendet. Snarere en beklemt og anspændt utålmodighed.

Dagen havde været hektisk indtil nu. Han havde overnattet i Newcastle og var gået i seng allerede før otte sammen med resten af huset aftenen før. Der var fem timers køretur fra Newcastle til Heathrow, og hele familien, pånær hans yngste bror der var udenlands med sin skole, havde insisteret på at tage med. Eric selv var vågnet allerede før midnat og kunne ikke falde i søvn igen. Han valgte til sidst at stå op og i stedet for set papiret med den sidste vilje, som var obligatorisk for alle soldater der blev udsendt. Der var altid en chance for, at uheldet var ude. Han havde tænkt det hele igennem for længe siden og vendt den med både sin familie og nærmeste venner, så det tog ham ikke lang tid at skrive det ned igen og lægge det ind i en bog.

Med det gjort, pakkede han sin taske til håndbagage. Han havde allerede, som alle andre der skulle afsted på samme tid, fået sendt to køjesække i forvejen med ekstra udstyr, så som vintertøj, personlige ting, bøger, billeder af familie og venner, og flere af Carrie som han ikke engang var sikker på hun vidste han havde tiltusket sig, eller taget, og meget andet. Resten ville de få løbende. I den mindre taskeder nu blev pakket, lagde han den bog han netop havde stukket papiret ind i og lod den gøre hans bærbare computer, en lille taske med toiletgrejer og flere andre til selskab. Det var en lang flyvetur, men han kendte sig selv godt nok til at vide han ikke ville kunne sove hele vejen selvom det ville være fornuftigt.

Turen til London foregik i gnidningsfrit og i vidende tavshed det meste ad vejen og en lille detalje som den time han sad med armen om sin blundende lillesøster på bagsædet af sine forældres bil, var nok til at få ham til at smile for sig selv, mens han indprentede sig hendes sovende ansigt for at kunne tage det frem fra sindets gemmer ind i mellem. Det var stadig mørkt og det regnede allerede da de forlod Newcastle og Eric tog sig selv i at cirkle mentalt om tanken, at der i dagens anledning var et klart sammenfald mellem den ydre verden og hans indre verdens stemninger. Hans tanker blev ved at flyve ud af sig selv og dreje omkring den éne person han vidste ikke ville være der i dag.

Efter at have fundet en parkeringsplads gik der ikke længe før de alle var på vej gennem de lange, højloftede gange i den store lufthavn, på vej mod den afsides del af afgangshallerne, der i dagens anledning, var reserveret netop gruppen på op mod hundrede soldater der var samlet, og skulle afsted samme dag. Så var de isoleret fra lufthavnens civile besøgende og pårørende og venner, fik lov at komme med næsten hele vejen igennem systemet og ikke blot efterlade deres soldater ved en metaldetektor og tage hjem.

Der var en dæmpet summen af stemmer i det store rum, en blanding af lavmælt snak, barnegråd, hviskende ord, sporadisk latter og bare stilhed. Eric sad foroverbøjet og stirrede stift frem for sig, mens hans ene fod vippede rastløst. Han bemærkede det ikke selv, før hans mors hånd lagde sig på hans knæ og han så op i hendes sigende ansigt, der udstrålede lige dele bekymring, stolthed og samme rastløshed som han selv følte. Han smilede mat til hende, uden behov for at sætte ord på. De havde begge prøvet det før, og kendte efterhånden rutinen.

Han gav hendes hånd et klem, og rejste sig med et hørligt suk. Han mødte kort sin fars blik, så derfra på sin bror der sad og nikkede hen over en tegneserie. Som den sidste faldt hans blik på lillesøsteren, der sendte ham et ligeså sigende blik som deres mor havde gjort. Dog lå der en fælles viden i hendes blik, som hun som den eneste af den nærmeste havde vidende om. Hun smilede svagt til ham, for så at følge efter ham hen til et af de store vinduer der vendte ud mod landingsbanerne og lænede sig ind mod ham, mens han selv lagde armen omkring hende. Han kunne se sit fly fra hvor de stod og en svag rynke indfandt sig på hans allerede alvorlige ansigt. Han blev først afledt da Alice puffede let til ham og så ligeså sigende op på ham som før. Han kom alligevel til at smile lidt og gav hendes skulder et klem, før han igen rettede blikket ud mod landingsbanen.

[Caroline Abbey]

I never used to
cry for boys
Tag: Eric ● Outfit: Here

Caroline tøvede adskillige gange i løbet af den morgenstund. Hun var vågnet halvanden time før vækkeuret, selvom hun ikke havde kunnet falde i søvn natten før. Efter at have stirret op i loftet i en halv time, havde hun til sidst resigneret og var gået i bad, i et håb om, at det på en eller anden måde ville hjælpe at stå op.
Vandets stråler skyllede dog hverken mavepinen, rastløsheden eller følelsen af, at hun burde gøre noget væk. Faktisk voksede den bare, imens hun udførte de samme handlinger, som hun altid gjorde. Hun tog det pæne tøj på til arbejdsdagen, glattede sin lette røde skjorte med en simpel besværgelse og trådte ned i de høje hæle. Der var endnu lang tid til, at det ville give nogen mening at forlade hjemmet og hun dumpede ned ved sin køkkendisk med morgenmaden foran sig, uden på nogen måde at kunne fokusere på den. Hun var ikke sulten, hun var ikke tørstig og hun var ikke træt.

Med et dybt suk, skubbede hun tallerkenen væk igen. Hun stirrede ud i luften, tyggede ned omkring sin underlæbe og rejste sig så pludselig. Barstolen skrabede imod trægulvet, men Carrie var ikke opmærksom på de gener hendes rastløshed måtte betyde for underboen. Hun gik over gulvet, hev sin kappe over hovedet og snuppede tasken, der allerede var pakket. I et øjeblik standsede hun, eftertænksom, så besluttede hun sig for at ministeriet kunne vente, lukkede fingrene omkring sin tryllestav og drejede om, for at forsvinde i den blå luft.

Hvordan det lykkedes hende at dukke op i et tomt stykke af den lufthavn hun aldrig mindedes at have set på andet end billeder vidste hun ikke. Hun havde blot forestillet sig et fotografi hun havde set. Nu var hun der. Med et blik, der farede rundt i omgivelserne, forsøgte hun at orientere sig. Hun gik ned af en gang og fandt sig pludselig i et helt hav af mennesker. De bevægede sig alle sammen i samme retning og hun fulgte dem, uden at vide hvorhen.

- - - - - - - - - - - - - - - -

Carrie havde ikke haft nogen anelse om hvor stor en lufthavn kunne være. Som hun – endelig – gik imod sit mål, mærkede hun sin mave snøre sig sammen. Det var på en anden måde end i lejligheden. Hun vidste hvad hun ville, hvad hun burde og hvad hun var på vej til, men hun vidste også, at det var et komplet brud på den aftale hun havde lavet med Eric.

Deres respektive familier vidste intet om hvilke ord de havde udvekslet eller hvilke følelser der var spiret. De anede ikke, at Caroline havde delt sin seng med den løjtnant, der tog af sted i dag. Af samme grund var det ikke meningen hun skulle være her. Hun havde givet sin afsked, holdt hårdt fast i ham og kysset hans læber for sidste gang. Alligevel gik hun her nu, ned af en lang gang, før hun endelig spottede den første mand i uniform, lige ved siden af en kvinde, klædt præcis som han. De snakkede dæmpet og Carrie passerede dem og fik fuldt udsyn til det store rum, fyldt med familier.

Som hun stod der, følte hun sig uendelig malplaceret. Hun krummede fingrene hårdt omkring remmen på sin taske og fangede underlæben mellem tænderne, imens hun så sig rundt. Før de spottede hende, fangede hun selv både Erics far, mor og ældste lillebror. Hun sank en klump, rynkede panden og søgte videre, indtil hun endelig fandt hans skikkelse med ryggen til ovre ved et vindue. Det var lidt som om hun havde fået tyggegummi eller lim under sålerne på sine hæle. Hun blev stående, lettere stivnet, stirrede på hans nakke og overvejede om hun kunne tiltrække hans opmærksomhed, uden at hele familien Wolfe så hende der.

[Eric Wolfe]

Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go
Cause I'm leavin' on a jet plane

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric vidste ikke hvor længe han stod ved vinduet med armen om sin yngre søster, men det var længe nok til, at de var blevet informeret om, at afgangen på grund af den kraftige regn var forsinket foreløbigt en halv time. En halv time som nærmere sig sit udløb og rastløsheden voksede kun støt indeni ham, som afgangstidspunktet kom tættere og tættere på.

Først da Alice rettede sig op bevægede han sig igen. Omend kun for at dreje hovedet og se spørgende på hende. Efter at have mumlet noget om at træde af på naturens vegne, smilede han halvhjertet, men varmt til hende og plantede ved en impulsiv indskydelse et flygtigt kys på hendes hår før han lod armen falde og slap hende. Hans blik gled igen ud af vinduet og banen udenfor der så sløret ud bag den faldende regn. Han samlede hænderne på ryggen og stod ligeså ubevægelig som før, mens Alice vendte sig og gik væk fra ham.

Søsteren nåede dog ikke mere end et par skridt før hun stoppede igen og rettede blikket mod de åbne døre ud til gangen. Hendes bryn skød overrasket lidt i vejret da hun genkendte en mørkhåret skikkelse, halvt gemt mellem dørkarm og andre mennesker der kom og gik. Hun skævede hurtigt over mod sine forældre og yngre bror, for så at sende Carrie endnu et hurtigt blik og resolut gøre omkring og tage de få skridt tilbage til sin storebror. Hun stak prompte en albue i siden på ham så han gav sig lidt og så på hende igen med et forurettet udtryk, blot for at blive hevet ned i kraven, så hun kunne nå til at hviske nogle få ord til ham. Han rynkede brynene dybt og så undrende på hende, uden at forstå det brede smil der nu sad på hendes ansigt. Alice skævede hen mod døren igen, og gjorde et diskret kast med hovedet, der endelig fik ham til at dreje let i overkroppen så han kunne se i den retning hun indikerede, og så gå fuldstændigt i stå da han fik øje på den sidste person han havde ventet at se og samtidig den han allerhelst ville se lige nu.

Han vendte sig langsomt helt rundt og stirrede bare åbenlyst i flere sekunder, komplet ligeglad med, at han godt vidste han gjorde det. Alligevel kunne han ikke få sine fødder til at lystre og slippe gulvet. Ikke før Alice gav ham et hårdt puf i ryggen. Han løsrev sig og så kort på hende igen, for så at finde Carrie med blikket igen og med lange, hurtige skridt tilbagelægge det ikke særligt lange stykke hen til døren. Han snoede sig udenom adskillige andre personer, tasker og en enkelt bænk, før han nåede helt hen til hende og uden et ord bøjede sig ned, greb fat om hende med begge arme og løftede hende op fra gulvet, mens han begravede ansigtet mellem hendes hals og skulder.

Han ænsede ikke at begge hans forældre nu stirrede ligeså åbenlyst i deres retning, efter at have fuldt hans hastige skridt gennem rummet. Det var uendeligt ligegyldigt så længe han stod med Carrie i armene og knugede hende hårdt ind til sig, stadig uden at have fundet nogen ord der passede til øjeblikket. Hans tidsfornemmelse røg sig en gevaldig tur igen og han anede ikke hvor længe han stod der, før han løftede hovedet lidt så han endte med kinden mod hendes, og fik mumlet nogle få ord med svagt grødet stemme ”Du skulle slet ikke være her..” han smilede ind mod hendes kind, og gav på ingen måde udtryk for at være utilfreds med at hun alligevel var der.

Bag ham havde hans mor rejst sig, og så stadig en smule overrumplet i deres retning. På hans fars ansigt var forståelsen allerede sunket så godt ind, at den midaldrende mand sad med et underfundigt smil på læberne, før han også rejste sig og tog et enkelt skridt hen til sine kone, og med en hånd på hendes skulder fik hende til at sætte sig igen. Eric så dog ikke noget af det, men i stedet så han lige ind i Carries brune øjne da han slækkede sit greb om hende bare minimalt, og løftede hovedet så han kunne se hende i øjnene.

[Caroline Abbey]

I never used to
cry for boys
Tag: Eric ● Outfit: Here

Caroline vidste virkelig ikke hvordan hun skulle bryde igennem barrieren, sætte den ene fod foran den anden og få gjort Eric opmærksom på hendes tilstedeværelse. Hun vidste ikke hvordan hun overhovedet skulle få hevet sig selv ud af den stirrekonkurrence hun havde kørende med hans nakke.

Som hans lillesøster i stedet fik øje på hende, sank hun en gevaldig klump. Hun begyndte at fortryde at hun var kommet, velvidende hvad det ville betyde. Præcis ligesom de havde sagt til hinanden allerede, så var det alt for tidligt. Alt for meget og alt for hurtigt og slet ikke retfærdigt.
Hun lagde mærke til, at hun ikke havde rørt sig ud af flækken. Det var som om, at hvis hun bare stod stille nok, så kunne det være tiden også kunne gå i stå omkring hende. Hendes mave gjorde knuder og blikket flakkede til hen i nærheden af Ginny og Jason, som stadig intet havde opdaget. Måske var der tid nok, til at hun kunne forsvinde igen?

Hun så tilbage mod Eric og Alice og stivnede helt, som hendes blik mødte de efterhånden alt for velkendte grå. De stod bare sådan, i adskillige øjeblikke, og så på hinanden. Da han endelig brød deres helt eget komplet tavse kommunikation og satte i gang, med retning imod hende, forsvandt hendes fortrydelse meter for meter. Hun blev selv stående, stirrende lettere fortabt på ham, indtil han var lige der, greb fat omkring hende og løftede hende op fra gulvet. Der kom ingen overrasket lyd over hendes læber, intet lettet smil eller grin. Den røde taske faldt, som hun slog begge arme omkring ham og knugede ham ligesom han gjorde hende. Det var ligegyldigt om folk stirrede, om hele verden vidste det hun havde gået og holdt hemmeligt. Hun var hos ham i bare nogle få, stjålne øjeblikke endnu, inden han forsvandt.

Præcis som Eric var hun tavs. Hun registrerede ikke at tårerne var vældet op i hendes øjne, før en enkelt trillede ned af hendes ene kind. Da snøftede hun en enkelt gang ind, knugede ham hårdere og rystede så svagt på hovedet af hans få ord. ”Jeg kunne ikke blive væk,” mumlede hun, selv en anelse grådkvalt. ”Jeg er ligeglad, Eric. Jeg kunne ikke...”

[Eric Wolfe]

Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go
Cause I'm leavin' on a jet plane

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric skænkede det ikke et sekund en tanke, at de havde været rørende enige om, at deres familier ikke skulle involveres endnu. At det var alt for tidligt. At de først selv ville se om der stadig var noget at bygge videre på når han kom hjem igen og hundredevis af andre tanker der var blevet vendt og drejet i det uendelige den sidste måned, siden han havde fået at vide han skulle ud og deres forhold rullet videre hen over den usynlige grænse, hvor det hele var uforpligtende, uden løfter eller definerende titler og ord.

Da han først stod med Carrie i armene var han dog så flintrende ligeglad med tidligere aftaler, som han overhovedet kunne være og endnu mere ligeglad med, at hans familie var blevet tilskuere til hele det meget afslørende scenarie. Hans lillesøster havde som den eneste været indviet og havde holdt tand for tunge, selvom ingen af deres forældre havde været hverken blinde eller dumme i sammenhængen. Tvært imod havde især hans mor prikket til ham adskillige gange over de sidste måneder, overbevist om, at der gemte sig en sød pige et sted der var trampet lige ind i hans liv med træskostøvler på. Så langt havde hun dog også ret, men hvemdet drejede sig om havde han stædigt holdt for sig selv. Underligt splittet i trangen til samtidigt at råbe det ud til alle der gad høre på ham.

Lige nu gjorde han dog nøjagtigt det modsatte og anede ikke hvad han skulle sige og var bange for, at hvis han sagde noget, ville hun enten forsvinde igen, eller hans stemme ville knække over. Han knugede hende instinktivt endnu hårdere da hun snøftede og lukkede selv øjnene hårdt i mens hun talte og hendes ord gav genlyd i hovedet på ham. Da han alligevel trak hovedet bare en smule tilbage for at se på hendes ansigt, smilede han svagt og lod sin pande hvile mod hendes, uden at bryde øjenkontakten med hende igen ”Jeg håbede du kom...” fik han lavmælt frem, før han stadig umådeligt ligeglad med omgivelserne lod sine læber finde hendes og understregede sine ord med ganske åbenlys handling.

[Caroline Abbey]

I never used to
cry for boys
Tag: Eric ● Outfit: Here

Caroline indsnusede Erics duft, en anelse afhængig af både den og af følelsen af hans stærke arme omkring hende. Hun knugede sig ind til ham, droppede enhver forestilling om at kontrollere sin egen trang til hans nærhed og lukkede øjnene, lige indtil han trak sig lidt tilbage. Hendes øjne var stadig blanke, da hun så på ham, men hun bed sine tårer i sig og smilede svagt og tappert.

Hun ville gerne vise ham at det nok skulle gå alt sammen, uanset hvor meget i tvivl om det hun selv var. Lige nu ville hun dog primært bare høre hans stemme bekræfte hende i, at hun ikke var en idiot, for at dukke op. Hendes fortænder fangede underlæben igen og det hev yderligere en anelse i hendes mundvige, før hun villigt mødte hans læber, besvarede hans kys og lod verden rundt omkring dem blive sløret.

Hun trak sig lettere modvilligt væk, lænede sin pande imod hans igen og så direkte ind i det grå, der mødte hende. ”Også selvom de ved det nu?” Selvom hun ikke havde vendt blikket imod Jason og Ginny, vidste hun med sig selv, at de måtte havde set deres lille optrin. Hun fugtede sine læber, så søgende ind i hans øjne og smilede antydningsvist over det hun fandt der.

[Eric Wolfe]

Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go
Cause I'm leavin' on a jet plane

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric ignorerede resten af rummet bare nogle øjeblikke endnu. Det var ikke svært, nærmest skræmmende let, at gøre netop det, så længe han stod med ansigtet begravet i hendes mørke hår. duften af hende i sine næsebor, følelsen af hende knuget ind til sig og endelig lyden af hendes stemme i sine ører. Alt sammen ting han vidste han ikke kom til at være i nærheden af i flere måneder fremover.

I stedet for at bruge flere tanker på mindre behagelige tanker, valgte han dog uden betænkning at bruge de få minutter han pludselig havde fået med hende, til indprente sig alle de ting han kom til at savne. Intet føltes mere rigtigt end hendes arme om ben omkring ham eller hendes læber mod hans.

Han knugede hende kun hårdere indtil der igen blev skabt en smule luft mellem deres læber og smilede svagt over hendes ord, mens de stod med panderne hvilende mod hinanden. Svaret på hendes spørgsmål krævede ingen betænkning ”Jeg er ravende ligeglad om så hele verden ved det...” han plantede et flygtigt kys på hende læber igen, og så på hende med svagt rynket pande og en spørgende blanding af undren og følelser der ikke helt kunne sættes på ord ”Er du sikker på du ikke lige kan en fiks besværgelse, så du kan være i min taske og komme med?” han flyttede hænderne lidt og tog bedre fat under hende.

Modvilligt måtte han indrømme, at selvom hun ikke vejede noget særligt, så var han ikke mere overmenneskelig, end at han begyndte at kunne mærke anstrengelsen i sine arme. Det sidste han havde lyst til var dog at give slip på hende og han endte med bare at blive stående, selvom hendes hentydning til hans forældre havde bragt ham tilstrækkeligt tilbage til virkeligheden, til at en enkelt nervøs sommerfugl flaksede en tur i hans mave. Han så spørgende på hende igen, uden at kunne holde et lille smil tilbage ”Er øjnene trillet ud af hovederne på dem endnu?” han løftede brynene svagt, uden dog selv at vende sig rundt for at få svar på sit spørgsmål.

Bag ham var hans lillebror igen optaget af tegneserien, mens søsteren sad med et lille underfundigt smil på ansigtet. Hans mor så stadig ud som om hun ikke anede hvor hun skulle gøre af sig selv, og skiftede mellem at se på sin mand, sine hænder og sin ældste søn, der stod med en særdeles velkendt pige i favnen. Jason sad ved siden af hende med den ene arm omkring hende og antydningen af et smil i mundvigen, mens han rystede svagt på hovedet.

[Caroline Abbey]

I never used to
cry for boys
Tag: Eric ● Outfit: Here

Carries ellers temmelig svage smil trak i et kort øjeblik op, før Erics læber strøg flygtigt over hendes. Sommerfuglene i hendes mave var i gang med at udføre en hel dans og hun turde endnu ikke se efter, for at få bekræftet formodningen om, at der stadig var i hvert fald et par øjne, der hvilede på dem. I stedet kiggede hun på Eric, ind i hans lyse, klare, varme øjne, der udtrykkede meget mere, end hvad han kunne sige med ord. Hun løftede hovedet, for at plante et enkelt, ømt kys på hans pande.
”... Eller en måde at overtale ministeriet til at lave en international aftale om transitnøgler specielt til os? Hvis bare det var muligt,” mumlede hun lavmælt, så det med sikkerhed kun var ham, der ville høre det.

Hun havde tydeligvis overvejet det hun sagde, men lige nu overvejede hun ikke engang muligheden for at slippe ham igen eller mærke fast grund under fødderne. I stedet sugede hun ethvert træk i hans ansigt, hans særlige duft og lyden af hans stemme til sig. Hun lagrede det alt sammen endnu engang, gemte det grundigt og rynkede så panden en anelse over hans spørgsmål. Hendes blik flakkede nervøst over imod det sted, hvor hun vidste hans forældre og lillebror sad. Der var ikke noget smil at finde på hendes læber længere. Det var ikke mere end tre måneder siden hun havde siddet på familien Wolfes terrasse og spist aftensmad sammen med sin far, men det føltes som om det var det.

Uden at ville det, endte hun med at få øjenkontakt med Ginny. Hendes pande var stadig rynket, men hun forsøgte sig med et noget nervøst smil. ”Nærmest,” svarede hun Eric, før hun tyggede lidt ned omkring sin underlæbe og slog blikket ned. Hun rømmede sig lidt og så på ham igen, stadig alvorlig, men ikke mindre fast besluttet på at få suget hans sidste tilstedeværelse helt til sig. Måske burde hun glide ned at stå på egne ben og tage initiativ til at se den lille familie i øjnene, men hun kunne virkelig ikke være meget ligeglad med hvad hun burde.

[Eric Wolfe]

Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go
Cause I'm leavin' on a jet plane

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric måtte tage sig selv i nakken for ikke at søge Carries læber med det samme igen, efter at have udtrykt sin mening omkring det faktum, at deres forhold på få sekunder var blevet meget offentligt og meget virkeligt, ikke bare for dem selv, men også for de fire andre i rummet der kendte dem begge. Han smilede varmt og lukkede øjnene et øjeblik da Carries læber ramte hans pande og smilede stadig, da han igen så lige ind i hendes brune øjne og havde ikke lyst til at se andre steder hen ”Det er dig der har foden indenfor der.. ikke mig..”

Han tav igen og stod blot ubeslutsomt og lettere gået i stå mens han så hende i øjnene og ikke kunne få sig selv til at slippe hende igen, alt for vidende om, at det var på lånt tid de stod der. Alligevelvardet ham der talte først igen og han så hendes blik glide hen over sin skulder smilet forsvinde fra hendes ansigt. Han drejede dog ikke hovedet og så hen mod sine forældre og søskende, men benyttede i stedet chancen til at betragte Carries ansigt endnu en gang.

Han smilede skævt over hendes ene ord og lodså sin næse stryge blidt mod hendes da hun slog blikket ned, for at få hende til at se op igen ”Jeg må få mor til at holde op med at servere glosuppe til morgenmad... det giver åbenbart bagslag.” spøgte han lavmælt og tog igen lidt bedre fat under hende og lod igen bare panden hvile mod hendes.

Bag dem sagde Jason et eller andet til sin kone, for så at rejse sig langsomt, give hendes skulder et klem og derefter bevæge sig hen mod de to sammenslyngede unge mennesker ved døren. Han fangede Carries blik hen over Erics skulder som han nærmede sig og smilede varmt. Hans ene hånd lagde sig fast på Erics skulder da han nåede helt op til dem og han rømmede sig med et smil der i høj grad vidnede om, hvor Eric havde sit fra, og så underfundigt fra den ene til den anden ”Med mindre I har tænkt jer at blive stående der resten af dagen og spærre døren, så er jeg sikker på der er pladser til jeg henne hos os.” han så et øjeblik vurderende på Carrie, smilede så igen varmt og nikkede for sig selv, før han flyttede blikket til sin søn og i stedet rystede lidt på hovedet igen ”Du har formået at gøre din mor mundlam. Jeg tager hatten af for dig, knægt.” han grinede smørret, rystede på hovedet endnu en gang og gik så tilbage mod sin kone.

Eric havde forholdt sig tavs fra han blev klar over, at nogen var på vej hen til dem, og han nøjedes med at svare sin far med et alt for bredt smil, før han skævede efter ham da han igen forlod dem. Han så tilbage på Carrie og rynkede brynene spørgende ”Du skal ikke hvis du helst er fri... det ved du godt, ikke?” han slækkede grebet lidt omkring hende, uden at han dog havde mere lyst end tidligere til at slippe hende igen.

[Caroline Abbey]

I never used to
cry for boys
Tag: Eric ● Outfit: Here

Carrie nikkede svagt, undlod at nævne, at hun ikke havde det fjerneste indflydelse i afdelingerne for transport eller intermagisk kooperation og strøg blot blidt sin tommel hen over det grove uniformsstof på hans ryg, imens hun så på ham. Hun kunne på ingen måde stå for alt det hun fandt i hans blik og løsrev det kun modvilligt, for at skæve over imod hans forældre.

Da hun så ned, var det med en let rød farve i kinderne. Hun skammede sig ikke som sådan over det faktum, at hun befandt sig i armene på Eric, men der var alligevel noget både pinligt, akavet og grænseoverskridende i at være så tæt på ham, når hans forældre sad lige der og tilsyneladende forsøgte at overbevise sig selv om, at de ikke så syner. Det mindede hende ufravigeligt om præcis hvor usandsynlig en sammensætning de var og hvor uventet det var, at det skulle være hende, der var lige der hos ham.
På trods af hendes selvbevidsthed løftede hun hovedet og mødte hans blik, som han strøg sin næse imod hendes. Hun åbnede munden, skulle lige til at sige noget, men fangede så Jason med blikket, imens han gik imod dem. En lav rømmen forlod hende, som hun tvang sig selv til at se på ham og moslede med at få et smil frem, på trods af, at hun helst ville synke i jorden.

Hun måtte stive sig selv af for at blive ved med at forsøge at se ud som om det ikke var et ultimativt akavet øjeblik og rykkede sig, for at komme ned at stå for sig selv, allerede inden Jason åbnede munden. Ud over at det gjorde tingenes tilstand en anelse mere passende, gav det hende også muligheden for at tage bare et kvart skridt bagud, så hun ikke var i direkte fysisk kontakt med Eric. Hun løftede en hånd for at stryge håret om bag øret og nikkede flovt som eneste svar på hans ord. Alligevel var hendes blik hurtigt tilbage på Eric. Hun var tilsyneladende ude af stand til at se væk i alt for lang tid af gangen, når nu hun vidste, at det ville blive sidste gang i utrolig lang tid.

Hendes mine var alvorlig, anspændt, men hun kunne alligevel ikke lade være med at besvare blot skyggen af hans smil, som hun nikkede lidt. ”Jeg vil ikke væk fra dig,” sagde hun kortfattet, simpelt, men sandt. ”Desuden er katten ude af sækken...” Hun løftede sin ene hånd, vendte håndfladen opad og rakte den imod ham. Det var et tilbud, men ikke et hun forventede han afslog.

[Eric Wolfe]

Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go
Cause I'm leavin' on a jet plane

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric så spørgende på Carrie da hun åbnede munden for at sige noget mere, men i stedet gik i stå og igen slap hans blik og så på noget bag ham. Efter hendes ansigtsudtryk at dømme, ræsonnerede han hurtigt, at enten hans far, mor eller søster, var på vej hen til dem. Hånden der landede på hans skulder fortalte ham at det var hans far, allerede før han drejede hovedet lidt og besvarede hans sigende smil med et let forlegent, men også ganske tilfredst med hele situationen. Han så på Carrie og løsnede tydeligt modvilligt armene omkring hende og lod hende glide ned at stå på gulvet igen. Han nikkede med et sideblik til sin far, mens han måtte tage sig selv i nakken for ikke at række ud efter Carrie så snart hun gik bare et lille skridt bagud.

Også hans blik flakkede mellem helst at ville blive på Carrie, og det høflige i, i det mindste at se på sin far mens han talte. Han nikkede som eneste svar, og rømmede sig så med et tenderende flabet grin, og skævede hurtigt i sin mors retning, mens han strøg en hånd over den kortklippede nakke under kanten på det lyseblå baret og kort fulgte sin far med blikket på vej væk igen.

Så smuttede han blik hurtigt tilbage til Carries ansigt og smilet blev erstattet af et mere alvorligt udtryk. Selvom han absolut ikke havde det fjerneste imod, at hele hans nærmeste familie nu var klar over hvem det var der havde gjort ham lidt ekstra distræt de sidste måneder, så var det alligevel en lettere surrealistisk og maveknugende situation, og han forstod Carrie alt for glimrende. Tanken om næste gang han selv stod overfor hendes far, fik endnu en nervøs knude til at melde sig i hans mave. Hendes ret kontante svar fik dog hurtigt knuden opløst, og plantede i stedet et svagt fåret smil på hans ansigt, mens sommerfuglene flaksede en triumferende omgang. Han nikkede svagt og tog hendes fremstrakte hånd uden mindste tøven ”Den er her i det mindste stadig..” svarede han vævende før han løftede den frie hånd, lagde den mod hendes kind og bøjede sig nok til at kunne tiltuske sig et alt for hurtigt kys.

Så rettede han sig op igen med en lille grimasse, strøg tommelfingeren over hendes kind og lod så hånden falde igen ”Du slipper heller ikke for mig foreløbigt igen, Carrie..” svarede hanså lavmælt og oprigtigt, mens han flettede fingrene ind mellem hendes og med et hurtigt klem begav sig hen mod sin familie.

[Caroline Abbey]

I never used to
cry for boys
Tag: Eric ● Outfit: Here

Carrie kunne ikke helt lade være med at smile af det fårede udtryk på Erics ansigt. Hun løftede begge øjenbryn en anelse, nikkede lidt og modstod en instinktiv trang til at finde ind i hans arme igen, så snart hans hånd lukkede sig omkring hendes.
Som han bøjede sig ned, strakte hun sig selv en anelse og besvarede det alt for hurtige kys til offentlig beskuelse. Hun brummede modvilligt, da han rettede sig op igen, men tog så en dyb indånding, stivede sig selv gevaldigt af og lod det hive lidt i mundvigene over hans forsikrende ord og deres fingre, der flettede sig ind imellem hinandens.

På trods af forsikringer, en hvis mængde selvtillid og ønsket om at se både Virginia og Jason i øjnene, frem for at stikke halen mellem benene, når nu det hele var så åbenlyst fremme i lyset, styrtdykkede sommerfuglene alligevel i hendes mave, som jagerfly til en opvisning. Hun fulgte ham, som han hev hende med sig og følte sig i stigende grad som en teenager igen, selvom hun blev ved med at messe for sig selv i sit hoved, at hun snart fyldte treogtyve, var ministerens fremtidige yngste rådgiver og havde al ret i verden til at lave præcis hvad hun havde lyst til med Eric. Det gjorde ingen forskel. Hun var stadig Carrie Abbey, Duanes ældste datter, som plejede at slå deres søn i hovedet med en skovl indtil hun fik sin vilje.

Det mentale billede var lidt for klart i hendes hoved, da de stoppede ovre ved den lille familie. Hendes smil var mere end almindelig nervøst, som hun så fra Jason til Ginny og til sidst på Alice. ”Uhm... Ja,” var alt hun fik frem.

[Eric Wolfe]

Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go
Cause I'm leavin' on a jet plane

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric klemte lidt hårdere omkring Carries hånd i sin, jo tættere de kom på hans forældre og søskende, uden at det dog nogensinde blev andet end ment som forsikrende. Han rankede sig helt automatisk da han stoppede lidt fra sin mor der stadig sad ned og så forvirret fra ham til Carrie. Eric skævede hurtigt til Carrie da hun blev den første af dem til at bryde den svagt anspændte tavshed der hvilede nogle sekunder, og det trak svagt i hans mundvige igen, mens han gav hendes hånd endnu et diskret klem. Så rømmede han sig og så fra fra sin mor til sin far og et kort sideblik til Alice der stadig sad med et underfundigt smil på ansigtet.

Før han nåede at få sagt noget, kom Jason ham i forkøbet og puffede drillende til sin kones skulder ”Du fik dit svar, Ginny...” hun vågnede lidt og daskede prompte ud efter sin mand med et advarende blik, før hun igen rettede blikket mod Eric og så fra ham til Carrie, der fik et tøvende smil, og tilbage til Eric, stadig lige uforstående ”Hvor længe har I to...” hun gik i stå igen og så et øjeblik helt forlegen ud, mens hun slog ud med den ene hånd i luften. Eric smilede skævt og strøg igen en hånd over nakken, efter endnu et hurtigt sideblik mod Carrie ”Slutningen af juni..” svarede han roligt og tilføjede så med endnu et klem og den hånd der lå i hans ”Ikke at jeg tæller eller noget..” Virginia rynkede panden lidt som om hun regnede tilbage og endte så med at resignere med en lille hovedrysten ”DU giver mig grå hår, Eric. Jeg har rigeligt i forvejen!” hun rejste sig langsomt og sendte et skarpt blik op mod sin ældste søn, før hun lagde hovedet lidt på skrå og så uudgrundeligt på Carrie nogle sekunder. Så rystede hun på hovedet og smilede varmt, mens hun rakte ud og lagde begge hænder på hendes kinder et par sekunder ”Af alle pigebørn han kunne komme hjem med, var du den sidste jeg havde forventet, Caroline Abbey.” hendes blik var varmt, mens hun lod hænderne falde og satte sig igen med en lille munter lyd ”Giv mig lige et øjeblik til at fordøje alt det her.” Eric smilede skævt igen og så undskyldende på sin mor, uden helt at ane hvad han mere skulle sige.

Igen blev det hans far der kom ham i forkøbet og rejste sig igen, mens han slog kommanderende ud mod de tomme sæder mellem Virginia og Alice ”Få jer nu sat inden I slår rod, og så finder jeg noget kaffe. Jeg tror vi kunne trænge til det allesammen efterhånden.” han ventede ikke på at høre eventuelle protester, vinkede han Erics yngre bror med sig og forlod rummet på jagt efter netop kaffe, med en svagt modvillig teenager i hælene. Virginia fulgte dem med blikket kortvarigt og så så tilbage på de to der stod foran hende. Hun rankede sig og rykkede sig lidt på sit sæde, mens hun klappede opfordrende på det ene af de tomme ved siden af sig og hendes blik igen landede på Eric”Godt nok bad jeg dig opføre dig pænt overfor Caroline, men jeg havde ved gud ikke regnet med du ville tage mig så bogstaveligt, Eric!” hun rystede lidt på hovedet igen og slap så en let kluklatter. Erics mundvige trak op igen ”Så må du udspecificere noget bedre en anden gang.” han satte sig uden at være villig til at slippe Carries hånd, faktisk var hans første, impulsive indskydelse, at trække hende ned at sidde på sit skød, men han tog sig i det, halvt gennem bevægelsen og sendte hende i stedet et spørgende blik.

[Caroline Abbey]

I never used to
cry for boys
Tag: Eric ● Outfit: Here

De styrtdykkende, komplet overaktive, sommerfugle i Carolines mave faldt på ingen måde til ro, som hun og Eric stod overfor hans forældre. Tværtimod rumsterede de blot stædigt rundt på en ensidigt ubehagelig måde. Hun klemte en anelse omkring hans hånd i hendes, imens hendes mod sank helt ned under gulvhøjde og hendes tøvende ord døde ud. Det var ikke fordi hun specielt forventede noget dårligt, men Virginias tydelige chok over situationen og bebrejdende ord til Eric var alligevel rigeligt foder til hendes indre pessimist. Hun fandt det svært at blive stående stille, hånd i hånd med ham, men tvang alligevel sig selv til at gøre nøjagtig det, smilende prøvende til kvinden, som hun havde kendt langt størstedelen af sit liv.

Da Virginia rejste sig, fangede hun helt uden at tænke over det underlæben mellem fortænderne igen. Hendes pande var let rynket i bekymring, før hun registrerede det smil, der bredte sig i det velkendte ansigt. Instinktivt besvarede hun det, lettere tøvende.
Hun havde mest lyst til at trække sig væk fra de hænder, der lagde sig på hendes kinder øjeblikket efter, men undlod, velvidende at familien Wolfe var en del mere fysisk tætte på hinanden og at lige præcis moren var forbilledet i den henseende. Selv var hun ganske reserveret, men formåede at blive stående, kun lettere ukomfortabel, som hun rømmede sig lidt. ”Ja, det...” Hun smilede antydningsvist og skævt. ”... Det var heller ikke planen,” færdiggjorde hun sin sætning, stadig en smule flov.

Hendes blik flyttede sig over på Jason ved hans ord og hun følte et stik at taknemmelighed over hans komplet simple accept af situationen. Det var noget nemmere at håndtere drillerierne fra den kant, end de undersøgende blikke Virginia havde sendt hende, selvom hun alligevel ikke rigtig anede hvad hun skulle stille op med opfordringen til at sætte sig ned. Hun følte sig helt ude af sit rette element, landet midt i den lille families afsked, men fokuserede så på Erics hånd i sin og gjorde alvor ud af bare at forsøge at slappe af.

Hun så lidt på de to sæder, skævede til siden og måtte så trykke læberne sammen omkring en munter lyd, som reaktion på den uventede spøg fra Virginias side. Hun forholdt sig selv tavs, selvom Erics svar fik det til at sitre yderligere forræderisk i hendes mundvige.
Øjeblikket efter befandt hun sig selv midt i hvad der måske kunne have været et akavet valg. Inden hun rigtig nåede at analysere i situationen, fik hun dog selv sat sig på Eric, tværs over hans ben. Hun formåede næsten at få det til at virke som det mest naturlige i verden, selvom det i realiteten gjorde hende endnu mere nervøs end hun allerede var. Alligevel sejrede behovet for at få den aller sidste nærhed over situationen og hun affandt sig med sit eget impulsive valg med et lydløst suk.

[Eric Wolfe]

Tell me that you'll wait for me
Hold me like you'll never let me go
Cause I'm leavin' on a jet plane

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric skar en næsten usynlig grimasse for sig selv, da hans mor både fysisk og verbalt gik tæt på Carrie et øjeblik. Han følte sig lige dele forlegen og lettet over begge sine forældres reaktioner, selvom han i sit stille sind ikke havde forventet andet fra nogen af dem. Uden at tænke noget særligt over det, begyndte han med tommelfingeren at stryge Carrie håndryg da hun tydeligt beklemt svarede hans mor.

Han nikkede med et hurtigt blik til sin far og så igen kort efter både ham og sin bror da de forsvandt ud af det store rum. Så tog hansigselv sammen og satte sig med et enkelt sæde mellem sig selv og sin mor, og havde trukket let i Carries arm, før han tog sig i det og så op på hende. Hans smil voksede betydeligt, da hun tilsyneladende uden de store skrupler fulgte hans lette træk, og satte sig hen over hans lår. Han smilede varmt til hende, og så på hende med et blik der på meget kort tid, var blevet helt og holdent forbeholdt hende. Mens han slap hendes hånd igen, blot for at lægge den ene arm omkring hendes ryg og den anden hen over hendes lår, lagde han ikke mærke til det diskrete blik Virginia havde hvilende på dem.

Som de sad der, var de langtfra de eneste der sad på lignende måder, men han skænkede heller ikke det mange tanker, så længe det bare var lige Carrie dersad hos ham, og han trak hende impulsivt lidt tættere ind til sig, mens hans tommelfinger nu begyndte at stryge diskret over det lille stykke af hendes lår den kunne nå til. Først da Virginia flyttede lidt på sig, drejede han hovedet og så på hende, stadig med et smil på ansigtet han ikke helt kunne undertrykke, på trods af grunden til de alle sad der. Han kneb øjnene lidt sammen, og skævede op til Carrie igen før han endnu en gang så undskyldende på sin mor ”Det var altså ikke fordi I ikke måtte vide noget.” begyndte han tøvende, mens hans arm bag Carries ryg på egen akkord lukkede sig lidt tættere ”Vi var bare blevet enige om at, ehm.. vente til jeg kom hjem igen..” Virginia hævede brynene let og så fra ham til Carrie, før hun rystede på hovedet med endnu en lille kluklatter ”Glem nu det... jeg blev bare overrasket.” hun smilede varmt mens hun rakte over og gav hans arm der lå over Carries lår et lille klem ”En god overraskelse, omend med lidt kort varsel.” hun rystede let på hovedet endnu en gang og rettede så blikket mod døren igen, mens Eric så sit snit til at læne sig lidt frem mod Carrie og lade kinden hvile mod hendes skulder.